Både Johannes Døber og Jesus talte skarpt til deres tilhørere. Det påfaldende er, hvor forskelligt mennesker reagerede.
I Lukas 3 kalder Johannes skarerne for øgleyngel (v. 7). Alligevel gik de ikke i vrede. Nej, budskabet i sin helhed vakte så meget genklang i deres hjerte, at de spekulerede på, om Johannes var Messias (v. 15). Det bunder nok i, at Johannes peger på noget, de kunne gøre! Den med to kjortler kunne give én væk, og den, der havde mad, skulle dele med den, der ingen havde (v. 11). Et forståeligt, overkommeligt og næstekærligt budskab.
Helt anderledes blev Jesu forkyndelse mødt. Skarerne stiller Jesus et spørgsmål (Joh 6,28): ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesu svar bliver begyndelsen på enden af deres discipelskab. ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt” (Joh 6,29).
De spurgte om, hvad de skulle gøre for at blive frelst. Jesus svarer med, hvad Gud gør. Hvad mener Jesus? Evangeliet sætter dig, dine evner og gerninger helt udenfor. Det er fuldstændigt umuligt for dig at gøre Guds gerning. Guds gerning er troen på Jesus – og det er en ufortjent gave! (Joh 6,65b: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke det er givet ham af Faderen.”).
Antallet på Jesu tilhørere går efter denne samtale fra ”en folkeskare” til 12 personer. Jesus giver, modsat Johannes, ingen handlemulighed. Disse mange menneske er villige til at gøre hvad som helst for Gud (v.28). Men Gud vil ikke have deres gerninger. Jesus ønsker at give dem livet ufortjent. Han vil være deres liv. Dø i deres sted. Alt det får den, der ”spiser mit kød og drikker mit blod, (han) har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6,54). Jesus kræver det ene, at de modtager med tomme hænder, men så får de også det liv, som varer evigt (v. 58). Kvit og frit. Af nåde! Skarerne forlod Ham med de ord: ”Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?” (v. 60b).
I Esajas’ Bog kapitel 30 møder jøderne Guds Ord med den samme reaktion. Israel var i stor ydre og åndelig nød: ”De siger til seerne: (…) Tal ord, der forfører os, se syner, der bedrager os!” (Es 30,10).
Guds tilbud var hjælp til dem med tomme hænder: ”Sådan har Gud Herren, Israels Hellige, sagt: ‘Vender I om og holder jer i ro, bliver I frelst; er I rolige og trygge, finder I styrke.’ Men I ville ikke!” (Es 30,15). Ja, folket vil af med sådan en Gud: ”Skaf os af med Israels Hellige!” (Es 30,11b). Også dengang blev Guds Ord afvist.
Gud giver os ikke tomme hænder, men Han afslører, at vi har tomme hænder. Også i dag virker den afslørende forkyndelse frastødende. Derfor er megen forkyndelse blottet for lovens tale. Det er ubehageligt at se, at jeg er tomhændet. Men uden de tomme hænder bliver nåden ikke relevant.
Derimod, for den, som erkender sine tomme hænder, bliver Nåden kostbar og umistelig. Kun i det ufortjente finder et forpint hjerte fred, og i dén forkyndelse findes livet. Derfor får dette hjerte aldrig nok af Ordet om, at Jesus er mit liv og min frelse. Igen og igen må det høre Ordet om frelsen, der bygger på et fundament uden for mig. Frelsen er tilvejebragt for 2000 år siden og står på Golgatas klippefaste ”Det er fuldbragt!”
Jøderne i Jesu følge og jøderne i Es 30 og måske du trænger til at få øjnene åbnet for virkeligheden!
Det havde ”den fortabte søn” fået (Luk 15). Nu så han alt klart. Hele hans liv var forspildt. Hans store arv var ødslet bort. Han havde tomme hænder – og det var hans egen skyld! Sammen med hans nye klarsyn havde han fået åbnet øjnene for sit eneste håb: ufortjent nåde!
Dét håb gjorde ikke til skamme! Han fortjente intet – ja, alene straf! Men nu kom hans far løbende og viste alle tegn på sand gensynsglæde og kærlighed!
Det sprænger vores fantasi! Den far, jeg har trådt på, villet bort fra, ringeagtet og ruineret! Nu fylder Han mine tomme hænder til overflod!
På samme ufattelige måde møder Gud i Es 30 dem, der har frabedt sig det sande Ord og ønsket sig langt bort fra Gud. ”Men Herren venter på at vise jer nåde; han vil rejse sig for at forbarme sig over jer, for Herren er rettens Gud. Lykkelig hver den, der venter på ham!” (Es 30,18). Han venter på, at få lov til at vise dig nåde! Universets Herre. Gud over alt og alle. Skaberen af galakser i tusindvis. Han vil ét eneste: rejse sig fra sin ophøjede trone for at forbarme sig over dig!
Den straf, som den fortabte søn, jøderne og du fortjener, kastede Gud på sin Søn på Golgata! Al vor skyld ramte Ham (Es 53)! Derfor er Gud retfærdig, når Han viser dig barmhjertighed! Når Han rejser sig for at forbarme sig over dig. Når Han løber dig i møde!
Lykkelige er du, hvis du erkender dine tomme hænder og ”venter på ham!” (Es 30,18).
Udgivet af
David Straarup
David Straarup, Aalborg, arbejder i sundhedsvæsenet