Det er deres art, siger Brorson.
Ja, det er så sandt. De skrider så langsomt.
De kan endda være så trange, at den, som oplever sådanne tider, nødigt vil indrømme, at de dog går. Ja, sjælen kan trænges så hårdt, at selvom den skriger efter at komme ud af sit mørke, nægter den dog med al sin styrke, at det får ende med de trange tider.
Sjælens fjederham
I den samling digte, som blev udgivet året efter Brorsons død under titlen Brorsons svanesang, finder vi salmen Her vil ties, her vil bies. Han skrev den mod slutningen af sit liv, da han var stærkt lidende på både sind og legeme på grund af modgang og sorger og sygdom.
Men hans sjæl havde altid været fri som en fugl af denne verdens fængsel. Den ejede i troen den ”fjederham”, som også Grundtvig kendte, hvormed han kunne flyve til landet bag hav – bort til den verden, hvor Gud lever – bort til lysets rige, hvor livet ej rinder hen med suk og med gråd, men hvor dets lykke er skinnende klar.
Det gjorde Brorson brug af – stærkere end nogensinde, da tiden i denne verden blev trang og ville holde hans sjæl fængslet i mørke og håbløshed. Da skrev og sang han om landet, hvor Gud lever – skrev og sang, indtil troen så det salige lys hos Gud.
Og da kunne sjælen som en due komme tilbage til ham i denne verdens snævre ark og bringe bud om lys ned til fangen. Og han indså, at mens legemet levede i trængslens mørke land, behøvede han én ting.
Den svære venten
Her vil ties, her vil bies, sang han. Det hører de trange tider til. Her må vi tie, for her gør hverken sukke eller protester eller forklaringer nogen gavn. Her må vi kun bie – vente – vente og atter vente.
Fra barndommens tid husker jeg et lille digt, som min far skrev i en sådan tid:
Vente, vente, vente,
o, hvor er det svært.
Hvor skal jeg min tålmod hente?
Hvor får jeg det lært?
Ja, det var svært. Far var vokset op i det fængsel, som så mange i vort land vokser op i: hvor verden ikke er større end fængslet. Og så længe det ikke føles trangt, er alt vel. Men når fængslet bliver trangt – da bliver det endnu mere trangt, når sjælen mangler troens vinger, så den kan flyve ud af arken, den lever i, og finde hen, hvor friheden og livet venter.
Bag gærdet
Hvor fandt han det? Hvor fandt Brorson livet?
Jo, siger han til sin sjæl: ”Kom, min due, kom at skue bag gærdet hist.”
Der bag gærdet så han de første vintergækker og erantis bryde den kolde jord. Tiderne blev strengere. Kulden blev hårdere, og sneen kom og begravede de små forårstegn med sit hvide, kolde dække.
Men disse små, svage skabninger kom med bud til ham. Det, de sagde, var uden logik. Det var uden at tilfredsstille denne verdens krav om barske, matematiske beregninger og sammenhænge. De talte bare sandt. De vidnede nemlig i al deres beskedne eksistens om, at den strenge vinter snart ville være forbi.
Og vel kunne kulde og frost og sne gøre livet koldt og trangt en stund endnu, men de måtte trods al deres vælde bøje sig for de to små forårstegns vidnesbyrd.
Førstegrøden
Eja, søde førstegrøde af bliden vår, synger Brorson.
Førstegrøden af bliden vår? Hvor finder vi den?
Jo, der er et gærde, som adskiller denne verden fra den frie, glade verden, som vi kalder ”Himlen” – det er der, hvor Gud er.
Det gærde er Guds ord og sakramenter. Bag dem finder din sjæl førstegrøden af bliden vår. Bag dem finder din sjæl nemlig Jesus – han, som endte sine dage på jorden i trængsel og kulde og ensomhed som få andre.
Men bag dødens gærde havde Gud livet til ham – det evige liv.
Det så Brorson bag Ordet og sakramenterne.
Oliebladet
Da sagde han til sin sjæl: ”Kom, min due, lad dig skue med olieblad.”
Ligesom duen kom tilbage til Noa i arken, hvori han holdtes fangen, så længe syndfloden stod på – og havde en oliegren i næbbet, som varslede, at nu ville han snart kunne forlade sit trange fængsel – sådan ville han, at hans sjæl skulle tage håbet i sin mund og synge om vinterens og kuldens og fængslets ophør, mens kroppen endnu måtte vente en tid.
Sådan lærte han den kunst: at være stille og vente – ikke på noget, som er langt borte, men som det fødes ved at skue bag gærdet: at nu er tiden næsten oprundet, som gør dig glad.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2016. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Frank Jacobsen
Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.