Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende (Matt 28,18-20).
I januar blev der holdt en helt særlig gudstjeneste i en jysk kirke. En ung kvinde stod på kanten til at rejse ud som missionær. Nu ville man give hende en både formel og personlig afsked; hele gudstjenesten fra prædiken til salmer var dedikeret hendes rejse og opgave. Undervejs var der personlige hilsner fra andre i menigheden. Skriftsteder blev læst højt. Og kirkens leder lagde sammen med andre hænderne på hendes skuldre og bad om Guds velsignelse over denne store missionsopgave.
Mens jeg på coronaafstand ved computeren iagttog gudstjenesten, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor dejligt det måtte være for hende: Her stod hun over for sit livs måske største opgave. En helt speciel tjeneste for Gud og mennesker. Derude i en fjern afkrog af verden, hvor hvide mennesker er et yderst sjældent syn, ventede de på hende. Måske vidste de det ikke selv. Men Gud vidste, at de havde brug for at høre hans ord – og nu sendte han denne kvinde til dem.
Og til den opgave blev hun nu sendt afsted; med Guds velsignelse og hele menighedens forbøn og varme, kærlige hilsner. Hun rejste måske nok uden rejsefæller på det ydre plan. Men hun var langt fra alene i denne opgave. De var alle med. Og vigtigst af alt – Gud var med.
Næste tanke: Sådan en indvielse til mine opgaver kunne jeg også godt tænke mig!
Tænk, om nogen havde lagt hænderne på mig og velsignet mig, da jeg første skoledag skulle fortælle mine gymnasiekammerater, at jeg var kristen.
Tænk, hvis der er en forbønshandling, hver gang jeg går ind til en skoleklasse og underviser i kristendom. En udsendelsesfest før jeg taler med naboen om Jesus…
Et missionskald til fjerne himmelstrøg vil altid stå i min bog som en særlig opgave.
Men Guds kald lyder til hver enkelt af os: Gå ud og fortæl om Jesus!
Og selv uden udsendelsesfester er Gud med os. For det er hans kald, hans vilje.
Hver gang vi vidner om vores tro – enten i handlinger eller ord – er det til Guds ære. Ethvert menneske der frelses er til Guds ære. Mission er Guds projekt – vi er hans redskaber.
Forsøger jeg at gøre det til min mission, båret af mine evner – så falder det fuldstændigt til jorden. Ingen opgave for Gud kan vi løse i egen kraft. Hverken i Afrika eller i Danmark.
Lad os huske at bede for den opgave, stor eller lille, vi har fået. Og lad os huske at bede for hinandens opgaver.
Tak, at jeg også fik dit kald
til her at være med!
Uværdig er jeg, Herre kær,
at høre til i rigets hær,
men du, som gav mig vennenavn
og tog mig kærligt i din favn,
giv du mig magt
at gå, hvor du har sagt!
(Fra ”Din rigssag, Jesus, være skal”, Karl Ludvig Reichelt 1912. DDS 361)
Udgivet af
Marianne Larsen
Marianne Larsen, Græsted, skolelærer.