Tjenestedelingen og hovedbeklædning – 1 Kor 11,3-16

Tjenestedelingen mellem mand og kvinde VII

Mennesket er skabt som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver. Den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er en gave. Når tjenestedelingen værdsættes og udfoldes, er den en velsignelse. Men i vor tid er den under angreb helt ind i de kristne hjem og menigheder. Derfor vil vi i en række artikler holde den gudgivne tjenestedeling frem som en gave, vi må takke for og værne om.

I den autoriserede danske oversættelse af Bibelen lyder overskriften til første halvdel af 1 Kor 11: ”Kvinders hovedbeklædning ved menighedens sammenkomster.” I relation til den bibelske tjenestedeling mellem kvinde og mand er teksten vigtig af to årsager. For det første handler den fra ende til anden om, hvordan man i den kristne menighed viser respekt for tjenestedelingen. For det andet er det den bibeltekst, som oftest anvendes som argument for at afvise tjenestedelingen. Af hensyn til dette sidste er det nødvendigt at give teksten en grundig behandling.

Afvisning af tjenestedelingen

Som overskriften indikerer, behandler teksten spørgsmålet om, hvorvidt kristne kvinder bør have hovedbeklædning på i menigheden. Paulus’ svar er klart og umisforståeligt: Ja, kristne kvinder bør have hovedbeklædning på i menigheden. Men retter vi os så efter den vejledning i vore menigheder i dag?

For en overfladisk betragtning ser det ud til, at vi ser stort på Paulus’ vejledning. I vore lutherske menigheder i Norden møder kvinder i vor tid frem uden hovedbeklædning. Det virker til, at vi på det her punkt har valgt ikke at følge Paulus´ ord og formaning. Og hvorfor ikke? Det er nærliggende at tænke, at vi bedømmer Paulus’ vejledning til at være et produkt af hans egen tid og dens syn på kvinder. Vi lever i en anden tid med et andet syn på kvinder. Derfor er vi ikke bundet af Paulus’ vejledning om kvinders hovedbeklædning.

Men hvis det er dette, der er vores begrundelse, kan vi så ikke med samme ret og samme begrundelse afvise alt det, som Paulus i øvrigt skriver om tjenestedelingen mellem kvinde og mand? Det virker jo alt sammen som noget, der er bestemt af tankegangen i en fjern fortid, og som ikke passer ind i den vestlige verden i det 21. århundrede.

Ud fra denne måde at argumentere på bliver teksten i 1 Kor 11 af nogle brugt til at afvise hele den bibelske lære om tjenestedelingen.

Andre ender samme sted, men bruger en lidt anden argumentationsmåde. De hævder, at det er dobbeltmoral at følge Paulus i alt det, han i øvrigt siger om tjenestedelingen, men så ikke gøre det i spørgsmålet kvinders hovedbeklædning. Paulus siger jo det hele, og han mener tydeligvis det hele! Enten må vi anerkende det hele, eller også må vi være frie til at forkaste det hele.

Ud fra denne argumentation når nogle frem til at forkaste alt det, Paulus og Bibelen siger om tjenestedelingen. De kan så over for sig selv og over for andre legitimere det med, at de gør op med dobbeltmoral.

Hvad Paulus egentlig siger

Men har de ret? Er det dobbeltmoral at fastholde det, Bibelen ellers lærer om tjenestedelingen, og så sige, at kristne kvinder i dag ikke er forpligtede til at gå med hovedbeklædning? For at besvare det spørgsmål, må vi se nærmere på bibelteksten og på, hvad Paulus egentlig siger:

v.3 Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud. v.4 Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved. v.5 Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hove; hun kunne lige så godt have raget håret af. v.6 Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket.

v.7 Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans. v.8 For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, v.9 og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. v.10 Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed. v.11 Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; v.12 for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden; men alt er fra Gud.

v.13 Døm selv! Sømmer det sig, at en kvinde beder til Gud med utildækket hoved? v.14 Lærer ikke naturen selv, at det er vanærende for en mand at have langt hår, v. 15 mens det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår? Hun har jo fået håret som et slør. V.16 Der er måske nogen, som har lyst til at strides om dette; men vi har ingen sådan skik, og Guds menigheder heller ikke.

Når vi læser denne tekst, rejser der sig mange spørgsmål. Jeg skal forsøge at tage hånd om dem alle. Men jeg vil tage teksten fra en ende af, og jeg vil fokusere på det vigtigste, som er det første.

Det tidløse budskab

Paulus begynder med det grundlæggende. Han minder de korinthiske kristne om, at der er fastlagt en bestemt orden for forholdet mellem kvinden og manden, ligesom der er en bestemt orden for forholdet mellem Kristus og Gud. Som Gud er Kristi hoved, sådan er manden kvindens hoved. ”Hoved” betyder i denne sammenhæng den, som er leder og har den endelige autoritet. Sådan bruger Paulus begrebet andre steder (Ef 1,22; 4,15; 5,23; Kol 1,18; 2,10; 2,19).ⁱ

Parallellen mellem Gud-Kristus-relationen og mand-kvinde-relationen bekræfter og tydeliggør den fulde lighed mellem mand og kvinde. Som Faderen og Sønnen er lige i guddommelig værdighed og ære, selvom den ene er underordnet den anden, sådan er manden og kvinden lige i menneskelig værdighed og ære, selvom der er en indbyrdes rollemæssig forskel.

Fra Paulus’ ord i 1 Tim 2,14 ved vi, at ordningen mellem kvinde og mand var en del af Guds oprindelige og gode skabelse af mennesket, og at den derfor har blivende gyldighed for mennesket. Ordningen er ikke tidsbestemt. Den har gyldighed i alle kulturer og til alle tider.

I 1 Kor 11,3-16 formaner Paulus de korinthiske kristne til at respektere og værdsætte den gudgivne ordning, hvor de to køn er forskellige og har forskellige roller. Forskellen mellem kønnene skal ikke udviskes, og de to køn skal ikke bytte roller. Manden kaldes til at fremtræde mandlig og varetage sit mandlige kald, og kvinden kaldes tilsvarende til at fremtræde kvindelig og varetage sit kvindelige kald.

Det er ind i den sammenhæng, Paulus nævner kvindernes hovedbeklædning. Han tydeliggør, at kvindernes brug af hovedbeklædning understreger deres kvindelighed og viser, at de anerkender deres gudgivne rolle i forhold til manden.

Der er tydeligvis en bestemt anledning til, at Paulus tager dette emne op. Nogle kvinder i menigheden i Korinth er begyndt at møde op i menigheden uden hovedbeklædning. Paulus tydeliggør, at denne måde at klæde sig på uundgåeligt vil opfattes som en bevægelse væk fra det kvindelige hen mod det mandlige og som en protest imod kvindens gudgivne rolle i forhold til manden. På den baggrund formaner Paulus de kristne kvinder til at gå med hovedklædning.

Det essentielle budskab i Paulus’ formaning til kvinderne er altså dette: Klæd jer ikke på en måde, som giver indtryk af, at I vil bevæge jer væk fra jeres gudgivne køn og jeres gudgivne plads i forhold til manden.

Da forskellen på de to køn og forholdet mellem de to køn er en tidløs ordning, har dette essentielle budskab gyldighed for alle kvinder til alle tider og i alle kulturer.

Allerede i Det Gamle Testamente møder vi formaningen: ”Kvinder må ikke bære mandsdragt, og mænd må ikke gå i kvindeklæder. Herren din Gud afskyr enhver, der gør den slags” (5 Mos 22,5). Paulus siger det samme i vores tekst. Der er ca. 1500 år mellem formaningen i Det Gamle Testamente og formaningen i Det Nye Testamente, men det gør ingen forskel. For budskabet er uforanderligt på tværs af tid og kultur.

Kristne kvinder må altid og overalt tilstræbe ikke at klæde sig på en måde, som giver indtryk af, at de vil flygte fra deres gudgivne kvindelighed og deres gudgivne rolle som kvinde.

Det uforanderlige og det foranderlige

Nu kommer vi så til det springende punkt. For afhængig af tid og kultur er det forskelligt, hvilken form for klædedragt der signalerer henholdsvis en mandlig identitet og en kvindelig identitet. I alle kulturer er der forskel på mandlig og kvindelig klædedragt. Men hvad der er genkendelig og typisk mandlig klædedragt, og hvad der er genkendelig og typisk kvindelig klædedragt, varierer fra den ene tid og kultur til den anden.

Derfor må vi i forhold til Paulus’ formaning skelne mellem to ting. På den ene side formaningens uforanderlige budskab og på den anden side formaningens foranderlige konkretisering.

Det uforanderlige budskab i formaningen er, at kristne kvinder med deres klædedragt må tilstræbe at vise, at de anerkender den gudgivne forskel på kønnene og ordning for kønnene.

Konkretiseringen derimod er foranderlig. Det, som er henholdsvis mandlig og kvindelig klædedragt, forandrer sig fra den ene tid til den anden og fra den ene kultur til den anden. Hvad der opleves mandligt i én tid og kultur, kan opleves kvindeligt i en anden tid og kultur – og omvendt. Derfor kan en bestemt klædedragt være uproblematisk for kristne i én tid og kultur, mens den er problematisk i en anden tid og kultur.

Et par eksempler til illustration:

Siden 1500-tallet har det været almindeligt for mænd i Skotland at gå med kilt, dvs. et skotskternet skørt. Den generelle opfattelse i Skotland er, at det er en meget maskulin klædedragt. Derfor kan en mand i Skotland gå i kilt uden at skabe usikkerhed hos andre om, hvorvidt han vedkender sig sit køn, eller om han ønsker at udviske grænserne mellem de to køn.

I andre lande i Europa vil det blive opfattet anderledes, hvis en mand går med skørt. Man vil tænke, at det er en mand, som går i kvindedragt, og det vil skabe usikkerhed om hans motiver for at gøre det. Derfor vil det ikke være rigtigt for en kristen mand at gå med skørt i disse lande.ⁱⁱ

Midt i 1800-tallet blev bukser til kvinder introduceret i Vesten. De kvinder, som fra begyndelsen valgte at gå i bukser, blev generelt opfattet som yderst maskuline, i oprør mod både Gud og kristendom og sandsynligvis seksuelt frisindede. I de følgende årtier blev bukserne primært taget i brug af ledende figurer i den radikale kvindebevægelse som et symbol på oprør, nybrud og ønsket om fuld rollemæssig ligestilling mellem kønnene.

Selvom kvindebevægelsen havde berettigede og gode anliggender, var den i betydelig grad en protest mod den bibelske lære om forskellen på og rollefordelingen mellem de to køn. Når en kvinde gik i bukser, blev det derfor i lang tid forstået og fortolket som et udtryk for en modvilje og protest mod den kristne og bibelske lære om kønnene. Derfor afstod kristne kvinder i lang tid fra at gå i bukser.

Først i anden halvdel af det 20. århundrede mistede kvinders bukser deres problematiske symbolværdi.ⁱⁱⁱ

De to eksempler illustrerer, at samme klædedragt kan være uproblematisk for kristne i én kultur og til én tid, mens den kan være problematisk for kristne i en anden kultur og til en anden tid.

Det er uproblematisk for kristne mænd i Skotland at gå med skørt, men det er problematisk for kristne mænd i Skandinavien. Det er uproblematisk for vestlige, kristne kvinder i vor tid at gå med bukser, men det var problematisk for vestlige, kristne kvinder for 100 år siden.

Den bibelske formaning er den samme til enhver tid: Kristne mænd og kristne kvinder må klæde sig på en sådan måde, at det ikke skaber unødig usikkerhed om, hvorvidt de vedkender sig deres køn og den gudgivne ordning for kønnene. Men hvordan de konkret efterlever denne formaning, er forskelligt afhængig af tid og kultur.

Hermed er vi tilbage ved Paulus’ brev til korintherne og hans formaning vedrørende kvinders hovedbeklædning. Hvad betød og signalerede den hovedbeklædning i samtiden? Inden vi går ind på det spørgsmål, vil jeg indskyde ti bemærkninger, som forhåbentlig kan forebygge misforståelser.

Ti bemærkninger

1) Overskriften i den autoriserede Bibel over første halvdel af 1 Kor 11 er til dels misvisende.

Teksten handler ikke kun om kvinders hovedbeklædning. Den handler også om mænds hovedbeklædning. Paulus skriver om begge dele, og der er fuld parallelitet i det, han skriver til henholdsvis kvinder og mænd. Begge køn kaldes til at klæde sig på en måde, som viser, at de vedkender sig deres køn og deres gudgivne rolle i tjenestedelingen: mændene ved ikke at gå med hovedbeklædning, kvinderne ved at gøre det.

2) De kvinder og mænd, der tales om og til i teksten er sandsynligvis gifte.

Det græske ord for mand, anér, er det samme som for ægtemand, og det græske ord for kvinde, gyné, er det samme som for hustru. I den autoriserede danske oversættelse har man i hele den tekst, vi her behandler, oversat de to ord med ”mand” og ”kvinde”. Men dele af teksten giver kun mening, hvis der er tale om gifte personer. Det gælder især vers 5, hvor der tales om, at ”enhver kvinde” kan bringe skam over ”sit hoved”. Det er kun den gifte kvinde, der har en mand som ”sit hoved”.

Som det vil fremgå nedenfor, er der flere grunde til at antage, at Paulus i denne tekst primært taler om gifte kvinder.

3) Vi ved ikke præcis, hvilken form for hovedbeklædning Paulus taler om.

Men det er sandsynligt, at han i relation til de gifte kvinder taler om et slør, som de modtog ved vielsen, og som de fra og med denne dag gik med, så det lå hen over den øverste del af hovedet. Der var således ikke tale om en tildækning af ansigtet.^iv Jeg vil nedenfor skrive uddybende om hovedbeklædningens betydning i samtiden.

4) Nogle bibeludlæggere argumenterer for, at hovedbeklædningen var kvindens lange hår.

Paulus taler i teksten flere gange om kvindens hår og om henholdsvis det skamfulde for en kvinde ved at have kort hår eller intet hår (v.5b-6) og det ærefulde for en kvinde ved at have langt hår (v.15). På den baggrund hævder nogle, at det i virkeligheden er håret, Paulus henviser til som det, der skal dække kvindens hoved.

Den udlægning er imidlertid umulig, hvis man opmærksomt læser vers 6: ”Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe.”

Hvis den manglende tildækning består i, at en kvinde har ladet sig klippe, giver det ikke mening, at Paulus siger, at hun lige så godt kunne lade sig klippe. Den omtalte kvinde har helt åbenlyst fjernet en anden hovedbeklædning end håret, og denne handling er ifølge Paulus lige så skamfuld, som hvis hun havde ladet sig klippe. Hvorfor det i samtiden blev anset for skamfuldt for en kvinde at have kort hår, vil jeg uddybe nedenfor.

5) I Det Gamle Testamente møder vi to eksempler på kvinder, der tilhyller hovedet med et slør.

Den første er Rebekka, der kommer fra Karan og tilhyller sit hoved forud for sit bryllup (1 Mos 24,65). Den anden er Tamar, der bor i Kana’an og tilhyller sit hoved for at fremtræde som en skøge (1 Mo1 38,14-15).

Eksemplerne illustrerer, at samme klædedragt kan have forskellig signalværdi afhængig af kulturen. Rebekka tilhyller sig som udtryk for ærbarhed og følger givetvis kulturen i Karan.^v Tamar tilhyller sig som udtryk for seksuel umoral og følger givetvis kulturen i Kana’an.

6) Ingen steder i Bibelen uden for 1 Kor 11 formanes troende kvinder til at gå med hovedbeklædning.

Dette forhold peger i retning af, at formaningen i 1 Kor 11 var bestemt af den kultur, de korinthiske kristne tilhørte. At det forholdt sig sådan, vil blive underbygget nedenfor.

7) I vores tid vil mange bibellæsere associere fra Paulus’ tale om kvinders hovedbeklædning til muslimske kvinders slør, burka og niqab.

Selvom den muslimske tradition har historiske og kulturelle rødder i Mellemøsten og Middelhavsområdet, hvor de første kristne levede, er det vigtigt at gøre sig klart, at Paulus havde et helt andet syn på kvinder og tillagde deres hovedbeklædning en helt anden betydning end det, som vi møder i den muslimske tradition.

8) I det første århundrede var der blandt de hedenske grækere og romere en lang og stærk tradition for at værdsætte, at gifte kvinder tydeligt vedkendte sig deres ægteskab, var tro mod deres mænd, optrådte ærbart og beskedent og underordnede sig under deres mænd.

Her var der i nogen grad et sammenfald mellem kristne idealer og de kulturelle idealer i samtiden.

Alligevel var den kristne forståelse af forholdet mellem mand og hustru unik. At mand og hustru er lige i ære og værdighed, at manden er kaldet til at lede i ægteskabet ved at elske, ofre sig for og tjene kvinden, og at kvinden er kaldet til at underordne sig ved at støtte manden i dette kald – disse centrale tanker i den bibelske lære om mand og kvinde var helt fremmede for og fraværende i den hedenske kultur.

9) En del af kvinderne i de første kristne menigheder havde vantro, hedenske mænd.

Disse kvinder kunne ikke forvente, at deres mænd ville vurdere og behandle dem i overensstemmelse med den bibelske lære om mand og kvinde. Ikke desto mindre kaldes de kristne kvinder i Det Nye Testamente til at blive hos, gøre godt imod og underordne sig under deres vantro mænd (1 Kor 7,13-16; 1 Pet 3,1-6).

10) I det første århundrede var der en begyndende reaktion blandt visse hedenske kvinder mod de traditionelle idealer for kvindelig adfærd.

Navnlig i de øverste sociale lag og blandt romerne begyndte kvinderne at gøre oprør mod de traditionelle forventninger til dem. Stadigt flere kvinder optrådte selvbevidst, selvpromoverende og erotisk appellerende. Det slog også igennem i deres klædedragt. Så meget vigtigere blev det for de kristne kvinder at klæde sig på en måde, som tydeliggjorde, at de ikke hyldede og ikke var en del af denne nye tendens.^vi

Hovedbeklædningen

Hermed er vi nået frem til hovedbeklædningen og dens betydning på Paulus’ tid. Af Paulus’ ord om mænds og kvinders klædedragt får vi det indtryk, at hovedbeklædningen var en kvindelig måde at klæde sig på.

Hvis en mand optrådte med hovedbeklædning, ville han bringe skam over sit hoved, Kristus (v.3). Problemet var tilsyneladende, at manden optrådte kvindeligt og antog en kvindelig rolle.

Hvis en kvinde optrådte uden hovedbeklædning, ville hun tilsvarende bringe skam over sit hoved, ægtemanden (v.5). Problemet var tilsyneladende, at hun optrådte mandligt og antog en mandlig rolle.

Men hvad signalerede denne hovedbeklædning mere præcist i den tid og kultur, som Paulus skrev ind i? Det spørgsmål har der i lang tid været uenighed om blandt ledende teologer.^vii De seneste tre årtier har imidlertid bragt en betydelig grad af afklaring. Der er blevet forsket meget i betydningen af kvinders hovedbeklædning blandt grækere, romere og jøder i det første århundrede. På den baggrund kan det nu siges med stor sikkerhed, at det både blandt grækere, romere og jøder i det første århundrede var forventningen, at gifte kvinder, når de færdedes uden for deres hjem, gik med en hovedbeklædning som et tegn på, at de vedkendte sig deres køn og ægteskab og ville underordne sig under og være tro mod deres mænd.

I 2020 sammenfattede professor Tom Segall de seneste årtiers forskning om denne sag og fastslog, at det var en almindelig kulturel norm i området omkring Korinth både blandt grækere, romere og jøder, at kvinder i det offentlige rum og i mødet med fremmede mænd bar hovedbeklædning. Det var et tegn på kvindens respekt for og troskab mod sin mand og hendes villighed til at underordne sig under manden.

At aflægge hovedbeklædningen var tilsvarende et tegn på oprør, foragt for manden og uvillighed til at underordne sig under ham.^viii

Kvindens tildækning af sit hoved begyndte i almindelighed på bryllupsdagen. På den måde signalerede hun, at hun nu var gift, tilhørte ægtemanden og derfor var utilgængelig for andre mænd.

Om denne praksis skriver theol. dr. Kai Kjær-Hansen: ”Ved et bryllup var tilknyttet en ceremoni, som man kaldte ’tilsløring af bruden’. Hermed var der givet det afgørende synlige tegn på kvindens ægteskabelige stand. Uden for hjemmet ville en gift kvinde bære dette slør. Var en mand i byen med en kvinde uden brudeslør, indikerede det, at hun ikke var hans hustru.”^ix

Elif H. Aynaci skriver i sin ph.d.-afhandling om hovedbeklædningens betydning for græsk-romerske kvinder i det første århundrede:

”Den var et symbol på selve ægteskabet, som en vielsesring. Den gjorde det muligt for andre at registrere, at der her var en gift og ærbar kvinde. Derfor ville fraværet af hovedbeklædningen få andre til at tro, at den gifte kvinde ikke brød sig om at være ærbar, eller at hun ikke ville anerkende sin mands autoritet.”^x

Den græske præst og forfatter Plutarch (46 – 127 e.Kr.) skriver om grækerne i Sparta: ”Når nogle spurgte dem, hvorfor de tog deres piger med på offentlige steder uden slør, men deres gifte kvinder med slør, svarede han: ’Fordi pigerne skal finde ægtemænd, og fordi de gifte kvinder skal blive ved dem, som de tilhører’.”^xi

Selvom Plutarch her skriver om en særlig græsk-spartansk kultur svarer billedet til det, som man møder mere generelt i den græsk-romerske verden i det første århundrede. Tildækningen af hovedet var hos kvinderne et tegn på, at de var gift, og at de respekterede ægteskabet og deres mand.

Om jøderne skriver den jødiske filosof Filon af Alexandria (ca. 20 f.Kr. – ca. 50 e.Kr.), at de jødiske kvinders hovedbeklædning var et tegn på ærbarhed og ægteskabelig troskab. Derfor: Hvis en gift kvinde blev mistænkt for utroskab, skulle hun møde med sin mand hos præsten, der ville fjerne hovedbeklædningen fra hende som et tegn på, at hun ikke længere kunne betragtes som en god og tro hustru.^xii

Tertullian (ca. 160-225) skriver om jøderne i sin samtids Nordafrika, at de – på et tidspunkt, hvor kvindernes hovedbeklædning tilsyneladende var ved at miste sin status og betydning blandt de græsk-romerske hedninger – fortsat betragtede hovedbeklædningen som hellig og ufravigelig.^xiii

Professor Lloyd Llewellyn-Jones har skrevet det mest omfattende og grundige værk om kvinders hovedbeklædning i det første århundrede. Han påpeger, at gifte kvinders fjernelse af deres hovedbeklædning i Korinth i det første århundrede måtte blive betragtet af både grækere, romere og jøder som en protest mod god moral, mandens autoritet og ægteskabelig troskab. På den baggrund konkluderer han vedrørende situationen i den kristne menighed i Korinth: ”Uanset hvilken kultur kvinderne i den kristne menighed i Korinth tilhørte – græsk, romersk eller jødisk – så ville deres fjernelse af hovedbeklædningen bryde med en hel række sociale normer”.^xiv

Dette korte rids af kulturen omkring Middelhavet i det første århundrede kan hjælpe os til at forstå Paulus’ formaning til de kristne i Korinth. Når gifte, kristne kvinder fjernede deres hovedbeklædning, var det nærliggende for folk omkring dem at opfatte det som et udtryk for manglende respekt for ægteskabet og modvilje mod at underordne sig under og være tro mod deres mænd.

Det er svært at forestille sig et signal, som stod i klarere modsætning til den kristne kvindes gudgivne kald.

Hvorfor gjorde de det?

Men hvorfor fjernede de kristne kvinder deres hovedbeklædning? Vi ved det ikke.

Den mest udbredte antagelse har været, at kvinderne med udgangspunkt i den kristne lære om mandens og kvindens fulde lighed i forhold til Gud og frelsen insisterede på, at de to køn også skulle være lige i deres roller.^xv

En anden forklaring er, at de kristne kvinder var vant til i deres familie og hjem at færdes uden hovedbeklædning. Nu havde de fået en ny og udvidet åndelig familie i den kristne menighed, og med dem mødtes de i private hjem, da alle menigheder i det første århundrede var husmenigheder. For nogle kristne kvinder kunne det i den situation virke naturligt at undlade at bære hovedbeklædning i menigheden.^xvi

En tredje mulighed er, at de kristne kvinder var påvirket af en ny tids mode hos fornemme, romerske kvinder, der som et udtryk for selvhævdelse, selvrådighed og selvpromovering aflagde brudesløret. Kai Kjær-Hansen mener, at det var grunden til nogle kristne kvinders fjernelse af sløret: ”Ved at fjerne det følger de moden blandt nogle frigjorte kvinder fra den romerske elite.”^xvii

Uanset hvad der var årsagen og begrundelsen, så er Paulus’ formaning klar: De kristne kvinder må bevare deres hovedbeklædning på i menigheden. At fjerne hovedbeklædningen ville i deres tid og kultur signalere og blive forstået som et oprør mod Guds kald til dem som kvinder.

Tilsyneladende var der mænd i den korinthiske menighed, som kunne finde på at handle lige så uklogt ved at tage en hovedbeklædning på i menigheden. Hvad der var årsagen til og begrundelsen for denne handlemåde, ved vi heller ikke.

Kai Kjær-Hansen antager, at de kristne mænd var inspireret af fornemme, hedenske mænd. Om de kristne mænd, som tog hovedbeklædning på, skriver Kjær-Hansen: ”Disse mænd forsøger at efterligne mænd fra den sociale elite i Korinth, som under deltagelse i den hedenske gudsdyrkelse trak deres toga op over hovedet; netop eliten havde ansvaret for gudsdyrkelsen.”^xviii

Paulus formaner både kvinderne og mændene til at holde sig til en klædedragt, som klart signalerer, at de vedkender sig deres gudgivne køn og deres gudgivne kald i tjenestedelingen.

Den formaning har gyldighed for alle kristne til alle tider. Men hvilken klædedragt, der sender dette signal, varierer med tiden og kulturen.

Derfor er det ikke udtryk for dobbeltmoral, når vi i den bibeltroende kristne menighed i dag fastholder Det Nye Testamentes lære om tjenestedelingen, men ikke anser Paulus’ konkrete vejledning vedrørende hovedbeklædning for at være forpligtende for os i dag.

I dag efterlever vi Paulus’ formaning ved at klæde os på en måde, som ikke skaber unødig usikkerhed hos andre om, hvorvidt vi vedkender os vores gudgivne køn og vores gudgivne kald i tilknytning til dette køn.

I lys af konteksten

At Paulus’ formaning angående hovedbeklædning ikke er forpligtende for os i dag, understøttes, når vi læser teksten i lys af sammenhængen i Første Korintherbrev. Det er et vigtigt princip for en ret bibelforståelse, at enhver tekst skal læses og forstås i lyset konteksten.

I hele tre kapitler, fra 1 Kor 8 til 10, har Paulus talt om vores kald som kristne til ikke at skabe åndelig forvirring eller modvilje mod evangeliet hos andre mennesker ved det, vi gør. I disse tre kapitler taler Paulus om nogle ting, som han som kristen har frihed til at gøre, men som han undlader at gøre af hensyn til andre.

Det handler blandt andet om at spise offerkød, som er indviet til afguderne. Paulus ved, at indvielsen til afguderne ikke gør noget ved kødet. Der farer ingen ond ånd i kødet ved indvielsen, og Paulus har ikke fællesskab med afguderne ved at spise kødet. Men der kan være mennesker omkring Paulus, som misforstår hans handling, hvis de ser ham spise kød.

Nogle kristne kan tænke, at man åbenbart som kristen stadig kan have lidt fællesskab med afguderne – og så vil de bevæge sig ud i afgudsdyrkelse. Andre kan tænke, at Paulus’ evangelium er farligt, fordi det tydeligvis får mennesker til at tage det let med synden – og så vil de afvise evangeliet.

For Paulus er det en forfærdelig tanke! Det må aldrig ske! Er det dette, som bliver omkostningen ved, at Paulus spiser kød, så vil han aldrig spise kød – for evangeliets skyld og for menneskers frelses skyld:

”Derfor, hvis mad bringer min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød for ikke at bringe min broder til fald!” (8,13).

”Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt” (9,19).

”Alt gør jeg for evangeliets skyld” (9,23).

”Væk ikke anstød, hverken hos jøder eller grækere eller i Guds menighed. Selv prøver jeg altid at være alle til behag og søger ikke mit eget bedste, men de andres, for at de kan frelses” (10,33).

Den sidste citerede sætning er afslutningen på 1 Kor 10. Herefter går Paulus over til i 1 Kor 11 at tale om vores klædedragt. Der er en sammenhæng her, som for sjældent bemærkes.

Også i kapitel 11 taler Paulus om noget, som en kristen isoleret set har frihed til at gøre. Der er i sig selv intet galt i, at en mand går med hovedbeklædning, eller at en kvinde går uden. Men hvis det af andre opfattes på en måde, som leder disse andre ud i synd eller får dem til at afvise evangeliet, så må og vil enhver åndeligt moden kristen afstå fra at gøre det.

Det handler ikke om, at andre mennesker skal bestemme over os og vores samvittighed. Det må kun Guds ord gøre. Hvad Guds ord giver os god samvittighed med at gøre, det må vi have god samvittighed med at gøre. Men for evangeliets og andre menneskers frelses skyld afstår vi med glæde fra at udfolde det, vi har frihed til, hvis det kan gavne andre. Der er noget, der er langt vigtigere for os end at gøre det, vi har frihed til, og det er at fremme evangeliets udbredelse og menneskers modtagelse af det. Sådan har vi det som kristne – ved den ånd, som Gud har nedlagt i vore hjerter.

Det er denne ånd, Paulus taler ud fra hos sig selv og taler ind til hos korintherne i 1 Kor 8-10, og det er på denne baggrund, at han i 1 Kor 11 formaner dem til at tænke på, hvordan andre opfatter og fortolker deres måde at klæde sig på. Det vil være en tragedie uden lige, hvis de kristne ved deres klædedragt fører andre i åndelig ulykke. Omvendt vil det være en velsignelse uden lige, hvis de ved at klæde sig med omtanke kan understøtte forkyndelsen af evangeliet og menneskers modtagelse af det. Det er dette, der er den dybeste hensigt med Paulus’ formaning om hovedbeklædning.

Den hensigt med Paulus’ formaning har fortsat og fuld gyldighed for os som kristne i dag. Vi må bede Gud om visdom og hjælp til med hele vores liv inklusive vores klædedragt at bekræfte tjenestedelingen og derved understøtte evangeliets udbredelse og menneskers modtagelse af det. Her må vi tage Paulus’ ord til os og gøre dem til vores: ”Alt gør jeg for evangeliets skyld” (1 Kor 9,23).

De øvrige vers

Jeg vil afslutte artiklen med kort at berøre de vers, som jeg ikke har sagt noget om ovenfor.

v.5b-6: Paulus siger, at det regnes for en skam, når en kvinde er kortklippet eller har håret raget af.

Når en kvinde i samtiden blev grebet i utroskab, var den almindelige måde at tydeliggøre hendes skam på, at man klippede hendes hår eller kronragede hende. Andre kvinder klippede eller ragede deres hår af som et tegn på oprør eller som et tegn på, at de var prostituerede.^xix Paulus siger, at en kvindes fjernelse af hovedbeklædningen vil blive forstået på samme måde, som hvis hun lader sig klippe eller kronrage.

Vi skal bemærke formuleringen ”da det nu regnes for en skam” (v.6). Paulus argumenter ud fra, hvordan tingene opfattes i samtiden. Af hensyn til, hvad der på dette tidspunkt og i denne kultur regnes for en skam, skal kristne kvinder hverken lade sig klippe, kronrage eller gå uden hovedbeklædning.

v.7: Manden er Guds billede og afglans, siger Paulus, mens kvinden er mandens afglans.

Her taler Paulus om noget, som er tidløst. Selve ordningen for forholdet mellem mand og kvinde er tidløs.

Det er nemt at fejllæse teksten, som om Paulus siger, at manden er Guds billede og afglans, mens kvinden er mandens billede og afglans. Det står der ikke. Kvinden er ikke skabt i mandens billede. Hun er skabt i Guds billede, præcis lige så meget som manden er det (1 Mos 9,6; Kol 3,10; Jak 3,9).

Når den danske oversættelse skriver ”afglans”, er det en oversættelse af det græske ord doxa. Ordet er brugt 167 gange i Det Nye Testamente. Kun i dette ene tilfælde er det oversat med ”afglans”. Flere andre oversættelser er mulige. Mange græskkyndige foreslår oversættelsen ”ære”. Den oversættelse passer med sammenhængen og giver god mening: Manden giver Gud ære og er derved Guds ære ved at underordne sig under Kristus. Kvinden giver manden ære og er derved mandens ære ved at underordne sig under ham. Samtidig giver også kvinden Gud ære ved at respektere og ære Guds ordning.

v.8: Kvinden kom fra manden, påpeger Paulus, og dermed er manden skabt først.

Dette forhold bruges af Paulus i 1 Tim 2,14 som begrundelse for, at manden har den ledende rolle. Her er der igen tale om noget, som har tidløs gyldighed.

v.9: Kvinden blev skabt for mandens skyld.

Som det fremgår af 1 Mos 18-23 var Adam ensom uden kvinden og behøvede hende som en, der kunne udfylde både hans ensomhed og hans mangler.

v.10: Kvinden må af hensyn til englene have noget på hovedet.

Ordet, der er oversat med ”englene”, kan også oversættes med ”udsendingene”. Det kan i så fald handle om mennesker. Der kan være tale om nogle, som er udsendt for at undersøge, hvad der sker i de kristne menigheder. Disse udsendinge bør se, at gifte, kristne kvinder vedkender sig deres køn og ægteskab og gerne underordner sig under deres mænd.

Er der snarere tale om engle fra himlen, kan hensigten med Paulus’ formaning være, at gode engle ikke skal bedrøves over at se uorden i Gud menighed. Engle er intelligente væsener. De forstår godt, når en bestemt handlemåde signalerer henholdsvis respekt for og trods mod Guds ordning.

Kvindens hovedbeklædning omtales af Paulus som ”et tegn på myndighed”. Det giver god mening ud fra det, som er skrevet ovenfor om hovedbeklædningens betydning i samtiden. Hovedbeklædningen signalerer den gifte kvindes villighed til at underordne sig under mandens myndighed.

v.11-12: Både manden og kvinden har brug for hinanden. Sådan har Gud villet og tilrettelagt det.

v.13: ”Døm selv! Sømmer det sig, at en kvinde beder med utildækket hoved?”

Paulus appellerer med et retorisk spørgsmål til korinthernes åndelige dømmekraft. Svaret er givet ud fra det, Paulus har skrevet forud. Nej, på grund af signalværdien af at fjerne hovedbeklædningen sømmer det sig ikke for en kristen kvinde at bede med utildækket hoved.

v.14-15: Med endnu et retorisk spørgsmål minder Paulus korintherne om, at naturen lærer dem, at det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår og vanærende for en mand.

I det første århundrede var disse to frisurer tydeligt fordelt på de to køn. Mænd havde kort hår og kvinder langt.^xx

Vil Paulus sige, at sådan må det være til enhver tid og i enhver kultur? Eller vil han sige, at det til enhver tid og i enhver kultur er ærefuldt for en mand at have en maskulin frisure og for kvinder at have en feminin?

Til støtte for den første tolkning – at kvinder altid bør have langt hår, og mænd altid bør have kort hår – kan det anføres, at Paulus henviser til, hvad naturen lærer os. Naturen er skabt af Gud, og det er nærliggende at forstå Paulus’ henvisning til naturen som en henvisning til Guds skabelse og tidløse bestemmelse. Endvidere siger Paulus, at kvinden har ”fået” sit hår. Det er oplagt at forstå Paulus’ ord som en indirekte henvisning til Gud. Kvindens hår er en gave fra Gud, som hun skal værdsætte og tage vare på.

Til støtte for den sidste tolkning – at Paulus formaner kvinder og mænd til at vælge en frisure, som i deres tid og kultur svarer til deres køn – kan det anføres, at Det Gamle Testamente pålægger mænd, der aflægger et nasiræerløfte, at de ikke må klippe deres hår (4 Mos 6,2-5; Amos 2,11;). I forlængelse af denne vejledning havde både Samson og Samuel langt hår (Dom 13,2-5; 1 Sam 1,11). Alle jødiske mænd pålægges endvidere i moseloven: ”I må ikke klippe håret kort” (3 Mos 19,27).^xxi

Det Gamle Testamentes åbning for, at mænd kan have langt hår, kunne pege i retning af, at formaningen til mænd om at have kort hår ikke er tidløs, og at formaningen til kvinder om langt hår dermed heller ikke er det.

Det peger i samme retning, når Paulus i 1 Kor 11,6 argumenterer for, at kvinder bør have langt hår, fordi det regnes for en skam i samtiden, når håret er kort eller raget af.

Hvilken tolkning er den rette? Det er der ikke enighed om blandt bibeltro, lutherske kristne om. Jeg forstår dem, som hælder mod den første tolkning. Jeg har selv i en del år hældt mod den sidste. Men jeg er ikke tilstrækkelig afklaret til at turde sige, at det er den rette og for alle forpligtende tolkning.

Jeg er mere afklaret om, hvad Paulus bruger sin henvisning til kvindens hår til. Paulus fastslår: ”Hun har jo fået håret som et slør” (v.15).

Paulus’ pointe er ikke, at kvinden har fået håret som en erstatning for sløret. Hans pointe er derimod, at ligesom sløret skiller hende ud fra manden og lader hende fremtræde kvindelig, sådan skiller det lange hår hende ud fra manden og lader hende fremtræde kvindelig. På den måde fungerer håret ligesom et slør. Derfor må den kristne kvinde med glæde bære begge dele: langt hår og slør, en kvindelig frisure og en kvindelig klædedragt. Lige så galt det vil være at fjerne den kvindelige frisure, lige så galt vil det – i korinthernes tid og kultur – være at fjerne den kvindelige hovedbeklædning.

Det er værd at bemærke, at Paulus’ pointe i vers 14-15 bliver den samme, uanset om han regner kvindens lange hår for at være en tidløs eller en tidsbestemt markør af kvindelighed. I begge tilfælde er hans pointe: Som en kvinde ikke bør fjerne sit lange hår, bør hun – i korinthernes tid og kultur – ikke fjerne sin hovedbeklædning.

v.16: Paulus slutter af med at understrege, at de, som vil strides om og imødegå det, han har skrevet om denne sag, står i fare for at placere sig selv uden for den kristne menighed. For i den kristne menighed er der enighed om det, som Paulus har skrevet.

Med denne afslutning bekræfter Paulus vigtigheden og alvoren af det emne, som vi har behandlet i denne artikel. Nok engang bekræftes det for os, at tjenestedelingen er en vigtig og central del af den bibelske åbenbaring.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.