Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet! (Mark 1,15).
Den ultimative og alvorlige konsekvens af synd er døden. I Rom 6,23 lyder det: ”For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.”
Den død, der her er tale om, er ikke alene den fysiske død, nej der er tale om en evig adskillelse fra Gud (Es 59,2). Synden, altså det, der lød i Edens Have: ”Mon Gud mener, det han har sagt”, det var en tilsidesættelse af Gud og derfor et direkte oprør mod Gud. Menneskeligt set kan det måske synes som en lille og ubetydelig ting, at man selv ville undersøge, om det dog kunne være rigtigt, det Gud havde sagt. Gud er jo en god og kærlig far, så hvorfor skulle der være noget galt i, at tage lidt initiativ selv? Og skulle det være en fejl og noget, man ikke burde, så kendte man Gud som en kærlig ven og far, og så ville han nok se formildende på det og sige pyt med det – det var ræsonnementet.
Men Gud er ikke et menneske, han er sandheden, han er Hellig, og hvad han har sagt står evigt og altid fast. Derfor er en handling imod, hvad han har sagt, altid en synd, og syndens løn er død. I Hab 1,13 lyder ordene: ”Du, hvis øjne er for rene til at se ondskaben, du, som ikke roligt kan se på ulykken, hvordan kan du roligt se på troløse, tie, når uretfærdige opsluger retfærdige.” Intet i hele skabningen er skjult for Guds øjne. Gud ser det alt sammen, og det er ham, vi skal aflægge regnskab for (Hebr 4,13).
Den direkte og klare tale om syndes alvorlige konsekvenser er ofte noget, der viges tilbage for. Det synes at være en for hård tale, og man kan være bange for, at en tydelig tale om det kan være med til at skræmme folk væk eller være med til at give dem ubehageligheder og bekymringer, som man ikke ønsker at bringe nogen i.
Talen om synd, hvis der tales om den overhovedet, bliver da ofte til nogle ting i livet, som man bliver opfordret til at holde igen med. Og talen om, at vi er født i synd, nemlig at vi bærer en arvesynd med os, den forties eller neddæmpes, og derfra når man sjældent så langt, at der bliver sagt noget om den alvorlige konsekvens af synd, nemlig død. Men når man skåner tilhørerne for angst og anfægtelser i mødet med denne alvor i Guds ord, taler man ikke sandt om synden. Og hvad der næsten er værre: Så taler man heller ikke sandt om evangeliet.
I min barndom og opvækst på Bornholm havde jeg min gang i et missionshus i Hasle. Her gik jeg i søndagsskole og var med til møder. For at være helt oprigtig, så er der ikke så mange detaljer, jeg husker fra dengang, men jeg ved, at der blev lagt noget i mit hjerte, som har været mig til trøst og hjælp senere i livet.
For ikke så længe siden faldt jeg over et lille jubilæumsskrift om missionshuset, som blev udgivet i 1996, hvor huset fyldte 100 år. Siden sidst i 1960’erne er jeg ikke regelmæssigt kommet i huset, og derfor havde dette lille skrift forbigået mig. Da jeg nu faldt over det, kunne jeg, som historisk interesseret, ikke lade være med hurtigt at læse de godt 30 sider, der var skrevet, og som omhandlede aktiviteterne, der havde været i huset, og om tekniske og fysiske forbedringer, der var sket i perioden.
Det, der ramte mig mest, var en lille fortælling fra søndagsskolen i 1930’erne. Der fortælles om en episode, hvor søndagsskolelæreren stillede børnene spørgsmålet: ”Hvorfor kom Jesus her til jorden?” Der kom lidt forskellige forslag til svar, men læreren syntes ikke helt tilfreds, men så var der en dreng, der kom i tanker om noget, og udbrød på sit bornholmske: Ded va for vi e så rällia.
Da jeg læste det, kom der to refleksioner. For det første er det bornholmske ord rällia et ord, der umiddelbart har flere betydninger, gående fra slemme, hæslige, afskyelige til egenrådige, ligeglade med andre m.m. Det dækker over ordet synd, men altså synd i flere afskygninger.
Og for det andet er det her et eksempel på, at drengen havde hørt og lært noget om, at vi mennesker er syndere, og at der kun er én, der kan redde os ud af denne tilstand, nemlig Jesus og hans død for os på korset. Derfor kom han her til jorden.
Får vi i vores forkyndelse i dag sat nok fokus på, hvorfor Jesus kom? Får vi forkyndt og oplært børnene i, at vi er nogle syndige uslinge, som går evigt fortabt, hvis vi ikke tager imod Jesus og tror på ham som vores redning fra død og fortabelse?
Jeg kan ikke og skal ikke ensidigt dømme her, men det synes ofte, som om der i forhold til børnene mest bliver talt om, hvor stor og mægtig Gud og Jesus er, og i forkyndelsen til de voksne synes det som om, at ordet synd, død og evig fortabelse bliver neddæmpet eller helt sprunget over. Gud er jo kærlig, han vil dig, og han elsker dig, sådan som du er. Men en sådan tale er en ukomplet tale.
Til mig selv og til dig, der læser dette her, skal vi minde hinanden om og huske på, hvad Jesus siger: Tiden er inde! Derfor tag imod Jesus Kristus, Frelseren, omvend jer. Jesus led min død for synden, men han opstod igen og besejrede døden. Tror du det, da er du frelst og skal for evigt være sammen med ham.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.