Men han svarede: ”Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe” (Luk 19,40).
På en bytur til København for nylig opdagede vi nogle fine små såkaldte ”snublesten” lavet i bronze, der var indlagt imellem fortovets øvrige brosten. Nogle af dem var anbragt i fortovet umiddelbart foran Københavns synagoge, mens andre for os at se var anbragt tilfældige steder i storbyens fortove. De firkantede bronzebrosten havde alle sammen påtrykt navne på personer samt en lille inskription, hvor der for eksempel stod et navn, en fødselsdags- og dødsdato samt en kort linje om personerne.
Da vi kom hjem, læste vi om snublestenene. De er ikke placeret tilfældigt, og de findes langt fra kun i København. Også i mange andre byer i Danmark, ja ud over mange lande i Europa finder man disse sten. De er nedlagt i fortove, for eksempel der hvor en person har boet. For størstedelens vedkommende handler det om en person, som regel en jødisk medborger, der enten overlevede nazismens forfølgelser eller omkom under 2. Verdenskrig.
De er siden 2005 blevet håndlavet af kunstneren Michael Friedrichs-Friedlaender i dennes værksted i Berlin. Han og hans to hjælpere fremstiller hele 400-500 snublesten om måneden. Der er sat snublesten i 31 europæiske lande, og i maj 2023 blev sten nr. 100.000 sat.
På en hjemmeside kan man gå ind og læse de mange gribende menneskelige beretninger, der ligger bag hver enkelt sten. Et eksempel er beretningen om Salomon Moses Becker. Her skriver hans barnebarn blandt andet: “D. 1. oktober 1943 blev mine bedsteforældre taget af tyskerne. De blev angivet af en dansk portier på et hotel ved Nørreport, hvor de opholdt sig om natten, inden de sammen med mine forældre, min søster og mig skulle være flygtet til Sverige. Jeg var på det tidspunkt to år. Mine bedsteforældre kom til Theresienstadt, hvor min bedstefar døde d. 21. februar 1944.”
Der er noget og nogen, vi ikke må glemme. Som en lille dreng engang sagde til kunstneren bag snublestenene: ”Man skal snuble med sit hoved og med sit hjerte over de snublesten.”
I Bibelen hører vi også om snublesten og mindesten. For eksempel i Apostlenes Gerninger 4,11: ”Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”
Vi kommer ikke uden om Jesus. Som den gamle Simeon sagde til Jesu mor Maria, da han holdt Jesusbarnet i sine arme: “Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel” (Luk 2,34).
I Første Petersbrev 2, vers 4 og 7 læser vi: ”Kom til ham, den levende sten (…) for dem, som tror, er den altså kostbar; men for dem, som ikke tror, er den sten bygmestrene vragede, blevet hovedhjørnesten og en anstødssten (…) til at snuble over.“
I øjeblikket er jeg i gang med at læse Josvabogen i Bibelen. Der læser vi også om sten. Israelitterne er efter den lange ørkenvandring kommet til Jordanfloden, der danner grænse ind til det forjættede land. Ved et Guds under sker der det, at vandet i floden løber væk, og det vand, som kommer oppe nordfra, står som en vold, idet de israelitiske præster, som bærer arken, der tilhører Herren, sætter deres fødder i Jordanflodens vand.
Folket går tørskoet over floden ud for Jeriko, mens præsterne, der bærer Herrens pagts ark, bliver stående på den tørre bund midt i Jordan.
Efter det Guds under befaler Josva tolv mænd, én fra hver stamme, at de skal tage tolv sten op fra Jordan og bringe dem med over og stille dem på det sted, hvor de slår lejr for natten. Josva siger så: “Når jeres sønner i fremtiden spørger: ‘Hvad er det for sten?’ skal I svare: ‘Vandet i Jordan forsvandt foran Herrens pagts ark; dengang den gik over Jordan, forsvandt vandet i Jorden.’ Disse sten skal for israelitterne være mindesten til evig tid” (Jos 4,7).
”Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger” (Sl 103,2).
Lad os takke Herren, vor frelser. Give ham pris og ære. Ham, som er blevet vores hovedhjørnesten!
Jesus siger: ”Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.”
Udgivet af
Henriette Juul Larsen
Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.

