Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb (Ef 6,12).
Djævelen kaldes både en brølende løve og en lysets engel. Mellem disse to yderpunkter viser han sig i mange forklædninger. Vi kan godt frygte den direkte konfrontation med denne ondskabens mester, men optræder han som den brølende løve, er han let at kende. Langt farligere er han, når han går underfundigt til værks og lister sig ind på os i skikkelse af noget godt. Som en smart hacker forsøger han at slå en krog i os, fordunkle, lægge røgslør ud og føre os bag lyset. Og ikke få gange lykkes hans bedrag. Der er jo som bekendt noget i os, der gerne vil bedrages; noget, som ikke bare væmmes ved synden, men finder den spændende og udfordrende, elsker glitterstadset, det fortryllende, det farlige.
Vi har ganske enkelt samme DNA som Adam og Eva, der som de første bukkede under for Djævelens list.
For nylig blev jeg mindet om en side ved den sataniske strategi, som jeg ikke før er standset ved. Jeg havde truffet en aftale med en patient om, at jeg skulle ringe op og informere ham om nogle prøveresultater. Ved vigtig information har vi i afdelingen den praksis, at man kommer ind i ambulatoriet og får svaret – måske er der så pårørende, der kan være med og høre svaret, og derved mindskes risikoen for misforståelser. Denne patient var langvejsfra og havde udtrykkeligt bedt om at få svaret telefonisk.
Det blev en mærkelig samtale. Undervejs havde jeg hele tiden fornemmelse af støj i baggrunden. Jeg tænkte, at det måtte være forbindelsen, der var dårlig. Flere gange måtte jeg derfor sikre mig, at det, jeg lige havde sagt, var blevet forstået. Til sidst blev larmen i baggrunden så markant, at jeg dårligt kunne høre noget.
”Hvad sker der lige”, spurgte jeg, ”det lyder jo som en papegøje – er der en, der snakker med i baggrunden?”
”Helt rigtig gættet”, sagde han. ”Det er min papegøje, den snakker altid med! Jeg ved godt, det kan være irriterende, men det er godt selskab.”
Den sære samtale blev hængende længe i mit sind. Hørte han egentlig, hvad jeg sagde? Og havde han rigtig forstået det? Da slog det mig, at Satan ikke helt sjældent står bag os som den irriterende papegøje, der larmer, snakker efter munden, forvrænger, forvirrer … Hele tiden fordrejer han det gode budskab fra Gud, problematiserer det, flytter fokus. Måske bliver det prædikantens accent eller tøjstil, jeg fortaber mig i, og jeg kan så tage mig selv i, at jeg egentlig har været meget dårligt fokuseret på budskabet.
Anderledes klart lyder Guds ord. ”Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.” Det er livsvigtigt for os, at vi hører Guds ord uden fordunklinger og uden den baggrundsstøj, vi så let kan tage med ind i læsning og andagt.
I beretningen om de fire slags sædejord er det kornet, der falder på vejen. Fuglene kom og åd det op. Man hørte og hørte – uden at høre. For straks efter de har hørt det, kommer Satan og tager det ord bort, som er sået i dem (Mark 4,4.15).
I en dejlig sang lyder det sådan:
Guds menighed, tag Herrens rustning på. Hører du, at Jesus kalder?
Find mod og kraft i korsets sejrstegn. Find din styrke i Guds nåde.
Med troens skjold, med Åndens sværd, vi holder stand mod Satans løgn.
Vort feltråb er: ”Stor er Guds kærlighed!”
Lad det runge over mørket.
(Sange og Salmer nr. 561, v.1)
Udgivet af
Christian Dørken
Christian Dørken, speciallæge i urinvejskirurgi, Holstebro Sygehus.