“En gave til dig” er andagter for børn og juniorer. Andagterne vil komme rundt omkring i Bibelen, troslæren og kirkehistorien og vil hjælpe børnene med at få et bibelsk gudsbillede og en forståelse af frelseshistorien. Frem for alt vil de række evangeliet som Guds gave til tro og liv. Respons og forslag kan sendes til henrik.gren.hansen@nytliv.dk.
Den forbudte frugt
Jeg kunne mærke det med det samme. Det var ikke godt. Hånden var fuld af saltstænger. Ikke bare en 10-15 stykker. Men sådan, du ved, hvor man har gravet helt ned i den der plastikting, man sælger saltstænger i, og fingrene kan ikke for godt nå sammen om stakken, så man bliver nødt til at holde hånden opad for ikke at tabe nogen på gulvet. Den anden hånd bruges til at lukke skabet og åbne dørene på vej ind til værelset. Øjnene kigger rundt i rummet og ud ad vinduet. Hjertet banker, og benene løber af sted, men forsigtigt, på listefødder.
Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, da jeg luskede mig ud i køkkenet på den måde. Nok ikke så frygteligt gammel. Hvis jeg var teenager, havde jeg nok taget lakridser. Men jeg kan huske det meget tydeligt.
Jeg spiste saltstængerne et par stykker af gangen. De smagte fint. Men så heller ikke bedre. For jeg havde fart på. De skulle bare ned i maven, hurtigst muligt. Tænk hvis min mor kom ind på værelset, og jeg sad der og guffede mine tyvekoster.
Jeg kunne ikke se min mor i øjnene resten af dagen. Jeg tænkte hele tiden på, hvad der skete, når hun fandt ud af, der var forsvundet en seriøs mængde saltstænger. Der var ikke så mange tilbage nu. Det var rimeligt uforsigtigt af mig. Jeg skulle have ventet, til der var helt nye forsyninger, så kunne man ikke se det så tydeligt.
Til sidst kom min mor hen til mig og spurgte: ”Henrik, hvad er der med dig i dag?” Og så kunne jeg ikke holde det tilbage mere.
Da Adam og Eva havde spist af det træ, de ikke måtte spise af, gemte de sig for Gud. Gud måtte kalde: Adam, hvor er du?
De vidste, at de ikke kunne se Gud i øjnene. Der var kommet noget imellem dem og ham. Og det var ikke nogen lille ting. Det var det, vi kalder ”syndefaldet”. Det var første gang, noget menneske gjorde noget, der var forkert!
Tænk på det: Før var alting godt. Der var ingen synd i hele verden. Adam og Eva var gode ved hinanden, de gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe hinanden. De gik nøgne rundt og tænkte ikke på det. Løverne legede med lammene, der var ingen, der blev syge eller døde. Alting var godt.
Men der var ét træ, de ikke måtte spise af, Adam og Eva. Og så gjorde de det alligevel.
Den dag kom der noget ind mellem Gud og mennesker. Den dag måtte Adam og Eva ud af Paradisets have. For nu var der sket det, der ikke måtte ske: Mennesker havde fået noget ondt indeni, og derfor var de blevet bange for Gud og for hinanden. Alting var blevet forandret. Synden og det onde var nu kommet ind i verden.
En dag vil Gud genoprette Paradis. Så bliver alting, som det var før – bortset fra at der ikke vil være nogen slange og ikke noget træ, vi ikke må spise af. Synden og sygdommen og døden er væk. Alting bliver godt – altid!
Samvittighedsløs
Ude på gangen ved lærerværelset var der uro. En gammel lærer stod med en af 9. klasses-bøllerne. Hun prøvede at få ham til at forstå, hvad han havde gjort. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det gik ud på, men han havde åbenbart gjort et eller andet, der var meget forkert. Udenfor var der en pige, der hulkede så højt, at det skar igennem vinduer og døre. Og her stod ham, der var skyld i det, og bare grinede den gamle lærer op i ansigtet, mens hun prøvede at trænge ind og få kontakt med ham. Til sidst blev det for meget for hende, så hun råbte: ”Sig mig, er du da fuldstændig samvittighedsløs?”
Det var første og eneste gang, jeg hørte den gamle lærer råbe, og det er nok derfor, jeg husker det endnu. Det var også et lidt specielt ord at bruge over for en dreng på 15: ”samvittighedsløs”.
Det med at have en samvittighed er en vigtig del af det at være et menneske. Gud har givet os øjne, ører, næse, mund. Men han har også givet os en samvittighed. Den sidder et eller andet sted indeni – i alle mennesker.
Det er samvittigheden, der gør, at man får det dårligt, når man har gjort noget, man ved, man ikke må. Så kalder vi det at have ”dårlig samvittighed”, men det er egentlig et lidt sjovt udtryk, fordi: Dårlig samvittighed – det kan man kun have, hvis ens samvittighed fungerer godt! Hvis man derimod aldrig har dårlig samvittighed, så er det et tegn på, at der er gået et eller andet galt inde i samvittighedssystemet. Og så er det, man kan blive helt i tvivl, om der overhovedet er en samvittighed derinde – eller om man er helt samvittighedsløs.
Prøv at tænke på det, næste gang du har dårlig samvittighed over et eller andet, du har gjort forkert, eller nogle dårlige tanker, du har haft. Du har dårlig samvittighed, fordi din samvittighed er god! Den virker! Og hvor er det supergodt, at den gør det! For det er noget af det allervigtigste at passe godt på.
Du passer nok godt på dine øjne. Og ellers gør dine øjenlåg i hvert fald helt automatisk. De lukker sig, så der ikke kommer fluer, hvepse og edderkopper derind. Du passer på din næse og din mund og dine ører. Så skal du også passe godt på din samvittighed. For den er faktisk endnu vigtigere.
Jesus siger: Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig …
Så meget betyder samvittigheden! Mere end dit ene øje.
Det lyder voldsomt sådan noget med at rive et øje ud. Men Jesus siger det med vilje så voldsomt, fordi han vil prøve at trænge ind til os og få kontakt med os. Måske råbte han det, ligesom den gamle lærer råbte, da hun spurgte: Er du da fuldstændig samvittighedsløs?
Det er vigtigt, at vi ikke går imod den samvittighed, vi har fået af Gud. Det er vigtigt, at vi kommer til Jesus og beder om tilgivelse, når vi gør noget forkert.
Der er ingenting, der gør Jesus mere glad end en synder, der kommer og beder om tilgivelse – for der er ikke noget, han hellere vil give!
Snydekompasset
Ved du, hvordan et kompas fungerer? Det kan være, I har et derhjemme.
Jeg var selv så heldig, at jeg fik et armbåndsur i konfirmationsgave med indbygget kompas. Eller – det troede jeg i hvert fald. For der stod et N for ”Nord” på urskiven ud for kl. 12, et E for ”Øst” ud for kl. 3, et S for Syd ud for kl. 6 og et W for Vest ud for kl. 9. (Som du måske har regnet ud, var det på engelsk, hvor ”øst” starter med E og ”vest” med W).
Så gik jeg der et stykke tid med mit nye ur og var aldrig i tvivl om, hvad der var nord, syd, øst og vest … Indtil jeg en dag kom til at tænke mig om. Jeg siger ikke, hvor mange dage, der gik! Men jeg kom … efter et stykke tid … til at undre mig lidt over, at når jeg for eksempel gik hen for at tage en kakaomælk, var køleskabet mod nord, og når jeg drak den med ryggen til køleskabet, var det pludselig mod syd … Sagen var den, at bogstaverne N, E, S og W sad fast på urskiven, og viserne på mit ur fulgte altså tiden og ikke retningen.
I et rigtigt kompas er det sådan, at der sidder en kompasnål, der peger mod jordens magnetiske nordpol. Så hvis jeg går mod nord med et rigtigt kompas og drejer skarpt til venstre, så vil kompasnålen ikke følge med, men blive ved med at pege mod nord.
Vores samvittighed er som sådan et kompas, vi har fået fra Gud. Den viser os, hvilken vej der er den rigtige at gå, og hvilken vej der er den forkerte. Men desværre er det sådan, at vi ikke skal regne alt for meget med vores samvittighed. For nogle gange fungerer vores samvittighed lidt som mit konfirmationsur: Den vej min næse peger – det er altid stik nord! Det, jeg selv synes, er okay – det er okay!
Hvis jeg alt for mange gange er gået imod min samvittighed – så kan mit kompas blive påvirket af det. Hvis jeg igen og igen og igen og igen går ud og stjæler saltstænger i køkkenet, så reagerer samvittigheden ikke så meget til sidst. Så bliver det efterhånden normalt.
Eller hvis du hører rigtig meget på nogen, der laver sjov med ting, man ikke skal lave sjov med, så synes du efterhånden selv, at det er okay og helt normalt.
Vores samvittighed kan alt for let blive et snydekompas, der retter sig efter vores egen næsetip. Og det er farligt – for det kan betyde, at vi kommer ud på en forkert vej og måske efterhånden kommer væk fra vejen til Himlen.
Gud ved godt, at vores samvittighed let bliver påvirket. Derfor har han heller ikke overladt os til at tro på den. Han har givet os Bibelen! I Bibelen hører vi om, hvad der er rigtigt og forkert. Og den må vi have lov til at tro på. For Bibelen er nemlig et kompas, der ikke flytter sig, lige meget hvor meget vi selv kan forandre os. Derfor er det trygt og godt at bede som David: Du er min klippe og min borg, led mig og før mig for dit navns skyld! (Sl 31,4).
Slangens taktik
Bibelen er et kompas, der viser vejen. Men Bibelen gør faktisk noget mere end bare at vise vej. Der står i Bibelen, at Gud selv vil bære os med sit mægtige ord (Hebr 1,3).
Det betyder, at Guds ord har kræfter! Bibelen er stærk!
Det er ikke altid, vi føler os så stærke. Og så kan det være hårdt at gå. Men det er ikke dine egne kræfter, der skal få dig hjem til den nye jord. Gud vil bære dig hjem med sit mægtige ord!
Det er ikke alle kristne, der ved eller tænker på, at det er sådan. Men der er i hvert fald én, der ved det, og det er Djævelen. Han har vidst lige fra begyndelsen, hvor han skulle sætte sit angreb ind.
Hvordan fik Eva den utroligt forfærdelige tanke at spise af den frugt og lokke Adam til at gøre det samme? Gud havde jo sagt, de ville dø af det!
Eva fik den tanke, fordi slangen hvislede oppe fra træet: Har Gud virkelig sagt …?
Har Gud virkeligt sagt …
Det er slangens taktik. Der er nok ikke noget sted i hele Bibelen, der så tydeligt viser os, hvordan Djævelen får os væk fra Gud, som her på Bibelens allerførste sider. Det er som om, Gud helt fra begyndelsen af Bibelen vil vise os: Det er det her, I skal passe på!
Djævelen får Eva til at spise af frugten ved at få hende væk fra Guds ord. Er det virkelig rigtigt, at Gud har sagt dét? Har han sagt, I ikke må spise af frugten på træerne i haven?
”Nej-nej,” stammer Eva. Vi må skam godt spise frugten af alle de andre træer – det er bare lige det her træ, vi skal undgå. Ellers siger Gud, vi skal dø.
Men så kommer slangen: Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.
Kan du høre, hvad det er, slangen gør? Den får Eva væk fra Guds ord. Og den lokker hende til at gå imod det, Gud har sagt.
Siden dengang – siden syndefaldet – så har det været Djævelens taktik nummer 1. Han vil have os væk fra Bibelen. Han vil have, at vi ikke skal komme i kirke eller til møde. Han vil have, at vi ikke holder andagt hjemme i familien. Han vil have, at vi aldrig læser i Bibelen. For når vi kommer væk fra det, så begynder vores hoved nemlig selv at pynte på det, Gud har sagt. Så begynder vi at sortere lidt i det. ”Gud har måske sagt sådan der, men måske mente han det her …”
Og så begynder vi selv at bestemme, som vi nu selv synes, det er fornuftigt. Og vores samvittighedskompas kommer mere og mere til at styre efter vores egen næse.
Nu ved vi, hvad der er slangens taktik. Men så ved vi også, hvad vi skal gøre, for at slangen ikke skal få os væk fra Gud. Vi skal holde os til Bibelen – og lade Gud bære os med sit mægtige ord.
Slangegift
Hvordan har du det med slanger?
Synes du, de er søde? Kunne du godt tænke dig en giftslange som kæledyr?
Tja… Det kan da godt være, at de er fascinerende dyr. Lidt ligesom dinosaurerne. Og edderkopperne. Men søde og kæledyrsagtige, det tror jeg ikke, der er så mange, der synes, de er.
For der er jo det ved giftslanger, at de kan krybe rundt i græsset, helt camouflerede og umulige at få øje på – og så lige pludselig hugger de til! Og så får man slangegiften ind i kroppen. Hvis man er heldig, er man tæt på et hospital, hvor man kan få en modgift. Hvis man er uheldig, så … er det ikke så godt.
Godt vi kun har hugormen herhjemme i Danmark!
Men faktisk har vi en farlig slangegift inden i os – allesammen. Det har vi, fordi Adam og Eva blev lokket af slangen. Og dens ord huggede sig ind i dem som en gift, så de fik en ulydighed mod Gud ind i hjertet. Den gift har vi allesammen arvet efter Adam og Eva – det er det, vi kalder ”arvesynden”, som alle mennesker er født med.
Prøv og hør igen, hvad det var for nogle giftige ord, slangen sagde: Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud …
Det er faktisk det her, der får Eva til at spise. Hun får lyst til at være som Gud! Hun får lyst til, at det ikke er Gud, der skal bestemme – men at hun selv må få lov til at være gud.
Kender du det? At du selv har lyst til at være gud?
Du har ikke lyst til, der er nogen, der skal bestemme over dig. Du har ikke lyst til, at du skal stå til ansvar for noget, du har gjort forkert. Du bryder dig ikke om at få skældud og blive irettesat. Du vil gerne selv bestemme, hvad du vil bruge din tid på. Du vil gerne se, hvad du selv har lyst til, på YouTube. Der er ingen, der skal bestemme, om du må drille eller bagtale nogen, og om du laver dine lektier og gør, som din mor og far siger, og som din lærer siger. Du vil have lov til at være sur og råbe og smække med dørene, lige meget om du gør nogen ked af det.
Kort sagt: Du vil selv bestemme, og der er ingen, der skal komme og bebrejde dig og sige, at ”det er forkert”, og ”kan du sige undskyld”. Du vil ikke have dårlig samvittighed!
Jeg tror måske, du kan genkende lidt af det. For det er nemlig en del af den gift, der er i alle mennesker: at vi vil være som Gud. Det kommer helt tilbage fra slangen i Paradis! Men vi mærker det allesammen indeni, både børn og voksne.
Det gode er, at Gud har givet os en modgift mod al den slangegift, vi har inde i hjertet. Den modgift hedder Jesus. Så når du mærker giften indeni, så tænk på ham, der døde på korset, for at den gift ikke skulle få lov til at dræbe dig.
Det hemmelige rum
Da jeg var ca. 8 år, besøgte vi en dame, der boede i stort, gammelt hus. Det var ikke bare almindeligt stort – det var nærmest et slot (sådan husker jeg det i hvert fald). Jeg gik på opdagelse sammen med min storebror. Vi kunne begge to godt lide historier om detektiver og mysterier og den slags, og vi syntes, vi kunne mærke, at det gamle hus gemte på en masse hemmeligheder. Det gav et sug i maven, da vi efter lang tids udforskning fandt et hemmeligt rum. En knirkende dør førte os ind til et værelse, der så ud at have stået ubrugt gennem lang tid, fyldt af bøger og gamle møbler. Det var helt perfekt!
Vi gik tilbage og fik overtalt de voksne til at være med på en gemmeleg. Jeg var sikker på, de aldrig ville finde os – huset var jo enormt, og hvem kunne vel drømme om at lede efter et hemmeligt rum? Der gik også lidt tid – men ret hurtigt hørte jeg alligevel til min forbavselse en knirkende lyd og nogle stemmer, der talte sammen. ”Nå hér var I!” udbrød de lidt overraskede, da de så os. Vi sad bare frit fremme i sofaen og havde ikke tænkt, det var nødvendigt at gemme os yderligere.
Det hemmelige rum var åbenbart ikke så hemmeligt endda.
Over for Gud kan vi også tænke, at vi har sådan et hemmeligt rum. Et hemmeligt rum, som Gud ikke kender. Inde i det hemmelige rum kan vi så gemme alle de ting, vi ikke har lyst til, at Gud skal se.
Gud må gerne se dig, når du er sød, hjælpsom og smilende. Men når du er sur eller gør noget, du ikke må – så går du ind i dit hemmelige rum. Der hvor Gud ikke kan se dig.
Der står om Adam og Eva efter syndefaldet, at de gemte sig for Gud mellem havens træer. Og sådan er der op gennem hele Bibelen mennesker, der tror, de kan gemme sig for Gud eller holde noget skjult for ham. Profeten Jonas prøvede for eksempel at stikke af i den stik modsatte retning af, hvor Gud ville have ham hen. Men Bibelen siger tydeligt hver eneste gang, at: Det kan ikke lade sig gøre. Du kan ikke gemme dig for Gud! Gud ser det hele – selv det rum i dit hus, som du allerhelst vil holde hemmeligt.
Hvis du forestiller dig, at du var det gamle hus, jeg fortalte om – så ville Gud være som den gamle dame, vi besøgte. Hun havde boet i det hus altid, og hun kendte hver en krog. Så godt kender Gud også dig. Derfor giver det ikke mening at lege gemmeleg med Gud.
Der står i en salme:
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
(Sl 139,7-10).
Det er godt, at vi ikke kan flygte og gemme os for Gud. For han vil os det kun godt. Han vil tage os i hånden og lede os hjem til Himlen.
En god samvittigheds pagt
Der står noget ret fantastisk i Bibelen om, hvad dåben har givet os, nemlig: en god samvittigheds pagt med Gud (1 Pet 3,21).
Dåben er en pagt. Og det er et lidt svært ord. Jeg har hørt nogen, der prøver at forklare det med, at det betyder en ”aftale”. Men hvis ”pagt” betyder ”aftale”, så er dåbspagten jo i hvert fald en meget mærkelig form for aftale! En aftale mellem en lille baby, der ingenting kan – og Gud i Himlen, der kan alt.
Jeg ved ikke, om du har prøvet at lave en aftale med en baby? For eksempel: ”Du må gerne være på mit værelse, men så må du ikke gylpe på mine ting!”
Det er ikke så nemt! Jo, du kan godt holde din del af aftalen – men babyen har altså svært ved det.
Og det er lidt på samme måde med Gud og den pagt, vi har med ham i dåben. Den pagt handler først og fremmest om, hvad Gud har lovet dig, og hvad Gud har givet dig, da du blev døbt. Han har givet dig en ”god samvittigheds pagt” med sig selv. Det betyder, at du må have lov til at have god samvittighed over for Gud!
Nogle gange kan man godt have det sådan, at man tænker: Jeg kan ikke være kristen. Jeg tror ikke nok på Gud. Jeg gør for mange ting forkert. Jeg er ikke som alle de andre kristne. Så går man rundt og har lidt dårlig samvittighed over det hele – at man ikke kan være en god nok kristen.
Men når du har det sådan, så må du tænke på, hvad der står her: at når du er døbt, så har du en god samvittigheds pagt med Gud. Det er ikke en aftale, Gud har lavet med babyen, fordi han tror, at babyen er supergod til at opføre sig kristent eller læser 114 kapitler i Bibelen om dagen. Babyen kan jo ikke noget af alt det der!
Men Gud har givet dig en god samvittigheds pagt i dåben, for i dåben har Jesus givet dig alt, hvad der er hans. Hele det gode liv, Jesus levede hernede på jorden – det har du fået i dåbsgave! Du har fået alt hans – og så har han til gengæld taget alt dit.
Han er død i stedet for dig. Han har taget din straf. Han har båret dine synder op på korset – og nu er de helt væk! Gud ser dem ikke mere! Når han ser på dig, så ser han på dig med det Jesus-tøj, du har fået på i dåben: Du er helt hvid og ren. Og så har du ikke brug for at gemme dig. Du har ikke brug for at lade som om, du er bedre, end du er. Du skal ikke være bange for, at hvis Gud finder ud af dét der eller dét der om dig, så vil han ikke have med dig at gøre mere.
Når du er døbt og tror på Jesus, så kan du vide med sikkerhed, at Gud vil holde sin pagt med dig. Du må være som en lille baby over for Gud, så du ikke kan andet end bare tage imod. Og lige meget hvor meget du gylper på din dåbskjole, så bliver den ved med at være fin og hvid. For du er lige så fin og elsket i Guds øjne, som Jesus er det.
