Syndernes forladelse

Fra evangeliernes skatkammer II

Frank Jacobsen var præst i Mariehøj Sogn i Silkeborg i mere end 30 år. En gang om måneden skrev han en kort artikel til lokalavisen, hvor han forkyndte evangeliet ud fra søndagens tekst. Vi bringer et udvalg af disse artikler.

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde:

”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.”

Men han fortalte dem denne lignelse:

”Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?

Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet.

Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den?

Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt.

Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.”

(Luk 15,1-10)

Når den hellige Skrift taler om synd, taler den om noget, som hører hjemme i vort forhold til Gud. Synd er nemlig den skyld, vi har bragt os selv ind i over for Gud.

Synd er ikke bare nogle uheldige ting, som vi her i livet gør os skyldige i over for andre mennesker, men det er en situation, som vi gang på gang gør os skyldige i over for Gud.

Jamen skylder vi Gud noget?

De fleste mener det ikke. Men det viser den hellige Skrift os: at Gud mener det.

Og skulle vi skylde Gud noget, er det vel ikke værd at bekymre sig om? – Gud er jo nådig, vil mange sige.

Men den hellige Skrift tager det grumme alvorligt, når mennesker bringer sig i den situation: at de bliver skyldige over for selveste Gud.

Ligegyldighedens synd

Jamen jeg aner ikke, hvad jeg skulle skylde Gud, siger du.

Må jeg pege bare på én eneste ting, som skulle stå ret klart for enhver, som er af sandhed i denne sag: Tænk blot på den ligegyldighed, vi har vist Gud. Den er jo i ethvert menneskes liv en synd, som skriger til himlen.

Betale af på den skyld – det er håbløst. Hver eneste dag vil jeg forøge den gæld, selvom jeg prøver at vise Gud lidt mindre ligegyldighed. Jeg betaler af, men gælden vokser. Jeg betaler af, men får indtryk af, at jeg er en forfærdelig hykler, som med min ”afbetaling” kun skjuler, hvad der virkeligt bor i mig.

Så kan jeg løbe fra det. Men det er også håbløst. For har jeg først set dette i mit liv – ja, så følger det mig, hvor i verden jeg løber hen.

Så kan jeg tage plads blandt gudsfornægterne og nægte al tale om synd og skyld og ligegyldighed over for Gud – ja, i min fortvivlelse håne alvoren deri. Men det er afsindigt vanvid. Gud er jo ikke en Gud, man leger med, når det gælder det, han regner for synd.

Udvejen

Derimod lærer Guds hellige Bog os én farbar vej ud af skylden: at få den eftergivet – forladt. Det er den udvej, som gør udtrykket ”syndernes forladelse” til den mest afgørende virkelighed i vort forhold til Gud.

Gud kan eftergive os hele gælden. Dét er udvejen – og den absolut eneste.

Men betingelsesløst er det ikke.

Rigtignok skal vi ikke betale for det. Men der er et vilkår, som må være til stede: vi må være af tro på Jesus.

Deri ligger det helt fundamentalt vigtige: at vi må ind i Guds lys – sådan som apostlen Johannes siger det:

”Hvis vi vandrer i lyset, ligesom Gud er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, Guds søns, blod renser fra al synd” (1 Joh 1,7).

Guds lys er og bliver livets betingelse.

Sådan var det ved skabelsen, da Gud begyndte med sit ”der blive lys” – og sådan er det ved frelsen fra synden, hvor Gud sendte sin Søn til verden, for at han skulle være verdens lys.

Men netop dette siger så også noget væsentligt om det lys, som er Guds.

For ikke bare vil det lys bøje os, fordi skylden i det lys er værre, end vi anede, før vi vovede os i ind i lyset, men: Det er i det lys, Gud afdækker det, som er hans evangeliums store sandhed: at det er Jesu blod, som renser os fra al synd – at det er i offeret på Golgata, den gerning er gjort, som løser os fra skylden.

Når den skyldige ser hen til Jesus – den korsfæstede – på samme måde som de slangebidte jøder i ørkenen så hen til kobberslangen, da er den tro til, som er kristen tro for Gud; den tro, hvorom den hellige Skrift siger, at ved den er en synder retfærdig for Gud i al sin færd.

Det kristne fællesskab – fælles om hvad?

Og så kan jeg ikke lade være med at minde om det andet, Johannes sagde i sit ord: at vi i det lys har fællesskab med hverandre.

Ja, sådan er det: det er i det lys, Guds hellige Ånd skaber det kristne fællesskab – kirken.

Det fællesskab er nemlig helt fælles om to ting, som Guds lys har bragt for dagen i deres før så formørkede sind. De er fælles om:

1) At mangle herlighed fra Gud – at de med deres syndenatur ikke kan rose sig af noget hos Gud.

2) At deres forløsning fra al skyld og dom alene er i at tro på, at blodet fra Jesu kors er deres retfærdighed – at det er soneblodet, som har gjort fyldest for alle vore synder.

Det er glæden hos dem. Det er det, som giver dem sejrsvished og frimodighed til at vandre i Guds lys.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2011. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.