Synagogen

Mennesker, jeg mødte

Wilhelm Busch (1897-1966) var tysk, luthersk præst i de urolige mellemkrigsår, under 2. Verdenskrig, hvor han i flere omgange blev fængslet af nazisterne for sin kristne forkyndelse, og i efterkrigstiden frem til 1962. Han udgav fem bøger med beretninger om mennesker, han mødte. Beretningerne i denne serie er taget herfra. De er oversat med tilladelse fra CLV, Christliche Literatur-Verbreit.

Gud har mange mærkelige og forunderlige prædikanter.

Lukas fortæller i sit evangelium, hvordan en dødsdømt mand i sin sidste time holdt en uhørt stærk prædiken.

Det Gamle Testamente fortæller om et ægte, firbenet æsel, som holdt en prædiken. Mange tror ikke på historien. Jeg tror på den, for jeg ved, at Gud ofte vælger underlige prædikanter til at forkynde sin sandhed.

En af de prædikanter, som har gjort et særligt stærkt indtryk på mig, er en stor, udbrændt bygning. Hver gang, jeg går forbi den, prædiker den til mig.

Denne mærkelige, prædikende bygning står midt i en storby i Ruhr-distriktet. Her var engang en rig, jødisk menighed, der kunne bygge så fornem en synagoge. Det er en kæmpe kuppelbygning opført i grå natursten. For mange år siden, før bygningen brændte, så jeg den engang indvendig. Skønheden herinde var langt større end det prægtige ydre. Det var tydeligt, at en stor kunstner havde tegnet og bygget huset.

Så kom den forfærdelige dag, der i al fremtid vil efterlade en mørk plet i vort lands historie. En dag, hvor det tyske folk med et spring vendte fra det 20. århundrede tilbage til middelalderen.

Pøblen rasede. De jødiske forretninger blev plyndret. Jødernes lejligheder blev ødelagt. Uskyldige blev sparket, slået, skudt.

En ophidset skare trængte ind i den herlige synagoge og satte den i brand. Alt, hvad der kunne brænde, blev flammernes bytte. Til sidst stod kun den mægtige, kolde kuppelbygning tilbage. De store stenblokke havde modstået ilden.

Fra da af fremstod denne bygning som en smertelig og pinlig påmindelse. Den stod der med sine røgsværtede mure og sine tomme vinduesåbninger, mens radioen meddelte, at de tyske hære nu rykkede ind i Rusland for at udbrede den tyske kultur.

Man talte meget om, at dette hus burde rives ned. Men det blev aldrig til noget. Synagogen stod der tavs og tom og ventede på den dag, hvor den skulle prædike.

Dagen kom.

Den begyndte som alle andre dage i storbyen. De handlende gik til deres forretninger, husmødrene gik i vaskekældrene eller stod i lange køer foran butikkerne, hvor der var knapt med varer. Minearbejderne drog ned i dybet, og andre kom op derfra. Det var en dag som alle andre. Men så blev det aften. Gaderne lå mørke hen, og det samme gjorde husene. Alt elektrisk lys var afbrudt. Der var jo krig, og mange bomber var allerede faldet over byen.

Klokken 21 hylede sirenerne. Folk løb i kældrene.

Så begyndte rædslen.

Det første store angreb med tæppebombning og hele kvarterer i brand. I kældrene kunne man mærke den frygtelige hede. Folk styrtede mod dørene. Men nej, mange kom aldrig ud. De fandt udgangene spærrede og brændte levende op.

De, der slap ud, blev forfærdede. Alt stod i flammer. Hvor man end vendte sig hen, var der bare ild og atter ild. Den frygtelige brand skabte selv den blæst, som fik ilden til at brede sig. Mennesker hyldede sig i våde tæpper og begav sig afsted for at finde beskyttelse. Men gaderne var spærrede af ruiner. Røgen tog vejret fra dem. Mange sank om, kvalt af røgen og blev opslugt af ilden.

De, der kæmpede sig igennem, søgte med angsten lysende ud af øjnene efter et sted, der kunne yde dem beskyttelse mod ilden. De fandt kun én mulighed: den store, udbrændte synagoge. Hundreder fandt denne frygtelige nat deres redning der.

Der sad de, tæt sammenpressede på det bare gulv og rystede, mens døden rasede rundt om dem. Der sad de uden at kunne flygte, da synagogen nu begyndte at prædike.

Det var en forfærdelig prædiken: Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste.

Mange af dem havde været med den forårsdag, hvor man satte ild til synagogen. De andre havde set nysgerrigt til, de havde måske leet, i hvert fald havde de ikke protesteret. Men hvem havde tænkt på Gud, den Gud, som ikke passivt og tavst ser til?

Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår…

Men endnu er historien ikke forbi. Der var blandt flygtningene en, for hvem synagogen holdt en speciel prædiken. Han var en enfoldig mand, der for en elendig løn arbejdede i et kulfirma. Men han hørte til de mennesker, om hvem Jesus siger, at de er ”rige i Gud”. Denne mand sad mellem de mange forfærdede mennesker og var hverken særlig forbavset eller særlig urolig. Forbavset var han ikke, fordi han ved sin fortrolighed med Guds ord havde vidst, at folket gik en skrækkelig dom i møde. Og urolig var han ikke, fordi han havde fred med Gud.

Nu sad han i et hjørne efter at have hjulpet mange mennesker til rette. Han var træt, men sove kunne han ikke.

Da begyndte synagogen at holde en særlig prædiken for ham:

– Ved du, hvorfor I kan være i fred for ilden her?

Og han svarede:

– Ja, fordi ilden allerede én gang har hærget her og har fortæret alt, hvad der kunne brænde.

– Ved du, at der også findes en anden og mere forfærdende ild end den, som I her har fundet et værn imod?

– Det ved jeg, svarede manden. Det er Guds vredes og doms fortærende ild, som engang skal opsluge alt ugudeligt og vanhelligt hos os mennesker.

– Så ved du meget, sagde synagogen. Men tror du, at du også, når den ild kommer, kan finde et sted, hvor du kan skjule dig og gå fri?

– Ja! svarede manden. Jeg ved, at der findes et eneste sted, hvor Guds vredes ild allerede har været, og hvor jeg kan søge tilflugt: Det er Jesu kors på Golgata.

– Du har ret, sagde synagogen. Se på mig, hvor sikre I er hos mig, fordi ilden allerede har været her og har ramt mig. Sådan er man sikker under Jesu kors. Der brændte ilden, da Jesus råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Nu er man i al evighed i sikkerhed der for Guds dom.

Da glædede den enfoldige mand sig, fordi han kendte det evige tilflugtssted. Så lagde han sig til rette, så godt det var muligt i trængslen. Han hvilede trygt og stille som barnet i sin moders arme.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2023. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Wilhelm Busch

Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".