I min artikel om skilsmisse og gengifte i Nyt Livs blad 3/2022 skriver jeg på side 47 om det smertelige og ulykkelige i, at bibeltroende, lutherske forkyndere og ledere giver to forskellige og indbyrdes uforenelige vejledninger i dette vitale spørgsmål:
”Nogle siger ja, i visse tilfælde kan man gifte sig igen. Andre siger nej, i ingen tilfælde kan man gifte sig igen. Tragisk er for svagt et ord at bruge om denne situation. Jeg formår ikke selv at sætte ord på, hvor ulykkeligt og forfærdeligt det er, at vi ikke kan tale med én røst her. Det spørgsmål, vi er uenige om, kan næppe blive mere sjælesørgerisk tungtvejende. Det handler om det eksistentielt og menneskeligt set mest fundamentale: om jeg kan gifte mig med den, jeg elsker. Det handler om det etisk og åndeligt set mest alvorlige: om jeg begår ægteskabsbrud. Og her giver vi forskellig og modsat vejledning”.
Lars Borgströms (LB) indlæg illustrerer netop denne smertelige og ulykkelige uenighed.
I min artikel er jeg åben og ærlig om de to syn, og jeg tilkendegiver, som sandt er, at jeg aldrig rådgiver og vejleder nogen i dette spørgsmål uden at nævne, at der er to syn blandt bibeltroende, lutherske kristne:
”Der er næppe nogen sjælesørgeriske samtaler, som jeg oplever tungere end dem, som handler om dette, og hvor jeg skal rådgive en, som personligt står midt i dette dilemma: Kan jeg i troskab mod Guds ord gifte mig med en, som er fraskilt? I disse samtaler bliver jeg nødt til at sige det, som det er: Du vil få et forskelligt svar afhængigt af, hvem du spørger. Der er gode, bibeltro folk, som vil fortælle dig, at fraskilte kan gifte sig i visse tilfælde. Andre vil sige, at fraskilte ikke kan gifte sig, så længe deres første ægtefælle lever”.
LB hører til den førstnævnte gruppe af ”gode, bibeltro folk”. Jeg kender ham, har stor tillid til ham og glæder mig over hans troskab mod Bibelen. Det er netop det, der gør det så svært og smerteligt. Vi har det samme syn på Bibelen, og vi ønsker begge at underordne os Bibelens vejledning, uanset hvor meget den måtte stride mod tidsånden og mod vore egne naturlige tanker og følelser. Men selvom vi har det samme syn på og forhold til Bibelen, forstår vi dens vejledning forskelligt på dette punkt. Jeg følger de oldkirkelige fædres syn, og LB følger de lutherske reformatorers syn. Ingen af os følger imidlertid kirkehistoriske lederes syn, fordi vi vil følge disse ledere. Vi læser Bibelens ord, og så når vi frem til en forståelse, som sammenfalder henholdsvis med de oldkirkelige fædres syn og med reformatorernes syn, to forskellige syn.
Er jeg så mindre bekendelsestro end LB? Jeg forstår, at det må tage sig sådan ud fra LBs synspunkt. Den lutherske kirke i Sverige har siden 1686 haft hele Konkordiebogen som bekendelsesskrift. Et af skrifterne i Konkordiebogen er Pavens magt og overhøjhed. I dette skrift forsvares gengifte for den ”uskyldige part” i en skilsmisse. LB citerer i sit indlæg den relevante sætning. I det næstfølgende afsnit i sit indlæg viser LB, at han er bekendt med, at vi i den lutherske kirke i Danmark ikke har tradition for at anerkende Konkordiebogen som forpligtende bekendelsesskidt.
I Danmark og Norge har vi siden 1500-tallet kun haft to lutherske bekendelsesskrifter: Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse. Sådan er det også for de lutherske missionsforeninger i Danmark og for Nyt Liv. Det var Frederik den Anden (1534-1588), som traf beslutning om, at Konkordiebogen ikke skulle være bekendelsesskrift i Danmark og Norge. Når de lutherske missionsforeninger og Nyt Liv ikke på egen hånd har valgt at forpligte sig på Konkordiebogen, skyldes det nok primært, at de har oplevet det naturligt at følge den nationale lutherske tradition. Men der er også en anden begrundelse, som fra tid til anden er blevet nævnt. Der er nogle afsnit i Konkordiebogen, som det er svært for ikke at sige umuligt for de lutherske missionsforeninger og for Nyt Liv at tilslutte sig.
To steder i Konkordiebogen fremsættes den lære, at Jesu moder Maria forblev jomfru gennem og efter Jesu fødsel. Fødslen gennembrød ikke Marias jomfruhinde, og efter fødslen var hun aldrig seksuelt sammen med Josef. Derfor fik hun aldrig andre børn. Hun forblev jomfru for altid. I skriftet De Schmalkaldiske Artikler (I,4) lyder det i den latinske version af teksten om Maria, at hun var ”semper virgo” – altid jomfru (I,4). I skriftet Konkordieformlen, Solida Declaratio (VIII,24) lyder det om Jesus: ”…han blev født af en jomfru uden at skade hendes jomfruelighed. Hun er derfor i sandhed Guds moder og er dog forblevet jomfru”. Sådan står der i Konkordiebogen. Er det alvorligt ment? Det var det for Luther. Han fastholdt og forsvarede hele sit liv, at Maria var og forblev jomfru hele sit liv. De reformatorer, som efter Luther færdiggjorde Konkordiebogen, gjorde denne lære til forpligtende kirkelære.
Der er virkelig meget godt at sige om Konkordiebogen, og det er bedrøveligt, at den agtes og læses så lidt af lutherske kristne i Danmark. Ikke desto mindre er vi mange bibeltroende lutherske kristne i Danmark, som ikke kan tilslutte os Konkordiebogen, som en forpligtende fortolkning af Bibelen – på grund af de ovennævnte passager.
LB skriver med henvisning til Konkordiebogen, at en bekendelsestro lutheraner tilslutter sig den: ”…därför att (quia) den överensstämmer med Bibeln”. Hvis det er definitionen på en bekendelsestro lutheraner, så er jeg det ikke. For jeg kan ikke følge Konkordiebogen i dens lære om Marias blivende jomfruelighed. Den lære mener jeg ikke, vi finder i Bibelen. Den er et tillæg til Bibelen. Den skal ikke forsvares og fastholdes, men tværtimod afvises og forkastes.
LB skriver, at de, som kun har Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse som lutherske læreskrifter, har en amputeret bekendelse. Det er sandt, at de danske lutherske bekendelsesskrifter har et meget mindre omfang end de svenske. Men sådan er det, og sådan har det været i 450 år. Med alle de svagheder, man kan påpege ved den danske tradition, har den en styrke. Vi har som bibeltroende lutherske kristne i Danmark de bedste betingelser for uden forbehold og undtagelser at kunne sige, at vi tilslutter os hele vores lutherske bekendelse, fordi (quia) den stemmer med Bibelen. Noget tilsvarende ville de færreste af os kunne sige i forhold til Konkordiebogen – på grund af det, som Konkordiebogen lærer om Marias blivende jomfruelighed. Mange af os ville heller ikke kunne sige det på grund af det, som Konkordiebogen lærer om den uskyldige parts ret til at gifte sig igen. Også på det punkt er vi mange bibeltroende lutherske kristne i Danmark, som mener, at Bibelen lærer noget andet.
Dette sidste er ikke et argument. ”Sandhed er sandhed, om få den end hylder. Løgn er dog løgn, vil end mange den tro”. At der er en lang og bred tradition blandt bibeltroende lutherske kristne i Danmark for at sige nej til gengifte i ethvert tilfælde, kan ikke i sig selv tjene til at underbygge sandheden i det syn. Men det kan eventuelt tjene til forståelse af situationen i Danmark.
Indre Mission (IM) er den største og ældste af de danske missionsforeninger. I 1991 udsendte IM’s hovedbestyrelse en vejledning i forhold til spørgsmålet om skilsmisse og gengifte. I 2021 blev den samme vejledning udsendt igen, med samme indhold, men med en sproglig opdatering. Her åbnes der ikke for gengifte i noget tilfælde, hvorfor gengifte heller ikke kan kaldes til en række faste tjenester i IM’s arbejde: ”Personer, som er skilt og gift igen, kan bestemt leve med i menigheden og det kristne fællesskab på samme måde som alle andre syndere, som tilgivne syndere. Med deres ord kan der lyde et ligeså sandt vidnesbyrd om nåde og oprejsning som fra andre. De er også givet den samme befaling fra Kirkens Herre som alle andre kristne: ”Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet jer…”. Dog rummer Bibelens vejledning en afgørende begrænsning på et par områder i tjenestens udformning for gengifte: De kan ikke varetage hyrde- og læreembedet eller diakonembedet i kirken (1 Tim 3,1-13 og Tit 1,5-9). Ud fra den folkekirkelige ordning og lutherske tradition i vores sammenhæng kan vi ikke se det anderledes, end at disse to embeder angår dels præste- og bispeembedet og dels forkyndertjenesten som eksempelvis missionær og konsulent. Dette syn betyder ikke, at der så må sættes spørgsmålstegn ved den nåde og tilgivelse, som enhver troende finder hos Gud” (Den gengiftes tjeneste i Indre Mission, 1991/2021, Indre Missions hovedbestyrelse).
Luthersk Mission (LM) har et ortodokst bibelsyn og vedkender sig en rig åndelig og teologisk arv fra Luther og Rosenius. I forhold til vielse af fraskilte, er det foreningens officielle syn at sige nej til gengifte i alle tilfælde. Derfor kan gengifte ikke være ledere i LM. Dette blev understreget i en vejledning fra 2015: ”At være åndelig leder stiller større etiske krav end andre tjenester i det kristne fællesskab. Blandt de forudsætninger, Paulus opregner (1 Tim 3,1ff.; Tit 1,5ff.), hedder det om både tilsynsmand og menighedstjener, at han skal være én kvindes mand. Det udelukker en gengift. Når det gælder en separeret eller fraskilt, er denne stadig én kvindes mand, om end de lever adskilt (Fraskilte og gengiftes tjeneste i menigheden, 2015, LM’s Læreråd).
I den her citerede vejledning fra LM’s ledelse tilkendegives det, at der er prædikanter og ledere i LM, som har det gammellutherske syn på skilsmisse og gengifte, altså det syn som LB fremfører: ”Vi erkender, at vejledning og praksis kompliceres yderligere, fordi nogle ledere og kaldede prædikanter i LM for egen del forkynder og vejleder ud fra det gammellutherske syn på skilsmisse og nyt ægteskab. Ifølge det syn er det muligt for den uskyldige part i skilsmissen at blive gift igen. En prædikant og leder er forpligtet på at forkynde og vejlede ud fra den overbevisning, Guds ord har givet ham. Det gammellutherske syn er også gældende i en stor del af de kirkesamfund, vi i øvrigt kan identificere os med. Vi bør vise brødre og søstre, som har ladet sig vejlede ud fra det gammellutherske syn, respekt. Ligesom vi må rumme de to syn, må vi rumme to praksisser. Derfor ønsker vi ikke bare at rumme forkyndere, der har det gammellutherske syn, men også de mennesker, der lader sig vejlede af disse forkyndere. Fælles for begge syn er udgangspunktet: At Skriften bestemmer vort syn. Og her ser vi ikke det samme… Men der er forskel på officielt syn og accepteret syn: At det såkaldt gammellutherske syn er et accepteret, men ikke et officielt syn i LM, får bl.a. den konsekvens, at LM’s frimenigheder ikke vier fraskilte”.
Så meget om situationen i Danmark blandt bibeltroende, lutherske kristne.
Nedenfor vil jeg kommentere LB’s indlæg. Men inden jeg gør det, vil jeg give udtryk for, at jeg finder det svært grænsende til umuligt at skrive om disse menneskeligt og åndeligt utroligt tungtvejende spørgsmål på den rette måde. Der er en principiel teologisk side af sagen, som handler om den rette forståelse og anvendelse af nogle bibelske tekster, og så er der en sjælesørgerisk side, som handler om kristne mennesker, som for manges vedkommende er blevet svigtet og såret i radikal grad og er stillet over for eller har truffet valg af uhyre vidtrækkende betydning. Hvordan skriver jeg et svar til LB, som tager hånd om begge disse sider af sagen på en ansvarlig måde? Jeg tror oprigtig talt ikke, at jeg evner det. I det, som følger nedenfor, kommer jeg til at lægge vægt på at diskutere den principielt teologiske side af sagen, for det er den, som LB har skrevet om og kommenteret. Når det drejer sig om den sjælesørgeriske side af sagen, vil jeg henvise til den artikel, jeg skrev om skilsmisse og gengifte i Nyt Livs blad nr. 3/2022.
Med denne erkendelse og præcisering vil jeg gå over til at kommentere de tre punkter i LB’s indlæg:
Ad 1): LB mener ikke, jeg er opmærksom på, at det græske ord porneia betegner: ”utugt i bred forstand, dvs. alle typer af seksuelle handlinger, som falder uden for ægteskabet, og det inkluderer således ægteskabsbrud”. Det er sandt, at jeg ikke bruger de samme ord som LB, men jeg skriver dog om ordet porneia: ”Ordet bruges i forskellige former i alt over 30 gange i Det Nye Testamente. I almindelighed henviser det til seksuel synd i bred forstand”. Jeg tilføjer så: ”Der er enighed blandt græskkyndige om, at ordets præcise betydning, når det anvendes, må afklares i lys af konteksten”. På den baggrund bruger jeg det meste af tre sider på at analysere ordet i sin tidshistoriske kontekst blandt jøder i Palæstina på NT’s tid og i sin tekstmæssige kontekst i NT. Det er på den baggrund, jeg når frem til, at der er gode grunde til at regne med, at ordet i Mt 5,32 og 19,9 henviser til utugt i forlovelsestiden.
LB mener, at ordet porneia i Mt 5,32 og 19,9 henviser til alle typer af seksuelle handlinger, som falder uden for ægteskabet. Alle disse handlinger legitimerer ifølge LB, at den uskyldige part lader sig skille og indgår et nyt ægteskab. Jeg har svært ved at se, hvor grænsen så går, for hvem der kan søge skilsmisse og indgå et nyt ægteskab. Ifølge Jesu fortolkning af det sjette bud har vi alle gjort os skyldige i seksuelle handlinger, som falder uden for ægteskabet, og vi gør det ulykkeligvis til stadighed. Hvor alvorlig og konkret skal den seksuelle handling være for at berettige en skilsmisse? Og hvem skal sætte den grænse?
LB citerer afslutningsvis Martin Chemnitz, som var en af hovedforfatterne på Konkordieformlen i Konkordiebogen. Af LB’s citat fremgår det, at Chemnitz mener, at Jesus tillod skilsmisse ”på grund af ægteskabsbrud”. Det lader imidlertid til, at Chemnitz tolker ordet pornia snævrere end LB. Chemnitz mener ikke, at porneia henviser til alle typer af seksuelle handlinger, som falder uden for ægteskabet. Chemnitz mener, at det eksklusivt henviser til fuldbyrdet ægteskabsbrud ved samleje med en anden end ægtefællen. At det forholder sig sådan, fremgår af netop det skrift, LB citerer fra. Her skriver Chemnitz: “Det spørgsmål, som blev stillet, var, om det er tilladt at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund. I sit svar på dette spørgsmål, siger Kristus ikke, at det er tilladt af en hvilken som helst grund; han siger heller ikke, at det ikke er tilladt af nogen grund. Men han ønsker at forklare, af hvilke grunde det er tilladt, og af hvilke grunde det ikke er tilladt. Han nævner kun utugt. Af alle andre grunde, uanset hvilke de er, bliver det ægteskabelige bånd ikke brudt. Men hvis der foregår et samleje med en anden person, bliver der begået ægteskabsbrud. Denne vejledning er tryggest for samvittighederne, for den er klar og sikker fra Kristi ord” (Martin Chemnitz, Examination of the Council of Trent Part II, translated by Fred Kramer, St. Louis: Concordia Publishing House, 1978, 742).
Når jeg anfører dette fra Chemnitz, er det for at tydeliggøre, at det ikke er så ganske enkelt at definere, hvad der ligger og ikke ligger i ordet porneia, sådan som Jesus anvender det i Mt 5,32 og 19,9. Som jeg læser deres tekster, siger LB ét og Chemnitz noget andet. I min artikel argumenterer jeg for, at den tidshistoriske og tekstmæssige kontekst peger i retning af og underbygger, at porneia henviser til utugt i forlovelsestiden. Som anført ovenfor, og som skrevet i artiklen, er det den almindelige vurdering fra græskkyndige, at betydningen af ordet porneia må afklares i lys af konteksten.
Endvidere: Når Martin Luther og Martin Chemnitz argumenterer for, at den uskyldige part efter ægtefællens ægteskabsbrud kan søge skilsmisse og gifte sig igen, så er deres begrundelse, at ægteskabsbruddet har bragt ægteskabets bånd til ophør. Hvis dette er begrundelsen, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor det kun er den uskyldige part, som kan gifte sig igen. Hvis ægteskabet vitterligt ikke længere eksisterer, hvorfor er det da ikke muligt for den skyldige part at bekende sin synd, få tilgivelse og indgå et nyt ægteskab?
Og yderligere: Hvis et ægteskabsbrud i form af en af ægtefællernes samleje med en anden, opløser ægteskabet, bør de to, som var gift indtil ægteskabsbruddet, da ikke giftes igen, hvis de skal genoptage deres samliv? Ellers lever de vel sammen som ugifte, i synd? Jeg har rejst dette spørgsmål i min artikel, og jeg gentager det her, fordi jeg mener, det repræsenterer en vigtig udfordring til det syn, som LB fremfører. Som jeg skriver i artiklen, er jeg ikke enig i, at utroskab fra den ene part opløser ægteskabet. Min begrundelse er, at dette ikke sker i Guds ægteskab med sin utro brud. Ægteskabet, pagten, består trods brudens utroskab, og Gud forbliver tro mod ægtepagten, selvom bruden er utro. Hvis der er parallelitet mellem Guds pagt med sin brud, og forholdet mellem en brudgom og en brud hos os mennesker, så opløser utroskaben ikke pagten.
LB påpeger, at jeg har et svagt grundlag i den bibelske tekst for mit udsagn om, at disciplene var ”rystede” over Jesu restriktive vejledning angående skilsmisse og gengifte (Mt 19,3-12). Jeg er åben for, at LB kan have en pointe her. Vi skal være varsomme med at fastslå, hvilke følelser der ligger bag bibelske personers ord og handlinger. Disciplene siger: ”Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig” (v. 10). Jesu vejledning er så restriktiv, at det forekommer disciplene bedre slet ikke at gifte sig. Så meget er klart. Det er endvidere klart, at disciplene har svært ved at rumme det, Jesus siger. Jesus kommenterer deres reaktion ved to gange at sige, at det ikke er alle, der kan rumme hans vejledning (v.11-12). Er det et tilstrækkeligt grundlag for fastslå, at disciplene var ”rystede”? Måske ikke. LB mener, at disciplenes reaktion skyldtes, at de forventede, at Jesus i synet på skilsmisse ville følge den meget liberale rabbiner Hillel, som hævdede, at man kunne blive skilt af en hvilken som helst og nok så ubetydelig og urimelig grund. Jeg har meget svært ved at følge LB her. Er det virkelig sandsynligt, at disciplene forventede en sådan vejledning fra Jesus? Vi må regne med, at det, som gengives i Mt 19,3-12, fandt sted ved afslutningen af Jesu 3-årige tjeneste. Det var en tjeneste, som ifølge Mattæusevangeliet indledtes med, at Jesus i Bjergprædikenen forkyndte en uhørt skarp og radikal fortolkning af loven. Er det sandsynligt, at disciplene efter i tre år at have lyttet til en sådan lov-forkyndelse fra Jesus, forventede, at han i skilsmissespørgsmålet ville følge samtidens mest liberale rabbiner?
LB mener, at princippet om, at ”skrift skal fortolke skrift”, må indebære, at ”utugtsklausulen” i Mt 5,32 og 19,9 må inddrages i fortolkningen af alle de steder i NT, som uden forbehold og undtagelser forbyder gengifte. Det er jeg enig i, og jeg beklager oprigtigt, hvis min artikel giver et andet indtryk. Hvis vi har 10 generelle udsagn om en bestemt sag i Bibelen og 1 udsagn, der nævner et forbehold, så må dette forbehold tænkes med i tolkningen af de 10 generelle udsagn. Når vi tror, at Guds ord er sandt i sin helhed og i alle enkelte dele, så må vi nødvendigvis harmonisere de generelle udsagn med de udsagn, der nævner forbehold. Så ja, utugtsklausulen skal tænkes med i tolkningen af alle de steder i NT, hvor der uden forbehold står, at man ikke må skille sig fra sin ægtefælle, og at en fraskilt ikke må gifte sig igen. Men vi må nødvendigvis rejse og forholde os til spørgsmålet om, hvorfor det kun er Mattæus, der citerer Jesus for denne undtagelse. Hvorfor gør Markus, Lukas og Paulus det ikke? Hvorfor har disse tre forfattere valgt at udelade denne klausul? Det er værd at betænke, at NT’s skrifter i første omgang blev udsendt som enkelte skrifter, som det skulle være muligt at læse og forstå selvstændigt – i lyset af GT. Det var først i kirkens tredje og fjerde generation, at man i de enkelte menigheder begyndte at kunne samle et helt NT. Derfor rejser spørgsmålet sig naturligt: Hvorfor tog Markus, Lukas og Paulus ikke undtagelsen med i deres skrifter? Og hvorfor tog Mattæus den med? Mit svar er, at undtagelsen handler om en jødisk praksis, som var særdeles relevant for Mattæus’ primære målgruppe: jøderne. I forhold til jøderne var det absolut nødvendig at nævne undtagelsen, skilsmisse i forlovelsestiden, hvis ikke jøderne skulle misforstå Jesu ord om, at en fraskilt ikke kan gifte sig. Men denne undtagelse havde ingen relevans for de ikke-jøder, som udgjorde en stor del af målgruppen for Markus, Lukas og Paulus (s. 50-51). For ikke-jøder var der ingen undtagelser i forhold til skilsmisse og gengifte – og dermed heller ikke for os i dag.
Ad 2): LB påpeger, at jeg i relation til 1 Kor 7,11 ikke er ”opmærksom på”, at verset handler om en kvinde, som selv tager initiativ til en skilsmisse. LB’s ordvalg er meget præcist og rammende. Jeg tror, jeg har læst teksten mere end hundrede gange, for jeg underviser i den to gange på hvert elevhold på LMH. Men jeg har ikke tidligere været opmærksom på det, som LB skriver om. Når jeg ikke har været opmærksom på det, hænger det sammen med, at den danske oversættelse fra 1992 gengiver 1 Kor 7,10-11 sådan her: ”De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand – men er hun blevet skilt, skal hun forblive ugift eller forlige sig med sin mand”. I denne gengivelse af den græske tekst, signaleres det ikke, at kvinden selv har taget initiativ til skilsmissen. Det konstateres blot, at hun er endt som fraskilt. Norsk Bibel, der som bekendt har haft Carl Fr. Wisløff som en af hovedkræfterne, oversætter tilsvarende: ”er hun skilt fra ham”. Det er de to oversættelser, jeg selv bruger mest. Men er det så også de mest præcise? Ikke nødvendigvis. Jeg har efter modtagelsen af LB’s indlæg konsulteret en bibeltroende græskkyndig, som har arbejdet med NT på akademisk niveau i mange årtier. Han mener, at LB har ret. Ja, teksten kan oversættes på forskellig måde. Men der er de bedste argumenter for en oversættelse i denne retning: ”har hun skilt sig”, altså en oversættelse, som peger i retning af, at kvinden selv har taget initiativ til skilsmissen. Så langt er jeg taknemlig for at være blevet bedre oplyst af LB. Men den slutning, LB så drager af denne oversættelse, kan jeg ikke følge ham i. LB forudsætter, at når der mest sandsynligt i teksten tales om en kvinde, som selv har taget initiativ til en skilsmisse, så er det kun i dette tilfælde, den fraskilte er bundet til at forblive ugift eller forlige sig med sin ægtefælle. Hvis det omvendt er ægtefællen, som har taget initiativ til en skilsmisse, så er den uskyldige, den som ikke har ønsket skilsmissen, fri til at gifte sig igen. Dette er for mig at se en udlægning, som drager andet og mere ud af teksten end det, som står.
LB underbygger sin udlægning ved at henvise til ordene i 1 Kor 7,15: ”Men vil den ikke-troende ægtefælle skilles, så lad det ske; en broder eller søster er ikke bundet i sådanne tilfælde”. Hvad taler Paulus om her? Taler han om, at en kristen efter en ufrivillig skilsmisse er fri til at gifte sig igen? Eller taler han om, at en kristen ikke er bundet til at holde fast ved et ægteskab og modsætte sig skilsmisse, hvis en ikke-troende ægtefælle insisterer på at ville skilles? Jeg mener, at det er oplagt at forstå teksten på den sidstnævnte måde. Det fremgår med stor klarhed af de ord, som følger efter vers 15: ”Til fred har Gud kaldet jer. For hvordan kan du vide, kvinde, om du kan frelse din mand? Eller hvordan kan du vide, mand, om du kan frelse din hustru?” Paulus taler her tydeligvis om og til en samvittighedsfuld kristen, som føler sig forpligtet til at blive i og holde fast ved ægteskabet med en vantro ægtefælle, som vil skilles. Motivet for den kristne synes ikke mindst at være omsorg for den vantro ægtefælles frelse. Ved at blive i ægteskabet kan den kristne muligvis blive til frelse for den ikke-kristne ægtefælle. Det er ind i denne sammenhæng, Paulus siger: ”Men vil den ikke-troende ægtefælle skilles, så lad det ske; en broder eller en søster er ikke bundet i sådanne tilfælde”. Nej, en broder eller søster er ikke bundet til at holde fast ved dette ægteskab og modsætte sig skilsmissen. Han og hun er fri til at skrive under på skilsmissepapirerne. Det er dette, Paulus taler om – både i vers 15 og videre i vers 16. Muligheden for gengifte berører han ikke med ét ord. Denne mulighed taler Paulus først om i det næstsidste vers i dette kapitel, og her lyder det uden forbehold og undtagelser: ”En kvinde er bundet til sin mand, så længe hendes mand lever; men dør manden, er hun fri til at gifte sig med, hvem hun vil, blot det sker i Herren” (v.39).
Jeg opsummerer: LB udleder af 1 Kor 7,11, at når en kvinde, der selv har taget initiativ til en skilsmisse, enten må forblive ugift eller forlige sig med sin mand, så må det heraf følge, at en kvinde eller mand, som ufrivilligt er blevet skilt, er fri til at gifte sig igen. LB underbygger denne fortolkning ved at henvise til v. 15, hvor Paulus taler om, at en kristen er fri til at acceptere en vantro ægtefælles ønske om skilsmisse. Hvis den kristne er ”fri” i en sådan sag, så må det ifølge LB nødvendigvis betyde frihed til at gifte sig igen. I begge tilfælde – både i LB’s udlægning af 1 Kor 7,11 og i LB’s udlægning af 1 Kor 7,15 – drager LB slutninger ud af teksten, som jeg ikke kan se, at der er noget overbevisende grundlag for i teksten. Hvad værre er: LB’s slutninger står i modsætning en række klare ord i NT:
”En kvinde er bundet til sin mand, så længe hendes mand lever; men dør manden, er hun fri til at gifte sig med, hvem hun vil, blot det sker i Herren” (1 Kor 7,39).
”En kvinde er ved lov bundet til sin mand, så længe han lever; men dør han, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham” (Rom 7,2).
”…den, som gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud” (Luk 16,18). ’
Jesu formuleringer i det sidste citat er værd at bemærke. Jesus taler alment om enhver fraskilt kvinde. Den, som gifter sig med en hvilken som helst fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud. Der er ikke i Jesu ord nogen begrænsning til fraskilte, som selv har taget initiativ til deres skilsmisse.
Hvorfor er det ikke disse klare tekster, der skal vejlede os, snarere end tvivlsomme følgeslutninger ud fra 1 Kor 7,11 og 7,15?
3) Hvad ligger der i NT’s fordring om, at en leder i den kristne menighed skal være ”én kvindes mand”? LB bifalder mit grundlæggende svar: ”Personen må ære ægteskabet og som gift være tro mod sin ene ægtefælle”. Men LB anfægter min konkretisering: ”Det udelukker dem, som praktiserer sex før eller uden om ægteskabet. Det udelukker også dem, som tager initiativ til en skilsmisse eller gifter sig igen efter en skilsmisse”. I forlængelse af sit syn på gengifte er det forståeligt, at LB ikke kan følge den sidste konkretisering: at den gengifte er udelukket fra at være leder. Her går jeg ifølge LB ud over Skriftens ord, da Skriften ifølge LB tillader den uskyldigt forladte eller bedragne at gifte sig igen.
Netop så smertelig og alvorlig er vores uenighed. Og som det fremgår ovenfor, er det ikke bare en uenighed mellem LB og mig. Det er en uenighed mellem to grupper af bibeltroende lutherske kristne i vore nordiske menigheder. Hvad den ene gruppe advarer imod som synd, forsvarer den anden gruppe som bibelsk forsvarligt og velsignet af Gud. LB tydeliggør selv alvoren af vores uenighed, når han afslutter sit indlæg med et citat af Martin Chemnitz. I citatet påpeger Chemnitz, at de, som forbyder alle fraskilte at gifte sig igen, med denne vejledning kan drive fraskilte, som ikke kan leve afholdende, ud i utugt og ind under Guds vrede.
Det er svært at læse sådan et udsagn uden at tænke på apostlen Jakobs ord: ”Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom” (Jak 3,1). Chemnitz overdriver ikke alvoren af det ansvar, som ligger hos den kristne menigheds lærere. Med vores vejledning kan vi lede mennesker til både frelse og fortabelse. Denne alvor understreges igen og igen i Bibelen (Ez 3,16 ff.; Mt 18,6 f.; ApG 20,18 ff.). Vi kan føre mennesker i fortabelse ved at forbyde noget, som Skriften forsvarer, og vi kan føre mennesker i fortabelse ved at forsvare noget, som Skriften forbyder. Jeg forstår meget godt de lærere i den kristne menighed, som vælger slet ikke at vejlede i spørgsmålet om skilsmisse og gengifte, fordi perspektiverne er så alvorlige. Men ikke at vejlede fritager os ikke for ansvar. Det bliver så vores ansvar, at nogle troende famler sig frem og eventuelt farer åndeligt vild, fordi de ikke vejledes af Skriften. Vi kommer ikke uden om at læse Skriften, grunde over Skriften, bede om lys over Skriften, tage vore egne tanker til fange i lydighed mod Skriften, og vejlede andre ud fra det, vi ser, læser og lærer i Skriften. Det er det, jeg har forsøgt at gøre i min artikel om skilsmisse og gengifte. Jeg har gjort det med bæven, fordi ansvaret er så umådelig stort og alvoren så tung. Jeg har gjort det under bøn om, at jeg må tale, som Skriften taler. Min samvittighed er bundet af det, jeg ser, læser og lærer i Skriften, og min vejledning er bestemt heraf. Jeg ønsker ikke at sige hverken mere eller mindre eller noget andet end det, som Skriften siger. Derfor vil jeg opfordre enhver, som læser dette, til at prøve min vejledning og LB’s vejledning på Skriftens ord. Det er Skriften, som alene må vejlede os i dette spørgsmål, for dens ord er Guds ord.
Jeg vil slutte med at gøre Davids ord til mine ord: ”Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier! Vejled mig i din sandhed og belær mig, for du er min frelses Gud, til dig sætter jeg altid mit håb…Herren er god og retskaffen, derfor belærer han syndere om vejen…For dit navns skyld, Herre, skal du tilgive min synd, for den er stor” (Sl 25,4-5,8,11).
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.