Thomas sagde til dem: Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke (Joh 20,25).
Orden her fra Johannesevangeliet kapitel 20 kender de fleste, som har haft mulighed for at høre ord fra Bibelen. Det handler om Jesus, der efter korsfæstelsen på Golgata viste sig levende for disciplene for at trøste dem og forkynde for dem, at han havde sejret over døden. Han vidste, de alle var bekymrede og havde svært ved at tro på det, han havde fortalt dem, da de måtte se, at han var blevet korsfæstet. Ved at vise sig for dem, ville han på en særlig måde over for dem forkynde det glade budskab, evangeliet, at han havde sejret over døden, sådan som han havde fortalt dem, at han ville.
Men en af disciplene var der ikke, det var Thomas. Hvorfor var han ikke det? Det får vi ikke noget direkte svar på, men vi ved, at han var i dyb sorg og bedrøvet, og altså voldsom berørt af det, der var sket. Hans bedste ven og mester var blevet slået ihjel og oven i købet på et kors.
Thomas havde hørt, hvad Jesus havde sagt, der skulle ske. Men nu var Jesus død. Ordene, han havde hørt fra Jesus, var også på denne måde gået i stykker for Thomas. Han kunne ikke lade være med at tvivle, ja, han så nu det hele som et stort bedrag. Var det bare bragesnak, alt det, som Jesus var kommet med? Og det havde han troet på! Skamfuld og fortvivlet og i sorg bliver han væk, også fra sine meddisciple, og han gemmer sig for virkeligheden.
De andre disciple var sikkert også bedrøvede, men var dog nok også lidt mere nysgerrige og ville prøve på at få lidt mere greb om, hvad der var sket. De holdt sig derfor sammen og talte i fællesskab sammen om det og støttede hinanden i sorgen og fortvivlelsen. Og midt i det kommer Jesus til dem og viser dem, at han er opstået, at han har sejret over døden. Mesteren var der stadig og deres hjerteskærende fortvivlelse, uro og sorg forsvandt.
Og lad os være ærlige: En sådan situation er ingen af os nok ukendt med. Det kan være svære situationer i livet, hvor vi oplever tab, svigt og sorg, og hvor vor kristne tro kan blive sat på prøve. Nogle gange så voldsomt at vi ender med at gemme os for os selv, hvor vi så kæmper med vor egen syndige natur, som netop vil føre os væk fra, hvad vi ejer i Jesus.
Jesus kendte Thomas, Jesus kendte Peter, og Jesus kender os. Han kender os som skrøbelige syndere. I Hebr 4,15 lyder det: ”Vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.”
Thomas tvivlede på, at Jesus var opstået, men da han fik lov at se Jesus som opstået fra de døde, da udbrød han i tak og glæde: ”Min Herre og min Gud!” Og Jesus sagde til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20,28-29).
På denne måde er Thomas’ tvivl og tro også blevet en trøst og hjælp til os, når tvivlen prøver at få os væk fra Jesus. Thomas og disciplene fik lov at se, men vi, der ikke har set, vi har hørt om Thomas’ tvivl, og hvordan han kom ud af den. Til os siger Jesus, hvis vi tror på ham, og hvis vi lader Thomas være et forbillede for os, da har vi saligheden, frelsen, som er Jesu død for mig, og opstandelsen, som bevidner, at det var Gud selv, der gik i døden for mig.
Ud over Thomas’ eksempel sendte Jesus også Helligånden, hjælperen, til os, da han fór til himmels. Helligånden forklarer ordet for os, også der, hvor vore egne øjne intet ser. Og hvor tvivl og måske mørke er ved at overmande os, der vil Helligånden åbne troens øjne.
Peter siger noget centralt om det i 1 Pet 1,8-9: ”Ham elsker I uden at se ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæls frelse.”
Men uanset at Gud har omsorg for os og vil, at vi skal tro på ham, og han har givet os alt, hvad der kan opretholde troen, så kan vi ikke undgå, at tvivlen fra tid til anden stikker sit ansigt frem og vil prøve at få os til at vende os væk fra Guds ord.
Men det er Jesus, der er vores tros ophavsmand, eller som der står: banebryder og fuldender (Hebr 12,2). Troen er noget, Jesus giver os som sin gave (Ef 1,8-9). I Fil 1,6 lyder det: ”Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.”
Når tvivlen så alligevel møder os, skal vi som kristne hjælpe hinanden til at rette denne tvivl i bøn til Jesus, for han hører os og fører os ad rette veje. Men vi står i en åndelig kamp. Derfor skal vi bevæbne os med Guds fulde rustning (Ef 6,10-19) og vi skal holde denne rustning intakt, dvs. bruge, lytte til og leve i Guds ord.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.