Våg! III
”Våg!” er en skønlitterær serie, som vil lede vores tanker hen på alvoren i, at vi snart skal stå for Guds domstol. Vi følger forskellige familier og personer med tilknytning til den nye og aktive frimenighed, som er oprettet ud fra det gamle missionshus ”Laudes”. Ingen af personerne er uden fejl. Alle skal de møde Gud. Men hvem er rede?
Resumé: Da den hjemvendte missionær Frederik ved et vidnemøde talte om, at Laudes-menigheden på trods af al sin ydre pragt manglede Jesus, blev bl.a. direktøren Kjeld foruroliget. Især med tanke på hans forhold til datteren Isabel, som siden et privat besøg fra missionærparret har virket tilbageholdende over for ham. Den unge og veltalende præst Joakim fik dog reddet situationen med nogle afbalancerede ord om faren ved materialismen og velsignelsen ved Guds gaver. I sin formaningstale inddrog Frederik sønnen Josvas kritiske ord om teenklubben. Det har tilsyneladende givet Josva problemer i skolen.
”Joakim? Sagde jeg ikke, du skulle tage kødet op af fryseren i går?”
De dundrende lyde fra aggressivt fremadstormende strømpefødder mod gulvtæppet understregede det irritable i tonefaldet. Demonstrativt kraftfuldt tændte Joakim for bruseren sekundet efter og lod som om, han ikke havde hørt spørgsmålet. Det vandt ham lidt tid til at komme i tanke om, hvad det var for noget kød, der var tale om.
Nu kom Irene vimsende ud på badeværelset og gentog spørgsmålet, mens hun med rutineret hast påførte sig den sædvanlige dosis makeup. En overdosis af øjenskygge, hvis Joakim skulle sige sin mening. Men det skulle han ikke. Han havde vovet at kommentere det én gang og havde endda pakket det ind i en fin kompliment om hendes naturlige udseende – som han virkelig stadig mente var utroligt smukt, også efter de havde fået Mia. Nu ventede de nummer to.
Underligt nok var komplimenten ikke faldet i god jord, og siden da havde han varet sin tunge. Hun havde vrisset ad ham, at det forstod han sig overhovedet ikke på: Han kunne jo sagtens med den afslappede, pjuskede stil, som nok kunne give ham street credit hos de unge i menigheden. Men ude på det virkelige arbejdsmarked handlede det altså om at tage sig anderledes præsentabel ud, hvis man ville fremad i systemet.
”Jeg skal jo være hjemme her i formiddag, så jeg tænkte bare, at de par koteletter godt kunne holde til at stå lidt ude her til morgen, og så kan jeg sætte dem i køleskabet, inden jeg tager af sted.”
”Nå, så derfor tog du dem ikke ud i går?” Irenes stemme var skarp, som om han var i forhør for en større forbrydelse.
”Altså, jeg ved ikke, om jeg sådan bevidst havde planlagt forløbet i detaljer, men …”
”Åååååh!” Irenes frustrerede udbrud forhindrede yderligere forklaringer. Der var nok noget i makeuppen, der var gået skævt. Nogle minutter hørtes kun de plaskende lyde fra bruseren, mens hun koncentreret arbejdede videre foran spejlet.
”Nå, men du husker at smutte forbi din farmor med fødselsdagsgaven, og det er dig, der henter Mia senest kl. 16.30. Erdumed?”
”Skal jeg hente …? Nå, ja, selvfølgelig, jeg er med, du skulle til det der møde – jeg har tænkt på det. Og mig og Mia skal nok have nogle lækre chili-koteletter klar, til du er hjemme. Vi ses, min snut! Ha’ en go’ dag!”
”Hej-hej”.
Døren til badeværelset blev smækket i, og væk var Irene. Joakim hørte, hvordan de hule bump fra strømpefødderne blev erstattet af skarpe klonk fra de højhælede på klinkegulvet i entreen, og Mia blev hylende trukket i tøjet i en fart. Det var aftalen, at Irene tog sig af at hente og bringe deres 2-årige datter tirsdag og torsdag, men der kom nu af og til møder i vejen om eftermiddagen som åbenbart også i dag.
Så måtte man jo få det krejlet med konfirmanderne, men de var sikkert ikke kede af at få lidt før fri. Det var i forvejen et åndssvagt tidspunkt med konfi’erne sådan en torsdag eftermiddag, de var jo døde som sild ved den tid, men det var nu, hvad det kunne blive til, og det var da gået fint nok indtil videre. Man skulle bare ikke gøre det for tungt.
Joakim tog en dyb indånding og trådte forsigtigt ud af brusekabinen på det vandglatte gulv. Lækkert at de havde fået installeret gulvvarme i sin tid, så vandet hurtigere kunne fordampe, og så man ikke skulle stå der og hundefryse om vinteren. Der var nu mange ting, man kunne investere i, for at gøre hverdagen mere komfortabel. Og der var da også en hel del, de havde anskaffet sig.
Men Irene var ikke tilfreds. Hun havde højere mål i livet end en frimærkegrund i centrum med et lille moderniseret typehus. Og tanken om noget nyere og større var de for så vidt fælles om. Joakim havde nok bare et lidt mere ambivalent forhold til, at ambitionerne skulle fylde så meget i deres liv. Det måtte jo ikke være sådan, at man glemte at leve og trække vejret – og der skulle også være overskud til at være noget for andre.
I det øjeblik, Joakim trak trøjen over hovedet, stod et billede pludselig lysende klart for hans ansigt: Missionæren ved mikrofonen den anden aften til vidnemødet. Joakim virrede lidt med hovedet for at få det påtrængende ansigtsudtryk på afstand. Frederiks ord om ”Mammons ånd” havde af en eller anden grund hjemsøgt ham siden, og særligt de sidste par dage.
Han havde taget tingene i stiv arm den aften, og der var grund til at takke Gud for, at det var gået så godt. Der var usædvanligt mange, der havde været henne for at klappe ham på skulderen bagefter. Selv Irene havde været stolt af ham – så måtte det jo ikke have været helt skævt!
Et lille smil spillede på Joakims læber, men det fortog sig hurtigt. Sådan et optrin var jo ikke klaret på en enkelt aften. Der kunne sagtens komme efterreaktioner – og måske lignende seancer i fremtiden.
Dagen efter var der et par stykker, der havde henvendt sig til ham om en sjælesorgssamtale. Det var ikke noget, han havde levnet plads til i kalenderen. Men et par tider i næste uge havde han da kunnet plotte ind. Så skulle der bare ikke komme andet uforudset. Der var rigeligt lige nu …
Gad vide, om folk egentlig gjorde sig nogen idé om arbejdsbyrden i en præstetjeneste?
Jo, mange var nu gode til at påskønne hans indsats, dog selvfølgelig især de store organisatoriske forandringer i menigheden. Og de var jo ikke hans værk alene.
Det var gået over al forventning med at engagere de indspiste missionshusfolk. De fleste var opsatte på forandringer og glade for den fornyelse, det bragte med sig, at være blevet en frimenighed med fuldtidsansat præst. Selvfølgelig var der Einar og hans ligesindede, der skumlede noget i krogene over de nye tiltag, men Joakim havde nu en god dialog også med dem.
Det havde sikkert hjulpet ikke så lidt på hans autoritet, at en del af de gamle og konservative havde kendt hans far som en ”god mand” – eller som en havde formuleret det: et ”alvorligt troende og bedende menneske”.
Ved et heldigt indfald kom Joakim i tanke om koteletterne. Han fik dem ud af fryseren, skilte dem fra hinanden og lagde dem på en tallerken i vinduet ud mod sollyset. Der var altid en god varme, så det ville gå hurtigt med optøningen.
Efter en rituel afskylning af fingrene fandt han ølkruset frem og fyldte det til randen med tykmælk. Det var hans foretrukne morgenspise, når det skulle gå lidt stærkt. Og hvornår skulle det ikke det? I dag skulle det i hvert fald.
Joakim sukkede lidt, da han slængede sig i sækkestolen og fraværende satte gang i musikanlægget. Nu skulle der tænkes kreativt igen-igen, og så duede kontorstolen ikke. Stuen fyldtes af lovsangsmusik, og Joakim brummede med, mens han nippede til tykmælken og slog op i undervisningsmaterialet. Han havde valgt bogen, fordi den var en overskuelig og letforståelig gennemgang af trosbekendelsen, som ville strække til godt halvdelen af konfirmationsforberedelsen.
Når de så havde været igennem det basale i den kristne tro, skulle der ske ting og sager. Joakim havde det som sin erklærede mission for forløbet, at de unge drenge og piger skulle få med sig, at kristenlivet ikke bare er teori, men liv og handling. Desværre var rammerne ikke til at lave de store ekskursioner, men det var sikkert også sundt nok at blive standset for, hvor meget kristent arbejde, der egentlig kunne gøres i det helt tætte lokalområde.
Nu var den store udfordring, hvordan sammenhængen mellem de to dele i undervisningen skulle formidles. Unægtelig blev det lettest sådan, at første del var den tørre og kedelige, og sidste del var den sjove og udfordrende. Desværre understøttede det ikke specielt inspirerende undervisningsmateriale det indtryk. Det havde ikke undgået Joakims opmærksomhed, at Robert med sin lidet diskrete håndskrift havde indføjet et stort G i titlen foran ”AB” i ”Troens ABC”.
Men nej, det skulle være løgn! De unger skulle ikke sidde og gabe over trosbekend-elsen torsdag eftermiddag og tænke, at kristendommen var grå og kedelig som en anden historietime! Man måtte gøre sit yderste for at forsøge at ”knække koden” ind til teenageverdenen – og lade dem møde Jesus i deres egen verden.
Nu for eksempel i dag. De var kommet til: ”… opfaren til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.”
Der gled en sky ind foran Joakims ansigt. Han var ellers lige ved at trænge sig vej fra morgentræghed til konstruktiv idé-fase. Men så kom han igen tilbage til vidnemødet. Hvorfor skulle alting tage farve af Frederik lige for tiden? ”At dømme levende og døde” – det lød så pietistisk og missionsk, når det blev på Frederiks facon.
Han havde jo ret, missionæren, når han ville rive folk ud af den materialistiske hverdagstrummerum. Joakim havde selv været bekymret over, hvor lidt indtryk Frederiks ord syntes at have gjort på Irene. Hun havde samme aften lagt sig ind til ham og spurgt med søde øjne, om han havde en drøm om at få et drivhus, når de engang fik en større have.
”Jo, det kunne da være meget fint, men …”
”Forestil dig: Så har vi sådan en lækker terrasse, hvor vi kan sidde uforstyrret og sole os om sommeren, og så kan du komme og forkæle mig med tomater og vindruer, dyrket i eget drivhus …”
”Ja, det lyder dejligt, men …”
”Men hvad, Joakim?”
De store øjne havde set så skuffede ud, og en lille smule irriterede. Han havde undskyldt sig med, at hun måtte kunne forstå, at det havde været en lidt usædvanlig aften for ham. Det var ikke nemt at svare igen på Frederiks anklager mod menigheden. De gik jo tæt på. ”Men hvordan synes du, jeg klarede den?”
Og så var det, hun var kommet med sine dybfølte komplimenter om, at det havde været den helt rigtige måde at håndtere sagen på, og hun var stolt af ham. Og resten af aftenen var svømmet hen i ømhed og tanker om det nye hus og det nye liv, der ventede dem, når de endelig kunne få det, præcis som det passede dem.
– Han havde jo ret, missionæren. Det måtte ikke tage overhånd, alt det jordiske. Men der var så også en anden grøft. Vi kan jo ikke alle sammen give afkald på alt og rejse til Afrika. Vi kan jo ikke alle sammen være martyrer.
Det var svært ikke at have respekt og beundring for Frederik og hans syge kone. Men det var usundt, hvis han ville stille deres missionærliv op på en piedestal til efterfølgelse for hele menigheden. Og det var usundt med hele denne dømmende og mistroiske tilgang til folk.
Det var den pietistiske grundskade: det sorte syn på livet. Forbudsmentaliteten. Askesen. Kulturangsten. De bøjede nakker, de lydelige sukke og de alvorlige ansigtsfolder. Åh, hvor han kendte det alt sammen fra sin ultramissionske opvækst!
Men tiden var inde nu til en mere positiv kristendom. En kristendom, hvor grundtonen var glæde; en kristendom, der opmuntrede til konkret og overkommelig handling i hverdagen; en kristendom, der var lige til at tage med ud og leve på, fordi det hele ikke var så frygteligt tungt og kompliceret.
”… at dømme levende og døde”.
Man skulle jo ikke true de unge ind i Himlen. Det var meget bedre at fokusere på, hvad det evige liv egentlig var for en størrelse. Evigheden – det var selvfølgelig ikke lige det, man gik og snakkede om i frikvartererne dengang i skoletiden. Men de havde sikkert alligevel gjort sig nogle tanker. Det var bare lige med at finde vinklen; døren ind til deres virkelighed.
Evigt liv, evigt liv. Joakim smagte på ordene og sagde dem en ti-tolv gange hen for sig selv.
Ah! Evigt liv! Der kom koden: Det var jo et computerspilsbegreb! Det var det i hvert fald i de gode gamle dage, da han selv spillede. Måske kunne man finde nogle billeder på nettet af de gamle spil. Så kunne de sidde og grine lidt sammen over, hvor meget der var sket siden dengang. Det ville være være den perfekte indgangsvinkel.
Joakim fejede Troens ABC til side og begyndte at søge på nettet. Der var nok at tage af. Det kunne blive til et fint lille slideshow. Og forhåbentlig en god snak om evigt liv.
En disharmoni kom ind i rummet, da telefonens skarpe ringetone blandede sig med den sprøde guitarsolo i baggrunden. Joakim kiggede irriteret på displayet. Kjeld og Malene? Hvordan i alverden kunne de finde på at ringe på denne tid? Der måtte være noget galt.
Kjelds usædvanligt usikre og let stakåndede stemme bekræftede, at tingene ikke var, som de skulle være. Der gik lang tid, inden han kom til det egentlige ærinde. Han gik nervøst om den varme grød. Talte bare om vidnemødet og Frederik. Roste den måde, Joakim havde tacklet det på. Anklagede missionærens hovmod og dømmesyge.
Joakim fulgte med i den usædvanlige talestrøm fra Kjeld med nogle høflige ”mmm”-lyde, som hverken var be- eller afkræftende. Inden i ham sloges en trippende utålmodighed med en nysgerrig bange anelse. Der måtte ligge noget mere bag, når direktøren ringede klokken kvart i tolv en torsdag formiddag. Men Kjeld var ikke typen, man pressede til at sige noget. Alligevel kunne dette ikke blive ved. Formiddagen var i forvejen gået alt for hurtigt, og der var meget, der skulle nås.
”Kjeld – jeg tror, vi langt på vej er enige, men … Kan vi snakke videre om det til menig-hedsrådsmødet i næste uge? Jeg står og skal ud ad døren om lidt.”
Kjeld reagerede prompte.
”Joakim – det er Isabel. Malene fandt hende i går på værelset. Med en stor kødkniv i hånden. Hun …”
Joakim spærrede øjnene op, og hjertet gik i stå.
”Har hun …?”
”Nej! – Nej, hun har ikke … Hun nåede ikke engang at skære sig. Kun meget lidt. Men forstår du, Joakim … Den missionær er farlig! Det er ham, der er skyld i det her! Det har været galt med hende, lige siden vi havde besøg af dem første gang. Og nu er hun ved at blive helt ødelagt af alle de tanker. Jeg er bange for, hvad det her kan udvikle sig til. Malene har det heller ikke for godt. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Det er som om, de foragter mig. Det er lige som om, at de tænker, at fordi jeg tjener lidt mere end gennemsnittet, så er jeg et dårligere menneske, og en dårligere kristen.”
”Kjeld, det er ikke dig, der er skyld i det her …”
”Nej! – Nej, det ved jeg skam godt, at det ikke er. Det er jo ikke mig, der … Nej, det er Frederik, der er problemet, det regner jeg med, at vi to kan være enige om?”
”Jo, det kan vi nok.”
”Godt. Jeg tænkte bare på, om du ville – nå ja, om du ikke kunne komme ud og berolige de to på en eller anden måde?”
”Altså, en sjælesorgs …?”
”Ja, lige nu sidder de bare oppe på værelset og kommer ingen vegne. Malene kan ikke slippe hende af syne. Jeg skal vist bare holde mig lidt på afstand. Og komme med lidt mad engang imellem.”
”Det kan desværre ikke blive lige nu. Jeg har fuldt booket i kalenderen de næste par uger …”
”Uger?” Der var en bævende angst i Kjelds overraskede udbrud. ”Jamen – jeg kan jo ikke … Hvad … Hvad synes du, jeg skal gøre, Joakim?”
”Altså, jeg kan vel klemme en tid ind et sted, Kjeld, jeg skal prøve at se på det. Måske kan jeg komme i morgen aften. Men jeg ringer lige tilbage, okay? Har I tænkt på at kontakte psykiatrien om Isabel?
”Psykia … Ej, nu må vi lige se tiden lidt an. Hun er jo ikke … Altså, jeg mener, det hun ”fejler”, eller hvad man nu skal sige – det må ligge lidt mere inden for dit ansvarsområde, ikke? Du har jo også et medansvar for, hvad der foregår i din menighed. Og jeg håber virkelig, du kan få beroliget de to. Og måske irettesat ham Frederik lidt mere. Offentligt. Det synes jeg, du skulle tænke alvorligt over.”
Kjeld var tilbage i direktørrollen.
”Nå, men jeg regner med dig her i morgen aften så. Skal vi sige klokken syv?”
”Jeg skal prøve at …”
”Godt. Så skal jeg ikke forstyrre mere. Vi ses, du.”
”Hej-hej.”
Joakim stirrede et øjeblik paralyseret ind i telefonen, da Kjeld lagde på.
Så kastede han vredt telefonen ned i sækkestolen, slukkede for musikken og begyndte skiftevis at spise frokost og pakke tasken. Tingene gik vel ikke hurtigere på den måde, men det føltes mere effektivt, når man gjorde flere ting på en gang. Hvad var det nu …? Joakim gik et par gange rundt om sig selv, ihærdigt gumlende på leverpostejsklemmen. Der var et eller andet, man absolut skulle huske … Åh jo: gaven!
Klokken var kvart i et, før Joakim ringede på hos sin farmor. Et par dybe indåndinger, mens han afventede, at de små gamle skridt skulle nå døren. Nu var det bare om at komme ned i gear. For var der noget, farmor ikke forstod sig på, var det at have travlt. Det lå fuldstændigt uden for hendes verden. Også selvom hun sikkert af hele sit gode hjerte prøvede at forstå.
”Næh, Joakim! Kom indenfor, lille børn!”
”Tillykke med fødselsdagen, farmor!”
Han blev vist ind i stuen. Ja, der var jo kaffe på kanden, og der var da også lige en kringle, hun kunne finde frem. Og de obligatoriske småkager selvfølgelig: Finskbrød og rutebiler var der altid i huset. De lå og smilede tillokkende på det kongelige porcelænsfad, som han huskede tydeligt fra barndommens tid.
Joakim protesterede ikke ud over det høflige. Han var klar over, at der ikke var noget at gøre. Og en enkelt kringle kunne der vel nok blive tid til.
Mens farmoren fandt frem fra gemmerne, lod Joakim blikket glide hen over den fine og ryddelige lille stue. Øjnene standsede et par sekunder ved et portrætbillede af hans far, som hang og stirrede direkte på ham henne fra væggen ind mod soveværelset. Det var som om, det faste, men kærlige blik kaldte ad ham. ”Min søn …”, lød det vemodigt fra den afdøde. Ikke mere end det. Men det var også tilstrækkeligt.
Joakim slog øjnene ned. På bordet foran ham lå en opslået Bibel. Der var ingen understregninger og små notitser, men de slidte sider talte deres tydelige sprog. Farmor havde altid været i sin helt egen liga, når det gjaldt bøn og bibellæsning. Og her på fødselsdagen var hun åbenbart i gang i Daniels Bog. Blikket faldt på det sidste vers i kapitel 4: Jeg, Nebukadnesar, lovsynger, ophøjer og ærer nu himlens konge. Alle hans handlinger er rigtige, og hans veje er retfærdige. Den, der vandrer i hovmod, kan han ydmyge.
”Ja, det er jo ikke noget særligt, men du har vel fået noget hjemmefra?”
Farmoren kom smilende med det ene fad efter det andet.
”Jeg ville jo bare lige ind og sige tillykke, farmor, du skulle slet ikke finde noget frem.”
Joakim overrakte hende gaven: et fint indrammet fotografbillede af Mia med et engleligt smil i øjnene. Herligt at se oldemorens strålende glæde over den lille guldklump. Joakim måtte straks hjælpe hende med at få det hængt op på et fremtrædende sted, lige ved bryllupsbilledet af ham og Irene. Nu sad hele familien der, naglet fast på væggen som tre engle, der helt sikkert ikke ville flyve nogen steder.
”Ja, de hjælper mig, billederne, når jeg skal bede,” forklarede farmoren om den store samling af familiemedlemmer, der hang rundt i hele stuen.
Joakim gik ombord i kringlen med en nøje afmålt hastighed, som nok gik til grænsen af det acceptable, men ikke over den.
”Nå, I har vel travlt?” Ordene kom med farmorens karakteristiske blanding af kærlighed, bekymring og anklage.
”Der er nok at se til, ja.” Joakim sank en gang. ”Sådan er det jo i disse tider, og der er en hel del i kirken lige nu. Jeg skal også undervise konfirmanderne her klokken to, så jeg må desværre smutte om lidt igen.”
”Ja, det må du jo nok.” Et lille suk ledsagede ordene. ”Men det er godt, Joakim, at du kan forkynde evangeliet for de unge knægte og piger. De har brug for det. Åh, hvor har de brug for det! Men de er svære at få i tale, er de ikke det?”
”Jo!” Joakim så lidt overrasket op på farmoren, der havde undladt at spise, men blot sad og holdt øje med ham. ”Det er virkelig en udfordring med den målgruppe. Det kræver mere, end man lige skulle tro, at nå ind bag maskerne. Det er, som om de bliver holdt fanget af hinanden. Jeg tror egentlig gerne, de vil, men de tør ikke virke for interesserede i det med kristendommen.”
Joakim mente at se anerkendelse i farmorens øjne. Opmuntret fortsatte han: ”Jeg vil så gerne, at de skal se, at der er liv i kristendommen!”
”Ja!”, farmoren afbrød med uventet fast og afgjort stemme. ”De skal se Livet, de unge. Men skal vi da så ikke bede for dem, Joakim? Er der en særlig dreng eller pige, som du tror, kan være på vej til omvendelse? En, der er vakt, som vi skal bede for?”
”Øhm, nej, ikke lige sådan. Det er vist bare dem alle.”
Farmoren bad længe og stille, men med den indtrængende glød i stemmen, som hun kun havde, når hun henvendte sig til sin himmelske Far. Hun bad om vækkelse. Om at de unge måtte se deres egen fallit. At de måtte blive drevet til fortvivlelse over deres synder, så de måtte komme til Jesus – ham, som er Livet og Frelseren for alle, som tager deres tilflugt til ham.
Joakim følte sig så lille under den gamles bøn. Som et lillebitte barn. Bag de lukkede øjnes forsøg på at koncentrere sig om bønnen, kredsede sanserne om duften fra kringleresterne og den unaturligt kraftige lyd fra det tikkende bornholmerur. Tankerne fløj omkring. Så vidt forskellige miljøer at være i – på én dag. Om lidt skulle han stå og undervise. Så skulle han hente Mia og så hjem og … Åh nej! Det var bare løgn! Koteletterne! De stod ude endnu. Det var stensikkert.
Men der var jo ikke noget at gøre nu. Han kunne jo ikke godt gå midt i bønnen, som sikkert ville vare et stykke tid endnu. Joakim følte noget som et fjernt optræk til en hulken. Det var bare for meget i dag. Hvis man også skulle hjem og anklages af Irene …
”Herre, se i nåde til Joakim i hans gerning. Lad ham fyldes af din Ånd og visdom. Beskærm ham mod Djævelens snigløb. Lad ham være en ydmyg tjener for dig, Jesus, der prædiker dit kors og din forløsning for syndere i nød. Lad ham være et vidne om det budskab, fordi det er det, han lever af og har set livet i. Og spred du det så, gode hellige Ånd, som ringe i vandet over hele vores by: det budskab, at vi er fortabte i os selv, ja fordømte til den evige ild i selskab med Djævelen og hans engle; men at du, Jesus, har løskøbt os fra syndens og dødens magt. Jesus, tak for Golgata! Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, frelser, af din nåde: Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: Vi går til Paradis! I dit navn, Jesus. Amen.”
***
”Evigt liv! Jeg ved ikke, hvad I tænker, når I hører det?”
Ingen svar.
Robert rodede lidt påtaget interesseret i sin Troens GABC. Pigerne kiggede lidt forlegent på hinanden og smilede beklagende til ham. Josva kiggede udeltagende ud i det blå. Missionærens søn fik vel ikke meget ud af undervisningen. Gad vide, hvad han fortalte, når han kom hjem?
Det var Julia, der brød den pinlige tavshed. Som sædvanlig. ”Jeg tænker på Himlen og på, at vi skal stå og synge lovsange til Gud i evi… – bare hele tiden!”
”Okay? Godt tænkt, Julia. Ved du hvad: Du har en meget frommere tankegang end mig! Og jeg er jo ellers præst, ik‘? Der kan man bare se. Ved I, hvad jeg tænkte på?” Joakim lod en lille kunstpause hænge i luften, indtil selv Robert kiggede op. Så smækkede han det første slide op på den hvide bagvæg. ”Jeg tænkte på Dyna Blaster! Eller ‘Bombemanden‘ som jeg kaldte det. Et tudsegammelt computerspil, som jeg spillede sindssygt meget i tudsegamle dage.”
Perfekt! De var fanget med det samme. Selv Josva trak på smilebåndet og fulgte med i slideshowet med de gamle computerspil. Reglerne blev forklaret, nogle screen shots og små optagelser fra de forskellige baner blev vist. Joakim gav den los med forskellige indlevende fagter og udråb undervejs. Om de grinede med ham eller af ham var ikke så vigtigt. Bare de forstod pointen: Det var frygteligt at dø, når man var kommet så langt!
Men så var det, at det fantastiske begreb kom på banen: evigt liv! Joakim havde kendt nogen i klassen, der kendte nogen, der kendte nogle snydekoder. Og vupti: Skrev man sådan en kode under spillet, så kunne man få evigt liv, og man kunne komme igennem de svære passager som en mis.
Det var en fornøjelse at se Robert så meget med i snakken. Han kunne gøre billedet up to date ved at fortælle om de spil, han brugte en stor del af sin fritid på.
Men da snakken var på sit højeste, og hele lokalet var i præstens hule hånd, var det tid til at smide bomben: ”Nøjagtigt sådan her er det i det virkelige liv!”
Joakim lod ordene hænge nogle sekunder i det bomstille lokale, indtil protesterne begyndte at melde sig. ”Jeg vil da godt ha’ sådan en kode så,” grinede Sofie fjollet. ”Kender du nogen, der kender nogen?”
Joakim smilede over hele hovedet. Han havde ikke turdet håbe, at det ville lykkes så godt med så lidt forberedelse. ”Ja, du kan tro, jeg kender nogen,” sagde han med en fortroligt dæmpet stemme. ”Nu skal I høre …”
Og så fortalte han, præsten, om livet, der var dømt til at gå i vasken på ét eller andet tidspunkt. Måske ikke i første bane, men så i bane 27. Og i livet var der ikke engang mulighed for at starte forfra en anden dag. Man var bare færdig! Men ”snydekoden” – koden til det evige liv – ja, den kunne man finde i Bibelen. Og det var faktisk den ”kode”, som de var i gang med at lære nu i trosbekendelsen. Bekendelsen af troen – det var den kode, der kunne give evigt liv i virkeligheden.
Det hele gik så godt. De var med ham – alle sammen. De sugede til sig. Lige indtil Julia tog mod til sig og rakte hånden op.
”Ja, Julia?”
”Der er nogen, der siger, at …” Julias stemme døde hen ved et sideblik til Josva.
”Kom bare,” sagde Joakim.
”Altså, jeg har hørt, at der er nogen, der siger, at … ja, at når Jesus kommer igen, så ryger de fleste lige ned i Helvede. Også rigtig mange af os, der er med i Laudes.”
Julias kinder blev flammende røde. Hun havde talt med hånden oppe, i en lidt overstadigt frimodig position, som den gode snak havde opmuntret til. Men nu var det, som om hun blev opmærksom på det fjollede i den oprakte hånd, der røg ned i skødet med en brat bevægelse.
Der blev stille i lokalet. Joakim kunne ikke lade være med at kigge på Josva, og det samme gjorde alle de andre. Den spinkle knægt led tydeligvis ved de tyngende spørgsmål, som luften i lokalet var tyk af. Han vred sine hænder og forsøgte at lade være med at få øjenkontakt med nogen, kiggede lidt opad … Og så blev øjnene til sidst kolde og ironiske:
”Min far siger så meget!” kom det med let og klar stemme. ”Det skal I ikke tage jer af. Man lærer ham at kende efterhånden, kan jeg fortælle jer. Han er ikke så farlig, som han ser ud til. Han er egentlig bare rigtig meget lige som alle os andre. Når man kommer ind bag facaden, så …” Josva stoppede brat op og kiggede sig hurtigt fra side til side. ”Ja, så er han bare lige som – alle andre.”
Det var som om, han ville have sagt noget mere, knægten. Joakim kiggede intenst på ham. Men der kom ikke mere. Indadvendtheden vendte tilbage og indkapslede atter drengen i nogle kejtede, lidt fjollede bevægelser. Ingen grund til at køre mere rundt i det. Joakim fik pludselig en stærk følelse af medlidenhed med missionærbarnet.
”Din far er en god mand, Josva,” sagde han. ”Frommere end de fleste, tror jeg alligevel. Men det er rigtigt, som du siger: Over for Gud er han – nøjagtig lige som alle os andre. Og det var egentlig noget af det, som jeg også håbede, I ville tage med jer fra i dag …”
Afrundingen blev lidt hurtig og staccato-agtig. Joakim kom pludselig i tanke om Mia: senest klokken 16.30. Og koteletterne. På vej til undervisningen havde han besluttet sig for at købe nye koteletter til aftensmaden. Irene ville aldrig opdage noget. Det var synd, hun skulle have den ærgrelse til ingen nytte.
Indkøbet blev foretaget med lynets hast. Det lykkedes at nå til vuggestuen på slaget halv fem. Mia stod og ventede på ham ved døren, sammen med en ansat, der mødte ham med et påtaget smil. Hun så så forsagt og betuttet ud, den lille. Det var ikke sjovt at være blandt de sidste, der blev hentet.
”Nu skal vi hjem og lave noget dejlig mad til mor, ik’ oss’, min skat?”
Joakim trådte lidt mere end sædvanligt på speederen, når de kørte over vejbumpene. Mia elskede det – og så gik det lidt stærkere med at komme hjem. Efterhånden kom der liv i Mias øjne igen. ”Fjolle-far” hvinede hun af fryd over hans lydeffekter i bilen.
Men smilet på fjolle-fars læber stivnede, da han kørte op i indkøringen. Irenes bil holdt der allerede. Hun skulle først være hjemme om en time. Joakim lod koteletterne ligge, tog Mia på armen og gik resolut ind ad bagdøren.
”Puuuh, her lugter”, udbrød Mia, da de kom ind i køkkenet. Det var kødet, der havde stået i solen hele dagen og nu gav rummet en kvælende atmosfære.
Irene lå på sofaen, og Mia styrtede derhen: ”Mooaar!”. Irene gengældte barnets kram. Men sært mekanisk så det ud. Og Mia mærkede det med det samme. Hun fik noget af sin betuttethed tilbage. Joakim stod forstenet og kiggede fra Irene til det rådnende kød. En vrede boblede i ham.
”Du kunne da i det mindste have fjernet det!”, mumlede han indestængt for sig selv. ”Hvornår er du kommet hjem?” sagde han højt. ”Du er godt klar over, at jeg har afbrudt undervisningen for at hente Mia i dag, ik‘?”
Irene værdigede ham ikke et blik. ”Skat, gå nu ind og leg med dig, ik’ oss’? Så spiser vi lige om lidt, når far har fundet på noget.” Mia blev gelejdet ind på værelset af sin mor.
Nu kom hun hen til ham. Joakim skulle til at råbe noget ind i hendes ansigt. Men et blik på de udslukte øjne standsede ham i tilløbet.
”Kvart i to,” sagde hun koldt.
”Og så har du ligget der på sofaen siden?”
Joakim spruttede det kunstigt ud i et forgæves forsøg på at fastholde det beskyttende raseri. Men en uforklarlig angst havde slået en klo i hans hjerte. Hun var så helt og aldeles forandret, Irene. Så resigneret.
”Joakim, det møde, jeg skulle til …”
”… det blev aflyst?” hjalp Joakim hende på gled.
”Nej. Det møde, jeg skulle til – det var der ikke.”
Ordene hang i luften. Faretruende. I en kvælende blanding med dunsten fra det ildelugtende kød.
”Det var der ikke?”
”Nej, Joakim. Det var der ikke. Jeg løj for dig. Men jeg havde tænkt, jeg ville arbejde længere, for jeg havde taget fri om formiddagen.”
”Fri om formiddagen?” Joakim hadede sig selv for at gentage de sidste ord. Men hjernen stod stille lige nu.
”Jeg har fået foretaget en doubletest og en nakkefoldsscanning på vores foster.”
”Hvad har du?” Joakim kneb øjnene sammen og tog sig til hovedet for at få ordene til at give mening.
Irenes irritation stod lysende malet i hendes ansigt: ”Sig mig, er du da fuldstændigt fatsvag oveni? Det, jeg fortæller dig, det er, at jeg har fået taget en måling på, om det her foster er … normalt. Ja, om det har Downs syndrom! … Og det har det efter al sandsynlighed. Forstår du det, Joakim? Forstår du, hvad det betyder?”
Alting sejlede. Joakim måtte støtte sig til køkkenbordet. Vende sig væk fra Irenes lynende blik. Et stykke tid stod han sådan, med albuerne hvilende tungt på bordpladen, hovedet boret ned i armene og håndfladerne vendt unaturligt opad. ”Åh, Gud,” kom det efter lang tid.
Irene havde forsigtigt lagt sin arm på hans skulder. Ikke aende. Ikke tungt. Men slapt, viljeløst.
”Det her foster”, mumlede Joakim. ”Du mener da: vores barn?” Joakim rettede sig langsomt op. Følte pludselig kroppen 20 år ældre. ”Gør du ikke?” Han søgte hendes blik. Forgæves.
”Gør du ikke?” Råbet kom med en vældig kraft. Han tog fat om sin hustrus kinder med et fast greb og tvang hende til øjenkontakt.
Så ynkelig og svag så hun ud, at han øjeblikkelig slap hende, som om han havde brændt sig.
”Jeg ved det ikke,” hviskede hun. En tåre trillede ned ad hendes blege kind. ”Joakim, jeg ved det virkelig ikke.”
Ved synet af Irenes tårer, løsnede gråden sig endelig hos Joakim. Fast og med uendelig varme og kærlighed omfavnede han sin hustru. Hulkende stod de sådan, tæt ind til hinanden, da Mia kom ud til dem. Hun så forskrækket på sin far.
”I skal ikke være kede af det,” sagde hun med rynkede bryn og en ufatteligt voksen stemme. Irene slap sit tag i Joakim og tog sin datter ind til sig med nogle beroligende ord. Så brast også Mia i en utrøstelig gråd, der skar igennem alt.
”Joakim, vil du … fjerne det der kød?”
”Jeg har nogle nye derude.”
Joakim kylede koteletterne i skraldespanden, åbnede vinduet på vid gab og tog skraldeposen med på vej ud mod det friske kød i bilen. Det gjorde godt med gennemtræk i det lille hus.
Herren siger: ”Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud; derfor vil jeg stadig behandle dette folk på underlig og sælsom måde, de vises visdom skal ødelægges, de kloges klogskab tilintetgøres.” Ve dem, der søger ned i dybet bort fra Herren, for at skjule deres planer; deres gerninger sker i mørke, og de siger: ”Hvem ser os? Hvem lægger mærke til os?” (Es 29,13-15).
Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær. Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde mennesker sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse. For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer (Es 55,6-9).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2013. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
