Vækkelse før og nu (Del 1)
En morgen stod en pige frem i bibelskolens foredragssal for at holde morgenandagt. Hun havde været på bibelskolen i godt et halvt år. Nu var der noget, som hun gerne ville dele med os. Hun tog udgangspunkt i Salme 73, vers 28: ”Men at være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren, så jeg kan fortælle om alle dine gerninger.”
Det er mere end ti år siden, og jeg husker ikke hvert ord, hun sagde. Men jeg husker hendes budskab:
At være Gud nær er det, vi får lov til at opleve her på bibelskolen. Vi kommer Gud nær gennem det ord, vi hører. Det har jeg oplevet. Og det har været hårdt! Det har været utrolig hårdt. For inde i Guds nærhed ser jeg jo mig selv, som jeg er. Og det er ikke noget rart syn. Jeg ser min synd og egoisme og urenhed. Og her i Guds nærhed er det blevet klart for mig, at jeg har fortjent at gå fortabt, og at jeg kan gå fortabt! Det er en forfærdelig tanke.
Men i Guds nærhed er det også blevet utrolig stort for mig, at Jesus er min frelser. At han har sonet og fjernet al min synd. At han har påtaget sig og har frelst mig fra Guds dom og fortabelse. At jeg har fred med Gud ved ham.
I Guds nærhed er Jesus blevet stor for mig som aldrig før. Og derfor er det sandt, det, som der står i verset: ”At være Gud nær er min lykke!” For i Guds nærhed er Jesus blevet min trøst og glæde. Nu handler min kristendom ikke om mig og mine gerninger, men om Jesus og hans gerninger. Det er hans gerninger, jeg vil vidne om!
Den morgenandagt står i min erindring som et klart og velsignet billede på åndelig vækkelse.
Vækkelse: en bibelsk virkelighed
Vækkelse er ikke et bibelsk ord, men det er en bibelsk virkelighed. Bibelen er fuld af eksempler på mennesker, som i mødet med den levende Gud afsløres som fortabte syndere, men ledes frem til fred og vished om frelse ved Guds eget løfte om nåden i Jesus. De bibelske eksempler spænder fra Adam efter syndefaldet (1 Mos 3,8ff.) til Johannes på Patmos (Åb 1,17f.).
Vækkelse indebærer ifølge ordets betydning, at man vågner. Hvad er det første, der sker, når vi vågner om morgenen? Det første er, at vi bliver klar over, hvor vi er. Vi kan have været langt væk i vore drømme i en anden tid, et andet sted, og i en helt anden tilstand. Men så vågner vi og ser virkeligheden: Jeg er her, i denne seng, i denne tilstand! Det er at vågne. Det er vækkelse.
Vækkelse i bibelsk forstand er, at vi vågner op og erkender, hvor vi står i forhold til Gud. Vi kan have været langt væk i vore egne religiøse drømme og forestillinger om vores forhold til Gud. Men så kommer Guds ord til os, og Guds ord er et åbenbaringsord. Det åbenbarer for os, hvor og hvordan vi står i forhold til Gud, og så ser vi virkeligheden: Her er jeg! Dette er min situation!
Vi kan opleve åndelig vækkelse både under loven og under evangeliet. Under loven ser vi, hvor fortabte vi er i os selv. Under evangeliet ser vi, at vi har fred med Gud og evigt liv – ved Jesus alene. Det samlede mål for loven og evangeliet er at lede os til Jesus, så vi finder vores fred og trøst i ham og ønsker at vidne om ham og hans gerninger.
Åndelig vækkelse sker ikke kun én gang i en kristens liv. Vi har brug for vedvarende åndelig vækkelse og fornyelse. Men en kristens liv begynder altid med åndelig vækkelse.
Vækkelse ved trofaste vidner
Tror du på Jesus som din frelser? Lever du i troens glæde over, at han én gang for alle har fuldbragt frelse for dig?
Hvis det er tilfældet, så har du med sikkerhed haft nogle mennesker i dit liv, som har rakt dig Guds ord i lov og evangelium. Der var nogle, som i troskab mod Guds ord fortalte dig om den levende og hellige Gud, så du forstod, at du i dig selv var under hans vrede og dom. Det blev levende og afgørende for dig: Jeg må frelses! Og du blev frelst, fordi du hørte det forunderlige evangelium om, at Jesus på korset sonede og én gang for alle fjernede al din synd og herved skabte fred mellem dig og Gud. Du hørte dette evangelium, og det skabte tro i dit hjerte.
Det evangelium, som gav dig troen, har været genstand for hån og foragt til alle tider og i alle kulturer. Indefra reagerer vi alle imod det. For den menneskelige fornuft er det tåbeligt, for den menneskelige følelse anstødeligt, og for den menneskelige religiøsitet amoralsk.
Men det var dit livs lykke, at du mødte nogle mennesker, som ikke skammede sig over dette evangelium, men elskede det og var tro imod det. De havde selv fundet deres fred, trøst og rigdom i evangeliet om Jesus som vores frelser. De havde erfaret, at ordet om korset er Guds kraft til frelse (Rom 1,16; 1 Kor 1,18). Derfor gav de det videre til dig. Tak til Gud for disse trofaste vidner!
I mit liv var det mine søndagsskolelærere, juniorlærere og lejrledere. Det var mine lærere på den kristne friskole, forkynderne i min menighed, og det var først og sidst min far og mor. De fortalte mig om den hellige og levende Gud, så jeg lærte at frygte ham.
Jeg forstod, at det var alvorligt og åndeligt livsfarligt at trodse Gud, og at synden må bekendes og gøres op.
Men jeg forstod også, at synden stak dybere end til de konkrete handlinger. Jeg så, at synden var en uløselig del af mig selv, og at jeg derfor i mig selv var og forblev under Guds dom og vrede.
Hvad skulle jeg gøre? Jeg vidste det ikke.
Men så fortalte disse trofaste vidner mig, at Jesus én gang for alle havde gjort alt til min frelse. Guds fulde dom og vrede havde ramt Jesus i mit sted. Al min synd blev sonet og fjernet af ham på korset. Og det liv, jeg skulle have levet, det havde han allerede levet for mig. Alle Guds bud og krav havde Jesus opfyldt i mit sted. Jeg kunne bare sige tak og hvile i det fuldbragte!
Da jeg hørte dette evangelium, skabtes troen på Jesus i mit hjerte. Da var det, som om et tykt lag af mørke skyer på himlen skiltes, og solens lys brød igennem med fuld kraft og klarhed. For første gang i mit liv kunne jeg se opad med frimodighed og tro, at Gud virkelig var for mig som min gode, kærlige og trygge far – for Jesu skyld!
Hvor er jeg taknemlig for disse vidner! Deres troskab mod evangeliet blev min frelse! De talte et ord til mig, som deres egen naturlige religiøsitet reagerede mod, og som omgivelserne kun havde hån og ringeagt til overs for. Men de levede selv i modtagelse af Guds ord. Derfor erfarede de den åndeligt livgivende, trosskabende og befriende kraft i evangeliet om Jesu frelse.
Og derfor gav de dette evangelium videre til mig, Gud ske tak og lov!
Troskab i vort slægtled
Nu er det mig, der er lærer, forkynder og forælder. Er jeg tro imod det ord, der førte mig selv til frelse? Er jeg villig til at tale Guds ord i lov og evangelium i mit slægtled, så det får lov at gøre sin gerning til frelse? Er jeg villig til at trodse den naturlige religiøsitet i mig og omkring mig – i kærlighed til mennesker, i kærlighed til evangeliet og i kærlighed til Jesus?
Vi har forskellige kald og tjenester som kristne. Men uanset hvilken tjeneste, vi har, så tager den i sidste ende sigte på dette ene: i vores generation at tage vare på og videregive det ene, sande og åndeligt livgivende evangelium om Jesu fuldbragte frelse.
I Filipperbrevet nævner Paulus med taknemmelighed en række kristne brødre og søstre, som har forskellige opgaver i det kristne arbejde. Men uanset opgavernes og tjenesternes forskellige karakter, så kan Paulus sige om alle disse troende: ”De har kæmpet sammen med mig for evangeliet” (Fil 4,3).
Det er vores fælles kald som kristne til alle tider: at kæmpe for evangeliet.
Er vi tro – i vort slægtled?
Åndeligt liv i hjerterne
Det handler ikke om, at vi skal bevare og videreføre en bestemt teologisk eller organisatorisk tradition. Det handler om, hvorvidt der skal skabes åndeligt liv i hjerterne i vort slægtled eller ej.
Når Jesus viser sig på himlen, og denne verden går under, hvad står så tilbage? Kun én ting: Det åndelige liv, som er virket i hjerterne ved Guds ord og evangelium. Alt andet brænder op.
Hvis vore traditioner eller organisationer bliver et mål i sig selv, da har vi mistet synet for det kristne arbejdes egentlige hensigt.
Vores kald og opgave er at hjælpe mennesker til at blive frelst ved troen på Jesus. I det arbejde kan vore institutioner og organisationer være et redskab, men aldrig mere end det. Når Jesus viser sig på himlen, så har kun ét værdi og betydning: det åndelige liv, som er skabt i hjerterne ved evangeliet.
I det lys forstår vi et udsagn af den norske teologiprofessor Carl Fredrik Wisløff: ”Hvad vi ikke udretter ved Guds ord, udretter vi ikke i det hele taget.”
I det lys bliver det også klart, at vi må ransage os selv, om vi virkelig er tro mod det ord, som alene kan skabe åndeligt liv i hjerterne.
Hvad nytter det, at vi viderefører et fint og flot kristeligt institutions- og organisationsarbejde, hvis vi svigter på dette punkt?
Så skal alt det, vi har arbejdet med og brugt vores tid og kræfter på, brænde op ved Jesu genkomst (1 Kor 3,10-15). Det har ingen evig værdi. Det er menneskeværk, og som menneskeværk vil det brænde op (2 Pet 3,10).
Kun Åndens værk vil bestå, og Åndens værk er den tro på Jesus, som er skabt i hjerterne ved evangeliet.
Det store spørgsmål i forbindelse med Jesu genkomst er ikke, om Jesus vil finde kristne kirker, institutioner og organisationer. Det vil han. Men vil han finde troen? (Luk 18,8) Det er den, han ser efter. Den er den eneste herlighed, Jesus finder på denne jord: hjerternes levende tro på og glæde over ham.
Gud give, at vi i vort slægtled må være tjenere for det ord, som kan skabe denne tro!
Gå videre med artikel 2: Apostlenes forkyndelse til vækkelse
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2015. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.