På løvhyttefestens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: Den, der tørster skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ”Fra hans indre skal der strømme af levende vand” (Joh 7,37-38).
Det råb gav uden tvivl anledning til, at deltagerne i festlighederne blev stille og undrede sig over, hvad der nu var på færde med denne profet Jesus.
For helt at forstå, hvad der sker og dermed få lidt af stemningen blandt tilhørerne ved Jesu råb den dag, må vi tænke nogle vers tilbage.
For et par dage siden i fortsættelse af bespisningsunderet har størstedelen af Jesu disciple forladt ham. Det skete, efter at Jesus dengang sagde, at han er livets brød, og at hans tilhørere endog skal spise hans kød. Ulækker tale!
Men ud over at en stor del af hans disciple dengang havde forladt ham, vidste Jesus, at de jødiske autoriteter ved templet i Jerusalem nu stræbte ham efter livet.
Derfor ville Jesus ikke i fuld offentlighed drage op til Jerusalem til løvhyttefesten, som blev fejret over en hel uge.
Da Jesu brødre spurgte ham, om han ville med til Jerusalem, afslog Jesus derfor – også fordi selv hans brødre ikke forstod ham, endsige troede på ham.
Men så alligevel: Efter at brødrene var taget af sted, tager Jesus i al hemmelighed op til løvhyttefesten.
En betydningsfuld del af løvhyttefesten var, at hver morgen i den uge gik en glad procession af festdeltagerne ned til Siloadammen. Her fyldte præsten et guldkar med vand, og så gik processionen op til templet, svingende med palmegrene og syngende: ”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.”
Oppe i tempelgården gik processionen så tre gange rundt om brændofferalteret, og derpå hældte præsten vandet ud over alteret til minde om, at Moses under ørkenvandringen slog vand af klippen, og også til minde om, at Gud havde lovet, at der, når frelsestiden kom, skulle en kilde springe frem fra templet, som omtalt i Ezekiels Bog 47,1 og Zakarias’ Bog 14,8.
Jesus omtalte denne frelsens kilde nogle uger før, på en vandring i Samaria, da Han træt satte sig ved Sykars brønd og bad en samaritansk kvinde om lidt vand. Under den efterfølgende samtale talte Jesus også til hende om kilden: ”Den, der drikker af det vand, jeg vil give, han skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,13)
Nu på den sidste og største dag i Løvhyttefest-fejringen, gik processionen syv gange rundt om brændoffealteret til minde om dengang, israelitterne gik syv gange rundt om Jerikos mure, som derefter styrtede sammen. Alle i processionen jublede, da præsten denne sidste dag hældte vandet over brændoffealteret – og netop da er det, at Jesus råber: ”Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå som Skriften siger: ‘Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’”
Det, Jesus råber til disse jublende jøder, er jo, at han er den kilde, der i frelsestiden skal springe frem, og dermed også, at med ham er frelsestiden nu kommet.
Tilhørerne den dag har nok undret sig og ikke helt forstået, hvorfor Jesus med sit råb brød ind i den højtidelige stemning, da præsten hældte vand over brændofferalteret.
De forstod det ikke, fordi Helligånden jo ikke var der endnu, forklarer Johannes i de efterfølgende vers, for Jesus var jo endnu ikke blevet herliggjort, det blev han først efter sin lidelse, død og opstandelse.
Men Helligånden kom, da Jesus 40 dage efter opstandelsen forlod vor jord og for til himmels.
Da blev det opfyldt, at i troen på Jesus Kristus rinder strømme af levende vand ind i den troende til evigt liv.
Vi har ved troen på ham fået frelsen i eje til evigt liv hos Gud.
Udgivet af
Svend Aage Paulsen
Svend Aage Paulsen, Frederikssund, pensionist.