Første Petersbrev IV
Peter skrev sit første brev til kristne, som levede i et verdsligt samfund og mødte modstand for troens skyld. Det er et opmuntrende og trosstyrkende brev. Det retter opmærksomheden mod de kristnes åndelige og evige rigdom i Jesus og i himlen. At få syn for den rigdom er kilden til en frimodig tro og til et sandt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng.
Frafaldets fare
”Til de udvalgte” (1 Pet 1,1).
Sådan tiltaler Peter modtagerne af sit første brev. Som vi tidligere har været inde på, skriver Peter til kristne, som har det svært og går mod at få det værre. De oplever prøvelser for troens skyld, men Peter forbereder dem på, at prøvelserne vil tage til i omfang og styrke (4,17-19). Snart vil det koste de kristne dyrt at bekende Jesu navn og være ham tro. Fremtiden tegner sig mørk og truende, og spørgsmålet trænger sig på: Vil de kristne holde ud? Vil de bære korset, når det koster mest? Eller vil de give efter for presset og fornægte troen?
Det var spørgsmålet for de kristne dengang, og det er spørgsmålet for os i dag. På mange måder står vi i en lignende situation. Betingelserne for bibeltroende kristne i Norden synes gradvist at blive sværere. Vi både presses og lokkes til at fornægte Guds ord. Vil vi stå imod? Vil vi være tro indtil døden? Eller vil vi kun holde ud en tid og så falde fra?
Der foregår en intens åndelig kamp om vore hjerter og vore menigheder. De kristne, som er i størst fare, er dem, som allerede er så åndeligt svækkede, at de ikke erkender faren. De er trygge, sikre og uden frygt. ”De, som burde frygte, frygter ikke.” Sådan formulerede Martin Luther det, og det gælder stadig. Der er grund til at frygte – for os alle.
Hjælp i udvælgelsen
Men der er ingen hjælp at hente i frygten selv. At vi frygter frafaldet er ingen sikring mod frafald. Troen bevares ikke åndeligt frisk og levende i vore hjerter, ved at vi ser på farerne, er optagede af dem og taler om dem.
”Det, som du har din opmærksomhed rettet mod, det får magten over dig.”
Denne åndelige livslov gælder også her. Retter vi vores opmærksomhed mod farerne for troens liv, så får de magten i vore tanker, og så kvæles gradvist den frimodige tro på Jesus i vore hjerter.
Det ved Peter, og derfor giver han os noget andet at se på og være optagede af. Peter fremholder en side af Guds ord, som er en vedvarende kilde til frimodighed, ikke mindst, når vi frygter for fremtiden og vejen frem: Guds udvælgelse.
De udvalgte
Når Peter tiltaler de kristne som ”de udvalgte”, bruger han en formulering, som i Det Gamle Testamente kun bruges om jøderne; kun de hører med til og udgør Guds udvalgte folk.
De folk, som Peter skriver sit brev til, er imidlertid ikke jøder. Peter skriver til dem på en måde, som tydeliggør, at i hvert fald de fleste af dem er hedningekristne. Peter skriver blandt andet, at de fra deres stamfædre har overtaget et ”tomt liv” (1,18), og at dette liv har været præget af ”udsvævelser, begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse” (4,3). Dette kan Peter kun sige om hedninger.
Men disse hedninger har mødt Guds ord, og ved dette ord er de blevet født på ny (1,23). De er kommet til tro på Jesus som deres frelser, og på denne baggrund tiltaler Peter dem nu som ”de udvalgte”!
Med sin tiltale fremstiller Peter de kristne som nogle, der nu er en del af og hører med til Guds udvalgte folk. Det er en pointe, Peter vender tilbage til flere gange i sit første brev. Gang på gang understreger han, at de troende hedninger står i præcis samme stilling over for Gud og ejer præcis det samme som de troende jøder (1 Pet 1,7; 1,10-12; 2,9-10; 2,25; 3,12; 3,14-15; 4,12; 4,14; 4,17; 5,4-5; 5,8; 5,13).
Som Peter fremstiller det, består det udvalgte folk af alle dem, som tror på Jesus: jøder og hedninger. Klarest formulerer Peter det i kap. 2,9-10, hvor han til de hedningekristne modtagere af brevet skriver:
”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed” (2,9-10).
Klarere kan det ikke siges: De, som tror på Jesus, er Guds udvalgte, ejendomsfolket. Det gælder, hvad enten de er jøder eller hedninger.
De spredte
Peter nøjes ikke med at kalde modtagerne af brevet for ”de udvalgte”. Han kommer med en lille, men vigtig tilføjelse: ”de udvalgte, der bor spredt som fremmede” (v.1). Hvorfor understreger Peter, at modtagerne bor spredt?
Den græske tekst kan lede os på sporet af Peters pointe. På græsk bruger Peter ordet ”diaspora”. Direkte oversat betyder det: adspredelse. Det var et ord, man på apostlenes tid brugte om de jøder, som ikke boede i Israels land, men var spredt rundt i mange forskellige lande. Man sagde om disse jøder, at de boede i ”diasporaen”, adspredelsen.
Nu tager Peter dette ord og overfører det på de hedningekristne. For dem gælder det netop, at de er borte fra deres hjemland: i himlen og på den nye jord. De kan godt være borgere i de lande, de bor i, men grundlæggende er de fremmede. De ser frem til den dag, hvor de skal samles sammen fra alle deres mange forskellige lande og forenes i deres sande og egentlige hjemland. Men indtil da bor de spredt – i ”diasporaen”.
Når Peter tager et ord, som hidtil er brugt om jøderne, og anvender det på de hedningekristne, tydeliggør han, at de hedningekristne virkelig er en del af og hører med til Guds udvalgte folk.
Guds løfter
Hvad er Peters mål med at understrege, at de hedningekristne hører med til Guds udvalgte folk? Det ser vi videre frem i brevet. Her bliver det tydeligt, at Peter vil understrege for de hedningekristne, at de rige og store løfter i GT til Guds folk gælder for dem.
Peter er dybt forankret i GT, og han er fortrolig med alle GT’s løfter om Guds nåde mod og omsorg for sit folk. Det er disse løfter, Peter holder frem for brevets første modtagere og dermed også for os.
Peter tydeliggør for os, at disse løfter gælder for alle, som tror på Jesus Kristus. Så sandt vi tror på Jesus som vores frelser, er vi en del af Guds udvalgte folk. På det grundlag må vi tilegne os alle de rige løfter i GT om Guds hjerteforhold til, nåde mod og omsorg for sit folk. I disse løfter finder vi en vidunderlig kilde til trøst og frimodighed, ikke mindst når vi er bange og bekymrede for vejen frem.
Løfternes trøst
Vi skal se på en enkelt af de løfte-tekster i GT, som Peter henviser til. Når Peter omtaler de hedningekristne som ”de udvalgte” (1,1; 2,9), er der særligt én løfte-tekst i GT, han peger tilbage på. Det er Es 43. Skal vi forstå Peters budskab til ”de udvalgte”, må vi se på løfterne til Guds udvalgte folk i dette kapitel.
I Es 43 profeterer Esajas om Messias-tiden og om, hvordan Gud til den tid vil drage omsorg for sit udvalgte folk ved at samle det, bære det, nære det og bevare det helt frem til målet. Peter anvender disse ord på alle dem, der tror på Jesus Kristus.
Det er et kæmpe privilegium for os, som tror på Jesus i dag. Til os lyder det nu fra Gud: ”Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min” (v.1).
Grundlaget for vores forhold til Gud er en frelse, som er fuldbragt én gang for alle. Vi er løskøbt ved Jesu fuldbragte frelse for os, og den virkelighed står ved magt i vort forhold til Gud til enhver tid.
Hvordan har du det med Gud – i dag? Evangeliet svarer: Du har det lige så godt med Gud, som Jesus har gjort det for dig – altid. Det er vores trøst. Gud er for os for Jesu skyld. Hvem kan da være imod os? Vi er Guds elskede børn ved troen på Jesus. Gud kalder os ved navn og bærer os hver dag i sine evigt kærlige og almægtige faderhænder. Hvad har vi da at frygte for?
”Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke” (v.2).
Der er noget, Gud ikke lover os. Han lover os ikke, at vi vil blive fritaget for prøvelser her i livet. På vejen hjem til himlen vil vi kunne møde både vandstrømme, floder og ild. Men vi har ingen grund til at frygte det. For Gud selv er hos os i prøvelsen, han har den fulde magt over prøvelsen, og han baner en vej igennem prøvelsen. Han lader os ikke blive prøvet over evne (1 Kor 10,13), men leder os igennem den og lader den tjene til vort sande og evige vel.
”Om han tager, om han giver,
samme fader han dog bliver.
Og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene.”
(Lina Sandell)
”Også for fremtiden er jeg den samme, ingen river noget ud af min hånd” (v.13).
Måske har vi svært ved at tage trøsten i et løfte som dette til os. For har vi ikke set, at andre har forladt troens vej og er faldet fra? Kan vi så regne med Guds løfte om, at ingen skal rives ud af Guds hånd? Ja, det kan vi.
Vi skal bemærke, hvem løftet er givet til. Det er givet til dem, som lytter til og tager imod ordet om Messias og hans frelse. Det er fremgået af de tidligere kapitler i Esajas’ Bog (40,1-11; 41,1; 42,1-4).
De, som lytter til og lever i en stadig tilegnelse af dette evangelium, de er Guds lam, som Gud selv bærer og bevarer hele vejen hjem (Es 40,11).
I prøvelsen er det afgørende, om vi vender os fra Gud og lukker vort hjerte for hans ord, eller om vi vender os til Gud og tager imod hans ord. Gud har lovet, at han ved sit ord vil give os alt det, vi har behov for (Sl 119,50; 2 Pet 1,3-4). Ved sit ord nærer, trøster, fornyer og bevarer Gud os helt frem til målet. Dette løfte gentager Jesus i talen om sig selv som den gode hyrde:
”Mine får hører min røst, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd” (Joh 10,28).
Hvilke får er det, som aldrig bliver revet ud af Jesu hånd? Det er de får, som hører hans røst og følger ham. Lytter vi til Jesu ord, og kommer vi til ham med alt det, som møder os, så vil han selv bære, værne og bevare os helt frem til målet. Det er hans urokkelige løfte. Hvilken trøst!
”Jeg lægger en vej i ørkenen (…) for jeg giver vand i ørkenen, floder i ødemarken, så mit udvalgte folk kan drikke” (v.19-20).
Det er Guds ord, der holder os i live. Alle kristne har fået troens liv ved at høre ordet om Jesus og hans fuldbragte frelse. Som troens liv blev skabt i vore hjerter ved Guds ord, sådan fornyes, næres og bevares det også hos os.
Men vi kan blive bange: For kan vi regne med, at dette ord vil være hos os også i fremtiden? Frafaldet tager til omkring os, og der bliver stadigt længere mellem menigheder og prædikanter, som vil forkynde Guds ord til vækkelse, anger og tro på Jesus. Bevæger vi os mod en åndelig tørketid? Er vi på vej ind i en åndelig ørken?
I denne situation kommer løftet fra Gud til os: ”Jeg lægger en vej i ørkenen”. Selv i den åndelige ørken vil Gud lade kilder springe frem, så hans udvalgte folk altid kan få levende åndeligt vand at drikke. Aldrig skal vi savne det ord om Jesus og hans herlige frelse, som kan og vil bevare troen i vore hjerter. Hvilket løfte!
Intet nyt Guds folk
Som nævnt er det en rød tråd igennem Første Petersbrev, at GT’s rige løfter til Guds folk overføres og anvendes på alle dem, som tror på Jesus. Netop fordi det er et tilbagevendende tema i brevet, er det naturligt ved begyndelsen af en gennemgang af brevet at sige nogle ord om Bibelens syn på forholdet mellem Guds folk i den gamle pagt og Guds folk i den nye pagt.
At alle, som tror på Jesus, er en del af Guds udvalgte folk i den nye pagt, er ikke ensbetydende med, at de kristne har erstattet jøderne som Guds folk.
Bibelen gør det klart, at Gud igennem hele frelseshistorien i både GT og NT kun har et sandt og helligt folk: de, som tror på Guds frelsesløfter. I GT er det ikke alle jøder, som er frelst, men kun de jøder, som i hjertet tror på Gud og på hans løfter. Kun de er Guds sande folk (5 Mos 10,16; Es 29,13-14; Jer 4,4; Am 5,18-27).
Paulus gør det klart, at ikke alle, der er jøder af menneskelig afstamning, også er jøder i sand og egentlig forstand. Det afgørende er hjertets omskærelse og tro:
”For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven” (Rom 2,28-29).
Hvem er da jøde i sand og egentlig forstand? Det er ifølge Paulus ikke kun de troende jøder, men alle, der tror på frelsen i Jesus. Det gælder, hvad enten de af menneskelig afstamning er jøder eller hedninger. Det afgørende er troen på Jesus:
”Så skal I da vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner” (Gal 3,7; jf. Rom 4,1-25; Gal 3,8-29; 6,15-16; Fil 3,3).
Hvis man kun kunne komme med i Guds folk ved at blive omskåret, så ville frelsesløfterne til Guds folk være lovløfter, som var betinget af, at man opfylte lovens krav om bl.a. omskærelse. Men Guds frelsesløfter til sit folk er nådeløfter. De har gyldighed for alle, der tror på Guds nåde i Jesus. Det er i Jesus og ved tro på ham, at frelsesløfterne opfyldes.
Abrahams sande efterkommere og Guds sande folk er således alle dem, som lever i tro på Jesus, jøder som hedninger:
”Derfor var det af tro, for at det kunne være af nåde, så at løftet kunne stå fast for alle hans efterkommere (…) Han er fader til os alle” (Rom 4,16).
Der er ikke kommet et nyt Guds folk i den nye pagt. I den nye pagt er der blot sket det, at Guds løfte om frelsen i Jesus er gået ud fra det jødiske folk til alle andre folk.
På den måde er det gået i opfyldelse, som Gud lovede Abraham: at i ham skulle ”alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12,3; Gal 3,8), og han skulle blive fader ”til en mængde folkeslag” (1 Mos 17,4; Rom 4,17). Det ene Guds folk består af mennesker fra ”alle jordens slægter” og fra ”en mængde folkeslag” (jf. Åb 7,9-10).
Når evangeliet skaber tro i en hednings hjerte, så føjes denne hedning til Guds sande og egentlige folk. Det skete i enkelte tilfælde allerede i den gamle pagt, som vi ser det i forbindelse med Rahab og Ruth (Jos 2; 6,17-25; Ruth 1; Matt 1,5; Hebr 11,31).
I den nye pagt er der ikke kommet et nyt Guds folk, men der er kommet nye folkeslag med i det ene Guds folk. Paulus forkynder, at Guds mål hele tiden har været, at jøder og hedninger skulle frelses sammen – i én ånd, i én tro og ved én frelser (Ef 2,11-4,6). Der er således ét sandt Guds folk i både den gamle og den nye pagt: alle dem, som tror på Guds frelse i Jesus Kristus.
De etniske jøder
I denne sammenhæng kan spørgsmålet så rejse sig, om de etniske jøder da ikke har en særlig plads i Guds frelseshistorie? Det er et spørgsmål, Paulus tager op i bl.a. Rom 3 og 9-11, og han besvarer det entydigt bekræftende. Jo, jøderne har en særlig plads i frelseshistorien. Det havde de i den gamle pagt, og det har de fortsat i den nye pagt.
I den gamle pagt var det etnisk-jødiske folk bærere af Guds ord og løfter. Da Jesus kom, begyndte en ny fase i frelseshistorien. Men i denne nye fase, som varer helt frem til Jesu genkomst, har jøderne fortsat en særlig plads. Det fremgår af Rom 11.
I Rom 11 fremstiller Paulus Guds sande og egentlige folk som et ægte oliventræ (v.17-24). Hedningerne omtales af Paulus som et vildt oliventræ. Når en hedning kommer til tro på Jesus, så indpodes en vild olivengren på det ægte oliventræ. Men hedningerne er ikke de eneste, der kan blive indpodet på det ægte oliventræ. Det kan de vantro jøder også. Disse jøder omtales af Paulus som ægte olivengrene, der er brækket af det ægte oliventræ. Når en af disse vantro jøder kommer til tro på Jesus, så er der en ægte olivengren, der igen indpodes på det ægte oliventræ.
Paulus understreger, at det er mere naturligt, at etniske jøder bliver podet ind på det ægte oliventræ, end at etniske hedninger bliver det. Jøder og hedninger er i deres vantro lige fortabte, og både jøder og hedninger kan ved tro på Jesus blive indpodet på det ægte oliventræ. Men som Paulus fremstiller det, er der ikke desto mindre en forskel. De etniske jøder er og forbliver midt i deres vantro ”ægte grene”, og det ægte oliventræ er og forbliver ”deres træ” (v.24).
Med dette billede tydeliggør Paulus, at de etniske jøder fortsat har en særstilling i Guds frelsesplan. Det er i denne sammenhæng, vi skal forstå ordene om, at evangeliet er ”for jøde først, og for græker” (Rom 1,16).
Når de etniske jøder fortsat har en særstilling, er det naturligt at overveje, om der er løfter i Bibelen, som specifikt handler om de etniske jøder, og som endnu ikke har fået deres opfyldelse. Det er et væsentligt og vanskeligt spørgsmål, men det er ikke et spørgsmål, som Peter kommer ind på i sit første brev. Derfor skal det ikke tages op i denne sammenhæng.
I denne sammenhæng skal vi samle os om det, som er hovedsagen og hjertesagen for Peter: at alle, som tror på Jesus, er Guds sande og udvalgte folk. At Gud i sin store nåde har lovet at nære, bære og bevare os, som hører til dette folk, hele vejen hjem til himlen. At det ikke er vor troskab, men Guds troskab, som vi må fortrøste os til, når vi ser fremad.
”Ja, amen din troskab skal bære os hjem,
Lov, pris, tak og ære vi bringer dig frem!”
(C.O. Rosenius)
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2012. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.