Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej (Luk 1,76-79).
Her i sensommeren og begyndelsen af efteråret er min dreng på 7 år blevet rigtig glad for solopgange. Han er vild med de flotte farver på himlen. Undertiden finder jeg ud af, at der pludselig på min telefon ligger 20 billeder og et videoklip af – motiver, der minder en hel del om hinanden! – men som er udtryk for hans entusiasme og ikke mindst hans ønske om at dele sin oplevelse. For det er ikke altid i hverdagen, hele familien har mulighed for at komme med ud for at kigge. Men ingen skal gå glip af det flotte syn, synes han. Han nyder synet for sig selv – men tænker også straks på at dele sin glæde.
I Zakarias’ lovsang står der om ”solopgangen fra det høje”, der vil besøge os ”for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej”. Det var den solopgang, Johannes Døber fik som sin livsopgave at dele med andre. På sin egen levetid og – gennem Bibelen – med mennesker til at alle tider. Johannes skulle vidne om det Guds lam, der bærer verdens synd. Han skulle lære os at kende frelsen i vores synders forladelse, takket være den inderlige barmhjertighed, der drev Gud til at sende sin søn til jorden. Jesus og frelsen i ham er solopgangen, der vil lyse for os, der sidder i syndens mørke og i dødens skygge. Han er det lys, der vil lede vores fødder ind på den vej, hvor vi har fred med Gud.
Ligesom med Marias lovsang i samme kapitel trækker Zakarias’ lovsang også i høj grad på Det Gamle Testamente. Lovsangene var ikke tilfældige, poetiske ordsammensætninger. De var formet og dannet i tæt samspil med den hellige Skrift. Når Zakarias – fyldt af Helligånden – synger om ”solopgangen fra det høje”, så er det blandt andet Esajas’ Bog kapitel 60, der spiller med:
”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig” (Es 60,1-2).
Kapitlet fortsætter med at profetere om den velsignelse, det bringer med sig, når ”Herrens herlighed” bryder frem – i form af Messias, den kommende frelser. Der står videre:
”Der høres ikke længere om vold i dit land, om undertrykkelse og ulykke inden for dine grænser; dine mure skal du kalde Frelse og dine porte Lovsang. Solen er ikke længere dit lys om dagen, det er ikke månen, der lyser for dig om natten; men Herren skal være dit evige lys, og din Gud er din herlighed. Din sol går ikke ned, og din måne tager ikke af, for Herren er dit evige lys, og dine sørgedage er forbi” (v.18-20).
Dine mure skal du kalde Frelse og dine porte Lovsang! Frelsens by går man ind ad gennem lovsang. Ikke ved en særlig type hengiven følelse, som mange måske forbinder lovsang med i dag – men ved ganske enkelt og ganske passivt at modtage Guds nåde med tak. For det er lovsangens væsen: at synge om frelsen, og hvad Jesus har gjort – med tak i hjertet.
Der står ellers intet om, hvad det frelste folk skal gøre for at få del i velsignelsen. Herrens lys bryder frem over os ganske uforskyldt – som solen står op om morgenen helt uden menneskeligt hejseværk. Herren er dit evige lys – han og ingen anden. Han sætter sin frelse op som mure omkring dig. Du er i sikkerhed i hans by. Når du er hos ham, er mørkets magt brudt, og dine sørgedage er forbi.
Profetien har – som det så ofte er tilfældet – flere lag. Den ultimative opfyldelse kommer først, når Jesus er kommet igen, og vi skal bo i det nye Jerusalem: ”… Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys” (Åb 21,23).
I den seneste tid har vi generelt haft godt vejr med mange flotte solopgange. Min dreng har tit haft lejlighed til at beundre og glæde sig over himlens flotte farver. Men der har jo trods alt også været morgener, hvor himlen har været grå, og hvor der har været regn og blæst. Det er nogle kedelige morgener. Og sådan kan det også stadig, mens vi er her på jorden, se ud til, at vi er i mørke. At Gud har forladt os. At synden skiller os fra Gud. At døden bliver det sidste ord. Det er gråt, det er koldt og blæsende. Mørke dækker jorden – og tilsyneladende også de kristne.
Men som jeg lærer min dreng: Selv når vi ikke får den flotte solopgang at se, så er solen der alligevel omme bagved.
Frelsen i vores synders forladelse, frelsen i Jesus, det er solopgangen fra det høje, der er brudt frem over os. Og nogle gange ser vi det som en smuk og farverig solopgang. Andre gange ser og mærker vi ingenting. Måske ser og mærker vi endda det stik modsatte. Men vores retfærdighed i himlen er der stadig. ”Altid er det stort, for Gud, hvad frelseren for mig har gjort.” Guds nåde er ny hver morgen, også når vi ikke kan se det.
Hvor er det stort, at Jesus selv er vores evige lys! Solopgangen fra det høje – den må vi se hver morgen i vores bibel. Den står fast. Vi har det skriftligt – i alle livets faser og i alle anfægtelser.
Lad os nyde solopgangen i stilhed for Guds ansigt. Lad os tage imod og takke for, at Herrens herlighed er brudt frem over os. Og lad os så – som min dreng ikke kan lade være med – dele vores solopgang med andre. Det er ikke en tung byrde at dele en solopgang. Det er en trang, der kommer indefra.
|: Alle, alle skal se :|
den herlige frelser, jeg ejer,
ham alle, alle skal se!
(Lovsangstoner nr. 15).
