Og englen, som jeg havde set stå på havet og på land, løftede sin højre hånd mod himlen og svor ved ham, der lever i evighedernes evigheder, ham som har skabt himlen og alt i den og jorden og alt på den og havet og alt i det: “Tiden er ude. I de dage, da den syvende engel skal blæse og lade basunen lyde, er Guds hemmelighed fuldbyrdet, som han har forkyndt det for sine tjenere, profeterne” (Åb 10,5-7).
Der er tre små ord, der står tilbage for mig, når jeg læser det her: ”Tiden er ude.”
Da jeg første gang læste de tre ord, tænkte jeg: Det her, det kan man da ikke sige. Rent sprogligt. Man siger da ikke, at tiden er ude. Man kan sige, at tiden er inde til at gøre et eller andet; men man kan ikke sige, at ”tiden er ude”. Det bruger man ikke. Det lyder helt forkert.
Men de her tre ord har sat sig fast som en alvorlig ting.
Det er rigtigt, at vi ikke siger det i dagligdags sprog – at tiden er ude. Men det er netop det, der er pointen: Når de ord lyder, så er det ikke længere dagligdag. Så hedder det ikke længere i dag. Så er nådens tid forbi. Tiden er ude.
Når tiden er ude, så kan man ikke længere sige, at ”tiden er inde” til at gøre det og det.
Vi lever i en tid, hvor tid betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker. Vi skal udnytte tiden. Vi har ikke tid nok. Vi ville ønske, der var mere tid – til alt muligt. Der er så mange ting i livet, vi gerne ville kunne sætte en dag af til – sætte en uge af til – sætte et par timer af til – men tit så siger realiteterne, at det bliver der ikke tid til. Og så udskyder vi det til engang ude i fremtiden, hvor vi har bedre tid.
Det tror jeg er noget, de fleste af os kender.
Det kan være livsfarligt at udsætte noget. Hvis bremsen på min cykel ikke virker, så kan jeg godt cykle videre og håbe på, der ikke sker noget. Men jeg bliver nødt til at få gjort noget ved det (og det vil i mit tilfælde sige, at jeg bliver nødt til at få en mekaniker til at kigge på den …) – ellers vil det på et eller andet tidspunkt gå galt. Det må jeg ikke udsætte. For jeg har en kone og to små børn.
Det med Gud og det med Jesus kan være noget af det, vi udskyder. Det kan være noget af det, der ikke bliver plads til i det daglige – fordi der er så meget andet, der fylder.
Men det er det vigtigste af alt. En dag råber englen: “Tiden er ude.” Og så vil vi få at se, at den tid, vi har kæmpet sådan med – den er bare væk nu. Nu er der evigheden tilbage. En evighed med Jesus på den nye jord – eller en evighed uden Jesus i Helvede.
Når tiden er ude, så er Guds hemmelighed fuldbyrdet, står der.
Det er den hemmelighed, som Guds ord handler om. Det er den hemmelighed, som Gud har forkyndt ved sine tjenere, profeterne. Det ord har vi stadig hos os. Vi kan høre det. Vi kan reagere på det. Tiden er stadigvæk inde, den er ikke ude.
I dag er nådens tid, i dag er Gud at finde.
