Denne bog rejser flere spørgsmål, end den giver svar, og det er også en del af pointen med den. De mange spørgsmål har faktisk til hensigt at give en slags svar. Noget af målet er at åbne for de bibeltekster, som taler om skabelsen, særligt Første Mosebog 1-2, på en sådan måde, at man ikke bliver låst i en bestemt fortolkning af teksten i mødet med naturvidenskaben. Dette er både bogens styrke og dens svaghed. En del af pointen er at undgå, at samvittighederne bliver bundet på en uheldig måde, og det er vigtigt. Den, som er på udkig efter forskellige indfaldsvinkler til de forskellige tekster, vil her finde en god og interessant fremstilling. Den, som er på udkig efter vejledning i den rette forståelse af teksterne, må finde sig en anden bog.
Bibelsyn og bibeltolkning
GT-professor Jens Bruun Kofoed behøver ingen præsentation i konservative og bibeltro kredse i Danmark. Det gør heller ikke Dansk Bibel-Institut, som han er tilknyttet. Hans bibelsynsposition er ortodoks, hvilket vil sige, at man regner hele Bibelen for inspireret og ufejlbarlig i alle spørgsmål, sådan at Bibelen som Guds ord taler med absolut autoritet og pålidelighed inklusive i spørgsmål med historisk og videnskabelig relevans. Bogen er skrevet med dette som grundlag, samtidig med at Kofoed stærkt og ofte understreger, at fortolkningen af bibelteksterne ikke er ufejlbarlig, men altid må efterprøves.
Forskellen på Bibelens ufejlbarlighed og vores fortolkning går som en rød tråd gennem bogen. Det er som en kile, der bliver brugt til at undgå sammenblanding på dette punkt for at undgå, at samvittigheden bliver bundet på et forkert grundlag, altså til en bestemt tolkning. Sandt nok understreger Kofoed, at der på nogle områder er så åbenbar en sammenhæng mellem teksten og en bestemt fortolkning, at problemstillingen bliver uaktuel. Men i spørgsmålet om fortolkning af skabelsesteksterne er der plads til forskellige fortolkninger, og her kommer kundskaben fra dagens naturvidenskab ind. Det kan både være som spørgsmål, korrektiv og hjælp i bibeltolkningen.
Det er muligt, professoren trækker for store veksler på sondringen mellem selve teksten og fortolkningen, sådan at han giver for stor accept af forskellige fortolkninger inden for et ortodokst bibelsyn. Dette går ikke primært på tekstens pålidelighed og autoritet, men på Bibelens klarhed og enhed. En stærk understregning af forskellige fortolkningsmuligheder kan let føre til en tanke om, at Bibelen er uklar, eller at teksten rummer flere syn.
Den tidligere chefredaktør for den norske avis Dagen, Arthur Berg, talte om ”praktisk ateisme”. Med det mente han, at man personligt troede på Gud, men at man i praksis tænkte og handlede, som om Gud ikke var til, fordi man fulgte den rådende tænkning i samfundet. I teorien var man bibeltro, men ikke i praksis. På samme måde kan der opstå en ”praktisk bibelkritik”, selvom man i teorien står for et bibeltro syn. Det sker, når man bliver så fanget af de rådende holdninger i teologien og videnskaben, at det i praksis overtrumfer det principielle udgangspunkt. Det hjælper ikke meget, at man i teorien står for bibeltroskab og bibelforpligtelse, hvis man indfører fortolkningsmåder og fortolkningsalternativer, som løser forståelsen af teksten fra dens ordlyd og fra almindelig sprogforståelse. Jeg siger ikke, at Kofoed gør dette – i hvert fald ønsker han ikke at gøre det, tværtimod. Men vægtlægningen på at åbne op for forskellige fortolkningsmuligheder trækker alligevel i sig selv i den retning.
Forholdet mellem skabelse og evolution
Som GT-professor har Jens Bruun Kofoed arbejdet meget med Første Mosebog 1-11 (urhistorien) og andre skabelsestekster, og han har været meget optaget af evolutionslæren. Jeg har desværre ikke haft anledning til at læse det, som Kofoed har skrevet om disse ting, men jeg er bekendt med hovedsynspunkterne.
Denne bog har ikke til hensigt at gå ind i selve den bibelske lære om skabelsen eller ind i vor tids evolutionslære. Den præsenterer sig som et “forord” til debatten om skabelse og evolution, og derfor stiller den flere spørgsmål, end den giver svar, og den problematiserer mere, end den giver vejledning. Bogen er ment som en døråbner ind i den aktuelle problematik vedrørende skabelse og evolution. Fremstillingen er lærerig og interessant, men til tider synes jeg, det sker på en problematisk og foruroligende måde, fordi det kan føre til en problematisering eller undergravning af Bibelens klarhed – modsat bogens hensigt. Hvis Bibelens klarhed og enhed svækkes, så svækkes også Bibelens pålidelighed og autoritet. Bogen er spækket med kundskab og litteraturhenvisninger, men samtidig har udvalget af personer, bøger og synspunkter til tider en slagside.
Fordi Kofoed holder fast ved, at Bibelen er ufejlbarlig og har en guddommeligt inspireret autoritet på alle områder – også der, hvor den udtaler sig med naturvidenskabelig relevans, er det vigtigt for ham at få fastlagt, ”hvilke naturvidenskabelige teorier, der er forenelige med den bibelske virkelighedsforståelse og skabelsesteologi”. Det drejer sig kort sagt om, hvordan Bibelen og videnskaben står i forhold til hinanden, når det drejer sig om naturvidenskab og skabelse.
Det må siges at være et spørgsmål, som har fået for lidt opmærksomhed i dagens teologi og kristenliv i mødet med højere uddannelser og den akademiske verden. Kofoed er altså i denne bog optaget af dette i forhold til evolutionslæren og forskellige opfattelser af skabelsen, og det fortjener han anerkendelse for.
Han går særligt ind på argumentationen og retorikken for ungjordskreationisme, gammeljordskreationisme og to former for teistisk evolution, planlagt eller styret udvikling. Han præsenterer også organisationer, institutioner, bøger og personer, som står for de forskellige syn, og efterprøver kritisk deres argumenter og retorik.
Det vil føre for langt her at give en grundig præsentation af de forskellige syn, som er nævnt ovenfor, og argumentationen og retorikken for dem. Jeg må derfor henvise til bogen og begrænse mig til en kortfattet omtale:
– Ungjordskreationisme går ud fra, at skabelsesdagene skal forstås bogstaveligt som seks dage med 24 timer, og at slægtstavlerne i Bibelen også skal forstås bogstaveligt sådan, at jorden er omtrent 6.000 år gammel. Skabelsesberetningen og syndefaldsberetningen skal tilsvarende forstås som historiske tekster.
– Gammeljordskreationisme vil også forstå skabelsesberetningen som historisk i den betydning, at den taler om Guds direkte og suveræne skabelse, men skabelsesdagene bliver forstået symbolsk, sådan at de kan rumme lange tidsrum. Derved kan jordens alder være meget høj. Adam og Eva, syndefaldet og syndfloden skal forstås historisk. Dette syn hænger ofte sammen med et videnskabssyn, som kaldes Intelligent Design (ID), og som siger, at livet og det, som vi omtaler som skaberværket, ikke kan være blevet til af sig selv, men at der må stå en intelligens bag.
– Teistisk evolution siger, at skabelsen ikke er sket ved bestemte skabelseshandlinger, men gennem en evolution. Gud kan da enten have sat det hele i gang for så at overlade skaberværket og udviklingen til sig selv, eller Gud kan hele vejen have styret udviklingen.
Forskellige syn på skabelsen
Det er påfaldende, at Kofoed har et særdeles stærkt engagement imod ungjordskreationisters argumentation og retorik, selvom han ikke helt afviser, at de kan have ret. Han advarer mod en for stærk retorik i debatten, men på mig virker det, som om han her til tider selv falder i denne grøft. Sagligt set er Kofoeds kritik af teistisk evolution og Biologos stærkere end kritikken af ungjordskreationisme. Alligevel er det ud fra omfanget, engagementet og retorikken svært at opfange, at det første syn rummer langt større problemer for et ortodokst syn end både ung- og gammeljordskreationisme.
Biologos er en organisation og en hjemmeside, som forsvarer og argumenterer for teistisk evolution. Også ungjordskreationister og gammeljordskreationister har deres organisationer og hjemmesider.
Valget af repræsentanter for de forskellige syn og det faglige niveau, de opererer på, må også vække forundring. En del af den debat, som der henvises til, er fra den engelsktalende verden og føres på et højt fagligt niveau. Den skandinaviske debat er for det meste fra Norge, og personudvalget virker noget tilfældigt, og det er ikke dækkende for bredden i debatten. Den dansk-norske teolog Axel Lundholm Saxe, som i det meste af sin tid har arbejdet med arkivering og dokumentation, har fået en overraskende central plads, givetvis fordi han har kritiseret Jens Bruun Kofoeds position.
Det er norske ungjordskreationister, der bliver sat under lup, men ikke gammeljordskreationister som Jon Kvalbein og Ingolf Kanestrøm, for ikke at tale om Bjørn Are Davidsen og Atle Ottesen Søvik, som er gået meget langt i teistisk evolution. Det sidste må være en langt større udfordring end ungjordskreationisterne. Davidsen og Søvik står ikke for et ortodokst bibelsyn, hvad de andre gør.
Fortolkninger af skabelsesteksterne
I sin gennemgang af skandinaviske teologers syn på skabelse og evolution har Kofoed ikke inddraget den afdøde GT-lærer ved Norsk Lærerakademi Leif M. Michelsens kommentar til 1 Mosebog, som indgår i den norske kommentarserie Bibelverket. Her afviser han fuldstændig, at dagene i skabelsesberetningen ud fra en historisk og litterær forståelse af teksterne kan være perioder. Tanken om perioder kommer fra et behov for at tilpasse teksten til dagens naturvidenskab, og det, mener han, er en farlig tanke. Det må dreje sig om almindelige dage og en almindelig uge. Med det som udgangspunkt forstår Michelsen teksten som en teologisk lære-beretning, nærmest som en lignelse. Teksten skal samtidig forstås historisk. Historiciteten er særligt afgørende for mennesket, syndefaldet og frelsen i Jesu forsoningsværk.
Kofoed påviser, at fortolkningshistorien frem til moderne tid har opfattet skabelsesberetningen bogstaveligt og historisk. Det er den nye, sekulære og naturalistiske naturvidenskab, som har fremtvunget nye tolkninger. Dette prøver professoren at se i lyset af tidligere debatter om virkelighedsforståelsen. Han gør selv opmærksom på, at parallellen halter noget, fordi man tidligere diskuterede inden for rammen af en kristen virkelighedsforståelse, mens debatten nu i høj grad pågår mellem en kristen og en sekulær eller naturalistisk virkelighedsforståelse.
Jeg synes ikke, Kofoed lægger nok vægt på den forskel. Det kommer også til udtryk ved, at han ikke i nævneværdig grad går ind på spørgsmålet om teistisk evolution kontra naturalistisk evolution.
Det er jo det sidste syn, som er enerådende i naturvidenskaben og i lærebøgerne på alle trin i skolesystemet og ved universiteterne. I de sammenhænge forstås teistisk evolution enten som uinteressant eller som ”evolutionistisk vranglære”. I den rådende evolutionslære er alt tilfældigt, og alt er blevet til af sig selv. Det med teistisk evolution er sådan forstået bare en (ubetydelig) teori, og at tilslutte sig denne teori hjælper overhovedet ikke i mødet med evolutionslæren i uddannelsessystemet eller i samfundet generelt.
Teistisk evolution er i alt væsentligt noget, som teologer forsvarer, og som vinder indpas i menighederne, men som er fraværende i naturvidenskaben og i den akademiske verden. På mig virker det underligt, at man fra kristent hold er så optaget af en teori, som ellers er uaktuel. Siden det er naturalistisk evolution, som råder i naturvidenskaben og i samfundet, er det den, man fra kristent hold må forholde sig til. Det er den, fagteologerne må hjælpe kristenfolket til at imødegå, så man ikke bliver indfanget af en sekulær tænkning.
I denne sammenhæng bør man ikke bare være optaget af det rent naturvidenskabelige, men også af de tankemæssige, livssynsmæssige og filosofiske konsekvenser af, om man går ud fra en tilfældig udviklingstanke eller en gudvillet og gudstyret skabelse. Dette har afgørende betydning for forståelsen af meningen med livet og forståelsen af menneskeværdet, kærlighed og omsorg, ondskab og lidelse, etik og frelse. Den type spørgsmål går Kofoed i ringe grad ind på, og det er en svaghed i vurderingen af de forskellige syn på evolution og skabelse, altså vurderingen af, hvilket niveau forskellige spørgsmål ligger på, og hvilken alvor de har.
Skabelse og jordens alder
En problemstilling i forholdet mellem skabelse og evolution med tanke på alder er, at alt ifølge evolutionslæren startede i et nulpunkt, og at det har udviklet sig uafbrudt med en bestemt hastighed, sådan at man kan beregne sig tilbage til starttidspunktet. Det bliver fastsat til for 13,7 milliarder år siden. Ud fra en skabelsestænkning, hvor Gud kaldte på det, som ikke var til, så det blev til (Rom 4,17), var det et færdigt udviklet skaberværk, som momentant stod frem, som er starttidspunktet. Da har vi rent naturvidenskabeligt ikke noget nulpunkt, som vi kan regne ud fra. Vi ser dette tydeligt ved skabelsen af mennesket. Adam og Eva blev ikke til ved æg- og sædceller, som fandt hinanden og udviklede sig, men de blev skabt som færdigt udviklede, voksne mennesker.
Desuden er det naturligt, at den forgængelighed, som skaberværket blev underlagt ved syndefaldet, og de dramatiske ændringer, som skete ved Noa og syndfloden, medførte ændringer i de naturlige processers hastighed og forandringer i spring, som må udfordre naturvidenskabelige målinger. Dette åbenbarer Bibelen ikke konkret for os, men den oplyser, at Gud lagde skabningen under forgængelighed ved menneskets fald, og at den længes efter at blive forløst ved Guds børns herliggørelse (Rom 8,19 ff.; 2 Pet 3,3-7).
Disse forhold er ikke udtryk for, at Gud lægger noget ind, som ”snyder” videnskaben, eller som er ”falske beviser”, men det er kort og godt udtryk for en fundamental forskel mellem Guds momentane skabelse af intet efterfulgt af syndefaldet og så et naturvidenskabeligt tilfældigt Big Bang. Guds suveræne skabelse eller skaberhandlinger sprænger rammerne for en immanent eller naturalistisk naturvidenskab. Det samme gør syndefaldet og syndfloden. Men det er den natur, som er ramt af syndefaldet og syndfloden, som vi kender, og som naturvidenskaben arbejder med.
Bibeltro positioner i skabelsesspørgsmålet
Det har været almindeligt inden for et fundamentalistisk eller ortodokst bibelsyn at give plads både for ungjordskreationisme og gammeljordskreationisme, men ikke for noget kompromis mellem skabelse og evolution. I denne sammenhæng er evolution forstået som det, at der er opstået nye arter (makroevolution), og at der ikke bare er sket en udvikling inden for arterne (mikroevolution).
Teistisk evolution har været afvist som stridende mod den bibelske skabelseslære, som opererer med absolutte skaberakter af Gud og ved hans ord. Det bibelske hovedord for skabelse er sådan, at kun Gud kan gøre denne gerning. Det er et verbum, som kun kan have Gud som subjekt. Alle andre skabelsesverber må forstås inden for denne ramme. Sprogbrugen i 1 Mos 1-2 er ganske absolut og angiver, at Gud skaber i specifikke handlinger ved sit ord. Inden for et ortodokst bibelsyn vil man være bundet af tekstens ordlyd. Det er vanskeligt at se, hvordan man på denne baggrund kan finde rum for en eller anden udviklingstanke i teksten.
Så vidt jeg har forstået, har der inden for den konservative teologi i Danmark været en klar grænsedragning mellem skabelse og alle former for evolution. Åbner man for teistisk styret evolution inden for et ortodokst bibelsyn, vil det være noget nyt. Da må man regne med debat og modstand. Jens Bruun Kofoed giver i denne bog i ringe grad udtryk for sit eget standpunkt, men han vurderer argumentationsmåder og retorik. Og han vurderer, på hvilke niveauer forskellige teologiske standpunkter befinder sig, altså hvor betydningsfulde de er, set i lyset af Guds ord og en kristen virkelighedsforståelse. Han opererer med tre forskellige teologiske niveauer, hvor niveau 1 er det mest betydningsfulde.
Kofoed åbner for, at teistisk styret evolution kan være inden for en bibelsk ramme. Med det bryder han altså en grænse i forholdet mellem et ortodokst bibelsyn og Bibelens autoritet på den ene side og bibeltolkning og accepteret lære på den anden side. Det er jeg særdeles kritisk overfor. Hans argumenter og argumentationsmåde overbeviser ikke. Det hele er i for høj grad baseret på problematisering af bibelteksten og andres fortolkninger af den frem for en eksegetisk og bibelteologisk udlægning af de aktuelle tekster. Det er problematisk med tanke på Bibelens klarhed og enhed.
Det, som jeg derimod er enig med Kofoed i, er, at det må fastholdes som en absolut grænse, at beretningen om Adam og Eva er historisk i den forstand, at de reelt var de første mennesker, skabt i Guds billede, og at alle mennesker stammer fra dem, og at syndefaldet og syndfloden er lige så historiske. Dette må fastholdes, fordi det har afgørende betydning i relation til Jesu forsoningsværk og frelsen. Alt dette placerer Kofoed med rette på niveau 1 i fortolkningen. Også livets oprindelse i Gud må placeres der.
Naturvidenskabens evolutionslære har ikke noget svar på, hvordan livet er blevet til. Det samme gælder for døden, det onde og lidelsen. Dette har evolutionslæren som indbygget princip for udviklingen. Bibelen fremstiller det sådan, at al ondskab, lidelse og død har sin oprindelse i Djævelen, og at det følger af menneskets fald. Kofoed åbner for, at der kan have været død i skaberværket før mennesket og syndefaldet, altså med ophav i Gud. Det er en tanke, som det er umulig at læse ud af teksten, men som bliver påført teksten udefra. Jeg kan derfor ikke se, at den kan være forenelig med et ortodokst bibelsyn. Mange andre spørgsmål kan vi se forskelligt på, og mange andre spørgsmål har mindre betydning.
Genre og jødisk tolkning
Kofoed lægger med rette stor vægt på, at bibelteksterne må fortolkes ud fra den genre, de er skrevet i, og ud fra den kulturhistoriske situation, de blev til i. Når det sker, indfører man gerne udenomsbibelske tekster fra samme kulturområde og tid, som taler om samme tema. Det kan til tider være problematisk, fordi det kommer i strid med Bibelens karakter af åbenbaring.
Med hensyn til skabelsesberetningen i 1 Mos 1-2 synes jeg, det er underligt, at den jødiske og rabbinske tolkning ikke bliver tillagt større vægt. Der er vel næppe nogen, der er bedre i stand til at forstå hebraiske tekster og den genre, de er skrevet i, end de lærde jødiske rabbinere gennem generationerne. Så langt jeg har forstået, er der fuld konsensus blandt rabbinske bibelfortolkere om, at skabelsesberetningen og urhistorien skal forstås bogstaveligt og historisk. Det handler om seks dage med 24 timer, og slægtstavlerne viser alderen. Med dette udgangspunkt er jøderne i deres kalender anno 2018 nået til år 5778 efter Adams fødsel.
Hvorfor tillægger en GT-professor ikke dette større vægt?
Opsummering
Vurderingen og oplevelsen af denne bog vil i høj grad afhænge af, hvad man er ude efter – om man vil have en orientering om og indføring i argumentationsmåder set i forhold til Bibelens autoritet og fortolkningen af teksten, eller om man er ude efter mere konkluderende vejledning. Der er meget stof til hjælp for tanken og arbejdet med bibelteksterne i lys af dagens naturvidenskabelige kundskaber. Dette er godt og nødvendigt.
Alligevel er det vanskeligt at komme uden om, at GT-professoren fremfører en argumentation, som problematiserer teksterne i stedet for at hjælpe os ind i dem. Fokusset på fortolkningsproblemer og fortolkningsalternativer fører let til en utilsigtet oplevelse af, at teksterne er uklare, sådan at vi ikke kan finde frem til en sikker skabelseslære. At bogen åbner for, at styret evolution kan rummes inden for et ortodokst bibelsyn, finder jeg særdeles problematisk. Jeg finder ikke, at argumenterne for dette har bærekraft inden for et ortodokst bibelsyn, særligt ikke med tanke på Bibelens klarhed og enhed – selvom professoren prisværdigt ønsker at holde fast ved både klarheden og enheden.
Ifølge min vurdering taler de bibelske tekster om absolutte og afsluttede engangsskaberhandlinger, som er uforenelige med alle typer evolution baseret på tanken om fremvækst af liv og nye arter. Når døren er åbnet på klem for teistisk evolution, skal der ikke meget til, før den åbnes for langt mere vidtrækkende tolkninger end det, som Jens Bruun Kofoed selv vil forsvare.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2018. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Johannes Kleppa
Johannes Kleppa, Bergen, forkynder og leder af Misjon Sarepta og Bergen Kristne Bokhandel. Tidl. redaktør på avisen "Dagen".