I 2012 var der en sang om Jesu navn, der fik en ganske særlig plads hos mig, og det har den haft lige siden.
En gråvejrsdag midt i juni trak min mor vejret for sidste gang efter en kort, men meget slem sygdomsperiode med kræft. Da vi netop havde sunget sidste vers i sangen “Navnet Jesus blegner aldrig”, blev min mor bjærget i havn og kom hjem til Jesus. Det sidste vers lyder sådan:
Midt i nattens mørke blinker
som et fyrtårn Jesu navn,
og hver nødstedt sejler vinker
ind i frelsens trygge havn.
Og når solen mer’ ej skinner
Jesusnavnet stråler end,
da den frelste skare synger
højt dets pris i Himmelen.
Kort efter mor døde, trak de grå skyer væk, og solens stråler trængte ind i hospitalstuen. Jesus er lyset, som kom for at hente min mor hjem den dag. Ja, Jesus var fyrtårnet i min mors liv. Han oplyste hendes liv og hendes hjerte med sit Ords klare lys. Han ledte hende skridt for skridt, som hyrden leder lammet, og hun stolede på ham – også i sin sidste tid med mange lidelser. Hun havde vished om sine synders nådige forladelse for Jesu skyld.
Mors sygdomstid var en svær tid for mig – ikke mindst trosmæssigt – og jeg er på det seneste standset op for Bibelens beretning om stormen på søen. Jeg havde det som disciplene den nat på de oprørte bølger. ”De lidettroende”, som Jesus kalder dem i Matt 8,26. Jeg var bange, så utroligt bange, for at miste mor. Jeg vidste, at Jesus var der midt i stormen. Han kendte mors lidelser bedre end nogen anden, og han kendte os, der stod hende nær og de smerter, vi bar. Men jeg syntes ikke, han hørte min bøn og mit råb om hjælp, og jeg kæmpede med min vantro. Jeg mistede troen på, at han ville høre vores bøn om, at mor måtte blive rask. Og det var modbydeligt at mærke denne vantro inde i mig.
Men ganske kort efter mors død gav Gud mig ro i og vished om, at Jesus hørte vores bøn. Jesus stilnede stormen og fik bølgerne til at lægge sig, som han gjorde det for disciplene i stormen på søen. Jesus kom ikke for sent, men hans svar var et andet, end vi havde håbet på.
Salme 107 blev mig så kær både under mors sygdom og efter hendes død: Der står bl.a.:
Da råbte de til Herren i deres nød,
og han førte dem ud af deres trængsler.
Han fik stormen til at stilne,
og havets bølger lagde sig;
og de blev glade fordi det faldt til ro,
og han førte dem til den havn, de ønskede.
De skal takke Herren for hans trofasthed
og for hans undere mod mennesker
(v 28-31).
Den havn, jeg så inderligt håbede og ønskede, at mor skulle sejle ind i, var “vores havn”. Mit eget ønske var, om hun dog måtte få sit gode helbred igen og leve sammen med os mange år endnu. Men efter hendes død gav Gud mig lov til at se, at det var en anden havn, han havde tiltænkt hende efter en frygtelig tid som nødstedt i mørke og storm på den oprørte sø: frelsens trygge havn. Jesus var fyrtårnet, der lyste op og bød hende hjem.
Og det er netop den havn, Jesus mere end noget andet ønsker, at vi skal sejle ind i. Det blev den største glæde og trøst midt i den dybe sorg og den svære tid med savn; bølgerne havde lagt sig, stilhed, fred og evig glæde uden synd, sygdom og lidelse var nu blevet mor til del. Så måtte jeg takke for Guds trofasthed, midt i sorgen.
Det kan storme i alles liv, små og store stormvejr kan ramme enhver af os. Det stormer i særdeleshed i verden omkring os i denne tid! Må Jesus være vores fyrtårn, der blinker og viser vejen til frelsens trygge havn.
Ja, om vi bare må nå den havn, hvor vi for evigt skal takke Herren for hans trofasthed og undere mod os mennesker! Hvor vi for evigt skal være sammen med Jesus, vor frelser, vort lys.
Udgivet af
Maja Roed Ditlevsen
Maja Roed Ditlevsen, Herning, lærer.