Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud (Ez 11,19-20).
Ordene er profeten Ezekiels, og de er rettet til Guds folk. Det er de, fordi Gud vil gribe ind og omvende egenrådige syndere fra deres omgang med ækle, afskyelige og skræmmende møgguder.
Guds indgriben og tilsagn om, at han vil fjerne stenhjerterne hos os og i stedet give os hjerter af kød, altså at omvende os syndere fra det værst tænkelige og ugudelige, det tilsagn gælder også i dag, hvor frafaldet i os og omkring os synes at gribe om sig, og hvor der ses afgudsdyrkelse på flere måder og på flere niveauer, både indenfor Guds menighed hos os selv, men også blandt folk der, bevidst og ubevidst, lever uden for de kristnes rækker.
Vi er alle syndere og bliver hele tiden påvirket af verdsligheden. Der er ingen, der af sig selv søger og higer efter Gud. ”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud” (Rom 3,10-11). Og årsagen til, at vi mennesker er sådan, er, at vi har et stenhjerte. Det er et dødt hjerte. Men Gud kan med sit ord og sin ånd ombytte stenhjertet med et hjerte af kød, altså et levende hjerte.
Så længe vort hjerte er et stenhjerte, kan vi høre og dog intet høre. Stenhjertet sørger nemlig for, at vores egenretfærdighed og vores selvsikkerhed fuldstændigt dækker over vores egen katastrofale situation. En situation, hvor vi går den evige fortabelse i møde uden at ænse, hvad det betyder. Derfor er der heller ikke nogen erkendelse af syndighed og dermed heller ikke noget, der kalder på ændring og omvendelse.
Guds hellige ord kan lyde med alvor og dom over synd og omgang med møgguder, og alligevel påvirker det ikke det syndige menneske selv, men det syndige menneske kan godt se, at det passer i forhold til andre. Det at ordet her først og fremmest er rettet mod mig selv, det ser jeg ikke. Det er den samme virkelighed, som vi kan læse om i kapitel 9 i Lukasevangeliet, nemlig lignelsen om farisæeren og tolderen i Templet. Man hører og kender ordet, men man lader det ikke ramme en selv, men derimod de andre. Men med en farisæisk beskyttelseskappe og forblændede øje samt et stenhjerte er man ikke i stand til at tage imod Guds evangelium, syndernes forladelse, nåde over nåde, gennem Jesu død på korset, hvor han sonede synden.
Der er altså en forståelse af Guds ords alvor i forhold til andre, men i ens eget kristenliv ser man intet behov for at tage det til sig, da man mener, at alt er, som det skal være. Guds ord kan lyde, og det høres, men et uomvendt farisæisk stenhjerte kan ikke tage imod. Der kan altså høres, uden at der høres noget. Guds ords dybe alvor og dom over synd og afgudsdyrkelse, det rammer ikke, og det skaber ingen forfærdelse i hjertet. For hjertet er uomvendt. Men trods det er der stor selvsikkerhed og tro på, at man er Guds villige medarbejdere og disciple. Denne fare gælder lige så meget for mig selv som for andre.
Nogle gange kan de, som har fået et hjerte af kød, se et liv og en adfærd hos mennesker, som kalder sig både Guds tjenere og hans disciple, men hvor det er åbenbart, at der ikke er samklang med det, som Guds ord siger, og det liv, der føres. Hvis et sådant omvendt menneske i kærlighed prøver at hjælpe med åndelig vejledning, hvor der peges på Guds ords alvor, hellighed og sandhed, da kan modreaktionen ofte være: ”Du skal ikke komme og lære mig noget, jeg handler fuldt ud efter Guds ord og er også i stand til at tolke Guds ord ind i den aktuelle tid.”
Men modsat er det ofte sådan, at dem, der har et uomvendt stenhjerte, meget let kan få øje på fejl og mangler hos dem, der har fået et hjerte af kød, altså et stenhjerte, der er blevet omvendt. Ofte ses at disse mennesker har udviklet stærke bånd til mennesker, som lever helt uden for Bibelens ord, og som almindeligvis aldrig kommer ind under Ordets hørehold. Dette sker ofte med en begrundelse om, at man ikke skal isolere sig i sine egne lukkede cirkler, nej man skal være åben og imødekommende over for de mennesker, man lever sammen med. Og til dem skal man også formidle Guds ord på en forståelig og moderne måde og gøre det sådan, at det ikke på nogen måde virker stødende. Når det sker, så er det reelt ikke Guds ords fulde sandhed, der lyder.
Mission på denne måde bringer sjældent fortabte syndere hen til ham, der kan omvende og skifte stenhjertet ud med et kødhjerte. Men uanset det kan Gud gribe ind og føre mennesker hen til hans frelse. Det, som stenhjerterne ikke kan, det kan Helligånden. Og Gud kalder længe og vedvarende på sine elskede børn. Han ønsker ikke, at nogen skal gå fortabt, heller ikke dem, der har et uomvendt stenhjerte. Men Gud tvinger ingen.
Det, der kan skabe tro og omvendelse, er alene Guds ord, og derfor er det bydende nødvendigt og afgørende, at der bliver prædiket Guds lov, men også Guds evangelium. Der hvor det sker, der kan Guds ord og Helligåndens vejledning tydeliggøre, at et syndigt menneske har behov for frelse for at undgå fortabelsen. Og her skal vi minde hinanden om Paulus’ ord i Rom 3,23, hvor det lyder: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”
Når Guds ord bliver forkyndt på den måde, da skabes der tro og stor taknemlighed for Guds uendelige gode vilje, som er et ønske om, at ethvert menneske skal frelses og reddes for evigheden. Når dette sker, da vender Gud et menneske om, eller sagt på en anden måde: vi bliver vendt mod Gud, og Gud skifter stenhjertet ud med et hjerte af kød. Og det er et hjerte, som takker Gud for hans vilje til at frelse den faldne menneskeslægt, som vi alle hører til.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.