Så vidt jeg husker, havde far kun mellem en og tre begravelsestaler at vælge imellem, når han selv forestod en begravelse. Af princip undlod han nemlig det, der i præstesprog hedder vita-delen i en begravelsestale – det vil sige det personlige afsnit. Af respekt for far er der derfor mange mere personlige ting, som vi må vente med at dele med hinanden, til vi kommer ud til mindesamværet.
Her i kirken får far det, som han ville have det! Han har valgt salmerne, kirke, organist og præst og i overskrifter, hvad der skulle tales om i dag.
Og dog: Vi bør næsten begynde med en undskyldning! Af alle steder har vi annonceret med højtideligheden i Kristeligt Dagblad, som i fars øjne var det stik modsatte af kristeligt. Det beklager vi! Det svarer næsten til at melde far ind i den katolske kirke eller Kristendemokraterne imod hans vilje!
Men ellers fik far det, som han ville have det – på sin måde!
Jo – sådan umiddelbart betragtet kan dette jo nok være et sandt billede af far.
Men det egentlige vidnesbyrd til os, handler ikke om, at far fik ret, men derimod om det stik modsatte. Det, som Søren Kierkegaard formulerer sådan: ”Det er da altsaa en opbyggelig Tale, at vi mod Gud altid have Uret.”
Far har talt om to temaer, som skulle præge dagen i dag:
Det ene er sejren – Sejrstroen på Herrens dag fristes man til at sige (med titlen på en af hans bøger).
Det andet – i samme åndedrag – er Guds trofasthed over for sine løfter i den hellige Skrift.
Men det store sejrstema må begynde i det store nederlag; i det opbyggelige nederlag: Mod Gud altid at have uret!
”Hvem vil fordømme”, hørte vi til indledning. Og når vi ser ned over de salmer, vi skal synge i dag, kan vi ikke være i tvivl: Far var klar over, at han stod under en mulig dom. At han over for Gud altid havde uret.
Som Job konstaterer: ”Sandt er det, at det forholder sig sådan; hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? Vil det føre sag mod ham, kan det ikke gendrive én ud af tusind anklager.”
En psykolog kunne sikkert få meget ud af den megen tale om synd og skyld, som også har præget far. Men bag ved psykologien ligger der en ægte åndelig sandhed, som springer frem af de bibelske skrifter – en sandhed, som i dag bliver sjældnere og sjældnere at høre: at et menneske uden for Kristus-pagten er et menneske under Guds dom og Guds vrede.
Far blev i sin tid grebet af en prædiken over de ti brudejomfruer og indså da for første gang, at han på dommens dag kunne blive efterladt udenfor i mørket. For over for Gud havde han uret – altid.
Og selv flere år i et aktivt frikirkemiljø i København kunne ikke ændre på den sag: Trods kamp, bevidst omvendelse og mange viljesbeslutninger om at leve et liv helt for Gud, blev resultatet det samme: Over for Gud vedblev han at have uret!
Sådan som også enhver af os må konstatere det, når man bare er lidt ærlig over for sig selv og over for Guds ord.
Så det er ingen helgen – i den forstand – vi tager afsked med i dag.
Far er blevet sat højt af mange, som er blevet velsignet af Gud gennem hans forkyndelse. Men også Frank Jacobsen havde sin skat i et lerkar. Han var – som vi – et menneske af kød og blod. Fejlbarlig i tanke, ord og gerning.
”Det er altså opbyggelig tale, at vi mod Gud altid have uret!”
Underligt at kimen til den store sejr faktisk ligger i mit store nederlag! Underligt at det opbyggelige begynder i at have uret over for Gud!
Sådan ville det heller ikke være, hvis det ikke havde været for Jesus. Uden Jesus ville det være min dom at have uret mod Gud. Men på grund af ham ved vi, at Gud ikke er kommet til verden for at søge efter det retfærdige menneske.
Den store hvide flok er ikke hvid, fordi Gud har skummet fløden og fundet de bedste af de bedste! Den er hvid, fordi den har renset sine klæder og gjort dem hvide i lammets blod. Gud søgte ikke den retfærdige, men synderen, som havde uret mod Gud.
For der er noget, der er større, end at jeg får ret. Det er, at Gud får sin ret over for mig.
Ikke uden grund var mælkebøtten fars ynd-lingsblomst. Egentlig tolkede han ikke selv så meget på det. Men det er svært ikke at lægge mærke til, at der her er tale om en ukrudtsplante, som set med de rette øjne var en af de smukkeste blomster på jorden.
”Det, som verden ringeagter, det udvalgte Gud.”
Han valgte sin søn, en tømrer fra Nazaret. Og han valgte at sætte ham udenfor – belæsset med al min synd, skyld og skam. Han blev regnet for en ukrudtsplante – et vildskud i verden – og lagde sig da også for min skyld helt ned i støvet.
Men han var ikke et vildskud. Han var Davids rodskud, skuddet, der groede frem af Isajs stub. Han var den, der både skulle skaffe Gud sin ret – og skaffe syndere deres ufortjente fortjeneste! Han var Herrens tjener, om hvem det hedder: ”Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr.”
Det er Guds nådes under, at Gud kan føre retten igennem, så det bliver til sejr for os.
Hvis Gud var retfærdig i menneskelig forstand, ville det betyde den fuldstændige dom over os, hvis han førte sin ret igennem. Men han førte retten igennem – til sejr – ved sin tjener Jesus. Fordi han bar dommen, uretten og nederlaget, og opstod til sejr påskemorgen, må jeg som Guds barn få del i sejren ved troen på Jesus. ”Jesus vandt – og jeg har vundet!”
I Ham blev enhver, som tror, af Gud udvalgt til at stå ”hellig og uden fejl for hans ansigt i kærlighed” (Ef 1,4).
Og i den forstand blev også far fejlfri! Kendt fri for sine fejl, sådan som du og jeg bliver det. For som ukrudtsplanten stod smuk og fin i fars øjne, sådan står du og jeg som smukke og fejlfri planter i Guds øjne ved troen på Jesus.
Derfor ser Gud i den flok af syndere, som bekender sig til den korsfæstede og opstandne Jesus, et sejrende folk på vej mod at tage imod sejrskransen hjemme hos Gud! De oplever nok fald og nederlag som alle andre. Men de er på det vindende hold, fordi de allerede i dette liv tilhører Livets Herre.
Og alt, hvad dette folk har at holde sig til i dette liv (og det blev også fars vidnesbyrd til sidst), er Guds løfter, som han har overdraget til os gennem sine profeter og apostle i de hellige skrifter. Derfor betød disse skrifter alt for far. Ikke som golde opslagsbøger, hvor han fandt svar på alle spørgsmål. Men som ord, der rummede selve livet fra Gud: Guds lov og Guds Evangelium!
På søndag skal der prædikes i landets kirker om den rige mand og Lazarus. Den rige, som ender i pine og plage borte fra Gud, og den fattige, som ender i Abrahams skød.
Og jeg er sikker på, hvilken sætning far ville fremhæve, hvis han skulle prædike om den tekst: ”Hvis ikke de hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom en står op fra de døde!”
Alt, hvad der er værd at holde fast ved i dette liv, findes hos Moses og profeterne – og i deres opfyldelse, i Det Nye Testamente.
Den rige mand i lignelsen var ikke den rige mand efter døden. Men den fattige blev den rige. Og den rigdom, som bestod, og som førte ham til Abrahams skød, det var den rigdom, vi finder hos Moses, profeterne – og dermed hos apostlene – i alle de hellige skrifter.
I de skrifter forkyndes vores evige uret over for Gud, og i de skrifter forkyndes Guds evige sejr over al uret. Det var dén rigdom, far delte ud af, når han udlagde Bibelen – helt fra de første år i Nørregade til de sidste år i Mariehøj.
Ud af Bibelens skrifter dannes både troen og håbet og kærligheden. Og den dag, der hverken er skriftord, tro eller håb tilbage, da vil det vise sig, at kærligheden varede ved, at sejren var fuldkommen, og håbet var virkeligt og rakte ind bag forhænget – helt ind i Himlen. Derfor kan det ikke siges højt nok, hvor afgørende det er at få åbnet op for det liv, der ligger i de skrifter. For det liv, der ligger der, er det eneste liv, vi har, når alt andet forgår.
”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt!”
Også skrifterne ser vi i en gåde, og forståelsen af skrifterne vil til dels være gådefuld for os, så længe vi er her. Men det liv, Skriften indeholder, og som far hang ved hele sit voksne liv, det liv er i sit indhold det samme som det liv, der venter Guds børn i herligheden. Forskellen er ikke selve livet. Forskellen er, at vi her har livet i troen, men at vi engang skal se ansigt til ansigt.
Fars sidste adresse på denne jord hed pudsigt nok Bispevej! Det jokede vi lidt med pinsedag – få dage før far døde. Vi mente jo, at der lå en forfremmelse her!
Men far nægtede pure. Den virkelige forfremmelse lå foran, når han skulle forfremmes til evigheden, som han sagde!
Ja det er en forfremmelse, der vil noget!
Og dog bare en synliggørelse af det, som Guds børn allerede ejer nu: Vi er konger og præster – og bisper – for vor Gud. Vi ejer det evige liv.
Guds ord rækker os det, når Ordet taler til os om Jesus! Han er vores evige liv nu, og han er livet for dem, der døde i troen på deres frelser. Han er den samme i går, i dag og til evig tid.
Al ære til ham!
Og Guds fred være med Frank Jacobsen! Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2013. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Peter Ø. Jacobsen