Taleforbuddet

Tjenestedelingen mellem mand og kvinde IX

Mennesket er skabt som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver. Den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er en gave. Når tjenestedelingen værdsættes og udfoldes, er den en velsignelse. Men i vor tid er den under angreb helt ind i de kristne hjem og menigheder. Derfor vil vi i en række artikler holde den gudgivne tjenestedeling frem som en gave, vi må takke for og værne om.

De bibelske tekster om tjenestedelingen mellem mand og kvinde er generelt anstødelige for en nutidig, vestlig tankegang. Den mest anstødelige tekst er givetvis 1 Kor 14,33b-38. Her forbyder Paulus alle kvinder at tale i den kristne menighed.

Når sekulære medier vil forklare, hvad der er grundlaget for bibeltro kristnes modstand mod kvindelige præster, er det som regel denne bibeltekst, de citerer. Den egner sig godt til at vække forargelse, modvilje og hovedrysten. Af samme grund er mange kristne fristede til at læse let hen over den, ignorere den eller lytte til de fortolkninger, som hævder, at den ikke har gyldighed for os i dag.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at netop denne tekst ledsages af en ekstraordinært stærk understregning af, at den har forpligtende gyldighed for alle kristne til alle tider, og at troen ikke kan leve med at afvise den. Derfor må vi læse teksten grundigt, så vi kan få klarhed over dens budskab og tilegne os det.

Teksten lyder således:

v. 33b Som i alle de helliges menigheder v.34 skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. v.35 Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden. v. 36 Eller er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til? v.37 Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. v.38 Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt.

Forpligtende for alle kristne til alle tider

Lad os først se på de formuleringer, som tydeliggør, at budskabet er forpligtende for alle kristne til alle tider.

Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille … (v.33b-34).

Nogle fortolkere hævder, at denne tekst kun har relevans for menigheden i Korinth på Paulus’ tid. Påstanden er typisk forbundet med en forestilling om, at der gjorde sig nogle ganske særlige forhold gældende i denne menighed på dette tidspunkt. Man tænker sig, at der var en gruppe kvinder i menigheden, som enten i ubetænksomhed småsnakkede under gudstjenesten eller provokerende afbrød undervisningen. Det er disse kvinder, Paulus har i tanke, når han pålægger kvinderne at tie. Taleforbuddet gælder dem og kun dem.

Der er imidlertid intet i teksten, der kan underbygge denne fantasi. Der er intet, som peger i retning af, at der var nogle særlige problemer i Korinth med småsnakkende eller afbrydende kvinder, og at vejledningen har adresse til dem. Tværtimod understreger Paulus, at den vejledning, han nu vil give, har gyldighed i alle de kristnes menigheder. I alle menigheder gælder denne ene og samme vejledning for alle kvinder.

De må ikke tale, men skal underordne sig… (v.34).

Med disse formuleringer tydeliggør Paulus, at den form for tale, som kvinderne ikke må fremføre i menigheden, er en tale, som bryder med underordningen under manden.

At Gud har kaldet manden til at være hoved for kvinden, og at han har kaldet kvinden til at underordne sig under manden, det har Paulus skrevet om tre kapitler tidligere. I 1 Kor 11,3ff. understreger Paulus først, at hovedstrukturen mellem manden og kvinden hænger sammen med og er en parallel til hovedstrukturen mellem Faderen og Sønnen (v.3-4). Der er med andre ord tale om en struktur, der har blivende gyldighed på tværs af alle tider og kulturer. Senere i samme tekst begrunder Paulus hovedstrukturen med den måde, Gud har skabt manden og kvinden på (v.8-9). Der er tale om en skabelsesordning, som har tidløs og blivende gyldighed. At det forholder sig sådan, bekræftes af to andre tekster af Paulus: Ef 5,22ff. og 1 Tim 2,11ff.

Når hovedstrukturen har gyldighed for alle kristne til alle tider, må det samme gælde for det taleforbud, som Paulus giver i 1 Kor 14,33ff., da det netop begrundes med hovedstrukturen og kvindens kald til at underordne sig.

…sådan som loven også siger (v.34).

Hvad mener Paulus med ”loven”?

Han har brugt formuleringen ”loven” nogle få vers tidligere i 1 Kor 14,21: ”I loven står der skrevet …” Herefter bringer Paulus et citat fra Esajas’ Bog. Det er et citat, hvor Esajas profeterer dom over Israels ledere, fordi de har trodset Gud (Es 28,11-13). Citatet er med andre ord ikke hentet fra ”loven” forstået som Moseloven, men fra ”loven” forstået som Skriften, Det Gamle Testamente. Det er oplagt, at Paulus bruger begrebet ”loven” på samme måde i vores tekst.

Hvilken del af Det Gamle Testamente henviser Paulus til? Tre andre steder i sine breve henviser Paulus til skabelsesberetningen i 1 Mos 1-2 som begrundelse for hovedstrukturen mellem manden og kvinden: 1 Kor 11,8-9; Ef 5,25-32; 1 Tim 2,14. Det er nærliggende, at det er denne tekst, Paulus har i tanke, når han henviser til ”loven”. Hvad skabelsesberetningen siger og forordner om forholdet mellem manden og kvinden, har almen og tidløs gyldighed.

Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt (v.37-38).

Paulus er forberedt på, at der vil fremstå nogle i den kristne menighed, som hævder, at Gud har givet dem en anden og bedre forståelse af kvindernes kald og tjeneste end den, Paulus lægger røst og pen til. Paulus er utvetydig i sin afvisning af den slags påstande. Den vejledning, Paulus giver, er ikke udtryk for hans egen menneskelige tanke og mening. Det er et bud fra Herren. Hvis nogen afviser det, er det Herren selv, de afviser.

Ingen kristen kan afvise Herren og bevare troens forhold til Herren. Derfor: Hvis nogen i den kristne menighed ikke anerkender det, som Paulus har skrevet om taleforbuddet, vil de ikke selv blive anerkendt. De vil ikke blive anerkendt som kristne af den kristne menighed, og de vil ikke blive anerkendt af Gud.

Professor i Det Nye Testamente D.A. Carson understreger, at Paulus’ formulering ikke kan forstås sådan, at den kun handler om den kristne menigheds anerkendelse. Den handler også om Guds anerkendelse: ”Dette er uden tvivl truslens alvor.” Carson afviser de oversættelses- og tolkningsforslag, som afsvækker denne alvor. ⁱ

Når Paulus’ vejledning er et bud fra Herren, er det en vejledning, som er alment og tidløst forpligtende for kristne.

På denne baggrund er det klart, at vi som kristne til enhver tid og i enhver kultur må læse og tilegne os Paulus’ vejledning vedrørende kvindernes tale i menigheden i 1 Kor 14,33b-38. Da bliver spørgsmålet: Hvilken form for tale er forbudt for kvinderne i den kristne menighed?

Bibeltro enighed

Bibeltro teologer, som anerkender den bibelske tjenestedeling, har givet forskellige svar på, hvilken form for kvindelig tale Paulus forbyder i 1 Kor 14,33bff.ⁱⁱ Men inden vi ser på og vurderer disse svar, kan det være værd at pege på, hvad der er generel enighed om.

Der er enighed blandt bibeltro fortolkere om, at kristne kvinder har frihed til både at bede og profetere. Tre kapitler før den tekst, vi ser på, har Paulus i 1 Kor 11,3ff. behandlet spørgsmålet om, hvordan kvinder skal klæde sig, når de beder og profeterer. Det er meningsløst at hævde, at Paulus ændrede mening i tiden mellem affattelsen af 1 Kor 11 og 1 Kor 14. Paulus støtter tydeligvis, at kvinder både beder og profeterer.

Der er endvidere enighed blandt bibeltro teologer om, at Paulus’ forbud mod kvindelig tale ikke omfatter den fælles sang, tilbedelse, lovprisning og bekendelse i den kristne menighed.

De fleste bibeltro teologer vil endvidere forstå Paulus sådan, at hans åbenhed for bøn og profetisk tale også er en åbenhed for tungetale, udlægning af tungetale og opbyggelse af andre kristne med salmer og åndelige sange.

Selvom bibeltro, evangeliske teologer udlægger 1 Kor 14 noget forskelligt, er de således enige om dette: Taleforbuddet er ikke et absolut forbud mod enhver form for kvindelig tale.

Hvilken form for tale er da forbudt? Her kan det igen være godt først at fastslå, hvad der er enighed om. På det overordnede og principielle plan svarer bibeltro teologer nemlig det samme: Forbuddet omfatter en form for tale, som er et brud på kvindens underordning under manden. Bibeltro teologer er enige om, at enhver tale i menigheden, hvorved en kvinde ophøjer sig over og udøver myndighed over en mand, er i konflikt med Guds ordning og vilje. Uenigheden drejer sig om, hvilken form for illegitim kvindelig tale Paulus specifikt taler om i 1 Kor 14,33b-38.

I det følgende vil vi se på tre forskellige forståelser af, hvilken form for kvindelig tale, Paulus’ taleforbud retter sig mod. Jeg vil på forhånd tilkendegive, at jeg selv tilslutter mig den anden af disse forståelser.

1) Tale ved den offentlige gudstjeneste

Nogle fortolkere mener, at taleforbuddet specifikt handler om det, som foregår ved menighedens offentlige hovedsamling, det, som vi i dag kalder for gudstjenesten. Man forestiller sig, at de kristne i det første århundrede havde to forskellige typer af samlinger: 1) Nogle relativt uformelle samlinger i mindre grupper i hjemmene. 2) Menighedens store og offentlige hovedsamling om søndagen.

Tanken er da, at kvinderne ved den første type samlinger kunne bidrage med profetisk tale og tungetale og kunne tage del i bønnen og i den åndelige samtale. Anderledes forholdt det sig ved den anden type samlinger. De offentlige gudstjenester var tilrettelagt med henblik på dels at give myndig, læremæssig vejledning til menigheden og dels at være menighedens officielle og offentlige ansigt udadtil. Derfor havde alt, hvad der blev sagt i denne type samlinger, autoritativ karakter. Af samme grund måtte kvinderne ikke tale ved disse samlinger. ⁱⁱⁱ

Fortolkningen er ganske udbredt, men den har nogle alvorlige svagheder.

Vi har ingen historiske vidnesbyrd om, at de første kristne havde disse to typer af samlinger. I det første århundrede foregik alle samlinger for de kristne i private hjem. Der var ingen kirkebygninger eller større gudstjenesterum. De kom først til senere. Det er anakronistisk at forestille sig, at de første kristne en gang om ugen samledes i store bygninger til gudstjeneste.

Når Paulus i 1 Kor 11,3ff. taler om kvinder, der beder og profeterer, formaner han dem til at bære den hovedbeklædning, som kvinder bar i offentlige forsamlinger. Og han understreger, at dette er almen praksis i ”Guds menigheder” (v.16). Det peger i retning af, at kvinderne bad og profeterede ved åbne og offentlige samlinger i menighederne.

De, som mener, at taleforbuddet handler om de offentlige gudstjenester, hævder i almindelighed, at det er den form for gudstjeneste, der er beskrevet i hele 1 Kor 14. Det er med andre ord en gudstjeneste med tungetale, tolket tungetale og profetisk tale. Hvis kvinder har taleforbud ved denne samling, er det kun mænd, som må bidrage med disse ting. Men det udelukker selvsagt ikke, at der kan blive sagt noget forkert og vildledende – af mænd. Netop derfor understreger Paulus også, at det sagte må bedømmes (v.29). Men så er der ikke længere tale om en samling, hvor alt, hvad der siges, har autoritativ karakter. Dermed opløses begrundelsen for, at kvinder ikke må tale ved denne samling.

2) Læremæssigt bedømmende samtale

Nogle fortolkere mener, at Paulus fra vers 33b går over til at tale om en del af den kristne menighedssamling, hvor der foregik en læremæssig samtale om og bedømmelse af det, som var blevet sagt. En sådan læremæssigt bedømmende samtale var en almindelig del af den jødiske synagogegudstjeneste på nytestamentlig tid. Blandt andet af den grund er det nærliggende at antage, at en lignende samtale foregik i den kristne menighed.

Synagogen

I den jødiske synagoge på nytestamentlig tid havde prædikenen karakter af undervisning ud fra en tekst i Det Gamle Testamente. Det var almindeligt, og der blev opmuntret til, at tilhørerne stillede spørgsmål undervejs i undervisningen, så der blev en vekselvirkning mellem monolog, dialog og kollektiv samtale.^iv Som regel var samtalen den vigtigste del af undervisningen. Det var en åben samtale, som alle tilstedeværende kunne deltage i.^v Læresamtalen havde afgørende betydning for, hvilken fortolkning af den hellige tekst, man tilsluttede sig i den lokale synagoge.^vi

I Jesu liv og tjeneste er der to eksempler på denne praksis. I Luk 4,16-30 hører vi om, hvordan Jesus på en sabbat kom til synagogen i Nazaret. Han oplæste en tekst fra Esajas’ Bog og udlagde den, hvorefter der udviklede sig en samtale om hans udlægning. I Joh 6,59 hører vi, at Jesus ”underviste” i synagogen i Kapernaum, og der gengives en samtale om hans undervisning, som udspandt sig mellem Jesus og en gruppe jøder (v.25-58).

I Paulus’ tjeneste er det et gennemgående mønster, at han gør brug af muligheden for at undervise og føre læresamtaler i den jødiske synagoge. Når han kom til en større by, opsøgte han som hovedregel en synagoge, underviste ud fra Skriften og indlod sig i samtaler om budskabet. Samtalerne var afgørende for, om folkene i synagogen tog imod Paulus’ budskab (ApG 13,14ff.; 14,1ff.; 17,1ff.; 17,10ff.; 18,4ff.; 18,19f.; 19,8f.).

Den kristne menighed

Når dette mønster af undervisning med tilhørende bedømmende samtale var så udbredt blandt jøderne på nytestamentlig tid, og når både Jesus og Paulus benyttede sig af det, er det nærliggende at tænke, at det i en eller anden form blev videreført i de første kristne menigheder.

Det bør endvidere bemærkes, at Lukas, som har skrevet Apostlenes Gerninger, roser jøderne i Berøa for, at de med velvilje lyttede til Paulus’ og Silas’ forkyndelse i synagogen og dagligt granskede Skrifterne for at se, om det forholdt sig, som de sagde (17,11). Hvad de troende i Berøa gjorde, bør alle troende således ifølge Det Nye Testamente gøre. Det Nye Testamente kalder alle kristne til med Skriften og evangeliet som prøvesten at forholde sig prøvende og vurderende til det, som forkyndes (Matt 7,15ff.; 24,5,23ff.; ApG 20,28ff.; Rom 16,17ff.; 1 Kor 4,6; Gal 1,6ff.; Ef 4,1; 1 Thess 2,1ff.; 1 Joh 2,18ff.; 4,1 m.fl.).

Paulus foreskriver eksplicit, at der bør finde en læremæssig bedømmelse sted i den kristne menighed i en bestemt situation: når nogen har fremført profetisk tale. I 1 Thess 5,19-21 skriver han: ”Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale. Prøv alt, hold fast ved det gode.” Paulus opmuntrer til at give plads for den profetiske tale i menigheden, det, som vi i dag kalder frie vidnesbyrd. Men Paulus er forberedt på, at ikke alt, hvad der bliver sagt, vil være sandt og godt. Derfor bør den profetiske tale bedømmes, så at det, som ikke er godt, kan skilles fra, og det gode kan bevares. Tilsvarende skriver Paulus i 1 Kor 14,29: ”To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger.” Her tydeliggør Paulus, at bedømmelsen er et fælles ansvar. Det er ikke en eller nogle få ledere, der skal bedømme det, som siges, men menigheden.

Det giver imidlertid sig selv, at den læremæssige bedømmelse kan munde ud i en tilsidesættelse og afvisning af det, som en i menigheden har sagt. Hvis det er en mand, som er kommet med et profetisk ord, som delvist eller helt må afvises, da udøves der myndighed over ham. Derfor er det uforeneligt med hovedstrukturen mellem mand og kvinde, at en kvinde tager del i den læremæssigt bedømmende samtale og den hermed forbundne læremæssige myndighedsudøvelse i menigheden.

Spørgsmålet er, om det er netop dette, Paulus’ taleforbud til kvinderne handler om. Der er flere ting, som taler for det.

Taleforbuddet

Taleforbuddet v. 33b-38 kommer netop i forlængelse af, at Paulus i vers 29-33a har talt om profetisk tale i menigheden og om bedømmelsen heraf. Efter taleforbuddet afrunder og afslutter Paulus sin behandling af den profetiske tale i vers 39-40. Konteksten peger således meget klart i retning af, at taleforbuddet har at gøre med profetisk tale. Der kan ikke være tale om et forbud mod at tale profetisk, for det har kristne kvinder, som anført ovenfor, frihed til. Derimod giver det mening, at taleforbuddet retter sig mod den læremæssige bedømmelse af profetierne.

At det er dette, taleforbuddet angår, underbygges af, at Paulus præciserer, at kvinderne ikke må stille spørgsmål: ”Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme” (v.35). Det var som anført ovenfor naturligt, at den læremæssige bedømmelse i menigheden havde dialogens og den kollektive samtales karakter, og at den omfattede spørgsmål og svar. Sådan var det i den jødiske synagoge, og det er naturligt at forestille sig noget tilsvarende i den kristne menighed. Spørgsmålene kunne have forskellig karakter. Men de kunne i sagens natur være både kritiske og diskvalificerende i forhold til det, som var blevet sagt. Hvis det var en mands profetiske udsagn, der blev kritiseret og diskvalificeret, ville det bryde med hovedstrukturen, hvis en kvinde lagde røst til en sådan bedømmelse.

Hvad kvinder har ret til

Det bør bemærkes, at Paulus indirekte støtter kvinders ønske om at nå til en dybere læremæssig forståelse. Blot skal de ikke søge en sådan forståelse ved at stille spørgsmål på en måde, der bryder med underordningen. De kan spørge deres mænd hjemme (v.35). De kvinder, som ikke var gift, kunne givetvis spørge andre mænd i deres familie. Paulus tydeliggør med denne anbefaling, at man som kvinde kan stille læremæssige spørgsmål på en måde, som er i pagt med og udtrykker respekt for hovedstrukturen. I det lys giver det god mening, at både Jesus og Paulus underviste og førte læremæssige samtaler med kvinder, og at der i de samtaler kunne indgå spørgsmål og svar (Matt 15,21ff.; Luk 10,38ff.; Joh 4,7ff.; ApG 16,13ff.).

At det forholder sig sådan, må medtænkes i tilrettelæggelsen af vores nutidige menighedsliv. I vor tid har vi i almindelighed ikke nogen læremæssigt bedømmende samtale i forlængelse af forkyndelse eller vidnesbyrd. Men vi giver ofte anledning til opklarende spørgsmål til prædikanten. At kvinder kan stille den slags spørgsmål på en måde, som er i pagt med hovedstrukturen, fremgår af Jesu og Paulus’ praksis.

Det bør endvidere bemærkes, at de mange nytestamentlige tekster om og formaninger til, at kristne forholder sig læremæssigt vurderende til det, som forkyndes, og prøver alt på Skriften og evangeliet, angår både kvinder og mænd. Vi er alle kaldet til at vokse i fortrolighed med Guds ord og evangeliet, så vi kan genkende den sande forkyndelse og gennemskue den, som fører os væk fra Jesus – jævnfør henvisningerne ovenfor.

Der er en særlig nådegave til at bedømme ånder (1 Kor 14,10). Ifølge den nytestamentlige sprogbrug må vi regne med, at denne nådegave er en særlig udrustning til at bedømme forkyndelse (1 Joh 4,1). Der er intet i Det Nye Testamente, som peger i retning af, at denne nådegave var forbeholdt mænd. Det, kvinder er udelukket fra, er ikke læremæssig bedømmelse i almindelighed, men den offentlige læremæssige bedømmelse i menigheden, som rummer et element af myndighedsudøvelse over mænd.

Strukturen

Jeg har fremført, hvad jeg selv anser for at være en række gode argumenter for, at Paulus’ taleforbud retter sig mod den bedømmende læremæssige samtale i menigheden. Hermed er det også tilkendegivet, at jeg selv hælder mod denne fortolkning. Men jeg skylder at rejse spørgsmålet: Hvad er det bedste argument imod denne tolkning?

Jeg vurderer selv, at det bedste argument imod tolkningen er, at der går næsten fem vers fra Paulus i v.29 har sagt, at der bør ske en læremæssig bedømmelse af den profetiske tale, til han i v.33b siger, at kvinderne ikke må tale i menigheden. I de mellemliggende vers har Paulus ikke talt om bedømmelsen af den profetiske tale, men om hvordan den profetiske tale skal udfolde sig i menigheden. Var det indlysende for de første modtagere, at Paulus fra v.33b med taleforbuddet vendte tilbage til at tale om bedømmelsen af den profetiske tale?

En af de bibeltro, evangeliske teologer fra vor tid, som har beskæftiget sig mest med den profetiske tale i Det Nye Testamente, er Wayne Grudem.^vii Han mener selv, at Paulus’ taleforbud retter sig mod den læremæssigt bedømmende samtale i menigheden, og han giver ifølge min vurdering et godt bud på, hvorfor og hvordan strukturen i teksten giver mening.

Grudem påpeger, at Paulus i 1 Kor 14,29 tager fat på et nyt emne: den profetiske tale. Forinden har Paulus talt om tungetale, men nu vil han sige noget om den profetiske tale, og han indleder med disse ord: ”To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger.” I dette indledningsvers berører Paulus to ting:

1) Hvordan den profetiske tale skal udfolde sig i menigheden (vers 29a).

2) Hvordan bedømmelsen af den profetiske tale skal udfolde sig i menigheden (vers 29b).

I de efterfølgende vers behandler Paulus først det ene af disse emner og derefter det andet. I v.30-33a taler han om, hvordan den profetiske tale skal udfolde sig i menigheden. I v.33b-38 taler han om, hvordan bedømmelsen af den profetiske tale skal udfolde sig i menigheden.^viii Strukturen kan grafisk fremstilles således:

Jeg synes selv, at Grudems forståelse af strukturen i teksten fortjener opmærksomhed.

Ifølge min vurdering er der ingen fortolkning af Paulus’ taleforbud, som er uden svagheder. Men den her gengivne fortolkning, at det handler om den bedømmende læresamtale, er ifølge min vurdering den, som er mest overbevisende og har færrest svagheder.^ix

Det hører med i billedet, at en betydelig del af de bibeltro teologer, som ikke selv tilslutter sig denne fortolkning, alligevel anerkender og anfører, at en læremæssigt bedømmende samtale var en integreret del af menighedslivet på nytestamentlig tid.^x

3) Myndig læretale

Nogle fortolkere mener, at Paulus med ordene ”de må ikke tale” (v.34) henviser til den myndige læretale i overordnet og almen forstand. Disse fortolkere afviser med andre ord, at Paulus med sit forbud tænker på en særlig type menighedssamling (tolkning 1) eller en særlig type læresamtale (tolkning 2). De mener, at Paulus ganske enkelt vil sige: Kvinder må ikke føre myndig læretale.^xi

Det må understreges, at de bibeltro teologer, som har en af de to førstnævnte fortolkninger, alle er enige i, at den myndige læretale er forbeholdt manden. Uenigheden drejer sig om, hvorvidt det i al enkelhed er dette, Paulus vil sige i 1 Kor 14,33b-38: Kvinder må ikke føre myndig læretale.

En af svaghederne ved denne tolkning er, at Paulus ikke på nogen måde tydeliggør, at det er læretalen, han har i tanke, når han siger, at en kvinde ikke må ”tale” i menigheden. Det græske ord, som er oversat til dansk med ”tale”, er lalein. Tidligere i 1 Kor 14 har Paulus brugt ordet lalein i relation til andre former for tale: åbenbaring (v.6), kundskab (v.6), belæring (v.6), forstandsord (v.19), fremmedsprog (v.21), tungetale (v.2,4-6,13,18-19,23,27-28), profeti (v. 3,6,29). En del af disse former for tale var åbne for kvinder. Kvinderne måtte således gerne ”tale” – på disse måder. Men i vers 34 siger Paulus så pludselig, uden nogen markeret overgang til et nyt emne og uden nogen angivelse af et nyt indhold i ordet, at kvinderne ikke må ”tale”.

Hvordan skulle de første modtagere af Paulus’ brev kunne slutte sig til, at Paulus nu brugte ordet lalein om den myndige læretale? Det fremgår ikke af teksten.

Der er et godt og entydigt græsk ord for læretale, nemlig didaskein. Det er et ord, som Paulus hyppigt bruger i sine breve. Han bruger det bl.a. i 1 Tim 2,12, hvor han fastslår, at en kvinde ikke må føre læretale i menigheden. Hvis det var denne form for tale, Paulus ville forbyde i 1 Kor 14,34, hvorfor brugte han da ikke dette entydige og klare ord?

Ordet lalein er så bredt i sin betydning, og det er blevet anvendt så bredt af Paulus tidligere i 1 Kor 14, at det ifølge min vurdering er usandsynligt, at de første læsere ville slutte sig til, at ordet fra og med vers 34, uden nogen nærmere forklaring eller præcisering fra Paulus’ side, skulle forstås på en ny og specifik måde om den myndige læretale.

Jeg anser det for langt mere sandsynligt, at Paulus faktisk i teksten har signaleret, hvad han lægger i ordet lalein, dels ved at han forud for vers 34 har talt om den læremæssigt bedømmende samtale, og dels ved at han efter vers 34 siger, at kvinderne ikke må stille spørgsmål. Begge dele peger i retning af, at Paulus henviser til en særlig form for tale i menigheden: den bedømmende læresamtale.

I dag

I forlængelse af det, som jeg har været inde på i denne artikel, er det naturligt at overveje, om vi i vore kristne menigheder i dag praktiserer læremæssig bedømmelse på en måde, som er i pagt med de nytestamentlige formaninger. Det er et vigtigt spørgsmål, som fortjener en selvstændig behandling – i en anden sammenhæng.

I denne artikel har det været hensigten at afklare, hvad teksten i 1 Kor 14,33b-38 siger om tjenestedelingen mellem mænd og kvinder i vore kristne menigheder.

Den tolkning, jeg har fremlagt, indebærer og understøtter, at der i vore menigheder må være plads for en stor bredde og rigdom af kvindelige tjenester med Guds ord. Det har jeg tidligere skrevet om i artiklen ”Den kristne kvindes tjeneste med Guds ord” i Nyt Livs blad 1-2020. De legitime kvindelige tjenester med Guds ord i menigheden omfatter blandt andet profetisk tale i form af vidnesbyrd, opbyggelse af andre med åndelige salmer og sange, forkyndelse for kvinder og den opvoksende generation, åndelig samtale og tolket tungetale.

Grænsen går ved den tale, som indebærer en udøvelse af myndighed over mænd.

Som jeg forstår den behandlede tekst, handler den om den læremæssigt bedømmende samtale i menigheden. I dag praktiserer vi i almindelighed ikke en sådan samtale i vore menigheder. Indtil vi måtte gøre det, er det vigtigste, vi kan tage med os fra denne tekst, en bekræftelse og understregning af dette grundlæggende: Det Nye Testamente åbner for en stor bredde og rigdom af kvindelige tjenester med Guds ord med en grænse ved den tale, som indebærer udøvelse af myndighed over mænd.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2023. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.