Det var få dage før jul, og jeg var i skoven for at fælde et juletræ. Det var ikke en udfordring at finde et træ, der passede til højtiden, men derimod at finde vej.
Det var nemlig nok omkring 20 år siden, jeg havde været i den del af min skov. Terrænet var nok ikke nævneværdigt forandret, men bevoksningen gjorde, at jeg ikke kunne kende, hvor jeg var, og jeg kunne ikke finde de karakteristiske former og referencepunkter. Det blev heller ikke bedre af, at naboen havde fældet alle sine træer i området med skovningsmaskiner, hvilket gjorde det umuligt at finde skovstien til mit område.
Heldigvis var der markørpinde langs grænsen, så jeg fik mit juletræ til sidst, selvom jeg var temmelig desorienteret. Men det store spørgsmål for mig blev, om den tilgroede vej var et billede på forholdet til Herren.
For det er jo sådan, at hvis vejen til Gud bliver brugt alt for sjældent, så vokser den til!
Måske hører du til dem, som ikke har haft ærinde til Himlens Gud i årtier? Måske hører du til dem, som hellere vil være rige over for mennesker end over for Gud? Eller måske kan du ikke længere finde vejen til Frelseren, fordi du i ligegyldighed har ladet dig nøjes med kristen virksomhed uden at være særlig generet af synden og derfor heller ikke har søgt vejen til nåden og befrielsen? I så fald lever du meget farligt, for Jesus siger, at ”Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det”.
Hvor anderledes er det ikke for dig, som dagligt har behov for at tage din tilflugt til Herren og igen og igen har brug for at opsøge korset for at få fornyet nåde og tilgivelse. For dig er vejen ikke tilgroet. Du kender terrænet og ved, at ”hvis vi vandrer i lyset (…) har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd”. Du går en lysende fremtid i møde og har al anledning at lytte, når Jesus siger ”ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”.
Når det gælder min forvirring i skoven, var redningen, at jeg så de røde markørpinde, som markerede grænserne mellem markejernes forskellige områder. Gud har i sin godhed på samme måde sat markørpinde, som aldrig svigter, og som du kan søge efter i et forvirret åndeligt landskab!
Markørpindende finder du i Guds ord!
Sandsynligvis ved du på et teoretisk plan, at Gud har givet os Bibelen som vejviser til himmel og salighed, men måske vejledes du i praksis af menneskers ord, i værste tilfælde af opinionens og mediernes ord?
Må jeg give dig et råd?
Lad Herrens Ord være din ledestjerne. Lad Herren vise din vej både i dit jordiske liv, og når det gælder evigheden. Gør Davids bekendelse til din: ”Dine [Herrens] ord er en lygte for min fod, et lys på min sti” (Sl 119,105), og hold fast i løftet i Esajas kap. 35,8: ”De, som vandrer den vej, skal ikke fare vild”. (jf. Den svenske bibel).
Lad ikke forbindelsen til Herren Jesus gro til!
Oversættelse: Therese Holm Mogensen
Udgivet af
Berthold Nilsson
Berthold Nilsson, Lönneberga, Sverige, lærer.