Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Tilbage til begyndelsen

Ugens vidnesbyrd, uge 2 2020. Luk 18,8.

Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden? (Luk 18,8).

I efterårsferien var vi, min kone, vores to mindste og jeg, på en tur til det pulserende Aarhus for at se Den Gamle By.

Det var mange år siden, vi sidst havde besøgt stedet, så vi tænkte, at børnene kunne få en anden oplevelse af det denne gang.

Det gjorde Bente og jeg i hvert fald.

Det viste sig, at der er blevet opført en bydel fra 1974. Det var som at komme hjem på mange måder, da et eksemplar af den knallert, jeg kørte på, stod der sammen med en pølsevogn fra Steff og en hi-fi-butik, samt den gode, brune stil, som den tid var præget af.

Så der stod vi og kunne konstatere, at vi var endt på museum, det skulle man da lige vænne sig til. Hvis man spørger børnene, ville de kunne bekræfte, at det ikke kom som nogen overraskelse, at vi var museumsgenstande.

Men en ting slog mig, mens vi gik rundt der.

Ikke et eneste spor af kristendom, efter hvad jeg kunne observere.

Kristendommens betydning har ellers været tydelig andre steder, vi er kommet, hvor tidligere tider er skildret, f.eks Hjerl Hede.

Vi lever i en eftervækkelsestid, hvor det med tro på en hellig, treenig Gud bliver mere og mere udvasket i det ydre rum, men i stor grad også i det indre liv.

Vi må tilbage til begyndelsen, hvis vi skal forny os (citat Øivind Andersen) og leve dette liv tydeligt, så vores børn, børnebørn og oldebørn kan se, at her er lyset kommet ind – her er der en levende tro på en evig frelser.

På en af de forreste sider i min bibel står dette vers:

Sl 119,18: Luk mine øjne op, så jeg kan iagttage underne i din lov.

Jeg er Herren din Gud, som førte (frelste) dig ud af trællehuset.

Derfor må du ikke have andre guder end mig.

Jeg er Herren …

Derfor må du ikke misbruge mit navn.

Jeg er Herren …

Derfor skal du holde hviledagen hellig.

Jeg er Herren …

Derfor skal du ære din far og mor.

Jeg er Herren …

Derfor må du ikke slå ihjel.

Jeg er Herren …

Derfor må du ikke bryde ægteskabet.

Jeg er Herren …

Derfor må du ikke stjæle.

Jeg er Herren …

Derfor må du ikke sige falsk vidnesbyrd om din næste.

Jeg er Herren …

Derfor må du ikke begære din næstes hus.

Jeg er Herren …

Derfor må du ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, som hører din næste til.

Det er ret tydeligt. Jeg er Herren din Gud, som frelste dig. Derfor – fordi Herren din Gud har frelst, reddet dig ud af Egypten uden nogen gerning eller fortjeneste fra din side – derfor må du leve for ham. Det nye liv kommer ikke af at tage sig sammen til at gøre efter loven – heller ikke i det nye år. Men modtager du dagligt frelsens budskab forkyndt som et frisættende ord til dig, så får du åbnet dine øjne, og kan der kommer frugter og et nyt liv.

Så lad os gå ind i det nye år med øjnene rettet mod Jesus! Så vil han finde os rede, når han snart kommer igen, og i færd med at gøre hans gerning og være lys og salt på jorden.

Udgivet af

Torben Bitsch

Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.

Torben Bitsch

Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.