Tjenestedelingen i menigheden

Tjenestedelingen mellem mand og kvinde IV

Mennesket er skabt som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver. Den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er en gave. Når tjenestedelingen værdsættes og udfoldes, er den en velsignelse. Men i vor tid er den under angreb helt ind i de kristne hjem og menigheder. Derfor vil vi i en række artikler holde den gudgivne tjenestedeling frem som en gave, vi må takke for og værne om.

I de tre forudgående artikler i denne serie har vi set på tjenestedelingen mellem mand og kvinde i hjem og familie. Her er det blevet understreget, at tjenestedelingen er helt central i det bibelske budskab. Det gudgivne forhold mellem mand og kvinde i ægteskabet er det grundlæggende billede både på Guds eget væsen og på frelsen i Jesus. Netop derfor løber Djævelen storm mod den. Det gør han i hjemmene, og det gør han i menigheden.

I denne artikel skal vi se på tjenestedelingen i menigheden.

Modstand og indvendinger

Når manden og kvinden går ind gennem døren til den kristne menighed, opløses tjenestedelingen ikke. Den gode og velsignede forskel i vore indbyrdes roller, som er givet og forordnet af Gud i ægteskabet, består, når vi samles til møder og gudstjenester i menigheden. Som der er forskel på mandens og kvindens roller i ægteskabet, er der derfor også forskel på deres roller i menigheden. I denne artikel skal vi se på den mest centrale tekst i Det Nye Testamente om tjenestedelingen i menigheden: Første Timotheusbrev kapitel 2, vers 11-15.

Det er en tekst, som med klare ord tydeliggør, at der er nogle tjenester i menigheden, som er forbeholdt manden, og som kvinden derfor ikke har adgang til. Det er en tanke, som til alle tider har mødt modstand, men den gør det i særlig grad i vor tid. Det gælder ikke bare i det verdslige samfund uden for den kristne menighed; det gælder ind i vore egne menigheder og i vore egne hjerter. Derfor vil en artikel som denne uundgåeligt blive mødt med modvilje og med indvendinger, som disse: Ville det ikke være bedre at fokusere på de mange tjenester i menigheden, som er åbne for den kristne kvinde, end på de få, som er forbeholdt manden?

Ville det i det hele taget ikke være bedst at lukke for talen og debatten om, hvad kvinder ikke må i den kristne menighed? Vi har talt om det spørgsmål i en hel menneskealder nu; det har fået rigeligt med opmærksomhed, og mange er rigtig trætte af det. Er det ikke på tide, at vi taler om noget andet og mere centralt? I sidste ende gør det vel heller ikke den store forskel, hvad vi tror og mener om tjenestedelingen, når blot vi tror på Jesus.

Disse indvendinger fortjener et svar, og jeg vil give et svar i fire led:

1) Troskab hvor kampen står

Der er næppe nogen anden del af Bibelens budskab, som den kristne menighed i vor tid er mere fristet til at give køb på end budskabet om tjenestedelingen mellem mand og kvinde. Det, som i særlig grad vækker anstød, er det bibelske budskab om, at lederskabet i det kristne hjem og i den kristne menighed er forbeholdt manden.

Alle kristne kender fristelsen til at opgive den bibelske lære på netop dette punkt og kender den besnærende tanke indefra: Det gør jo ikke noget ved min tro på Jesus.

Djævelens endemål er altid at få os til at miste troen på Jesus som vores korsfæstede og opstandne frelser. Men han ved, at alt i Guds ord hænger sammen. Kan han få os til at opgive troskaben mod Guds ord på ét punkt, så vil de andre punkter med sikkerhed følge efter. Den første fornægtelse er den vigtigste. Efter den første følger de andre langt nemmere.

Har vi åbnet for at tilsidesætte Guds ord i noget, som vi selv oplever mindre centralt, så lader Djævelen os ikke i fred med det. Han presser på for at få os til at opgive mere, og han har en stærk forbundsfælle i tidsånden og i vort eget kød. Giver vi én gang køb på den fulde troskab mod Guds ord, er vi trådt ud på en glidebane, hvor vi ikke kan finde noget fast fodfæste. Djævelen, verden og kødet presser os med uimodståelig kraft frem imod en fornægtelse af det, som er mest anstødeligt og samtidig mest centralt i Bibelen: vor egen dybe syndighed, Guds retfærdige vrede og dom over os, forsoningens nødvendighed og frelsen på grundlag af Jesu stedfortrædende frelsergerning alene.

Skal vi undgå at ende i fornægtelse af Jesu frelse, så må vi stå fast, der hvor kampen raser med særlig styrke netop nu. Martin Luther skriver om denne kamp:

”Hvis jeg med den stærkeste stemme og den klareste udlægning fastholder alle dele af Guds ord undtagen lige præcis det ene punkt, som verden og Djævelen lige nu angriber, da bekender jeg ikke Kristus, uanset hvor modigt jeg hævder at gøre det. Der hvor kampen raser, der beviser soldaten sin troskab, og at være udholdende på alle andre afsnit af fronten er kun flugt og vanære, hvis han viger tilbage på dette ene punkt.”

2) Herrens ord og Herren selv

Intet i Guds ord er i sidste instans opgiveligt, for Herren står bag hvert ord. At tilsidesætte noget i Skriften er ensbetydende med, at vi tilsidesætter Herren selv. Når vi afviser noget i Bibelen, så trodser vi det første bud og gør os selv til Gud. Det er uforeneligt med troen.

Dette understreger Paulus for os i en tekst, der netop handler om tjenestedelingen.

I Første Korintherbrev kapitel 14, vers 34-38 skriver Paulus om, hvornår kvinderne må forholde sig tavse og lyttende i menigheden, og hvorfor de må gøre det. Det handler om tjenestedelingen mellem mand og kvinde. Paulus forudser, at nogle i menigheden vil reagere mod hans vejledning. Derfor understreger han, at det er skæbnesvangert for troen at tilsidesætte apostlens ord, for apostlens ord er Herrens ord: ”Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt” (v.37-38).

Det er ord, som fortjener at blive læst langsomt. De rummer en ransagende og rystende alvor. Hvis nogle i menigheden afviser apostlens ord om tjenestedelingen, så kan vedkommende ifølge Paulus ikke selv blive anerkendt.

Hvilken anerkendelse taler han om? Taler han om menighedens anerkendelse af en person som en medkristen, eller taler han om Jesu anerkendelse af en person på den store dag?

Det alvorlige er, at det i sidste ende kommer ud på ét. Hvis nogen trodser Herrens klare ord, så trodser de Herren selv, og det kan troen ikke holde til; troen dør af det. Derfor kan menigheden ikke anerkende en person som medkristen, hvis vedkommende trodser Herrens klare ord, og den person, som gør det, kan ikke bevare en frelsende tro frem til den store dag. Så alvorlig er den sag, vi her taler om.

Når vi har erkendt, hvad Herren har sagt om tjenestedelingen, så må vi bøje os for det. Det vil troen. Går vi imod troen, så kvæler og dræber vi selv troen i vore hjerter.

Evangeliet er, at der er nåde og tilgivelse også for denne synd. Jesu blod renser for al synd – også trods imod og tilsidesættelse af Guds ord (1 Joh 1,7). Der er en ny begyndelse på nådens grund for enhver, som vender om og beder Herren om tilgivelse for sin trods.

3) Bliv ikke trætte af at gøre det rette

Djævelen er en mesterlig strateg. Han kender vor svage menneskelige natur langt bedre end vi selv, og han ved, hvordan vi kan forføres. Djævelen ved, at træthed svækker vores modstandskraft og dømmekraft og kan få os til at give efter for fristelser, som vi ellers ville afvise.

Esau solgte sin førstefødselsret for en ret mad, fordi han var træt og udmattet (1 Mos 25,29-34). Samson afslørede hemmeligheden om sin styrke, fordi han var ”dødtræt” af Dalilas plagerier (Dom 16,4-22). Saul ofrede imod Guds vilje, fordi han følte sig presset af folket og var træt af at vente på Samuel (1 Sam 13,7-15). Når vi er trætte, er vi svage. Det ved Djævelen. Han har en forbundsfælle i tiden. Hvis det koster os at være tro mod Guds ord og at sige nej til løgnen, så vil fristelsen til at give op blive større, som tiden går. På et tidspunkt vil tanken uundgåeligt komme til os, at nu har vi sagt nej længe nok. Nu må det være rimeligt, at vi får ro. Det er det øjeblik, Djævelen har ventet på. Det er nu, han sejrer.

Paulus formaner os to gange til ikke at blive trætte af at gøre det, som er ret og godt:

”Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op” (Gal 6,9).

”I, brødre, må ikke blive trætte af at gøre det gode” (2 Thess 3,13).

Bliv ved! Det, som var sandhed i går, er også sandhed i dag. Det, som vi måtte sige nej til i går, må vi også sige nej til i dag. Hold ud! Bliv ved at gøre det, som er ret. Det er under Guds velsignelse, og det har stor løn i følge.

Ved min fars 70-års fødselsdag blev der fortalt om en hændelse fra hans ungdom. Et nyt bibeltro studenterarbejde var blevet påbegyndt på min fars studenterværelse. Min far var talsmand for den lille gruppe studenter, som ville holde fast ved Guds ords sandhed og evangeliets klarhed. Der var mange præster, kristne ledere og forkyndere, som tilbød at samarbejde med den lille gruppe, hvis gruppen kunne acceptere, at de havde et andet syn på Bibelens troværdighed og på vejen til frelse. Det var min fars opgave at sige nej. Det gjorde han den ene gang efter den anden.

En aften havde min far været af sted til endnu et møde med nogle, som gerne ville samarbejde på et uklart grundlag. En af hans venner tog imod ham, da han kom hjem. Vennen fortalte ved fødselsdagsfesten, hvordan min far kom hjem, udslidt og træt, kastede sig i en lænestol og sukkede: ”Hvor ér jeg træt af at sige nej!”

Men han blev ved med at gøre det. Han blev ved at sige nej, og det samme gjorde de andre ledere af det nye studenterarbejde. Det var afgørende for, at der blev etableret et bibeltro, evangelisk studenterarbejde, der i årtier var et velsignet redskab til vækkelse, bevarelse og åndelig afklaring for tusindvis af unge.

I vor tid har vi et kald til at sige nej til opløsningen af tjenestedelingen. Mange oplever, at de er trætte af at sige nej. Men det er afgørende, at vi holder ud. Tjenestedelingen mellem mand og kvinde er ikke perifer og ligegyldig. Den er det grundlæggende bibelske billede både på Guds eget væsen og på frelsen i Jesus. Den er kongevejen til et velsignet ægteskab og familieliv. Den er betingelsen for et kristent menighedsliv under Guds velsignelse. Den er helt central i Guds åbenbaring, og den er formuleret med umisforståelig klarhed i Bibelen.

Fornægter vi den, har Djævelen vundet en skæbnesvanger sejr i vore hjerter, hjem og menigheder. Derfor: ”Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op!”

4) Både nej og ja

Vi må tale som Guds ord. Vi må sige nej, hvor Guds ord siger nej, og vi må sige ja, hvor Guds ord siger ja. Kun sådan er vi tro mod Guds ord.

I denne artikel kommer vi til at fokusere på de tjenester i menigheden, som ikke er åbne for kvinder. Men sandheden er, at Guds ord har langt mere at sige om de tjenester, som er åbne for kvinder. Skal vi tale som Guds ord, må vi derfor tale grundigt også om disse tjenester og formidle et klart kald til at gå ind i dem. Vi må sige lige så klart ja, som vi har sagt nej.

Den næste artikel i denne serie skal handle om det bibelske ja og om de tjenester, som er åbne for kvinder. Helheden i den bibelske vejledning på dette område vil derfor først træde frem på baggrund af den næste artikel. Men her og nu skal vi vende os til den bibeltekst, som mest grundlæggende og grundigt behandler tjenestedelingen mellem mand og kvinde i menigheden.

1 Tim 2,11-15

En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed. For Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet. Men frelses skal hun, ved barnefødslen — hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed.

Det er vigtigt at bemærke, at formaningen til kvinden om ”stilhed” (v.11) er knyttet til en bestemt situation: når der gives belæring i menigheden i form af myndigt vejledende forkyndelse. Ved disse anledninger må kun mænd tale.

Vi skal den næste artikel i serien se på en anden nytestamentlig tekst, der taler om kvindernes kald til henholdsvis at tale og tie i menigheden. Her og nu skal vi blot konstatere, at når der gives myndig belæring og vejledning i menigheden, er kvinderne kaldet til at forholde sig lyttende.

At give belæring i menigheden er forbundet med at udøve autoritet. Den, der giver belæring, udlægger Guds ord og fastslår på dette grundlag, hvad menigheden må tro og gøre. I den nytestamentlige menighed var det lærernes kald at give belæring. Paulus understreger, at en lærer i menigheden må være i stand til at irettesætte dem, som siger imod (2 Tim 2,25). Hvis nogen i menigheden modsiger lærerens vejledning ud fra Guds ord, bør læreren irettesætte denne person.

Man kan ikke irettesætte nogen uden at udøve autoritet over dem. Hvis nogen vedholdende modsiger lærerens vejledning, må vedkommende bortvises fra menigheden (2 Thess 3,6; Tit 3,10). På denne baggrund er det klart, at lærerrollen er forbundet med udøvelsen af autoritet i forhold til den lyttende menighed af både kvinder og mænd. Det er dette, der er begrundelsen for, at den kristne kvinde må være stille, når der gives belæring.

Når kvinden må forholde sig stille under belæring, udelukker det, at hun selv kan optræde som lærer. Dette fastslås enkelt og klart af Paulus: ”At optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde” (v.12).

Hvis en kvinde optræder som lærer i menigheden, vil hun uundgåeligt gøre sig til leder for og udøve autoritet over mændene i menigheden, og det er uforeneligt med hendes kald til underordnelse. Paulus’ vejledning på dette område er bestemt af to ledende principper, som er indbyrdes forbundne:

1) Den kristne kvinde må i menigheden ”underordne sig i alt” (v.11).

2) Den kristne kvinde må i menigheden ikke ”bestemme over sin mand” (v.12).

Vi skal se på disse to principper et ad gangen.

”Underordne sig i alt”

Kvindens kald til at underordne sig i alt begynder i ægteskabet og hjemmet¹. Tjenestedelingen i ægteskab og hjem har Paulus talt udførligt om i Efeserbrevet kapitel 5. Her understreger han, at mandens og kvindens indbyrdes forhold svarer til forholdet mellem Kristus og kirken: ”En mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt” (Ef 5,23-24).

Hvor omfattende er kirkens underordnelse under Kristus? I hvor mange forhold og spørgsmål underordner kirken sig under sin herre? Kirken underordner sig selvsagt under Kristus i alt. Ingen områder er undtaget. Kristus er herre og hoved i alle dele af de kristnes liv.

Noget tilsvarende gør sig gældende i forholdet mellem manden og kvinden. De er ét kød, og manden er i det indbyrdes forhold herre, og det er han i alle dele af deres liv. Det er han, både når de er hjemme, og når de er i menigheden. Det er han i alt.

Der er altså ikke tale om, manden kun er herre og hoved i åndelige og læremæssige spørgsmål. I nogle af de lutherske vækkelsesbevægelser i Norden har der været tradition for at tale om, at mændene i menigheden har det øverste og endelige ansvar i åndelige og læremæssige spørgsmål. Det er i sig selv sandt nok, men der er en fejlslutning, som ligger nær: at kvinder så kan have det øverste og endelige ansvar i andre spørgsmål: økonomiske, administrative, personalemæssige osv. Mange har draget denne slutning, men den er uforenelig med Skriftens vejledning på dette område.

Som Kristus er hoved for kirken i alt, er manden hoved for kvinden i alt. Det er lige så utænkeligt, at manden ikke skulle være den øverste leder i alt i forhold til kvinden, som at Kristus ikke skulle være den øverste leder i alt i forhold til kirken. Hvis manden er hoved og leder for sin hustru, så er han det både i hjem og i menighed. Ellers ville mandens hoved så at sige skulle kløves og tvedeles ved indgangen til menigheden, så at han her kun skulle være hoved for kvinden i visse forhold og ikke i andre. Det ville være lige så utænkeligt, som at kirken kun i visse forhold skulle underordne sig under Kristus. Nej, manden er ifølge Bibelen hoved og leder i alt, både i ægteskabet (Ef 5,24) og i menigheden (1 Tim 2,11).

Ikke ”bestemme over sin mand”

I den græske grundtekst står der i vers 12 ikke noget ”sin”. Der gives altså ikke et specifikt forbud til kvinden mod at ”bestemme over sin mand”, men et alment forbud mod at ”bestemme over mand”. Det er med andre ord imod Guds ordning, at en hvilken som helst kvinde i menigheden bestemmer over en hvilken som helst mand. Lederskab i menigheden er forbeholdt mænd.

Dette betyder selvsagt ikke, at den kristne kvinde skal vise alle mænd i menigheden den samme lydighed, som hun viser sin mand. Det er Guds vilje, at ægteskabet skal være båret af en enestående nærhed, kærlighed og fortrolighed mand og hustru imellem. De to skal være ”ét kød” (1 Mos 2,24). Det er i dette nære, kærlige og tillidsfulde forhold, at kvindens fulde underordnelse under og lydighed mod sin egen mand er både sund, tryg og god. Det forhold, som den kristne kvinde har til sin mand, skal hun ikke have til nogen andre mænd.

Samtidig gælder det, at de ledende opgaver i menigheden ifølge Guds ord er bestemt for og forbeholdt mænd. Herved understøttes den rollefordeling mellem mand og kvinde, som Gud har forordnet, for at den skal være et billede på Guds eget væsen og på frelsen i Jesus. Alle dele af menighedens ydre liv må understøtte den bibelske tjenestedeling, så den klart kan afspejle og forkynde den levende Guds væsen og frelsens indhold. Dette er den centrale og afgørende begrundelse for, at kun mænd skal være lærere og ledere i menigheden.

Når der i den danske tekst til vers 12 står ”bestemme over”, er det en oversættelse af et græsk ord, authentein, der mere præcist betyder ”at udøve autoritet over”. Paulus’ budskab er, at kvinder ikke må varetage funktioner eller embeder i menigheden, hvor de kommer til at udøve autoritet over mænd. Det er derfor, kvinder ikke kan være lærere. Af samme grund kan kvinder heller ikke indtage andre embeder og roller i menigheden, hvor de udøver ledende myndighed over voksne mænd.

Det er baggrunden for, at kun mænd kaldes til apostle (Mark 3,13-19), og at kun mænd kan kaldes til de ledende opgaver i menigheden som hyrder, tilsynsmænd, ældste og forstandere (ApG 20,17.28; 1 Tim 3,1-7; 5,17-20; Tit 1,6-9).

At kvinder kan kaldes til opgaver som menighedstjenere/diakoner og til en lang række andre opgaver uden et ledende ansvar, skal vi i den næste artikel vende tilbage til og uddybe.

At optræde som lærer

Hvem har i dag tjenesten som ”lærere” i de lutherske menigheder i Norden? Det har både vore præster og vore prædikanter.

At de lutherske præster er lærere og ledere i menighederne, fremgår både af de lutherske bekendelsesskrifter og af det ordinationsritual, som i flere hundrede år har været brugt ved indvielse af lutherske præster. Det fremgår endvidere af det faktiske indhold i præstens tjeneste: Præsten skal myndigt undervise og vejlede menigheden ud fra Guds ord og har ansvar for forvaltningen af dåb og nadver. Hvis der skal udøves kirketugt i en menighed, og nogle derfor skal udelukkes fra nadveren, er det i almindelighed præsten, der har det endelige ansvar for dette.

På denne baggrund er det åbenbart, at præstens rolle er en lærer- og lederrolle, hvor han på Guds ords grundlag myndigt vejleder menigheden.

Noget tilsvarende kan imidlertid siges om vore prædikanter, sådan som de i almindelighed udøver deres tjeneste i Norden i dag. De er kaldet til myndigt at forkynde og udlægge Guds ord fra prædikestolen, og de forventes i denne tjeneste både at række det budskab, som leder menigheden til tro på Jesus, og at afsløre og afvise de falske budskaber, som fører væk fra troen på Jesus.

Dette kan de ikke gøre uden at udøve autoritet i og over menigheden. Deres autoritet baserer sig ikke på dem selv eller på deres embede, men på Guds ord. Dette må de igen og igen minde sig selv om. De skal ikke sige noget andet end eller noget ud over Guds ord. Men når de trofast lægger røst til Guds eget ord, så udøver de på Guds vegne hans autoritet i og over menigheden. Derfor er denne tjeneste forbeholdt mænd.

Det er værd at bemærke, at hvor der i den danske tekst står ”optræde som lærer” i vers 12, står der i den græske grundtekst meget enkelt ”lære”. Paulus’ budskab er altså ikke kun, at kvinder må afstå fra at påtage sig embedet som lærer. Menighedens kvinder må afholde sig fra – med eller uden embede – at undervise og belære menigheden om, hvad den ifølge Guds ord skal tro og gøre. Går kvinderne ind i en rolle, hvor de myndigt vejleder menigheden, så vil de per definition udøve autoritet over mænd, og det er i strid med Guds ordning.

Vi skal i den næste artikel se på, hvordan vi kan skelne mellem den autoritative læretale, som er forbeholdt kaldede mænd, og den vidnende profettale, som er åben for alle troende. Den samme Paulus, som i vores tekst siger nej til kvindelig lærertale, giver i en anden tekst udtryk for sit ønske om, at alle i menigheden – mænd og kvinder – taler profetisk i menigheden til opbyggelse, opmuntring og trøst (1 Kor 14,3-5). De to udsagn står ikke i modsætning til hinanden.

På tværs af tid og kultur

Paulus’ vejledning om tjenestedelingen i menigheden er ikke bestemt af tiden og kulturen. Paulus giver således ikke manden lederrollen, fordi det er den almindelige tankegang på Paulus’ tid og i hans kultur. Paulus’ vejledning er bestemt af Guds ordning fra skabelsen. Det fremgår af vers 13: ”For Adam blev skabt først, derefter Eva.”

Når mænd og kvinder har forskellige kald og roller, så har det sin årsag i den måde, Gud har skabt manden og kvinden på. Her har vi med andre ord at gøre med noget, som ikke er tids- og kulturbestemt, men som bevarer sin gyldighed på tværs af alle tider og kulturer.

For så vidt er der en parallelitet mellem ægteskabet og tjenestedelingen. Fra begyndelsen skabte Gud mand og kvinde til at finde sammen i ægteskabet, og derfor er ægteskabet mellem én mand og én kvinde på tværs af alle tider og kulturer under Guds velsignelse. På samme måde har Gud fra begyndelsen skabt mand og kvinde til i deres indbyrdes forhold at have en bestemt tjenestedeling, og derfor er anerkendelsen og udfoldelsen af denne tjenestedeling på tværs af alle tider og kulturer under Guds velsignelse.

Hvordan kan det tjene som begrundelse for mandens lederrolle, at han blev skabt først?

Når vi læser Første Mosebog kapitel 2 om Guds skabelse af manden og kvinden, ser vi, at Gud giver sit ord til manden. Adam skabes først, og mens han endnu er alene, giver Gud ham kaldet til at dyrke haven og advarslen mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt (v.15-17).

Da Eva skabes, modtager hun ikke disse ord fra Gud, men hun modtager dem fra sin mand. Manden står så at sige som mellemmand mellem Gud og kvinden. Manden tager vare på og formidler Guds myndige ord og vejledning videre til kvinden. Dermed er manden fra begyndelsen sat i en ledende rolle i forhold til kvinden. Netop sådan har Gud villet det. Det er ikke en straffeordning, men en velsignet skaberordning – præcis som ægteskabet.

Som ægteskabet blev givet før syndefaldet og bevarer sin gyldighed igennem syndefaldet, sådan er også mandens lederrolle givet før syndefaldet, og den bevarer sin gyldighed igennem syndefaldet. Begge disse ordninger er gaver fra Gud og under hans velsignelse.

Syndefaldet

Efter at have begrundet tjenestedelingen mellem mand og kvinde med skabelsen, skriver Paulus: ”Og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet” (v.14).

Hvis vi rev dette vers ud af sin sammenhæng, kunne vi få indtryk af, at rollefordelingen mellem mand og kvinde er en straffeordning. Fordi kvinden lod sig forlede, pålagde Gud hende den straf, at hun skulle være underordnet manden. Men nu har vi læst det, som er gået forud i teksten. Derfor ved vi, at tjenestedelingen ikke er en straf for syndefaldet, men en gave fra skabelsen. Hvad er da meningen med vers 14?

Nogle bibelfortolkere mener, at Paulus vil fremstille kvinden som mere sårbar over for forførelse end manden. Ifølge denne fortolkning afviser Paulus kvindeligt lederskab med henvisning til, at en kvinde lettere lader sig forføre af djævelen end en mand – det var jo det, som skete ved syndefaldet.

Problemet med denne fortolkning er, at den savner enhver form for støtte i Bibelen i øvrigt. Bibelen fremstiller alle mennesker som grundlæggende ens i forhold til synden og fristelsen (se f.eks. Rom 1-3.6-8).

Når Paulus i Andet Korintherbrev omtaler sin bekymring for, at nogle af de troende skal forledes af Djævelen, som det skete for Eva, så er det ikke kun de troende kvinder, han tænker på, men alle de troende: ”Jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal også jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus” (2 Kor 11,3).

Bibelen rummer en ulykkeligt lang række af eksempler på mænd, der lod sig forlede af Djævelen ud i synd og frafald. Bibelen omtaler i så henseende langt flere mænd end kvinder. Den inderste årsag til det faldne menneskes sårbarhed over for åndelig forførelse og fristelse er ikke knyttet til kønnet, men til hjertet, hvor vi alle bærer på den samme syndige natur og det samme syndige begær (Rom 7,12-25; Jak 1,14).

Eva lod sig forlede, men efter hende lod Adam sig forlede, og Bibelen tillægger ikke Adam mindre skyld for syndefaldet end Eva, snarere tværtimod. Allerede i paradisets have var Adam lederen i ægteskabet med det endelige og øverste ansvar for slægten (Rom 5,12ff.).

Men hvad er da meningen med Paulus’ ord: ”Og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet” (v.14)?

Meningen er givetvis, at syndefaldet netop kom, da Eva gik uden om Adam og handlede selvstændigt på hele slægtens vegne i forhold til slangen. Det skelsættende og forfærdelige syndefald kom, da Eva brød med tjenestedelingen, tiltog sig myndighed til at handle uden om Adam, da hun selvstændigt forhandlede med slangen, og da hun forført af slangen traf en selvstændig og skæbnesvanger beslutning på hele slægtens vegne. Som det dengang medførte uoverskuelig ulykke, at Eva brød med tjenestedelingen, sådan vil det altid bringe ulykke med sig, når tjenestedelingen brydes. Det er det, Paulus minder os om.

Kvindens frelse

”Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed” (v.15).

Hvad er meningen med disse ord?

Hvis dette var det eneste vers i Bibelen, som talte om frelsen, kunne man tro, at Paulus vil fortælle os, at kvinder frelses ved at føde børn. Men det er åbenbart i lyset af resten af Skriften og i lyset af det, Paulus i øvrigt har skrevet om frelsen, at det ikke er det, han vil sige.

Hvad er da hans budskab?

Nogle fortolkere har ment, at Paulus henviser til Jesu fødsel. Efter at Paulus har talt om Evas syndefald minder han om det frelsesløfte, som blev givet til Eva på syndefaldets dag om et barn, som skulle fødes i hendes slægt, og som skulle knuse slangens hoved og bringe frelse til den faldne menneskeslægt.

Denne tolkning har imidlertid to betydelige svagheder.

For det første, er Paulus generelt i sine skrifter meget klar og utvetydig i sin forkyndelse af evangeliet. Han bestræber sig altid på at tale klart om det vigtigste af alt. Hvis Paulus på dette sted forkynder evangeliet, gør han det på en usædvanligt uklar og svært forståelig måde.

For det andet knytter Paulus ingen andre steder i sine skrifter frelsen isoleret til Jesu fødsel. Han betoner derimod igen og igen, at frelsen blev tilvejebragt for os ved Jesu død og opstandelse.

Kvindens særlige kald

En anden fortolkning er på denne baggrund mere oplagt. At Paulus på dette sted minder de troende kvinder om, hvad der er deres særlige, gudgivne og privilegerede kald. Manden har et kald, som kvinden ikke kan trænge ind i: at lede. Tilsvarende har kvinden et kald, som manden ikke kan trænge ind i: at give liv til slægten.

I hele det tekstafsnit, vi har gennemgået i denne artikel, har temaet været kvindernes fristelse til at trænge ind i mandens kald. Det giver god mening, at Paulus afrunder behandlingen af dette tema med positivt at minde om det kald til kvinden, som i Guds og Skriftens øjne er forbundet med en ubeskrivelig stor herlighed og ære: at bære, føde, give liv til, drage omsorg for og opfostre børn.

Det er en af Djævelens største sejre, at han i vor moderne, vestlige kultur har formået at nedgøre moderskabet, så det af mange betragtes som det laveste, mindst ærefulde og mest primitive, en kvinde kan bruge sit liv og sine kræfter på.

Skriften har et radikalt andet syn på moderskabet. Der hviler himmelglans, ære og herlighed over de kvinder, som ved Guds nåde får lov til at blive bærere af nye menneskeliv, og som villigt gør sig selv til tjenere for at føde, nære og opfostre deres børn med kærlig omsorg og sund vejledning (Sl 22,10-11; 35,14; 113,9; 131,2; 139,13-14; Ordsp 1,8; 4,3; 31,1; Es 44,2.24; 49,15; 66,13; Jer 1,5; Rom 16,13; 1 Thess 2,7; 1 Tim 5,10; Tit 2,4).

Disse kvinder, som vi alle skylder vore liv, fortjener ifølge Guds ord livslang ære, respekt og tak (2 Mos 20,12; 21,15.17; 3 Mos 19,3; Ordsp 15,20; 19,26; 23,22; 31,26-29; Matt 15,4; Joh 19,26-27; 1 Tim 5,2).

Ikke alle kristne kvinder bliver gift og ikke alle, som bliver gift, får børn. Paulus vidner selv om, at livet uden ægteskab kan være velsignet, at det kan give mulighed for en rig tjeneste for evangeliet, og at den enlige i denne tjeneste kan få mange åndelige børn (1 Kor 7,7.17-35; 1 Kor 4,14.17; 2 Kor 6,13; Gal 4,19; 1 Tim 1,2; Tit 1,4).

Paulus’ budskab med ordene om den kristne kvindes frelse ved barnefødslen er ikke, at alle kristne kvinder skal blive gift og føde børn. Budskabet er, at alle kristne kvinder må anerkende og højagte det særlige kald, som Gud har givet til og reserveret for kvinden: at give liv til slægten.

Det er i virkeligheden et budskab til hele den kristne menighed. Vi må alle ære, højagte og fremme taknemligheden for og respekten for moderkaldet. I samme grad vi gør det, vil det stå klart, at mænd og kvinder hver har deres særlige, gudgivne og velsignede kald, som det modsatte køn ikke kan og ikke skal trænge ind i: for mændene at lede slægten og for kvinderne at give liv til slægten.

Paulus’ mål med ordene om kvinden og barnefødslen er, at alle troende kvinder, enlige og gifte må se den gudgivne tjenestedeling mellem mand og kvinde som en gave og en velsignelse og må være åbne for det kald, som Gud vil give til hver enkelt af dem inden for og i respekt for denne ordning.

Kun i dette hjerteforhold til tjenestedelingen kan den kristne kvinde leve et sundt åndeligt liv i troen på Jesus og tjene Gud i ”kærlighed og hellighed med besindighed”.

Det vigtigste

Med det ovenstående har vi imidlertid ikke sagt det vigtigste, som Paulus vil betone, når han taler om kvindens frelse, ved barnefødslen. I den danske tekst er der et komma mellem ordene ”frelses skal hun” og ”ved barnefødslen”. Indirekte kan denne tegnsætning hjælpe os til at forstå, at der er noget, som Paulus vil sige som det primære og vigtigste, og så er der noget andet, som han nævner som en sekundær og ledsagende omstændighed.

Det primære og vigtigste for Paulus er at betone, at kvinden frelses helt på lige fod med manden. Både mand og kvinde står som syndere over for Gud, og begge frelses de ved Jesu frelsergerning alene. Det er Guds store, nådige og evige gave til både mand og kvinde. Her er der ingen forskel.

Men når den troende mand og kvinde lever i tro på frelsen i Jesus, så har Gud to forskellige kald til dem. Manden er kaldet til at lede, og kvinden til at give liv til slægten.

På den græske grundtekst bruger Paulus ordet ”dia” i tilknytning til barnefødslen, og det er på dansk oversat med ”ved”. Ordet ”dia” bruges på græsk, blandt andet når man vil omtale en ledsagende omstændighed. Hvis man for eksempel vil sige: ”Paulus var apostel, og som apostel havde han til opgave at forkynde,” så ville man kunne sige: ”Paulus var apostel ‘dia’ forkyndelsen.” Forkyndelsen var den omstændighed, som fulgte med, når Paulus var apostel. Det var ikke forkyndelsen, der gjorde ham til apostel. Forkyndelsen var ikke grundlaget for Paulus’ aposteltjeneste. Men forkyndelsen var den opgave og tjeneste, han kom ind i som apostel.

På samme måde med mandens og kvindens respektive tjenester. Tjenesterne er ikke grundlaget for frelsen. Manden frelses ikke ved at lede, og kvinden ikke ved at give liv til slægten. Både mand og kvinde frelses fra først til sidst ved Jesus alene. Men når manden og kvinden i tro på og glæde over frelsen i Jesus spørger: ”Hvor og hvordan kan jeg tjene Gud, som har givet mig alt i Jesus?” så svarer Gud: ”Tag imod de kald, jeg har givet jer henholdsvis som mand og som kvinde.”

Det er sådan, vi må forstå Paulus’ vejledning. Paulus vil ikke gøre vores tjeneste til grundlag for vores frelse. Han vil vejlede os i, hvordan vi som mænd og kvinder kan ære, takke og tjene Gud, når vi lever i troen på den fuldbragte og evige frelse i Jesus.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.