Synderinden
To syndere mødtes til et fint selskab i en by i Israel. Den ene var en kendt og højt agtet religiøs leder, den anden var berygtet i byen for sit udsvævende liv. Det, der blev udgangen på festen, havde ingen af gæsterne set komme.
De to, der blev hovedpersoner i mødet med Jesus denne dag, var værten og farisæeren Simon og en kvinde, som Simon karakteriserede som en synderinde (Luk 7,36-50). Hun var ikke indbudt til festen, men kom alligevel. Hun græd, så tårerne vædede Jesu fødder. Hun brugte håret til at tørre fødderne, og derefter salvede hun Jesu fødder med salven fra en alabastkrukke. Simon blev foraget på Jesus og mente ikke, han kunne være en profet, når han tillod denne syndige kvinde at handle, som hun gjorde.
Kvindens gældsbrev over for Gud var vældigt stort. Hun havde ingen mulighed for at betale sin gæld. Hvis det, bibelfortolkerne antager, er rigtigt, levede hun et syndigt liv i en synd, som også florerer i dag: brud på det sjette bud. ”Du må ikke bryde ægteskabet,” eller i en anden oversættelse: ”Du må ikke bedrive hor.”
Ægteskab ifølge Guds ord
Hvad er ægteskabet?
Der er tre ting, der konstituerer et ægteskab ud fra Guds ord: 1) Det er en pagt mellem en mand og en kvinde. 2) De har givet løfte om troskab, til døden skiller dem ad. Og 3) Det skal være offentligt.
Derfor er det ikke et ægteskab, hvis man bare bor sammen. Samboende par har ikke indgået en offentlig pagt eller aftale. Det betyder, at samboende par bryder det sjette bud. Heller ikke homofilt samliv kan være ægteskab. De kan godt love hinanden troskab, også offentligt, men ægteskabet er mellem mand og kvinde, ikke mellem to af samme køn. Derfor er homofilt samliv brud på det sjette bud.
Det seksuelle samliv er en gave fra Gud, der hører til inden for ægteskabets trygge rammer. Derfor er det også brud på det sjette bud at leve sammen seksuelt, før man bliver gift.
I dag er der mange, som kalder sig kristne, og som samtidigt lever som samboende par, er homofilt aktive eller har sex før ægteskabet, og de forsvarer det.
Hvad siger Guds ord om det?
”Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden” (1 Joh 1,6).
Og: ”Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket” (1 Joh 2,9).
Dette er sagt om synden at hade, men det gælder også brud på de andre bud. Siger du, at du er en kristen, men lever i og forsvarer brud på Guds bud, så er du i mørke, lige meget hvor meget du siger, at du er frelst.
Gældsbrevet
Ingen af de tilstedeværende ved festen var i tvivl om, at kvinden var en synderinde.
Men der var også en højt respekteret synder i selskabet. Det var værten selv. Farisæerne var den tids religiøse elite. De var fromme og levede et kristeligt liv. De mente om sig selv, at de var retfærdige, og de så ned på andre. De takkede Gud, fordi han havde gjort det sådan med deres liv, at de havde stor fromhed og mange gode gerninger at fremvise. Men de havde ikke brug for Jesus, synderes ven. Derfor blev de så ofte afsløret af Jesus, ja krast irettesat.
Til farisæeren Simon fortalte Jesus om to mænd, der skyldte penge. En mand skyldte en pengeudlåner 500 denarer (1 denar = 1 dagsløn), og en anden mand skyldte ham 50. Begge fik eftergivet gælden. Og spørgsmålet, Jesus nu stillede, var, hvem af dem, der mon elskede pengeudlåneren højst.
Simon svarede helt rigtigt, at det var den, der havde fået eftergivet mest gæld. Dermed afslørede han sig selv. Farisæeren Simon syntes selv, at han ikke var nogen stor synder. Derfor elskede han ikke Jesus. Men hans gældsbrev var i virkeligheden lige så stort som kvindens.
Kvinden derimod var klar over sin ubetalelige gæld. Men så havde hun mødt ham, der har betalt alt – og dermed blev hun gældfri: ”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kol 2,14). Jeg er så glad for, at der står, at gældsbrevet er slettet. Det er ikke arkiveret. Gud har det ikke liggende på lur for at trække det frem igen, hvis det ikke går så godt for dig. Nej, gældsbrevet er slettet. Det er makuleret.
Kvinden blev tilgivet meget og elskede meget. Det er det budskab, også jeg trænger til at høre hver eneste dag. For også jer er en stor synder. Men tænk – jeg, der var skyldig over for Gud, må gå fri. For ”der var en, som var villig at dø i mit sted, for at jeg skulle leve ved ham”.
Derfor vil jeg synge af hjertet: ”Åh tænk, at det var for mig, at Kristus på korset hang.”
Brorson lagde sine ord i kvindens mund og sang:
Jesus, ja min Jesus ene,
han er den, som kan og vil.
Hvad så andre end vil mene,
ham jeg trænger mig hen til.
Det er ham, min sjæl, du må
ene, ene stole på.
Ham jeg også fast vil holde,
indtil hænderne er kolde.
(LT 268).
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Ove Sandvik
Ove Sandvik, Jørpeland, forkynder i Norsk Luthersk Misjonssamband.