Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Tilbedelsen af Gud

Om hvordan den katolske kirkes vranglære viser sig i dens forståelse af islam, Jomfru Maria, helgener og paven.

Har den katolske ændret sig? (Del 1)

Følgende tredelte artikel er i samråd med Richard Bennett sammensat og oversat på grundlag af en række forskellige artikler af Richard Bennett, som alle kan findes på hjemmesiden: www.bereanbeacon.org. Spørgsmål og kommentarer bedes på Richard Bennetts anbefaling i første omgang sendt til medarbejderne på Nyt Livs blad. 

Læs evt. først Richard Bennets vidnesbyrd og artiklen Strømmen mod Romerkirken.

Stadigt flere evangelikale vil fortælle dig: ”Den katolske kirke har ændret sig.”

De, som hævder dette, forsømmer imidlertid ofte at undersøge, hvad den katolske kirke reelt lærer i dag.

Romerkirken fastslog ved sit sidste store kirkemøde, Andet Vatikanerkoncil (1962-1965), at den er ”semper eadem” (altid den samme), og at dens læresætninger er ”ureformerbare1”.

Ved samme koncil fastslog kirken, at pavernes læremæssige udtalelser om kristen tro og moral er ”ureformerbare ifølge selve deres natur2”.

Mens mange evangelikale hævder, at den katolske kirke har ændret sig, så fastslår den katolske kirke altså selv, at den ikke kan ændre sig.

Når så mange evangelikale mener, at den katolske kirke må have ændret sig, skyldes det ikke mindst, at repræsentanter for den katolske kirke inden for de sidste 20 år har underskrevet nogle økumeniske dokumenter, der har til hensigt at vise, at evangeliske kristne og katolikker har samme forståelse af evangeliet.

Økumenik” handler i høj grad om at formulere den kristne tros indhold på en sådan måde, at forskellige kirkesamfund kan skrive under på det samme og erklære sig enige.

De to vigtigste økumeniske dokumenter, som i de seneste årtier er underskrevet af evangeliske kristne og katolikker, er Evangelicals and Catholics Together (evangelikale og katolikker sammen) fra 1994 og Joint Decla-ration on the Doctrine of Justification (fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren) fra 1999.

Det første dokument er undertegnet af en række fremtrædende evangelikale ledere fra USA, mens det andet dokument er undertegnet af Det Lutherske Verdensforbund og af en række af de største lutherske kirker i verden.

I begge dokumenter har man til hensigt at vise, at den uenighed om frelsen, som forelå mellem protestanter og katolikker på reformationstiden, ikke længere er gældende.

Fra evangelisk hold udlægges dokumenterne ofte som et udtryk for, at den katolske kirke har bevæget sig og har ændret syn på frelsens grund og vej. Intet kunne imidlertid være fjernere fra sandheden. Pavekirken er og forbliver en fjende af det evangelium, som reformatorerne genfandt i Skriften, og som evangeliske kristne har troet og forkyndt lige siden.

Forbandelser over evangelisk troende

I 1545-1563 afviklede den katolske kirke et stort kirkemøde, Tridentinerkoncilet. Målet var at formulere den katolske frelseslære i modsætning til reformatorerne og at iværksætte en strategi til ødelæggelse af reformationen. Ved koncilet forkastede man alle de centrale reformatoriske læresætninger inklusive ”Skriften alene”, ”Nåden alene” og ”Troen alene”.

I kirkemødets udtalelser forbandede den katolske kirke 125 gange de evangelisk troende og deres teologi. Disse forbandelser er aldrig blevet trukket tilbage. De står stadig ved magt.

I sin katekismus fra 1992 fastslår den katolske kirke, at udtalelser fra Romerkirkens kirkemøder er ”ufejlbarlige”, og at alle troende skal tilslutte sig dem i lydighed mod Kristus. Det gælder også forbandelserne af de evangeliske troende3.

Blandt de 125 forbandelser er de følgende:

Hvis nogen siger, at et menneske retfærdiggøres ved troen alene, så at intet andet kræves i form af menneskets egen medvirken for at opnå retfærdiggørelsens nåde, og at det ikke på nogen måde er nødvendigt, at mennesket i kraft af sin egen vilje forbereder sig eller forbedrer sig, lad ham være forbandet!4

Hvis nogen siger, at den retfærdiggørende tro ikke er andet end tillid til Guds nåde, som for Jesu skyld tilgiver os vor synd, eller at vi alene ved denne tro retfærdiggøres, lad ham være forbandet!5

Det er kun naturligt, at den katolske kirke opretholder disse forbandelser. For de er i fuld overensstemmelse med den katolske kirkes nutidige lære om frelsens grund og vej.

For den katolske kirke er retfærdiggørelsen ikke, at Gud erklærer mennesket retfærdigt ved at tilregne det Jesu retfærdighed. Retfærdiggørelsen er derimod en gradvis indre forandring af mennesket.

Denne forandring kan kun ske ved hjælp af den nådekraft, som man får gennem den katolske kirkes sakramenter. Den katolske kirke fastslår i sin katekismus, at retfærdiggørelsen virkes af den guddommelige nådekraft i os, og at vi ved den bliver stadigt mere ”retfærdige i vort indre6”.

Den katolske kirke fornægter det bibelske evangelium om, at vi retfærdiggøres ved tro på Kristus, og at vi i Kristus er retfærdige for Gud. I stedet baserer den frelsen på vor egen retfærdighed. Det er en blasfemisk lære, som frarøver Kristus æren for vor frelse.

En ny strategi

Hvis den katolske kirke ikke har ændret sig, hvorfor har den da i de seneste årtier været så villig til at formulere og underskrive økumeniske dokumenter sammen med erklæret evangelikale kristne?

Svaret finder vi i vedtagelserne fra Andet Vatikanerkoncil. Her formulerede den katolske kirke en ny strategi, som tog sigte på gradvist at føre kristne fra alle andre kirker tilbage til Romerkirken. Det skulle ske ”lidt efter lidt” ved hjælp af økumeniske samtaler og ved hjælp af en udvidet praktisering af økumenisk fællesskab:

Den økumeniske dialog skal ikke kun foregå på et akademisk og læremæssigt plan, men skal stræbe efter at udfolde en mere komplet enhed mellem de kristne fællesskaber (…)

Målet skal være at ændre tankegang, levemåde og opførsel i disse andre fællesskaber. På denne måde skal der banes vej for den fulde trosenhed inden for én synlig Kirke.

Lidt efter lidt’, efterhånden som hindringerne for den perfekte kirkelige enhed fjernes, vil alle kristne kunne blive samlet i én fælles nadverfejring og i den fulde enhed, som Kristus gav sin kirke fra begyndelsen. Vi tror, at denne enhed findes og altid skal findes inden for den katolske kirke7.”

Målet er således at samle alle kristne om ét nadverbord, i én kirke – den romersk-katolske kirke.

De evangelikale kristne er den primære målgruppe for denne katolske strategi. Fordi mange evangelikale kristne i dag har en svag forankring i Bibelen, en svag erkendelse af evangeliet og et svagt kendskab til kirkens historie, er de sårbare over for den katolske strategi. De er lette at overbevise om, at refor-mationstidens uenigheder nok mest var et spørgsmål om, at man formulerede sig forskelligt, og at de i øvrigt handlede om sekundære spørgsmål. Man var enige om det væsentlige.

Har man først godtaget denne tolkning af historien, kan man forholdsvis nemt overbevises om, at alle væsentlige uenigheder mellem protestanter og katolikker i dag er ryddet af vejen. Netop den forestilling breder sig i disse år blandt evangelikale kristne. Men den er udtryk for et stort og fatalt bedrag.

Den katolske kirke har ikke ændret sig, lige så lidt som det bibelske evangelium har ændret sig. Derfor er uenigheden lige så stor i dag som på reformationstiden mellem den katolske kirke og den evangelisk troende menighed. Og det er en uenighed, der drejer sig om det mest centrale og bærende i troen.

I denne tredelte artikel skal vi se på, hvad den katolske kirke reelt lærer i dag. I første del skal vi se nærmere på den katolske kirkes lære om tilbedelsen af Gud. I den anden del skal vi se på kirkens lære om Guds frelsende nåde. I tredje og sidste del skal vi se på den nyere tids økumeniske dokumenter.

Tilbedelsen af Gud

Den bibelske tro på den treenige Gud forudsætter, at vi fornægter og tager afstand fra alle andre guder og tilbeder den levende Gud alene. Det gør den katolske kirke ikke. Det kommer til udtryk i dens lære både om Islam, Jomfru Maria, helgenerne og paven.

Islam

I sin katekismus bekender den katolske kirke, at den har den samme gud som muslimerne:

Frelsesplanen omfatter også dem, der anerkender Skaberen, og heriblandt først og fremmest muslimerne, der bekender, at de holder fast ved Abrahams tro og med os tilbeder den eneste barmhjertige Gud, der på den yderste dag skal dømme menneskene8.”

Andet Vatikanerkoncil udtalte om muslim-erne: ”Kirken har stor respekt for muslimerne. De tilbeder Gud, som er én, hel, nådig og almægtig, som er Skaberen af himmel og jord, og som også har talt til mennesker9.”

På denne baggrund bør det ikke undre, at den katolske pave i en prædiken i 2001 kunne udtale:

Der er én Gud. Før alt andet bekendte apostlene Guds absolutte enhed. Denne sandhed har de kristne arvet fra jøderne, og de deler den med muslimerne: troen på den ene Gud, ’Himlens og jordens Herre’ (Luk 10,21), almægtig og barmhjertig (…)

Kristne og muslimer arbejder sammen for en ’kærlighedens civilisation’. I dette arbejde overvinder vi al denne verdens snedige modstand og skaber os venner, som kan tage imod os i ’de evige boliger’ (Luk 16,9), i vores ’hjemland’ i Himlen (…) Kristne og muslimer bestræber sig dag for dag og side om side på at udføre Guds vilje10.”

Romerkirken anerkender og bekræfter således Muhammeds religion som en tilbedelse af den ene, sande Gud, som et udtryk for lydighed mod ham, og som en vej til at arve det evige liv hos ham. Herved har den katolske kirke brudt det fundamentale bibelske bud om ikke at ære nogen fremmed guddom. Som kristne tror vi på én Gud, som samtidig er tre personer. Denne tro forkastes af muslimerne som blasfemisk.

Koranen fastslår: ”Sandelig er de vantro, de, som siger: Allah er den tredje af de tre (personer); der er ingen gud uden den ene Gud, og hvis de ikke omvender sig fra det, som de siger, så vil en smertefuld revselse ramme disse vantro” (Sura 5,73).

Bibelen proklamerer Jesu Kristi guddomme-lighed og siger, at han er Guds herligheds glans og Guds væsens udtrykte billede (Hebr 1,3). I Koranen nedskrives Jesus til kun at være en profet og vel at mærke en profet for den Allah, som står bag Koranen: ”Oh, I Bogens Folk, overskrid ikke grænserne for jeres religion og tal ikke mod Allah, men tal sandhed: Messias, Issa, søn af Mariam, er kun en profet for Allah” (Sura 4,171).

Bibelen forkynder, at Jesus Kristus på korset døde i vort sted, og at hans offer på korset er grundlaget for vor frelse: ”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde” (Ef 1,7).

I Koranen benægtes Jesu korsfæstelse lidenskabeligt: ”De sagde: ’Vi har dræbt Messias, Issa, søn af Mariam, Allahs apostel. Men de slog ham ikke ihjel, og de korsfæstede ham ikke, men det så bare sådan ud” (Sura 4,157).

Det er udtryk for intet mindre end blasfemi, når paven og den katolske kirke hævder, at Bibelens ene og sande Gud er den samme som islams gud, og at dyrkelsen af og lydigheden mod den Allah, som taler i Koranen, er en vej til det evige liv.

Jesus sagde om sig selv:

Jeg er, før Abraham blev født” (Joh 8,58).

Jeg og Faderen er ét” (Joh 10,30).

Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14,6).

Derfor sagde jeg til jer: I skal dø i jeres synder. For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder” (Joh 8,24).

Islam fornægter, at Gud er treenig, at Jesus Kristus er Gud, at han er død i vort sted, og at han er den eneste vej til Gud. En sådan religion fastholder mennesker ind i åndelig død og fører dem mod den evige død.

Hvordan kan Romerkirken bekræfte og anerkende en religion, som gør alt dette? Hvordan kan evangelikale kristne have tillid til en kirke, som forholder sig sådan til islam?

En kirke, som bekræfter og anerkender gudsdyrkelsen i islam, må selv betragtes som forførende. Selvom den bekender troen på den treenige Gud, så forsvarer den samtidig afgudsdyrkelse. En sådan kirke skal man ikke åbne sig for, anbefale eller etablere fællesskab med. Den må man for evangeliets skyld, for Guds æres skyld og for menneskers evige frelses skyld bryde med.

Jomfru Maria

Siden 1854 har den katolske kirke lært, at Maria blev undfanget og født uden synd. Hun var syndfri i sin natur, og hun forblev syndfri hele livet igennem.

Som det lyder i den katolske kirkes katekismus: ”Fra undfangelsens øjeblik blev hun bevaret helt fri for ethvert præg af arvesynden, og i hele sit liv forblev hun ren for al personlig synd11.”

Ifølge Bibelen er intet andet menneske end Jesus fri for synd. Maria bekender selv, at hun som ethvert andet syndigt menneske har brug for en frelser: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!” (Luk 1,46-47).

Som alle andre troende var Maria en synder, der blev frelst af Guds nåde ved tro på Jesus og ikke ved en godhed i hende selv. At påstå, at hun er syndfri, løfter hende op på linje med Jesus. Det er udtryk for en ringeagt for ham, som alene er Guds inkarnerede Søn.

At Maria sidestilles med Jesus, fremgår også af, at hun ifølge den katolske kirke er faret til himmels som Jesus selv. Hun døde ikke og blev ikke begravet, men blev løftet fra denne verden og i kraft af sin egen hellighed taget lige ind i Himlen. Her har hun nu en status som universets dronning.

I den katolske kirkes katekismus fremstilles det på denne måde: ”Endelig er den uplettede Jomfru, der helt var blevet beskyttet mod enhver plet af arvesynden, efter sit jordiske livsforløb med legeme og sjæl blevet optaget til den himmelske herlighed og af Herren ophøjet ligesom til universets Dronning12.”

Maria betegnes endvidere i den katolske kirkes katekismus som værende ”fuld af nåde13”. Det er en betegnelse, som er formastelig i lyset af, at den i Bibelen er reserveret for Jesus alene. Det lyder om ham: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14).

Jesus alene er kilden til nåde og til fred med Gud. Af hans fylde alene modtager vi ”nåde over nåde” (Joh 1,16). At betegne Maria som ”fuld af nåde” er udtryk for en blasfemisk ophøjelse af et syndigt menneske på bekostning af Jesus. Det vil uundgåeligt medføre, at mennesker tilbeder og søger nåden hos en anden end Jesus alene.

Netop dette sker i den katolske kirke. Maria ophøjes og æres som ”Nådens Moder, den helt Hellige”, som kan gå i forbøn for mennesker hos Gud og kan hjælpe dem til frelse.

I den katolske kirkes katekismus lyder det: ”Når vi beder Maria gå i forbøn for os, bekender vi os som arme syndere og vender os til ’Nådens Moder’, den helt Hellige14.”

Bibelen lærer, at alene Gud er helt hellig: ”Ingen er hellig som Herren” (1 Sam 2,2).

Gud er hellig i alle dele af sit væsen og i alle sine handlinger. Med Skriftens ord: ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed” (Es 6,3).

Når vi har brug for at blive gjort retfærdige over for Gud, er det netop, fordi Gud er hellig: ”Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? For du alene er hellig, alle folkeslag skal komme og tilbede dig” (Åb 15,4).

At fremstille en skabning som ”den helt Hellige” er definitionen på blasfemi og afgudsdyrkelse. Det er under Guds klart udtalte dom: ”Jeg giver ikke min ære til nogen anden” (Es 42,8).

Det blasfemiske i den katolske kirkes Maria-dyrkelse bliver endnu tydeligere i lyset af den rolle, som Maria tilskrives som medarbejder på og formidler af vores frelse.

I Romerkirkens katekismus lyder det: ”Hun er (…) ved sin lydighed blevet årsag til frelse for både sig selv og hele menneskeslægten15.”

For efter sin optagelse i Himlen er hun ikke ophørt med denne frelsebringende opgave, men fortsætter den gennem sine mangfoldige forbønner for at opnå den evige frelses gaver for os16.”

Bibelen lærer entydigt og klart, at vores frelse kommer fra Gud alene, og at den er fuldbragt for os i Jesus alene: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

At henvise syndige mennesker til Maria med løfte om, at hun kan hjælpe dem til frelse, det er at føre mennesker vild fra den frelse, som vi alene finder i Jesus Kristus.

At Maria ses som en mellemmand og formidler mellem mennesker og Gud, kommer til udtryk i de titler, som hun gives i den katolske kirkes katekismus:

Derfor påkaldes den salige Jomfru i Kirken som Fortalerske, Hjælper, Støtte, Formidlerinde17.”

I grundbetydningen af ordet ”formidlerinde” ligger også ordene ”mægler” og ”mellemmand”. Ifølge Bibelen er der kun én mellemmand mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus (1 Tim 2,5). Han har fuldbragt vor frelse én gang for alle. At indføre en anden, kvindelig mellemmand, der skal hjælpe os i forhold til Gud og frelsen, er ensbetydende med at fratage Kristus hans ære, fornægte hans frelse og forkaste hans ord.

Det er også ensbetydende med, at man åbner for en blasfemisk anråbelse af og henvendelse til Maria i bøn. Som det fremgår af citatet ovenfor, er det netop det, man anbefaler i den katolske kirke – at man påkalder Maria som fortaler, hjælper, støtte og formidler i forhold til Gud. Det er en direkte overtrædelse af det første bud og af Jesu ord: ”Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene” (Matt 3,10).

Den katolske kirke bekender troen på den treenige Gud, men den kalder samtidig mennesker til at tro på, søge frelse hos og tilbede afguder. Herved fornægter den i praksis troen på den treenige Gud.

Helgener

Ifølge den katolske kirke er det ikke kun Maria, som ved siden af Jesus kan hjælpe os i forhold til Gud og frelsen. Det kan de andre helgener også. Maria og helgenerne har det til fælles, at de i deres liv på jorden har opbygget en ”skat” af overskydende gode gerninger, som de nu kan uddele til andre mennesker, hvorved andre mennesker kan blive hjulpet i deres forhold til Gud og frelsen:

Disse åndelige goder i de helliges samfund kalder vi også Kirkens skatkammer (…) I dette skatkammer hører også den i sandhed umådelige, uforlignelige og altid nye værdi hjemme, som den salige Jomfru Marias og alle helgeners bønner og gode gerninger har hos Gud – de, som, fordi de ved Herren Kristi egen nåde har fulgt Ham efter, har helliget sig selv og har fuldført et værk, der er velbehageligt for Faderen. Ved at arbejde på deres egen frelse har de samtidig arbejdet på deres medmenneskers frelse i det mystiske Legemes enhed18.”

Den katolske tanke er, at de særligt frommes overskydende gode gerninger kan blive tilregnet de mindre fromme, sådan at disse sidste kan komme til at stå mere hellige over for Gud.

Det er en tanke, som er helt uden grundlag i Bibelen og er uforenelig med evangeliet om Jesu én gang for alle fuldbragte frelse. Det bibelske evangelium er, at Gud tilregner den troende Kristi egen fuldkomne retfærdighed. At hævde, at den troende har brug for at blive tilregnet andet og mere end Kristus og hans frelse, er at fornægte evangeliet og at lede mennesker vild fra ham, som alene er vejen, sandheden og livet.

Den katolske lære om helgenerne indebærer også, at de levende troende opmuntres til søge hjælp hos og bede om forbøn hos de døde. I den katolske kirkes katekismus formuleres det således:

Foreningen af dem, der vandrer her, med de brødre og søstre, som er sovet ind i Kristi fred, afbrydes således slet ikke (…) De ophører ikke med at gå i forbøn for os hos Faderen, idet de frembærer de fortjenester, som de (…) har vundet på jorden. Deres broderlige omsorg er således til stor hjælp for vores svaghed19.”

De vidner, som er gået forud for os ind i Guds Rige, særlig de, som Kirken anerkender som ’helgener’, deltager i bønnens levende tradition (…) De skuer Gud, de priser ham og drager uophørligt omsorg for dem, de har efterladt på jorden. Ved deres indtræden i ’deres Herres glæde’ har de fået ’betroet meget’. Deres forbøn er deres højeste tjeneste i Guds frelsesplan. Vi kan og skal bede dem gå i forbøn for os og for hele verden20.”

Bortset fra, at helgenerne her tillægges en rolle, som tilsidesætter Jesu fuldbragte frelse, så opmuntres med disse ord alle troende til at henvende sig til de døde. Det er en praksis, som er i direkte modstrid med Bibelens klare vejledning:

Der må ingen findes hos dig, som (…) gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder og henvender sig til de døde ” (5 Mos 18,10-11, DO 1931).

At henvende sig til de døde er en okkult praksis, som uvægerligt fører ind i en kontakt med onde ånder.

At tildele de døde en ære, status og magt, som gør det ret og godt at bede til dem, det er endvidere ensbetydende med at guddommeliggøre dem. At bede til helgener og at søge hjælp hos dem er et brud på det første bud og en tilsidesættelse af den bibelske åbenbaring af den treenige Gud som ham, der alene må modtage vor ære, tilbedelse, bøn og kærlighed.

Paven

Ifølge den katolske kirke er paven ufejlbarlig, når han på en forpligtende måde udtaler sig om kristen tro og lære. Da skal han adlydes af alle troende som Gud selv. På Andet Vatikanerkoncil blev det formuleret på denne måde:

Den romerske pave, lederen af biskoppernes kollegium, er i kraft af sit embede ufejlbarlig, når han som alle troendes øverste præst og lærer, og som den, der bekræfter sine brødre i troen (Luk 22,32), på en endegyldig måde proklamerer en læresætning om tro og moral. Af den grund siges hans udtalelser med rette at være ureformerbare ifølge selve deres natur21.”

Ifølge Romerkirken har paven ikke kun myndighed over den romersk-katolske kirke, men som Kristi stedfortræder på jorden har han myndighed over alle kirker: ”Den romerske pave har i kraft af sit embede ikke bare myndighed over den universelle (romersk-katolske) kirke, men har en øverste ledelsesmyndighed over alle enkelte kirker og fællesskaber af kirker22.”

Men det stopper ikke her. Romerkirken holder sig ikke tilbage fra at tildele paven en

absolut og guddommelig myndighed og magt. Det sker med disse ord: ”Det øverste embede dømmes ikke af nogen23.”

Der er der ingen, som kan dømme paven – selv ikke Gud eller Guds ord.

Romerkirken tillægger paven en myndighed og en magt, som gør ham lige med Gud eller ophøjer ham over Gud.

Pavens myndighed indebærer, at hans udlægning af Skriften og hans tilføjelser til Skriften har den absolutte myndighed over alle kirker og alle kristne. Ingen har lov til at modsætte sig pavens lære eller at kritisere den, heller ikke ved at henvise til Skriftens ord. For: ”Det øverste embede dømmes ikke af nogen.”

Pavens krav på lydighed og hans påstand om ufejlbarlighed er et ekko af Paulus’ ord om antikrist: ”Modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud” (2 Thess 1,4).

Det er også en genklang af røsten fra den sataniske åndsmagt, hvis ord gengives af Esajas: ”Jeg stiger op over skybankerne, gør mig lige med den Højeste” (Es 14,14).

Romerkirken bekender troen på den treenige Gud, men i sin lære og i sin praksis fornægter kirken denne tro og åbner for afgudsdyrkelse.

Gå videre til artikel 2: Guds frelse


1 Vatican Council II, “Dogmatic Constitution on the Church, Section 25“, November 1964.

2 Vatican Council II, No 28, “Lumen Gentium”, 21. November 1964.

3 Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK), afsnit 891.

4 Canon 9.

5 Canon 12.

6 KKK, afsnit 1992.

7 Vatican Council II, No 42, ”Reflections and Suggestions Concerning Ecumenical Dialogue”, Vol. I, Sec. II.

8 KKK, afsnit 841.

9 Vatican Council II, No 56, The Conciliar and Post Conciliar Documents, “Nostra Aetate”.

10 Prædiken af Pave Johannes Paul II i Astana, Kazakhstan, 23. September 2001.

11 KKK, afsnit 508.

12 KKK, afsnit 966.

13 KKK, afsnit 491.

14 KKK, afsnit 2677.

15 KKK, afsnit 494.

16 KKK, afsnit 969.

17 KKK, afsnit 969.

18 KKK, afsnit 1476-1477.

19 KKK, afsnit 955-956.

20 KKK, afsnit 2683.

21 Vatican Council II, No 28, ”Lumen Gentium”, 21. November 1964.

22 Canon 333, sect 1.

23 Canon 1404.


Oversat af Mikkel Vigilius.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2014. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Richard Bennett

Richard Bennett, tidl. katolsk præst.

Richard Bennett

Richard Bennett, tidl. katolsk præst.