Jesus sagde til dem: ”Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?” (Matt 21,42).
”Den sten, som bygmestrene vragede …” Den sten vil man normalt ikke regne for noget. En sten har normalt lige nøjagtig den værdi, som vi mennesker tillægger den. Og hvis en sten ikke passer ind i bygningsværket – så er den lige til at kassere.
Men her står der – højst usædvanligt – at den sten, som bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten, altså den sten, der holder hele bygningsværket sammen.
Vi har mange bygmestre i dag. Det er nærmest sådan, at enhver er sin egen tros bygmester; enhver må bygge sin tro, og det er der egentlig ikke nogen, der skal blande sig i, hvordan han gør.
Men når det drejer sig om sand kristen tro, er det anderledes. Her gælder det, at Jesus er blevet hovedhjørnesten, og det er han blevet på trods af alle bygmestres vurderinger. Den sande kristne tro handler ikke om noget, som mennesker bygger op. Den handler ikke om, hvad der er på mode; hvilken arkitektonisk stil, der er in lige nu; og det handler ikke om, hvad det enkelte menneske bryder sig om eller ikke bryder sig om.
For den kristne tro er på alle måder ”Herrens værk”, som der står. Det er den store advarsel, og det er den store trøst i verset. Det er en advarsel, fordi der er en seriøs fare for, at min egen bygmesterstolthed ikke kan acceptere det og vil lave om på det. Lave om på anstødene i den anstødssten, som Jesus er. Og slibe kristendommen til i mit eget billede; kaste det ud, som jeg ikke kan bruge – og tilsætte noget af det, som jeg synes, mangler. Jeg har en bygmester inde i mig, som ikke vil have noget dikteret ovenfra, men som selv vil styre bygningsværket. Men der står, at ”den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse”. Det er den store advarsel i verset.
Den store trøst ligger i nøjagtigt det samme: ”Det er Herrens værk!”
Min kristne tro er helt og holdent Herrens værk. Min kristne tro handler om det, som Jesus gjorde på korset – da Herrens værk blev fuldbragt. Det handler ikke om det, der udspringer fra mit eget hjerte; det handler ikke om, hvad jeg kan præstere og bygge op i mit liv. Det handler om det ”det er fuldbragt”, som har lydt én gang for alle.
Og så er det tankevækkende, at Jesus ikke bare siger: Nu skal I høre her, det er mig, der er hovedhjørnestenen! Nej, han siger: ”Har I aldrig læst i Skrifterne.”
Jesus henviser igen og igen til Skriften som den klippe, vi har at klynge os til. Det er Skriften, der kan korrigere os; det er Skriften, der kan åbne vores øjne for Herrens værk. Og når Helligånden virker det, så må vi også sige det, som der står, at: ”Det er underfuldt for vore øjne.”
