Nyt Livs Forlag har udgivet en andagtsbog af Martin Luther i 2017 og en andagtsbog af Tormod Vågen i 2018. Jeg har som sekretær i Nyt Liv haft den glæde at få lov til at arbejde med begge bøger i sammenhængende forløb. Det er et arbejde, der har gjort et stort indtryk på mig. Det er nemlig ikke andagter, der ”lader læseren sidde i fred”. De er til tider ganske nærgående – og samtidig anderledes end meget af den forkyndelse, der lyder i vores tid. Det gælder i udpræget grad for det, som er denne artikels tema.
Artiklen vil blive fulgt op af en række mindre indlæg på Nyt Livs blog på baggrund af de to andagtsbøger. I denne artikel har Luther-citaterne hovedvægten, i andre indlæg vil det være Vågen-citaterne, men som oftest vil det være med udgangspunkt i begge andagtsbøger.
Regn det kun for glæde!
Hvad sker der i dit forhold til Gud, når du udsættes for modgang og prøvelser?
– Oplever du, at du bliver knyttet tættere til ham, så du løses fra denne verden og styrkes i håbet og troen?
– Reagerer du med utålmodighed og vrede mod Gud, fordi han ikke svarer på din bøn?
– Eller oplever du måske nærmere, at lidelsen giver et brist i dit gudsforhold, så han kommer på afstand i dit liv, og du søger trøst og glæde i andre ting?
Der er ikke nogen automatik i, hvad modgang og prøvelser kommer til at betyde for dit forhold til Gud. Men modgang og prøvelser kender enhver kristen til – om det så er fysisk, psykisk, småt eller stort. Du skal nok ikke bruge mange minutter på at finde frem til, hvad du selv oplever som vanskeligt, hårdt og tærende i dit liv.
Hvordan vi reagerer i prøvelsen over for Gud bestemmes i høj grad af den påvirkning, vi har mødt fra andre mennesker – gennem familie, menighed, medier, bøger osv. Dem, du omgås med og bruger tid med i det daglige (om det så er i fysisk form eller gennem en skærm eller bog), vil uundgåeligt komme til at forme dine forventninger til livet – og til Gud.
Den enkelte af os må derfor spørge sig selv: Er det Guds ord eller andre menneskers tanker, der får lov til at være bestemmende for mine forventninger til livet og til Gud, og dermed til, hvordan jeg møder prøvelsen?
Den grundlæggende bibelske formaning om, hvordan vi skal forholde os, når vi møder prøvelser, er lige så klar og entydig, som den kan være vanskelig at tage til hjertet. Jakob formulerer det sådan: ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags” (Jak 1,2).
Det er denne bibelske tilgang til prøvelserne, som Martin Luther og Tormod Vågen vil lægge ind på vores hjerter gennem de to andagtsbøger. Og det er hård kost at sluge for vores gamle natur, men det er velsignet god mad for troen.
Foragten for Herrens opdragelse
I Hebræerbrevet står der nogle ord, der er som talt ind i vores tid og kultur: ”I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner: Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse” (Hebr 12,5).
Det er ikke alle, der har glemt denne formaning. Vi møder stadig vidnesbyrd fra mennesker, der står frem med taknemmelighed for de prøvelser, Herren har sendt ind i deres liv. Man kan for eksempel læse Karina Lise Knudsens vidnesbyrd Alt virker sammen til det gode. Og der er virkelig grund til at takke og prise Gud for, at vi stadig kan møde sådan et vidnesbyrd i vores tid. For det er så langt fra nogen selvfølge.
Der er en fremherskende ånd i vores tid, som giver os en stærk tilbøjelighed til at vende os anklagende mod Gud eller vende Gud ryggen, når livet gør ondt. Og det er ikke et særsyn for vores tid. Det er et sikkert kendetegn på enhver frafaldstid. I frafaldstider er vores blik ikke vendt mod Himlen. Vi har hele vores fokus på det liv, vi skal leve her på jorden. Og derfor får vores bøn til Gud også primært at gøre med, hvordan han kan hjælpe os og vores nærmeste her og nu. Når han så ikke hjælper, efter at vi har grædt mange tårer, brugt lang tid og ”spildt” mange ressourcer på at bede til ham, så fyldes vi med utålmodighed, vrede og bitterhed.
Når den ånd præger dit gudsforhold, er det Gud, der er på anklagebænken – ikke dig. Du mener, at Gud, som jo kunne have forhindret ulykken, har svigtet. Og det, som du oplever som et svigt fra Guds side, får alvorlige konsekvenser for dit forhold til ham. Du får svært ved at høre på, hvad han har at sige til dig, før han har forklaret sig eller har grebet ind og bevist sin almagt og sin kærlighed i dit liv. Egentlig er du i en position, hvor du ikke føler, du skylder Gud noget. Det er ham, der skylder dig.
Det er vel de færreste, der direkte vil give udtryk for, at det er sådan, de har det med Gud. Men det forhindrer ikke denne tankegang i at ligge på lur et sted i din bevidsthed. Og når prøvelsen så sætter ind, byder det sig til som en naturlig vej at gå ind på vredens spor i dit forhold til Gud.
Men hvor er det ødelæggende at gå ind på det spor! Jeg kender fra mit eget liv, hvordan det driver en kile ind mellem Gud og mig, når jeg slår ind på den vej. Guds mening med prøvelsen var ubetinget, at jeg skulle blive knyttet tættere til ham. Han ville give mig del i ”mørkets skatte, de bortgemte rigdomme” (Es 45,3). I stedet sker der det modsatte, når jeg går ind på vredens spor i mit gudsforhold. Jeg bliver tom og verdsliggjort i mit sind. Synden bliver ubetydelig i mit liv. Jeg føler jo ikke, jeg skylder Gud noget. Jeg føler, at når nu Gud ikke tager sig af mig, som han efter min mening burde, så må jeg selv sørge for mig selv og ”gøre noget godt for mig selv”. Så er jeg i min gode ret til i stedet at søge verdens trøst i form af materielle goder og meningsløse og nedbrydende adspredelser. Så tilsidesætter jeg Guds bud i trods og kaster mig i armene på syndens kortvarige glæder.
Hvis du lever i sådan et gudsforhold, foragter du Herrens opdragelse. Og det er alvorligt. Det er et dødstegn for din tro. Og der må et mægtigt og virksomt ord fra Gud til, hvis du ikke skal ende i frafald og forhærdelse.
Jeg har mødt mange af de ordhos Tormod Vågen og Martin Luther. Og jeg tror, vi er mange, der har brug for at blive stille og lade os præge af den røst, der lyder gennem de to andagtsbøger. Daglige andagter, som med kraft, klarhed og frimodighed udfolder Skriftens budskab, kan blive dét afgørende værn, der frelser os fra at blive verdslige i vores sind og vende Gud ryggen i modgang og prøvelser.
Børnelærdom om Guds tugt
Der er ikke nogen tvivl om, at et gudsbillede, der fører til ovennævnte reaktionsmønster i mødet med lidelsen, kan have spor helt tilbage til den tidlige barndom.
Og derfor blev det meget tankevækkende for mig at møde et råd fra Luther om, hvordan man kan oplære børn i den kristne tro. Han taler om en ”leg”, man som kristen kan lege med sine børn. Legen går ud på, at børnene, når de hører en prædiken, skal prøve at bide mærke i nogle bibelvers, som de skal ”tage med hjem”. Så kan de fremsige versene for deres forældre, når de går til bords!
Det i sig selv er et tankevækkende råd. Men nu kommer det endnu vigtigere: Når børnene har fremsagt bibelverset, skal de lege, at bibelverset er en mønt, som de skal lægge i det rigtige rum i den rigtige pung!
Der er to punge: Troens pung, hvor guldmønterne skal i, og kærlighedens pung, hvor sølvmønterne skal i. Hver af de to punge har to rum.
I troens pung skal for det første lægges de ”mønter” (altså: bibelvers), der har at gøre med, at vi er fordærvede og fordømte syndere. Og i det andet rum af troens pung skal barnet lægge de mønter, der har at gøre med, at Jesus har forløst os fra fordærvet og fordømmelsen.
I kærlighedens pung skal børnene for det første lægge de mønter, der handler om de gode ting, vi er kaldet til at gøre over for vores næste. Og så: I det andet rum af kærlighedens pung skal lægges alle de mønter, der handler om lidelser, forfølgelser og Guds tugt og straf!1
Luther inddeler altså her den kristne tro i fire hovedområder, som børn skal oplæres til at bide mærke i og lære at kende som søjler i det kristne liv. Og læren om Guds straf og tugt gennem prøvelser og trængsler er den ene af de fire sandheder, som det er vigtigt, at børnene får ind under huden fra en tidlig alder!
Børnene skal lære denne handlemåde at forstå, helt fra de er små, og de skal lære at forstå, at denne opdragelse er sølvmønter i kærlighedens pung.
Som der står videre i Hebræerbrevet: ”I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner: Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af.”
Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Hvordan ser det ud med den oplæring i dag?
Maja Roed Ditlevsen anmeldte på et tidspunkt syv små børnebøger i Nyt Livs blad. Hendes konklusion efter læsning af alle bøgerne var: ”Alvoren i Bibelens tale om synden, Gud som en hellig Gud og årsagen til Jesu død og opstandelse er ikke i fokus.”
Hvad handler de kristne børnebøger da om?
Maja refererer gudsbilledet i fire af børnebøgerne sådan: ”Gud præsenteres som skaberen, den omsorgsfulde og tilgivende far, den almægtige, trofaste og gode Gud. Jesus præsenteres som Guds
søn, der helbredte og fortalte mennesker om Guds kærlighed. Det fortælles, at Jesus døde på korset og opstod igen og nu er hos Gud i Himlen og hos os. Jesus ved alt om Gud, han hjælper, tilgiver og er tålmodig.”
Jeg tror, vi er mange børneforældre, der kan genkende den tendens i nyere børnebøger, som Maja skildrer her.
Og man kan spørge sig selv, om det ikke også er fuldstændigt urealistisk i dag at skulle lade sig inspirere af Luthers legeforslag med børnene? Der er vel grænser for, hvor meget små børn kan kapere, når det kommer til livets alvor, synd, lidelse, himmel og helvede?
Ja, der var helt sikkert naturlige grænser for, hvor dybt børnene kunne trænge ind i de sandheder, Luther ville oplære dem i. Men de mødte dem dog!
Gør børn det i dag?
Eller nøjes vi med at give vores børn et halvt gudsbillede af Gud som den kærlige og omsorgsfulde Gud, der passer på os, så der ikke sker os noget ondt? Ved hvilket alderstrin skal vi i givet fald begynde at give dem hele sandheden? Når de er 5 år? 10 år? 15 eller 18?
Jeg er bange for, at mange børn i dag vokser op med et ikke blot mangelfuldt, men falskt gudsbillede. Og jeg er bange for, at de ikke får den rette hjælp, når prøvelserne sætter ind, og barndommens gudsbillede krakelerer.
Brutal trøst
Det er godt at møde oplæring om Guds tugt fra den tidlige barndom gennem kærlige og omsorgsfulde forældre, der kan formidle hele sandheden med tanke på det enkelte barns særlige følsomhed og sårbarhed. Jo mindre man har mødt af denne oplæring fra barns ben, jo hårdere kan virkeligheden og den sande bibelske tale om prøvelserne ramme, når man bliver ældre.
Luthers og Vågens vejledning i andagtsbøgerne kan virke ubarmhjertig og brutal. Man kan komme til at føle sig utryg og ængstelig, når man møder den. Og noget i en kan protestere voldsomt og prøve at finde på udveje. Man kan gribe sig selv i at sidde og tænke: Åh, det her må bare ikke være sandt!
Og så på den anden side: Får de sandheder, vi møder her, lov til at slå rod i sindet, så bliver det en dyrebar trøst. Frem for alt bliver det en virkelig trøst, en bibelsk og holdbar trøst, som også reelt kan bære igennem hårde prøvelser. For det kan beroligende ord uden hold i den konkrete virkelighed ikke i længden.
Prøvelserne afdækker dit gudsforhold
Et af de vigtigste elementer i Luthers tale om prøvelserne er, at reaktionerne på prøvelserne viser, hvem der er min Gud.
Er det Bibelens Gud, der er min Gud? Eller lever jeg med en afgud?
Luther henviser til, at da israelitterne på ørkenvandringen kom ud for prøvelser, blev det afsløret, at de i virkeligheden havde deres ”bug” som afgud.2
Da israelitterne var i Egypten, havde de nok at spise og drikke, og da de rejste ud af Egypten tog de godt med levnedsmidler med sig. Så længe de havde nok at spise, så de fromme og hellige ud, og man kunne ikke være sikker på, om de elskede Gud af hjertet; om de troede på ham og tog deres tilflugt til ham. For posen var endnu fuld.
Men da posen var tømt, og der ikke var mere mel og brød tilbage, blev det ret hurtigt klart, at de hidtil havde tjent Gud for bugens skyld. For så tænkte de: Hvad har vi dog gjort? Vi har ikke båret os rigtigt ad, da vi forlod Egypten. ”Vi husker de fisk, vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene” (4 Mos 11,5).
Nu havde israelitterne ikke et løg at bide i, og derfor knurrede de imod Moses i ørkenens sand.
Sådan er det vantro hjerte. Det stoler kun på Gud, så længe de timelige goder er til stede. Men når goderne tages væk igen, så viger det vantro hjerte fra Gud og bespotter ham.3
Her har vi en åndelig grundlov, som Luther gang på gang vender tilbage til: Det er let nok at se ud som om, man ejer troens liv med Gud, når alting går godt. Men prøvelserne tjener til at afsløre, om man nu også hænger ved Gud med sit liv – eller om man kun hænger ved hans gaver. Hvis det sidste er tilfældet, så vender man sig væk fra Gud og spotter ham med sine ord eller med sit liv, når han tager gaverne væk.
Det er altså ikke prøvelserne i sig selv, der får os væk fra Gud. Prøvelserne er kun det redskab, Gud bruger til at afdække for os, om vi reelt lever med ham, eller om vi lever med en afgud. Og i begge tilfælde – både når prøvelserne styrker og grundfæster os i troen, og når prøvelserne åbenbarer vantroen i hjertet – er det en nåde fra Gud. For Djævelen arbejder i medgangstider med alle midler på at tildække og sløre vores gudsforhold, så vi langsomt og umærkeligt kan glide væk fra Jesus. Men Gud ønsker, at vi skal vandre i lyset i vores forhold til ham. Derfor ”råber han os op” gennem modgang og prøvelser. Og så bliver spørgsmålet, om vi reagerer på dette opråb med tro eller vantro.
Forskellen mellem de gode og de onde mennesker bliver tydelig i reaktionen på ulykkerne. For de gode har visdom til at forstå, at Guds vilje gennem alle ulykkerne er til deres bedste. Og de ved, hvordan de skal forholde sig, når ulykkerne rammer dem.4
At stå sin prøve
Her kommer vi nu til det vel nok mest udfordrende, vi møder i Luthers tale om prøvelserne.
Luther skriver om, hvordan ”de gode” forholder sig til modgang i livet:
De ved, at aldrig er nogen fjende blevet overvundet af den, der er på flugt. Derfor kan lidelser og trængsler eller selve dødens nød heller ikke overvindes ved utålmodighed, og trøst kan man ikke få ved at flygte hen mod nærmeste udvej. Nej, trængslerne kan kun overvindes, ved at man står stille og forbliver urokkelig, ja, går ulykken og døden frimodigt i møde.5
Modsvarende forholder det sig med ”de onde”:
De onde forstår ikke Guds vilje, og de kan ikke se, hvad det skal nytte med alle de trængsler.
Nogle henfalder til utålmodighed. De skælder og smælder, bander og spotter og bliver rasende.
Andre løber hid og did for at søge trøst og råd hos mennesker. De prøver på alle måder at blive af med deres ulykke og at overvinde deres modstandere. Kort sagt: De vil være deres egne hjælpere og frelsere. De venter ikke på, at Gud skal frelse dem fra korset.
Uanset om man gør det ene eller andet, gør man sig selv ubodelig skade.6
Senere skriver Luther om de samme ”onde mennesker”:
Der er mennesker, som slet ikke vil lade Gud have ro, før han tager prøvelserne fra dem. Den ene skal Gud give et barn, der er sundt og rask, den anden skal Gud gøre rig, og den tredje skal han give oprejsning. Og de anstrenger sig virkelig for at redde sig ud af deres tilstand både ved deres eget og andres arbejde.
På den måde bliver de til feje soldater, der overlader territoriet til fjenden: De vil ikke stå deres prøve i anfægtelsen. De vil ikke kæmpe og stå prøvelserne igennem, men prøver at omgå dem med alle tænkelige midler. Og derfor vil de heller ikke vinde sejr.7
Luther bruger altså billedet af en ”fej soldat”, der ikke vil stå sin prøve i anfægtelsen. Den feje soldat er det menneske, der med alle midler (inkl. mange bønner) forsøger at slippe for lidelsen.
Det kan være svært at se, hvordan denne ”soldat” gør noget forkert. Vi taler om en soldat i frontlinjen under tæt beskydning. Vi taler om et menneske, der er i nød!
Luther nævner endda som et eksempel en, der har et sygt barn, tydeligvis et alvorligt sygt barn. Kan man fortænke det menneske i, at hele opmærksomheden nødvendigvis må rettes mod at forsøge at tilvejebringe en ændring i denne smerte? Det må da være det eneste kærlige og det eneste rigtige at søge hjælp – det bedste, man har lært!?
Det skal stå helt klart, at Luther her ikke taler imod, at man for eksempel søger læge i tilfælde af sygdom. Det er ikke sådan, at vi bare passivt skal se til, når ulykken rammer. Det ville være uansvarligt, urigtigt og ubibelsk.
Men hvad Luther taler imod, er den desperation, som er udtryk for vantro og mistillid til, at Gud også i prøvelsens time er en kærlig og almægtig Gud. Den desperation, som kan give sig udtryk i vrede og bespottelser – eller i, at man fredløst flakker om efter hjælp i smerten alle andre steder end der, hvor den virkelige trøst er at få. Luther taler imod vores manglende evne til at være i lidelsen og midt i lidelsen at eje freden i Gud, fordi vi ved, at vi er i hans hænder med alt, hvad der sker. Og ser Gud, at det er til det bedste for os, at prøvelsen stopper, så griber han ind.
Det er bare langt fra sikkert, at Gud ser, at det er til det bedste for os. Det er derimod meget sandsynligt, at det er Guds vilje, at vi skal ”stå vores prøve” ved at gennemgå denne smerte.
Luthers konklusion lyder:
Gud vil altså, at vi under vores lidelser ikke skal løbe noget andet sted hen eller se andre steder hen end til ham. Vi skal ikke ønske os at blive fri for lidelserne, for lidelserne er jo efter hans vilje og til vores eget bedste. Hvad vi skal, er at bede om styrke til at holde hans vilje ud indtil enden.8
Det er radikalt formuleret! Og da jeg læste det, tænkte jeg: Jeg har aldrig hørt noget lignende før! ”Vi skal ikke ønske os at blive fri for lidelserne …”
Hvem stiller sig lige op i dag og siger det til en søndagsprædiken?
Men så kom jeg til Tormod Vågens andagtsbog, og til min undren fandt jeg nøjagtig den samme tone der! Han taler om vores ”lidelsessky” tid,9 og så taler han (som Paulus) om, at vi skal ”lære at leve livet takkende” under alle forhold:
Mange bærer på sorg og smerte i deres hjerte, fordi de ikke får den ære, magt, rigdom og medgang, som de ventede, at livet skulle give dem.
Det er en ussel sorg!10
Paulus har lært at glæde sig over lidelsen. Det er en stor kunst. Det er kun en kristen, der kan lære den. Men den, der har fået Gud til far, ved, at alt kommer fra en kærlig hånd. Lidelsen er en gave fra Gud, og den skal tjene til gavn for dig og for andre. Hvorfor så ikke takke?11
Vi skal lære at leve livet takkende. Vi må forsøge at tage livet af vores brokkerier mod Gud og i stedet tage imod vores skæbne fra Guds hånd. Så bliver det tunge og svære til velsignelse. For Gud giver kun gode gaver.
Du må sige Gud tak for alt!
Hvad har du, som du ikke har fået givet?12
Denne formaning til at leve livet takkende svarer til Luthers udlægning af Salme 18, vers 4: ”Jeg råber til Herren, den lovpriste, og bliver frelst fra mine fjender.”
Luther hæfter sig her ved, at verset angiver en vigtig rækkefølge: Det er den lovpriste Gud, vi må råbe til! Altså skal vi ikke begynde med at råbe til Herren, når vi er i nød; vi skal begynde med at lovprise ham.
Der findes mennesker, der råber og skriger til Herren, men som ikke bliver bønhørt. ”De råber om hjælp, men ingen hjælper, de råber til Herren, men han svarer dem ikke” (Sl 18,42). Hvorfor ikke?
Jo, fordi de har råbt til Herren, men de har ikke lovprist ham, de har tværtimod været uvilligt stemt mod ham. De har været forbitrede på Herren og har været sunket så meget ned i deres egen bitterhed, at de ikke har råbt til den sande Gud. For den sande Gud er god og vil kun sine børn det gode.13
Alvoren er altså, at hvis vi vender os til Gud med vrede og ”brokkerier”, så er det ikke Gud, vi har vendt os til. Denne reaktion på lidelsen afslører, at vi ikke lever med den sande Gud. For den sande Gud er god og vil kun sine børn det gode. Derfor må vi stå lidelsen igennem og ikke ønske os fri af den – ja, vi må faktisk takke for den! – i vished om, at vi er i Guds gode hænder i alt, hvad der sker.
”Ske din vilje”
Så langt har vi altså set, hvad Luther og Vågen på bibelsk grund lærer os om troens og vantroens reaktioner på lidelsen. Og vi har set på, at prøvelserne er nødvendige som Guds vækkende opråb, der vil hive os ud af verdens blændværk og kalde os ind i hans favn.
Men der er også en anden grund til, at vi skal være taknemmelige og ”kun regne det for glæde”, når Gud sender prøvelser i vores liv. Luther og Vågen taler om, at prøvelserne er nødvendige, fordi der er noget i os, der må brydes ned – nemlig vores stolthed og vores egenvilje.
Tormod Vågen skriver:
Den, der er fri for lidelse, anfægtelse og trængsel, bliver let hård, kold og selvtilfreds. Men en kristen, som er blevet prøvet, og som tager lidelsen som en gave fra Gud, får en lydig og villig ånd.
Det er derfor en stor kunst at bøje sig ind under Guds styrelse i vores liv, og med bøn om nåde gå i Mesterens skole.14
Læg mærke til, at det ikke er en hvilken som helst prøvelse, der fører til, at vi får en lydig og villig ånd. Det er, når vi tager lidelsen som en gave fra Gud, at den gør sin gavn. Og derfor er det langt fra nogen selvfølge, at prøvelserne bliver til gavn for os. Det må vi bede om nåde til, at de bliver! For det er en ”stor kunst” at glæde sig over lidelsen, og det er en ”stor kunst” at bøje sig under Guds styrelse, når denne styrelse indebærer, at vi kommer ud for svære ting.
Det er ikke et sindelag, nogen kan tage af sig selv. Det er Åndens gerning i hjertet. For uden Ånden er det egenviljen, der råder i hjertet, og den vil ikke finde sig i prøvelserne. Under bønnen ”ske din vilje” foregår der en kamp i den kristne, som Luther sætter ord på i sin gennemgang af fadervor:
For egenviljen strider med alle kræfter imod vores gode ønsker. Men så råber Åndens gode vilje til Gud imod kødet og siger: ”Ske din vilje!” (…)
Når Gud hører dette råb, kommer han Åndens gode vilje til hjælp (…) Han kaster sig over ærkeskurken, gamle Adam, og volder ham al mulig ulykke, tilintetgør hans planer, binder og piner ham fra alle sider.15
Gud svarer altså på bønnen ”ske din vilje” ved at kaste sig over gamle Adam og tilintetgøre hans planer. Og dét er ikke noget, der kan foregå, uden at vi kommer til at opleve store prøvelser.
Når Guds vilje sker, siger Luther, så vil du ikke drømme om, at det på nogen måde kan være Guds vilje, der sker. Gud bruger for eksempel mennesker i vores omkreds til at pine og plage os med sladder og ondsindethed.
Og hvor det ikke forslår med mennesker, bruger Gud også Djævelen, for at vores egenvilje med alle de onde tilbøjeligheder kan blive tilintetgjort, og Guds vilje kan ske, så Ånden kan råde i hjertet, og så alene Guds ære kan blive tilbage (…)
[Når Guds vilje sker, mener du], at du er forladt af Gud og prisgivet Djævelen og de onde mennesker. Du mener, at der ikke længere er nogen Gud i Himlen, der vil kendes ved dig eller høre på dine bønner. Du føler nu en sult og tørst, som længes efter trøst og hjælp i en nød, der er langt værre end den blot legemlige sult og tørst (…)
For det er en afgjort sag, at Guds vilje sker, når din vilje ikke sker. Det vil sige: Jo mere modgang du har, jo mere sker Guds vilje.16
Jeg bliver nødt til at stille spørgsmålet: Har du nogensinde hørt noget lignende sagt i forkyndelsen i dag?
Og så må jeg også stille mig selv ind under det ransagende spørgsmål: Hvis det er sådan, Guds vilje er – ønsker jeg så at tilhøre ham og leve med ham? Under de vilkår?
Ikke en letkøbt taknemlighed
Det er her, det bliver så underligt at møde den ægte og strålende glæde, der lyser ud af Tormod Vågens andagter, og den stærke og triumferende frimodighed, vi møder hos Luther.
De er ikke på nogen måde triste og negative mennesker, der går rundt med nedbøjede hoveder og er kede af livet. Der er et lys og en kraft og en ivrig og arbejdsom ånd hos dem, som vi også kender fra Paulus, når vi læser Det Nye Testamente.
Hvad er hemmeligheden?
Er det måske, fordi de ikke selv kom ud for seriøse problemer i deres liv?
Når man som et virkeligt lidende menneske hører en prædikant tale om, at vi skal være taknemlige for lidelsen, ligger det lige for at tænke: ”Du ved ikke, hvad du snakker om!”
Men kigger vi godt efter i de to andagtsbøger, tror jeg, vi vil finde signaler om, at selvom budskabet kan lyde radikalt og ”idealistisk”, så er det alt andet end letkøbt og teoretisk kundskab om ”lidelsens problem”.
I stykket, hvor Luther taler om, at det er den lovpriste Gud, vi skal råbe til, slutter Luther med en personlig indrømmelse og bekendelse:
Ja, jeg ved godt, at det her er et svært råd!
Det er ikke nemt, når man står midt i det svære, at tænke på Gud som god og kærlig. Det er ikke nemt, når vi føler, at Gud har fjernet sig fra os og er ubegribelig, da at holde ham mere fast for øje end den ulykke, der er så nærværende for os, at den afholder os fra at se hen til ham.
Men prøv blot at gøre forsøget, og begynd at lovprise Gud, når du ikke har det godt, så vil du få at se, at det giver lindring i smerten. Alle andres trøst gavner enten slet ikke, eller også gavner den på en falsk og bedragerisk måde, så den i virkeligheden bliver højst skadelig.
Men vend dig mod Gud, lovpris ham, og læg så alt frem for ham. Jeg må bekende, at jeg ofte på denne måde har fundet lettelse for et forpint hjerte.17
Og når Luther udlægger det første bud sådan, at vi må ”klynge os til Gud og hans ord og løfte i nødens tid”, så påstår han ikke, at det er nogen let sag. Tværtimod:
Alle kristne bilder sig ind, at de godt forstår Guds første bud. Men når de i nødens stund skal fremsige det, så kender de det alligevel ikke, selvom de nok så meget regner sig selv som udlærte i kristendommen.
Jeg har nu længe været prædikant, doktor i Skriften og en gammel stridsmand, men når jeg skal til at fremsige det første bud, så er det kun med nød og næppe, jeg griber det, og jeg får kun fat i det med en silketråd. Djævelen kan nemlig snart lære mig og alle andre noget andet, når nød og fattigdom indtræffer.18
Vi fornemmer det: Det er ikke letkøbt eller akademisk lærdom, når Luther formaner os til at være stille i lidelsen og vente på Herren i tillid til hans almagt og faderomsorg.
Alligevel kom det bag på mig at læse et lille udsnit af, hvad Luther egentlig gik igennem – i allermest konkrete forstand på egen krop! – i sit liv. Det er jo ikke noget, Luther selv kommer ind på i sine prædikener og andagter. På dén måde er hans andagter sjældent personlige.
Men Carl Grimberg fortæller i værket Verdenshistorien (bd. 8, s. 457-458) om Luthers mange sygdomme:
”Luthers fysik havde lidt ubodelig skade under hans overdrevne askese i klostertiden, da han plejede at ligge og fryse på sit hårde natteleje. Han blev så mager, at man kunne tælle hans knogler. Senere blev Luthers tilværelse så forjaget, at han aldrig fik hvilet ordentlig ud. Fra sit fyrretyvende år plagedes han af alvorlige sygdomme, fordøjelsesvanskeligheder og andre mave- og tarmsygdomme, en nervøs hjertelidelse, der efterfulgtes af søvnløshed, hovedpine og andre nervesmerter, gigt, nyresten, og flere slags katarer og betændelser. Af og til suste og hamrede det i hans hoved, til andre tider lød det som klokkeringning. Ofte blev han svimmel, og undertiden var han nær ved at besvime. Når han en gang imellem følte sig rask og stærk, blev glæden herover aldrig langvarig. Allerede i 46-årsalderen fortæller han i et brev, at han lider af oldingens svagheder.
Han følte sig ‘udprædiket’ og uduelig til alt arbejde, og i sit drastiske sprog sammenlignede han sig med ‘en gammel høne, som ikke længere er i stand til at lægge æg’. Til andre tider længtes han kun efter at få fred for alle legemlige og sjælelige anstrengelser og lidelser.
Men store opgaver lå foran ham og krævede, at han udnyttede de kræfter han havde i behold til det yderste. Flere gange lå han for døden, men han kom sig igen, takket være sin seje fysik, og følelsen af at han endnu ikke havde fuldført sin livsopgave; han måtte blive arbejdsduelig igen. Men det er et mirakel, at han med sit skrøbelige legeme formåede at holde sig i fuld åndelig kraft endnu i sit 63. år. Og lige til det sidste kunne han – skønt hans krop var nedbrudt af sygdom, og navnløse sjælekvaler plagede ham – råde og trøste andre. Så stærk var hans tro.”
Der var mange andre trængsler i Luthers liv, man kunne trække frem. Men måske kaster denne opregning af nogle af Luthers fysiske og psykiske problemer lidt lys over den personlige hjertebøn, som vi møder i en af Luthers andagter, og som vi må gøre til vores egen, når nøden banker på:
”Kære Far, trøst og styrk mig arme, lidende menneske med dit guddommelige ord. Jeg har svært ved at finde mig i, at din hånd hviler så tungt på mig – og dog er jeg fordømt, hvis jeg ikke finder mig i det. Styrk mig derfor, kære Far, så jeg ikke falder fra.19”
Hemmeligheden
Men hvis det ikke er letkøbt – hvad er så hemmeligheden bag den virkelige trøst og glæde, der lyser ud af andagterne?
Igen vil jeg lade Luther svare:
Hvis en kristen skal kunne bestå under enhver lidelse, må han trøste sig ved Skriften. For Skriften holder os Jesus for øje. Og når vi ser, hvordan Jesus for vores skyld har båret så langt sværere byrder, ja har taget hele verdens synd på sine skuldre for at løskøbe os fra den, så bliver vi også stærke og villige til at lide.
Det er trøsten i denne udholdenhed, som giver håb i Jesus – at det skal gå os som ham, både i lidelse og herlighed. Men taber man Jesus og Skrifterne af syne, bliver det en dårlig trøst og en ringe udholdenhed, uanset hvor fornuftige begrundelser, man søger sin trøst i. Det har ingen kraft, det trænger ikke ned til hjertets grund. Det er en falsk udholdenhed og en falsk trøst.20
Hvordan bliver vi i stand til at tage imod Guds prøvelser med tak?
Det vil aldrig blive let! For der vil altid være noget i os, der protesterer mod at gå ind i lidelsen og udholde den i tiltro til, at Gud har hånd om det.
Men skal vi alligevel få del i dette sind i mødet med prøvelsen, så er der kun én vej til det: Det er Skriften, vi må lade os trøste af – og ikke alle mulige fornuftige begrundelser fra andre mennesker, der tror, de kan gøre sig kloge på, hvad vores lidelse skal tjene til (jf. Jobs Bog). For Skriften rækker os Jesus. Guds ord er ”ordet om korset”. Ordet om, hvad Jesus måtte lide i dit sted, for at du skulle blive købt fri fra denne verdens synd og død og lidelse. Her i dette ord møder du Gud, som han er over for dig – netop nu, i dette øjeblik! Her ser du hans uendelige, bundløse kærlighed mod en synder som dig!
Han vil have dig hjem! Dét er alt, hvad Guds tanker kredser om, når han ser på dig: Mit får, som jeg har mistet – jeg må lede efter det, og bære det hjem i min fold. Og når det er dér, så må jeg vogte og værne det mod alle glubske ulve, så det bliver hos mig og skal være hos mig i evighed.
Fordyb dig i ordet om korset! Tag det til dig i stilhed og med bøn, så det synker ned i hjertet – at dette gælder for mig!
Det var det ord, Martin Luther og Tormod Vågen levede på. Det var det ord, de var knyttet til, når alting så håbløst ud. Det var det ord, de rakte videre. For her mødte de Guds kærlighed og så ham, som han var. Og her, kun her, kunne de få styrke til også at tage trængslerne fra Guds hånd – med taknemlighed.
Trygheden
Som sagt: Når man læser Luthers og Vågens radikale formuleringer, kan man godt gribes af et ønske om, at det ikke må være sandt, hvad de skriver. Jeg ønsker jo ikke at lide. Jeg er kort og godt bange for lidelsen. Og i denne angst er alt, hvad jeg ønsker at høre, at Gud vil passe på mig og mine kære, så der ikke sker os noget slemt – eller i hvert fald ikke noget alt for slemt.
Men hvis det er hele sandheden, så indebærer det jo, at Gud har fejlet, hvis der virkelig sker noget ulykkeligt. Og så har vi ret til at være vrede på ham for hans svigt, indtil han retter op på tingene igen.
En tryghed, der er knyttet til dette, at ”Gud vil passe på os, så der ikke sker os noget alt for slemt”, er i virkeligheden slet ikke nogen tryghed. For når vi så møder den modgang, vi alle kommer ud for i syndens og dødens verden, giver det os billedet af en tunghør, ustabil og blundende Gud, der kun i nogle tilfælde får øje på os og viser os sin omsorg og kærlighed.
Hvis din tryghed er knyttet til Skriftens ord om Gud, så ved du, at du igennem alle ting er genstand for Guds uophørlige og usvækkede faderomsorg.
Det er slet ikke sikkert, at du forstår Guds måde at handle med dig og dine nærmeste på. Men i tro og tillid må du klynge dig til, at Skriften fortæller dig sandheden om Gud. Og når du tager dét ord til hjerte, giver det dig en hvile og en fred, som overgår al forstand. Så må du med David ligge på de grønne enge og vide, at selv når du skal igennem dødsskyggens dal, så er det den gode hyrde, der fører dig af sted. Hans røst kender du. Og hans røst følger du – også når det er så mørkt omkring dig, at du ingenting kan se.
Tormod Vågen skriver:
Læg dig med dit liv, din fremtid, dine sorger og bekymringer i den alvidende, almægtige og kærlige Fars arme. Tro, at alt det, der møder dig, må gå forbi ham først. Tro, at han ser længere end du, og at han ved, hvad der skal til for at få dig helt hjem. Vov at satse hele dit liv på ham. Og du vil erfare, at han endnu i dag har magt til at stille storme – og give dig styrke og ro.21
Denne tillid til Gud indebærer ikke, at vi ikke må bede ham om at gribe ind i lidelsen. Vi må komme til ham, udøse vores hjerte for ham og bede ham om hjælp i nødens time. Det indbyder Gud os jo selv til. Men når vi beder, må vi komme til Gud i fortrøstning til, at det ikke er os selv, der skal have det store overblik.
I en andagt skriver Tormod Vågen først om ”det inderste og fineste i den kristne lidelse”:
Kære lidende ven: Din sygdom er ikke et udtryk for Guds vrede, men fortæller dig om Guds uendelige kærlighed til dig (…) Din sygdom er ikke en slavepisker, men en opdrager. Den er ikke en lænke, men en vinge. Sygdommen er den kærlige frelserhånd, som leder dig ind i rigere åndelig velsignelse, til større ære for Kristi navn.
Men betyder denne trøst i lidelsen, at man ikke bør bede om helbredelse? Nej. Tormod Vågen slutter andagten:
Er du syg, må du vide, at du tilhører ham, der har al magt i Himlen og på jorden, og som fører dig ad rette stier for sit navns skyld. Ham må du komme til med frimodig bøn om helbredelse, i tillid til de stærke løfter i hans ord.22
Hvorfor er denne bøn frimodig? Hvor får den sin frimodighed fra?
Jo, netop fra det, at Gud ikke vil høre min bøn på en måde, så hans vilje ikke sker! Gud hører min bøn, og han svarer – på sin måde og til sin tid, som han ser, det tjener mig bedst. Hvilken tryghed!
Luther skriver:
Det er sådan, Gud bærer sig ad: Inden han hjælper sine børn, lader han dem først komme i lidelser og anfægtelser. Derefter, når hans time kommer, hjælper han dem desto mere vidunderligt ud af lidelserne.23
Gud kender dig
Til slut: Når man læser Luther og Vågen – og ikke mindst, hvis man også kender lidt til det liv, de levede – kan man meget let komme til at føle sig lille!
Du kan tænke: Hvis det er så stærk en tro, man skal have, og hvis det er så store lidelser, man skal gå igennem – så er jeg vist for lille og svag til at være kristen.
Men sådan må du ikke tænke! Det er ikke alle kristne, der skal reformere kirken. Og det er ikke alle kristne, der skal stå i spidsen for så stort et missionsarbejde, som Tormod Vågen gjorde.
Gud kommer til dig med sit ord i det kald og den stand, du står i. Og din tryghed må være, at det er den Gud, der kender dig til bunds, der også styrer de prøvelser, du skal komme ud for i dit liv. Gud ved alt om din svaghed og angst. Gud kender – meget bedre end du selv gør – til dine svigtende kræfter og manglende overskud. For han er jo den, der opretholder dit liv og giver dig kræfter – én dag, ét øjeblik af gangen – som han ser, du har brug for det.
Gud ved også om din synd. Han kender dit vantro hjerte. Og bliver du vred på ham, så skal du ikke skjule det for ham. Du skal ikke dække over det, der bor i dit hjerte, og du skal ikke forsøge at lade som om, du har en tro og en tillid på hans godhed, som du ikke har. Du må komme til ham med alt det, der bor i dig, og bekende det alt sammen for ham, som det er.
Det er ikke store helgener, Gud kigger efter, når han leder efter sit folk her på jorden. Det er enhver, der ved med sig selv, at han har brug for Jesus som frelser fra al synd og vantro i hjertet.
Kom ind i lyset med din synd, også på dette område, dæk ikke over den, og forsvar den ikke, men bekend, hvad der bor i dig – så vil du møde en betingelsesløs nåde og en vidtåben favn. Al synd, som ikke forsvares, er der tilgivelse for i Jesu blod.
I relation til dette med at føle sig lille i mødet med troskæmpernes tro, vil jeg slutte med at citere et stykke fra Luthers andagtsbog, som jeg selv blev utroligt trøstet af. Det er et stykke, hvor Luther udlægger Jesu ord om, at enhver skal tage sit kors op og følge ham (Mark 8,34)
Jesus siger ikke, at vi skal bære det kors, han selv har båret. Han siger: Den enkelte skal bære sit eget kors. Hver og en af os har sit kors, som Gud har beredt for os, så det passer til vores kræfter. For vi kan ikke alle sammen lide det samme. Vi er ikke alle sammen lige i troens og Åndens kraft. Men tænk på, at du bærer dit, en anden sit og en tredje sit.
For en, der er svag, kan hans kors, om det så i og for sig er det letteste af alle, være lige så tungt, som Paulus’ kors var for ham. Forskellen i kræfter gør, at det kors, som den enkelte bærer på, bliver lige så tungt som de andres kors, selvom de i sig selv er helt forskellige.
For den ene er fængslet lettere, end det er for den anden at blive udsat for hån og foragt. For den ene er selv døden lettere, end det er for den anden at miste nogle af sine ejendele.
Derfor er det sådan, at hver og en af os har sit kors, det vil sige: det, som passer for den enkelte, alt efter tid og sted og målet af kræfter hos den, der lider.24
Bøn: Tak, Gud, for det kors, du har beredt til mig! Hjælp mig, Jesus, til at bære det i tro – og bær du selv dit hjælpeløse får hele vejen hjem på dit mægtige ord. Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2018. Hele bladet kan læses her.
1 Læs mere om denne ”leg” i Så fast en borg, 18. december.
2 Luther bruger betegnelsen ”afgud” om bugen i stykket til d. 6. marts. Når Luther taler om ”bugen”, skal vi forstå det i bredere forstand, end hvad der har med mad og drikke at gøre. Det handler om alle materielle forhold og alle gode gaver i livet. Lever man med bugen som afgud, er man i virkeligheden kun interesseret i Guds hjælp til at få gode forhold her i verden.
3 Så fast en borg, 5. marts.
4 Så fast en borg, 23. september.
5 Så fast en borg, 23. september.
6 Så fast en borg, 23. september.
7 Så fast en borg, 2. oktober.
8 Så fast en borg, 23. september.
9 I kongens nærhed, 23. november.
10 I kongens nærhed, 8. juli.
11 I kongens nærhed, 23. september.
12 I kongens nærhed, 3. juli.
13 Så fast en borg, 5. februar.
14 I kongens nærhed, 27. oktober.
15 Så fast en borg, 23. september.
16 Så fast en borg, 23. september.
17 Så fast en borg, 5. februar.
18 Så fast en borg, 6. marts.
19 Så fast en borg, 23. september.
20 Så fast en borg, 14. marts.
21 I kongens nærhed, 15. februar.
22 I kongens nærhed, 9. januar.
23 Så fast en borg, 5. marts.
24 Så fast en borg, 26. oktober.
