Jeg takker Mikkel Vigilius og Nyt Liv for, at de har valgt på deres hjemmeside at publicere min reaktion på artiklen Skilsmisse og gengifte (Nyt Liv 2022:3). Jeg takker også for den generøse mulighed for at komme med en slutreplik i denne debat.
Hvad forpligter en quia-bekendelse til?
I det lutherske bekendelsesskrift Om pavens magt og overhøjhed siges følgende: ”Uretfærdig er også den bestemmelse, som forbyder gengifte for den uskyldige part efter en skilsmisse” (paragraf 78). Pga. dette udsagn, som strider mod, hvad Vigilius har hævdet i sin artikel, har Vigilius aktualiseret spørgsmålet, om man som bibeltroende kan bekende sig til hele Konkordiebogen, dvs. til alle de lutherske bekendelsesskrifter.
Bekendelsestro lutheranere tilslutter sig Konkordiebogen, fordi (quia) den udgør en rigtig fortolkning af Den hellige Skrift. Vigilius mener imidlertid, at eftersom såvel De Schmalkaldiske Artikler (1,4) som Konkordieformlen, Solida Declaratio (VII,24) taler om Marias blivende jomfruelighed (semper virgo), så kan man som bibeltroende ikke bekende sig til hele Konkordiebogen.
At bekende sig til Konkordiebogen indebærer dog ikke, at man anser den for at være ufejlbar. Kun Den hellige Skrift er ufejlbar, eftersom den på en speciel måde er inspireret af Gud. Når de forskellige trosartikler forklares på en rigtig og bibelsk måde i bekendelsesskrifterne, findes der ind imellem urigtige detaljer, som er kommer med i ”forbifarten”. Det er der ikke grund til at være forundret over, eftersom det er mennesker, som har forfattet bekendelsesskrifterne, og intet menneskeligt er fuldkomment. At aflægge en quia-bekendelse betyder ikke, at man tilslutter sig disse fejlagtigheder. Som et eksempel på en forklaring af, hvad en quia-bekendelse indebærer, skriver man følgende i En kortfattet fremstilling af Missourisynodens læremæssige standpunkt (antaget 1931):
”Bekendelsespligten omfatter ikke historiske spørgsmål, ’rent eksegetiske spørgsmål’ eller andre ting, som ikke hører til vore trosbekendelsers læremæssige indhold” (art. 48).
Hvis man går til de af Vigilius anførte steder om Marias blivende jomfruelighed, ser man, at det ikke er trosartikler om Maria, som behandles. Hvad der bekendes i disse artikler er derimod Kristi person og hans to naturer. Vigilius anfører den latinske tekst fra De Schmalkaldiske Artikler (1,4), som taler om Maria som ”semper virgo” (blivende jomfru). At dette ikke er, hvad artiklen bekender, fremgår særligt tydeligt af den tyske version af teksten, hvor ”semper virgo” slet ikke nævnes:
“Daß der Sohn sei also Mensch geworden, daß er vom heiligen Geist ohne männlich Zutun empfangen und von der reinen, heiligen Jungfrau Maria geboren sei.“
Prof. John Brug kommenterer det sagsforhold, at den latinske og tyske tekst er forskellig, på følgende måde:
”Hvis bekendelsen havde til hensigt at hævde Marias evige jomfruelighed, forkludrede forfatteren til den tyske tekst det fuldstændigt, eftersom den ikke omtales deri. Det virker, som om det latinske semper virgine ganske enkelt var et standardudtryk for at tale om Marias jomfruelighed. Artiklen har ikke til hensigt at hævde noget om Maria ud over, at hun fødte et barn uden nogen indblanding fra en menneskelig fader (Varför bibeltroende lutheraner omfattar Konkordieboken, föredrag i Vasa 13.7.2000. Foredraget findes elektronisk tilgængeligt på logosmappen.net).
Også i Konkordieformlen, Solida Declaratio (VII,24) er det Kristus og Hans to naturer, som er bekendelsesindholdet i trosartiklen.
I øvrigt kan det tilføjes, at der også i Den Augsburgske Bekendelse, som Nyt liv bekender sig til, findes en fejl. Ambrosius anføres nemlig i artikel VI som kilde til et citat, som moderne forskning mener, stammer fra den ukendte forfatter, som kaldes Ambrosiaster. Hvis absolut ufejlbarhed gøres til et krav for, at man skal kunne tilslutte sig et bekendelsesskrift, så kan man altså heller ikke bekende sig til Den Augsburgske Bekendelse. Som bekendelsestro lutheraner behøver man imidlertid ikke tilslutte sig de ovennævnte historiske fejl, men derimod til læren, som fremkommer i citatet, nemlig, at: ”Dette er bestemt af Gud, at den, som tror på Kristus, er frelst uden gerning, ved troen alene, idet han uforskyldt modtager syndernes forladelse” (CA, VI).
Kommentar vedrørende Bibelens lære om skilsmisse og gengifte
Debatten mellem mig og Vigilius har haft strukturen: 1) Tillader Matt 19,9 skilmisse og gengifte for den uskyldige? 2) Tillader 1 Kor 7,15 skilsmisse og gengifte for den uskyldige? 3) Tillader 1 Tim 3,2 og Tit 1,6, at en forsamlingsleder (episkopos) gifter sig igen efter at være blevet bedraget og/eller ufrivilligt forladt? Jeg fortsætter med at kommentere efter det mønster.
1) Tillader Matt 19,9 skilsmisse og gengifte for den uskyldige?
Vigilius spørger, om al form for utugt ifølge mig indebærer, at der begås ægteskabsbrud, og at den bedragede dermed har ret til skilsmisse og gengifte. Formodentlig har han Matt 5,28 i tanke, eftersom Jesus der stempler utugtige tanker som ægteskabsbrud. Man kan spørge, hvor grænsen går. Hvis ægteskabet kan brydes pga. utugtige tanker, er ægteskabet i så fald ikke brudt? Mit svar er, at Jesus i Bjergprædikenen udlægger loven åndeligt og afslører tilhøreren som synder over for Gud. Men ægteskabet er en verdslig ordning (Matt 22,30), som regulerer det menneskelige samliv på jorden. Derfor brydes ægtepagten de facto kun ved en ydre overtrædelse. Det er helt klart synd at bryde ægteskabet ”i hjertet” ved at føle urent begær (Matt 5,28), men kun den i handling realiserede synd brydes ægtepagten – præcis som det kun er det i ydre handling realiserede mord, som fortjener jordisk straf, selvom Jesus siger, at allerede hadet er at ligestille med mord (Matt 5,22).
Jeg får dermed mulighed for at præcisere, hvad jeg mente med, at porneia i Matt 19,9 henviser til ”alle typer af seksuelle handlinger, som falder uden for ægteskabet”. Jeg mente kun det, som fuldbyrdes i ydre handling (at have sex med en andens kvinde/mand, at besøge en prostitueret, at have homoseksuel sex osv. – formodentlig kan også sex i forlovelsestiden inkluderes i denne liste). Med denne præcisering fra min side bliver det tydeligt, at jeg har samme opfattelse som Martin Chemnitz, som siger, at kun ”hvis der foregår et samleje med en anden person, bliver der begået ægteskabsbrud”.
Vigilius spørger, hvorfor den skyldige part, som har begået utugt, (ifølge mig) ikke også må gifte sig igen. Ville det ikke være den logiske følge, hvis ægteskabet er blevet brudt og altså er ophørt? Som svar på dette mener jeg, at den, som har brudt ægteskabet, pga. sin handlemåde mod sin ægtefælle ikke egner sig til et nyt ægteskab, i særdeleshed hvis den pågældende er ubodfærdig. Ved anger og tilgivelse kan dog det ægteskab, som personen har brudt, genoprettes. Det er den mest ønskværdige og kristelige løsning. I sådanne tilfælde er der ikke behov for en ny vielseshandling, men kun at den bedragede tilgiver sin ægtefælle og tager denne tilbage. Hvis de to parter efter syndsbekendelse og tilgivelse vil forny deres ægteskabsløfter, så står det dem ifølge min mening frit for at gøre dette.
Vigilius argumenterer for, at ægteskabet er uopløseligt ud fra det faktum, at Guds pagt med os består trods vor synd. Ægteskabet på jorden er jo en afglans af Guds pagt med sin brud, dvs. os kristne. Vigilius mener derfor, at ”hvis der er parallelitet mellem Guds pagt med sin brud, og forholdet mellem en brudgom og en brud hos os mennesker, så opløser utroskaben ikke pagten”. Mit svar er, at den parallelitet, som Bibelen udfolder (f.eks. i Ef 5,21-33), ikke er fuldstændig, og derfor kan man ikke drage alt for vidtgående slutninger ud fra den. Eksempelvis består pagtsrelationen mellem Herren og Hans brud efter de kristnes fysiske død (Åb 20,4), mens pagten mellem ægtefolk afsluttes, når den ene part dør (Rom 7,2; 1 Kor 7,39).
Vigilius mener videre, at disciplenes reaktion på Jesu undervisning om ægteskabet (Matt 19,10), indikerer, at Jesus havde et meget strengt syn på ægteskabet. Jeg har i mit tidligere indlæg mod Vigilius’ artikel hævdet, at disciplenes reaktion kan forklares med, at de troede, at Jesus ville have samme holdning til skilsmisse og gengifte som den liberale lærer Hillel, hvilket viste sig ikke at være tilfældet. Vigilius argumenterer mod dette, at disciplene i denne situation, efter tre års undervisning, burde vide bedre end at tro, at Jesus ville have et liberalt syn på skilsmisse og gengifte. Mit svar desangående er, at disciplene påfaldende ofte viste sig at være uforstående over for Jesu undervisning selv mod slutningen af hans tre års undervisning (Matt 16,11; Mark 9,32; Joh 14,9; ApG 1,6).
Til Vigilius’ argumentation for ”forlovelsesteorien” hører, at utugtsklausulen kun er med i Matthæusevangeliet (Matt 5,32; 19,9), som først og fremmest henvender sig til en jødisk læserkreds. Tanken er, at Matthæus pga. denne læserkreds ville behandle et særligt juridisk problem: Hvad gælder, hvis den trolovede gribes i utugt? Uden at være videre indsat i den romerske lovgivning sætter jeg spørgsmålstegn ved, at den jødiske skik med forlovelse var unik i forhold til hedningerne. Forlovelse forekom også i den almene romerske kultur og lovgivning, hvor den unge mand/dreng og den unge kvinde/pige, som enten selv havde lovet sig til hinanden, eller som af deres forældre var blevet lovet til hinanden, kaldtes sponsus respektive sponsa. Min mening er, at ”forlovelsesteorien” hviler på løs grund og spekulative antagelser.
Bedst er det at lade porneia (utugt) og utugtsklausulen beholde sit normale indhold. Da bliver meningen med Jesu ord, at skilsmisse er noget ondt, som går på tværs af Skaberens vilje (Matt 19,5), men ligesom Moses tillod skilsmisse og gengifte (5 Mos 24,21) pga. menneskers hårde hjerter (Matt 19,8), så tillader Jesus også skilsmisse og gengifte – men kun for den uskyldige part og pga. porneia.
2) Tillader 1 Kor 7,15 skilsmisse og gengifte for den uskyldige?
Jeg har allerede argumenteret for, hvorfor 1 Kor 7,5 tillader den ufrivilligt forladte at gifte sig igen, og skal ikke gentage mig selv. Her vil jeg blot besvare to indvendinger fra Vigilius.
a) Vigilius mener, at den frihed, som omtales i 1 Kor 7,15 enten indebærer en frihed fra ægteskabsbåndet (mit standpunkt) eller en frihed fra kravet om at forsøge at bevare ægteskabet ved at holde fast ved den ikke-troende ægtefælle (Vigilius’ eget standpunkt). Det forekommer mig at være en falsk dikotomi at opstille disse to alternativer som hinanden udelukkende. Jeg tro, at den frihed, som Paulus taler om, indebærer dels en frihed fra ægteskabsbåndet og dels (eller dermed) en frihed fra kravet om at modsætte sig skilsmissen, som den ikke-troende vil gennemføre. De to alternativer modsiger ikke hinanden, men hænger tværtimod nært sammen
b) Vigilius afslutter sin argumentation mod, at 1 Kor 7,15 tillader gengifte, med at citere en række bibelsteder, som forbyder skilsmisse, så længe ægtefællen lever: 1 Kor 7,39; Rom 7,2 og Luk 16,18. Derefter stiller han dette spørgsmål: ”Hvorfor er det ikke disse klare tekster, der skal vejlede os, snarere end tvivlsomme følgeslutninger ud fra 1 Kor 7,11 og 7,15?” Mit svar bliver det samme, som jeg allerede skrev i mit indlæg mod den oprindelige artikel i Nyt Liv 2022:3:
”Der er en almen regel, som forbyder skilsmisse og gengifte. Denne regel fremføres flere steder i NT. Og så findes der en undtagelse fra den almene regel, som fremføres af Matthæus (men også af Paulus i 1 Kor 7,15 af en anden årsag end utugt, se nedenfor). Der, hvor utugtsklausulen savnes, må den suppleres: Det kortere skal forklares af det længere, og den almene regel skal indskrænkes ved de undtagelser, som gives på andre steder.”
3) Tillader 1 Tim 3:2 og Tit 1,6 en menighedsleder (episkopos) at gifte sig igen efter at være blevet bedraget og/eller ufrivilligt forladt?
Her har jeg ingen yderligere kommentarer til det, Vigilius skriver. I stedet vil jeg benytte anledningen til at give et eksempel på, hvordan man bedømmer præsters skilsmisser i bibel- og bekendelsestro lutherske kirker ved at citere fra Wisconsinsynodens hjemmeside, hvor man besvarer tilsendte spørgsmål.
”Spørgsmål: Kan en præst være fraskilt og fortsætte med at være præst i jeres (WELS) kirke? Eller gifte sig igen og være præst?
Svar: En skilsmisse diskvalificerer ikke nødvendigvis og automatisk en mand fra præsteembedet. Der findes en række ukendte faktorer i dit spørgsmål. Hvad er omstændighederne ved skilsmissen? Var præstens hustru utro mod ham (Matt 19,9), eller forlod hun ham (1 Kor 7,15)? Var præsten skyld i utroskab eller i at forlade ægtefællen?
Der kan virkelig være omstændigheder ved en skilsmisse, som gør, at en præst diskvalificerer sig i forhold til det offentlige embede. Der kan være andre omstændigheder ved hans skilsmisse, som gør, at præsten ikke har gjort sig skyldig i synd, men hvor det alligevel er bedst for den evangeliske tjeneste, at han frasiger sig netop den stilling – uanset om han tænker at gifte sig eller ej. Der kan yderligere være omstændigheder, som gør, at den præst, som er blevet forladt af sin hustru, kan gifte sig igen og fortsætte i det offentlige embede.
Forskellige faktorer som disse gør, at vi altså ikke kan give et enkelt ”ja” eller ”nej” som svar på dit spørgsmål”
(“Pastors and divorce” – spørgsmålsspalten er elektronisk tilgængelig her: https://wels.net/faq/pastors-and-divorce/).
Slutord
Afslutningsvis vil jeg igen citere den lutherske bekendelses ord, som allerede vores naturlige fornuft bekræfter, og som jeg mener, bekræftes af Jesu og Paulus’ undervisning: ”Uretfærdig er også den bestemmelse, som forbyder gengifte for den uskyldige part efter en skilsmisse” (Om pavens magt og overhøjhed, paragraf 78).
Udgivet af
Lars Borgström
Lars Borgström, præst i Lutherska Församlingen i Stockholmsområdet.