Charles Haddon Spurgeon (1834-1892) regnes for 1800-tallets mest fremtrædende evangeliske prædikant. Han blev prædikant i en alder af 19 år, og det viste sig snart, at han havde en helt enestående nådegave til at forkynde Guds ord. Han lagde ikke vægt på formen i forkyndelsen, men han fremtrådte med stor naturlighed og stor åndelig myndighed.
Myndigheden hang sammen med hans tillid til og dybe fortrolighed med Guds ord, hans ærefrygt for den hellige Gud og en høj prioritering af det personlige liv med Gud i bøn. Hans forkyndelse var bibelsk i sit indhold, evangelisk klar, og det centrale budskab var kaldet til omvendelse og tro på Jesus. Han skrev opbyggelsesbøger, bøger om bøn, bibelkommentarer og prædikensamlinger. Det siges, at han er den kristne forfatter, hvis bøger har fået den største udbredelse nogensinde.
Men hvordan gik det til, da Spurgeon selv kom til tro på Jesus? Det fortæller han om i denne tekst:
I frygt for Guds lov
Som dreng oplevede jeg en periode på fem år, hvor jeg var i stor frygt for mit sind. Hvis noget menneske har frygtet Guds lov mere end mig, har jeg virkelig ondt af den person. Bunyans bog Grænseløs nåde afspejler i hovedtræk min historie. Nogle af de afgrunde, som han var i, var jeg aldrig selv i, men noget af det, som jeg blev kastet ud i, synes han at have været forskånet for.
Jeg troede, solen var fjernet fra himlen – at jeg havde syndet så dybt mod Gud, at der ikke var noget håb for mig. Jeg bad, men jeg fik aldrig så meget som et glimt af svar på det, jeg bad om. Jeg søgte i Guds ord, men jeg oplevede løfterne mere skræmmende end truslerne. Jeg læste om Guds folks privilegier, men med fuld overbevisning om, at det ikke gjaldt for mig.
Hemmeligheden bag min nød var denne: Jeg kendte ikke evangeliet!
Jeg levede i et kristent land. Jeg havde kristne forældre. Men jeg forstod ikke evangeliets frihed og enkelhed. Jeg deltog, der hvor de kristne samledes i min by, men jeg tror ærligt talt ikke, at jeg fik lov at høre evangeliet forkyndt fuldstændig klart.
Én prædikant forkyndte den guddommelige suverænitet. Jeg kunne lytte til ham med glæde, men hvad nyttede det for en stakkels synder, som ønskede at vide, hvad han skulle gøre for at blive frelst?
Der var en anden beundringsværdig prædikant, som altid forkyndte loven, men hvad nytter det at pløje en mark, som har brug for at blive tilsået?
En tredje var en stor forkynder af praktisk kristendom. Jeg lyttede til ham, men det var svært. Det var som en officer, der gav befalinger til en gruppe soldater uden fødder.
Jeg vidste, at der blev sagt: ”Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst” (ApG 16,31). Men jeg vidste ikke, hvad det var at tro på Kristus.
Vendepunktet
Af og til tænker jeg, at jeg stadig ville være i mørke og fortvivlelse, hvis Gud ikke i sin godhed havde sendt en snestorm en søndag morgen, da jeg skulle afsted til et kristent møde. Da jeg ikke magtede at gå længere i sneen, valgte jeg at gå ned ad en sti til et lille, primitivt metodist-kapel. Der var 10-15 personer i kapellet. Præsten kom ikke den morgen. Jeg antager, at han var sneet inde. En fattig mand, en skomager, skrædder eller noget lignende gik op på talerstolen for at prædike.
Han var nødt til at holde sig til teksten, for han havde intet andet at sige. Teksten var: ”Se på mig og bliv frelst, hele du vide jord!”
Han kunne ikke engang udtale ordene rigtigt, men det betød ingenting. Tanken kom til mig, at der kunne være et håb for mig i den tekst.
Han begyndte sådan her: ”Mine kære venner, det er en meget simpel tekst. Den siger: ’Se!’ Det kræver ikke det store. Det handler ikke om at løfte din fod eller din finger. Det er bare: ’Se!’ Man behøver ikke at gå på universitet for at lære at se. Du kan være den mindst begavede af alle og alligevel være i stand til at se. Du behøver ikke at have en stor indkomst for at kunne se. Alle kan se. Et barn kan se. Det er dette, teksten taler om. Og så siger den: ‘Se på mig!’
“Ay, ay!” sagde han så med sin brede Essex-accent. ”Mange af jer vil se på jer selv. Det nytter ikke noget at se der. Du vil aldrig finde trøst i dig selv. Nogen ser på Gud Fader; andre tænker, jeg må vente på, at Ånden gør sin gerning I mig. Men nej, du må se på Kristus!”
Og så udlagde den gode mand teksten på denne måde: ”Se på mig, jeg sveder store bloddråber. Se, jeg hænger på korset. Se, jeg er død og begravet. Se, jeg er opstået igen. Se, jeg er faret til himmels og sidder ved Faderens højre hånd. Åh, se på mig! Se på mig!”
Da han havde talt i omkring 10 minutter, havde han ikke mere at sige. Han så på mig siddende under galleriet, og med så få til stede vidste han, at jeg var en fremmed. Så sagde han: ”Unge mand, du ser helt elendig ud!” Og det var sandt nok, men jeg var ikke vant til, at mit udseende blev kommenteret fra prædikestolen. Ikke desto mindre var det godt, at det skete.
Han forsatte: ”Og du vil altid være elendig – elendig i livet og elendig i døden – hvis du ikke adlyder min tekst. Men hvis du adlyder den nu, i dette øjeblik, så er du frelst.” Og så råbte han, som kun en gammeldags metodist-prædikant kan gøre det: ”Unge mand, se på Jesus Kristus!”
I det øjeblik var skyen borte, mørket var væk, jeg så solen. Jeg kunne have rejst mig op der og sunget med af fuld kraft om Kristi dyrebare blod og om den enkle tro, som ikke gør andet end at se på ham. Åh, om nogen havde fortalt mig det før! Se på Jesus Kristus, så skal du blive frelst!”
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2022. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
C.H. Spurgeon
C.H. Spurgeon (1834-1892) var en engelsk præst.