Tilbage til Luther?

En vurdering af Bibelen 2020 II

”Professionelle bibeloversættere, der oversætter Bibelen til nye sprog i den tredje verden, bruger i dag hovedsageligt det lutherske princip, hvor man forsøger at formidle den oprindelige mening på et hverdagssprog. Den metode er også blevet mere accepteret i USA og store dele af Europa de seneste årtier. I Danmark har den haft vanskeligere kår. Men med ’Bibelen på hverdagsdansk’ og ’Den Nye Aftale’ ser det ud til, at tendensen til at vende tilbage til Luthers principper for bibeloversættelser også for alvor er kommet til Danmark.”¹

Sådan lød det kortfattet i 2007 i en Ritzau-nyhed med titlen ”Tilbage til Luther”, som kommenterede udgivelsen af Den nye aftale og den reviderede udgave af Bibelen på hverdagsdansk.

Når Bibelselskabet og oversætterne bag Bibelen 2020 skal forklare om principperne for oversættelsen, henviser de også igen og igen til reformatoren. I sin bog Når Bibelen oversættes lader Birgitte Stoklund Larsen for eksempel nogle af Luthers overvejelser om at oversætte danne indgangsvinklen til at forklare principperne bag den nye bibeloversættelse:

”Lad os se lidt nærmere på Martin Luthers åbne brev om at oversætte fra 1530. Det rummer nogle overvejelser, som er relevante også for moderne oversættelse. Det afgørende for Luther er, at hans oversættelse er ’godt tysk’ – ikke at den ord for ord eller sætning for sætning følger grundteksten på græsk eller hebraisk. Luther er optaget af, at Bibelen bliver oversat til det sprog, almindelige mennesker taler:

’Man skal ikke spørge bogstaverne i det latinske sprog, hvordan man skal snakke tysk, sådan som disse æsler gør’, skriver han med en slet skjult hentydning til papisterne, nej, ’man skal spørge forældrene i hjemmet, barnet på gaden, de almindelige mennesker på torvet, og se på munden, hvordan de snakker og oversætte efter det. Først da forstår de det og mærker, at man taler tysk.’”

Hverdagssprog – en luthersk udfordring

Som nævnt indledningsvist i den første artikel findes der nogle, der er modstandere af Bibelen 2020 på forhånd, fordi de er skeptiske over for hele den grundlæggende tankegang om en bibel på nudansk.

Måske tænker man, at hverdagssproget ikke passer sig for en bibeloversættelse og vil være forfladigende for budskabet eller ødelæggende for gudsfrygten. Måske tænker man, at vi af respekt for Guds ord bør holde os så tæt på Bibelens egen ordlyd på grundsprogene som muligt. Eller måske tænker man, at en sproglig fornyelse ikke er vejen til at lukke Bibelen op for mennesker – det er Helligånden, der må åbenbare evangeliet.

Mange af dem, der af den ene eller anden grund har denne forhåndsskepsis, vil ikke tøve med at kalde sig lutherske. Måske vil man derfor også have en åbenhed over for at lade sig udfordre af Luthers standpunkt, når det gælder bibeloversættelse.

Luther insisterer på, at han, når han oversætter, vil gøre det til ”godt tysk”, og at dette gode, tyske sprog svarer til helt almindeligt dagligdags sprog.

Luther taler dermed også for en oversættelse, der på nogle måder er ret fri. Og det var denne frihed i den lutherske oversættelsesstil, Biskop Resen stødte sig på, da han påbegyndte sit mere ordrette oversættelsesarbejde, der blev grundlag for den danske tradition for bibeloversættelser, som vi stadig ser virkninger af i den autoriserede bibeloversættelse, de fleste af os bruger i dag.²

Luthers sprogforståelse

Hvorfor er det så vigtigt for Luther at oversætte til almindeligt hverdagssprog?

Det, Luther ønsker, er, at almindelige mennesker skal kunne læse i Bibelen og forstå den – forstå, hvad der står, og forstå, at her er der et ord til mig. Det er hjertelaget hos Luther: Almindelige mennesker skal blive knyttet til Bibelen og få lov til at se, at den ikke bare er de lærdes bog, fuld af sprogligt uforståelige sætninger. Bibelen var for de første modtagere ikke specielt vanskeligt tilgængelig i sproget, så det var ikke Guds mening at give os en bibel, der er vanskelig og knudret at gå til i sproget.

Luther var i besiddelse af en sproglig intelligens ud over det sædvanlige og havde en meget veludviklet sans for, hvordan sprog virker – både det tyske sprog og de bibelske sprog.

Som professor i bibelsk teologi færdedes han hjemmevant i de bibelske sprog på en måde, som de færreste i dag kan hamle op med. Men Luther var ikke, som professorer er flest.

Det, der ofte sker, når lærde professorer med forstand på græsk og hebraisk, oversætter Bibelen, er, at de i deres forsøg på at opnå så præcise oversættelser som muligt glemmer eller bagatelliserer vigtigheden af at tage hensyn til, hvordan det er normalt at udtrykke sig på det sprog, der oversættes til. Fordi man selv er så meget inde i den græske og hebraiske måde at bygge sætninger op på, og fordi man gerne vil være så præcis som muligt, kommer man i oversættelsesprocessen til at frembringe en slags blandingssprog, som gør sætninger, der ellers er helt almindelige og dagligdags på grundsproget, til snørklede og mærkelige sætninger i oversættelsen.

Sådan lærer teologer i Danmark stadig den dag i dag at oversætte fra græsk og hebraisk: så præcist som muligt, med kun helt basale hensyn til, hvordan det danske sprog fungerer. Og det er sådan en slags oversættelse, der stadig er spor af i den autoriserede bibel fra 1992, når der for eksempel står: ”Jesus talte til dem og sagde: …” Det er en præcis og meget tekstnær oversættelse, for det er sådan, man bygger sætningen op på græsk. Men på dansk ville man jo aldrig bygge sætningen op på den måde. Her ville man nøjes med at skrive: ”Jesus sagde til dem: …”

Det er ét af mange eksempler på, hvordan en dagligdags vending på grundsproget kan komme til at få en alt andet end dagligdags klang i en ordret oversættelse – uden at der egentlig er nogen grund til det.

Det særlige ved Luthers sprogforståelse var, at den ikke bare gjaldt bibelsprogene, men også det tyske sprog, han oversatte til, og at han ønskede at tage hensyn til begge dele, sådan at dagligdags bibelsprog også kom til at lyde som dagligdags tysk, når det var oversat.

Derfor oversatte Luther ikke ”ord for ord”. Men han overvejede fra vending til vending og fra sætning til sætning – først: Hvad er meningen med grundteksten her? Og dernæst: Hvordan kan den samme mening bedst udtrykkes på godt tysk?

Oversættelsens kunst

Et par eksempler fra Luthers oversætterværksted:

Hvis man skal oversætte Matthæusevangeliet 12,34 helt ordret, vil det lyde: ”Af hjertets overflod taler munden.” Eller som i den danske oversættelse fra 1907/1931, hvor man stadig fulgte traditionen fra Biskop Resen: ”Af Hjertets Overflødighed taler Munden”.

Og sådan, siger Luther, vil modstanderne af hans frie oversættelse have ham til at oversætte: fuldstændigt bundet til ordlyden og sætningskonstruktionen i det sprog, der oversættes fra. Men Luther raser:

”Sig mig, er det at snakke tysk? Hvilken tysker forstår dette? Hvad er ’hjertets overflod’ for noget? Det kan ingen tysker svare på. Hvis han da ikke ville sige, at det måtte betyde, at én havde et alt for stort hjerte eller for meget på hjerte. Nej, ’hjertets overflod’ er ikke tysk, lige så lidt som ’husets overflod’, ’kakkelovnens overflod’ eller ’bænkens overflod’ er det. Men sådan snakker forældrene i hjemmet og manden på gaden: ’Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.’ Det er at snakke rigtig tysk, og det har jeg bestræbt mig på, men desværre ikke formået at ramme altid.”³

En ordret oversættelse af Judas’ spørgsmål i Markusevangeliet 14,14 vil lyde: ”Hvorfor er dette tab af olie sket?” Dansk oversættelse fra 1907/1931: Hvortil er denne Spilde af Salven sket?”.

”Men hvad er det for noget tysk?” spørger Luther. ”Hvilken tysker snakker sådan: ’Der er sket tab af olie’?”

Det lyder ifølge Luther som om, der er nogen, der har tabt noget olie, som man ikke kan finde igen.

Man skal snarere oversætte sådan: ”Hvorfor ødsle sådan med olien?”

Dét er godt tysk, og det gengiver meningen helt præcist: Judas mente, at Maria Magdalene havde handlet økonomisk uforsvarligt og brugt den gode og kostbare olie på noget unødvendigt.

Det er to eksempler fra Luthers oversættelsesarbejde. To små og rimeligt ukomplicerede eksempler fra to af Bibelens 35.690 vers! Og sådan må oversætteren ifølge Luther hele tiden overveje – først: Hvad er meningen her? Og dernæst: Hvordan kan jeg udtrykke denne præcise mening inden for rammerne af det sprog, jeg oversætter til, så det bliver et forståeligt og godt sprog?

Med denne tilgang bliver bibeloversættelse et enormt stykke arbejde, og Luther fortæller da også, hvordan han og Melanchton undertiden, når det gik værst for sig, måtte ”bruge fire dage på at færdiggøre mindre end tre linjer”.

Luther giver et par eksempler mere, også af større teologisk betydning, men stopper så sig selv: ”Hvis jeg skulle angive årsagerne og tankerne bag alle de ord, jeg har valgt, måtte jeg vel have et år til at skrive det. Hvilken kunst og hvilket arbejde det er at oversætte, har jeg erfaret rigelig.”

Ligheder mellem Luther og Bibelen 2020

Når man ser på Luthers tilgang og principperne bag Bibelen 2020, er der nogle klare lighedstræk. Den frihed, som oversætterne bag Bibelen 2020 har haft i deres arbejde, minder på nogle måder om den frihed, Luther praktiserede.

Luther forholdt sig frit til grundtekstens ordlyd på den måde, at han sigtede efter at gengive meningen så præcist som muligt inden for rammerne af et ”godt tysk”, som almindelige mennesker kunne forstå.

Og Luther forholdt sig også frit til den kirkelige tradition, forstået som den katolske kirkes lære. Tidligere oversættelser til tysk skulle han ikke forholde sig til, og hans oversættelse skulle ikke have en kirkelig godkendelse. Luther var altså alene med den græske og hebraiske tekst og den nyeste forskning inden for sprogvidenskab, som Luther selv var velbevandret i, men som han også fik assistance med af den ualmindeligt dygtige Melanchton, der i kraft af sin særlige sproglige begavelse blev professor i græsk allerede som 21-årig.

På den måde er forudsætningerne og idealerne sammenlignelige for Luthers oversættelse og Bibelen 2020. Og når Bibelen 2020 kommer til os og hævder, at den er en oversættelse, der uden store hensyn til den kirkelige tradition oversætter meningen med grundteksten ud fra den mest opdaterede sprogvidenskab til et ordentligt nudansk – så ser det altså ved første øjekast ud til, at vi er på solid luthersk grund.

En vigtig forskel mellem Luther og Bibelen 2020

Det ovenstående fylder meget i præsentationen af Bibelen 2020 som et luthersk projekt. Men det er kun én side af Luthers tilgang til bibeloversættelse. Der er også en anden side af Luthers oversættelsesprincipper, som man har en tendens til at forbigå, selvom den er helt essentiel, hvis man ønsker at oversætte på luthersk vis.

Denne anden side fremgår også af Luthers åbne brev om at oversætte.

Da Luther i brevet har forklaret, hvorfor han i nogle tilfælde forholder sig ret frit til ”bogstaven” i grundteksten for at fokusere på at gengive meningen på et godt tysk, kommer han med en vigtig nuancering:

”På den anden side har jeg ikke været alt for fri, når det gælder at lade bogstaven fare. Sammen med mine hjælpere har jeg tværtimod med stor omhu taget hensyn til den. Hvor det for eksempel har været af særlig betydning, har jeg bevaret den bogstavelige ordlyd og ikke taget mig nogen frihed her.

Som for eksempel i Johannesevangeliet 6,27, hvor Kristus siger: ’Ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.’ Her havde det vel været bedre at sige ’ham har Faderen markeret’, eller ’det er ham, Faderen mener’. Men jeg har hellere villet bryde med det tyske sprog end vige fra ordlyden her.”

Det er nogle meget vigtige præciseringer, vi får fra Luther her. Og når Luther ikke i sit åbne brev om at oversætte gør så meget ud af dén vinkel, så skyldes det, at hans brev er formuleret som et forsvar mod nogle, der anklager ham for at være for fri i oversættelsen. Det får naturligvis Luther til at argumentere for og forsvare en meningsbaseret oversættelse til godt tysk. Men denne anden side ved oversættelsesarbejdet er altså mindst lige så vigtig: Luther og hans hjælpere har ”med stor omhu” taget hensyn til ”bogstaven” – den græske eller hebraiske ordlyd eller udtryksform.

Derfor har Luther ikke villet være ”alt for fri” i sin oversættelse, men har i hver enkel situation forsøgt at skønne, hvor et konkret udtryk har været af særlig betydning, så han blev nødt til at gå på kompromis med sit generelle ideal om et almindeligt tysk sprog.

Den ”store omhu”, som Luther og hans hjælpere har lagt for dagen i deres forsøg på en ret balancegang i dette spørgsmål, kommer af deres store respekt for bibelordet som Guds ord. Det var den samme respekt, som fik Biskop Resen til at gå væk fra de friheder, Luther tog sig med sit ideal om en meningsbaseret oversættelse i dagligdags sprog. Man kan sige, at Biskop Resen af frygt for at komme til at være for fri i sin oversættelse også kom til at lade Bibelens helt almindelige hverdagssprog blive unødigt snørklet og kringlet. Men Luther insisterer på, at det må afvejes i hvert enkelt tilfælde, hvornår et ord eller et udtryk har en vægt eller en særegenhed, som gør det nødvendigt med en mere direkte oversættelse.

Man fornemmer af Luthers eksempel med seglet, at hvis han har været usikker på, om et ord eller udtryk på grundteksten bærer en særlig vægt, så har hans tendens været at lade tvivlen udmønte sig i en bogstavelig oversættelse. Og det er også det indtryk, man vil få, hvis man i dag læser i Luthers oversættelse. Luthers oversættelse rummer langt fra den samme grad af friheder, som man ser i moderne hverdagssproglige oversættelser. Den er i langt højere grad præget af præcision, ærefrygt og forsigtighed i de tyske gengivelser. De fleste, der går fra moderne hverdagsbibler til Luthers tyske oversættelse i forventning om at møde en tilsvarende ”luthersk”, meningsbaseret oversættelse, vil blive overraskede over, hvor tæt Luther generelt holder sig til grundtekstens udtryk og billeder. Den ”anden side” af Luthers oversættelsesprincipper, som går ud på ”med stor omhu at tage hensyn til bogstaven” i grundteksten, viser sig at være styrende og bærende for oversættelsen i sin helhed, mens der ofte gås på kompromis med det dagligdags tyske sprog.

Luthers respekt for de ord, der har en ”særlig betydning” i Bibelen, indebærer også, at det for Luther er helt indiskutabelt, at en bibel skal indeholde alle de kristne kerneord som synd, nåde, retfærdighed m.m.

Her har Bibelen 2020 valgt en helt anden vej, idet man har sat idealet om umiddelbar forståelighed for den almindelige dansker over alt andet og derfor også har set sig nødsaget til at gå uden om alle de bibelske kerneord, som enten ikke længere er alment kendte og brugte, eller som har ændret betydning på nudansk.

Oversætternes betydning

I den meget bogstavelige og nøjagtige oversættelsestradition, som Biskop Resen repræsenterer, er oversætterens person ikke af stor betydning. Her bliver oversættelsesarbejdet groft sagt reduceret til et ordbogsarbejde, hvor det gælder om at være grundig og konsekvent med, hvordan man oversætter de enkelte ord fra grundteksten til dansk. Selv for Biskop Resen – og endnu mere for de efterfølgende oversættelser i samme tradition – var der også et tolkningsarbejde og et hensyn til det danske sprogs egenart. Men tolkningsarbejdet og hensynet til det danske sprog blev bevidst holdt på det minimale – og dermed blev oversætterens betydning også tilsvarende minimal.

Man kan så sige, at den enkelte bibellæsers lys over Skriften og evne til at sætte sig ind i det dansk-græske eller dansk-hebraiske hybridsprog på den måde blev vigtigere, og man kan også stille spørgsmålstegn ved, om oversætteren egentlig har gjort et reelt oversættelsesarbejde, eller om bibellæseren selv skal kende det græske og hebraiske sprog for at forstå den danske tekst.⁴

I den lutherske oversættelsestradition får oversætteren derimod en stor betydning og frem for alt et stort ansvar.

For det første kræver en meningsbaseret oversættelse, at man forstår og har lys over meningen med teksten. Forstår man ikke meningen, giver det ikke mening at oversætte meningsbaseret. Og den mening, man som oversætter nedfælder på det sprog, der oversættes til, bliver retningsgivende for bibellæseren. Bibellæseren fritages dermed for en del af ansvarsbyrden, men er desto mere afhængig af, at oversætteren har gengivet den rigtige mening.

For det andet ligger der et stort afvejningsarbejde hos oversætteren i forhold til at vurdere, om et ord eller en vending skal oversættes til dagligdags sprog eller oversættes direkte, fordi ordet eller vendingen bærer en særlig vægt og betydning, som ikke lader sig gengive på dagligdags sprog. Det var her, Luther gav eksemplet med, at han bevarede formuleringen, at Gud har sat sit ”segl” på Kristus, selvom man ikke siger sådan på dagligdags tysk.

For det tredje er det frem for alt nødvendigt, at oversætteren er kristen. Luther udtrykker det klart og med stort vægt:

Ak ja, det at oversætte er ikke en opgave for enhver, sådan som disse tossede hellige tror. Der er brug for et ret, fromt, trofast, flittigt, frygtsomt, kristent, lærd, erfarent, øvet hjerte til det. Derfor mener jeg, at ingen falsk kristen eller sværmer kan oversætte korrekt.

Disse ord af Luther må vi ikke gøre os for hurtigt færdige med. Det er radikalt sagt! Og det udfordrer hele den måde, de fleste af os har vænnet os til at tænke om Bibelen på – for de fleste af os bruger i det daglige en oversættelse af Bibelen, der ikke lever op til det kriterium, Luther her stiller op.

Er det selvfølgeligt for os, at de, der oversætter Bibelen, blot skal være de mest højtuddannede og græsk- og hebraiskkyndige teologer i landet? Og har vi tiltro til, at den rette mening så nok skal komme frem i teksten?

Luther mener noget andet.

En oversætter af den hellige Skrift må ifølge Luther arbejde ”flittigt” og ”frygtsomt”, ”fromt” og ”trofast” med bibelteksten, fordi han har erkendt, at han har at gøre med Guds hellige, sande ord, og at han står til ansvar over for Gud selv med sit arbejde. En oversætter af den hellige Skrift må ganske vist have et ”lærd”, men også et ”erfarent” og ”øvet” hjerte – det vil sige: Det er ikke tilstrækkeligt, at oversætteren er grundigt skolet i teologien og sprogene. Han må også selv have erfaret lovens og evangeliet virkning på sit eget hjerte, så det er blevet til tro og liv.

Ellers bliver oversættelsen ikke korrekt!

Det vil altid påvirke en oversættelse, hvis den ikke er foretaget med troens tilgang til bibelteksten. Luthers udsagn har dog en særlig vægt, når der er tale om en meningsbaseret oversættelse efter Luthers egne principper. Og når en oversættelse som Bibelen 2020 endda er langt friere end den tradition, som Luther med rette kan lægge navn til, bliver det endnu mere påtrængende at stille spørgsmålet: Hvem har lavet den – og ud fra hvilken tilgang til Guds ord?

Det spørgsmål stiller vi ikke for at være personfikserede, men for at få hjælp til at blive opmærksomme på den prægning på bibelteksten, der uundgåeligt vil komme fra oversætteren, og som vi som bibellæsere lige så uundgåeligt vil blive påvirket af – også der hvor der er tale om en mere skjult prægning på detaljeplanet.

Magtkampen

Før vi ser nærmere på nogle af de oversættere, der står bag Bibelen 2020, skal det nævnes, at der er en klar bevidsthed fra Bibelselskabets side om, at valget af oversættere har betydning – ikke blot i forhold til stilen og kvaliteten af oversættelsen, men også i forhold til indholdet og teologien.

Lektor Søren Holst, som har bidraget med omkring 10 % af oversættelsen af Det Gamle Testamente, kalder oversættelse for et ”kunsthåndværk og ikke en matematisk videnskab”.

Når oversættelsen er en kunst – som også Luther kaldte det – så indebærer det, at oversætteren langt fra er et neutralt led. Det er ikke bare et spørgsmål om kompetencer hos oversætteren – for så ville man ikke kalde det kunst. Oversætteren fungerer på en eller anden måde som en kreativ, skabende kraft i det kunsthåndværk, en oversættelse er – og dermed sætter oversætteren også altid sit personlige aftryk på oversættelsen.

Birgitte Stoklund Larsen formulerer det sådan: ”Bibeloversættelse handler også om magt, fordi enhver oversættelse også er en fortolkning: Hvem forstår at læse teksten? Hvem har magten over teksten? Og hvilken fortolkning er den rigtige?”

Og hvis der er noget, der er blevet tydeligt, særligt med de seneste to autoriserede oversættelser af Bibelen, så er det netop dette: at der er en magtkamp involveret i enhver ny bibeloversættelse. En magtkamp mellem forskellige aktører på universiteterne og i det kirkelige landskab, der alle kæmper for at få sat deres præg på oversættelsen.

Magten hos oversætteren er dog endnu større i Bibelen 2020 end ved de autoriserede oversættelser, da de autoriserede oversættelser stadig bærer et vist præg af Resen-traditionens respektfulde, bogstavelige omgang med bibelteksterne. I Bibelen 2020 er der større frihed, mere ansvar og mere magt hos oversætterne.

Men med Bibelen 2020 er magtkampen delvist undgået, fordi den ”bare” er en oversættelse til nudansk og ikke skal autoriseres. Og den magtkamp, der har været efter udgivelsen, har stort set udelukkende drejet sig om et forsøg på at få ordet Israel genindført nogle flere steder i Bibelen. Derudover ser det ikke ud til, at den kirkelige højrefløj rører på sig, tværtimod arbejder man sammen med Bibelselskabet om at udbrede Bibelen 2020.

Men vi bliver nødt til at stille spørgsmålet: Hvem er det, magten har ligget hos i processen med den nye oversættelse, og kan vi være trygge ved det?

Indflydelse fra DBI

En af de første ting, vi her må lægge mærke til og glæde os over, er, at to lærere fra Dansk Bibel-Institut (DBI) har været med i oversættelsesarbejdet af Det Gamle Testamente: Professor i Det Gamle Testamente Nicolai Winther-Nielsen og ph.d.-studerende i Det Gamle Testamente Christian Canu Højgaard. Derudover har professor i Det Gamle Testamente Jens Bruun Kofoed sammen med Nicolai Winther-Nielsen og Christian Canu Højgaard også været hebraiskfaglige oversættelseskonsulenter på dele af Det Gamle Testamente.

Det er meget positivt, at teologer fra DBI har fået lov til at være med til at præge oversættelsesarbejdet – endda i forreste række med to oversættere, i modsætning til med 1992-oversættelsen, hvor DBI og MF mere havde en rolle i kulissen.

På den måde kan man sige, at selvom den kirkelige højrefløj ikke har været med til at se hele den nye bibeloversættelse igennem, så er der kommet en direkte indflydelse på oversættelsen gennem de to oversættere. Deres arbejde har helt sikkert haft en betydning for Bibelen 2020, og det er glædeligt, at DBI har prioriteret at gå ind i det. Indre Mission, Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Netværk har desuden ydet økonomisk støtte for at give Nicolai Winther-Nielsen mulighed for fem måneders oversættelsesarbejde.

Forskellen i forhold til 1992-oversættelsen er altså, at to teologer fra den kirkelige højrefløj har haft direkte og stor indflydelse på nogle afgrænsede skrifter i Det Gamle Testamente, men Bibelen 2020 som helhed er ikke blevet læst igennem og evalueret af bibeltro teologer, som det var tilfældet med 1992-oversættelsen.

Nicolai Winther-Nielsen har arbejdet med oversættelsen af Dommernes Bog og Fjerde Mosebog. Christian Canu Højgaard har arbejdet med oversættelsen af nogle af de små profeter: Mika, Sefanias, Habakkuk, Nahum, Haggaj, Zakarias og Obadias.

Det gælder for alle oversættelserne, at ingen enkeltperson er ansvarlig for indholdet, da hvert skrift er resultatet af en proces med sproglige konsulenter, læsegrupper og en redaktionsgruppe, så det endelige resultat er udtryk for et kompromis mellem flere forskellige aktører.

Vurdering fra DBI

Med to folk helt fremme i forreste linje af arbejdet er det selvfølgelig relevant at høre, hvordan DBI selv evaluerer Bibelen 2020. Ikke deres egen indsats, men det færdige og samlede resultat.

De to oversættere har selv kommenteret Bibelen 2020 på kronikplads i to store landsdækkende aviser. De to i fællesskab i Politikken og Nicolai Winther-Nielsen selv i Berlingske Tidende.

I Politikken⁵ opfordrer de to bibeloversættere til, at Det Gamle Testamente skal bruges i gudstjenesterne – det er deres hovedanliggende – men de mener i den sammenhæng, at Bibelen 2020 kan være en oplagt anledning til at give Det Gamle Testamente en større plads, da teksterne nu er mere lettilgængelige:

”I Bibelen 2020 er oversættelsen af Det Gamle Testamente et helt nyt og frisk produkt, mens Det Nye Testamente er en revision af Den Nye Aftale fra 2007.

Det Gamle Testamente kan meget vel få en renæssance, fordi teksterne i den nye sprogdragt er lettere at læse og forstå (…) Mange vil kunne opleve teksterne som friske pust fra en ellers ret ukendt bibelsk verden. Det Gamle Testamente kan komme i spil i kulturen. Studiekredse vil kunne arbejde med at forstå, hvad der ligger i de nye formuleringer af de gamle tekster.

Den stærkeste indflydelse vil teksterne dog få, hvis præsterne får mulighed for at læse de nye oversættelser af Det Gamle Testamente foran alteret ved gudstjenesten, og hvis de tager afsæt i teksterne i deres prædikener (…)

Når vi nu får en ny nudansk oversættelse, skal den selvfølgelig ikke erstatte vores fælles oversættelse, men vi skal bruge den som et godt valg til afveksling.

Den kommunikerer godt i et velflydende og mundret sprog. Derfor vil vi indtrængende opfordre biskopperne til at opmuntre præsterne til at afprøve nyoversættelserne af Det Gamle Testamente i tekstlæsningerne og prædikenerne i folkekirken.”

I Berlingske Tidende⁶ ærgrer Nicolai Winther-Nielsen sig over den ”bibelshitstorm”, som Bibelen 2020 blev udsat for, og som har givet den nye bibeloversættelse et blakket ry. Han mener, at en fjer er blevet til fem høns; der var da nogle steder, hvor det i bagklogskabens lys havde været smart at rette teksten i Den nye aftale til Israel; men kritikken er kommet helt ud af proportioner.

Grundlæggende er kritikken et udtryk for, at man ikke har accepteret oversættelsens ”spilleregler”:

”Når et firma udgiver et nyt spil, vil det formulere et sæt regler, som styrer brugen af spillet. Nogle vil følge reglerne, andre vil lave deres egne, og enkelte vil skrotte spillet og advare mod fejlkøb. I dette projekt var spillereglerne, at oversættelsen skulle kommunikere meningen klart og lettilgængeligt. Dette krav kunne overtrumfe den tekstnære gengivelse af tekstens formuleringer.”

Nicolai Winther-Nielsen forudser, at der kan opstå flere lignende kritikpunkter:

”I de kommende måneder kan der komme flere lig på mediemøllens bord, for det er altid et kildent spørgsmål, hvor langt man kan gå, når man ikke slavisk reproducerer kildesproget. Men hvis danskerne bare går i gang med den læseroplevelse, som de var tiltænkt med ’Bibelen 2020’, skal det nok gå alt sammen.”

Formuleret til DBI’s missionske bagland udtaler Nicolai Winther-Nielsen:

”Bibelen 2020 er for god til at blive kasseret. Den er nok for frit oversat til nogle i vores bagland, men en helt bogstavelig oversættelse svigter læseren på den måde, at den ikke udfolder betydningen helt præcist. For man kan ikke overføre ord direkte fra hebraisk til dansk. Så jo flere bibeloversættelser, jo bedre. Men man skal ikke bruge Bibelen 2020 til teologiske studier. Den skal bruges til at få et frisk møde med Bibelen.

Der er masser af ting, vi kan diskutere i Bibelen 2020, men jeg håber, den bliver taget i brug, for jeg tror, det er en mulighed for, at mange danskere kan blive grebet af Bibelen.”⁷

På DBI’s hjemmeside skriver Nicolai Winther-Nielsen et blogindlæg med titlen ”Tillykke med Bibelen 2020”, hvor han lykønsker hele Danmark med den nye bibeloversættelse, hvor Gud nu ”taler et meget enkelt og klart sprog”. Og han deler det ønske og bedeemne, at den nye oversættelse må ”brænde igennem” og blive anledningen til en ”bibelpandemi” i Danmark.⁸

I Emdrup Kirke, hvor Nicolai Winther-Nielsen er hjælpepræst, er det blevet indført, at man et år vil prædike over en tekst fra Det Gamle Testamente en gang i måneden, og at man vil bruge Bibelen 2020 til det, blandt andet for at fremme udbredelsen af den nye oversættelse. I en YouTube-præsentation af det nye tiltag udtaler Nicolai Winter-Nielsen, at: ”Det, vi ønsker (…) er jo egentlig at lade folk få et nyt møde med Bibelens budskab igennem den her spritnye, sprudlende oversættelse, Bibelen 2020, som kan være med til at give folk et frisk møde og nysgerrighed, så man får lyst til at sige: Nu må jeg nok hellere læse lidt mere, fordi det er lidt spændende.”⁹

I det seneste nummer af DBI-posten (oktober 2020) skriver Christian Canu Højgaard lidt fra ”oversætterens værksted”. Her forklarer han, at 1992-oversættelsen ligger langt tættere på grundteksten end Bibelen 2020, men at man ikke af den grund kan sige, at den autoriserede oversættelse er mere ”bibeltro”. Forskellen er, at den autoriserede oversættelse overlader meget af fortolkningen til læseren, mens den nye, meningsbaserede oversættelse hjælper læseren på vej med en mere fortolkende oversættelse. Læseren af en tekstnær oversættelse må selv i gang med bibelleksika og bibelkommentarer, ”men realistisk set er det ikke alle bibellæsere, der er så ivrige”. Derfor kan der være god hjælp at hente i en meningsbaseret oversættelse, hvor oversætteren har gjort det arbejde for læseren.

Den korte artikel holder sig på dette generelle plan uden at give en vurdering af de tolkninger af bibelteksterne, som oversætterne bag Bibelen 2020 har givet til læseren, men der lægges ikke afstand til den nye bibel. På spørgsmålet ”hvilken oversættelse skal jeg vælge” svarer Christian Canu Højgaard: ”Det er godt, at der findes både tekstnære og meningsbaserede oversættelser. De appellerer nok til forskellige læsere, og hvis man ikke bryder sig om en nudansk oversættelse, skal man selvfølgelig ikke presses til at læse Bibelen 2020. Men mange bibellæsere vil faktisk få spændende oplevelser af en ny oversættelse, der gør vanskelige tekster lettere tilgængelige. Først og fremmest håber jeg, at Bibelen 2020 giver anledning til at læse Bibelen sammen i grupper – også gerne med nogle, der ikke har det helt store bibelkendskab på forhånd.”

Der gives kun enkelte forbehold fra DBI’s side i vurderingen af Bibelen 2020.

Nicolai Winther-Nielsen nævner, at der er mange ting, man kan diskutere i den nye oversættelse.

Rektor Børge Haahr Andersen antyder på diplomatisk vis, at det ikke er alle de involverede i Bibelen 2020, man kan have lige så stor tiltro til, som til de to DBI-ansatte: ”Oversættelsen er et kollektivt arbejde, og nogle få folks indsats kan naturligvis ikke præge hele oversættelsen. Der vil fortsat være plads til forbedring, for nu at sige det på den måde.”¹⁰

Og Jens Bruun Kofoed udtaler, at ”den teologiske dybde går tabt” med meningsbaserede oversættelser, men at det kan være nødvendigt at gå på kompromis med dybden for at få flere til at læse i Bibelen. I samme sammenhæng udtaler han, at han vurderer, at ”problemerne først og fremmest handler om hverdagssprog og ikke decideret bibelkritik eller politisk korrekthed”.¹¹

Overordnet set må man altså sige, at DBI, med Nicolai Winther-Nielsen som den primære bannerfører, giver en meget positiv vurdering af Bibelen 2020 som helhed og en tilskyndelse til at bruge den nye oversættelse.

Det er bemærkelsesværdigt, eftersom DBI er den teologiske institution i Danmark, der har det stærkeste og mest kompromisløse bibelsyn, og eftersom DBI-teologer selv har været så tæt på hele processen med den nye bibel, at man må formode, at de har et tæt kendskab til både de øvrige oversættere og det færdige resultat af den nye bibel.

Carsten Vang fra Menighedsfakultetet i Aarhus er mere forbeholden. I sin kommentar i Tro & Mission¹² trækker han nogle positive og negative ting frem, men det positive er enkeltvers, og det negative fylder klart mest.

Særligt fremhæver Carsten Vang, at man i Bibelen 2020 har slettet Guds navn, så han bare hedder ”Gud” hele vejen igennem. Men selvom vi i dag blot kalder Gud for Gud, er det vigtigt i Bibelen, at Gud har et navn. Det viser blandt andet, at Gud ikke bare er et princip eller en gud blandt andre guder. Og når Gud i Bibelen 2020 ikke længere har et navn, så gør han heller ikke længere noget ”for sit navns skyld”, for sit væsens skyld. Carsten Vang udtaler i forlængelse af denne kritik, at ”den almindelige læser bliver fastholdt i et almenreligiøst billede af Gud”.

Han tilføjer: ”Jeg er klar over, at det er en kras kritik, men jeg tror ikke, folk bliver udfordret i deres egne spekulationer om, hvem Gud er. Alt det, der kan ægge mig til at forstå, at Gud er større end mine forestillinger, det er nedtonet.”

Selvom Carsten Vang har stor sympati for projektet med en bibel på nudansk, er han derfor tøvende med at anbefale den. ”Jeg er i syv sind, om jeg vil anbefale Bibelen 2020. Jeg var positiv i begyndelsen, men jeg er blevet mere usikker, som tiden er gået. Men jeg tror stadig, den kunne være velegnet til læsning sammen med mennesker, der ikke er vant til at læse i Bibelen.”

Oversætterne bag Bibelen 2020

Selvom de to DBI-teologer har gjort en stor indsats og har præget en række enkeltskrifter i Det Gamle Testamente i en god retning, er det dog ikke Nicolai Winther-Nielsen og Christian Canu Højgaard, der står som de primære drivkræfter bag den nye oversættelse.

Med Luthers ord i baghovedet om den store betydning, oversætterens tro og forhold til Bibelen har for en fri og meningsbaseret oversættelse, skal vi derfor se lidt nærmere på nogle af de personer, der har bidraget mest til den nye oversættelse.

Fordi Bibelen 2020 er et kollektivt oversættelsesprojekt, er det ikke muligt at få en liste over, hvem der har oversat hvilke skrifter, men ser man på navnene i de otte prøveoversættelser, der udkom før Bibelen 2020, og ser man på interviews, foredrag og artikler i diverse medier får man alligevel indtryk af, hvilke personer, der har sat det stærkeste aftryk på den nye oversættelse.

I det følgende vil jeg give en kort præsentation – ikke af personerne, for det er ikke det, det drejer sig om – men af, hvad disse personer har udtalt om oversættelsesarbejdet og om Bibelen i almindelighed, så vi får en opmærksomhed på, hvordan deres tilgang muligvis kan have præget oversættelsen.

Jeg vil afgrænse mig til centrale oversættere bag ”Den gamle aftale”, da processen med ”Den nye aftale” ligger længere tilbage og i endnu højere grad fremstår som et kollektivt projekt.

Søren Holst

Søren Holst er lektor i teologi ved afdeling for Bibelsk Eksegese på Københavns Universitet. Han har været den primære oversætter af Første Mosebog, Jobs Bog og Jonas’ Bog.

Jeg har allerede (i den første artikel) citeret Søren Holst for hans korrektion af tidligere biskop Steen Skovsborg, der talte om en ændring af teksten i Første Mosebog 1, vers 2. Søren Holst slog i den sammenhæng med faglig stolthed fast, at den nye bibel ikke er en ændring af den eksisterende oversættelse, men en ny oversættelse på baggrund af grundteksten og den nyeste forskning.

Søren Holst har også reageret i medierne på den voldsomme kritik af den nye oversættelses omskrivning af Israel. I avisen Udfordringen formede han sin respons på kritikken som et ”personligt vidnesbyrd”:

”Oversættelsen beskrives som et hensynsløst angreb på jøder. Ja, den nye bibeludgave gør ligefrem jøder statsløse ifølge én kritiker. En anden siger, at Bibelselskabet på grund af politisk påvirkning fusker med Bibelen. Hvis blot det halve af det er sandt, bør man virkelig være bekymret.

Jeg må indrømme, jeg tager det personligt. Det Gamle Testamente og kristendommens jødiske arv har været en hjertesag for mig, siden jeg blev undervist i faget af Agnethe Zimino på Vejen Højskole-Kibbutz for 35 år siden.

Jeg har brugt det meste af mit arbejdsliv på at lære kommende præster, at den del af Bibelen, vi har til fælles med jøderne, er uundværlig for ordentlig kristendom. Ofte er jeg efter timerne blevet spurgt af en nysgerrig student, om jeg da selv er jøde? – For det tydede min kærlighed til teksten åbenbart på. Jeg kan Ha-Tikva, ”Håbet”, den israelske nationalsang, udenad og synger den for mine børnebørn, når jeg skal have dem til at sove.

Det er grove løjer at høre, at den bibel, hvor jeg har oversat bl.a. Første Mosebog og Job, er et angreb på nogle af de ting, jeg sætter højst i verden.”¹³

Vi fornemmer tydeligt af ovenstående vidnesbyrd, at der er andet og mere end faglig stolthed på spil for Søren Holst, når det kommer til hans forhold til Israel og Det Gamle Testamente.

Når man læser i Søren Holsts Kommentar til Første Mosebog bliver det dog klart, at hans kærlighed til kristendommens ”jødiske arv” er en kærlighed til Det Gamle Testamente på ”dets egne præmisser”. Det betyder, at Søren Holst, som så mange andre universitetsteologer, sætter en faglig stolthed i ikke at læse Det Gamle Testamente i lys af Det Nye, men i at behandle Det Gamle Testamente som en selvstændig størrelse – eller at se det i religionshistorisk lys med overvejelser om, hvordan skrifternes indhold og gudsforestillinger er blevet præget og påvirket af andre religioner i den nære orient.

Så almindelig og ukontroversiel denne tilgang i den akademisk-teologiske verden end er, så er den ikke desto mindre radikalt anderledes end den tilgang til Skriften, som alle dage har været troens folks forståelse og brug af Det Gamle Testamente, og som er helt central i den kristne troslære. Som bibeltro ser vi hele Skriften som en sammenhæng. Vi tror, at de gammeltestamentlige og de nytestamentlige skrifter er indblæst af den samme Ånd, at Det Gamle Testamentes hovedperson hedder Jesus Kristus, og at Det Nye Testamente kaster det rette lys over den sande mening med Det Gamle Testamente.

Men for universitetsteologien er dette en dårskab. For i universitetsteologien insisterer man på at læse Det Gamle Testamente på ”dets egne præmisser” – uanset hvilket lys Det Nye Testamente kaster over en tekst. Derfor kan Søren Holst for eksempel i sin kommentar til Første Mosebog kritisere Hebræerbrevets forklaring af forskellen mellem Kain og Abels offer for at være en ”kanin-op-af-hatten-fortolkning” – og selv lægge sig fast på en anden fortolkning.¹⁴

Og derfor kan Søren Holst, ganske radikalt, forkaste hele den kristne troslære om syndefaldet som en senere kristen indlæsning, der ikke har sin grund i tekstens oprindelige betydning:

”Der er én ting, teksten ikke siger, og som den kristne, europæiske læser ellers godt kunne have forventet: At efter at have forladt haven er menneskene blevet syndere. Den kristne tradition kalder 1 Mos 3 for ’syndefaldsberetningen’, og det skal den naturligvis have lov til. Det er ikke nødvendigvis ’forkert’, men det er næppe tekstens oprindelige mening. Der står intet i teksten om, at menneskenes natur eller grundindstilling forandrede sig, da de spiste frugten. Det er ikke historien om, hvordan synden kom ind i verden. Det er historien om, hvordan det velkendte menneskeliv blev til – med arbejde, mad, seksualitet, børnefødsler og død. Og resten af bogen fortæller om livet i den verden og ikke om, hvordan man bliver frelst væk fra den. Dét har vi Det Nye Testamente til.”¹⁵

Det var også Søren Holst, der i prøveoversættelsen af Første Mosebog foreslog, at velsignelsen skulle udgå i Det Gamle Testamente. Han ville i stedet oversætte velsignelse med ”livsstyrke”. Hvorfor? Fordi: ”Velsignelse er i Det Gamle Testamente en meget jordnær glose, der ligger langt fra den fornemmelse af noget særligt åndeligt, som mange sikkert vil få.”¹⁶

Horisonten i Det Gamle Testamente er helt begrænset til dette liv på jorden. Det gælder om at få et godt liv, mens man er her, og ikke dø i utide. Og Guds velsignelse handler derfor heller ikke om noget ”åndeligt og abstrakt”.

”Velsignelse er (…) et udtryk for guddommelig omsorg, men den ytrer sig på en facon, der er alt andet end uklar eller luftig. Den ytrer sig netop i form af håndfaste dagligdags kilder til glæde og velvære. Den, der i Det Gamle Testamente er velsignet af Gud, mærker det ved, at han får mange børn, har nok at spise, undgår fjendeangreb og dør glad og tilfreds i en høj alder uden at have lidt overdrevent af sygdom.”¹⁷

”I Det Gamle Testamente er velsignelsen simpelthen forudsætningen for det gode menneskeliv. Det vil først og fremmest sige frugtbarhed: Så længe kvinder får børn, kornet står godt på marken, og køer og får bringer afkom til verden, så véd patriarken at han er velsignet.”¹⁸

Samlet set er urhistorien ifølge Søren Holst en samling myter, der er blevet skrevet for at forklare, hvordan det kendte menneskeliv er blevet til, og perspektivet for Første Mosebog og Det Gamle Testamente i det hele taget er det gode liv på jorden og intet andet.

Else Holt

Else Kragelund Holt er ph.d. i Det Gamle Testamente og tidligere lektor ved Aarhus Universitet. Hun har været den primære oversætter af bl.a. Salmernes Bog, Klagesangene, Højsangen og Esters Bog.

Else Holt henviser ofte til Luther. Hun har for eksempel skrevet artiklen At oversætte Salmernes Bog igen og igen og igen – en luthersk forpligtelse.¹⁹ Og i sin Kommentar til Salmernes Bog bruger hun Martin Luthers fortale til Salmernes Bog som indgangsvinkel.

Else Holt er dog hurtig til at lægge afstand til den del af Luthers forståelse af salmerne, hvor han kalder Salmernes Bog for en ”lille bibel” og en bog, der ”klart forkynder Kristi død og opstandelse”. Det er nemlig ikke noget ”særlig godt argument for at læse Salmernes Bog i vore dage”, at de forkynder Kristus:

”Den moderne læser, også den kristne, må naturligvis have den opfattelse, at tekster, der er skrevet forud for en persons liv, ikke kan handle om denne person.”²⁰

Hos Else Holt møder vi med stor tydelighed igen den klassiske universitetsteologi, hvor man vil sætte vandtætte skotter mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Ingen nytestamentlig tanke må ”læses ind i” Det Gamle Testamente.

Men hvad så når Det Nye Testamente igen og igen bruger salmerne – bruger dem til at udfolde troens væsen – og bruger dem som profetier om Kristus?

Det er ifølge Else Holt ikke en ”forfalskning”, ligesom det ifølge Søren Holst ikke nødvendigvis er ”forkert” at tale om en syndefaldsberetning inden for kristendommen. Men det er ikke, fordi salmerne i sig selv taler om Kristus. Det er, fordi de nytestamentlige forfatteres forhold til salmerne kan sammenlignes med det forhold, vi selv kan have til ”de sange og fortællinger, vi har hørt og sunget, fra vi var små”. De sange og fortællinger, vi er vokset op med, er med til at præge vores ”sprog” og vores ”livstydning, vores forståelse af os selv og omverden”. Og sådan har Jesus og apostlene også brugt Det Gamle Testamente.

”Skal man sige, forstå eller forklare noget vigtigt eller indviklet, tyer man til det kendte sprog og fortællestof for derigennem at finde analogier og tydninger, hvorfra man kan hente sin fortolkning af den aktuelle situation. På samme måde har Jesus og de første kristne hentet deres forståelsesramme i jødernes hellige bog.”²¹

Hvad er så den ”oprindelige mening” med Salmernes Bog?

I Else Holts Kommentar til Salmernes Bog møder vi et forstemmende billede af salmerne som udtryk for en religiøsitet, der intet har med kristendom at gøre. Det er en almenreligiøsitet, hvor det overordnede perspektiv er, at salmisten henvender sig til Gud for med sin bøn at påvirke ham til at sende sine velsignelser – forstået som hjælp og beskyttelse i det jordiske liv.

Den teologi, vi møder i Salmernes Bog, er ifølge Else Holt en ”nærværs-teologi”, der handler om, at mennesker henvender sig til Gud i templet for at modtage en kraft, der er nødvendig for nationens eller livets opretholdelse (s. 47).

Vi møder ”den jævne tro på, at den personlige Gud vil sende sin velsignelse over den, der holder sig til ham” (vel at mærke ’velsignelse’ forstået udelukkende jordisk) (s. 49).

Vi møder forestillingen om, at Gud ”ikke blot er en fjern, overvældende og utilnærmelig Gud; han er også den enkeltes skytsgud – en forestilling, der var udbredt i hele den gamle, nære orient” (s. 49).

Vi møder påkaldelser af Gud i nøden, hvor salmisten omtaler fjenderne i stærke vendinger og prøver at fremstille det sådan, at fjenderne også er Guds fjender, i et forsøg på at overtale Gud til at være på den bedendes side (s. 70).

Sammenfattende om salmernes gudsbillede siger Else Holt: ”Som det er fremgået på de foregående sider, byder de gammeltestamentlige salmer på et rigt facetteret billede af Gud, som afspejler de fleste af de gudsforestillinger, som rummes i det øvrige Gamle Testamente. Gud er skaber og konge, beskytter og livgiver. Han tager sig af nationen, når den er ramt af katastrofer og af den enkelte i hans daglige bekymringer. Han er den, man påkalder i enhver situation, men samtidig kan man risikere, at ens bøn ikke bliver hørt, og det er, som om han har forladt sit folk eller det enkelte menneske. Gud er på én gang tryg og nærværende, fjern og ubegribelig” (s. 60).

Kun på én enkelt dobbeltside i kommentaren til Salmernes Bog taler Else Holt om ”synd og tilgivelse” (s.74-75).

I det afsnit begynder hun med at fastslå, at Det Gamle Testamente ikke kender til begrebet ”arvesynd”, og at opfattelsen af mennesket som ”per definition syndigt” er en senere kristen forståelse, som ikke må forudsættes i Det Gamle Testamente. Grundlæggende er der derfor ”ikke noget i vejen for, at et menneske kan erklære sig retfærdigt over for Gud”.

Men mennesket kan synde over for Gud og mennesker. Han må i så tilfælde bede Gud om tilgivelse. Og så er det godt, at Guds tilgivelse og nåde er større end hans vrede.

For at sætte Else Holsts forståelse af salmerne i perspektiv, vil jeg citere lidt mere af Luthers fortale til Salmernes Bog:

”Og endelig burde Salmernes Bog være så dyrebar og kær for os alene af den grund, at der i den findes så klare forjættelser om Kristi død og opstandelse, og fordi vi i Salmerne forud får afmalet hans riges og hele kristenhedens vilkår og væsen.

Således kunne man med rette kalde Salmernes Bog en lille Bibel, hvor alt, hvad der står i den store Bibel, er samlet så skønt og kort, formet og forfærdiget til en fin lille håndbog. Ja, for mig ser det ud som om, Helligånden selv har villet tage det hårde arbejde på sig at sammenstille en kort Bibel og eksempelbog, der omfatter hele kristenheden, så at den, der ikke formår at læse hele Bibelen, dog her må have så godt som hele Bibelens sum sammenfattet i én lille bog.”²²

Salmernes Bog – en sammenfatning af hele Bibelens sum! Salmernes Bog som en bog, der forkynder om Kristus og om troens liv med Gud. Sådan så Luther på salmerne – og sådan har den troende menighed set på og brugt salmerne op gennem kirkens historie.

Men for Else Holt er formålet med Salmernes Bog for en moderne læser noget ganske andet:

”Det er som udtryk for alment menneskelige følelser, at salmerne har deres vigtigste værdi, også for en moderne læser. Salmerne udtrykker den største glæde og den dybeste sorg og fortvivlelse. I salmerne kan man finde ord, der forløser i begge disse sindstilstande” (s.6).

”De gammeltestamentlige salmer udtrykker mange forskellige, alment menneskelige følelser og oplevelser. Disse følelser og oplevelser får i salmerne en religiøs fortolkning, og salmerne kan derfor fungere som modeller og medier også for det moderne, kristne menneskes lovsang og bøn, især fordi de taler et sprog, der har store æstetisk-poetiske kvaliteter, og som gør dem tidløse” (s.80).

Og som den afsluttende konklusion på Else Holts Kommentar til Salmernes Bog:

”Først og fremmest må man vel sige, at der med disse salmer skabes rum for forkyndelsen af og lovsangen til Gud Fader. Denne side af gudsdyrkelsen, det man kunne kalde den almene religiøsitet, hænger uløseligt sammen med Det Gamle Testamentes bekendelse til Gud som skaberen og opretholderen af verden og af det enkelte menneske” (s.118).

Vi skal altså ifølge Else Holt først og fremmest bruge salmerne som hjælp til at udtrykke: almen religiøsitet. Det er i tråd med salmernes oprindelige mening, og det er sådan, det moderne menneske også i dag kan opleve salmerne som relevante.

Martin Ehrensvärd

Martin Ehrensvärd er lektor i religionsvidenskab ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet. Han har været den primære oversætter af bl.a. Prædikerens Bog og Esajas’ Bog.

Martin Ehrensvärd fortæller i et interview om oversættelsesprocessen:

”En af retningslinjerne har været, at når der er en tvetydighed, har vi forpligtet os på at vælge én tolkning. Det har man i et vist omfang også gjort i 1992, men mange steder har man også efterladt læseren med nogle uklarheder, netop fordi teksten selv er uklar eller har flere mulige betydninger.”²³

I samme interview fortæller han, at oversætterne generelt har forenklet den hebraiske poesi og for eksempel fjernet en del af parallelismerne i de tilfælde, hvor oversætterne har vurderet, at gentagelsen ikke tilførte noget nyt i betydningen.

Her ser vi et udtryk for, hvordan oversætterne af Bibelen 2020 hele tiden har skullet træffe en række konkrete valg baseret på deres vurdering af, hvad der har betydning, og hvad der ikke har betydning. Det er i forbindelse med afvejninger af den type, Martin Luther henviser til, at en oversætter skal have et ”ret, fromt, trofast, flittigt, frygtsomt, kristent, lærd, erfarent, øvet hjerte”, og at ingen falsk kristen eller sværmer kan oversætte Bibelen korrekt.

Martin Ehrensvärd er en kompetent sprogforsker, der har undervist i hebraisk og andre oldsprog ved universitet i 30 år. Han har som den eneste i Danmark en ph.d.-grad i bibelsk hebraisk, som har han opnået ved at studere på det hebraiske universitet i Jerusalem, ”hvor de virkelige eksperter sidder”.²⁴

Men hvor står han i forhold til den grundlæggende tilgang til Bibelen?

I 2010 medvirkede Martin Ehrensvärd i DR2-programmet ”De omvendte”. Det var en programserie om mennesker, der havde oplevet en omvendelse til et helt andet livssyn. I hvert program deltog to gæster, der havde foretaget en modsatrettet rejse i deres liv, og som altså var blevet omvendt til det, den anden gæst troede på, før han blev omvendt.

Introduktionsteksten til det tredje program i rækken lyder som følger: ”Er troen på en religiøs sandhed både naiv og forældet? Eller er det snæversynet og kynisk at afvise det? Mød én, der har fundet sandheden i Gud og én, der smed ham ud.” ²⁵

Martin Ehrensvärd var den gæst, der havde smidt Gud ud af sit liv. Han fortæller i programmet om, hvordan han i gymnasietiden oplevede en klassisk indremissionsk omvendelse, men efter fire år som kristen, hvor han også var begyndt at læse teologi for at blive præst, fik han ved en naturoplevelse en pludselig klarhed over, at jorden ikke kun kunne være 7000 år gammel – og med den erkendelse røg også troen på Gud.

Martin Ehrensvärd skiftede herefter studieretning til semitisk filologi, hvor han kunne fordybe sig i sin interesse for det hebraiske sprog uden tanke på en præstegerning.

I udsendelsen viser det sig, at Martin Ehrensvärd, selvom han benægter at tro på Gud, ikke er en klassisk ateist. Han tror på, at der er ”noget større”, og at verden er et mysterium.

Men: ”At der skal være en Gud, som har sandheden, og jeg har sandheden, og Bibelen fortæller den sandhed – dét er for naivt, det er for gammeldags.”

Gået på klingen vil Martin Ehrensvärd gerne være med til at kalde mysteriet for ”gud”, men det er ikke sådan, at den gud ”er en person, der kan huske mig, og som vil noget bestemt med mig – men måske et ’drive’ eller en ’energi’, eller hvad vi skal kalde det”.

Martin Ehrensvärd fortæller, at han ikke er interesseret i at tro – at tro er for gammeldags. Og han kan sige, at han ”med sikkerhed ikke vender tilbage til den form for tro”. Han har nogle gange oplevelser af ”mening og sammenhæng og kærlighed”, men det er ”uden den der overbygning”. På den måde mener han, at han har taget ”det bedste med” fra sit liv som troende.

Mellem udsendelsen fra 2010 og udgivelsen af Bibelen 2020 har Martin Ehrensvärd blandt andet taget en efteruddannelse i mindfulness m.m. og har sammen med en psykolog skrevet bogen At dø i meditation (2014), der handler om muligheden for at ”påvirke kvaliteten af ens egen dødsproces” gennem en række meditationsøvelser inspirereret af buddhismen.²⁶

”Bibeloversættelse er vanvittigt interessant,” siger Martin Ehrensvärd. Og: ”Det er vigtigt, at vi forstår, hvad der står i Bibelen.”

Men hvorfor er det overhovedet det? Hvis det er naivt og gammeldags, hvad der står i den?

Svaret lyder: ”Det er jo den vigtigste bog i verdenslitteraturen. Derfor er det også vigtigt, at vi forstår, hvad der står i den.”²⁷

På hellig grund

Det er rigtigt, at Bibelen er den vigtigste bog i verdenslitteraturen. Men den er meget mere end det! Den er Guds ord! I Bibelen møder vi ikke bare en interessant samling gamle skrifter, der har haft enorme følgevirkninger i verdenssamfundet, og en række skildringer, der kan give os historisk indsigt i menneskers liv og forestillinger til forskellige tider. Vi møder Gud selv som vores skaber og far og Jesus som vores frelser og herre. Det treenige Gud selv vil have os i tale gennem sit ord, kalde os til omvendelse og tro på ham.

Tænk så at sidde med den kæmpe opgave og det kæmpe ansvar at skulle oversætte Bibelen: Jeg skal høre og forstå, hvad Gud siger, og oversætte det videre til et helt folk og en opvoksende generation, så de møder Gud i sandhed. Ingenting kan rigtigt sammenlignes med det. At oversætte Bibelen er den helligste og vigtigste og mest ansvarstunge opgave, man kan få.

”Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog” (Åb 22,17-18).

Ordene fra slutningen af Åbenbaringsbogen er ikke direkte møntet på oversættere og deres arbejde, for enhver oversættelse indebærer med nødvendighed en eller anden grad af ”ændring” – fra ét sprog til et andet. Men ser man klart, hvad der er ens opgave som bibeloversætter, så må ordene alligevel hænge ved en som en anfægtelse undervejs i arbejdet og en tilskyndelse til at gå til arbejdet i bøn og gudsfrygt.

Men gennem alt, hvad jeg har læst om Bibelen 2020, har jeg ikke mødt ét eneste vidnesbyrd om, at arbejdet med Skriften har haft personlig betydning eller blot gjort indtryk på oversætterne.

Birgitte Stoklund Larsen har skrevet en hel bog om oversættelsesarbejdet – Når Bibelen oversættes – men ikke én gang får man en fornemmelse af, at hun har været bevidst om at stå på hellig jord. Bogen er den rene underholdning at læse. Underholdning for sprognørder. Der er eksempler på sjove og interessante oversættelsesproblematikker og dilemmaer – men intet andet.

Det måske tætteste, jeg er kommet på en (offentlig) tilkendegivelse af, at arbejdet med den nye bibeloversættelse har haft personlig betydning for en, var en artikel i Kristeligt Dagblad om forfatter Caroline Albertine Minor, en af eksperterne i nudansk, der har arbejdet sammen med Else Holt. Der står i begyndelsen af artiklen: ”Hun har været sproglig konsulent på nyoversættelsen og er selv blevet påvirket af arbejdet.”

Læser man videre i teksten, vil man få at se, at når arbejdet har påvirket og været ”givende for forfatteren”, skyldes det, at hun har ”fået øjnene op for Bibelens litterære kvaliteter”, og at ”sproget har smittet af”. Det sproglige arbejde har givet hende poetisk inspiration i forfatterarbejdet.

”For eksempel står der i Klagesangene, at ’det dejlige Jerusalem blev knust under Guds fod som en drueklase’. Det billede var jeg helt vild med. Det er enkelt og kraftfuldt.”²⁸

Jeg kan ikke vide, hvad sprogeksperterne eller nogle af de andre oversættere og konsulenter har fået ud af at arbejde med Guds ord. Men denne tilkendegivelse af at være ”vild med” et billede på Guds dom – fordi det er af stor litterær kvalitet – det står for mig som noget ganske uhyggeligt. Især når det står som den eneste tilkendegivelse blandt hundredevis af artikler om Bibelen 2020 på, at arbejdet har haft personlig betydning for nogen af oversætterne.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Søren Kierkegaards berømte billede: ”Det hændte på et teater, at der gik ild i kulisserne …” Så kom der en og fortalte det til publikum. Men publikum klappede bare. De troede, det var en del af forestillingen. Han kom igen og gentog det – men publikum klappede bare endnu mere. ”Således tænker jeg,” siger Søren Kierkegaard, ”at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige hoveder, der tror, at det er en vits.”

Bibelen er ikke bare en del af litteraturhistorien. Det Gamle Testamente er ikke bare kristendommens ”jødiske arv”. Den hellige skrift er ikke bare fuld af poesi og flotte billeder.

Bibelen er Guds ord – indblæst af Guds hellige Ånd! Han vil møde dig igennem det og tale til dit hjerte – for at frelse dig.

Og er man ikke som oversætter bevidst om denne helt grundlæggende virkelighed, giver det slet ingen mening at tale om en oversættelse i Luthers tradition eller Luthers ånd.

Ansvar og tillid

Det er tankevækkende, at Bibelen 2020 har fået så ubekymret og positiv en modtagelse blandt bibeltro – og at ordet ”Israel” er løbet med stort set al opmærksomheden.

Når man ser på oversættelsens karakter som en nudansk og meningsbaseret oversættelse, er der al mulig grund til at være særligt opmærksom på, hvem der har siddet med oversættelsen. Og i dette tilfælde er ansvaret altså for en stor del betroet personer, som ingen bibeltro normalt ville have tillid til som udlæggere af Bibelens mening.

Man kan sammenligne det med, hvis et forlag udgiver en ny bibelkommentar. Vil bibeltro ledere så normalt gå ud og rose og anbefale en kommentar, hvis den er skrevet af en ateist med et bibelkritisk syn? Eller – vil man i det mindste ikke vente med at udtale sig positivt i en så vigtig sag, til man har undersøgt sagen meget grundigt selv?

Det er et stort ansvar, man dermed påtager sig, også selvom man udtaler sig lidt henkastet, for læser man noget positivt om den nye bibel fra en person, man normalt har tillid til og regner for en åndelig vejviser, så er sagen afgjort for det store flertal, der ikke selv magter at forholde sig til sagen.

Der er selvfølgelig forskel på en bibelkommentar og en meningsbaseret oversættelse af Bibelen. Men større er forskellen heller ikke, når der her er tale om en bibeloversættelse, hvor oversætteren gengiver og på læserens vegne lægger sig fast på en bestemt mening med teksten ud fra oversætterens tolkning og grundlæggende tilgang til Bibelen.

Dertil kommer, at mere end 500 ”almindelige danskere” har læst Bibelen 2020 igennem i læsegrupper og har givet deres vurdering af, hvad der fungerede, hvad der ikke fungerede, og hvad der skulle forkortes væk. Bibelselskabet har i princippet ikke været forpligtet på at følge rådene fra læsegrupperne, men med så stort et administrativt apparat i bevægelse, er der grund til at tro, at læsegrupperne har påvirket en hel del oversættelsesvalg. Det er også det indtryk, man får i Birgitte Stoklund Larsens redegørelse.

At en del af læsegruppernes responser har været mere konservative i forhold til, ”hvordan Gud udtrykker sig”, siger nok mindre om læsegruppernes respekt for Guds ord end om oversætternes frisind.

En erfaren oversætters vurdering

Den tilsyneladende eneste, der rigtigt har interesseret sig for den ånd, oversættelsen er drevet af, og har syn for betydningen af det, er en mand, der selv har beskæftiget sig mere med bibeloversættelse end nogen anden i Danmark: Iver Larsen, som står bag oversættelsen af Bibelen på hverdagsdansk,²⁹ og som desuden har brugt 35 år på en bibeloversættelse til det kenyanske sabaot-folk.

Iver Larsen ved, hvad han taler om. Han ved, hvilke valg man hele tiden står i som oversætter. Og han ved, at den teologi, det gudsbillede og det menneskesyn, man som oversætter er præget af, uundgåeligt vil komme til at få indflydelse på oversættelsen, især når oversættelsen er fri og meningsbaseret.

Iver Larsen skriver i Udfordringen som en kommentar til en af prøveoversættelserne:

”Den teologi, som ligger bag en bibeloversættelse, vil altid komme til udtryk i de valg, oversætterne nødvendigvis må tage. Jo mere fri oversættelsen er, jo mere tydelig bliver denne teologi (…)

Skal vi følge Luther, er det at være ”en rigtig kristen”, altså en kristen i bibelsk forstand snarere end en kulturkristen i politisk forstand, især vigtigt, når man arbejder med en mundret oversættelse, for her gør man sig umage med at gøre oversættelsen forståelig.”³⁰

Som kommentar til den færdige udgave af Bibelen 2020 skriver han:

”Inden for det teologiske felt har Bibelselskabet valgt at lægge sig tæt op ad den bibelkritiske teologi, som man i Danmark finder på de statslige universiteter.

Ganske vist har man af og til rådført sig med eller overladt enkelte bøger til mere bibeltro teologer fra MF eller DBI, men de har ikke haft en afgørende indflydelse på det færdige resultat af hele Bibelen 2020.”³¹

Den følgende artikel vil undersøge, om den frygt, man kan have på baggrund af den bibelkritiske tilgang hos størstedelen af oversætterne, er begrundet og giver sig konkrete udslag i oversættelsen.

Læs videre i artikel 3: Læsning i den nye bibel

Udgivet af

Henrik Gren Hansen

	henrik.gren.hansen@nytliv.dk
	Tlf.: 60817209