Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Straffen blev lagt på ham

Om hvordan Joacim Brandt Erlandsson kom til tro på Jesus.

Sådan kom jeg til tro

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

På Joacim Brandt Erlandssons skrivebord ligger der en Bibel. Den er gammel. Den går tilbage til Joacims tipoldemor. Hun læste i den. Hun læste også i Luthers postille, samlingen af Luthers prædikener over evangelietekster. Det var en stor glæde for ham at høre om hende.

Jeg blev meget glad. Jeg tænkte, at så har der alligevel været kristne i min familie, som troede på Jesus, og som bad for familien – før jeg selv så lyset i evangeliet.”

Tipoldemorens Bibel ligger opslået, og det er ikke på et tilfældigt sted. Bibelen er slået op på Esajas’ Bog kapitel 53, som vidner om Jesus som Guds offerlam, der gik ind under Guds vrede, dom og straf i vores sted. Én sætning i dette kapitel er Joacim særligt glad for. Det er en sætning, som på afgørende måde hjalp ham selv til at finde fred i troen på Jesus: ”Straffen blev lagt på ham.” Den sætning skrev Joacim for en del år siden på et stykke papir. Nu er papiret indrammet og står på hans skrivebord ved siden af Bibelen. Dagligt minder det Joacim om, hvad der er grundlaget for hans fred med Gud og evige liv: at Jesus døde for ham.

Frelsen i Jesus alene er den altoverskyggende skat i Joacims liv. Når den er blevet så dyrebar for ham, hænger det sammen med, at han i mange år famlede forgæves efter den i dybt åndeligt mørke.

Et brudt hjem

Joacim blev født i november 1984 lidt uden for den sydsvenske by Växjö. Da han var omkring 6 år gammel, smed hans far ham ud – sammen med moren, storesøsteren og lillesøsteren. Hjemmet havde da i lang tid været ødelagt af farens alkoholmisbrug. Nu kom det til et endegyldigt brud mellem faren og moren.

Jeg husker meget godt den nat, hvor vi blev smidt ud af huset. Det gjorde et stort indtryk. Jeg har også ret klare minder fra tiden omkring skilsmissen. Det var en svær tid. Jeg havde det ikke godt. Jeg kan huske, at jeg fortalte mine kammerater, at jeg ville springe i søen. Jeg gjorde det også, men jeg kom op igen. Jeg er overbevist om, at min dårlige tilstand skyldtes forholdene i familien.”

Efter skilsmissen mistede Joacim gradvist forbindelsen til sin far. Joacim blev med tiden en meget ensom dreng. I sin klasse på ungdomsskolen havde han ingen venner og blev moppet. Med tiden blev hans 6 år yngre søster hans bedste ven.

Første glimt af Jesus

Et lyspunkt i børneårene var mormorens og morfarens hjem.

Det var her, jeg var mest tryg. Her var der ro og orden og god mad. Når vi børn var på besøg, sov vi i kælderen. På væggen i det rum, hvor vi sov, var der et billede. Det var en radering af Jesus, der trækker Simon Peter op af vandet. Det billede så jeg ofte på som dreng og tænkte: Hvem er han, der rækker hånden ud og hjælper ham, der synker? Billedet talte stærkt til mig, og det prentede sig ind. Da jeg blev kristen, spurgte jeg min mormor til billedet. Da havde hun netop givet det væk. Hun fortalte, at de havde fået det af en slægtning, som hed Jenny. Det lykkedes mig at finde et tilsvarende billede på nettet.”

Det billede var det første vidnesbyrd om Jesus i Joacims liv.

Der var ingen, der fortalte mig om Jesus i min barndom. Jeg blev døbt, men derefter hørte jeg intet om Gud. Der var heller ikke nogen, som bad med mig. Men der var to historier, som talte meget til mig, og som begge handlede om en stedfortræder, som tog straffen for en anden.

Den ene var C.S. Lewis’ historie om Narnia, hvor drengen Edmund forråder sine venner og slutter sig til heksen, og straffen for det er døden. Men Aslan, som er et billede på Jesus, tager selv straffen for forræderen Edmund, ofrer sig for ham og køber ham fri. Jeg så Narnia-historien som serie på TV, og jeg optog den på et videobånd, og derfor kunne jeg se den igen og igen.

Den anden historie var Den lille havfrue. I Disney-versionen handler historien om, hvordan den lille havfrue på grund af en uopfyldt kontrakt bliver fange hos havheksen og bliver befriet ved, at hendes far træder i hendes sted og bliver forbandet for at købe hende fri.”

De to historier skilte sig ud fra alle andre historier, som Joacim mødte i sin barndom. Det er først, når han nu ser tilbage, at han kan se, at de havde elementer i sig, der kunne minde om evangeliet. Men det er også tydeligt for ham, at historierne ikke hjalp ham til at forstå og modtage evangeliet, da han endelig mødte det. Alt i ham reagerede imod evangeliet. Der måtte et stort Guds under til, før evangeliet åbnede sig for ham som trøst og gave. Da det skete, blev det en nød for ham, at alle i hans familie skulle høre om Jesus – også hans far.

Fars sidste år

På et tidspunkt valgte Joacim at genoptage kontakten til sin far. Kontakten blev bedre og bedre frem mod farens død i 2016. Samtidig blev farens helbred stadigt værre.

Alkoholen nedbrød ham. Men Gud gav ham en lang nådetid. Jeg gav ham en CD med en prædiken om Jesu korsfæstelse og med nogle kristne sange, som vi lyttede til sammen. Jeg valgte sangene ud fra budskabet. I en af sangene kom det her vers:

Han engang for dig gik i døden,

og købte dig fri med sit blod.

Af nåde du derved fik livet,

da straffen for dig han udstod.

Det var det budskab, jeg ville, at min far skulle høre. På et tidspunkt læste jeg et stykke i Hans Erik Nissens andagtsbog ”Ét er nødvendigt”, som handler om at være frikøbt af Jesus. Jeg tænkte: Det er det, far har brug for at høre. Jeg vidste, at min far lyttede meget til radio, og jeg producerede selv kristne programmer på lokalradioen. Jeg valgte at bringe prædikener, som forkyndte netop det centrale evangelium, og bad min far om at lytte til det. Da han nærmede sig døden, var jeg hans nærmeste relation. Jeg lavede et screenshot på hans PC af et billede med ordene: ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte” (Luk 19,10). Jeg ved, at det bibelord kom op på hans skærm, og at han kunne læse det, kort før han døde – 65 år gammel.”

Domkirken

Efter forældrenes skilsmisse flyttede Joacim med sin mor og sine søstre tættere på Växjö, til centrum af byen. Derfor blev det i byens domkirke, at Joacim skulle gå til konfirmationsforberedelse.

Det var første gang, nogen fortalte mig noget om Jesus. Jeg husker ikke meget fra konfirmandundervisningen. Men jeg kan huske, at jeg undrede mig over, at Jesus blev forladt af Gud på korset. Jeg tænkte, at hvis Jesus var Guds søn, ville Gud vel ikke forlade ham. Jeg havde det som de folk, Esajas taler på vegne af i Es 53: ’Vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.’ Jeg tænkte, at hvis Jesus blev forladt af Gud, så var det svært at tro, at han var Guds søn. Som jeg husker det, var det min første tanke om Jesus.

Efter konfirmationen søgte og fik jeg et job i en iskiosk lige uden for domkirken. Det gav mig anledning til regelmæssigt at komme ind i kirken. Den var flot, der var en skøn stilhed, og så havde den nogle meget smukke mosaikvinduer. Jeg fandt stor glæde ved bare at gå ind og sætte mig og nyde stilheden og skønheden. Det var en æstetisk glæde. Der var ét af mosaikbillederne, som jeg var særligt glad for. Det var en illustration af Jesus, der som den gode hyrde bærer det fortabte får hjem. Jeg forstod ikke, hvad det egentlig handlede om. Men jeg oplevede, at det talte til mig.

Jeg begyndte også at gå til gudstjeneste. Jeg husker ikke noget af det, som blev prædiket. Og jeg husker heller ikke nogen samtaler med dem, som kom til gudstjenesten. Der var ingen på min alder. De var alle sammen ældre mennesker, og der var ingen, som talte med mig. Men jeg hørte jo bibelteksterne. Og det kan godt have givet noget. Dog nåede det ikke min samvittighed.

I iskiosken havde jeg lov til at spise én is gratis om dagen, når jeg arbejdede der. Men jeg spiste meget mere end én is om dagen. Jeg kan huske, at jeg, da jeg blev kristen, ringede til min chef i iskiosken og fortalte, hvad jeg havde gjort, og spurgte, om jeg ikke kunne få lov at betale for de mange is, jeg havde spist for meget. Men det var først mange år efter mit job, at min samvittighed blev vakt.

Jeg begyndte også at arbejde som guide for turister i kirken. Jeg har altid haft det godt med fremmedsprog, så jeg nød rollen som guide, og jeg nød at fortælle om kirken og vise rundt i den. Ud fra de her erfaringer med domkirken voksede tanken frem om, at jeg måske skulle blive præst. Mine grunde til det var de helt forkerte. Men det så jeg jo ikke dengang. De tanker, jeg gjorde mig om Gud, var også helt løsrevet fra Bibelen. Jeg tænkte, at Gud er i vandet – altså en eller anden panteistisk tanke om en gud i naturen. Og jeg kunne ikke se forskel på kristendom og andre religioner. Jeg skrev i gymnasiet en opgave om religion og tolerance. I forbindelse med opgaven lavede jeg et spørgeskema om tro, som jeg gav til andre elever på gymnasiet. Der var der særligt én besvarelse, som jeg undrede mig over. Der var en dreng, som skrev: ’Jeg tror, at Jesus kommer igen for at dømme levende og døde.’ Jeg tænkte: Tror han virkelig det! Det gjorde et stort indtryk på mig. Det var en helt ny og fremmed tanke for mig.

Da min mor hørte, at jeg gerne ville være præst, undrede hun sig meget over det. Hun tænkte, at jeg skulle uddanne mig inden for noget med musik. Siden jeg var 6 år, havde jeg gået til dans og senere også til sang, og jeg havde brugt meget fritid på at være med i musicals. Så det virkede oplagt, at jeg skulle uddanne mig inden for musik, eller måske inden for noget med sprog. Men efter gymnasiet var jeg afklaret om, at jeg ville være præst.

I sommerferien efter gymnasiet læste jeg Bibelen fra ende til anden. Jeg tænkte, at det var godt at kende Bibelen, hvis man skulle være præst. Jeg husker ikke, at Bibelens ord sagde mig noget. Men jeg læste også meget overfladisk, når jeg skulle nå at læse cirka en bog om dagen. I efteråret 2003 begyndte jeg på præsteuddannelsen i Uppsala.”

Johannelund

Joacim havde flere teologiske uddannelsessteder at vælge imellem. Hvorfor han valgte Johannelund Teologiska Högskola i Uppsala, husker han ikke i dag. Han vidste ikke, at der var forskel på de statslige teologiske uddannelsessteder og så Johannelund, som stod selvstændigt i forhold til staten, og som historisk havde givet en mere bibeltro undervisning med vægt på personlig omvendelse og tro på Jesus. Da Joacim kom til Johannelund, havde undervisningen i nogen tid bevæget sig i mere bibelkritisk og liberal retning. Men der blev stadig lagt vægt på personlig fromhed, og der var et positivt syn på den åndelige arv fra de lutherske vækkelsesbevægelser.

Da Joacim begyndte på uddannelsen, blev de nye studenter opfordret til at vælge et favoritbibelvers, som de kunne have stående på en t-shirt. ”Jeg var glad for havet. Jeg forbandt også havet med Gud, for jeg tænkte jo, at Gud var i vandet. Så jeg ledte efter et bibelvers om havet og fandt et i Sl 33,7: ’Han samler havets vand som i en lædersæk og det store dyb i sine forrådskamre.’ Det kom til at stå på min t-shirt. Jeg ved ikke, hvad de andre studerende og lærerne tænkte om det. Men det var jo et udtryk for, hvor åndeligt uafklaret og forvirret jeg var.”

Joacim havde købt ind og forberedt sig på et langt ophold på Johannelund. Men efter kort tid mærkede han, at lysten til at synge og danse var stærkere i ham end lysten til at læse teologi og blive præst. Han følte, at han var på det forkerte sted og i gang med den forkerte uddannelse. Efter to uger på Johannelund sagde han stop, pakkede sammen og forlod stedet.

Samvittigheden

Via Göteborg Universitet blev Joacim i foråret 2004 tilknyttet et kursus i engelsk i Brighton. I en kort periode gik han om søndagen til messe i en katolsk kirke. Men det stoppede snart.

Han havde lyst til det verdslige miljø og begyndte at leve et seksuelt løssluppent liv. Men der var også noget i ham, som gjorde det svært for ham at leve i det. Selvom han måske ikke i situationen kunne sætte klare ord på det, var hans samvittighed blevet vakt. Tanken voksede sig stadigt stærkere i ham, at han var under Guds vrede og dom for det liv, han levede.

Jeg var på diskotek en aften. Musikken var høj, og jeg fik tinnitus. Det viste sig at være kronisk. Tinitussen forsvandt ikke. Da jeg blev klar over det, var tanken der med det samme: Det her er Guds straf over mit liv. Den tanke levede jeg med – at jeg var under Guds dom.”

I sommeren 2004 vendte Joacim tilbage til Sverige og påbegyndte en 2-årig musicaluddannelse. Det var en uddannelse til at blive praktiserende musicalperformer med sang, dans og teater. Her kom Joacim ind i et moralsk opløst miljø og gav sig hen til det. Men prisen var stor. Han blev mere og mere nedbrudt i sit sind, ulykkelig og udslukt.

Det var to år i mørke. Min samvittighed var vakt, og jeg oplevede en stadig kamp indeni. Jeg vidste, det var galt, det, jeg gjorde, alvorligt galt, også i forhold til Gud. Alligevel fortsatte jeg i det, og det ødelagde mig.

Da jeg kom hjem til Växjö efter de to år, blev der taget et foto af mig. Da jeg selv så fotoet, var jeg chokeret. Jeg var helt død i ansigtet, tom, formørket, glædesløs og håbløs. Men billedet talte sandt – det var sådan, jeg havde det.”

De, som søger Herren …

Efter afslutningen på musicallinjen begyndte Joacim at lytte stadigt mere til klassisk musik. Han oplevede, at det gav en vis ro. Han begyndte også at lytte til sakral musik, gammel kristen musik, og her ikke mindst Johann Sebastian Bach. Der var særligt ét musikstykke af Bach, som talte til ham, ikke kun musikalsk, men også med sin tekst. Det var Bachs kantate Die Elenden sollen essen – ”De ydmyge skal spise”. Kantatens første del er baseret på den bibelske Salme 22 og fokuserer særligt på vers 27. Det vers trængte igennem til Joacim med en helt enestående kraft: ”De ydmyge skal spise og mættes, de, der søger Herren, skal lovprise ham. Jeres hjerter skal leve for evigt” (efter den svenske oversættelse).

Da jeg hørte det, var der noget, som greb fat i mig. Jeg oplevede det som ord talt til mig. Jeg tænkte: Jeg må søge Herren! Det er det, jeg må gøre. Så har jeg løfte om, at mit hjerte skal leve evigt. Jeg var ødelagt af synd og skyld, og jeg havde et dybt behov for syndernes forladelse. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne få syndernes forladelse. Så det her var den vej, jeg så for mig: Jeg må søge Herren.

Lige i nærheden af min bopæl i Växjö var der en lille metodistmenighed. Der begyndte jeg at gå til gudstjeneste. Når vi var flest, var vi fire: forstanderen, hans kone, en gammel kvinde og mig. Men uanset forsamlingens størrelse kunne jeg søge Herren her, og det var det, som det handlede om. Jeg lagde vægt på at søge Herren af hele mit hjerte. Når der var passionsandagter om Jesu lidelse, blev det vigtigt for mig at føle med Jesus i hans lidelse.

Jeg begyndte at læse i Bibelen, men min opmærksomhed kom til at samle sig om én bestemt slags tekster: de tekster, der talte om synd mod Helligånden, den evige synd, den utilgivelige synd. De tekster ramte mig utrolig hårdt. Er det mig? Har jeg begået den utilgivelige synd? Jeg havde jo været klar over, at det, jeg gjorde, var forkert, men jeg gjorde det alligevel. Er jeg fortabt – uden håb om tilgivelse?

Samtidig holdt jeg fast ved budskabet i verset fra Salme 22: Hvis jeg virkelig søger Herren, skal jeg leve evigt. Jeg bevægede mig frem og tilbage mellem de to bibelske budskaber. Og jeg fandt ingen fred.

På et tidspunkt valgte jeg at gå til skriftemål hos præsten i domkirken, den præst jeg var vokset op med. Jeg fortalte ham det hele – alt hvad jeg havde gjort, alle de synder, som plagede min samvittighed. Og så fortalte jeg ham om min frygt: at jeg havde begået synden mod Helligånden, den evige synd. Og så svarede han: ’Jeg ved ikke, om det, du har gjort, virkelig er synd. Og jeg ved ikke, om du har begået synd mod Helligånden. Men jeg tror det ikke.’ Jeg var knust. Det var forfærdeligt. Jeg havde åbnet mit hjerte helt og fik ingen hjælp. Jeg fik ingen syndsforladelse. Det fik mig til at gå helt ned i mørket.”

Johannelund igen

Mit eneste håb var at søge Herren. Hvordan kunne jeg bedst gøre det? Jeg kom i tanke om, at de på Johannelund både har en teologisk uddannelse og en bibelskole. Jeg kunne tage på bibelskole. Det ville være en god måde at søge Herren på. Så jeg tilmeldte mig og tog på bibelskole på Johannelund efteråret 2007. På bibelskolen fik jeg den tanke, at jeg skulle søge Herren hele tiden. Så jeg isolerede mig fra de andre elever og bad tidebønner hele dagen. I de tidebønner, jeg bad, var Salme 95 sat på hver morgen, så det var den, jeg begyndte dagen med at læse. Men det er en utroligt alvorlig salme. Den formaner til, at vi ikke forhærder vores hjerte, når Gud taler, og den slutter med Guds dom over dem, som gør det: ’Så svor jeg i min vrede: De skal aldrig komme ind til min hvile.’ Når jeg læste den salme, tænkte jeg, at det jo var netop det, jeg havde gjort. Gud havde talt i min samvittighed, men jeg havde forhærdet mit hjerte og gjort det, jeg vidste, var galt. Var der så intet håb for mig? ’De skal ikke komme ind til min hvile … De skal ikke komme ind til min hvile…’ Det læste jeg dag efter dag, og det gjorde det bare endnu mere mørkt for mig.

Jeg holdt op med at smile. Når jeg var hjemme hos min familie på besøg, kunne de ikke kende mig. Tilbage på bibelskolen gik jeg hele tiden væk fra de andre for at være alene, læse og bede. Men det gav ingen ro. Hele tiden var mit fokus på de bibelord, som dømte mig og fortalte mig, at der ikke var noget håb for mig. Jeg udviklede angst og fik åndedrætsbesvær. Til tider havde jeg så svært ved at ånde, at jeg troede, at jeg skulle dø, og måtte tilkalde en ambulance.

En pige på bibelskolen forsøgte at hjælpe mig ved at give mig Salme 34 vers 6: ”De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde.” Men netop det gjorde jeg jo ikke. Der var ingen glæde i mig mere. Så jeg følte mig bare endnu mere dømt af sådan et bibelord. Men jeg lagde mærke til det sidste vers i salmen: ”Herren udfrier sine tjenere, de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke.” Jeg tænkte, at der måske var et håb der. Men håbet var jo for dem, som søger Herren, så det førte mig tilbage til det med at søge Herren.

Jeg blev endnu mere fokuseret på at tage min kristendom alvorligt og gøre alt det rigtige: sige det rigtige, tænke det rigtige, spise det rigtige. Samtidig prøvede jeg at elske alle mennesker. Jeg oplevede en dyb modvilje indeni, men det gjorde mig bare endnu mere opsat på at gøre det. Jeg var konstant på udkig efter gode gerninger, jeg kunne gøre mod andre og muligheder for at give dem bibelord. Jeg besøgte ældre mennesker og forsøgte at sige noget til dem om Gud. Men jeg havde jo ikke noget at sige. Jeg sad ved en sygeseng hos en meget syg mand, men jeg havde intet evangelium at række til ham. Jeg læste salme 23 for ham, men jeg kunne ikke selv tage ordene til mig. Jeg fandt en psykisk syg, som jeg tænkte, at jeg måtte hjælpe. Men jeg var jo selv syg. Jeg var så forfærdelig angst, at jeg ikke kunne ånde, og nogle gange kunne jeg heller ikke bevæge mig.

Der var mange elever på bibelskolen, som talte i tunger, og jeg fik tanken, at jeg også måtte tale i tunger. Der var også tale om gendåb, og jeg tænkte, at jeg må gendøbes, for måske kan det hjælpe. Men frem for alt må jeg søge Herren og gøre alt det, som står i Bibelen.

Der var en kvindelig præst, som var lærer på bibelskolen. Hun forsøgte at hjælpe mig ved at give mig ordene fra Salme 91 vers 4: ”Han dækker dig med sine fjer, du kan søge ly under hans vinger.” Det var vel ment, men det kunne ikke hjælpe mig. For det handlede jo netop om det, som jeg hele tiden kæmpede med at gøre og ikke kunne lykkes med: at søge Herren rigtigt og helt.”

I kloster

Efter et helt år på bibelskolen stod jeg tilbage med dette: Jeg har endnu ikke søgt Herren helt. Det er det, jeg må gøre. Men hvordan gør jeg det? Det virkede oplagt for mig, at jeg måtte gå i kloster. Jeg gik på nettet og søgte efter et kloster i Sverige. Jeg fandt et ved byen Sala. Jeg tog afsted til byen og gik rundt og ledte efter klosteret, men fandt det ikke. Da det var blevet aften, så jeg en kvinde med et kors, og jeg spurgte hende, om hun vidste, hvor klosteret lå. Hun fortalte, at det lå et stykke uden for byen, men hun var så venlig at tilbyde mig at køre mig derud i sin bil. Da vi kom frem, var klosteret lukket for natten. Men det var fint for mig. Jeg lagde mig til at sove uden for klosteret. Det var hårdt at sove på den måde, men det var godt, at det var hårdt. Jeg følte, at det var fromt at være hård imod min krop.

Formelt set var klosteret protestantisk og evangelisk, men der var intet sandt evangelium der. Dagen var bygget op omkring tidebønner. Vi bad hele tiden. Men det gav mig ingen fred. Tværtimod oplevede jeg, at min indre modstand mod Gud voksede kolossalt. Jeg mærkede, at jeg hadede Gud, og at jeg bare hadede ham mere og mere. Ikke desto mindre ville jeg meget gerne blive i klosteret og blive rigtig munk. Jeg tænkte, at det kunne hjælpe mig. Men de ville ikke have mig. De kunne se og mærke, at jeg ikke havde det godt.

Jeg forlod klosteret ved Sala og tog til et andet kloster. Det var mere nyreligiøst. Forstanderen der talte om at finde Gud i sig selv, og han ville gerne lære mig at meditere. Jeg sagde nej tak til meditationen. Men jeg ville gerne blive i klosteret.”

Rosenius

Sommeren 2008 var jeg på en tur hjem til Växjö. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg havde oplevet, at jeg hadede Gud, og at jeg ikke kunne elske min næste. Tanken kom til mig, at jeg måske var besat – at det var det, der var årsagen. Og tanken om den utilgivelige synd var stadig hos mig. Jeg valgte at gå til gudstjeneste i domkirken. Tidligt i gudstjenesten var der en tekstlæsning fra Esajas’ Bog kapitel 1. Det var kun et udsnit af kapitlet, der blev læst, men i hele det udsnit, der blev læst, blev der udelukkende talt vrede og dom over de fortabte: ”Når I rækker hænderne frem imod mig, lukker jeg øjnene; hvor meget I end beder, hører jeg det ikke” (v.15). Der står mere i kapitlet. Der kommer også et kald til at omvende sig og modtage nåde og tilgivelse hos Gud. Men det blev ikke læst. Der var kun dom og forkastelse. Jeg valgte at gå til nadver. Jeg knælede ved alterskranken. Men da præsten kom til mig, sagde jeg: ’Nej – jeg kan ikke tage imod nadveren.’ Jeg rejste mig og gik ud af kirken og tænkte: Det er slut, jeg giver op, der er intet håb for mig.

Jeg gik ud af centrum, til en anden bydel, og nåede frem til kirken der. Der var eftermiddagsgudstjeneste. Det var ikke kirkens egen præst, men en gæstende præst, som holdt gudstjenesten. Han havde en kasse med bøger med. Jeg rodede i kassen og fandt en andagtsbog af C.O. Rosenius. Det var den 3. august, så jeg slog op på dagens andagt og læste:

Hvad end vores hjerte fordømmer os for, så er Gud større end vores hjerte og ved alt” (1 Joh 3,20)

Mærk dig de ord: Gud ved alt. Derfor vil han fælde en anden dom end vores hjerte.

Hvordan skal det forstås? Det vil vi se på nu.

Kristus siger, at hans legeme og blod er givet for os. Hvis du ret kunne forstå og tilegne dig, hvad det betyder, at Guds søn har givet sit legeme og blod for os, da ville du råbe af ren glæde og sige: ”I forhold til det er mine synder som ingenting, knapt nok som gnisten mod det store hav.”

Og netop sådan ser Herren det til stadighed. I Himlen holdes Jesu blod til stadighed højt i ære. Der gælder det mere end hele verden (…)

Selvom du og jeg har vanskeligt ved at tro det, så står det dog urokkeligt fast (…)

Det skal vi tænke på, når vi kommer i svær syndenød. Vi må sige til Gud: ”Hellige far, hvis du vil forkaste mig, så må du først forkaste din elskede søn, hans legeme og hans blod, som du har modtaget som løsesum for mig. Du kan ikke forkaste mig, så længe du godtager løsesummen.”

Det er den egentlige grund til, at nåden er uforanderlig.

Dertil kommer, som Johannes siger, at Gud ved alt. Der står i Luk 22, at Jesus på forhånd vidste om Peters fald og fornægtelse. Hvis han da ville have forkastet Peter på grund af hans fald, så ville han have gjort det for længe siden og aldrig vist ham nåde. Men Jesus vidste fra begyndelsen om alle Peters skrøbeligheder. Jesus havde aldrig forestillet sig noget bedre om Peter.

Vi tænker forkert om Gud, hvis vi tror, at vore synder kun åbenbares for ham efterhånden. Han har set dem alle fra begyndelsen. Han ser alt på én gang, både hvad der bor i os nu, og alt det onde, som efterhånden kommer frem i vore liv (…) Han ved, at vi altid er ens, både i vore bedste og i vore værste stunder (…).

Ordene ramte mig med stor kraft. Det var virkelig ord – til mig. Jeg havde aldrig tænkt, at noget kunne være større end mit hjerte og dommen i mit hjerte. Men her læste jeg: Gud er større end mit hjerte, og han fælder en anden dom end mit hjerte. Guds dom hviler på Jesus og på hans løsesum. Så længe løsesummen gælder, så kan og vil Gud ikke forkaste mig. Og det gælder både i mine bedste og værste tider. Gud ved alt om mig og mine fald i synd, og han ved, at jeg altid er den samme. Men Gud ved også noget andet – om Jesus og løsesummen. Derfor er Guds nåde mod mig uforanderlig.”

Efter andagten stod der to sangvers. De understregede og bekræftede andagtens evangelium:

Just som jeg er – i denne stund,
så kold og død og ond i grund,
at finde alt som fattes mig
i salig overflod hos dig,
jeg kommer, o Guds Lam!

Just som jeg, du har mig kær,
thi du har købt mig, som jeg er,
og helt du følte, hvad jeg var,
da min og verdens synd du bar,
o du, Guds dyre Lam!

Da jeg havde læst det, stod det klart for mig: Hvis det her er sandt, så kan man have et andet forhold til Gud, end det jeg har. Så er der håb om syndsforladelse og fred med Gud også for mig – på grund af Jesus. Jeg havde jo givet op den dag. Alt håb var ude for mig. Hvis jeg ikke havde fundet og læst den bog, kunne jeg meget vel have taget mit eget liv. Men nu blev der tændt et lys. Jeg tænkte, at i den her andagtsbog er der et budskab, jeg må have fat i. Og så fortsatte jeg med at læse.”

Forsamlingsfakultetet

Faktisk var Joacim stødt på navnet Rosenius allerede før fundet af andagtsbogen. Da han gik på bibelskolen på Johannelund var der en, som havde anbefalet ham at læse Rosenius’ salmer. Det var salmer med et frigørende evangelisk budskab. Joacim fandt sangen ”Nu lov og pris, jeg ved ej mer”, og han fornemmede, at budskabet var godt, men han kunne hverken begribe eller gribe det. Hans fokus var i dén grad på ham selv og på at søge Herren ret og helt. Hans selvoptagethed og selvretfærdighed fik ham til at støde evangeliet fra sig.

På Johannelund læste Joacim også bogen ”Stengrunden” af Bo Giertz. Bogen var en radikal dom over alle menneskets forsøg på at få det godt med Gud ved selvforbedring. ”Bogen forsøgte at vise mig, at der kun er redning ét sted – hos Jesus. Den indeholdt åndelig dynamit, en nedbrydning af gamle Adam – min selvretfærdige natur – som var meget stærk i mig. Jeg var jo gået stærkt ind i at gøre det rette. Hele min kristendom handlede om det. På trods af bogens dom ind over mit liv, lod jeg mig ikke lede til friheden i evangeliet. Jeg fortsatte på min egen vej i min kamp for at søge Herren ret og helt.”

Den vej endte i en blindgyde den 3. august 2008. Da Joacim stod og rodede i bogkassen før eftermiddagsgudstjenesten, havde han mistet ethvert håb om at kunne frelse sig selv. Hans nederlag havde banet vej for en villighed til at lytte til evangeliet. Hvorfor fandt Joacim frem til den
bogkasse og den andagtsbog? Måske fik han svaret i en opringning, han modtog den sommer.

Under bibelskoleopholdet på Johannelund havde jeg aflagt et løfte om at være barmhjertig. Det løfte ville jeg opfylde, og så fandt jeg en brochure på Johannelund om en ny diakoniuddannelse ved Forsamlingsfakultetet i Göteborg. Jeg tænkte, at jeg som diakon kunne praktisere barmhjertighed. Så jeg sendte en ansøgning og blev også optaget. Men efter jeg blev optaget, valgte jeg alligevel at sige nej tak. Jeg ville hellere gå i kloster. En kvinde fra Forsamlingsfakultetet ringede til mig og spurgte, hvorfor jeg havde valgt at sige nej. Jeg forklarede, at jeg ikke havde nogen bolig og heller ikke havde nogen penge. Hvad jeg ikke vidste, var, at her var der nogle, som havde bedt for de nye studerende og dermed også for mig.

Nu – kort efter mit fund af andagtsbogen – kom jeg i kontakt med en anden fra Forsamlingsfakultetet. Det var en præst, som sagde, at de kunne hjælpe mig med det nødvendige og skaffe mig en bolig hos en i menigheden. Uddannelsen begyndte dagen efter. Jeg skulle bare komme. Han bad også for mig. Jeg pakkede sammen og tog afsted.”

Det var begrænset, hvad Joacim på forhånd vidste om Forsamlingsfakultetet. I modsætning til Johannelund, var det et teologisk uddannelsessted, hvor al undervisning tog udgangspunkt i Bibelen som Guds helt igennem sande og ufejlbare ord. Undervisningen var præget af klassisk evangelisk luthersk teologi med en klar forkyndelse af både lov og evangelium. Undervisningen og forkyndelsen tog ikke bare sigte på at formidle kundskab, men på at hjælpe de studerende til evangelisk tro på Jesus.

Solopgang

I Göteborg mødte Joacim dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned en klar forkyndelse af og undervisning i Guds ord. Undervisningen tog sit udgangspunkt i Guds ords sandhed for at pege på Jesus alene som frelsens grund og vej. Joacim lyttede, og ganske langsomt trængte evangeliet ind i hans hjerte. Det løste ham fra at se på og regne med sig selv i forhold til Gud og knyttede ham i troen til Jesus alene. Det kom ikke i ét nu. Det kom som en meget langsom og meget langvarig solopgang. Og den første tid var svær for ham.

Fra begyndelsen kunne både medarbejdere og medstuderende på Forsamlingsfakultetet se, at Joacim skilte sig ud: ”Jeg var ham, som altid havde den samme skjorte på. Jeg gik og så ned i jorden, isolerede mig fra de andre, og bar rundt på en tung rygsæk med store bøger, som jeg aldrig læste. Jeg havde det fortsat rigtig dårligt, da jeg begyndte. Jeg havde stadig ingen fred. Den præst, som havde ringet til mig, han så det og gav mig C.O. Rosenius’ bog ”Vejledning til fred”, som jeg læste.

På et tidspunkt havde vi noget undervisning om ”nådens orden”, om de stadier, et menneske ofte går igennem på vej mod en personlig og frelsende tro på Jesus. Jeg kunne ikke se, at jeg var nået frem til den frelsende tro. Det blev for hårdt for mig at lytte til, så jeg udvandrede fra undervisningen. I en anden time talte underviseren om, at det kunne være så hårdt at leve under loven, at man valgte at tage sit eget liv. Det ramte mig alt for præcist og hårdt.

Når det tog så lang tid for mig at tage imod evangeliet, handlede det om min indre modstand mod budskabet. Selvom jeg var kommet til kort med alt mit eget, drømte jeg jo stadig om et stort ’jeg’. Det var utroligt svært for mig at tage imod og glæde mig over, at Jesus skulle have al ære, og at jeg skulle frelses ved ham alene.

Men gradvist begyndte evangeliet at trænge ind. Vi havde aftenbøn sammen, hvor vi sang fra en sangbog med meget evangeliske sange, blandt andet af Lina Sandell. Jeg boede sammen med en medstuderende, som virkelig havde omsorg for mig både menneskeligt og åndeligt. Han forstod, hvad jeg havde brug for. Han trak mig ud af min isolation: ’Kom, Joacim, du skal ikke sidde der alene på værelset. Lad os tage ud og cykle! Kom og spis!’ Og så forkyndte han evangeliet for mig helt personligt, i hverdagen, igen og igen: ’Jesus er død for dig, Joacim! Jesus er død for dig!’

Jeg begyndte gradvist at blive mere social og tog på lejr og glædede mig over at høre god forkyndelse. Jeg begyndte også at lytte til og læse prædikener derhjemme. En passionsprædiken af Luther talte særligt stærkt til mig. Det var en prædiken over Romerbrevet kapitel 5 vers 8: ’Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.’ Her blev det klart for mig, at Gud elsker syndere. Det var noget, jeg ikke tidligere havde forstået. Og Gud har bevist sin kærlighed til syndere ved, at Kristus døde for os. Det var Gud, som tog initiativ til og fuldførte frelsen for os. Gud valgte selv sit lam, sagde Luther, og lammet var ham, Jesus. Der var en stærk betoning i prædikenen af, at frelsen er Guds initiativ og gerning alene, fuldført i Jesus. Det talte kraftigt til mig.

Sådan gik det for mig: lys på lys på lys på lys… Gradvist trængte evangeliet ind og hjalp mig til at regne med Jesus og Jesus alene som hele min frelse.

Det fortsatte i årene efter teologistudiet. Jeg studerede ved Forsamlingsfakultetet fra 2008 til 2011. Derefter tog jeg en uddannelse som tegnsprogstolk fra 2011 til 2013 nær Göteborg, og fra 2014 til 2016 i Umeå i Nordsverige. Her blev jeg ved med at få en stadigt større glæde ved evangeliet. Under en praktikperiode læste jeg hver dag Esajas’ Bog kapitel 53. Det er et kapitel, som Hans Erik Nissen ofte kommer ind på i sine prædikener. Jeg kendte kapitlet meget godt. Men en dag, da jeg læste teksten endnu engang, lagde jeg mærke til, at der i vers 5 står: ”Straffen blev lagt på ham”. I det øjeblik forstod jeg med hjertet, at det er sådan, det er. Jeg skrev verset ned på et stykke papir, som jeg gemte og tog med mig, da jeg flyttede fra Umeå. Nu står papiret i en ramme på mit skrivebord. Jeg bliver så glad, hver gang jeg ser på det. Jeg har skrevet tre ord med fed skrift: Straffen og på ham. Det er evangeliet.”

 

Evangeliske sange

Joacims glæde ved at synge har fulgt ham ind i livet som kristen. I de gode, evangeliske sange har han fundet ord for det, som nu er hans hjertets trøst og glæde. Han peger særligt på én sang af Lina Sandell. Det er en sang, hvis stærke evangelium han først reagerede imod, fordi det fældede dom over ham selv og lod al ære og tak samle sig om Jesus. Men det samme evangelium er nu hans rige trøst og glæde:

Lov pris og tak jeg nu vil sjunge,
at Jesus Krist har gjort mig fri
og lært min før så bundne tunge
den nye lovsangs melodi:
Du, Herre Jesus, du er værdig
at have lov og pris, kun du!
Du jo alene er retfærdig,
og jeg i dig retfærdig nu.

Ak, om et ’jeg’ så stort og prægtigt
jeg fordum drømte mangen gang,
og skønt jeg end vil være mægtig,
det er dog ikke mer’ min sang.
For hvad der i mit indre drev mig,
ved Åndens lys til sidst jeg så.
Det er mit faldne kød, som rør sig,
og selv vil have kronen på.

Nu om en anden vil jeg tale,
synge om ham i lyst og i nød.
Om jeg end går i mørkets dale,
ét står dog fast i liv og død:
Du’, du min Jesus, du alene,
du er min skat, ja ene du,
du, perlen er den ene, rene,
evigt min frelser før som nu.

Du selv min faldne sjæl genløste,
jeg kunne ej genløse den;
thi du for mig dit blod udøste
og åbnede mig Himmelen.
Du Slangens magt har sejrrigt bundet
og mig erhvervet Guds behag.
Du har det rette våben fundet,
da på dig lå min frelses sag.

Til dig mit håb alene rækker,
thi din retfærdighed er min!
En klædning, som min synd tildækker,
her kan min sjæl sig svøbe ind.
Din lydighed jo min skal være,
din hellighed min hellighed,
du min berømmelse, min ære,
min fred, mit liv, min salighed.

Du er min sol og hjerteskatten,
som ene giver fred til mig,
den stjerne, som oplyser natten,
lys på min sti jeg har i dig.
Du er mit skjold, mit værn, mit fæste,
du er min klippe og min borg,
min blide ro, mit skjul det bedste,
min rige trøst i al min sorg.

Lov, pris og tak og evig ære,
være dig Guds dyre lam!
Min forsoner og min ven den kære,
som har mig løst fra synd og skam.
Den nye sang er din alene,
den lyder for Guds trone nu.
Du selv i tro og ånd os forene
til kun at synge dette ’Du’!

Forkynder af evangeliet

Der gik seks år, fra Joacim afsluttede teologiuddannelsen, til han holdt sin første prædiken. Og der gik yderligere tre år, før han i 2020 blev kaldet til at være præst. Nu tjener han i Sydsverige, i nærheden af sin hjemby Växjö, som deltidsansat præst og deltids tegnsprogstolk. Han har erfaret, at han har et vedvarende og dybt behov for at høre evangeliet om nåden i Jesus.

Jeg tænkte, at jeg ikke skulle blive præst, fordi jeg selv har svært ved at gribe evangeliet. Jeg har en personlighed, som let anfægtes. Men jeg har oplevet en stor glæde ved at arbejde med Guds ord. Jeg møder og trøstes ved evangeliet igen og igen.

De første bibelstudier, jeg havde, var om Lukasevangeliet. Det er et fantastisk evangelium. Symbolet på Lukas er tyren. Det minder os om, at det centrale i Lukasevangeliet er offeret, Jesu sonoffer, som vinder tilgivelse til os og fred med Gud. Lukasevangeliet begynder med en præst, som bliver stum og ikke kan velsigne, og det slutter med en præst, Jesus, som kan velsigne i kraft af sin fuldbragte frelse. Det er utroligt godt for mig at læse. Lukasevangeliet trækker linjer fra det Gamle Testamente til Det Nye Testamente og viser, hvordan alt i Bibelen peger hen imod og leder til Jesus. Det styrker mig i troen at se de her linjer, og når Ånden viser mig dem, oplever jeg det samme som Emmaus-vandrerne oplevede, da Jesus kom til dem og åbnede Skrifterne for dem: Mit hjerte brænder af tak, forundring og glæde.”

Det evangelium, som Joacim selv trøstes og beriges ved, det rækker han videre til andre i sin forkyndelse. Sådan her lød det i påsken 2020 i en prædiken om Jesu møde med Emmaus-vandrerne:

Vi skal lægge mærke til, hvem det var, Jesus åbnede Skrifterne for. Det var nogle, som var uforstandige og tungnemme til at tro! Det er ikke smigrende ord. Men det er jo sådan, jeg er i mit hjerte, Jesus, uforstandig og tungnem. Det er jo netop der, mit problem sidder. I mit hjerte, som jeg ikke kan få bugt med. Der er så meget i Skriften, som taler om dig. Og alligevel må jeg erkende, at jeg har svært ved at tro det. Mange gange læser jeg Bibelen overfladisk. Kan Jesus åbne Skrifterne for nogle, der er sådan? Ja, det kan han! Hvad vore hjerter ikke formår, det formår Jesus! Han tager dig ved hånden og forklarer for dig, hvad der står om ham i Skriften. Han er den, som kan åbne din forstand til at forstå Skrifterne.

Ved hans sår blev vi helbredt” (Es 53,5). Sådan står der. Hvorfor har han fået disse sår? Sårene skyldes synder og overtrædelser. Du vidste, hvad Gud havde sagt, og alligevel gjorde du det, som du ikke burde gøre. Hvis synder og overtrædelser er det? Det er vore. Mener du det, Jesus? Vore? Altså også mine? Er det derfor, du blev såret? For mig? Min uvilje mod min næste. Mine ungdomssynder. Min mangel på ærefrygt for Herren Gud, den almægtige, hvis veje er retfærdige og sande. Hvem skulle ikke frygte dig, Herre? For kun du er hellig. Du, hvis vrede fylder syv guldskåle, og som lever i evighedernes evigheder. Og alligevel: Hvad er det, der gælder for mig?

Såret for mig, såret for mig, Jesus på korset blev såret for mig (…)

Fuldkommen er Skriften, o saligheds højde! Det, som står skrevet, er sandt. Det må og skal opfyldes. Tænk på det, når du læser Guds ord (…)

Ordene ”De gudløse har ingen fred” indrammer Esajas’ Bog kapitel 49-57…Men i den absolutte midte af Esajas 49-57 (…) i Esajas 53,5 læser vi: ”Straffen blev lagt på ham, for at vi skulle få fred.”

Fred! Ved at straffen blev lagt – på ham! Det er dette, som står skrevet, og som Jesus vil, at du skal lægge mærke til. Fred – ved ham. Din fred staves: Jesus. Venner, Jesus lever! Så er intet af det, han har sagt, tomme ord. Heller ikke det værk, han har fuldført, er tomt. Når han siger: ”Fred være med jer,” da får du lov at svare: ”Fred, til mig? Ja, hvis du siger det, Jesus! Aldrig har du talt et tomt ord. Blev straffen lagt på dig, da skal jeg få fred.”


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2022. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.