Fangerne
En af de mest underfulde oplevelser i hele mit liv fik jeg under Finlands frihedskamp, fortæller Nordenburg, en fremstående ingeniør fra Finland.
Jeg tilbød min tjeneste til den finske regering og blev udnævnt til officer i General Mannerheims hær. Det var en frygteligt svær tid. En by var blevet indtaget af kommunisterne og senere af os. Flere røde fanger var overladt til min bevogtning. Syv af dem skulle skydes ved daggry den følgende mandag.
Jeg kommer aldrig til at glemme søndagen før henrettelsen. De syv dødsdømte mænd blev holdt i forvaring i kælderen på politistationen. Udenfor stod mine mænd med deres geværer. Luften var fyldt af had, og mine mænd var overlegne og sejrssikre. Fangerne, der ærgrede sig over de sejrende, udstødte de forfærdeligste eder, mens de slog på væggene til deres hænder var røde af blod. Nogle råbte på deres hustruer og børn.
Vi var de sejrende, det var sandt, men sejrens værdi syntes at forsvinde sammen med natten, og jeg funderede over, om ikke hele krigen var en forbandelse, uanset hvem der sejrede.
En åbnet dør
Men så skete der noget. En af de dødsdømte begyndte at synge. ”Han er vanvittig,” sagde alle de andre.
Jeg havde lagt mærke til denne mand – Koskinen hed han. Han havde ikke bandet og raset som alle de andre. Stille sad han der på bænken, et menneske i dybeste håbløshed. Ingen sagde noget til ham, for hver og en bar de deres egen byrde og på hver deres måde. Koskinen sang, skælvende til at begynde med, men hans sang tiltog i styrke, og efter et stykke tid sang han naturligt og frimodigt.
Igen og igen sang Koskinen dette vers. Da han var færdig, blev alt stille en tid, hvorefter en af de andre udbrød: Hvor har du lært dig det der humbug ? Forsøger du at få os til at blive religiøse?
Koskinen så på sine kammerater med tårer i øjnene. Så spurgte han: ”Kammerater, vil I lytte til mig et øjeblik ? I spørger, hvor jeg fik den her sang fra. Det var fra Frelsesarmeen. Jeg hørte dem synge den for tre uger siden. I starten grinede jeg af sangen, men den besejrede mig til sidst. Det er kun en fej kujon, der ikke vidner om sin tro. Min mors Gud er blevet min Gud. Jeg kan ikke sige, hvordan det gik til, men jeg ved, det er en virkelighed. Jeg lå vågen i nat med en følelse af, at jeg havde brug for en Frelser at gemme mig hos. Og jeg bad som røveren på korset: at Gud måtte tilgive mig og rense min syndige sjæl og retfærdiggøre mig, for at jeg må få møde ham i herligheden.”
”Det var en forunderlig nat,” fortsatte Koskinen. ”Det var som om, alt lyste omkring mig: bibelvers og sange, som gav mig budskab om den korsfæstede og det blod, der renser fra al synd. Jeg fik også budskab om det hjem, der er beredt deroppe. Jeg takkede ham og tog imod det. Siden har dette sangvers lydt i mit indre. Det var Guds svar på min bøn. Jeg kunne ikke holde det for mig selv længere. Om nogle timer skal jeg være med ham, som gennem sin nåde har frelst mig.”
Koskinens ansigt lyste op af det himmelske lys i hans sjæl. Hans kammerater sad der så stille, mens han stod som åbenbaret for deres øjne. Mine soldater stod der og hørte på, hvad denne røde oprørsmager havde at sige.
”Du har ret, Koskinen,” sagde til sidst en af hans kammerater. ”Hvis jeg bare vidste, om der findes nåde også for mig. For disse hænder har udgydt blod, og jeg har bespottet Gud og kastet alt, som er helligt, i støvet. Nu ved jeg, at der findes et Helvede, og det er endestationen for mig.”
Han sank sammen på gulvet med håbløsheden malet i hele ansigtet.
”Bed for mig, Koskinen,” sukkede han. ”I morgen skal jeg dø, og min sjæl er i Djævelens vold.”
De to røde soldater sank ned på knæ og bad for hinanden. Det blev ikke til lange bønner, men det åbnede Himlen for dem begge. Og vi, der lyttede, glemte vores had. Det duftede derfra af den himmelske ild. En dør stod åben for disse to, og vi stod lamslåede og fulgte det, der skete.
Henrettelsen
Klokken fire om morgenen havde alle de øvrige fulgt Koskinens eksempel og var begyndt at bede. Forandringen kan ikke beskrives. Nogle sad på gulvet og talte om åndelige ting, mens andre bad til Gud. Natten var gået, og dagen gryede. Ingen sov den nat. ”Syng den der sang en gang til for os, Koskinen,” sagde en af de dødsdømte.
I skulle have hørt dem synge! Ikke kun denne sang kom til dem, men sange og omkvæd, der længe havde været glemt, kom til deres sind. Vagten blev også fanget og sang med.
Klokken slog seks i tårnet. Åh hvor jeg ønskede, at jeg kunne havde bedt om nåde for dem. Men jeg vidste, det var håbløst. Mellem to rækker af soldater marcherede de ud til den plads, hvor de skulle henrettes. En af dem bad om lov til endnu en gang at få lov til at synge Koskinens sang. Det fik han lov til. De bad også om lov til at dø, uden at deres ansigter var overdækkede, mens de løftede deres hænder mod Himlen. De sang af fuld kraft:
Tryg i min Jesu arme,
tryg i hans hyrdefavn.
Da det sidste ord i sangen var forstummet i morgenens stilhed, kommanderede løjtnanten: Skyd! Og syv røde soldater havde kæmpet deres sidste kamp. Vi bøjede vores hoveder i stille bøn.
Hvad der skete i de andres hjerter, ved jeg ikke. Men for min egen del var jeg en ny skabning fra det øjeblik. Jeg mødte Jesus i en af hans mindste disciple og havde set nok til at forstå, at også jeg kunne blive hans.
– Fra bogen Den segrande sången – oplevelser med salme og sange, Missionsforbundets forlag, Stockholm 1967. Oversættelse: Jacob Bach Christensen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Oscar Georg Lövgren
Oscar Georg Lövgren (1899-1980), svensk teolog og salmedigter