Drømmen om den frie vilje II
Olav Valen-Sendstads bog ”Drømmen om den frie vilje” har sat dybe spor i manges liv. Den viser en dybde i hjertets trods mod Gud og en dybde i evangeliet, som få har set. Det er en afslørende, afklarende og befriende bog, som gør Guds nåde stor. To gange har den været udgivet på dansk, men er nu udsolgt. Olav Valen-Sendstads arvinger har givet tilladelse til, at vi bringer en række uddrag fra bogen.
En forkert logik
Når vi går til Bibelen med spørgsmålet om ”den frie vilje”, så støder vi på det faktum, at loven taler budenes kundskab til os som til dem, der har evnen til at vælge mellem godt og ondt, liv og død.
Loven råber til os, at vi både skal ville det gode, dvs. begære det og stræbe efter det, og gøre det gode i alle vore handlinger.
Derfor læser vi f.eks. hos Moses: ”Budet, som jeg i dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og er heller ikke langt borte (…) Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan handle derefter. Se, jeg forelægger dig i dag livet og lykken, døden og ulykken! Hvis du lyder Herren din Guds bud, som jeg i dag pålægger dig, så du elsker Herren din Gud og vandrer på hans veje og holder hans bud, anordninger og lovbud, så skal du leve (…) Jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve” (DO 1931, 5 Mos 30,11ff.).
På lignende måde tales der andre steder i Skriften.
Nu hører vi ofte den frie viljes tilhængere forklare dette på følgende måde: ”Når Guds ord siger, at vi skal, og at vi skal vælge mellem godt og ondt, så er det jo soleklart, at vi også må kunne det. Vi føler jo ikke noget ansvar for, at vi ikke kan standse stormen eller sprede skyerne; således føler vi heller ikke noget ansvar for bud, som det er umuligt at holde.”
Stop engang, min ven! Hvormed er den ”logik” begrundet, at vi kan, fordi vi skal? Hvorfor er det soleklart, at når vi ved og har kundskab om godt og ondt, ja så må vi også kunne gøre det? Denne ”logik” er i hvert fald ikke begrundet i Guds ord, og slet ikke i loven.
Det, som loven faktisk regner med, er, at du har evnen til vælge mellem det, du skal gøre, og det, du skal lade være med at gøre.
Men straks vi går over til spørgsmålet om din handlingsevne, din evne til at gøre det, du skal, så enten tier loven, eller også begynder den at gå i rette med dig for din genstridighed.
Den kalder dig for en, som ærer Gud med læberne, men ikke med hjertet; den siger, du har et stenhjerte, at du er fuld af vantro; den anklager dig for træghed, sløvhed, tungnemhed.
Derfor går det også altid sådan med os i Guds skole, at når vi af hjertet søger at gøre det, vi ved er godt, så er loven alligevel aldrig tilfreds med os, og samvittigheden er altid i stand til at fortælle os, at vi kunne have gjort det ”bedre”.
Med andre ord så har vi slet ikke gjort det gode, vi skulle gøre, men kun en mellemting; noget, som kun næsten er så godt, som det skulle være, således at netop dette ”næsten” ødelægger alt for os (…)
Et frit hjerte?
Men loven nøjes ikke med at kritisere os; den berøver os også enhver ære og siger, at vi er onde, og at vi er vant til at gøre det onde og ikke kan forandre os – lige så lidt som en mørk afrikaner kan ændre sin hud eller en leopard sine pletter.
Jesus siger selv om vore hjerter, som de er af naturen: ”Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt?” (Matt 12,34).
”Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent. Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent” (Matt 15,18-20).
Jesus skelner således mellem det, menneskeligt set at gøre det gode i det ydre og det, alligevel i Guds øjne at være ond i hjertet. Han siger jo: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver …” (Luk 11,13).
Dermed er hele spørgsmålet om den ”frie vilje” bragt derhen, hvor det hører hjemme: Det er et spørgsmål om hjertet, sindelaget og viljens retning i det indre. Selv om jeg har en vis frihed i det ydre til at vælge og vrage, til at forandre min levevis og mine vaner, har jeg så også frihed i hjertet til at vælge og gøre, hvad jeg vil?
Guds ord svarer:
”Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af” (1 Mos 8,21).
”Hvis nubieren kunne skifte sin hud og panteren sine pletter, kunne I også handle godt, I ondskabens lærlinge!” (Jer 13,23).
Fordi vi har en vis ydre frihed i vore handlinger, men ikke har nogen frihed til at forandre vore hjerter, bad Jeremias: ”Lad mig vende om, så jeg vender om, for du er Herren min Gud.” (Jer 31,18), og en anden gang: ”Helbred mig, Herre, så jeg bliver helbredt, frels mig, så jeg bliver frelst, for du er min lovsang” (Jer 17,14).
På samme måde bad David: ”Skab et rent hjerte i mig, Gud” (Sl 51,12).
Skulle det virkelig være nødvendigt for noget menneske at råbe og bede til Herren, at han må omvende dem og nyskabe dem, hvis vi havde frihed og evne til dette i vore hjerter?
Dette passer også med Guds børns erfaringer. Vi ved, at vi til en vis grad kan mestre og styre vore handlinger, når vi er ved sans og samling.
Men mestre hjertet? Ak, gid vi kunne! Men her sidder vi uhjælpeligt fast. Vores hjerter fordærver alt for os.
Hjertets hemmelige tanker skæmmer vore gaver og almisser, dets urenhed besmitter vore bønner og vor bibellæsning, dets ustyrlighed forurener både vort gode humør og vor sorg, dets hovmod og æresyge besudler både vort job og vor fritid.
Det ødelægger alt for os, så alt bliver besmittet set med Guds øjne, og vi kan ikke svare ham ét af tusind, når han vil gå i rette med os og spørge om, hvordan vi lever, og hvad vi gør – i vore hjerter. ”Sandt er det, at det forholder sig sådan; hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? Vil det føre sag mod ham, kan det ikke gendrive én ud af tusind anklager” (Job 9,2-3) (…)
Fjendskab mod Gud
Paulus skriver i Rom 8,7: ”For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke” (…)
Dette fjendskab i vor natur og i vort væsen kommer til udtryk på samme måde som dengang, Bibelen blev skrevet. Og hvordan det kom til udtryk dengang er klart nok.
Gang på gang fik Israels folk dette skudsmål: ”I ville ikke”.
Da Jesus græd over Jerusalem, sagde han: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matt 23,37). Og i den gamle pagts tid sagde Herren: ”Men mit folk ville ikke adlyde mig, Israel ville ikke vide af mig” (Sl 81,12). Kød og blod vil ikke (…)
Fjendskabet mod Gud er dette: ikke at vi i vor bevidsthed føler noget had mod ham (hvis kun de, der bevidst hadede ham, var fjender af ham, så havde han måske ikke så mange fjender; for hvem vil med fuldt overlæg føle had?), men at vi inderst inde vil noget andet; at vi har lyst til noget andet end det, han vil; at vi vil styre og råde over os selv; at vi ”vil være os selv” – eller som det så smukt hedder: at vi vil være ”hele mennesker”.
Når den uigenfødte vil være ”et helt menneske”, da vil det ikke andet end have mulighed for at realisere sig selv, mens det at være et helt menneske som kristen netop er at underlægge sig den hårdeste tugt for ikke at realisere sig selv.
Hemmeligheden om dig
Hvordan er det da her med den ”frie vilje”? (…)
Siger vi ikke, at vi har en ydre frihed til i en vis grad at råde over vore handlinger? Er vi så ikke også i stand til at bruge denne frihed til at ville Guds vilje? Må vi nødvendigvis altid ville noget andet end det, Gud vil? Kan vi ikke bede, når vi vil, give gaver, når vi vil, gå til kirke og missionshus, når vi vil, læse Bibelen, når vi vil, overgive os til Gud, når vi vil, gå til alters, når vi vil, osv.?
Nuvel, hvem nægter det? Ikke engang Guds ord nægter det.
Og dog – om du gør alt dette, og gør det med større iver end farisæeren Paulus, om du er ulastelig og pletfri ifølge det, loven siger om et sådant liv, om du er genstand for den højeste ros fra mennesker og er til den største nytte for dit hjem og din familie, for dit samfund og fædreland: For Gud er det alt sammen skarn, egoisme, synd, last og gudsfjendskab – hvis ikke du er genfødt af Den Hellige Ånd.
For Jesus siger: ”Hvad der er født af kødet er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd.”
Derfor siger Paulus også om sit uigenfødte, naturlige liv: ”Og dog, også jeg har noget (kødeligt) at stole på, selv i det ydre (…) Omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer, ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed (…) Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab” (Fil 3,4ff.).
Hvorfor denne brutale dom over sit eget liv? Hvorfor denne utrolige ringeagt for ”alt det bedste” i hans tidligere liv og færden?
Ganske enkelt fordi Paulus havde set – sådan som vi ovenfor har udtrykt det – at det at gøre noget i det ydre liv i verden og det at gøre det samme i hjertet over for Gud, det er to vidt forskellige ting.
Her står vi ved hele hemmeligheden i spørgsmålet om den ”frie vilje”: Du kan ikke bestemme noget om, hvilket indhold og hvilken retning dit hjerte skal have; du har ikke i hjertet nogen evne til at vælge, og du har heller ikke i hjertet nogen evne til at handle. Ifølge sit eget naturlige væsen er og bliver dit hjerte bastet og bundet i selviskheden og egoismen.
Du kan ikke vælge dine motiver og dit sindelag. De er der, de udgår fra din egen natur og viser sig i alle dine handlinger: ”Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet” (Ordsp 4,23).
Der findes ikke i hjertet en selvbestemmelse, som giver dit hjerte en sådan retning og et sådant indhold, at de onde lyster ikke kommer der. Der findes ikke i hjertet nogen valgevne, hvormed du kan vælge dit sindelag, og der findes ikke i hjertet nogen handlingsevne, som har kraft eller magt til i sindets inderste at gøre andet end det, som dit eget væsen og din egen natur byder dig og tvinger dig til at gøre.
Den forfærdelige hemmelighed angående dig er denne: I dit hjerte synder du af naturen altid, du kan ikke lade være, du synder med nødvendighed. I hjertet vælger du ikke, du kan heller ikke vælge mellem godt og ondt, fordi du slet ikke skønner og kender det gode.
Den skjulte synd
Det kan tænkes, at du ikke har set, at det står sådan til med dig, og at du måske nægter at ”tro”, at du er så ”forfærdelig”. Det gør hverken fra eller til i denne sag – for sådan er du. Det ser vi, når Helligånden begynder at overbevise os om synd.
Syndigheden i hjertet er en forfærdelig virkelighed, men den kan have mange navne. Du kan kalde den for den naturlige, onde tilbøjelighed, for den onde lyst eller det onde begær, for arvesynden, selviskheden, egoismen eller for selvoptagetheden. Disse og mange andre navne har dette fordærv og denne syndighed, alt efter deres ytringer. Den gennemsyrer alt det, et menneske er og har, tænker og vil, føler og sanser. Ser du først lidt af det, så ser du snart mere.
I dit tankeliv ytrer det sig i, at du tvivler på alt andet end dig selv. Om Guds ord tænker du af naturen altid: ”Har Gud virkelig sagt dette?” (…)
I dit viljesliv ytrer det sig til stadighed i, at du frem for alt søger ære og magt, værdighed og selvudfoldelse. Gør du det gode, vil du gerne roses og hædres, du vil gerne, at man skal lægge mærke til dig og synes om dig (Mark 12,38ff.).
Er du pligtopfyldende og hæderlig, så vil du derved gerne forfremmes og have magt og indflydelse. Du er i stand til at lide megen tort og svie, forsagelse og misforståelse og at være tapper og stærk – hvis du har håb om, at du efter en kortere tid selv skal høste fordelene af det. Du er i stand til at ydmyge dig i støvet, når du har et berettiget håb om, at det fører til ærens tinder. Du kan være udholdende indtil stædighed og trofast mod dine idealer som en hund mod sin herre, hvis du blot har håb om at få noget igen for det.
Men du afholder dig fra at gøre en gerning i stilhed, og føler, at det er forfærdeligt, hvis din venstre hånd ikke ved, hvad den højre hånd gør, dvs. hvis det gode, du gør, forbliver en hemmelighed.
Er du måske ikke sådan?
Vil du da alligevel kalde det ”gode”, du lever ud, for godt, når dit hjerte dog gør helt andre ting, sådan at mens du i det ydre gør noget ”godt”, så skeler dit hjerte efter ros, ære fordel og vinding, og er helt gennemsyret af selviskhed?
Syndens lovmæssighed
Jeg ved godt, at man vil stejle mod talen om, at enhver, som ikke er genfødt af Guds Ånd, nødvendigvis synder i hjertet for Gud. Dog, dette er Guds sande tale, og det er stadfæstet ved alle Guds børns erfaringer. Jesus siger nemlig: ” Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter” (Matt. 7,18).
Dermed mener Jesus ikke, at ydre gode handlinger set fra menneskers side beviser, at man er god i hjertet. For han taler her om sagen set fra Guds side, og han vil dermed sige, at enhver frugt, som et menneske bærer, ikke kun har et vist udseende, men har sin art og sit væsen i sig. Som pæren er frugt efter pæretræets art og væsen, sådan er hjertets handlinger frugt af hjertelivets art og væsen.
Men netop i denne forbindelse gør nødvendigheden sig gældende. For ligesom pæretræet nødvendigvis bærer pærer, og ikke moreller, således er det også med hjertets liv; er det uigenfødt og uden tro, så bærer det nødvendigvis fordærvede frugter, fordi det selv er fordærvet; men er hjertet nyskabt af Gud og levendegjort ved tro, så bærer det nødvendigvis troens frugter, og de er gode (sml. 1 Mos 1,11ff.; Matt 12,33; Mark 4,26ff.).
Derfor er det uigenfødte menneskes ”gode gerninger” også kun ”gode” i menneskelig og verdslig forstand, men for Gud er de lutter skin og fusk, selv om de vel kan have et vist ydre værd. Deres væsen og art er dog synd og fordærv.
Dvs. for Gud er alle uomvendte menneskers gerninger – hvor vidunderlige de end er – kun ”glimrende laster” og frugter af egoismen, og de fører nødvendigvis alle til den evige død, fordi disse mennesker har gjort det ”gode” i det ydre, men har fordærvet det ved at gøre noget andet og syndigt i deres hjerter (…)
Det at vi af naturen nødvendigvis synder, betyder på ingen måde, at vi synder på grund af en ”fremmed tvang”, som om nogen anden tvang os. Langt fra! Vi synder, fordi det er naturligt for os. At synden er uundgåelig skyldes selve vor natur. Derfor føles den overhovedet ikke som tvang eller bånd. For vi synder med al mulig indre lyst og sympati, af vor egen tilbøjelighed og drift.
Eller for at sige det sådan: Den egoisme, som er syndighedens stærkeste udtryk, føler vi aldrig som noget bånd på os; men det er sådan, at alt det, som vil hindre, knægte og tøjle egoismen, det føler vi som bånd og tvang (…)
Konklusion
For at sammenfatte det i én sum:
Vor vilje er af naturen bundet til selviskhedens fordærvede væsen og grundindstilling, således at vi af naturen ikke kun er trælle for vor egoisme og fjender af Gud, men vor vilje, som har en vis ydre valgevne og handlingsfrihed, er i det indre bundet af det onde hjertes væsen; den har ingen evne til ved nogen selvbestemmelse at forandre sig selv, den har ingen indre evne til at vælge mellem godt og ondt, eftersom vi af naturen ikke fatter det gode i Guds øjne og derfor ikke i hjertet har nogen anden evne til handling, end at alt det, vi gør, er synd og selviskhed.
Derfor er vi af naturen ”vredens børn” (Ef 2,3), som vandrer i vore egne lyster og gør kødets og vore egne tankers vilje (…)
Derfor findes der ikke i verden nogen, som er god eller gør det gode, og alt menneskeværk er fordærvet og fordømt i Guds øjne.
”Fri vilje” – hvad er det for noget?
Tant, digt, en hovmodig indbildning, en drøm, selvforgudelsens yndlingstanke. For det naturlige menneske er ikke Guds lov lydig og kan ikke være det, men er fuldt af det onde. Dets frihed er intet andet end et skuffende selvbedrag, hvori det elsker sine synder.
En kristen er i sandhed genfødt og nyskabt og frigjort i Sønnen, men ”fri vilje” har han ikke; for hvis Gud trak sine nyskabende og bevarende nådes kræfter tilbage fra en kristen, så var han intet.
Derfor lader vi det dumme udtryk ”fri vilje” slette af vor ordliste. Det ord hører hjemme i en hednings ordliste, ikke i en kristens.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2012. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Olav Valen-Sendstad
Olav Valen-Sendstad (1904-1963) var sognepræst og dr.phil.