Kristen teologi bygger på Guds åbenbaring. Det er en påstand, mange vil være enige i. Når man rejser spørgsmålet, hvad der menes med åbenbaring, vil man imidlertid opdage, at der hersker stor uenighed. Vi møder en række forskellige teologiske forklaringer på, hvad åbenbaringen er.
Trods de mange synspunkter kan man foretage en gruppering af de gældende opfattelser.
På den ene side kan vi placere forskellige teologiske retninger, som forudsætter, at Gud åbenbarer sig gennem ord, som vi kan høre eller læse.
På den anden side kan vi placere de retninger, som hævder, at Guds åbenbaring ikke sker ved hørbare eller læselige ord. Altså retninger som udelukker, at Gud meddeler sig i ord. Spørgsmålet bliver derfor, hvad vi skal tro om Guds åbenbaring.
Før jeg giver nogle korte svar på det spørgsmål, vil jeg trække nogle repræsentanter frem for de to hovedopfattelser, jeg her har skitseret.
To grundpositioner
Den katolske missionsteolog Bevans hævder, at åbenbaringen sker i menneskenes livskontekst. Et citat fra en af hans kendte bøger viser, hvad han tænker om Bibelens betydning i forhold til dette:
”Åbenbaringen er manifestationen af Guds tilstedeværelse i det menneskelige liv og samfund. Hvis Bibelen er noget, så er den en skriftlig rapport om, hvordan disse manifestationer har været til bestemte tider og på bestemte steder – i Israel og i den første kristne menighed.”
Bevans definerer Bibelen som en tolkning af Guds selvmanifestering i den menneskelige historie. Guds åbenbaring er ikke en sproglig meddelelse fra Gud. Den er nogle historiske begivenheder, som ikke rummer et bestemt budskab fra Gud, men som kan udløse tanker, ideer og værdier hos mennesker.
Vi finder en lignende opfattelse hos den norske teolog Jan-Olav Henriksen. Gud kan erkendes på ”indirekte måde“ gennem den historiske udvikling, siger han. Men Gud giver sig ikke til kende gennem ord. De, som me-
ner noget i den retning, karakteriserer han som ”fundamentalister“:
”En fundamentalistisk position tager for givet, at det, som står i Bibelen, er Guds ord talt direkte til menneskene“, skriver Henriksen.
Den anden grundposition repræsenteres af teologer som Millard Erickson og Wayne Grudem. Erickson hævder, at åbenbaringen er givet af Gud, både som personlig tiltale og som tale om Gud: ”Gud åbenbarer sig for os ved at fortælle noget om sig selv.”
Wayne Grudem identificerer Guds ord med Bibelens ord og forudsætter, at Guds åbenbaring sker gennem ord, som vi kan læse i Bibelen.
Den norske teolog Aksel Valen-Sendstad repræsenterer en lignende opfattelse. Han vægtlægger, at Gud kan beskrives og omtales med ord, og at Gud selv meddeler sig til mennesker gennem ord.
Gud er ikke tavs
Hvad skal vi så tro om Guds åbenbaring?
Vor forståelse af åbenbaringen bestemmes af, hvad vi tror om Gud. Er Gud tavs, eller kan Gud tale?
Hvis vi tror, at Gud er en person, et bevidst jeg, som vil have med mennesker at gøre, kan jeg ikke se for mig, at han skulle være tavs. Hvorfor skulle Gud ikke kunne meddele sig i menneskers sprog?
Hvis Gud ikke kan tale til os, må han være, som deisterne hævder: en fjern og interesseløs Gud.
Men en sådan Gud finder vi ikke i Bibelen.
Bibelen viser os, hvordan den ene og sande Gud er, og denne ene Gud fremstilles netop som en Gud, der har talt, og som fortsat taler. Gud har talt, og han taler fortsat gennem Bibelens ord:
”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han til os gennem sin søn“ (Hebr 1,1-2).
Bibelen er Guds ord
Bibelen er altså Guds ord og tale til menneskene. Det ser vi i Bibelen selv, for eksempel når enkelte bibelord henviser til andre ord i Bibelen og omtaler dem som Guds Ord.
Et eksempel på dette finder vi i Matthæusevangeliet 1,22-23. At Jesus skulle fødes, omtales her som en opfyldelse af det, ”som Herren har talt ved profeten” (Es 7,14). Det er de skrevne ord i Esajas, som bliver beskrevet som Herrens tale. Det er altså de ord, som vi læser i Det Gamle Testamente.
Vi kunne også trække andre eksempler frem. I 1 Thess 2,13 læser vi, at urmenighedens kristne modtog Paulus’ forkyndelse som et budskab fra Gud. De ord, Paulus talte, blev af menigheden betragtet og modtaget som Guds ord, noget som Paulus roser menigheden for: ”Da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord.”
Meget mere kunne have været skrevet om dette. Her runder vi af med at hævde, at Bibelen giver sig ud for at være Guds åbenbaring formidlet i ord. Derved er Bibelen eksklusiv. Den er den eneste bog, hvori Gud viser os, hvem og hvordan han er. Dybest set er Bibelen derfor den eneste kilde til kundskab om Gud.
Oversat af Mikkel Vigilius fra arnehelgeteigen.weblogg.no
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2013. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.