Adam og Eva, de første mennesker Gud havde skabt, faldt ifølge Bibelen i synd og oprør mod Gud. Deres fald fik ikke alene konsekvenser for dem selv. Sammen med dem faldt også hele menneskeslægten. Det har ført til, at alle mennesker fødes ind i verden som syndere, dvs. med trangen i sig til oprør og til at stå Guds vilje imod.
Efter syndefaldet er menneskets natur gennemsyret af synd. Det betyder ikke, at menneskets skabte natur er blevet ond i sig selv, men at mennesket dybest set ikke kan blive af med synden eller forandre sig, så det bliver uden synd. Syndens magt er sådan, at den gennemtrænger menneskets tanker, lyster og handlinger. Ingen kan befri sig fra den eller sejre over den.
Der er især to afsnit i Bibelen, der har betydning for vores forståelse af syndefaldet. Det er beretningen i 1 Mos 3 og Rom 5,12-21. For at få det rigtige udgangspunkt til at forstå Bibelens lære om synden, vil vi derfor begynde med kort at skitsere, hvad Bibelen fortæller om syndefaldet i 1 Mos 3.
Fra Bibelens beretning om syndefaldet
Det personlige forhold mellem Gud og de første mennesker var, som vi tidligere har været inde på, etableret ved Guds ord (1 Mos 2,16-17). Gennem Ordet kendte menneskene Guds godhed. Det billede, de havde fået af Gud gennem Ordet, førte til, at de levede i et trygt, fortroligt og tillidsfuldt forhold til ham. Det betød også, at de levede i lydighed mod Guds vilje.
For at ødelægge dette forhold og få mennesket til at synde forsøgte Satan at give Eva en anden opfattelse af Gud. På den måde ville han ødelægge menneskets tillid til Gud og dermed også deres tro på Gud. Ifølge Skriften er tro, forstået som tillid, selve forudsætningen for, at mennesket kan opfylde Guds bud og vilje. At menneskets tro på Gud blev ødelagt, var derfor selve forudsætningen for, at mennesket også kunne gøre oprør og synde imod ham (Jak 2,17).
Når Satan frister Eva, begynder han derfor med ét spørgsmål, som både forfalskede Guds bud og gav et forvrænget billede af Gud selv. Han spørger: ”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?” (1 Mos 3,1). Det, Gud havde sagt, var, at mennesket kunne spise af alle træer i haven bortset fra ”træet til kundskab om godt og ondt”. Gud havde med andre ord været ufattelig god over for mennesket. Han havde givet dem meget, men samtidig også sat en grænse for dem (1 Mos 2,17).
Satans fremgangsmåde her er karakteristisk for, hvordan han til alle tider frister mennesker til at handle imod Guds ord. Han vil give os indtryk af, at Bibelens Gud ikke vil mennesker alt godt, og at Guds ord siger noget andet, end det i virkeligheden gør. Eva gennemskuede imidlertid Satans spørgsmål og korrigerede ham. Hun svarede derfor, at det kun var ét træ i haven, de ikke måtte spise af (1 Mos 3,2-3).
Alligevel var det lykkedes Satan at fæste hendes opmærksomhed på det, der skulle føre hende til fald. Det skridt, han nu tog, var at få Eva til at tro, at det at bryde Guds bud ville føre til noget godt for hende og Adam. Samtidig forsøgte han at forstærke indtrykket af, at Gud var ond. ”Gud ved, at den dag I spiser af den (træets frugt), bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt” (1 Mos 3,5).
Fristelsen til at blive som Gud kunne de første mennesker ikke modstå. Eva spiste og gav også frugten til sin mand, og han spiste. Dermed brød de begge Guds bud (1 Mos 3,6). Hvordan det fik konsekvenser, ikke kun for dem, men også for alle mennesker, skal vi se nærmere på i det følgende.
Syndefaldets følger
Syndefaldet førte til, at mennesket ´døde´, sådan som Gud havde sagt (1 Mos 2,17). For at forstå hvad det betyder, er det nødvendigt at være klar over, at døden, ifølge Skriften, er noget mere, end at vi dør legemligt. Først og fremmest indebærer ´døden´, at forholdet mellem Gud og mennesket ødelægges, og at mennesket adskilles fra Gud.
I Bibelens beretning om syndefaldet og de første mennesker kommer det grundlæggende aspekt ved døden til udtryk ved, at Gud udviste de første mennesker fra Edens have og hindrede dem i at komme tilbage. Det personlige forhold mellem Gud og mennesket blev brudt. Det var med andre ord ikke kun menneskets tillid til Gud, der blev ødelagt ved syndefaldet. Der skete også noget fra Guds side.
Selv om Gud fortsat elskede mennesket, måtte han støde dem bort fra sig, for Gud kan ikke have fællesskab med oprør og synd. At mennesket blev udvist fra Edens have, er derfor udtryk for en domshandling fra Guds side. Mennesket blev dømt til adskillelse fra Gud. Det er, hvad ´døden´ dybest set er (1 Mos 3,23-24).
Den dom, der her er tale om, ramte ikke kun de første mennesker, men hele menneskeslægten. Menneskeheden som sådan var kommet ind under Guds dom og vrede som følge af syndefaldet. Dommen er evig, og det enkelte menneske kan kun gå fri af den, ved at Gud griber ind og frelser det ved sin nåde i Jesus Kristus. Både synden og syndens skyld går i arv fra slægt til slægt. Uden Jesus er vi derfor alle under Guds dom og ´døde´ i forhold til ham (Rom 5,12; Luk 13,28; Åb 19,20).
Som følge af syndefaldet blev mennesket også underlagt den legemlige døds magt. Dødens kræfter fik magt over mennesket i den forstand, at det fra livets begyndelse er underlagt aldersproces, svækkelse og til sidst legemlig død. Med andre ord er mennesket som naturvæsen underlagt de kræfter, der i øvrigt gælder i skaberværket. Alt liv må dø.
Det viser, at menneskets liv dybets set er i Guds hånd. Selv om vi inden for visse grænser kan udsætte døden og opretholde livet, er det alligevel sådan, at Gud alene sætter grænsen for et menneskes liv. Enhver af os får ´vores tid´ og er afhængige af, at Gud i den tid søger os, hvis forholdet til ham skal genoprettes (Hebr 9,27; 2 Kor 5,6-8; Fil 1,23).
Til sidst omtaler Bibelen også mennesket som ´død´ i den forstand, at det ikke er i stand til at søge fællesskab med Gud, forstå hvordan han virkelig er, tro på ham eller leve for ham (Rom 3,10ff; Ef 2,1ff). Dette kalder vi den åndelige død. Den indebærer, at mennesket ikke er i stand til at være eller blive, sådan som Gud kræver det i sit ord (Ef 4,18). Den åndelige død har ramt menneskets intellekt og vilje, sådan at Guds billede i mennesket er ødelagt. Det er vigtigt at være klar over og regne med denne konsekvens af syndefaldet for at kunne forstå nødvendigheden af menneskets omvendelse, og at Gud bruger sit ord for at frelse den enkelte. Det er ikke sandt, at mennesket dybest set selv søger den sande Gud. Ifølge Bibelen er det derimod sådan, at mennesket ikke søger Gud (Rom 3,10ff).
Hvordan synden præger mennesket
Mange tror, at menneskelig frihed handler om at leve et liv, hvor man tillader sig selv at bryde Guds ord og bud. På den måde kan synden blive en del af menneskets mentalitet. De fleste vil alligevel erfare, at et liv i ligegyldighed eller oprør mod Guds bud i længden bliver tomt og meningsløst. Man finder ingen virkelig glæde og mening i livet og erfarer dermed sandheden i, at synden fører død med sig. Før eller siden må alle mennesker derfor høste bitre frugter af deres synd.
I Bibelen bruges også et ord om synden, som egentlig betyder at skyde forbi målet. Dermed siges også noget grundlæggende om, hvad synden er. Det egentlige mål for mennesket er Gud selv. Imidlertid søger mennesket dybest set sig selv og skyder dermed med hele sit liv forbi det mål, Gud har sat for det.
At søge sig selv er blevet lidt af et livsideal i vores tid og præger os alle på mere end én måde. Det er grunden til, at æresyge, popularitet og menneskedyrkelse af mange bliver betragtet som det ´gode mål´. Andre søger frihed fra de forpligtelser, de har over for deres nærmeste, for at kunne ´realisere sig selv´. Også det fører til fald og lidelse for mennesket. Ikke sjældent er det tydeligst hos dem, der stærkest udlever de moderne livsidealer. Når ´toppen´ er nået, og livet har krævet sit, synker man alligevel ned i tomhed og meningsløshed. Som nævnt førte syndefaldet også til, at Guds billede i mennesket blev ødelagt. Det indebærer, at mennesket mistede den rette forståelse og kundskab om Gud. Endvidere indebærer det, at menneskets evne til at kende Gud og forstå hans ord, blev ødelagt. Det har igen ført til, at menneskets forhold til Gud er bestemt af dets angst for Gud, af dets manglende evne til at forstå Gud og af dets trang til selvophøjelse og selvforgudelse.
Efter syndefaldet har mennesket ikke længere tillid til Gud. Selve troen på Gud er ødelagt. Bibelen bruger derfor stærke ord om menneskets forhold til Gud efter syndefaldet. I stedet for at være Guds ven blev det dybest set fjendtligt indstillet over for ham (Rom 5,10).
Også det personlige forhold mellem mennesker blev berørt af syndefaldet. Mange menneskelige relationer er domineret af frygt, angst og mistænksomhed. Det gælder især relationen mellem mand og kvinde, hvis forhold lider under og ødelægges af menneskets egoisme og af forvrænget seksualitet. I historien viser menneskets ondskab sig i herskersyge, udnyttelse, undertrykkelse og krig.
Tabet af den frie vilje
Syndefaldet medførte også, at mennesket mistede sin frie vilje. Sandheden om mennesket er derfor, at det ud fra egne forudsætninger ikke længere er i stand til at søge Gud eller vælge ham (Rom 3,10ff; 1 Kor 2,14).
Det er alligevel korrekt at sige, at mennesket har en vis frihed, når det gælder de valg, det kan tage på det medmenneskelige plan og i forhold til de daglige valg. I forhold til Gud er viljen imidlertid bundet. Bekendelsesskrifterne klargør, hvad dette indebærer, ved at lære at mennesket har fri vilje i ´borgerlige forhold´, samtidig med at det ikke er i stand til at vælge Gud eller søge ham.
Under læren om omvendelsen kommer vi tilbage til, hvad det indebærer. Her skal alligevel siges, at den eneste redning for mennesket er, at Gud søger det og dermed driver mennesket til at søge sig. Det menneske, der søger den sande Gud, er nemlig drevet til det af Gud selv. Sådan er det, selv om man måske selv oplever, at man tager initiativ til at søge ham.
Hvis man tænker efter, vil man som regel opdage, at det er bestemte forhold i livet, der gør, at man søger Gud. Man oplever måske tomhed og meningsløshed, eller man kan møde noget, der tvinger tankerne ud over de nære ting og fører til, at man stiller spørgsmål om Gud. Sandheden er, at det egentlig er Gud, der står bag, når sådanne ting sker. Han kalder på mennesket og vil føre det ind i samfund med sig. Hvordan det sker, vil vi komme tilbage til.
Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen
Artiklen er oversat med tilladelse fra www.teologiteigen.net.
Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.
Udgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.