Det er godt, at hjertet styrkes af nåden og ikke af en bestemt slags mad, som aldrig har gavnet dem, der lagde vægt på det (Hebr 13,9).
”Nåden er Guds yndest for Jesu skyld.” Sådan sammenfatter Luther Bibelens ord om Guds nåde. Nåden er ikke en kraft, der hjælper os til at blive gode, eller en guddommelig overbærenhed med vore fejl og fald – når vi har bestræbt os på at leve godt.
Nåden er, at Gud tager imod os med glæde – for Jesu skyld. Nådens grundlag findes på Golgata. Her vandt Jesus os Guds nåde én gang for alle ved at bære den fulde og evige straf for vore synder.
Styrke i troen finder vi ikke ved noget i os selv, men ved evangeliet om nåden i Jesus. ”Vær stærk ved nåden i Kristus Jesus!” skriver Paulus til Timotheus (2 Tim 2,1). De ord har bud til alle kristne. Vi har brug for igen og igen at blive vendt fra os selv mod nåden i Jesus. Når vi tror på Jesus, beror vort forhold til Gud på ham og ham alene. Det er nåden i Jesus.
Hebræerbrevet rummer nogle af Bibelens stærkeste ord om Guds hellighed og vrede over synden: ”Vor Gud er en fortærende ild!” (12,29). Denne stærke forkyndelse af lovens ord gør noget godt. Den fælder dom over alt vort eget og gør det klart for os, at vi må frelses uden noget eget bidrag ved Jesus alene – ved nåden i ham.
”Det er godt, at hjertet styrkes af nåden,” skriver Hebræerbrevets forfatter. Derefter kommer en underlig tilføjelse: ”… og ikke af en bestemt slags mad”. Hvad er meningen?
Brevets modtagere har tidligere levet efter de jødiske spiseregler. Det gav dem en oplevelse af at være mere rene og hellige end andre mennesker. Så mødte de dommens ord, der fældede dom over alt deres eget, og evangeliets ord, der forkyndte for dem, at de var rene og hellige for Gud i Jesus. De tog ordet til sig og fandt deres eneste og fulde trøst i Jesus.
Men så gik der noget tid. De begyndte at lytte til andre røster, som talte om de ting, som bør være i orden hos os selv, for at vi kan have det ret med Gud og være sikre på vor frelse. Opmærksomheden blev vendt mod dem selv, deres liv og deres fromhed. Hvordan kunne de komme til at erfare sig gode, rene, hellige? Så vendte tanken tilbage om at holde sig til den rene mad. Det var der hjælp i. For det gav dem en følelse af renhed, og det styrkede hjertet. Ja – men det førte dem også bort fra nåden i Jesus.
Vores loviske sind søger altid efter frelsesgrunde hos os selv. Vi ønsker at opleve os selv fromme, hengivne og gode. Det styrker os! I dag sker det ikke ved en bestemt slags mad, men måske ved lovsang, bøn, faste, bibellæsning, tjeneste osv. Men det er loviskhedens vej. Den fører uundgåeligt ind i åndelig selvkredsen, trældom og død.
Gud vil sætte os fri! Ved lov og evangelium leder han os til Jesus, så vi ser, at vi altid er frelst ved Jesus og Jesus alene. Der kommer aldrig en dag, hvor noget af vort eget skal bidrage til frelsen. Vi kan gøre meget godt for andre i vort liv her på jorden. På det vandrette plan kan vi udrette meget til gavn og glæde for andre – og det er godt. Men på det lodrette plan, i forhold til Gud, der er vi frelst ved Jesus og Jesus alene fra først til sidst. Gud ske tak og lov! Det er godt, at hjertet styrkes ved dette budskab: nåden i Jesus!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2022. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.