Våg V
”Våg!” er en skønlitterær serie, som vil lede vores tanker hen på alvoren i, at vi snart skal stå for Guds domstol. Vi følger forskellige familier og personer med tilknytning til den nye og aktive frimenighed, som er oprettet ud fra det gamle missionshus ”Laudes”. Ingen af personerne er uden fejl. Alle skal de møde Gud. Men hvem er rede?
Resumé: Kjeld og Malenes datter Isabel er psykisk langt nede og stærkt anfægtet i forhold til sin egen og forældrenes tro. Malene har forsøgt at hjælpe sin datter ved bag Kjelds ryg at ringe og invitere missionæren Frederik. Hun vil have ham til at tale med Isabel, til trods for at Frederik ifølge Kjeld netop er den, der har udløst Isabels problemer.
Præsten Joakim har andet at kæmpe med. Hans hustru Irene har fået lavet en test, som viste, at det barn, de venter, er i risikogruppen for at lide af Downs syndrom. Ingen af dem kan se, hvordan de skal kunne magte den opgave. Irene har tilkendegivet over for sin mand, at hun er i tvivl, om de skal få en abort.
”Nå, er vi ved at få samling på tropperne?”
Joakim mønstrede de fremmødte til menighedsrådsmødet, som højlydt snakkende var i færd med at finde deres pladser om det brede bord i mødelokalet. Det var som altid Pia, der gik forrest i smalltalken. Hendes arbejde som aerobicinstruktør gav hende en mængde muntre historier på rede hånd, som blev illustreret så rundhåndet undervejs, at det var svært ikke at le med.
”Javel!” sagde hun højt, og smækkede hælene sammen, vel vidende at præstens let hævede stemme var signal til en mere seriøs tone. ”Næh vent, vi mangler da Kjeld, gør vi ikke?”
Ganske rigtigt. Joakim havde bemærket det, men lod som ingenting. Kjeld var ellers punktligheden selv. Normalt. Men det var jo ikke normale tider hos direktørens. Det vidste de andre vel lidt om også, så det ud til på udvekslingen af små blikke og beklagende mimik. Men det måtte ikke gøres til et tema. Joakim rømmede sig let.
”Vi må hellere så småt begynde alligevel. Det kan være, han dukker op. Jeg har ikke fået afbud fra ham, men der kan jo komme så mange ting ind fra højre, når man er i hans position.”
Den lille flok trak stolene ud og tog plads om bordet.
”Ja, det var altså ikke for at spolere den gode stemning.” Joakim grinede lidt for at opbløde den pludselige stilhed. ”Vi har det jo hyggeligt sammen, det skal vi også tage hånd om, så det er fint, vi lige kommer nogle minutter før. Det kan da også være, at vi skal have afsat en aften engang til at dyrke det der sociale lidt mere … Men det bliver ikke lige i aften! Vi har – som I kan se – en fyldig dagsorden foran os.”
Joakim så rundt og noterede sig med et lille smil de løftede øjenbryn: ”Og jeg kan se, at I har lagt mærke til, at i aften er dagsordenen rund og grøn.”
Alles øjne var klistrede til det store, grønne cirkelpapir, der var uddelt på forhånd. Thomas nikkede synligt og rytmisk frem for sig med sit lange hoved, mens han stangede tænder med sin stiftblyant og forsøgte at finde hoved og hale i præstens nye påfund.
”Ja, man skal jo nogle gange bryde lidt med formerne for at få tankerne i gang. Jeg synes, en traditionel dagsorden godt kan blive sådan lidt – dosmerseddelagtig, I ved. Sådan en to-do-liste, som Irene plejer at lave til mig derhjemme, hvor jeg kan slå hjernen fra og så begynde med at støvsuge – tjek – købe ind – tjek – og så videre.
Der skulle gerne være lidt mere sammenhæng i det, vi laver i aften. Og af samme grund har jeg ikke givet emnerne numre. Så må vi bare tale sammen og springe lidt i det, som det nu udvikler sig. Ja, det bliver lidt udfordrende for referenten, men du klarer det jo nok, Sofie?”
Sofie så mut på ham fra sin computerskærm. Hun var først i trediverne, adoptivbarn med koreanske rødder, altid ulasteligt klædt og med et stort sølvspænde i håret. Idéen faldt tydeligvis ikke i hendes smag.
Det var Joakim også godt klar over. Men han måtte indrømme for sig selv, at han nød det en smule, når han fik lejlighed til at drille perfektionistiske ordensmennesker med lidt ”ud af boksen”-tanker.
”Det ville nok være rart, hvis du ville begynde at sende dagsordenen lidt i forvejen …” begyndte hun. Joakim brød af.
”Jaja, jeg skal prøve. Men der skal jo også være plads til lidt spontanitet, ikke?” Joakim blinkede indsmigrende til hende med et bredt smil. Nu gjaldt det om at bevare den positive tone. Hurtigt videre.
”Som I kan se, så har cirklen fået et centrum. Det tænker jeg som omdrejningspunktet for alle de emner, der ellers svæver omkring på papiret. Den enkelte og den anden står der. Det er centrum.
Hvordan får vi i vores menighed taget hånd om ‘den enkelte‘, som Kierkegaard taler så meget om, så den enkelte føler sig mødt og set; så det opleves vedkommende at komme i menigheden? Og så har vi modpolen, der helst ikke skulle være en modpol: ‘den anden‘ – eller ‘de andre‘: Hvordan kan alle vi vidt forskellige enkeltindivider indgå i et fællesskab, uden at der kommer splittelse og dårlig luft imellem os?”
Joakim lod ordene hænge lidt i luften, mens han så rundt på forsamlingen, der stadig var optaget af at studere det cirkelrunde papir.
”Ja, jeg ved godt, det er stort og bredt, og vi opfinder nok ikke den dybe tallerken i aften. Men prøv at tænke på det som centrum – også når vi kommer rundt om alle de andre ‘småting‘. Hvordan kan præcis denne ‘småting‘ bidrage til at styrke fællesskabet?”
”Det er super, Joakim!” Pia var med og kiggede op. Flere af de andre mumlede nogle positive lyde.
Godt.
”Men selvom det er lidt utraditionelt stillet op, så holder vi selvfølgelig fast i, at vi skal have en form for indledning til at begynde med. Indledninger er vigtige! Det håber jeg også, I ved, I, der slider i det med mødeledelse søndag efter søndag. Uden indledningen bliver det alt for ‘lige på‘. Vi har brug for lige at – ah! – trække vejret og samle tankerne om, hvor vi er nu, og hvad det hele handler om. Det er en vigtig ting, I gør – hver søndag!”
Joakim fangede blikket på Thomas, Pia og Hans Christian, der tog opmuntringen til sig. Udmærket lige at få det flettet ind.
”Her i aften kunne jeg godt tænke mig at indlede med at fortælle lidt om noget af det, jeg havde med konfirmanderne i sidste uge. Vi fik nemlig en rigtig god snak om evigt liv …”
Alle hørte velvilligt på, mens Joakim fortalte. Det var som regel en god idé at tage udgangspunkt i noget, man havde oplevet i ugens løb. Det blev mere nede på jorden så: konkret kristendom uden for mange abstrakte tankegange. Og samtidig fik menighedsrødderne også lidt indblik i, hvad man faktisk foretog sig som præst.
Joakim så rundt på mødedeltagerne og talte sig efterhånden varm.
Det havde jo været en herlig oplevelse at se, hvordan konfirmanderne efterhånden kom med i snakken. De blev engageret ved den lidt alternative computerspilsvinkel, der lå tæt op ad deres egen verden. Og så blev de ført videre over til rent faktisk at forholde sig til det evige liv.
Og fra at have tænkt i ”fromme” og fantasiløse baner om evigheden, kom der snart det ene efter det andet kreative forslag til, hvad evigheden skulle gå med, og hvor vidunderligt det hele ville blive.
Der var selvfølgelig de pigede forestillinger om, at i Himlen ville der ikke være nogen dårlige hårdage, og man ville bare altid se hammergodt ud.
Men efterhånden kom der også mere modne tanker på banen om et liv i fred og fuldkommen tryghed og kærlighed. Og så var det jo oplagt at knytte til ved den tanke og fortælle, at det var jo lige præcis den fred og den kærlighed mellem mennesker, som vi allerede nu skulle have til hinanden. “Det nye liv begynder i skolegården!“
Hvordan kan vi konkret i hverdagen arbejde på at skabe “paradis på jord?“
Det var en herlig snak, der kom ud af det. Ikke altid nemt at lukke op ind til teenage-verdenen, men når det så virkelig lykkedes, så var det alle forberedelserne værd!
Joakim så rundt på de andre med strålende øjne. Deres blikke reflekterede helt præstens glæde. Her var der virkelig noget, de kunne være fælles om i menighedsrådet: vigtigheden af at få de unge med. Var der nogen vanskeligere opgave end at få troens flamme til at fænge i den opvoksende generation? Og var der noget mere glædeligt og livsbekræftende, end når det rent faktisk lykkedes?
Det var en god måde at begynde mødet på. Tonen var allerede nu slået an til en positiv og åben diskussion om menighedens fremtid og fællesskab.
Egentlig utroligt at man magtede at finde ind i den tone. Joakim fik et øjebliksbillede af den anstrengte stemning derhjemme. Endnu en dag hvor Irene havde gået og vogtet på ham, og de havde bidt ad hinanden ved hver en lejlighed. Ikke ligefrem paradis på jord.
Hun var sygemeldt med noget stressagtigt.
Og så var det ikke nemt at være præst med hjemmearbejdsplads.
”Under punktet ‘ydre faciliteter‘” – det var Sofies stemme, der skar igennem – ”vil jeg godt lige pege på, at bordfodboldbordet trænger til at blive smurt. Det larmer i forvejen forfærdeligt, men når det så også knirker …”
”Den ta’r jeg.”
Erik, skolens pensionerede pedel, var mand for at få rettet op på det problem. Han var en mand af få ord. Der kunne godt gå et helt møde, uden at han havde sagt andet end ”den ta’r jeg”; men det sagde han så også med jævne mellemrum. Han var guld værd for menigheden, den mand.
”Og …” Sofie noterede stadig på computeren, men ville sikre sig at komme til orde igen. ”Og … kaffemaskinen.” Hun var færdig med at skrive og kiggede op. ”Den drypper. Altså: Når man har tappet kaffe til kanderne, så bliver den ved med at dryppe …”
”Altså, det gør de vel, sådan nogle”, brød Pia ind, lettere utålmodigt.
”Nej, det gør de da absolut ikke – hvis de fungerer, som de skal!” Sofie holdt på sit. ”Det er da dødirriterende for os, der er på kaffeholdet en gang i måneden – ja, det er vi jo altså nogle, der er – at man aldrig kan vide, hvornår man kan fjerne kanden, uden at …”
”Ja, den ta’r jeg også.”
Joakim så taknemligt på Erik.
”En lidt større ting.” Det var den midaldrende tømrer Hans Christian, der rakte fingeren op. ”Ved godt at vi har haft det oppe flere gange før. Men når vi snakker om ydre faciliteter, så kan jeg ikke lade være med at tænke på husets facade. Den trænger altså til en opstrammer – det er vi mange, der mener. Især bogstaverne ”Laudes” – de ligner jo noget, der er trukket op af … et eller andet …”
Joakim så hurtigt over på Erik. Der var ikke mange ting, der kunne hidse Erik op. Men lige præcis den her diskussion … Der måtte gribes ind, før det kørte af sporet.
”Ja, det er jo en større snak, du tager fat i der, HC” skyndte han sig at bryde ind. ”Og det er en sag, hvor der er mange følelser i klemme, ved du nok. Det er jo ikke bare et spørgsmål om det rent æstetiske, der er også noget med tradition, kontinuitet … Og så videre.”
Hans Christian trak vejret ind, klar med et modsvar, men Joakim nåede at fortsætte: ”Så … Ja, vi skal have snakken på et tidspunkt, det er helt sikkert, for det betyder noget med facaden; facaden er jo vores ‘ansigt udadtil‘, kan man sige, og jeg tror, den har en større betydning, end man sådan lige tænker på – også for at folk udefra kan føle sig velkomne.
Men jeg tror, vi må sige, at vi bliver nødt til at udskyde det til engang, hvor vi har mere tid til at gå i dybden med det – og hvor vi også har haft tid til lige at stikke fingeren i jorden hos nogle flere.”
”Jeg har faktisk efterhånden stukket fingeren i jorden rigtig mange steder …” begyndte Hans Christian igen.
”Jamen det er da godt at se, at du har fået den op igen …” Pia tog fat i Hans Christians endnu oprakte hånd og grinede til højre og venstre. ”Ej, undskyld, HC, jeg er sådan set enig med dig, jeg er bare sådan lidt … Jeg synes, vi snakker så tit om praktiske ting – handymanting. Jeg synes måske ikke rigtigt, det er det, der er oplægget til i aften.”
Hun så op mod Joakim, som med et lille nik gav hende tegn til at fortsætte.
”Jeg kunne godt tænke mig at tage fat i noget af det, der står derude øverst til højre i cirklen – om gudstjenestens form og liturgi.”
”Jamen så …” Hans Christian lettede lidt på sine buskede øjenbryn og lænede sig tilbage i stolen med armene over kors.
Pia tog sig ikke af hans fornærmede attitude, men talte engageret videre.
Nu havde hun jo ikke været mødeleder så længe, vidste hun godt. Men hun dristede sig alligevel til at have en mening om tingene. Og efter hendes mening var møderne alt for meget lige som før, Laudes blev en frimenighed. Det var alt for typisk missionshusagtigt suppe-steg-is – indledning, prædiken, frit vidnesbyrd.
Joakim så over på Thomas. Den forventede reaktion udeblev ikke. Han var aldeles ikke enig. Der var kommet mange flere led i gudstjenesten nu – ja, alene det, at det var blevet en gudstjeneste med præst og nadverfejring og indgangsbøn og udgangsbøn, det var da noget helt andet. Ja, og så var der blevet mere plads til lovsang og …
”Jamen, du må da indrømme, at vidnesbyrdene … De er da i hvert fald forudsigelige! Jeg kan fortælle dig på forhånd næsten hver gang, hvem der går op. Jeg havde nær sagt: Jeg kan næsten også fortælle dig, hvad de vil sige! Og sangene … Vi vil jo gerne have de unge med, ikke? Det må simpelthen bare ikke blive så stift det hele …”
Joakim sukkede lidt og lod de to kamphaner få tid til at komme ud med deres kæpheste. Han vidste også, nærmest ord til ord, hvad Thomas og Pia ville sige, før de åbnede munden. Det var en frugtesløs diskussion.
Og frugtesløse diskussioner – dem havde han ærligt talt nok af for tiden.
Irene var atter engang der for hans indre blik:
”Skal du bare sidde der og hænge foran computeren?”
”Yeah, Irene, det er sådan set mit arbejde …”
”Og du synes ikke, der er andre ting, der er vigtigere at tage dig af lige nu …?”
”Nu er det jo ikke alt, der foregår ved en computerskærm, der er uvigtigt, vel skat?”
Dræberblikke, smækken med dørene, korte små kommandoer: ”Hent det, gør lige det, hjælp mig lige her …”
Måske skulle hun bare fokusere på at lade op og komme tilbage på arbejde igen i stedet for at bruge al sin energi på at hundse rundt med ham? Det kom der i hvert fald ikke noget godt ud af.
Det var selvfølgelig en hård tid for hende … Og han havde også haft de bedste intentioner om at være der for hende så meget som muligt. Det havde han virkelig. Men det var ligesom om, hans forsøg på hjælpsomhed bare blev mødt med utaknemlighed og endnu mere krævementalitet. Det var ligesom om, hun ingen forståelse havde for, at det i mindst lige så høj grad var en hård tid for ham. Han erfarede virkelig også indefra, at ingenting var så stressende og opslidende, som når livet kørte løs for fuldt blus, mens de afgørende livsvalg bare hang deroppe og svævede, uden at man fik snakket dem igennem.
Men hver gang, han prøvede at lægge op til noget, var hun sur. Og hver gang, hun selv prøvede at lægge op til noget, var hun også sur.
Det var så opslidende det hele. Men han kunne jo ikke også bare give slip og droppe arbejdet.
Nå, nu var tiden vist inde til at bryde ind.
”Jeg tror sagtens, jeg kan følge dig, Pia. Vi havde nogle former før. Så fik vi nogle nye. Det kastede en masse nyt og kreativt af sig. Men nu skal vi passe på, at de nye former ikke bare størkner, så de bliver en spændetrøje for kreativiteten, ligesom de gamle former var.”
”Præcis! Det er lige det, jeg mener!” Pia var fyr og flamme.
Joakim så på Thomas, der var faldet lidt sammen i sin lange krop.
”Samtidig så vil jeg give dig ret i, Thomas, at der virkelig er sket noget. Det er ikke suppe-steg-is længere. Vi har fået en meget mere fleksibel form, hvor der er noget for alle. Og selvom vi så skal være åbne for – og glade for – nytænkende impulser fra sådan nogle gode folk som Pia, så tror jeg heller ikke, vi er færdige med – endnu – at udforske, hvad der kan fyldes i de nuværende rammer.
Vi skal tænke kreativt, ja, men vi skal også være varsomme med at slynge al liturgi og kontinuitet over bord. Frem for alt skal vi selvfølgelig være åbne for, hvad Ånden lægger os på hjerte til de enkelte søndage – ud fra Guds ord.
Og så må vi også bare sige, at vi er forskellige personer – du, Pia, er helt din egen, og Thomas, han er også helt sin egen – og det er godt med den forskellighed!”
”Amen!” Det var Inger, der kom på banen for første gang. Gode, rare Inger. Joakim havde kendt hende, siden han var barn. Og dengang var hun også gråhåret, så hun måtte efterhånden være temmelig gammel.
Det kneb hende at følge med nogle gange, når diskussionerne fløj over bordet. Men hun havde et dejligt, åbent sind. Og så havde hun en forbilledlig trofasthed mod sin menighed og en rørende tillid til sin unge præst.
Hun sagde ikke mere end det, men hun sagde det med sådan en fasthed og varme, at diskussionen på en eller anden måde fandt sin afslutning her. Både Thomas og Pia så nogenlunde tilfredse ud. Joakim smilede taknemligt til hende.
”I øvrigt,” sagde han og vendte sig mod Pia, ”i øvrigt er det jo ikke alle vidnemøder, der forløber lige forudsigeligt.”
”Nej, dét skal jeg lige love for,” stemte Thomas i. Han havde været mødeleder den aften, som de allesammen tænkte på.
Joakim skyndte sig at bryde af: ”Nu er det ikke tiden til at tale om enkeltpersoner eller enkelthændelser her. Men helt overordnet så er noget af det, der fylder i mit hoved som præst lige nu, at det er min fornemmelse, at der rører sig noget i vores menighed. Der er en uro – en utryghed – en usikkerhed – tendens til splittelse – jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal kalde det. Men vores fællesskab er i hvert fald udfordret. Og vi ved vist godt alle sammen, hvem …”
Et kraftigt tag i dørhåndtaget fik alle til brat at vende hovedet over mod døren. Ind trådte Kjeld, ildrød i hovedet. Med en gentagen fnysen gennem næseborene slængte han sin jakke hen over en stolekant. Joakim så forskrækket på den store skikkelse, der blev stående ved stolen med armene langs siden, lidt svævende ud fra kroppen, mens han stadigt prustende besvarede præstens blik med glødende øjne.
Ved det mindste signal til et spørgsmål fra Joakims åbne mund, busede det ud af ham: ”Vi skal have sat en stopper for Frederik – og det med det samme!”
”Jamen, hvad er der sket …?”
Kjeld ignorerede spørgsmålet og fortsatte med uhørt ophidselse: ”Han skal ikke have lov til at fortsætte sin undergravende virksomhed i vores menighed. Han splitter os jo ad! Driver en kile ind imellem os. Sår splid. Danner kliker. Han …” Kjeld gispede lidt efter vejret, mens han gik hen til sin plads. ”Ja, hvis vi ikke sætter en stopper for ham, så ved jeg ikke, hvor vi ender henne.”
”Hvordan præcis mener du, at vi skal sætte en stopper for ham?” Joakim så intenst på ham.
Der kom ikke noget øjeblikkeligt svar. Kjeld var tydeligvis ude af sin sædvanlige sindsligevægt.
”Hvad er det, der er sket, Kjeld? Vil du ikke fortælle os det?”
Stadig intet svar.
”Det er et lukket forum, det her, ved du.”
Kjeld så rundt på de forsamlede. Det var som om, gassen var gået ud af ham – som om, han havde været så fyldt af denne ene tanke om at få sat en stopper for Frederik, at da budskabet omsider var blevet råbt ud, vidste han ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv.
”Min datter har været meget syg,” sagde han nu med en underlig, ru stemme.
”Ja, vi holder det her mellem os,” sagde han med lidt af sin gamle tone og rankede ryggen. Så fortsatte han med den samme rustenhed i stemmen: ”En kraftig depression, forvirrede, selvdestruktive tanker, tavshed og indelukkethed. Ja, det har været en hård omgang – for os alle tre.”
Kjeld så rundt med et hærget blik.
Flere slog forlegent øjnene ned. Joakim forstod det godt. Det var svært at håndtere, at direktøren pludselig sad der og var ynkelig. Som menighedens kasserer, eller ”pengemand”, som han yndede at kalde sig selv, var han normalt den effektive og handlingsorienterede forretningsmand, der sjældent eller aldrig gav noget af sig selv på møderne. Ja, man kunne nogle gange være i tvivl om, om der egentlig var et levende og sårbart ”selv” bag det værdige korpus og den konstant følelsesparerende kynisme, der var en del af hans image.
Joakim flyttede lidt på sig og så på de andre, men ventede spændt på, hvad der ville komme.
”Det er Frederik, der har gjort det,” sagde direktøren med tung overbevisning i stemmen. ”Det var Frederik, der dengang vi inviterede dem, lige efter de var kommet hjem, infiltrerede vores hjem med sin mørke kristendom og fordømmende pegefingre.
Isabel blev ikke den samme efter deres besøg. Hun er en af de sarte sjæle, der virkelig kan tage skade af at høre om sådan noget. Der er nogle mennesker, hvor sådan noget bare går lige ind, og hvor de ikke ligesom kan lægge det fra sig igen og leve videre i et normalt liv. Det sætter sig.”
Kjeld gav et lille kast med hovedet, som om han vågnede op fra en drøm, og så nu med et fastere blik rundt på de forsamlede.
”Da Frederik så rejste sig op og fik lov til,” Kjeld sendte et sideblik til Thomas og Joakim, ”eller i stort omfang fik lov til at stå der og fortælle os alle sammen lige op i hovederne, at vi er en forsamling ‘uden Jesus‘ – ja, så kan I nok tænke, hvordan det igen har aktiveret og forstærket de tunge tanker i Isabels hoved – og mon ikke, der er flere andre, der har det som hende? Vi kender jo ikke alle.”
”Men hvad er det helt konkret, der …” Joakim kunne ikke holde det uafklarede spørgsmål tilbage, men Kjeld lod ham ikke stille det til ende. Med en stemme, der bævede af det samme raseri, som han havde entreret lokalet med, fortsatte han:
”I aften har jeg fået at vide, at Frederik – uden min viden og uden min tilladelse – har været i mit hjem igen.”
Pia, Erik og Hans Christian, der alle havde siddet med nedslåede blikke, så øjeblikkeligt op.
”Ja, han har været i mit hjem.” Kjeld hævede stemmen. ”Han har besøgt min kone, og han har været inde hos min datter for at tale med hende om ‘den sande kristendom‘!”
”Af egen drift?” Joakim spærrede øjnene op. Dette var virkelig en uventet drejning.
Kjelds øjne flakkede lidt. ”Ikke direkte. Og så alligevel – hvis I forstår. Altså min kone ringede jo til ham først, men det var jo ikke hende … Det var Isabel, der …
Efter den aften til vidnemødet gik hun jo fuldstændig ind i sig selv. Og vi prøvede alt muligt – ja, du kom jo også forbi, Joakim, selvom du havde så frygteligt travlt – men det hjalp jo ikke noget – og det eneste, min kone åbenbart har kunnet få ud af Isabel, var, at hun ville snakke med Frederik.
Og hvad gør man så ikke som mor i den situation? Selvom hun vidste, jeg ville sætte mig imod det.
Men når Isabel får sådan en tanke om at se Frederik, så er det vel det tydeligste bevis på, at det er den her hjemvendte missionær, der er roden til – det hele.”
Kjeld gik i stå.
Erik rømmede sig lidt, som om han ville sige noget. Alle kiggede på ham, men han forblev tavs. Det ville heller ikke ligne ham at blande sig i sådan noget.
Joakim skulle til at gå videre. Så kom spørgsmålet fra Erik, stille, men med fasthed: ”Hvordan gik det så?”
Kjeld drejede sig mod den gamle pedel med en hast, som om han blev udsat for et bagholdsangreb. ”Hv-hvad mener du? Hvordan gik hvad?”
”Samtalen.” Eriks øjne skød lyn et kort øjeblik, så faldt hans ansigt tilbage i de sædvanlige rolige folder.
”Samtalen? Ja, det ved jeg da ikke!” Kjeld var oprørt. ”Det er jo ikke det, den her sag handler om. Hør her! Jeg har lige fået at vide, at min datter – altså, forestil jer, hvis det var jeres datter …”
Joakim fik en lynsnar fornemmelse af, at Kjeld var ved at rode sig ud i noget, han ikke ville komme godt fra. Nu gjaldt det om at få noget konstruktivt ud af det.
”Kjeld, jeg tror, at vi alle sammen har en klar fornemmelse af, hvad sagen drejer sig om.” Joakim så fast på ham. ”Og jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at det her er en svær historie – og den bliver mellem os.
Jeg … ville egentlig ikke have haft det her til at blive en diskussion om personer. Men nu er Frederik nævnt. Og så vil jeg sige det til jer, som det er, at hvis Frederik fremturer med sin – undergravende virksomhed, som du kalder det, Kjeld – så kommer jeg som præst for menigheden ikke uden om at skulle have en snak direkte med ham.”
”Hvis han fremturer …” Kjeld reagerede prompte. ”Hvor meget mere vil du have ham til at gøre? Nej, han skal sættes på plads – irettesættes – offentligt, fra prædikestolen – nu på søndag – eller så hurtigt, som du kan få noget formuleret.”
Afbrydelsen tændte et eller andet i Joakim: ”Nu er det jo ikke dig, der er direktør i det her firma, Kjeld Yding Madsen!” slap det ud af ham. Ordene og det bidende eftertryk i tonefaldet fik alles øjne til at søge op mod den unge præst for bordenden.
”Ja, undskyld.” Joakim fik lynhurtigt kontrol over stemme og tanker igen. ”Men jeg tror ikke, vi kommer nogen vegne med at fordømme nogen. Jeg tror i hvert fald, at dialog må være første skridt.”
En pludselig tanke slog ned i Joakim. ”Jeg tror, at det, det først og fremmest gælder om, er vi gør os klart, at Frederik slet ikke er så ‘farlig‘, hvis I forstår. Han kan godt fremstå sådan. Og han kan sige mange alvorlige ting fra mikrofonen. Men i virkeligheden er han bare rigtig meget – lige som alle os andre. Det er i hvert fald det, jeg har …”
Joakim standsede i sin sætning. Syv par øjne var klistret opmærksomt til ham. Ordene kaldte på en nærmere forklaring.
”Ja, jeg har jo Josva til konfirmandundervisning i år. Og … Ja, man hører jo nogle ting som præst, som man ikke sådan kan give videre, så det skal jeg ikke gøre. Bare glem det igen. Men jeg vil sige det så som en helt generel ting, at: Jo tættere, man kommer på et menneske, jo mere finder man ud af, at – også det menneske er egentlig bare et menneske!”
Der blev tavshed et par sekunder. Pludselig var der noget rart over stemningen – som om tonen fra den indledende smalltalk var ved at komme tilbage.
Så busede det ud af Pia: ”Ved I egentlig godt, at der går rygter i skolen om, at Josva er homoseksuel? Ja, altså, det er jo ikke, fordi …
En høj lyd afbrød Pias lavmælte stemme. Det gav et sæt i Sofie, som tog sig til hjertet og kiggede bebrejdende i retning af lyden. Det var Erik, der havde plantet sin store næve solidt i bordet. Uden et ord rejste han sig op, så kort rundt på forsamlingen og tog sin hat og jakke fra knagerækken. Han gik uden at se sig tilbage.
Resten af mødet blev en tam affære. Joakim forsøgte med alle midler at redde stemningen, men den var og blev slukøret efter Eriks bratte exit.
Kjeld og Joakim indgik en form for kompromis: Kjeld måtte foreløbig trække sit krav om en offentlig irettesættelse tilbage – til gengæld måtte Joakim love snarest muligt at opsøge Frederik og få den snak.
Men i øvrigt skulle alt, hvad der angik Frederik holdes uden for referat.
***
På vej hjem i bilen syntes Joakim, at han så dobbelt. Hovedet fungerede ikke længere. Trætheden var overvældende. Han skulle bare hjem. Og sove. Hvis han altså kunne slippe forbi Irene. Der var … ikke lige flere, der skulle prikke til ham i dag. Dynen var hans eneste ven lige nu. Den var til gengæld et ufatteligt dejligt bekendtskab.
Det lykkedes Joakim at snige sig ind i seng uden at vække Irene. Hvis hun ikke spillede fornærmet og sov rævesøvn i hvert fald. Det orkede han ikke at tænke på. Nu skulle der bare soves.
Homoseksuel? Kunne det virkelig passe? Stakkels dreng. Med sådan en far …
Sikke en aften …
Stå ansigt til ansigt med Frederik. Se ham i øjnene og sige … Ting og sager.
Heldigvis ingen der kunne tjekke op på noget. Private samtaler – en god ting.
Mmm … Dyne.
Prædikestolen. Den var ligesom større end normalt. Man var så højt oppe. Svævende over alle andre. Lidt svimmel ved at se ud. Men de sad der jo. Den kære menighed. Forventningsfulde. Stirrende. Stirrende? Hvorfor så stirrende?
Nej, der var ikke noget galt. Tøjet var på. Det sad endda fint. Manuskriptet i hånden. Projektoren med powerpoint-slidesene kørte upåklageligt i dag. Alt var forberedt. Det var den perfekte prædiken. Noget til alle. Både den ene og den anden lejr.
God, aktuel indledning. Og så tre ord fra bibelteksten ind i vores tid. Det var altid lidt skægt at sige, at man havde tre punkter – igen i dag. De drillede ham med det. Godmodigt. Og han kunne godt tage det. Det var ligesom blevet et varemærke: altid finde tre ting. Og gentage de tre ting til sidst. Det blev mere konkret på den måde. Og nemmere at huske.
Tonerne fra bandet døde ud. Der blev helt stille. Tid til at tale. Ordene bølgede over salen. De hørte og tog imod. Nikkede glade og smilede tilbage, strålende. Han vidste, det ville være en fængende indledning. De genkendte sig selv i det, han sagde.
Eller … Hvordan var det de sad? De så så dukkeagtige ud.
Nej-nej-nej. Tegn fra teknikken. Mikrofonen var ikke ordentligt justeret. Havde de overhovedet hørt noget? Åh. Frygtelige hyletone, da der blev skruet op. Skal jeg tættere på? Nej? Skal jeg længere væk? Ja?
Længere væk?
Nå, vi prøver igen … Hahaha. Det er ikke nemt.
Flimrende. Så mange gode ord. Så gennemtænkt. Så gennemarbejdet. Så vel indøvet. Og så alligevel denne kvælende, trykkende fornemmelse.
Bølgerne i rummet. Det var som om, bølgerne tog ordene. Fordrejede dem. Kastede dem op i vejret, så de svævede der en tid, før de dykkede ned igen. Men de nåede ikke længere end til overfladen, før de blev hvirvlet op igen.
Svimmelhed – hvorfor var prædikestolen også så høj? Svært at prædike i øjenhøjde så.
Kunne man tage fat i kanten? Ja, genialt! Og så hæve bagkroppen op, så man lå vandret, sådan halvvejs ude over prædikestolen. Der var heldigvis et lufttryk nedefra, så det ikke blev for hårdt i armene.
Men det gjorde da ikke noget, hvis de troede, han havde gået til fitness.
Nu svævede han ud over kanten med det meste af kroppen. Meget tættere på menigheden nu; det var som om, den også var kommet op til ham.
De lo sammen. Sikke de grinede. Fantastisk som det vendte, efter han fandt på det trick med at komme ud over prædikestolen. Tårerne trillende i øjenkrogene – af indforståethed, kærlighed, velvære. Tre ting. Hahaha. Tre ting! Alles øjne strålede.
Pludselig tæt på overbalance i armstrækkene ud over kanten. Der sad Frederik. Smil og latter også til ham. Ingen forskel på folk, nej.
Men han smilede ikke.
Kom nu, Frederik. Kom nu med! Hvis dét her ikke er fællesskab … Se bare ud på de andre. De er med. Kan du ikke mærke lufttrykket? Ja, vi er jo faktisk ligesom blevet rykket op i skyen. Alle vi andre!
Måske er det dig, der er ”left behind” dernede? Hva? Dig og din homo … Dig og din undertrykte søn. Du er godt klar over, hvad du har gjort ved ham, ikke? Stakkels dreng. Du er godt klar over, at …?
Lufttrykket. Forbistret. Det faldt. Faldt …
Hårdt at holde sig oppe nu. Nu var det med egne kræfter.
Pludselig så fjollet at hænge der i armene ud over prædikestolen.
Var det egentlig ikke en prædiken, der skulle holdes? Det var jo faktisk ikke noget fitness-center, det her.
Frederik. De øjne. Pulveriserende nøgterne. Med Bibelen i hånden, klar til at høre Guds ord. Og så alligevel ingen skuffelse i øjnene. De var ligesom bare ventende.
Vent – var de ord om Josva … Røget ud over hele menigheden?
Nu gjorde det uudholdeligt ondt i armene. Svært at holde alting oppe. Men Frederik – det var jo ikke det, jeg ville. Jeg havde forberedt en prædiken. Ud fra teksten. Ud fra … teksten. Se her, du kan få mit manuskript. Nej, du må ikke gå nu. Du må ikke gå! Hører du? Vend dig om! Vend dig om, mand! Jeg kan ikke blive hængende her!
Frederik vendte sig. Han havde Josva i hånden. Klyngede sig til sin søn. Tårerne ud ad øjnene.
Men det var ikke Frederik længere.
Far? Far!? Du er da ikke her?
Nej, se ikke sådan på mig. Ikke igen. Jeg kan ikke holde til det. Du ødelægger mig jo! Forstår du det ikke? Du ser jo ikke alt, hvad jeg kan … Se nu her, far! Det er slet ikke …
Nej-nej-nej.
Armene svigtede. Det hårde gulv var knusende.
”Irene?”
Joakim satte sig op med et sæt, badet i sved. Skulderen værkede fælt.
Irene vendte sig med en langsom bevægelse. Hun havde sorte rande under øjnene. Tydeligvis havde hun ikke sovet.
”Du drømmer, Joakim,” sagde hun tørt. Men der var alligevel noget som en bæven ved hendes mundvige. For første gang i lang tid så de hinanden i øjnene – og fastholdt blikket.
”Irene! Jeg elsker dig!”
Joakim halvvejs hviskede, halvvejs gispede ordene ud.
Ordene havde ingen effekt på hendes udtryk. Hun var helt ubevægelig.
Åh – ikke mere mareridt.
”Irene, jeg har tænkt over det … Ja, selvfølgelig har jeg tænkt over det. Jeg har tænkt over det hele tiden. Det er det, der har fyldt alting for mig. Ligesom for dig.”
Der kom noget som en ironisk trækning over Irenes ansigt.
”Undskyld, skat, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her rigtigt. Men jeg ved én ting: Vi skal beholde barnet!”
”Det – ved du?” Irene smagte på ordene. ”Okay? Og hvad så, hvis jeg ikke ved det?”
Irenes ord faldt sarkastisk. Men Joakim mærkede noget andet i hendes stemme.
Joakim fastholdt hendes blik et stykke tid. Så sagde han – med en varme og en vægt, som det var længe siden, han havde talt til hende med: ”Jeg ved det, fordi jeg ved, at du også ved det!”
Der var noget som et glimt af håb, der fløj over hendes blå øjne.
”Det er det eneste rigtige. Irene – vi vil følge Guds vilje. Vi bliver nødt til at have ham med i vores liv. Ikke?”
Hun slog øjnene ned, men nikkede svagt.
”Og barnet?” hviskede hun.
”Barnet?” Joakim var et øjeblik desorienteret, indtil han mødte lynet i Irenes øjne. Men han svarede i samme øjeblik: ”Gud vil give os styrke, Irene. Det er jeg sikker på. Han sender ikke sådan noget, uden …”
Hun åbnede munden for at sige noget, men han fortsatte:
”Irene, det skal ikke lyde letkøbt, det her. Det er det ikke – tro mig! Det bliver et stort bjerg for os. Det kommer til at kræve ofre – ikke mindst fra mig. Det er jeg indstillet på. Det bliver hårdt arbejde, det bliver opslidende. Du skal beholde dit arbejde – måske ned på deltid. Jeg må selv skrue kraftigt ned for blusset. Vi kommer til at sige farvel til nogle drømme. Men det er det rigtige. Det ved jeg Det er jo vores barn, Irene – vores barn!”
”Ja.” Irene lagde sig ned. ”Vores barn.” Hun så pludselig uendeligt træt ud. ”Jeg tror ikke
lige, jeg kan … Men … Mon ikke vi kan sove i fred nu – begge to?”
”Det tror jeg.”
Joakim lagde sig på puden. Han prøvede at bede. Om tilgivelse. For alt det i dag. Det var svært at samle tankerne. Men det føltes rigtigt.
”Og Joakim?” Irene vendte sig igen. ”Du må undskylde min tone de her dage …”
Joakim lagde fingrene på hendes læber og strøg hende ømt gennem håret. ”Det er lige så meget mig, Irene. Undskyld.”
Han holdt en lille pause og bare så på hende. ”Der er mange ting, vi skal have rettet op på … Der er – så meget …”
Hun lignede pludselig sig selv fra for fem år siden.
De krøb ind til hinanden.
Snart svøbte en tung søvn sig barmhjertigt om dem begge.
Tag jer i agt for farisæernes surdej, deres hykleri. Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Derfor: Hvad I har sagt i mørket, skal blive hørt i lyset, og hvad I inde i kamrene har hvisket folk i ørerne, skal prædikes ud fra tagene.
Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte (Luk 12,1-5).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2015. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
