Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere (Matt 9,13).
Eva og Adams synd er gået i arv til alle mennesker. Alle mennesker er derfor født som syndere og som ugudelige. Der er ingen retfærdig, ikke en eneste (Rom 3,10). Derfor er alle mennesker under Guds hellige vrede og på vej mod en evig fortabelse. Intet i os selv eller fra os selv, selv det bedste af det bedste, kan ændre på det. Det er ikke altid så let at acceptere eller for den sags skyld at indse. Det er som om, det synes lettere og mere naturligt, set med vore egne øjne, at prøve at rette op på det. Måske tænker vi, at vi skal læse noget mere i Bibelen for at blive mere bibelkyndige og måske blive bedre til at overholde forskelligt både over for os selv og over for vor næste. Men har vi det sådan, da er vi godt på vej til at blive farisæere.
Teksten fra Matt 9,13b. er taget ud af en sammenhæng, hvor Matthæus blev kaldet til at følge Jesus. Matthæus hørte Jesu kald, og han tog imod det, rejste sig og fulgte Jesus. Herefter kan vi læse, at Jesus sidder til bords sammen med Matthæus. At Jesus sad der, kunne farisæerne ikke forlige sig med. Matthæus var tolder og skatteopkræver og derfor synder i farisæernes øjne. Men ikke nok med at det var Matthæus, der sad også andre toldere og skatteopkrævere sammen med Jesus. Der står ikke, at det var hos Matthæus, men det må næsten antages.
Da farisæerne så det, blev de dybt forargede over, at Jesus sad til bords med sådanne ynkelige og syndige og foragtede mennesker. Men Jesu reagerer mod farisæernes hykleri og forargelse og siger til dem: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge” (Matt 9,12). Jesus er kommet for at kalde syndere, altså de ”syge”, som har brug for en, der kan ”helbrede” dem fra syndens alvorlige virkelighed, nemlig død og fortabelse, altså gøre dem retfærdige.
Vi kender det, vi har hørt det. Der er toldere og syndere, og så er der farisæere. Farisæerne var dem, der kendte Skriften, de havde fået den lært og indprentet. Med denne oplæring i bagagen vogtede de over, at folk i almindelighed skulle holde sig væk fra visse grupper i samfundet, og her ikke mindst tolderne og skatteopkrævere og alle dem, der ikke fulgte den gældende etikette, og det, de selv havde lært fra Skriften.
Hvordan er det, vi selv har det med mennesker, der ikke følger god skik og brug, men tillader sig noget, som vi ikke bryder os om, eller som gør noget, der strider mod vores egen opfattelse af Skriften og den almindelige pli? Jeg tror ikke, vi skal gøre os færdige med disse spørgsmål alt for hurtigt.
Intet menneske på jorden er retfærdigt i sig selv. Det er kun i Himlen, der er retfærdige. Det gælder, uanset hvor godt vi kan Bibelen udenad, eller hvordan vi øver os på at være retskafne og måske ser ned på dem, der ikke når vort eget stadie.
Det ved vi jo godt, siger den indre stemme. Men vi er født som syndere, og vi kan ikke gøre os selv retfærdige. Det ved vi da også godt, bliver vort svar så let. Men hør her, der er kun én måde at blive retfærdig på, og det er ved tro på Jesus, tro på hans død i vort sted og hans soning af vores synder på korset. Uden en tro på Jesus og hans soning af vores synder og uden en tiggerbøn om at få lov til at få del i det, da forbliver vi syndere, som ikke er retfærdige for Gud. At være retfærdig vil sige at blive erklæret frikendt – i denne sammenhæng: frikendt for synden, som bor i os. Frikendt fordi Jesus gik ind i vort sted og har taget vor straf på sig.
Jesu ord til os lyder: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men for at kalde syndere til omvendelse!
Jesus kom ikke til jorden til selvtilfredse religiøse mennesker, som efter bedste evne lever op til en given, måske høj, standard, for at klappe dem på skulderen og anerkende deres alvor, iver og høje standard.
Men vi trænger også til at lære af Jesus, syndernes ven. Han har vist os, at vi også har en opgave i at omgås de udstødte og måske hadede mennesker i vort samfund. De mennesker, vi har omkring os, ikke bare snævert, nej også i bred forstand, dem skal vi vise barmhjertighed og hjælpe, og også lade glæden over vores frifindelse og frelse præge vort samkvem med dem. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en håndgribelig oplæring fra Jesus (Luk 10,25-37).
Paulus giver os også en formaning i dette. I Ef 5,1-2 står der: ”I skal ligne Gud som hans kære børn, og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.”
Jesus gav sig selv hen som et offer og skaffede os retfærdighed. En retfærdighed, som gælder hver synder, der tror på ham.
Farisæernes dybe indsigt og mange regler og ritualer og valg af, hvem man kunne omgås, kunne ikke skaffe dem retfærdighed. De var også syndere, og deres egen indsats kunne ikke gøre dem syndfrie og retfærdige.
Alle mennesker er syndere, som oven i købet bærer rundt på Evas og Adams synd, arvesynden. Vi er i os selv dømt til en evig fortabelse. Men Gud ske lov og pris, han sendte sin egen søn, Jesus, som sonede vor synd og gjorde os retfærdige. Derfor: Tag imod denne uudsigelige gave, og Gud vil erklære dig retfærdig ved dommen.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.