Peter søgte en erfaring af Jesus. Befal mig at komme ud til dig på vandet, sagde han. Og Jesus lod ham prøve. Peter fik et ord af Jesus, en indbydelse til at gå. Og så handlede han i overensstemmelse med dette ord.
Kan du se det for dig? Peter løfter først den ene fod over bådens ræling og sætter den på vandet. Det holder. Så følger den anden fod efter, og så står Peter på vandet med hele sin tyngde. Peter oplever Jesu undergørende kraft. Han retter blikket mod Jesus, og så går han hen over vandet.
Man skulle vel tro, at Peter aldrig mere ville tvivle på Jesus, når han nu havde fået denne oplevelse. Men der går ikke lang tid, før han bliver bange. Han ved, hvor farlige bølgerne er, og så griber frygten og rædslen ham. Da kommer der en anden Peter frem end ham, som modigt steg ud af båden. Rædslen gør, at han synker. Det er dødsangsten, der griber Peter. Hvad hvis bølgerne i næste øjeblik trækker ham ned, og han drukner?
Døden kan komme pludseligt, så man ikke når at tænke, før det er slut. Den kan også komme sådan, at vi ved, hvad der kommer. Nogle, både kristne og ikke-kristne, sover roligt ind i døden. Andre, også kristne, gribes af angst. Ja, det mest normale er at have angst for at dø. Dødsangsten lammer, og vi føler, at den tager troen fra os. Hvordan kan jeg gå frelst hjem til Gud, når jeg er så bange for at dø? Hvordan kan jeg overhovedet frelses, når jeg hjemsøges af tvivl?
Skal vi have hjælp i forhold til sådanne spørgsmål, må vi se, hvordan Jesus tog sig af Peter, da han lå i bølgerne.
Det ser ud til, at Peters tro var helt borte. Hvad var der blevet af den modige mand, som havde udfordret Jesus? Havde denne mand glemt, at Jesus bare nogle timer i forvejen havde mættet tusindvis af mennesker med fem brød og to fisk? Havde de store oplevelser ikke skabt nogen tro i ham? Hvorfor råber han ikke bare til Jesus om frelse?
Man kunne måske have forventet, at Jesus ville opgive Peter. Nu har jeg prøvet alt muligt med dig, Peter. Jeg har givet dig store oplevelser. Du har set, at jeg holder det, jeg lover, og alligevel tvivler du på mig. Men sådan er Jesus ikke. Han opgiver ikke Peter. I stedet rækker han hånden ud, griber Peter og redder ham. Idet Jesus griber Peter, siger han noget, som er meget lærerigt: ”Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?”
Hele handlingen viser os noget om forholdet mellem troen og Jesus. Den viser, at det ikke er troens størrelse eller kvalitet, der frelser. Det er Jesus, der frelser. Hans hånd rækkes også ud til den, som har en svag tro. Ja, Jesus rækker ikke bare hånden ud, han griber den, som råber til ham. Han holder fast. Sådan er Jesus også for dig. Du får ikke magt over troen. Af og til synes du, den er blevet helt væk. I sådanne tider råber du alligevel til Jesus. Det er ikke sikkert, at råbet høres af andre end ham. Vi bruger ikke altid vores stemme, når vi råber. Råbet til Jesus kan presses frem trods tvivl og angst. Men selvom din tro er blandet med den stærkeste tvivl, så frelser Jesus dig alligevel. Så lidt tro du har, sagde Jesus til Peter. Så greb han ham. Og da var Peter lige så sikker hos Jesus, som hvis han havde haft den stærkeste tro.
De andre disciple var tilskuere til det, som skete med Peter. Det må have været en uforglemmelig anskuelsesundervisning. Her var ikke noget skuespil. Her var virkelighed. Her så de, lige for deres øjne, at Jesus frelste Peter. Det gjorde et vældigt indtryk på dem. De blev fyldt af ærefrygt for Jesus, og de følte sig tydeligvis ikke spor bedre end Peter. Da Jesus steg op i båden, lagde stormen sig. Der blev stille, og da faldt de ned for Jesus. Så gav de udtryk for deres tro på ham: Sandelig, du er Guds Søn! Først da disciplene fik lov at være vidner til, hvordan Jesus frelste Peter, kom denne bekendelse. Først da forstod de, hvem Jesus var. Han var mere end en undergører. Han var Guds Søn. Han var og er frelseren. Dette viser, at den tro, som frelser et menneske, ikke skabes af undere og tegn. Den holdes heller ikke levende ved store oplevelser. Selv de undere, Jesus gør, holder ikke troen levende. Det er Jesus selv, der holder troen levende gennem den nåde og fred, han giver os hver eneste dag.
Uddrag af bogen Jeg vil give jer fremtid og håb (s.97-100).
Udgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.