Tjenestedelingen mellem mand og kvinde III
Mennesket er skabt som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver. Den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er en gave. Når tjenestedelingen værdsættes og udfoldes, er den en velsignelse. Men i vor tid er den under angreb helt ind i de kristne hjem og menigheder. Derfor vil vi i en række artikler holde den gudgivne tjenestedeling frem som en gave, vi må takke for og værne om.
Det Gamle Testamentes tekster er grundlaget for alt, hvad der siges i Bibelen om tjenestedelingen. I de to foregående artikler om tjenestedelingen har vi set på nogle centrale tekster i Det Nye Testamente om ægteskabet, og vi har set, hvorfor Guds ordning er velsignet og god. Nu skal vi træde et skridt tilbage og se på, hvornår og hvordan Gud indstiftede ægteskabet og tjenestedelingen.
Det er vigtigt, at vi gør os klart, at Guds ordning for forholdet mellem kvinde og mand går tilbage til skabelsen. Når det er en skabelsesordning, har den ikke kun gyldighed i en bestemt tid og kultur. Den har gyldighed til enhver tid og i enhver kultur.
De grundlæggende tekster i Det Gamle Testamente vil endvidere vise os, at den gudgivne tjenestedeling mellem kvinde og mand på ingen måde er en perifer og ubetydelig del af det bibelske budskab. Tværtimod ligger tjenestedelingen i centrum af Bibelens budskab.
Det gudgivne forhold mellem kvinde og mand afspejler og forkynder med stor kraft og dybde både Guds væsen og Guds frelse.
Et angreb på tjenestedelingen er derfor et angreb på Guds åbenbaring af sig selv og sin frelse.
1 Mos 1,26-27
Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.” Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.
I disse vers hører vi, at mennesket er skabt i Guds billede, så mennesket ligner Gud. På den baggrund giver det mening at overveje, hvordan Gud fremstilles i disse vers.
Vi kan begynde med at spørge: Hvor mange er der, som er Gud i vers 26-27?
Der er tydeligvis mere end én: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os.”
Alligevel er det åbenbart i v.27, at der kun er én Gud: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det.”
Gud er altså på samme tid én og mere end én. Sådan møder vi Gud allerede på den første side i Bibelen.
Videre frem i Bibelen udfoldes det, at der er tre personer i Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden. Hver især er disse tre fuldt og helt Gud. Det siger eksempelvis om Sønnen, at ”I ham bor hele guddomsfylden i kød og blod” (Kol 2,9). Ikke kun en del af Gud, men hele Gud bor i Sønnen.
Præcis det samme kan siges om Faderen og om Helligånden. Ingen af de tre er mere Gud eller mindre Gud end de andre. Dette står fast, også selvom der i det indbyrdes forhold mellem Faderen og Sønnen er tale om en overordnelse og en underordnelse. Faderen er hovedet og er overordnet, mens Sønnen underordner sig under Faderen (1 Kor 3,23; 11,3; 15,28).
Det indebærer imidlertid ikke, at Sønnen har en lavere ære eller værdighed end Faderen. De tre personer i Gud har samme ære og værdighed. De er hver især Gud fuldt og helt, og de er i fællesskab Gud.
Det er i denne Guds billede, mennesket er skabt.
Når vi skal se på, hvad de citerede vers siger om mennesket, kan vi begynde med at spørge på samme måde, som vi gjorde det i forhold til Gud: Hvor mange er der, som er menneske i vers 26-27?
Her møder vi præcis samme dobbelthed som i omtalen af Gud. På den ene side omtales mennesket i ental, som om der kun er ét menneske: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det.”
Men præcis det samme menneske, som omtales i ental, omtales også i flertal: ”Som mand og kvinde skabte han dem.”
Mennesket er på samme tid ét menneske og mere end ét. Manden er for sig selv et helt menneske, og kvinden er for sig selv et helt menneske. Samtidig udgør de tilsammen og i enhed mennesket.
I deres indbyrdes forhold er manden hoved, og kvinden er underordnet manden. Men det betyder på ingen måde, at kvinden har en lavere ære eller værdighed end manden, eller at hun er et mindre helt menneske. Begge er hele mennesker med hver deres rolle i deres indbyrdes forhold, men med samme ære og værdighed. Hver især er de hele mennesker, men tilsammen og i deres rette forening er de mennesket i endelig og egentlig forstand.
Når vi som mand og kvinde i ægteskabet træder ind i og udfylder de kald, Gud har skabt os til, da afspejler vi Gud selv. Forholdet mellem mand og kvinde i ægteskabet er en afspejling af Guds eget væsen og dermed en fundamental del af vor gudbilledlighed.
Nedbrydes ægteskabet og den rette tjenestedeling i ægteskabet, da nedbrydes det første og grundlæggende billede, som Gud har givet ind i verden af sit eget væsen. Så central og så fundamental er tjenestedelingen. Den er ingen perifer sag: Den er selve det grundlæggende billede af Gud i vores verden.
Når ægteskabet og tjenestedelingen afspejler Guds væsen og forholdet mellem de forskellige personer i Gud, så bliver et angreb på tjenestedelingen også et angreb på Guds åbenbaring af sig selv.
Hvis vi eksempelvis hævder, at det er mindreværdigt for kvinden at underordne sig under manden, og at hun ikke kan bevare den samme ære og værdighed som manden, hvis hun skal underordne sig under ham, så siger vi indirekte det samme om Sønnen i forhold til Faderen.
Om Sønnens forhold til Faderen lyder det i Bibelen:
”Kristi hoved er Gud” (1 Kor 11,3).
”Og når alt er underlagt ham [Gud], skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle” (1 Kor 15,28).
Det er Bibelens klare ord. Guds Søn er underlagt Gud Fader som sit hoved. Men hvis kvinden ikke kan underlægge sig manden som sit hoved uden at miste ære og værdighed, så kan Guds Søn heller ikke underlægge sig Gud Fader uden tab af ære og værdighed. I så fald må vi benægte Jesu fulde gud-dommelighed.
Herved bliver det tydeligt, at et angreb på tjenestedelingen, er et angreb på Guds åbenbaring af sig selv.
Og omvendt: Fastholder vi tjenestedelingen mellem kvinde og mand som en afspejling af Guds væsen, da bliver det tydeligt, at kvindens underordnelse under manden ikke i nogen grad reducerer hendes ære og værdighed som menneske. Som Sønnen er fuldt og helt Gud i sin underordnelse under Faderen, sådan er kvinden fuldt og helt menneske i sin underordnelse under manden.
1 Mos 1,28
Og Gud velsignede dem og sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden.
Som mand og kvinde begge er skabt i Guds billede, sådan er de begge kaldet til at tage vare på jorden, befolke den, forvalte den og herske over dens levende væsener. De har samme forvalteransvar i forhold til skaberværket.
1 Mos 2, 15-17
Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: ”Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!”
Adam blev skabt først og var i udgangspunktet alene om at modtage Guds kald til at dyrke haven. Han er også alene om at modtage Guds vejledning om, hvad han må og ikke må: ”Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø.”
Da Eva siden skabes, modtager hun både Guds kald og Guds vejledning fra Adam. Manden har altså til opgave at tage vare på Guds ord og videregive det til kvinden. På den måde er manden fra begyndelsen sat i en ledende rolle i forhold til kvinden. Gud giver kaldet og vejledningen til Adam, og Adam giver så kaldet og vejledningen til Eva.
Som Gud er ”hoved” og leder for Adam, sådan er Adam sat ind i en rolle som ”hoved” og leder for Eva. Det er ikke tilfældigt, at det i Det Gamle Testamente er mændene, som pålægges hovedansvaret for at give Guds ord videre til slægten, ligesom de er ene om at være præster og konger i Israel (2 Mos 12,21-27; 28,40-43; 5 Mos 32,7; Jos 4,4-9).
Som det fremgår af 1 Mos 1,28, har Gud imidlertid på et tidligt tidspunkt talt til manden og kvinden under ét og givet dem ”kulturkaldet” til sammen at tage vare på og forvalte skaberværket.
1 Mos 2,18-24
Gud Herren sagde: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.”
Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.
Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam: ”Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.”
Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.
Kvinden er Guds gode gave til manden, for at han skal opleve fællesskab, kærlighed og fortrolighed. Intet af dette kunne han opleve i forhold til dyrene. Han havde brug for en, som ”svarede til ham” (v.18.20). Ordet ”at svare til” betyder, at man er på lige fod.
At kvinden netop er på lige fod med manden, og at de to tilsammen er ”mennesket”, er allerede fremgået af 1 Mos 1,26-28. Kvinden er ikke mindre værd eller lavere stillet end Adam i forhold til Gud. Hun er anderledes end Adam, men ligestillet med ham i gudbilledlighed, ære og værdighed.
Når kvinden kaldes mandens ”hjælper”, bruges det hebraiske ord ”ezer”. Når vi læser den danske oversættelse, tænker vi umiddelbart, at det at være ”hjælper” indebærer, at man har en ringere stilling med hensyn til ære og værdighed. Men de tanker er på ingen måde knyttet til det hebraiske ord, sådan som det bruges i Det Gamle Testamente. Her bruges ordet ”ezer” helt alment om en, der hjælper en anden. To ud af tre gange bruges ordet om Gud som vores hjælper.
Det er således på ingen måde et ord, der tilkendegiver en lavere værdi og værdighed. Det betyder bare, at man er til hjælp for en anden, som har behov for hjælp. Netop det er mandens situation uden kvinden. Han har det ikke godt alene. Han mangler den kvinde, som er anderledes end ham, men som samtidig svarer til ham, og som kan udfylde hans mangler og savn.
Tjenestedelingen som et billede på evangeliet
I Det Nye Testamente tydeliggøres det, at mandens forhold til kvinden fra Guds side er bestemt til at afspejle evangeliets centrale indhold: ”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig selv hen for den” (Ef 5,25).
Manden er kaldet til at ofre sig selv for hustruen og herved afspejle Kristi selvopofrelse til frelse for kirken. Her bliver det igen tydeligt, at tjenestedelingen ikke er en biting og en perifer sag i Bibelen. Den forkynder og afspejler det mest centrale i evangeliet.
Netop dette har været Guds dybe mening med ægteskabet og tjenestedelingen helt fra begyndelsen: at det på en hemmelighedsfuld og dyb måde skulle forkynde og afspejle evangeliet. ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken” (Ef 5,31-32).
Men når dette har været Guds hensigt med ægteskabet og tjenestedelingen helt fra skabelsen, så giver det god mening at se efter tegn i skabelsesberetningen på, at mandens forhold til kvinden skal afspejle Kristi forhold til kirken. Finder vi sådanne tegn?
Det gør vi i høj grad i netop de vers, som er citeret ovenfor og nærmere bestemt i 1 Mos 2,21-24. Her hører vi om, hvordan kvinden bliver til og får liv. Det sker ved, at Gud lader en dyb søvn komme over Adam. Derefter åbner Gud et sår i mandens side, og ud af dette åbne sår i mandens side får kvinden liv. På dette grundlag kan de to nu mødes og blive til ét kød, et legeme.
Sådan blev kvinden til.
Hvordan blev kirken til? Det skete ved, at Gud lod dødens søvn sænke sig over Jesus og ved, at Gud åbnede et sår i Jesus side, hvorfra vand og blod flød ud. Ved Jesu lidelse og død og ud af hans sidesår blev kirken til. På grundlag af Jesu lidelse og død kan kirken nu møde Kristus og blive ét legeme med ham.
Sådan er kirken blevet til, og sådan ind-lemmes mennesker fortsat i kirken: ”Lad den blodets strøm, som flød fra din side hvid og rød, rense mig og to mig ren fra al syndens skyld og men.”
At vi får liv og fællesskab med Kristus ved hans lidelse og død, det er selve evangeliet, og den første billedlige forkyndelse af dette evangelium møder vi i skabelsesberetningens fremstilling af forholdet mellem manden og kvinden.
Det siges ofte, at vi møder evangeliet første gang i Bibelen i 1 Mos 3,15 i ordene om kvindens sæd, der skal knuse slangens hoved. Disse ord kaldes for protoevangeliet, dvs. den første formulering af evangeliet.
Det er sandt, at vi her har den første direkte og klare forkyndelse af evangeliet. Men allerede inden dette har vi mødt evangeliet forkyndt i et utrolig stærkt billede. Af mandens åbne sidesår får kvinden liv: ”Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken.”
Angriber vi tjenestedelingen, hvor manden er kaldet til at give sig hen og ofre sig for kvinden, da angriber vi med andre ord Guds egen forkyndelse af evangeliet. Tjenestedelingen er virkelig ingen underordnet og perifer sag i Bibelen. Fra de allerførste sider i Bibelen afspejler tjenestedelingen både Guds eget væsen og evangeliets centrale budskab. Tjenestedelingen hører til det mest centrale, til selve hjertet i Bibelen.
Når Det Nye Testamente taler om Guds ordning for forholdet mellem kvinde og mand i ægteskabet, understreges det, at denne ordning blev givet før syndefaldet (Matt 19,4-6; 1 Kor 11,8-9; 1 Tim 2,14).
Manden var bestemt til at være ”hoved” og leder i ægteskabet, allerede før synden kom ind i verden. Det er på denne baggrund, vi må forstå det næste skriftord.
1 Mos 3,16
Til kvinden sagde han: ”Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde dine børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.”
Her taler Gud om de ulykkelige følger af syndefaldet. Som en konsekvens af syndefaldet vil både kvinden og manden søge at trodse og bryde Guds gode ordning. Kvinden vil søge at bryde ud af sit kald til at underordne sig manden og vil i stedet begære mandens lederrolle. Manden vil søge at bryde ud af sit kald til at elske og give sig selv hen for kvinden og vil i stedet søge at undertrykke og herske over kvinden. Det er præcis det modsatte af det, som Gud har skabt og kaldet kvinden og manden til.
Hele menneskehedens historie viser imidlertid, at oprøret mod Guds ordning ligger i den menneskelige natur både hos kvinder og hos mænd. Hvor menneskehjertets synd og selviskhed får lov at råde, der kæmper kvinderne for at få de lederroller, som er forbeholdt mændene, og mændene misbruger deres magt og lederroller til at undertrykke og misbruge kvinderne.
Vores vestlige samfund rummer klare og tragiske vidnesbyrd om begge dele. Vi ser profetien i 1 Mos 3,16 opfyldt for vore øjne:
1) Feminismen har i omkring 100 år krævet, at mænd og kvinder skulle have samme roller og samme myndighed i både ægteskab,
familie, menighed og alle andre steder. Feminismen er et tydeligt udtryk for, at kvinden begærer mandens position.
2) Mandekulturen i de vestlige samfund rummer historisk og aktuelt ulykkeligt mange eksempler på misbrug, undertrykkelse og udnyttelse af kvinder. I vor tid ser vi det bl.a. i prostitutions- og pornoindustrien, hvor kvinden typisk behandles som et redskab, manden hersker over.
Hvor evangeliet kommer til, brydes syndens magt, også på dette område.
Ingen steder i Bibelen kaldes den kristne mand til at herske i ægteskabet. Han kaldes derimod til at være en tjenende leder, der ofrer sig for hustru og børn. Når han udfylder denne rolle, da vinder han hustruens og børnenes hjerter, så de med glæde kan give sig ind under hans ledelse.
Ingen steder i Bibelen kaldes kvinden til at stræbe efter mandens lederrolle. Hun kaldes derimod til at støtte og ære manden i hans kald som tjenende leder. Når hun gør det, da vinder hun mandens hjerte, så han med glæde kan ofre sig for hustru og børn.
Hvorfra får vi kraft og vilje til dette? Hvorfra får vi kraft og vilje til at elske, støtte og tjene vores ægtefælle, også når vi oplever, at det ikke er fortjent?
Det får vi kun fra ét sted: fra evangeliet om ham, som elskede os ufortjent, gav sig selv hen for os, tilgav os og modtog os – af nåde!
”Vær gode ved hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus” (Ef 4,32).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2014. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.