Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Sorg til glæde

Ugens vidnesbyrd, uge 4 2018. Joh 16,22.

Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer (Joh 16,22).

Tænk hvilket evangelium disciplene modtog af Jesus denne stund. De så ham dagligt ansigt til ansigt, men Jesus vidste, at de skulle skilles ad, og at der ventede dem gråd og klage (v.20). De skulle snart miste deres dyrebare Herre. Men Jesus lover dem her noget helt forunderligt: at Han skal se dem igen, at deres hjerte skal glæde sig, og at ingen skal tage deres glæde fra dem. Ja, han siger endda, at deres sorg skal blive til glæde (v.21). Tænk, Jesus vil forvandle sorgen til glæde!

Dette evangelium om opstandelse, gensyn og glæde efter død, adskillelse og sorg, er et glædens budskab til enhver, der tilhører Jesus. Vi, som ved Guds nåde har set Jesus med hjertet, har et håb om at skulle se Ham ansigt til ansigt på den nye jord. Da skal al sorg og smerte over synd, sygdom og død i livet her på jord med ét forvandles til en evig glæde, som ikke skal tages fra os.

Som livet skrider frem, erfarer jeg mere og mere, at livet er fuld af torne. Torne, der smerter enten i krop eller sind. Nogle smerter forsvinder hurtigt, andre fortager sig langsomt, men nogle forbliver, enten som en vedvarende smerte i hjertet eller som en fysisk smerte i kroppen. Og syndens smerte vil altid nage og pine os.

MEN! Vi, der hører Jesus til, har det levende Guds ord at ty til. Vi må søge ly hos Jesus og i Ordet! Dér er trøst at finde, og om så smerten ophører eller ej, så skænker denne Ordets trøst i sig selv en stor rigdom og fred midt i det svære.

Jeg fik selv trøst af netop dette vers for nylig gennem et andagtsstykke. Herren trøstede her og nu og viste mig, at vores nød er Jesu nød, og at Han kender smerten, endnu før vi selv møder den.

Samtidig kunne jeg på ny glædes over, at en dag skal al sorg og smerte, som jeg har mødt – som stadig piner – og som jeg vil møde, forsvinde helt. Det største af alt er, at på den dag skal jeg se min levende frelser, forløser og trøster og leve med Ham ansigt til ansigt for evigt. Det er nåde over nåde, og det er Bibelens virkelighed for den, som tror.

Må Jesus bevare mig, mine kære, ja alle, der nu tror på ham, og må Han møde endnu flere med evangeliets trøstende, livgivende Ord, så vi bliver mange, der når vort smertefrie og vidunderlige hjem hos vor Frelser!

I himlen er der ikke mere sygdom eller død,
Ej sorgens tårer væder mer’ min kind.
Forbandelsen er borte, som har skabt al sorg og nød.
Tænk engang er den himmellykke min.

Kor: Jeg ønsker at se Jesus først af alt.
Min syndeskyld med blod, han har betalt,
og slægt og venner kær,
jeg møde skal dem der,
men Jesus vil jeg møde først af alt.“

J.W. Peterson (nr. 133 i Lovsangstoner)

Udgivet af

Maja Roed Ditlevsen

Maja Roed Ditlevsen, Herning, lærer.

Maja Roed Ditlevsen

Maja Roed Ditlevsen, Herning, lærer.