En rigdom ved at blive ældre er, at man kan se livet i et større perspektiv. Da er der mangt og meget, som man vurderer anderledes.
Det gælder nu ikke den betydning, som Frank Jacobsen har haft for mig. Selv om min kontakt med ham senere i livet har været begrænset, har jeg aldrig været i tvivl om, at han i mine ungdomsår mærkede mig for livet. Rigdommen ved det ser jeg stedse mere klart.
Efter Franks død er glæden og taknemmeligheden ikke blevet mindre, og derfor tog jeg også med tak imod opfordringen til at skrive denne artikel, omend den er mere personlig præget, end det jeg sædvanligvis skriftligt deler med andre.
Frank mødte jeg, efter at jeg som fjortenårig havde givet mig over til Gud. Det skete under en sommerferie med mine forældre i Hvide Sande. Vi var ikke til møde. Der var heller ikke nogen, der opfordrede mig til at gøre det, men Gud gjorde det klart for mig, at jeg åndeligt stod ved en korsvej. Jeg måtte vælge. Skulle Jesus være Frelser og Herre, eller skulle jeg selv være det?
Jeg valgte Jesus, og jeg valgte ham helt og fuldt.
Der gik imidlertid ikke lang tid, før jeg oplevede, hvor svært det var at være kristen. Jeg husker et møde, hvor en ældre mand stod op og fortalte, hvor mange år det var siden, at han var blevet en kristen. Han sagde, at det var et valg, han aldrig havde fortrudt.
Jeg tænkte: Enten er den mand en hykler, eller også er der noget galt med din kristendom. For jeg var allerede efter få måneder på vej til at fortryde mit valg.
Men Gud havde ikke sluppet mig. Gennem nogle af fars og mors venner hørte jeg om en lille bibelkreds, som samledes lørdag aften i Nørregade. De kom ikke selv i kredsen, men de troede, jeg ville blive glad for at gøre det. Det viste sig også at blive tilfældet. Jeg var godt nok væsentligt yngre end de andre, men alle tog godt imod mig, især lederen af kredsen, stud. theol. Frank Jacobsen.
Nørregadekredsen
Franks tjeneste og erfaringer i Nørregadekredsen, som vi kaldte den, fordi vi samledes i en lejlighed i Nørregade, blev på flere måder skelsættende for ham både som præst, forkynder, underviser og skribent. Vi var som allerede nævnt ikke mange – kun omkring en halv snes stykker – og jeg husker ikke alle som lige trofaste. Vi samledes hver lørdag, også de to som omkranser efterårsferien.
Frank aflyste ikke. Han forberedte sig som sædvanligt lørdag formiddag og eftermiddag til kl.16.00. Men om aftenen kom der ingen.
Da vi spurgte ham, hvordan han reagerede, sagde han, at først græd han. Så bad han Gud give ham et ord. Han slog op i Bibelen, og hans øjne faldt på 2. Korintherbrevs 1. kapitel vers 9: ”Ja, vi havde fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på Gud, der oprejser de døde.” Da han havde læst disse ord, bøjede han sine knæ og takkede Gud for, at nu kunne det kun gå fremad!
Der kan utvivlsomt anføres mange grunde til, at Frank blev den eneste, der kom, den pågældende lørdag, men Frank så det som et tegn. Der var noget ved ham som leder af kredsen, der ikke var, som det skulle være. Det blev en erkendelse, som forstærkedes gennem selvprøvelse for Guds ansigt.
For os i kredsen var Frank en kristen, der var et lysende ideal. Omsorgsfuld, nidkær og vidnende, men også skarp og ligefrem. Der var samklang mellem ord og liv, og han førte os ind i den samme fortrolighed med Skriften, som han selv havde.
Men vores beundring af ham fortonede ikke hans indre nød. Han var fremmed for og uden erfaring af det liv, der er beskrevet i Romer-brevets 6. – 8. kapitel. Ja, han måtte sige til Gud, at åbenbarede Gud ikke den sandhed, som disse kapitler rummer, var han ikke i stand til at gennemgå dem, selv om vi i bibelkredsen var begyndt på Romerbrevet.
Frank talte med kordegn Josef Blomgren, og han rådede ham til at læse den svenske opbyggelsesforfatter C.O Rosenius. Frank læste bogen I Åndens helliggørelse, som er et udsnit af det, han har skrevet om helliggørelse. De første 40 sider i bogen gjorde Frank til et andet menneske, og bogen blev købt hjem til alle os i bibelkredsen. For mig er den stadig en af mine mest dyrebare.
Fra lovens til nådens herlighed
Frank beskrev selv ændringen i sit åndelige liv for os. Før han havde lært evangeliet at kende, gik det op og ned. I de perioder, hvor han fik læst og bedt, som han skulle, og ikke mindst vidnet for andre om Jesus, havde han det godt, men når det ikke lykkedes, meldte alle anklagerne sig i samvittigheden. Og den blev mere og mere fintfølende.
Det var ikke først og fremmest de ydre synder, men hjertets fordærv. Mod det var der ingen viljesindsats eller overgivelse, der hjalp. Hjertet blev ved med at være, som det var.
Da var det, Gud viste ham, hvori fejlen bestod. Hans sind og hjerte var optaget af alt det, han skulle være og gøre som kristen. Han havde ikke lært at foragte sit hjertes ja og nej.
Nu havde han fået en grund at stå på, hvor der kun er sagt ja, og det var en hjertesag for ham at føre andre ind på denne grund, og sådan forblev det gennem hele hans liv. Gud har fraregnet os alt det, vi er og har gjort, og tilregnet Jesus det hele. På samme måde har Gud fraregnet Jesus alt det, han er, og har tilregnet os det hele. Derfor står vi pletfrie og uden synd for Gud, klædt i hans retfærdighed.
Frank blev forløsningens prædikant. Han prædikede forløsningen i Jesus og førte os ind i hvilen i det fuldbragte. Det er ikke tilfældigt, at salmen Frydetonen går mod tronen var en af de salmer, han holdt mest af, hvor fjerde vers lyder:
Evig sejr
nu jeg ejer
altid, Herre Krist, i dig;
jeg har vundet,
du har fundet
fuld retfærdighed til mig;
skyld foruden
vover bruden
nu at vise sig for dig.
Der er ingen tvivl om, at en af skyggerne i den åndelige situation er de mange uforløste, bundne kristne, der først og sidst forholder sig til deres egen kristendom. Det åndelige liv er ikke bestemt af troen på Jesus, men af, hvordan de selv er som kristne. Det frigørende evangelium lyder så sjældent.
Det oplevede vi i Nørregadekredsen. Da Frank selv var blevet forløst ved evangeliet og lånte røst til det, fandt mange hungrende sjæle vej til Nørregade. Efter kort tid var vi ca. 50, der sad og lyttede til ordet om hele den åndelige verdens velsignelse, som er skænket os i Kristus.
Forløst ved det fuldbragte
De mange tilhørere fik ikke Frank til at glemme den enkelte. Det erfarede jeg både menneskeligt og åndeligt.
Frank sagde altid tingene ligeud, og man var ikke i tvivl om, hvad han mente. Han syntes ikke, at jeg var flittig nok i skolen. Hans opfattelse var ikke helt forkert, og det ville han gøre noget ved. Da lejligheden bød sig, sagde han til mig, at jeg jo altid kunne komme til at gå med syvtallet. Jeg vidste ikke, hvad det var, og Frank forklarede, at syvtallet var den stang, der forbandt håndtaget og stemplet i en cykelpumpe. Dengang fjernede nogle af de hjemløse stemplet, beholdt håndtaget og bøjede den nederste del af stangen, så det hele fik form af et syvtal. Den brugte de hjemløse, når de gik rundt i gårdenes skraldespande for at se, om der var noget, de kunne bruge.
Senere har skraldespandens syvtal i min bevidsthed ikke lige været det, man skulle stræbe efter at få i hånden!
Vigtigst af alt var imidlertid Franks åndelige omsorg for mig. Efter at han selv havde set evangeliet, spurgte jeg ham rent ud, hvordan han mente, at det stod til med mig. Hans svar var ikke til at tage fejl af: Det havde jeg ikke. Der var så meget hos mig, som han genkendte fra dengang, lovens skygge hvilede over hans eget kristenliv med dens endeløse anklager.
Jeg spurgte ham, om han ikke kunne hjælpe mig ind i den samme forløsning, som han selv havde oplevet. Han svarede, at det var ikke noget, det ene menneske kunne give det andet. Det måtte gives ved Guds ånd.
Jeg kan godt forstå hans svar. Han vidste jo, at jeg havde lyttet til hans forkyndelse af evangeliet time efter time, uden at lyset var gået op for mig, og ved at vise bort fra sig selv gjorde han mig afhængig at Gud.
Og hvor er det sandt. Vi kan forkynde Sandheden, men ikke genføde hjerterne. Det er alene Helligåndens gerning. Det forunderlige er så, at Helligånden ofte gør det ved det samme ord, som er hørt gang på gang.
Det erfarede jeg en forårsaften. Efter et friluftsmøde på Enghave Plads blev jeg sammen med adskillige andre inviteret med hjem til hans forældre. Franks far, Kaj Jacobsen, var bymissionær, ansat af Indre Mission, og de boede i en lille lejlighed i Absalonsgade.
Frank og jeg kom til at sidde et hjørne af stuen, og jeg fortalte ham, at jeg var kørt fuldstændig fast. Jeg så ikke noget lys. Alt oplevedes koldt, dødt og tomt.
Frank svarede ved endnu engang at sige det, han havde sagt mange gange før. Han gjorde det, som gennem en livslang tjeneste skulle blive det, der blev til uvurderlig hjælp for så mange. Han malede Jesus for øjne som korsfæstet. Og han gjorde det som den, der ikke ville vide at andet end Jesus, og det som korsfæstet.
En kunstmaler kan male på mange måder. Når Frank talte om forsoningsstedet, Golgata, var man ikke i tvivl om, at han selv lige havde været der. Igen og igen måtte han gennem hele sit liv derhen, hvor hans synderegnskab var gjort endegyldigt op. Det var hans og mine synder, der under Guds vrede tyngede hans offerlam ind i gudsforladthedens mørke. Straffen blev hans. Den var knusende, for alt det Gud gør, gør han fuldstændigt.
Esajas‘ Bog kapitel 53 er en profeti om Herrens lidende tjener. For Frank var det først og sidst Guds evige ord, der ikke kender tid. Sådan var det, når han forkyndte, og sådan var det, når han i samtale rakte evangeliet. Det var altid evigt grundfæstet i det, der er sket – det endegyldigt fuldbragte – og det var altid NU.
Under Franks forkyndelse og sjælesorg, har mange med mig oplevet Helligåndens henførelse, hvor forsoningens rigdom og fylde er alt for sjælen. Der er ikke plads til noget andet. Ingen spørgsmål. Ingen refleksion. Det hele er bare Jesus.
Da Frank hin aften havde aftegnet sin Frelser og Forsoner, sluttede han med at sige, at han var blevet varm om hjertet ved at tale om Jesus. Det var nu ikke alene hans hjerte, der var blevet det. Jeg var begyndt at tro evangeliet.
I de mange år der er gået siden, har der været talrige op- og nedture i mit åndelige liv, men det forunderlige er, at jeg igen og igen er ført tilbage til det sted, Frank hin minderige aften førte en fortabt synder hen: væk fra sig selv og alt sit eget hen til Ham, der blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.
At fælde dødsdom
Det var berigende at tale med Frank og møde hans vurdering af situationen i kirken, organisationerne og de åndelige bevægelser. Flere gange har jeg i den forbindelse hørt ham bruge udtrykket ”evnen til at dø”. Gang på gang vendte han tilbage til spørgsmålet, om de havde evnen til at dø.
Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, siger Jesus. Han så en parallellitet mellem vort liv og Guds folks liv i en større sammenhæng. Det er alene gennem døden, Gud kan komme til med Kristi opstandelseskraft.
Det var ikke vore strategiske overvejelser, der fik unge til at strømme til Nørregadekredsen. Det var forkyndelsen af evangeliet. Og ind i en nutidig sammenhæng: For Frank var det den store nød, at det frelsende, frigørende og forløsende evangelium ikke bliver forkyndt. Det er alene dette evangelium, der er skabende. Og skal vi kunne høre evangeliet, må døden gøre sin gerning. Vi må leve i en stadig dødens magtesløshed, for at nådens kraft kan bo i os. Så længe vi har egen kraft og styrke tilbage, vil det være den, vi regner med, har tillid til og søger at forvalte på bedst mulig måde.
Og på den anden side: Når vi alene har nådens evangelium tilbage, bliver det hele så enkelt. Da er der jo kun ét at gribe til – eller rettere Kristus, den eneste!
De evige nådeløfter
Frank havde et velsignet forhold til Guds ord. Han ville ikke forkynde det, før han selv havde fået det ind i hjertet. Jeg kan endnu høre ham sige det, jeg ved ikke for hvilken gang: ”Thi med et eneste offer har han for bestandig ført dem, han helliger, til fuldendelse” (Hebr 10,14).
Han brændte bibelvers ind i vore sind og hans reservationsløse tillid til Ordets iboende kraft forplantede sig til os.
Og Skriften var lov og evangelium. Det var ikke noget, vi lagde ned over den. Og hele Skriften vidnede om Jesus. Der var intet i Skriften, der ikke havde forbindelsen med ham.
For mange nutidskristne spiller løfterne ikke den store rolle. Det skyldes manglende tro på dem, og det har igen sin grund i manglende tro på evangeliet.
Utilfredsheden med eget kristenliv ligger som en underminerende understrøm under løfterne. De opleves som noget, der mere eller mindre ikke holder, og grunden skal nok søges i, at jeg er, som jeg er. Jeg kan vel heller ikke med rimelighed forvente det.
For Frank hvilede løfterne på Jesus. Det var Ham, der stod inde for dem. Derfor tog han dem til sig i troens fulde vished. Han vidste, at de uden forbehold var løfter til ham.
I dag taler Frank Jacobsen til os gennem sin tro. Det var troen på Jesus. Da vi talte sammen om den prædikensamling af ham, som udkom sidste år, fortalte han, at en forudsætning for, at han overhovedet ville have den udgivet, var titlen på bogen. Den skulle hedde Til tro på Jesus, ellers skulle den ikke trykkes.
Hvorfor var det så vigtigt? Jeg tror, at det var, fordi han selv havde fundet livet ved denne tro, og hele hans rige tjeneste som forkynder og skribent har haft dette ene sigte: at føre den enkelte ind i en rigdom, som ikke kan sammenlignes med noget andet: at føre til tro på Jesus.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2013. Hele bladet kan læses her.
