Timothy Keller og evangeliet

Vækkelse før og nu (Del 4)

Timothy Keller er formentlig i dag den mest indflydelsesrige kristne teolog og forkynder i verden. Hans indflydelse beror ikke mindst på hans bøger, som har opnået stor udbredelse og popularitet i de senere år. Foreløbig er seks bøger af Keller oversat til dansk¹. Der er kommet én Keller-bog om året i Danmark siden 2010. De er blevet bestsellere på det kristne bogmarked, ligesom de er blevet det internationalt.

Der er næppe nogen anden enkeltperson, som i højere grad end Keller præger de bibeltroende kristne i Danmark. Derfor er det værd at beskæftige sig med ham.

Inden du læser videre, vil jeg minde om, at denne artikel om Timothy Keller er den fjerde i en serie. Denne artikel bygger oven på de tre tidligere og vil både indirekte og direkte henvise til dem. Derfor vil jeg opmuntre dig til at læse de tre første artikler om ”Vækkelse før og nu” i dette blad.

Kirke i New York

Keller er født i 1950 og har siden 1989 været leder af en kirke i New York, Redeemer Presbyterian Church. Kirken har fra begyndelsen søgt at nå storbyens unge og fortrinsvis de intellektuelle. Mange unge akademikere i New York kommer fra andre dele af USA og har erfaringer med sig fra kristne menigheder i den amerikanske provins.

For en stor del gælder det, at de bærer på en indre reaktion og modvilje mod den kristendom, de har mødt i deres opvækst. De har oplevet den moraliserende, selvretfærdig, hård og dømmende. Når de bliver en del af storbyens postmoderne og intellektuelle miljø, rejser der sig også hos mange af dem en række kritiske spørgsmål til kristendommen. De overvejer, om de kan være tro mod deres intellekt og samtidig tro på den bibelske kristendom. Det er disse unge, Keller i særlig grad ønsker at nå.

I bogen Gud for skeptikere skriver Keller om, hvad der skal til for at nå disse unge. Ifølge Keller har de brug for kristne, der kan fremstille kristendommen intellektuelt troværdig og tiltrækkende. Når de møder kristne, som er ”sofistikerede og smarte”, vil de åbne sig². De unge akademikere sætter pris på, at man møder dem på en høflig, intelligent og respektfuld måde³. Forkyndelsen må ifølge Keller undgå det svulstige og sentimentale og bør i stedet være intelligent og nuanceret⁴.

Som det fremgår, orienterer Keller sig i høj grad ud fra, hvad der på det intellektuelle plan kan virke overbevisende. Hans fokus er på menneskers intellektuelle blokeringer. Vejen frem er at tale på en måde, som kan fjerne de intellektuelle blokeringer. Først når dette er sket, kan mennesker komme til tro.

I Gud for skeptikere formulerer Keller nogle argumenter, der skal fjerne blokeringerne. Vi skal senere vende tilbage til Kellers argumenter og se på den kristendom, han ender med. Men først skal vi se på Kellers overordnede tanker om, hvad der skal til, for at et verdsligt menneske kan komme til tro på Jesus.

At lede verdslige mennesker til Kristus

I en artikelserie, som kan findes på hjemmesiden for The Gospel Coalition, redegør Keller for, hvad han mener, er afgørende for ”At lede verdslige mennesker til Kristus”⁵.

I det følgende vil jeg gengive hovedpunkterne i Kellers program for effektiv evangelisation.

Ifølge Keller har ”enhver kultur, som er fjendtlig over for kristendommen en række alment anerkendte holdninger, som automatisk får kristendommen til at fremtræde usandsynlig”. I forskellige kulturer er der forskellige grunde til, at man er vantro over for kristendommen.

”I den ene kultur er man vantro over for kristendommen af de direkte modsatte årsager af dem, som skaber vantro i en anden kultur.”

I middelalderen, hvor de vestlige samfund generelt var kristne, var det meget enkelt at evangelisere. Men siden har kulturen skabt nogle holdninger, som skaber en fjendtlig holdning hos folk og får kristendommen til at fremstå latterlig. Det er disse kulturelle forhold, som gør det så vanskeligt at evangelisere i dag.

I forkyndelsen til postmoderne mennesker må vi ifølge Keller gøre to ting (kursiveringerne nedenfor er Kellers egne).

Først må vi med gode argumenter nedbryde kulturens intellektuelle blokeringer: ”Kort sagt må du på kulturens egne præmisser (det vil sige: ud fra dens egen definition af retfærdighed, logik og mening) vise, at dens indvendinger mod kristendommen ikke holder.”

Dernæst må vi knytte kulturens egne drømme og ønsker til historien om Jesus: ”Kort sagt må du i overensstemmelse med kulturens egne (bedste) drømme, ønsker og overbevisninger vise, at kulturens egen historie ikke vil finde en løsning og en lykkelig slutning uden Kristus.”

Hvordan skal man konkret gøre dette i forkyndelsen? Keller foreslår, at man bruger en ”sandwich”-model. En sandwich har normalt tre lag, og det bør den evangeliserende forkyndelse også have.

Første lag: Jesus som svar på kulturens spørgsmål

Det første, vi bør gøre i den evangeliserende forkyndelse til vor tids mennesker, er at give en ”attraktiv og fængende” præsentation af kristendommen.

”Jesus må fremstilles som svaret på de spørgsmål, kulturen stiller.”

Når vi prædiker, må det blive tydeligt, at vi har omsorg for kulturen.

”Kristendommen må præsenteres som svaret på kulturens primære spørgsmål og håb.”

Hvad er den postmoderne kulturs spørgsmål og håb? Det er bl.a. håbet om en verden i fred. Keller giver et eksempel på, hvordan man kan præsentere evangeliet, sådan at det bliver svaret på kulturens håb om en verden i fred.

Her vil det ifølge Keller være godt at understrege, at Gud har skabt verden til at være præget af glæde, fred og kærlighed. Vi mennesker har imidlertid valgt at være selvcentrerede og at søge ting snarere end Gud og vores næste.

”Dette har ført til et tab af fred – inden i os selv, indbyrdes mellem os og i naturen.”

Men Gud valgte at redde os.

”Selvom Gud havde mistet os, så besluttede han at vinde os tilbage. Han kom ind i verden i personen Jesus for at tage hånd om alle årsagerne til og resultaterne af vores brudte forhold til ham. Ved sit selvopofrende liv og sin selvopofrende død eksemplificerede han det liv, vi må leve, og reddede os fra det liv, vi har levet.”

Ved sin opstandelse pegede Jesus frem mod en ny himmel og en ny jord med fuldkommen glæde, fred og herlighed. Når vi tror på Jesus, kommer hans riges kraft ind i os.

”Kristus giver os en fuldkommen ny identitet og befrier os både fra selvretfærdighed og selvfordømmelse. Vi sættes fri til at elske mennesker, som vi tidligere tog afstand fra.”

Vi sættes også ind i et nyt fællesskab af mennesker, hvor vi kan opleve en forsmag af livet på den nye jord.

Med dette har Keller demonstreret, hvordan evangeliet kan ”præsenteres for vores kultur som en enestående ressource til at leve i fred med hinanden i et pluralistisk samfund”.

Vore tilhørere må fornemme, at evangeliet er svaret på deres egne dybeste drømme og håb. ”Kristendommen må fremstilles attraktiv for folk.”

Andet lag: Svar på blokeringer

Det andet, vi må gøre i forkyndelsen, er ifølge Keller at tage hånd om alle kulturens intellektuelle blokeringer mod kristendommen. Mennesker vil ikke tage imod vores budskab, før vi har taget hånd om deres kulturelt bestemte, intellektuelle blokeringer.

Keller opregner de seks blokeringer, som er mest dominerende blandt postmoderne unge i en storby som New York. Til hver blokering giver Keller et kort svar.

Den femte blokering, Keller nævner, handler om, hvorfor Jesus skulle dø på korset. ”Hvorfor kan Gud ikke bare tilgive os?”

Keller svarer ved at minde om, at al tilgivelse medfører smerte hos den, som tilgiver. Når en anden har gjort os uret, så siger vores retfærdighedssans os, at der er en gæld, der bør betales, og at den bør betales af den skyldige. Når vi tilgiver, så gør det ondt på os, fordi vi oplever det svært, at den skyldige går fri.

”Hvis vi ikke kan tilgive uden smerte (på grund af vores retfærdighedssans), så er det ikke overraskende, at Gud heller ikke kunne tilgive os uden smerte.” Derfor måtte Jesus dø på korset.

Den sjette blokering handler om Bibelens troværdighed. Hvordan kan vi tro på Bibelen i vores postmoderne og oplyste tid?

Keller svarer ved at påpege, at vores indvendinger og reaktioner mod Bibelen er kulturelt bestemte. Meget af det, som vi postmoderne vesterlændinge reagerer mod, vil folk i andre kulturer og vore egne børnebørn uproblematisk tage til sig. Keller fastslår med udhævet skrift: ”Bibelens anstødelighed er kulturelt bestemt.”

Tredje lag: Grundig præsentation af frelseshistorien

Det tredje lag i den evangeliserende forkyndelse er en mere grundig præsentation af den bibelske historie om frelsen. Keller giver et eksempel på, hvordan dette kan gøres.

I eksemplet begynder Keller med at argumentere for, at vi dybest set alle tror på Gud. Ifølge den kristne tro har Gud ønsket, at vi skulle leve i en god verden og elske hinanden med en selvopofrende kærlighed. Men vi lever ikke i kærlighed, og det er ”vores største problem”. Vi er selviske og bygger vores liv på os selv i stedet for på Gud. Inden i os medfører det tomhed, længsel og åndeligt slaveri. Uden for os medfører det afstand til andre, konflikt og social uretfærdighed.

Keller præsenterer herefter to forskellige svar på disse problemer. Det første svar gives af religionen, som prædiker, at vi får det godt med Gud og får det godt i verden, hvis vi lever moralsk. Men religionens vej fører kun til overlegenhed hos nogen og underlegenhed hos andre, til selvretfærdighed, strid, krig og vold.

Evangelisk kristendom lærer, at vi får det godt med Gud af ren nåde. Når vi kommer ind på denne vej, får vi en dyb ydmyghed, en dyb indre selvsikkerhed, en ægte respekt for andre, og vi sættes fri til at tilsidesætte vore egne behov til gavn for andre.

I forlængelse heraf foreslår Keller, at vi taler om Jesus, og at vi betoner det følgende: ”Al tilgivelse indebærer lidelse, og den eneste måde, hvorpå Gud kunne tilgive os og genoprette retfærdighed i verden uden at ødelægge os var ved at komme ind i verden og give sig selv hen og lide og dø på korset i personen Jesus Kristus. Både korsets resultat (frihed for skam og skyld; bevidsthed om vores betydning og værdi) og korsets mønster (kraft ved at tjene, rigdom ved at give, glæde ved at lide) forandrer radikalt den måde, vi forholder os på til Gud, os selv og verden.”

Keller foreslår, at vi slutter af med at argumentere for troværdigheden af Jesu opstandelse og dens betydning: ”Hvis Jesus er opstået som et varsel om fornyelse af hele den materielle og fysiske verden, så tilskynder det de kristne til at arbejde for at genoprette skaberværket (ved at bekæmpe fattigdom, sult og uretfærdighed), og det giver de kristne et evigt håb om, at deres arbejde ikke er forgæves, ligesom det også fjerner frygten for døden.”

Kellers bøger

De af Kellers bøger, som har vundet størst udbredelse, er de, som præsenterer og forsvarer det centrale i kristendommen: De fortabte sønners Gud, Gud for skeptikere, Ikke alt som glimrer er Gud og Kongen. Her følger Keller sin egen model for evangeliserende forkyndelse.

Hvordan skal vi vurdere disse bøger?

Keller er meget velformuleret. Han mestrer at skrive, så man hører ham tale. Det gør hans bøger lette at læse. Han er en god psykolog, som sætter præcise ord på mange af vore skjulte tanker og følelser. Han kender sin Bibel og kaster ofte nyt lys over kendte bibelske tekster. Han kender sin samtid og kan relatere sit budskab til den. Han er belæst og citerer fra mange forfattere, frem for alt fra C.S.Lewis. Han kender storbyen og ved, hvad storbyens intellektuelle unge reagerer mod i den kristne tro.

Det sidste kan være både en ressource og en fare. Hvis man ved, hvad tilhørerene vil reagere mod i ens budskab, kan man tage sig ekstra god tid til at uddybe og begrunde det. Faren er, at man nedtoner, fortier eller forandrer de dele af budskabet, som tilhørerne reagerer mod. Netop dette kendetegner i ulykkelig høj grad Kellers forkyndelse.

Lad os se på de enkelte punkter i Kellers forkyndelse.

1) Synden

Keller definerer i alle sine bøger synden som selviskhed. Synd er, at vi bygger vores identitet, lykke og liv på os selv og ikke på Gud. Konsekvensen er alle mulige former for ulykke. ”Når man definerer synd på denne måde, kan vi se adskillige måder, hvorpå synden ødelægger os personligt⁶.”

”Et liv, der ikke har Gud til centrum, fører til tomhed⁷.”

Men selviskhedens synd fører ikke kun til ulykke i det enkelte menneskes indre. ”Synden har ikke bare en indre virkning på os, men også en ødelæggende effekt på samfundslivet⁸.”

Som eksempler nævner Keller racisme, klassestolthed, kønsdiskrimination, undertrykkelse, krig og social uretfærdighed.

Men synden har endnu videre konsekvenser. Hele naturen og alt det skabte er blevet ødelagt. ”Sygdomme, epidemier, hungersnød, naturkatastrofer, alderssvækkelse og død er i lige høj grad en følge af synden⁹.”

Kellers definition af synden i sine bøger svarer til det, vi så i hans forkyndelsesprogram ovenfor (s. 15-17). Her blev synden defineret som selviskhed, og Keller fremhævede som syndens konsekvenser: ”Et tab af fred – inden i os selv, indbyrdes mellem os og i naturen”. Længere fremme fastslog Keller, at den selviske og destruktive synd er ”vores største problem”. Det er en vurdering, som går igen i hans bøger: ”Det er vores hovedproblem¹⁰.”

Der er ingen tvivl om, at Timothy Keller har fat i et bibelsk anliggende, når han definerer synden som en destruktiv selviskhed, som ødelægger både det enkelte menneske, samfundet og verden. Men at definere synden og syndens konsekvenser på det vandrette plan som vores største problem er ikke i pagt med Bibelens ord og syn på sagen.

Hovedproblemet

Hvad er hovedproblemet for det faldne menneske ifølge Bibelen? Det er ikke syndens følger i det indre, i samfundet og i verden. Det afgørende er ifølge Bibelen syndens følger i vort forhold til Gud: at vi med vores synd har trodset ham og bragt os ind under hans retfærdige vrede og dom.

I de profetiske bøger i Bibelen afslører profeterne igen og igen det vantro folks konkrete synder på det vandrette plan, men de standser ikke her. De afslører, at folkets dybeste og mest alvorlige problem er deres forhold til Gud: at de har Gud imod sig og er under hans dom. Det samme møder vi hos apostlene i Det Nye Testamente.

Syndens følger i menneskelivet er synlige for alle, også de vantro. Alle med psykologisk selvindsigt, politisk horisont og økologisk bevidsthed – idealer for de fleste storby-akademikere – kan se syndens konsekvenser på det vandrette plan. Men ingen kan af sig selv se den hellige Guds retfærdige, fortærende og evige vrede. Den må åbenbares for os ved at blive forkyndt for os som en virkelighed – til vækkelse!

Det sker igen og igen hos både profeter og apostle. Men det sker aldrig hos Timothy Keller.

Det er ikke, fordi Keller benægter Guds vrede og dom. Spredt i hans bøger er der formuleringer, som viser, at han tror på, at vi må frelses fra Guds vrede og dom. Men når han i sine bøger forkynder for sine nutidige modtagere om, hvad der er vores ulykke som syndige mennesker, og hvad vi har brug for at blive frelst fra, så er det altid syndens konsekvenser på det vandrette plan, som betones og bliver den altoverskyggende hovedsag.

Når vi skal vurdere en forkynder, skal vi ikke spørge, hvad han er villig til at bekende, hvis han bliver spurgt. Vi skal spørge, hvad han betoner. For det er det, han præger med.

I sine bøger betoner Keller aldrig Guds vrede og dom.

Bibelens forkyndelse

Her er der en fundamental og radikal forskel på Kellers forkyndelse og den forkyndelse, vi møder i Bibelen. Profeter, apostle og Jesus selv gør det rystende og vækkende klart for de uomvendte, at de er under Guds vrede og dom.

Ezekiel: ”Nu er enden over dig. Jeg sender min vrede mod dig. Jeg dømmer dig for din færd. Gengælder dig alle dine afskyelige handlinger. Jeg viser dig ingen barmhjertighed, ingen skånsel” (Ez 7,3-4).

Johannes Døber: ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?” (Matt 3,7).

Jesus: ”Den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham” (Joh 3,36).

Paulus: ”Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, som undertrykker sandheden ved uretfærdighed” (Rom 1,18).

Den virkelighed, som åbenbares i disse ord, er den uomvendtes sande og egentlige nød. Hvorfor vil Keller ikke forkynde denne virkelighed, så den bliver den afgørende nød for den uomvendte?

Keller kan tale om forkyndere, som er på ”Helvede-linjen”, og som ofte taler om faren for Helvede¹¹. Men han taler om dem med ironisk distance. Det er tydeligt, at han ikke selv vil være en af dem.

I Bibelen er der ingen, der taler mere om Helvede end Jesus. Han fulgte om nogen ”Helvede-linjen”, og det samme gjorde hans apostle. Vi har brug for forkyndere, som vil gå i deres spor.

2) Frelsen

Der er en uløselig sammenhæng mellem definitionen af vores nød og definitionen af frelsen. Hvis den afgørende nød er vore hjerters selviskhed og den ulykke, som den medfører på det vandrette plan, så må frelsen nødvendigvis bestå i en forvandling af vore hjerter, så vi begynder at gøre godt. Når Keller taler om frelsen, er det netop dette, han betoner.

”Hvad behøver vi for at komme fri af lænkerne fra vores særlige slags fortabthed? (…) Hvordan kan hjertets indre dynamik blive forandret fra frygt og vrede til glæde, kærlighed og taknemmelighed?¹²”

”Du har brug for en fuldstændig forvandling af dit hjertes motiver¹³.”

”Du må forvandles (…) Den afgørende forskel på en farisæer og en, der tror på Jesus, er hjertets indre motivation¹⁴.”

”Løsningen er ikke simpelthen at ændre sin adfærd, det er at nyorientere sig og fokusere hele sit hjerte og liv på Gud¹⁵.”

”Lad hans kraft reproducere hans karakter i dig¹⁶.”

”Evangeliet gør det muligt at have et sådant radikalt anderledes liv¹⁷.”

Hvad er frelsens hovedindhold? Er det forsoning eller forvandling? Er det frelse fra Guds dom eller et nyt og bedre liv? I Kellers bøger ligger hovedvægten på forvandlingen og det nye liv.

Det er ikke, fordi Keller benægter forsoningen. Flere steder i hans bøger, særligt i Kongen, kan man møde klare udsagn om forsoningen¹⁸. Men når Keller i sine bøger taler om frelsen, så er det generelt frelsens frugter på det vandrette plan, som betones, og ikke forsoningen på det lodrette plan. Den accentforskydning fra forsoningen til forvandlingen, som karakteriserede rationalismen og liberalteologien, karakteriserer også Kellers forkyndelse.

Vi mødte det allerede i Kellers forkyndelsesmodel ovenfor (s.15-17). Her fastslog han, at Jesus ved sit liv og sin død eksemplificerede det liv, vi må leve, og befrier os fra det liv, som vi tidligere har levet. Jesus befrier os fra selvretfærdighed og selvfordømmelse og sætter os fri til at elske mennesker. Korsets resultat er, at vi befries for vores skam og skyld og bliver bevidste om vores betydning og værdi. Korsets mønster er, at vi får kraft ved at tjene, rigdom ved at give og glæde ved at lide. Begge dele, både korsets resultatet og korsets mønster, forandrer den måde, vi forholder os på til Gud, os selv og verden.

Keller fremstiller Jesu kors som et middel for os til at få og leve et nyt og forvandlet liv. Dette motiv er det centrale og bærende i Kellers bøger, når han skriver om Jesu kors og frelse.

Bibelens forkyndelse

I Bibelen er forsoningen i centrum. Sonofferet til Gud er bogstaveligt talt den røde tråd i Det Gamle Testamente, og Jesu soning af vor synd under Guds vrede er evangeliets centrum i Det Nye Testamente. I Bibelens forkyndelse til uomvendte er det altid frelsen på det lodrette plan, i forhold til Gud, som er i centrum.

Hvad Jesus skulle tilvejebringe, var: ”Frelsen i deres synders forladelse” (Luk 1,77).

Hvad apostlene skulle forkynde, var: ”Omvendelse til syndernes forladelse” (Luk 24,47). Når vi tager imod denne frelse, skabes der et nyt liv i os. Men det nye liv er frelsens frugt. Det er en følge af, at vi er kommet ind i et andet forhold til Gud ved Jesu fuldbragte frelse.

Når vægten i frelsesforståelsen forskydes fra det lodrette plan til det vandrette plan, sker der en vægtforskydning fra retfærdiggørelse til helliggørelse. Helliggørelsen kommer i centrum og bliver frelsens hovedindhold. Det er fatalt for troens liv. Den frelsende tro lever af at høre om og være rettet mod, hvad vi for Jesu skyld har i forhold til Gud: fuld retfærdighed, fred, barnekår og evigt liv. Netop ved at vi hører og modtager dette evangelium, skabes og virkes helliggørelsens nye liv i os (Joh 7,38-39; 15,1-8; 1 Kor 1,30-31; Gal 3,1-5; Tit 2,11-12).

Vægtforskydningen fra retfærdiggørelsen til helliggørelsen var karakteristisk for rationalismen og liberalteologien. Vi finder den samme vægtforskydning hos Keller. Men hvorfor vælger Keller at sætte noget andet i centrum for sin forkyndelse end Bibelen?

Kulturens spørgsmål

Måske er det afgørende svar givet i den første del af Kellers forkyndelsesmodel (se s. 15-17). Her fastslog Keller programmatisk: ”Jesus må fremstilles som svaret på de spørgsmål, kulturen stiller.” ”Kristendommen må præsenteres som svaret på kulturens primære spørgsmål og håb.”

Dette program ønsker Keller selv at følge. I samme grad, han gør det, bliver det umuligt for ham at lægge hovedvægten på Jesus som vores forsoner. For kulturen har aldrig spurgt om en forsoner. Det spørgsmål er der ingen kultur, som stiller af sig selv. Det spørgsmål må vækkes i os af Guds ord. Men det vil Keller ikke være redskab for. Det er uforeneligt med hans program.

Han har sat sig for, at han vil tage udgangspunkt i kulturens egne spørgsmål og vil vise, at Jesus er svaret på dem. Derfor må han nødvendigvis flytte accenten fra Jesus som forsoner til Jesus som forvandler. Når han forkynder om Jesu korsdød, må han lægge vægt på at tale om Jesu korsdød som et middel, der kan hjælpe os til at opnå det, vi selv håber på og ønsker: nye og bedre liv og en ny og bedre verden.

Man kunne ønske, at Keller under sin læsning af Apostlenes Gerninger ville overveje: Hvorfor er der ingen apostle, der prædiker på den måde, som jeg anbefaler? Hvorfor vælger de alle, når de står i forkyndelsens situation over for de uomvendte, at tale om forholdet til Gud og om frelsen fra Guds dom? Hvorfor prædiker apostlene med stolthed og frimodighed evangeliet om Jesu forsoning på korset, selvom det er en forargelse for jøder og en tåbelighed for grækere?

3) Jesu død

Når Guds vrede og dom nedtones, og når Jesu forsoning nedtones, så bliver det i sagens natur svært at forklare, hvorfor Jesus måtte lide og dø på korset. Keller ved, at mange vantro stiller dette spørgsmål.

”’Hvorfor var Jesus nødt til at dø?’ er et spørgsmål, jeg langt oftere har fået stillet af folk i New York end spørgsmålet ’Er der en Gud?’¹⁹”

Keller undviger ikke spørgsmålet. Men hvor er det nedslående at læse, hvad han skriver som svar!

I Gud for skeptikere bruger Keller et helt kapitel (kap 12) på dette spørgsmål. Her giver Keller to grunde til, at Jesus var nødt til at dø.

a) Det gør ondt at tilgive

Den første grund er, at al tilgivelse gør ondt på den, der tilgiver. Dette er generelt i Kellers bøger hovedbegrundelsen for, at Jesus måtte lide og dø²⁰. Det gør ondt på os at tilgive, og sådan måtte det også gøre ondt på Gud.

Keller tager udgangspunkt i den følelse, der opstår i os, når nogen gør os uret. ”Når du har vært udsat for en stor uret, har du en uudslettelig følelse af, at gerningsmanden har pådraget sig en gæld, som man må forholde sig til²¹.”

Keller afviser, at løsningen kan være at lade den skyldige lide for sin synd: ”Hvis vedkommende lider, vil du måske begynde at føle en vis tilfredsstillelse og have en følelse af, at han nu er ved at betale af på sin gæld. Der er imidlertid nogle alvorlige problemer ved denne mulighed. Det kan føre til, at du selv bliver hårdere og koldere (…) Tilmed føler gerningsmanden og hans venner og familie ofte, at de har ret til at give igen over for din hævn. En sådan ond cirkel af reaktion og gengældelse kan gå for sig i årevis. En uret blev begået mod dig – ja. Men når du forsøger at få din ret gennem hævn, forsvinder det onde ikke²².”

En anden og bedre løsning er at tilgive. Men det gør ondt. ”At afstå fra at lange ud efter den anden, når du ønsker at gøre det med hele dit væsen, gør ondt (…) Det gør frygtelig ondt. Mange mennesker siger, at det føles om en slags død²³.”

Vi kan føle, at vores ønske om hævn er udtryk for noget godt. Men det er det ikke: ”Ønsket om hævn er imidlertid ikke motiveret af god vilje, men af ond vilje. Måske siger du: ’Jeg vil bare drage dem til ansvar’, men i virkeligheden er din motivation et ønske om at se dem lide (…) En cyklus af gengældelse vil begynde (…) Du må underkaste dig tilgivelsens omkostningskrævende lidelse og død²⁴.”

”Enhver, der tilgiver en stor uret, går gennem død og opstandelse og erfarer nagler, blod, sved og tårer²⁵.”

Sådan er det for os, og sådan er det for Gud. Det gør ondt at tilgive. Derfor var Jesus nødt til at dø på korset.

Hvad opnår Keller med denne fremstilling? Han opnår for det første at problematisere det bibelske billede af Gud som hævnens og straffens Gud.

Bibelens billede af Gud

”Herre, du hævnens Gud, du hævnens Gud, træd frem i stråleglans! Rejs dig, du jordens dommer, gør gengæld mod de hovmodige!” (Sl 94,1-2).

”Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer” (Es 35,4).

”Jeg tager hævn, jeg skåner ingen, siger han, som løskøber os, Hærskarers Herre er hans navn” (Es 47,3-4).

Ifølge Bibelen er Gud hævnens Gud. Guds hævn er god, og den udfoldes i straf. Det er en frygtelig sandhed for den, som har Gud imod sig. Men det er en sandhed, som samtidig bærer evangeliet. For evangeliet er budskabet om, at Guds Søn på korset én gang for alle blev ramt af Guds hævn og straf over vor synd, og at synden derved én gang for alle blev udslettet (Rom 3,22-26; Hebr 9,26; 1 Joh 2,2; 4,10).

Sådan taler Bibelen. Men sådan taler Keller ikke, når han vil begrunde Jesu død.

Et andet evangelium

Keller fremstiller ønsket om hævn og straf som ondt og uværdigt, og han fremstiller det som umuligt, at hævn og straf kan udslette synden. Det gør han vel at mærke i en sammenhæng, hvor han drager en umiddelbar parallel mellem hjertelaget hos os mennesker og hjertelaget hos Gud. Som vi har det i vore hjerter, sådan har Gud det i sit hjerte. Det er den bærende tanke i Kellers argumentation.

Med sin afstandtagen fra hævn og straf som noget per definition ondt og uværdigt giver Keller uundgåeligt støtte til vore hjerters dybe modvilje mod budskabet om Guds hævn og straf. Få sider af Guds ord vækker så meget anstød i vores postmoderne tid som dette. Det er hårdt at forkynde det. Men det er absolut nødvendigt, hvis mennesker skal høre evangeliet. For evangeliet er netop, at Guds retfærdige hævn og straf, der skulle have ramt os, ramte vores stedfortræder Jesus Kristus.

Keller tilbyder en fortolkning af Jesu kors og død, hvor vi bliver fri for at høre om Guds hævn og straf. I stedet får vi en fortolkning, hvor Keller projicerer vore syndige hjerters uvilje mod at tilgive over på Gud og hans hjerte! Vi får en fremstilling af Gud som en gud, der lider ved at skulle tilgive os. Han har en indre modstand imod det. Han oplever det urimeligt. Men han gør det alligevel. Og – derfor måtte Jesus dø!

Giver det mening? Er det en sand forkyndelse af Bibelens evangelium?

Det lykkes for Keller at give en fortolkning af Jesu kors, som nutidige skeptikere og vantro næppe vil finde den store grund til at reagere mod. Men det bibelske indhold og budskab i evangeliet er fjernet. Det er et andet evangelium end det bibelske – uden kraft til frelse.

b) Kærlighed bærer andres lidelse

Den anden grund til, at Jesu måtte dø, er ifølge Keller, at der i alle kærlige relationer sker en udveksling, hvor man påtager sig og rummer noget af det tunge og svære i andres liv. Også denne fortolkning af Jesu død går igen i flere af Kellers bøger²⁶.

Keller bruger eksemplet med kærlige forældres forhold til deres børn. Forældrene må tilsidesætte mange af deres egne ønsker for børnenes skyld. Det koster noget. Det er et offer: ”Al livsforvandlende kærlighed til mennesker med alvorlige behov er et stedfortrædende offer²⁷.”

Når Keller i sine bøger bruger formuleringen ”et stedfortrædende offer”, så er det igen og igen denne mening, han lægger i den: at man engagerer sig i og rummer det svære i andres liv²⁸.

Netop det må forældre gøre: ”Medmindre du ofrer meget af din frihed og en stor del af din tid, vil dine børn ikke vokse op som sunde, funktionsdygtige individer (…) Enten bringer du offeret, eller også kommer de til at gøre det. Det er dem eller dig. Enten lider du midlertidigt og på en frigørende måde, eller også kommer de til at lide tragisk og på en meningsløs og destruktiv måde. Det er – i det mindste delvis – op til dig. Al virkelig livsforvandlende kærlighed er et stedfortrædende offer²⁹.”

Derfor måtte Jesus dø.

”Hvordan skulle Gud kunne være en kærlighedens Gud, hvis han ikke personligt tager del i lidelsen under den samme vold, undertrykkelse, sorg, svaghed og smerte, som vi erfarer?³⁰”

Det var dette, Gud gjorde på korset. ”Da Jesus led med os, identificerede han sig med verdens undertrykte, ikke med deres undertrykkere. Al livsforvandlende kærlighed medfører en udveksling³¹.”

Liberalteologerne og Keller

At Jesus på korset solidariserede sig med os og led med os var et hovedmotiv i liberalteologernes fortolkning af Jesu kors. Liberalteologerne ønskede at skåne deres tilhørere for det brutale og anstødelige budskab om Jesu stedfortrædende straflidelse under Guds retfærdige vrede. Derfor valgte de i stedet at give denne fortolkning af korset: Jesus gik ind i vor lidelse og led med os.

Når Keller taler om Jesu ”stedfortrædende offer”, er det igen og igen denne mening, han lægger i det.

Hvorfor følger Keller i liberalteologernes spor? Hvorfor forkynder han ikke med klarhed og kraft, at Jesus måtte dø, fordi Guds retfærdige dom og straf måtte falde? At det var nødvendigt på grund af Guds retfærdige væsen og vores syndige væsen. At det kun på sonofferets grundlag var muligt for Gud at tilgive os og modtage os i fred.

Netop dette er jo Bibelens stærke og klare, vækkende og frigørende budskab.

Bibelen om Jesu død

”Herren er en lidenskabelig og hævnende Gud (…) og lader ingen ustraffet” (Nah 1,3).

”Han lader ikke den skyldige ustraffet” (2 Mos 34,7).

”Enhver må dø for sin egen synd” (Jer 31,30).

”Syndens løn er død” (Rom 6,23).

”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred” (Es 53,5).

”Jeres synder er tilgivet jer for hans navns skyld” (1 Joh 2,12).

Hvorfor viger Keller uden om dette budskab? Det er tydeligvis ikke, fordi han ikke tror på det. Rundt om i hans skrifter er der formuleringer, som viser, at han er klar over, at den sande og egentlige grund til, at Jesus måtte dø, er, at det var nødvendigt for at frelse os fra Guds retfærdige vrede og dom. Havde dommen ikke ramt Jesus, måtte den ramme os.

Men hvorfor løfter han ikke dette budskab op, udfolder det og proklamerer det til tro og frelse for sine tilhørere?

Jeg tror, vi igen skal finde svaret i Kellers program for evangeliserende forkyndelse.

Svar på kulturens præmisser

Når Keller behandler spørgsmålet om nødvendigheden af Jesu død, behandler han det som et spørgsmål, der rejses af skeptikere, der har problemer med den kristne tro. Skeptikerne oplever det anstødeligt, barbarisk og primitivt, at Gud kræver hævn, død og blod, når nogen har forbrudt sig mod ham³². De oplever en intellektuel blokering i forhold til den bibelske forsoningslære. Hvordan skal man forholde sig til den udfordring?

Det har Keller selv forklaret i sit program ovenfor (s. 15-17). Vejen frem er med gode intellektuelle argumenter at nedbryde kulturens blokeringer over for og indvendinger mod kristendommen: ”Kort sagt må du på kulturens egne præmisser (det vil sige: ud fra dens egen definition af retfærdighed, logik og mening) vise, at dens indvendinger mod kristendommen ikke holder.”

Når Keller vil følge dette program, bliver det i sagens natur umuligt for ham at prædike og udfolde det bibelske budskab om Jesu nødvendige, stedfortrædende straflidelse under Guds vrede. For det er netop dette budskab, hans tilhørere har blokeringer overfor.

Keller er tvunget til at give en tolkning af Jesu kors, som hans skeptiske tilhørere kan acceptere på kulturens egne præmisser. Derfor kommer Kellers forkyndelse af korset til at handle om Guds indre modvilje mod at tilgive os og Jesu solidariske deltagelse i vores lidelse.

Paulus og evangeliet

Det er tankevækkende, at Paulus i sin tid oplevede præcis den samme modstand mod korsets evangelium, som Keller oplever i dag. Men Paulus gik en helt anden vej end Keller.

Paulus vidste, at Guds frelseskraft er knyttet til evangeliet om Jesu stedfortrædende straflidelse. Selvom det er et budskab, som i alle kulturer og i alle menneskehjerter møder modstand, så har Gud valgt at gøre sin frelsende gerning netop gennem dette budskab. Derfor må vi prædike det – uafkortet, klart og frimodigt: ”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft” (1 Kor 1,18). ”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror” (Rom 1,16).

På Paulus’ tid var det ikke mindst de intellektuelle, som havde indvendinger mod og blokeringer over for korsets evangelium. De ville have en kristendom, som kunne forenes med deres fornuft. Men Gud havde valgt en anden vej: ”Da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om” (1 Kor 1,21).

Derfor var det evangeliet om korset, Paulus ville prædike også blandt de vise grækere i Korinth: ”Da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af noget andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet (…) for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft” (1 Kor 2,1-5).

Den sidste sætning er vigtig. Gud har knyttet sin frelsekraft til et budskab, der til enhver tid og i en hver kultur vil støde an. Det er et budskab, som selv ikke den største strategiske og oratoriske visdom kan gøre attraktivt og acceptabelt. Sådan har Gud villet, at det skulle være, for at vi i forkyndelsen og missionen skulle være helt afhængige af hans kraft og hans gerning til frelse.

Vi skal i al enkelhed være tro mod evangeliet! Vi er forvaltere af et dyrebart og vidunderligt evangelium. Det eneste, der kræves af os, er, at vi er tro mod det, tager vare på det og videregiver det sandt og uafkortet. Tænk hvilken frihed, hvilken kilde til frimodighed og hvilken hjælp til målrettethed i tjenesten, der ligger i dette!

”Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro” (1 Kor 4,1-2).

4) Helvede

Den klare og vækkende forkyndelse af Helvede er blevet kaldt for den kristne forkyndelses ”kanariefugl i mineskakten”. Når kanariefuglen dør af iltmangel, er det et spørgsmål om kort tid, før alle dør. Sådan er det, når den ransagende og vækkende forkyndelse om Helvede forsvinder.

Netop dette skete under rationalismen og liberalteologien, og det er værd at bemærke, hvordan det skete. Det var de færreste rationalister og liberalteologer, som benægtede Helvede. De fleste anerkendte Helvedes virkelighed, men de nedtonede den i deres forkyndelse. De ville ikke forkynde om Helvede til vækkelse og omvendelse.

Mange af dem gled også ind i omtolkninger af Helvede, så de selv og deres tilhørere slap for at tænke om Helvede som et grufuldt pinested, hvor mennesker i evighed er underlagt Guds vrede, dom og straf.

Netop disse træk genfinder vi hos Keller.

Når Keller generelt undviger at forkynde ransagende og vækkende til vantro om Guds vrede og dom, kan det ikke undre, at han undviger at forkynde vækkende om Helvede. Jesus gør det igen og igen, men Keller gør det ikke.

Når Keller behandler Helvede, er det typisk under en apologetisk synsvinkel, hvor han søger at give en fremstilling af Helvede, som kan virke så lidt anstødelig som mulig. Den mest udførlige behandling af Helvede gives i Gud for skeptikere (kap 5)³³.

Keller indleder kapitlet med at gøre opmærksom på, at vores modstand mod tanken om Helvede er kulturelt bestemt. Derefter påpeger han, at Guds vrede er udtryk for hans kærligheds reaktion mod det onde: ”Hans vrede er rettet mod ondskab og uretfærdighed, fordi det ødelægger skaberværkets fred og glæde³⁴.”

Endelig fastslår Keller, at bevidstheden om en regnskabsdag i forhold til al ondskab kan sætte os fri fra at tage os selv til rette her i livet.

En karikatur

Efter disse indledende bemærkninger går Keller over til at gengive, hvordan mange mennesker – fejlagtigt – forestiller sig Helvede: ”I dag har mange den opfattelse, at Helvede fungerer på denne måde: Gud giver os en tid, men hvis vi ikke har truffet de rette valg, når livet er forbi, kaster han vores sjæl i Helvede for al evighed. Idet de stakkels sjæle falder gennem rummet, råber de om nåde, men Gud siger: ’For sent! Du har haft din chance. Nu kommer du til at lide!³⁵”

Ifølge Keller er dette en helt forkert forståelse: ”Denne karikatur misforstår selve det ondes natur³⁶.”

Vi er som mennesker skabt til at være i Guds nærhed, og derfor kan vi kun ”trives, blomstre og udfolde vores fulde potentiale for hans ansigt” ³⁷. Helvede er, at vi mister denne mulighed.

I Helvede kommer vi i stedet til at opleve de negative følger af vores selviskhed. Ilden i Helvede er et billede på det selvdestruktive i det selviske sind. Allerede i dette liv kan vi se, at det selvkredsende liv fører til selvødelæggelse i form af bitterhed, misundelse og angst. Vi må regne med, at det selviske menneske vedbliver at være selvisk i evigheden.

Helvedes lidelser er altså ikke noget, der påføres mennesket udefra, men noget, der kommer indefra. ”Helvede er da den evige forlængelse af den kurs, der er udstukket af en sjæl, som har levet et selvoptaget og selvkredsende liv³⁸.”

De fortabte vil være i Helvede

I hele dette kapitel i Gud for skeptikere, citerer Keller kun to bibeltekster. Den første er lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,24-31). I åbenbar strid med bibelteksten påstår Keller, at Lazarus har været den rige mands tjener før døden, og at den rige mand vedbliver at behandle ham som sin tjener efter døden. Heri ser Keller en bekræftelse af, at et selvisk hjerte vedbliver at være selvisk i evigheden, og at det dybest set bare ønsker at få lov at leve selvisk.

På denne baggrund konkluderer Keller, at Helvede er det sted, hvor de selviske selv ønsker at være og ønsker at blive: ”Helvede er kort sagt ens frit valgte identitet borte fra Gud (…) Ingen beder nogensinde om lov til at forlade Helvede³⁹.”

Keller underbygger sin fortolkning af Helvede med en række citater fra C.S.Lewis’ bog Den store skilsmisse. I denne bog beskriver Lewis i fortællingens form en række afdøde menneskers møde med Himlen og Helvede.

I bogen fremstilles Helvede som en trist by præget af smålige og selviske mennesker, men det tydeliggøres, at de fortabte selv ønsker at være i Helvede. ”Det er ikke et spørgsmål om, at Gud sender os i Helvede⁴⁰.” Det er menneskers frie valg, at de vil være i Helvede.

Helvede er i Lewis’ fremstilling ”det største monument for menneskets frihed”⁴¹. For her kan de selviske få lov at være selviske.

Keller tilføjer: ”Derfor er det en parodi at forestille sig, at Gud kaster mennesker i et hul, alt imens de råber: ’Undskyld! Lad mig slippe ud!’⁴²” De, som ender i Helvede, vil netop ikke ud.

I denne sammenhæng inddrager Keller den anden bibeltekst. Han citerer ordene i Rom 1,24, som ikke handler om de vantros fortabelse i evighed, men om deres forhærdelse her i livet: ”Derfor prisgav Gud dem til deres hjertes begær.”

Ud fra disse ord fastslår Keller: ”Alt, hvad Gud til sidst gør, er at give mennesker, hvad de allermest ønsker sig, deriblandt at blive fri for ham. Hvad kan være mere fair?⁴³”

Keller afslutter sin argumentation med et citat fra C.S. Lewis’ bog: ”Til sidst er der kun to slags mennesker – dem, der siger til Gud: ’Din vilje ske’, og dem, til hvem Gud siger: ’Din vilje ske’. Alle, som er i Helvede, har valgt det. Uden dette eget valg kunne der ikke være noget Helvede. Ingen sjæl, som alvorligt og stadigt begærer glæden, vil nogensinde gå glip af den⁴⁴.”

Den sidste sætning er gådefuld. Hvad mener Lewis med den – og Keller? Der kastes lys over sætningen, når man læser Lewis’ bog Den store skilsmisse. Her fremstilles Helvede som et sted, som det er muligt at forlade. Hvis man fortryder sin selviskhed og gerne vil frelses, så kan man forlade Helvede og komme i Himlen.

Lewis fastslår i flere af sine bøger, at ”Helvedes dør er lukket indefra”. Vil man gerne ud, kan man komme det. For dem, som vil ud, bliver Helvede en tidsbegrænset skærsild. I overensstemmelse med disse tanker bad Lewis for de afdøde⁴⁵.

Lewis’ tanker om Helvede er uden kontakt med Bibelen. Det samme må siges om Kellers tanker. Det er ganske enkelt rystende, at en mand, som bekender sig som bibeltro, og som anerkendes som sådan, i så radikal grad kan tilsidesætte Bibelens klare ord.

Er det sandt, at Gud ikke kaster mennesker i Helvede?

Bibelens svar er klart: ”Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte” (Luk 12,5).

Er det sandt, at lidelsen i Helvede kommer fra de fortabte selv og ikke fra Gud?

”Hvis nogen tilbeder dyret og det billede og sætter dets mærke på sin pande eller sin hånd, skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i Hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af hellige engle og lammet. Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder” (Åb 14,9-11).

Er det sandt, at de fortabte hellere vil i Helvede end i Himlen?

”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der har gjort min himmelske faders vilje” (Matt 7,21).

”Mange skal stræbe efter at komme ind, men vil ikke kunne. Når husets Herre har rejst sig og lukket døren, og I stiller jer udenfor og banker og råber: Herre, luk os ind! – så vil han svare jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra (…) Bort fra mig, alle I, som øver uret! Dér skal der være gråd og tænderskæren, når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, mens I kastes udenfor” (Luk 13,24-28).

Og vi kunne blive ved.

Det er ubegribeligt, at Timothy Keller som erklæret bibeltro vover at tilsidesætte så klare og stærke bibelord og fremsætte en lære om Helvede, som udelukkende hviler på hans egne og C.S.Lewis’ falske forestillinger.

Keller, Lewis og MacDonald

I epilogen til Gud for skeptikere giver Keller udtryk for, hvor meget han har modtaget fra og er blevet præget af Lewis: ”Der forekommer citater af Lewis i næsten hvert eneste kapitel. Det ville være forkert af mig ikke at vedgå, i hvor høj grad mine tanker om troen kommer fra ham⁴⁶.”

Men hvor har C.S.Lewis sine tanker om Helvede fra? Det lægger han ikke skjul på. Han har dem fra den liberale teolog George MacDonald.

George MacDonald (1824-1905)

C.S. Lewis (1899-1963)

Timothy Keller (f. 1950)

George MacDonald var Lewis’ teologiske og åndelige læremester. I et forord til en antologi af MacDonalds skrifter skriver Lewis: ”Denne antologi har som nævnt ikke til formål at styrke MacDonalds ry som forfatter, men at sprede hans åndelige lære (…) Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg betragter ham som min læremester. Faktisk tror jeg ikke, at jeg nogensinde har skrevet en bog, hvor jeg ikke citerer ham. Men jeg har ikke indtryk af, at de, som har taget så venligt imod mine bøger, har været tilstrækkeligt opmærksomme på denne forbindelse. Min ærlighed driver mig til at understrege den⁴⁷.”

MacDonald var en skotsk, liberalteologisk præst og forfatter, der bl.a. fornægtede et evigt Helvede og Jesu stedfortrædende straflidelse under Guds vrede. På grund af sine liberale synspunkter måtte han først forlade sit præste-embede, men da liberalteologien blev mere udbredt, fik han lov at vende tilbage⁴⁸.

C.S.Lewis modtog en stærk teologisk prægning fra MacDonald. Som MacDonald anså Lewis en stor del af Bibelens historiske stof for myter og tilsluttede sig evolutionslæren. Lewis fornægtede også Jesu stedfortrædende straflidelse under Guds vrede, og hans syn på Helvede blev i betydelig grad formet af MacDonald⁴⁹.

I bogen Den store skilsmisse optræder George MacDonald som en guide i Himlen. Han var død, da Lewis skrev bogen, og som en hyldest til sin læremester fremstillede Lewis ham i bogen som den, der udlægger sandheden om Himmel og Helvede. Når Keller, som gengivet ovenfor, afslutter sin argumentation med et citat fra Den store skilsmisse, så er det McDonalds fortolkning af Helvede, han citerer og giver videre.

Kellers begrundelse

Hvorfor vælger Keller at tilsidesætte Bibelens klare ord og lade sin lære forme af liberalteologi?

Det har han selv givet et meget ligefremt svar på. I et foredrag til prædikanter om forkyndelsen af Helvede siger han: ”Moderne mennesker slås med forestillingen om, at Gud udtænker pinsler, som han kan ramme ulydige mennesker med. Men når synd fremstilles som slaveri, og når Helvede fremstilles, som noget, vi selv vælger, som en slags evigt slumkvarter i universet, så bliver Helvede langt mere forståeligt⁵⁰.”

Igen gør Keller intet andet end at følge sit eget program for evangeliserende forkyndelse. Når samtiden har intellektuelle blokeringer i forhold til noget i den kristne tro, så må han fremstille sit budskab på en måde, så det kan accepteres på kulturens egne præmisser.

At budskabet undervejs i denne proces forandres, synes Keller ikke at være opmærksom på.

Spørgsmålet er, om vi er det?

5) Skabelsen

Som det fremgår af Kellers program for evangeliserende forkyndelse, anser han de intellektuelle anstødssten i den kristne tro for at være den afgørende, åndelige blokering for vor tids skeptiske og vantro mennesker. En af de største anstødssten er den bibelske lære om menneskets skabelse.

Bibelen lærer, at Gud skabte mennesket af jord i en enkeltstående skabelseshandling, og at mennesket fra begyndelsen var skabt i Guds billede – højt hævet over det øvrige skaberværk (1 Mos 1-2). Fra det første menneske nedstammer ifølge Bibelen alle mennesker på jorden, og derfor kan Jesus føre sin stamtavle tilbage til mennesket Adam (ApG 17,26; Luk 3,23-38). Da det første menneske blev skabt, var alt godt, og der var ingen død (1 Mos 1,31). Døden kom ind i verden, fordi det første menneske syndede (Rom 5,12).

Hvordan forsvarer Keller denne lære i mødet med tilhængere af evolutionslæren? Han gør det igen ved at give et svar, som kan accepteres på kulturens egne præmisser.

Her er svaret: ”Evolutionslæren forudsætter, at de mere komplekse livsformer er udviklet af mindre komplekse former gennem en naturlig udvælgelsesproces. Mange kristne tror, at Gud tilvejebragte livet på denne måde. For eksempel har den katolske kirke, som er verdens største trossamfund, fremsat officielle udtalelser, der hævder, at evolutionen er forenelig med kristen tro⁵¹.”

Keller mener, at løsningen er at anerkende evolutionslærens forklaring på, hvordan livet og mennesket er blevet til, og så regne med, at Gud stod bag evolutionen og styrede den: ”Jeg tror, Gud havde en finger med i den naturlige udvælgelsesproces⁵².”

Til støtte for sit syn – at evolution og bibelsk tro kan forenes – henviser Keller til den teistiske evolutionist Francis Collins og hans bog The Language of God⁵³. En vurdering af denne bog findes på Nyt Livs hjemmeside⁵⁴.

Med sin anerkendelse af evolutionen kan Keller bevare sin intellektuelle respektabilitet i mødet med skeptikere og vantro. Men det bliver umuligt for ham at fastholde den bibelske lære om menneskets skabelse.

Hvis mennesket er blevet til gennem en evolution, så var der lidelse, sygdom og død i verden før mennesket. Så er det ikke os mennesker, der har bragt synden og døden ind i verden, men Gud! Så er Gud ikke længere fuldkommen god og kærlig. Gud er ophavet til synden og døden og alt ondt. Så er Gud den skyldige, ikke os, og frelsen bliver meningsløs.

For 100 år siden kæmpede de bibeltro kristne mod liberalteologerne, som argumenterede for en anerkendelse af evolutionslæren. De bibeltro så, at evolutionslæren var uforenelig med det fundamentale i Bibelens lære om skabelse, syndefald og frelse. De så, at de i sidste ende var selve det frelsende evangelium, der stod på spil.

Ser vi det i dag?

Kellers grundtanke

Kellers bøger er som nævnt ovenfor de mest solgte og mest læste blandt bibeltroende kristne i Danmark. Det er bøger, som formidler præcis den samme slags kristendom som den, der mødte os i rationalismen og i liberalteologien. Alt det anstødelige i Guds ord og i evangeliet fortones, forties eller fornægtes. Tilbage bliver en kristendom, som samtiden kan acceptere, men som har mistet lysets klarhed og saltets kraft.

Kellers intentioner er de bedste. Han vil nå samtiden med evangeliet. Det er hans udgangspunkt og mål. Hvor i processen er det så, at det går galt?

Går vi tilbage til de første afsnit i Kellers forkyndelsesprogram (s.15-17), så begynder han der med at præsentere sin grundtanke. Grundtanken er, at hver kultur har sine egne kulturelt bestemte blokeringer i forhold til den kristne tro.

Selv modstanden mod det anstødelige i Bibelen er ifølge Keller kulturelt bestemt. Keller fastslog med selvvalgt kursivering: ”Bibelens anstødelighed er kulturelt bestemt.”

Han konstaterede videre, at det er disse kulturelt bestemte blokeringer, som gør folk uimodtagelige og fjendtlige over for kristendommen. Derfor er det vores opgave i forkyndelsen at fjerne disse blokeringer. Når vi har gjort det, vil mennesker være åbne for at tage imod budskabet.

Netop her går det galt.

Hvad der går galt, ser vi i lyset af Paulus’ ord om sin egen forkyndelse.

Paulus er meget bevidst om, hvilke kulturbestemte blokeringer, han står overfor: ”Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom” (1 Kor 1,22). Og evangeliet om Jesu kors vil de ikke vide af. Det er ”en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger” (v.23).

Men Paulus ser, at disse kulturbestemte blokeringer kun er et overfladefænomen. De er kun et symptom på et langt dybere problem: et syndigt hjerte, som er bundet i vantro og trods mod Gud og i åndelig blindhed. I dette hjerte er der en indædt modvilje og modstand mod evangeliet.

Derfor er det vantro menneske ganske enkelt helt ude af stand til at forstå og tage imod evangeliet: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, som kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det” (1 Kor 2,14).

Åndens gerning ved evangeliet

Hvordan kan et sådant menneske da blive frelst? Det sker ikke ved, at man fjerner de blokeringer, som et sådant menneske i en given kultur bruger som undskyldning for at afvise evangeliet. Man kan drive nok så megen begavet apologetik. Det ændrer intet ved hjertet modstand. Denne modstand kan kun nedbrydes på en måde: ved Guds Ånds gerning.

Ånden alene kan åbenbare frelsens herlighed for menneskers hjerter og føre dem til tro: ”Hvad intet øje har set og intet øre har hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, som elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden” (1 Kor 2,9).

Denne åbenbaring giver Ånden ikke ud af den blå luft. Han giver den gennem evangeliet om Jesu fuldbragte frelse på korset. Netop det evangelium, som ingen mennesker vil vide af, og som vore hjerter har en indædt modvilje mod, netop det er Guds Ånds redskab til at åbenbare frelsen. Det er Guds kraft til frelse (Rom 1,16; 1 Kor 1,18).

Derfor skal det prædikes – uafkortet og klart! Vi skal ikke fortone eller fortie nogen del af evangeliet for at tækkes kulturen. Vi skal prædike det fuldtonende og forløsende.

Lov og evangelium

Hvem er evangeliet forløsende for? Det er det kun for dem, der har set deres sande situation i sig selv som fortabte syndere under Guds dom. Derfor må loven forkyndes. Paulus havde selv gjort erfaring af, at det var loven, som afslørede ham som en fortabt og fordømt synder (Rom 7,7-13). Det var på baggrund af lovens dødende og dømmende gerning, at evangeliet blev til trøst, forløsning og tro for ham (Gal 2,19-20).

Paulus og de øvrige apostle prædikede med stor frimodighed både lovens klare ord om Guds vrede over synden og evangeliets klare ord om den fuldbragte frelse i Jesus. Overalt hvor de kom frem skabte dette budskab modstand. Hjerterne rejste sig i protest og i had, og hadet rettede sig mod forkynderne. Apostlene blev bogstavelig talt pisket, stenet og banket fra by til by. Men i hver ny by stillede de sig op og prædikede det ene og samme budskab igen. For de vidste, at mennesker kun kunne blive frelst ved, at loven åbenbarede deres synd og Guds vrede, og evangeliet åbenbarede Guds kærlighed og nåde i Jesus.

Derfor var apostlene tro mod Guds ord i lov og evangelium, og Guds Ånd ledsagede dette ord og gjorde sin frelsende gerning gennem det.

Apostlenes program

Drev apostlene ikke apologetik? Jo, det gjorde de uden tvivl. Men de drev aldrig handel med Guds ord! De forandrede ikke på nogen måde budskabet for at komme tilhørerne i møde. For de vidste, at netop det anstødelige budskab var det frelsende budskab. Derfor måtte det forkyndes fuldtonende, uafkortet og klart:

”Vi driver jo ikke som alle de andre handel med Guds ord, men taler renfærdigt på Guds vegne, for Guds ansigt i Kristus” (2 Kor 2,17).

”Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden frem og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed for Guds øjne” (2 Kor 4,2).

”Vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte” (1 Thess 2,4).

”Søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener” (Gal 1,10).

”Stræb efter at stå din prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, men går lige på med sandhedens ord” (2 Tim 2,15).

Der er en uforenelig modsætning mellem disse apostolske ord, og så det forkyndelsesprogram, som Keller anbefaler, og som han selv repræsenterer.

Kellers modtagere

Keller går ad de stier, der i forvejen er nedtrampede af rationalister og liberalteologer. De valgte i deres tid at omforme budskabet, så det blev nemmere at tage imod for samtidens skeptikere og vantro. Men når de omformede budskabet, tog de kraften ud af både lov og evangelium, og der kom ingen åndelig frugt af deres bestræbelser.

Men deres forkyndelse havde en anden virkning. Rationalisternes og liberalteologernes forkyndelse, som i udgangspunktet var rettet til skeptikere og vantro, blev hørt af mange troende. Gradvist blev de troende tilhørere præget af en ny, positiv og optimistisk kristendom uden betoning af Guds vrede, syndens alvor, Jesu forsoning og Helvedes forfærdelige virkelighed.

Gradvist og umærkeligt blev de troende ført væk fra en bibelsk tro. Den forkyndelse, som skulle lede de vantro til evangeliet, endte med at lede de troende væk fra det. Konsekvensen af både rationalismen og liberalteologien var et kolossalt frafald.

Er det samme ved at ske igen?

De mest populære af Kellers bøger er i udgangspunktet rettet til skeptikere og vantro. Det er derfor, de anstødelige sider af det kristne budskab i så høj grad er fortonede, fortiede eller fornægtede i bøgerne.

Men hvem er modtagerne af disse bøger? Bøgerne er bestsellere blandt kristne, og de modtages med begejstring. Det er vor tids mest populære bøger i de kristne menigheder.

Kellers prægning

Hvad sker der med kristne, som lader sig præge af Kellers bøger?

Hvis vi lader os præge af en kristendom uden anstød, vil vi uundgåeligt blive fremmede over for de anstødelige dele af Guds ord. Vi vil gradvist vænne os til en kristendom, som er i harmoni med vore egne menneskelige tanker og følelser.

I samme grad dette sker, vil vi udvikle en tiltagende modvilje mod de forkyndere, som fortsat lægger røst til de anstødelige dele af Guds ord. Vi vil i stadig højere grad reagere mod dem og føle, at de ødelægger vores kristne glæde. Hvad skal det gavne, at vi hører om Guds strenghed og vrede, om Helvedes forfærdelige virkelighed, om syndens alvor og Guds nådesløse straf?

Når vi tilstrækkelig længe har været fri for disse sider af Guds ord, vil vi til sidst med oprigtig indignation vende os mod de forkyndere, som lægger røst til dem. Vi vil være overbeviste om, at de er på afveje. Det, de kommer med, kan umuligt være sandt, sundt

og bibelsk. For det er helt i strid med den kristendom, vi selv har fundet ro og glæde i. Sådanne forkyndere vil vi ganske enkelt ikke lytte til. I stedet vil lytte til dem, som bekræfter os i den kristendom, vi har fået det godt med.

Det var præcis dette, som skete i forlængelse af rationalismen og liberalteologien.

Er det ved at ske igen?

Gå videre med artikel 5: Vækkelsens redskaber

1 2010: De fortabte sønners Gud, 2011: Gud for skeptikere, 2012: Ikke alt der glimrer er Gud, 2013: Det Meningsfulde ægteskab, 2014: Kongen, 2015: Glem dig selv.

2 Keller 2011, 22.

3 Samme, 28; se endv. 15.18f.

4 Samme, 73.

5 Keller, Timothy 2000, Deconstructing Defeater Beliefs. Leading the Secular to Christ.; resources.thegospelcoalition.org/library/deconstructing-defeater-beliefs-leading-the-secular-to-christ.

6 Keller 2011, 215.

7 Samme, 218.

8 Samme, 218.

9 Samme, 222.

10 Keller 2014, 46; se også s. 48 og Keller 2011,227.

11 Keller 2011, 9-10.

12 Keller 2010, 65; se også s. 60.

13 Keller 2011, 231.

14 Samme, 240.

15 Keller 2011, 224; se også s. 47.235.237. 250-254.286.

16 Keller 2014,194; se også s.182,193.

17 Keller 2010, 74; se også s.75.87.94.

18 Keller 2014, 200.236-238.242.245-246. 256.

19 Keller 2011, 242.

20 Keller 2010, 71-76; Keller 2011, 242-249; Keller 2012, 101-109; Keller 2014, 125-126.

21 Keller 2011, 243.

22 Samme, 243.

23 Samme, 244.

24 Samme, 246.

25 Samme, 248.

26 Keller 2011, 250-258; Keller 2014, 170-174.

27 Keller 2011, 251.

28 Samme, 251. 256; Keller 2014, 170-174.

29 Keller 2014,172.

30 Keller 2011, 252.

31 Samme, 252.

32 Keller 2011, 242; Keller 2014, 170.173.

33 Keller 2011, 101-119.

34 Samme, 108.

35 Samme, 111.

36 Samme, 111.

37 Samme, 111.

38 Samme, 111.

39 Samme, 113.

40 Samme, 114.

41 Samme, 114.

42 Samme, 114.

43 Samme, 115.

44 Samme, 115.

45 C.S.Lewis 1988, Den store skilsmisse, Scandinavia; George Sayer 1995, Jack C.S.Lewis’ liv, Scandinavia, 215-216; www.patheos.com/blogs/jesuscreed/2012/04/04/c-s-lewis-and-mere-purgatory; apilgriminnarnia.com/2011/08/25/the-marriage-of-now-and-then-a-review-of-c-s-lewis‘

-the-great-divorce.

46 Keller 2011, 307.

47 Lewis, C.S. 1978, George MacDonald. An Antology, Macmillan, New York.

48 en.wikipedia.org/wiki/George_MacDonald; www.george-macdonald.com/resources/theology.

html; www.christianitytoday.com/ch/131christi

ans/musiciansartistsandwriters/macdonald.html.

49 Think On These Things Articles, C.S.Lewis, September 2006, Vol 12, Issue 8; experimental

theology.blogspot.dk/2010/06/george-macdonald-justice-hell-and.html; en.wikipedia.org/wiki/C._S._Lewis; www.george-macdonald.com/resources/cs_lewis.html.

50 Schweitzer, William M. 2013, “’Brimstone-Free Hell’: a new way of saying the same old things about judgment and hell?“ i: Engaging with Keller, eds. Campbell, I.D & Schweitzer, W.M., Darlington, England, 81.

51 Keller 2011, 125.

52 Samme, 133.

53 Samme, 125-126, 173-174.

54 Find artiklen ved at skrive ‘Francis Collins‘ som søgeord på www.nytliv.dk.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2015. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.