Dette er den uforkortede version af prædikenen, som blev bragt i Nyt Livs blad nr. 1-2015. Den forkortede udgave med introduktionstekst af Mikkel Vigilius kan læses her.
Hævnen og gengældelsen tilhører mig, til det øjeblik deres fod vakler (5 Mos 32,35a).
På glatte veje
I dette vers udtrykkes Guds truende hævn over de ugudelige og vantro israelitter, som godt nok var Guds synlige folk, der levede under nåden, men som alligevel i trods mod alle Hans underværker imod det, vedblev at være uden for Hans vejlednings rækkevidde, uden forstand til at fatte den (jf. 5 Mos 32,28). De var beplantede med alskens himmelske afgrøder, men frembragte bitter og giftig frugt, som det står beskrevet i vers 32 og 33.
Verset, som jeg har valgt at prædike over, om at deres fod til rette tid skal vakle, synes at antyde de følgende kendsgerninger, som relaterer sig til den straf og udslettelse, disse ugudelige israelitter blev udsat for:
1) Det antydes, at de altid var i fare for udslettelse, som en der står eller går på glatte steder, altid er i fare for at falde. Dette antydes ved at illustrere, hvordan udslettelsen vil ramme dem, hvilket er symboliseret med, at deres fod vil vakle. Det samme bliver udtrykt i Sl 73,18: ”Ja, du stiller dem på glatte veje, du lader dem falde i fordærv.”
2) Det antydes, at de altid var i fare for pludselig og uventet udslettelse. Ligesom han, der bevæger sig på glatte steder, er i konstant risiko for at falde – han kan ikke forudse i det ene øjeblik, om han vil stå eller falde i det næste; og når han falder, sker det med det samme uden advarsel. Dette er også udtrykt i Sl 73,18-19: ”Ja, du stiller dem på glatte veje, du lader dem falde i fordærv. Så hurtigt de går til grunde!”
3) Noget andet, som antydes, er, at de selv er ansvarlige for faldet og ikke bliver kastet til jorden af en anden; ligesom han, som går på glatte steder, intet andet behøver end sin egen vægt for at falde.
4) Det antydes, at grunden til, at de endnu ikke er faldet og ikke vil komme til at falde endnu, alene er den, at Guds fastsatte time ikke er kommet. For der står skrevet, at ved det øjeblik (eller til den tid) vil deres fod vakle. Da skal de overlades til faldet, som deres egen vægt vil foranledige. Da vil Gud ikke længere støtte dem, som bevæger sig på de glatte steder, men vil give slip.
Nøjagtig i det øjeblik vil de falde og udslettes – som han, der står på hældende, glat grund på kanten af en kløft. Han kan ikke stå alene, og når han slippes, vil han øjeblikkeligt falde og gå fortabt.
Ud fra disse ord har jeg gjort den observation, som jeg nu vil forklare og udfolde: Der er intet andet, der til enhver tid holder ugudelige mennesker ude af Helvede, end Guds blotte ønske og vilje. Ved Guds blotte ønske mener jeg Hans suveræne ønske, Hans enerådende vilje, som ikke holdes tilbage af nogen som helst forpligtelse, og som ikke hindres af nogen form for vanskelighed. Det sande verestrainedd denne observation vil kunne ses frem gennem de følgende overvejelser:
Guds magt
Gud mangler ingen styrke til at kaste ugudelige mennesker i Helvede, hvad øjeblik det skulle være. Menneskers hænder er ikke stærke nok, når Gud rejser sig. Den allerstærkeste har ingen styrke, der kan modsætte sig Ham, og ingen kan befris fra Hans hænder. Ikke alene er Han i stand til at kaste ugudelige mennesker i Helvede, Han kan gøre det uden nogen som helst form for besvær.
Undertiden har en jordisk konge store kvaler med at overmande en rebel, som har fundet måder at styrke sig på gennem eksempelvis et stort antal tilhængere. Men sådan er det ikke med Gud. Der findes ingen fæstning, som tilnærmelsesvis kan forsvare sig mod Guds magt. Om så alverdens mennesker tager hinanden i hånden, og enorme folkehobe slår sig sammen, slås de uden problemer til jorden. De er som store bunker lette avner over for en hvirvelvind. Eller som marker med golde stubbe over for opslugende flammer.
Vi har nemt ved at træde på og knuse en regnorm, som vi ser krybe på jorden, og vi har nemt ved at knække eller svide en tynd tråd. Lige så nemt er det for Gud at kaste sine fjender i Helvede, når det behager ham. Hvem er vi, at vi skulle bryde os om at stå ham imod, ved hvis ordre jorden skælver, og klipper synker i grus?
Efter fortjeneste
De ugudelige fortjener at blive kastet i Helvede. Den guddommelige retfærdighed står aldrig i vejen for og gør ingen indsigelser imod, at Gud på et hvilket som helst tidspunkt bruger sin magt til at udslette dem. Nej tværtimod, retfærdigheden råber på en evig straf for deres synder.
Den guddommelige retfærdighed siger om træet, som frembringer druer fra Sodoma: ”Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte?” (Luk 13,7)
Den guddommelige retfærdigheds sværd svæver konstant over hovedet på dem, og det er intet andet end den enerådige nådes hånd og Guds blotte vilje, som holder det tilbage.
Allerede dømt
De ugudelige er allerede dømt til Helvede. Ikke alene har de retfærdigvist fortjent at blive forvist dertil, men domfældelsen fra Guds lov – det evige og uforanderlige retfærdighedsstyre, som Gud har sat op mellem sig og mennesker – har vendt sig imod dem. De er allerede blevet udleveret til Helvede. ”Den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”
Ethvert uomvendt menneske hører passende til i Helvede. Der hører et sådant menneske hjemme, der er han fra (jf. Joh 8,23: ”I er nedefra.”), og der er han dømt til at styre hen. Det er det sted, som retfærdigheden, Guds Ord og Lovens uforanderlige domfældelse har bestemt for ham
Guds vrede er allerede nu
De ugudelige er allerede nu genstand for den samme vrede fra Gud, som bliver udtrykt i Helvedes pinsler. Årsagen, til at de ikke sendes i Helvede når som helst, er ikke, at Gud, under hvis magt de befinder sig, ikke er meget vred på dem; mange ulykkelige skabninger, som allerede nu pines i Helvede, mærker Hans harmes voldsomhed, og ja, Gud er meget mere vred på mange flere på jorden.
Ja, utvivlsomt endda mere vred på mange, som nu sidder i denne menighed, og som har gjort sig det mageligt, end på mange af dem, som allerede nu befinder sig i Helvedes flammer.
Det er altså ikke, fordi Gud er ligeglad med deres ondskab og ikke afskyr den, at Han ikke løfter sin hånd og gør en ende på den. Gud er ikke som dem, selv om de måtte forestille sig Ham sådan. Guds vrede flammer op imod dem, deres fortabelse slumrer ikke. Afgrunden er forberedt, ilden er gjort klar, ovnen er glohed og parat til at tage imod dem, flammerne blusser og raser allerede. Det glinsende sværd er slebet og er hævet over deres hoveder, og afgrunden har åbnet sit gab under dem.
Djævelen
Djævelen står klar til at overmande de ugudelige og gøre krav på dem som sine egne, og til den tid skal Gud tillade det. De tilhører ham, han ejer deres sjæle, de er under hans herredømme. Skriften betegner dem som hans ejendele (Luk 11,21). Djævlene iagttager dem, og de er altid lige ved djævlenes højre hånd. De står og venter på dem som glubske og sultne løver, der ser deres bytte og venter på at slå kløerne i det og kun holdes tilbage lidt endnu.
Hvis Gud fjernede sin hånd, som holder djævlene tilbage, ville de i ét nu kaste sig over deres stakkels sjæle. Den gamle slange åbner sit gab imod dem, Helvede åbner sig på vidt gab for at tage imod dem. Og hvis Gud tillod det, ville de hastigt blive slugt op og gå fortabt.
Syndens elendighed
I ugudelige menneskers sjæle hersker disse djævelske principper, som ville antændes og bryde ud i helvedesflammer nu, hvis ikke det var, fordi Gud holdt dem stangen. Der er i den kødelige menneskenatur et fundament for Helvedes pinsler. Der findes disse moralsk fordærvede principper, en herskende kraft inden i dem, noget, som har fuldkomment magt over dem, som er spirer fra Helvedes ild.
Disse principper er aktive, kraftfulde og umådeligt voldsomme i deres natur, og hvis ikke det var for Guds hånd, som holder dem tilbage, ville de snart bryde ud. De ville flamme op på samme måde, bryde ud i samme moralske fordærv og med samme fjendskab i hjertet på de fortabte sjæle og ville afføde de samme pinsler, som de gør i dem.
De ugudeliges sjæle bliver i Skriften sammenlignet med et oprørt hav, Es 57,20. For nu holdes deres ugudelighed tilbage af Hans magtfulde kraft, ligesom Han holder de rasende bølger på det oprørte hav tilbage ved at sige: ”Hertil må du komme, ikke længere …” Men hvis Gud trækker sin beskyttende hånd væk, vil bølgerne snart rive alt foran sig ned.
Synd er sjælens ødelæggelse og lidelse. Den er destruktiv i sin natur, og hvis Gud skulle give den frit løb, er det alt, der skulle til for at gøre sjælen komplet elendig. Menneskers moralske fordærv i hjertet er voldsom og bundløs i sit raseri, og så længe gudløse mennesker lever, er det som ild, der er spærret inde af Gud, og som ville antænde naturens orden, hvis den blev sluppet løs. Hjertet er for nu en sump af synd, og hvis synden ikke blev holdt nede, ville den med ét forvandle sjælen til en flammende ovn, en smelteovn med ild og svovl.
Døden kommer pludseligt
Der er ikke et eneste sekunds sikkerhed for et gudløst menneske i, at der ikke er noget synligt tegn på snarlig død. Det er ikke nogen sikkerhed for et sjæleligt menneske, at han lige nu ser ud til at have et sundt helbred, og at der ikke er nogen synlige farer ved noget som helst i hans situation. Et fatalt uheld kan betyde udgangen på livet.
Erfaringerne fra denne verden har gennem alle tider vist, at der ikke er nogen sikkerhed for, om et menneske står på kanten til evigheden og med sit næste skridt træder ind i en anden verden. De uforudsete, utænkelige veje og måder, hvorpå mennesker pludseligt forlader denne verden, er utallige og ufattelige.
Uomvendte mennesker vandrer over Helvedes kløft på et råddent underlag, og der er utallige steder på dette underlag, som er så skrøbelige, at de ikke kan holde til at blive betrådt. Disse steder er usynlige.
Dødens pile fyger usynligt gennem luften midt om dagen, og selv de skarpeste sanser kan ikke opfatte dem. Gud har så mange forskellige, uransagelige veje og måder at fjerne gudløse mennesker fra denne verden på og sende dem til Helvede på. Der er ingen grund til at tro, at Gud behøver et mirakel eller på anden vis har brug for at gøre noget usædvanligt for at tilintetgøre de gudløse mennesker til hver en tid. Alle de måder, hvorpå syndere forlader denne verden, er altså i Guds hånd, og det er et ganske universelt og absolut motiv for Hans kraft og beslutning, at det ultimativt afhænger af Guds blotte vilje, om syndere skal havne i Helvede, og hvornår de skal det.
Sjælelige menneskers klogskab og omhyggelighed med selv at beskytte sig eller få andre til at beskytte deres liv skal ikke give dem et sekunds sikkerhed. Om dette giver også det guddommelige forsyn og de universelle erfaringer vidnesbyrd. Der er set klare beviser på, at menneskers egen visdom ikke kan sikre dem mod døden. Hvis det forholdt sig anderledes, ville vi se forskel på de vise og indflydelsesrige verdensmænd og alle andre med hensyn til en tidlig og uventet død – men hvordan forholder det sig egentligt? Præd 2,16: ”Ak, både den vise og tåben må dø!”
Menneskers indbildte udveje
Alle ugudelige menneskers pinagtige forsøg og påfund, som de udtænker for at undslippe Helvede, alt imens de fastholder at afvise Jesus og dermed forblive i deres ugudelighed, giver dem ikke et eneste sekund i sikkerhed fra at havne i Helvede. Næsten hvert eneste sjælelige menneske, som hører om Helvede, bilder sig selv ind, at han kan lykkes med at flygte fra Helvede. Han sætter sin lid til sig selv i spørgsmålet om sin frelse. Han smigrer sig selv med det, som han har gjort, det han gør, eller det han har i sinde at gøre. Enhver udtænker i sit stille sind grunde, til at netop han skal undvige fortabelsen, og han bilder sig ind, at han har regnet den ud og vil lykkes med sine planer.
De hører ganske vist, at kun få vil blive frelst, og at størstedelen af de mennesker, som indtil i dag er døde, er blevet forvist til Helvede. Men enhver bilder sig ind, at han er i bedre stand, end andre har været, til at udtænke måder, hvorpå han undgår straffen. Han har ikke tænkt sig at havne på pinslernes sted. Han siger til sig selv, at han agter at tage effektivt hånd om sagen, så han ikke skal opleve at fejle i forsøget.
Men de tåbelige menneskebørn narrer på sørgeligste vis sig selv med deres egne planer og ved at sætte lid til egen styrke og visdom. De viser ikke tillid til andet end en skygge. Størstedelen af dem, som frem til i dag har levet under samme nådevirkninger som jer og nu er døde, er utvivlsomt havnet i Helvede, og det skyldes ikke, at de ikke var lige så vise som dem, der lever endnu. Det skyldes heller ikke, at de ikke forsøgte sig med måder at undslippe Helvede på.
Hvis vi kunne tale med dem og stille hver eneste af dem spørgsmålet, om de, mens de endnu levede og hørte advarsler mod Helvede, havde regnet med nogensinde at skulle blive genstand for så grufuld en elendighed, ville vi utvivlsomt høre samtlige af dem svare:
”Nej, jeg havde aldrig haft i sinde at havne her. Jeg havde udtænkt det helt anderledes. Jeg troede, jeg kunne lægge planer, der skulle lykkes for mig; jeg stolede på mine planers succes. Jeg mente at kunne tage effektivt hånd om min egen situation, men det egentlige resultat er kommet fuldkomment bag på mig. Jeg havde ikke forestillet mig dengang, at det ville ende sådan her. Det kom som en tyv – døden narrede mig! Guds vrede kom for hurtigt til mig. Åh, min forbandede tåbelighed! Jeg smigrede mig selv og stillede mig selv tilfreds med forfængelige drømme om, hvad jeg skulle lave i livet efter døden. Netop som jeg sagde ’Fred og ingen farer’, ramte tilintetgørelsen mig som et lyn.”
Ingen løfter for den ugudelige
Gud har ikke underlagt sig nogen forpligtelse til at forhindre nogen sjælelige mennesker i at havne i Helvede når som helst. Gud har helt bestemt ikke givet andre løfter om hverken evigt liv eller frelse fra og beskyttelse imod evig død, end dem som er indeholdt i nådepagten, hvis løfter er givet i Jesus, i hvem alle løfter er opfyldt med ja og amen.
Men helt sikkert er det, at de, som ikke er pagtens børn, ingen interesse overhovedet har i nådepagtens løfter, da de ikke tror på løfternes indhold og ikke har nogen interesse i pagtens Formidler.
Så altså, uanset hvad man kan forestille sig og bilde sig selv ind om løfter givet til sjælelige mennesker på baggrund af deres ivrige søgen og banken på døre, står det klart og tydeligt, at ligegyldigt hvor selvpinende et sjæleligt menneske udøver sin religion, og ligegyldigt hvor mange bønner han beder, er Gud ikke på nogen som helst måde forpligtet over for sådant et menneske til at holde ham væk fra den evige tilintetgørelse, før han tror på Jesus.
Situationen er altså den, at sjælelige mennesker holdes i Guds hånd over Helvedes kløft. De har gjort sig fortjente til den flammende grav og er allerede blevet dømt til den. Gud provokeres forfærdeligt, og hans vrede er lige så stor mod disse mennesker som imod dem, som faktisk allerede nu lider i Helvede under udførelsen af hans voldsomme vrede. De har intet gjort for at formilde eller neddysse denne vrede, og Gud er som sagt ikke det mindste bundet til noget løfte om at opretholde disse mennesker et eneste sekund.
Djævelen venter på dem, Helvede har åbnet sig på vid gab for dem, flammerne samler sig og blusser op imod dem i et forsøg på at fastholde og sluge dem. Ilden, som brænder i deres eget hjerte, kæmper for at bryde ud. Disse mennesker er helt ligeglade med en Formidler, og dermed er der intet inden for deres rækkevidde, som kan blive til sikkerhed for dem. Kort sagt, de har intet tilflugtssted, intet at gribe fat i. Det eneste, som opretholder dem hvert eneste sekund, er en vred Guds blotte og selvberoende vilje og tålmodighed, som han ikke engang er bundet til gennem en pagt eller et løfte.
Er du på vej mod Helvede?
Dette skrækkelige emne får måske nogen af de uomvendte personer her i menigheden til at vågne op. Det, som I lige har hørt, er situationen for enhver af jer, som ikke er i Jesus. Elendighedens verden og søen med brændende svovl er spændt ud under jer. Der findes en frygtelig grav med Guds vredes glødende flammer, et Helvede med et vidt åbent gab, og I har hverken fast grund under fødderne eller noget at gribe fat i. Der er intet andet end luft mellem jer og Helvede. Det eneste, som holder jer oppe, er Guds vilje og magt alene.
I har formodentlig ikke forståelse for dette. I oplever, at I bliver holdt ude af Helvede, og ser ikke, at det er Guds hånd, som er årsag til dette. I ser på andre ting som eksempelvis jeres gode, fysiske helbred, jeres evne til at tage vare på jeres eget liv og jeres egne metoder til opretholdelse. Men alt dette er intet. Hvis Gud trækker sin hånd tilbage, vil intet forhindre jer i at falde, som en person der slippes i fri luft og overlades til frit fald.
Jeres ugudelighed gør jer tunge som bly og tynger jer nedad mod Helvede. Hvis Gud skulle finde på at give slip på jer, ville I med det samme styrte i den bundløse afgrund, og jeres gode helbred, jeres egen klogskab og selvtilstrækkelighed, jeres mest opfindsomme påfund, al jeres retfærdighed – det hele vil intet som helst kunne bidrage med til at holde jer oppe og ude af Helvede, ligesom et spindelvæv ikke vil have en chance for at gribe en faldende sten. Var det ikke for Guds suveræne vilje, ville jorden ikke bære jer et eneste sekund, for I er en byrde for jorden. Skabningen jamrer under jer. Jordens skabninger bliver ufrivilligt holdt i trældom under jeres moralske fordærv, og solen skinner ufrivilligt på jer og giver jer lys til at tjene synden og Satan.
Jorden frembringer ikke frivilligt vækst til tilfredsstillelse af jeres lyster, og jorden lægger ikke frivilligt scene til jeres ugudelige optræden. Luften tjener ikke frivilligt jeres vejrtrækning og opretholdelsen af jeres vitale organers liv, mens I bruger livet i tjeneste for Guds fjender. Guds skabninger er gode og blev skabt, for at mennesker kunne tjene Gud med dem, og de tjener ikke frivilligt til noget andet formål end gudstjeneste, de jamrer når de bliver misbrugt til formål, der er direkte i modstrid med deres natur og hensigt.
Verden ville udspy jer af sin mund, hvis det ikke var for Hans almægtige hånd, som Han selv har lagt bånd på i håb om jeres omvendelse. Guds vredes sorte skyer hænger direkte over hovederne på jer, fulde af skrækkeligt stormvejr og massiv torden, og var det ikke for Guds tilbageholdende hånd, ville det alt sammen med det samme bryde løs imod jer. Guds suveræne vilje holder i øjeblikket Hans stormende vinde tilbage, for ellers ville de komme rasende, og jeres tilintetgørelse ville komme over jer som en hvirvelvind, og I ville være som avnerne på sommerens tærskegulv.
Guds vrede i dag
Guds vrede er ligesom en mægtig bølge, som lige nu er opdæmmet, men som vokser sig større og større og bliver højere og højere, indtil den med ét vil få lov at ramme. Jo længere tid, flodbølgen holdes tilbage, des mere voldsom og kraftfuld bliver dens hærgen, når den først slippes løs.
Det er sandt, at dommen over jeres onde gerninger hidtil ikke er blevet fuldbyrdet. Guds hævns stærke strømme bliver holdt tilbage, alt imens jeres skyld støt forøges, og I hver eneste dag pådrager jer større vrede. Vandene stiger stadig og vokser sig stærkere og stærkere. Det er intet andet end Guds blotte vilje, som holder de hungrende bølger tilbage. Hvis Gud trak sin støttende hånd væk fra dæmningen, ville den straks styrte sammen, og Guds heftige strømme af voldsomhed og vrede ville bruse fremad med et ufatteligt raseri og ville overmande jer med sin almægtige styrke. Guds vredes bue er spændt, pilen ligger klar på strengen, og retfærdigheden sigter på dit hjerte.
Der er intet andet end Guds blotte vilje – om end han er en vred Gud, som ikke er bundet af nogen som helst løfter eller forpligtelser – der afholder pilen fra i næste øjeblik at stille sin tørst med dit blod.
På denne måde vil det gå alle jer, som aldrig har undergået en omfattende forvandling i hjertet ved Guds Ånds mægtige kraft i jer. Alle I, som aldrig er blevet født på ny, aldrig er blevet gjort til nye skabninger, og aldrig er blevet opvækkede fra at være døde i jeres synder til et nyt liv i lyset – I er i hænderne på en vred Gud.
Uanset, at I måske er lykkedes med at forbedre jeres liv på mange områder og måske har haft en stærk religiøs hengivenhed, og måske endda har opretholdt en form for religion i jeres familier, blandt jeres nærmeste og i Guds hus, er det intet andet end Hans blotte vilje, der afholder jer fra i dette øjeblik at blive opslugt af en evig tilintetgørelse.
Selvom I måske endnu ikke er blevet overbeviste af sandheden i det, I hører, vil I efterhånden blive fuldt ud overbeviste om det. Dem, som nu er borte, vil I se, hvordan det er gået. Tilintetgørelsen kom pludseligt over de fleste af dem, mens de mindst ventede det og sagde ”Fred og ingen fare”. Nu indser de, at de ting, som de satte deres lid til i håb om fred og sikkerhed, ikke var andet end tynd luft og tomme skygger.
Den Gud, som holder jer over Helvedes dyb på samme måde, som man kan holde en edderkop eller et andet modbydeligt insekt over ilden, afskyr jer og er helt forfærdeligt provokeret af jer. Hans vrede mod jer brænder som ild. Han anser jer ikke for at være til anden nytte end at kaste på ilden. Han har så rene øjne, at han ikke vil kunne holde ud at have jer i sit åsyn. I er titusind gange mere afskyelige i hans øjne, end den mest forhadte giftige slange er blandt os. I har krænket ham uendeligt meget mere, end nogen genstridig oprører nogensinde har krænket sin konge.
Og dog er det intet andet end Hans hånd, som forhindrer jer i at falde ned i ilden når som helst. Æren for at I ikke sidste nat blev forvist til Helvede, kan alene tilskrives Ham. Der er ingen anden årsag at give, for at I ikke er blevet sænket ned i Helvede, siden I stod op i morges, end at Guds hånd har holdt jer væk fra det. Der er ingen anden grund til, at I endnu ikke er havnet i Helvede, siden I satte jer her i Guds hus til ren og skær provokation af Hans rene øjne med jeres ugudelige måde at deltage i den højtidelige lovprisning af Ham på. Ja, der er ingen anden tænkelig årsag til, at I ikke i dette nu skulle blive forvist til Helvede.
Betænk Guds vredes alvor
Åh, synder! Tag den skrækkelige fare, du er i, i betragtning. Det er en mægtig vredesovn, en bred og bundløs kløft fuld af vredens ild, som du holdes over i Guds hånd. Hans vrede er i lige så høj grad fremkaldt af dig og vendt mod dig, som mod mange af de forbandede i Helvede.
Du hænger i en tynd tråd med den guddommelige vredes flammer blusende op imod tråden, og de er hvert eneste sekund klar til at svide den og brænde den over. Og stadig har du ingen interesse i en Formidler, du har intet at gribe fat i for at redde dig selv, intet til at holde dig ude af vredens flammer, intet af dit eget, intet du nogen side har gjort, intet du kan gøre for at bevirke, at Gud skåner dig et eneste øjeblik.
Og tænk her særligt på fire ting:
1) Hvis vrede det drejer sig om.
Det er den uendelige Guds vrede. Hvis det blot var et menneskes vrede, om så den tilhørte den mest magtfulde konge på jorden, ville den være ubetydeligt lille i sammenligning med Guds. Enevældige konger, som har den fulde magt over deres undersåtters liv – deres vrede bliver frygtet meget. Ordsp 20,2: ”Rædsel for kongen er som rædsel for løvens knurren, den, der gør ham vred, har forbrudt sit liv.”
Den, der tænder en hvilken som helst konges vrede, er selv skyld i at måtte lide de mest ekstreme pinsler, som mennesker kan udtænke og som menneskemagt kan påføre.
Men de mægtigste magthavere på jorden i deres enorme magt og vælde iklædt deres mest gruopvækkende rædsler er blot svage, foragtelige orme i støvet i sammenligning med den store og almægtige Skaber og Konge af himmel og jord. Det er kun mikroskopisk lidt, de er i stand til at gøre, selv når de er allermest optændte af vrede og udøver det yderste raseri, de formår.
Alle Jordens konger er over for Gud blot som græshopper. De er ingenting, ja, mindre end ingenting. Både deres kærlighed og deres had må foragtes. Kongernes Konges vrede er langt mere frygtelig end deres, da Hans kongemagt er stærkere. Luk 12,4-5: ”Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte.”
2) At det er hans voldsomme vrede, der vil ramme dig.
Vi læser ofte om den vrede Gud, som eksempelvis i Es 59,18: ”Han gengælder gerningerne fuldt ud: Vrede mod hans modstandere, gengæld mod hans fjender; hans gengæld når de fjerne øer.” Og Es 66,15: ”For se, Herren kommer i ild, hans vogne er som et tordenvejr; han slipper sin vrede løs i en brand og sin harme i flammende ild.”
Og mange andre steder, eksempelvis også i Åb 19,15 læser vi om ”Gud den Almægtiges harmes og vredes vinperse.” Ordene er mere end forfærdelige. Hvis der alene stod ”Guds vrede”, ville ordene antyde det, som er uendeligt forfærdeligt, men nu står der ”Guds vrede og harme”. Guds harme! Jehovas raseri! Åh, hvor må det være forfærdeligt! Hvem kan overhovedet udtrykke eller forstå, hvad sådanne ord egentlig betyder!
Men der står også ”Gud den almægtiges vrede og harme”. Som om der ville være en storslået demonstration af Hans almægtige styrke i den voldsomhed, som Hans vrede kan forvolde, og som om at det er en nødvendighed, at almagt udøves i raseri, og udøves sådan som mennesker plejer at udøve deres styrke i deres vredes fulde voldsomhed. Åh, hvad ville da blive konsekvensen! Hvad vil der blive af de stakkels orme, som skal lide denne skæbne! Hvis hænder vil vise sig stærke nok, og hvis hjerte vil kunne holde ud? Til hvilke skrækkelige, ubeskrivelige, uforståelige dybder af elendighed må de stakkels skabninger synke ned, alle de som skal opleve dette!
Overvej dette, du, som er her i øjeblikket, og som vedbliver at være ugenfødt. At Gud vil eksekvere sin vrede og sit raseri indebærer, at han vil udøve sin vrede uden medlidenhed. Når Gud skal iagttage din ubeskriveligt ekstreme skæbne, se hvordan dine pinsler langt overgår din styrke til at holde dem ud, og følge med i hvordan din stakkels sjæl bliver knust og synker til bunds i det uendelige mørke, da vil Han ingen antydning af medlidenhed have med dig.
Det kunne ikke falde Ham ind at afholde sig fra at eksekvere sin vrede eller gøre sin dom bare det mindste blidere. Han vil ikke holde sig tilbage eller udvise nåde, og Gud vil til den tid ikke standse sin storm. Han vil ikke tage hensyn til dit velbefindende eller på nogen måde drage omsorg for dig, på anden måde end ved dog at sørge for at du ikke møder hårdere pinsler, end hvad den strengeste retfærdighed kræver. Intet vil blive holdt tilbage, fordi det måtte være for hårdt at udholde. Ez 8,18: “Så vil jeg vise min vrede uden barmhjertighed og skånsel. Selv om de råber højt til mig, vil jeg ikke høre på dem.”
Endnu står Gud klar til at drage omsorg for dig. Dette er nådens dag, og det er nu, du må råbe til ham om hjælp i tillid til, at du kan få del i nåden. Men til den tid, hvor nådens dag er ovre, vil dine mest jammerlige og sørgelige råb og skrig lyde forgæves. Du vil være fuldkomment fortabt og vil blive kastet bort af Gud, hvilket til den tid vil være til dit bedste. Gud vil da ikke længere kunne bruge dig til noget som helst andet end at lide i elendighed, og det skal for resten af evigheden være dit eneste formål. Du vil være et vredens kar fyldt til randen med ødelæggelse, og der vil ikke være anden anvendelse for dette kar end fortsat at blive påfyldt vrede. Gud vil være så fjernt fra at have medlidenhed med dig, når du råber på Ham, at Han – som der står skrevet – blot vil “le og spotte” (Ordsp 1,25-26).
Hvor grusomme er disse ord fra Es 63,3, som er den mægtige Guds ord: “Vinpersen trådte jeg alene, ingen fra folkene var med mig. Jeg trådte dem ned i vrede og trampede på dem i harme, så deres blod sprøjtede på mine klæder, og jeg sølede min dragt helt til.”
Det er måske umuligt at kunne forestille sig ord, som skulle være mere fyldt med klare tilkendegivelser om foragt, had og rasende harme. Hvis du råber på Gud med ønske om, at Han skal have medlidenhed med dig, vil Han være uendeligt langt fra at ynkes over din bedrøvelige forfatning og fra at vise dig den mindste smule velvilje. Tværtimod vil han træde dig under fode. Og selv om Han vil være klar over, at du ikke vil kunne bære at blive trådt under fode af vægten af Hans guddommelighed, vil Han ikke tage sig af det, men vil knuse dig nådesløst under sin fod. Han vil mase blodet ud af dig og få det til at fyge til højre og venstre, så det sprøjter på Hans klæder og søler hele Hans dragt til. Han vil ikke alene hade dig, men han vil nære den argeste afsky for dig. Intet andet sted vil være mere passende for dig end at blive trampet ned af Hans fod som gadeskarn.
3) at den elendighed, som du vil blive udsat for, er den, som Gud vil påføre dig med det formål at vise, hvad Jehovas vrede vil sige.
Gud har haft det på sit hjerte at vise engle og mennesker, både hvor eminent Hans kærlighed er, og hvor forfærdelig Hans vrede er. Somme tider kan jordiske konger føle behov for at vise, hvor frygtelig deres vrede er ved at eksekvere de mest ekstreme straffe, de kan finde på. Nebukadnesar, den mægtige og hovne regent af det Kaldæiske Rige, var villig til at vise sin vrede på Shadrak, Meshak og Abed-Nego, da de gjorde ham rasende. Derfor beordrede han, at den brændende og glohede ovn skulle gøres syv gange varmere, end den var i forvejen. Den blev utvivlsomt varmet op til den yderste grad af varme, som menneskelig formåen kunne beskaffe.
Men den mægtige Gud er også villig til at vise sin vrede og lovprise sin egen frygtindgydende majestæt og vældige styrke gennem de mest ekstreme lidelser, Han kan påføre sine fjender.
Rom 9,22: ”Og hvad nu, om Gud, der vil vise sin vrede og åbenbare sin magt, i stor langmodighed har båret over med de kar, som var genstand for hans vrede og bestemt til ødelæggelse.”
Dette er Hans plan og det, som Han har besluttet sig for, for at vise hvor forfærdelig Jehovas hæmningsløse vrede, raseri og voldsomhed er. Der vil blive fuldbyrdet og gennemført noget, som vil blive gyseligt.
Når den mægtige og vrede Gud har rejst sig og eksekveret sin forfærdelige hævn på de stakkels syndere, og når uslingene faktisk lider under Hans harmes evige vægt og kraft, da vil Gud råbe ud i hele universet og henlede opmærksomheden på den frygtindgydende majestæt og mægtige styrke, som hævnens pinsler vidner om. Es 33,12-14: ”Men folkene skal brændes til kalk, som tjørn, der er fældet, går de op i flammer. I fjerne folk, hør, hvad jeg gør, I nære folk, kend min styrke! På Zion skal syndere ryste af angst, de gudløse gribes af rædsel.”
Således vil det gå dig, som ikke har omvendt dig, hvis du forbliver uomvendt. Den endeløse magt, majestæt og gru ved den almægtige Gud skal blive ophøjet gennem dine pinslers ubeskrivelige styrke. Du skal blive plaget i de hellige engles og Lammets nærvær, og når du befinder dig i denne lidelsesfulde tilstand, skal de glorværdige himmelborgere gå frem og iagttage det skrækkelige syn, så de også forstår, hvad den Almægtiges forbitrelse og harme er. Når de har set det, vil de kaste sig til jorden og tilbede Hans mægtige styrke og majestæt.
Es 66,23-24: ”Hver måned på nymånedag og hver uge på sabbatten skal alle mennesker komme for at tilbede mig, siger Herren. Og de skal gå ud og se på ligene af dem, der brød med mig. For deres maddiker dør ikke, og deres ild slukkes ikke. De skal være til afsky for alle mennesker.”
4) at der er tale om en evig vrede.
Det ville være forfærdeligt at lide under den Almægtige Guds voldsomme vrede blot ét sekund, men du skal lide under den for al evighed. Der vil aldrig blive nogen ende på denne intense og rædsomme lidelse. Når du skuer ud i tidshorisonten, vil du ikke se andet end én lang, grænseløs og evig varighed, hvilket vil opsluge dine tanker og forfærde din sjæl. Du vil fuldkomment opgive håbet om nogensinde at opleve nogen form for udfrielse, nogen form for afslutning, nogen form for lindring, nogen som helst form for hvile. Det vil stå krystalklart for dig, at du må henslæbe en evighed, millioner og millioner af år, med at brydes og strides med den almægtiges nådesløse hævn. Og når du så har stridt og faktisk gennemlevet millioner af år på denne måde, vil du indse, at det alt sammen blot var en mikroskopisk prik i forhold til det, som ligger foran dig. Din straf vil altså i sandhed vare en evighed.
Ak, hvem kan beskrive den tilstand, en sjæl under sådanne forhold vil være i? Alt det, som vi overhovedet kan sige om det, giver blot en svag og ringe forståelse af, hvordan det egentlig vil blive; det er ubeskriveligt og ufatteligt. For ”hvem kender Guds vredes kraft?”
Hvor frygtelig er tilstanden for dem, som dagligt og hver eneste time er i fare for denne enorme vrede og endeløse lidelse! Men dette er den dystre sandhed for hver sjæl i denne menighed, som ikke er blevet født på ny, uanset hvor moralsk, streng, ædruelig og religiøs du måtte være.
Åh, om I måtte tage alt dette i betragtning, hvad end I er unge eller gamle! Der er grund til at tro, at der er mange i denne menighed, som i øjeblikket lytter til denne prædiken, som faktisk vil opleve al denne pinsel for al evighed. Vi aner ikke, hvem af jer det måtte være, på hvilke bænkepladser I sidder, og hvilke tanker I måtte have netop nu.
Måske lytter de af jer, som det drejer sig om, til budskabet med magelighed og hører alt dette uden at føle jer særligt forstyrrede. I sidder måske og bilder jeg selv ind, at det ikke er jer, det her omhandler og lover jer selv, at I nok skal undslippe.
Hvis vi vidste om bare én person i hele denne menighed, som ville gå så lidelsesfuld en skæbne i møde, hvor frygtindgydende ville det da ikke være at tænke på! Hvis vi vidste, hvem det var, hvor skrækkeligt ville det da ikke være at omgås og se vedkommende! Hvor ville alle de andre i denne menighed bryde ud i en jammerlig og bitterlig gråd over dette menneske!
Men ak! Hvor mange flere end én af jer vil i Helvede mindes budskabet fra denne prædiken?
Det ville være et mirakel, om ikke nogen af jer, som nu er her til stede, vil befinde sig i Helvede inden for meget kort tid, ja inden dette år er omme. Det ville ikke undre, hvis en af de personer, som nu sidder her på sæderne i menighedshuset i fred og ro, slår øjnene op i Helvede i morgen tidligt. De af jer, som får en gennemsnitlig levealder og vil holde jer længst tid ude af Helvede, vil alligevel snart opleve at ankomme dertil!
Jeres fortabelse slumrer ikke. Den vil komme hurtigt og sandsynligvis meget pludseligt over mange af jer. I har grund til at forundres over, at I ikke allerede befinder jer i Helvede. Det er utvivlsomt tilfældet for nogen af dem, I har set og kendt, og som ikke fortjente Helvede mere end nogen af jer, at de i deres levetid fremstod som nogen, der sandsynligvis ville leve lige så længe som jer andre, men som døde tidligere. Deres skæbne er tom for ethvert håb, og de hyler nu i ekstreme pinsler og fuldkommen fortvivlelse. Men her sidder I i de levendes land og i Guds hus og har mulighed for at opnå frelse. Hvad ville ikke disse stakkels, forbandede og håbløse sjæle give for endnu én sådan dags mulighed, som I nu er velsignede at have!
Dette er nådens dag
Nu har I en ekstraordinær mulighed på denne dag, en dag hvor Jesus har slået nådens dør op på vid gab og står og kalder med høj røst på fattige syndere, en dag hvor mange flokkes til ham og maser sig ind i Guds Rige. Mange kommer dagligt fra øst, vest, nord og syd, og mange, som for ganske nyligt var i samme kummerlige tilstand som jer, er nu i den lykkelige situation, at deres hjerte er fyldt med kærlighed til Ham, som har elsket dem og har vasket dem rene for alle deres synder i sit eget blod. Nu fryder de sig i håbet om Guds herlighed.
Hvor forfærdeligt må det være at blive ladt tilbage på sådan en dag! At være vidne til så mange andre feste, mens du selv sygner hen og fortabes! At være vidne til så mange glade og af saligt hjerte syngende, mens du selv har grund til at begræde dit hjertes sorg og må hyle på grund af åndens ærgrelse. Hvordan kan du hvile et eneste sekund i sådan en tilstand? Er jeres sjæle ikke lige så værdifulde som indbyggerne i Suffields sjæle, hvor de dag for dag flokkes hen til Jesus?
Er der ikke mange her, som har levet længe i denne verden, men som frem til denne dag endnu ikke er blevet født på ny? Og derfor er fremmede over for det sande Israel, og som ikke har gjort andet, siden den dag de blev født, end at pådrage sig vrede frem til Vredens Dag? Ak, jeres tilstand er på særlig måde ekstremt farlig. Jeres skyld og jeres hjerters hårdhed er ekstremt stor. Ser I ikke, hvordan flertallet af folk fra jeres generationer er gået bort og har forladt jer her med mulighed for endnu at modtage Guds nådes usædvanlige og vidunderlige frikøbelse? I er nødt til at granske jer selv og vågne fuldstændigt op fra søvnen. I kan ikke udholde den evige Guds voldsomme vrede.
Og I, unge mænd og unge kvinder, vil I forpasse dette jeres livs værdifulde forår, som I nu nyder, når så mange andre af jeres jævnaldrende i øjeblikket giver afkald på al ungdommelig tomhed og flokkes til Jesus? Især I har en enestående mulighed, men hvis I forpasser den, vil det snart gå jer ligesom de folk, som brugte alle deres værdifulde ungdomsdage i synd, og som nu er havnet på en forfærdelig kurs slået af blindhed og forhærdelse.
Og I børn, som er uomvendte, ved ikke også I godt, at I er på Helvedeskurs og står til at udholde den skrækkelige vrede fra den Gud, som i øjeblikket er vred på jer hver eneste dag og nat? Vil I stille jer tilfredse med at være Djævelens børn, når nu så mange andre børn i dette land omvender sig og bliver Kongernes Konges hellige og salige børn?
Lad enhver, som endnu ikke er i Jesus og nu hænger over Helvedes kløft, hvad end de måtte være gamle mænd og kvinder, midaldrende, unge eller små børn, nu lytte til Guds ords og forsyns høje kald.
Dette kærkomne Herrens År med en dag som denne, der bliver til vidunderlig velsignelse for nogle, vil utvivlsomt blive en dag til lige så forfærdelig straf for andre. Menneskers hjerte forhærdes, og deres skyld tiltager hurtigt på en dag som denne, hvis de tilsidesætter deres sjæles omvendelse. Aldrig har der været så stor fare for, at sådanne mennesker ville blive prisgivet deres hjertes hårdhed og deres sinds blindhed.
Det virker som om, at Gud nu hastigt samler sine udvalgte i alle dele af landet, og sandsynligvis vil størstedelen af de voksne mennesker, som vil ende med at blive frelst, blive frelst netop i denne tid, og det vil blive, ligesom det var under udgydelsen af Helligånden blandt jøderne i apostlenes dage. De udvalgte vil modtage Ham, og resten vil blive forblindede. Hvis det sidste skulle blive tilfældet for jer, vil I i al evighed forbande denne dag og vil forbande den dag, I blev født, for at have oplevet en tid med rig udgydelse af Guds ånd, uden at I tog imod Ham, og I vil ønske, at I døde og var havnet i Helvede, inden at I fik lov at opleve sådan en vækkelse. Nu er det utvivlsomt sådan som på Johannes Døbers tid, at øksen på mærkværdig vis er lagt ved træernes rod, så at ethvert træ, som ikke frembringer god frugt, vil blive hugget om og kastet i ilden.
Lad enhver af jer, som ikke er i Jesus, nu vågne og flygte fra den vrede, som venter. Den almægtige Guds vrede hænger i denne stund utvivlsomt over en stor del af denne menighed. Lad enhver flygte ud af Sodoma: ”Flygt for livet! Se dig ikke tilbage (…) Bring dig i sikkerhed i bjergene, hvis du ikke vil miste livet!” (1 Mos 19,17).
Oversat af Mads Dahl Mølgaard Madsen.
Udgivet af
Jonathan Edwards
Jonathan Edwards, amerikansk præst, levede i perioden 1703-1758.