Skilsmisse og gengifte

Lige så stor glæden er ved et bryllup, lige så dyb er sorgen ved en skilsmisse – eller dybere, ikke mindst når der er børn involveret.

Malakias taler ud af Guds kærlige og omsorgsfulde hjerte, når han forkynder: ”Jeg hader skilsmisse, siger Herren” (Mal 2,16, DO 1931).

Hver skilsmisse har sin egen historie, men i langt de fleste tilfælde efterlades den ene af ægtefællerne eller begge med et dybt såret sind.

En kristen kommer ikke lettere igennem en skilsmisse end andre, snarere tværtimod. Den kristne er bevidst om, at ægteskabet er livslangt. Løftet, der blev givet ved vielsen, blev givet over for både Gud og mennesker, og det er bindende. Selvom den kristne har kæmpet for ægteskabet og imod skilsmissen, kan han eller hun i forlængelse af skilsmissen blive overskyllet af skyld og skam.

Få har så meget brug for den kristne menigheds omsorg, støtte og kærlighed som de fraskilte. Den kristne menighed er nådens hjem. Som Jesus udlægger det sjette bud, står vi alle som ægteskabsbrydere over for Gud. Vi står lige med vores dybe synd og lige med behovet for Jesu blod, der renser os for al synd (1 Joh 1,7). Det er hele vores fællesskab – at behøve nåden i Jesus.

Det kræver åndelig og menneskelig visdom at se, hvordan vi i den kristne menighed bedst hjælper og støtter dem, for hvem ægteskabet er gået i stykker. Den visdom må vi bede Gud om. Vi må bede om hjælp til i ord og handling at vise, at den kristne menighed er det tryggeste, varmeste og mest tilgivende sted at være for dem, som er blevet ramt af en skilsmisse.

De, som har lidt en skilsmisse, har brug for evangelisk sjælesorg. Den diffuse og grundløse skyld og skam må afklares som det, den er, og løftes af. Skyld og skam, som skyldes konkret og reel synd, må bekendes for Gud og mødes med evangeliet om Guds fulde tilgivelse for Jesu skyld.

Det er ulykkeligt menneskeligt, at vi i den kristne menighed først og fremmest tænker på os selv, og at vi i ringe grad tænker over, hvordan andre har det – herunder de fraskilte. Derfor kan det være godt at lytte til en, som sætter ord på det. En kristen kvinde skriver sådan her om, hvordan hun oplevede den hårde tid, som fulgte, efter at hendes mand forlod hende:

Da jeg blev alene, kom sorgen og følelsen af at være forkastet bare endnu stærkere ind over mig. Hvorfor kunne jeg ikke holde op med at elske min mand? Denne smerte kunne jeg ikke udholde … Jeg begyndte at medicinere og bedøve mig selv med et par glas rødvin hver aften for at kunne sove. Og når arbejdsugen var forbi, og weekenden kom, forsøgte jeg at gå ud til koncerter og på caféer bare for at se mennesker og slippe for den knugende ensomhed i min lille lejlighed. Jeg gik også til møder for at høre Guds ord, men jeg følte mig udenfor og alene, når jeg så alle de lykkelige familier. Det er ikke let at få nye venner i en voksen alder.ⁱ

Det skærer i hjertet at læse det og måske allermest, fordi det ikke er så svært at forestille sig, at det kunne ske i min nærhed, fordi jeg selv er så fokuseret på mig og mit eget og tænker så lidt på dem, som er hårdt ramt og bærer på en tavs sorg og smerte.

Må Gud tilgive os vore mange og store forsømmelser og give os hjælp til at møde dem, som har lidt en skilsmisse, med åbne hjerter, åbne ører, åbne arme og åbne hjem.

Værn

Når skilsmisser altid er en tragedie og ofte med uoverskuelige og ubeskrivelige skadevirkninger, er det naturligt at rejse spørgsmålet: Hvordan undgår vi at ende der?

Der er meget at sige til det spørgsmål. Det vigtigste er sagt i den artikel, som står før denne, om ”Singleliv og ægteskab”. Hvis de to ægtefæller lever i et opgjort forhold til Gud og i personlig modtagelse af Guds ord i lov og evangelium, så næres og fornyes troens liv i deres hjerter. Så skabes der indefra en vilje til at elske og ære, tilgive og tjene og være tro imod den anden – altid og uanset alt.

Ingen ægtepar undgår kampe og kriser, og når det er svært i ægteskabet, kommer der fristelser. Sjælefjenden har mange tusind års erfaring med at gennemskue, hvor vi har vore svage punkter, og hvordan vi lettest bringes til fald.

”Stå ham imod, faste i troen” (1 Pet 5,9). Ja, for når vi næres og fornyes i troen på Jesus, så tager Jesus selv bolig i vore hjerter, og så virker han i os, at vi ikke kan gå syndens vej. ”Det stærkeste nej til Djævelen, er et stærkt ja til Jesus.”

Kan vi også have glæde af almenmenneskelig visdom til at forstå, hvordan vi bedst støtter, glæder, samtaler med og viser kærlighed til hinanden i ægteskabet? Uden tvivl. Ordsprogenes Bog er fuld af almenmenneskelig visdom til hjælp i menneskelivet her på jorden – også i ægteskaberne. Mange unge kristne par går til forlovelsessamtaler forud for deres bryllupper. Hvis samtalerne ledes af åndeligt og menneskeligt sunde kristne, er der ingen tvivl om, at de kan være til stor gavn – også med henblik på at bevare ægteskaberne. Der skrives mange bøger om kærlighed, ægteskab og samliv. Mellem dem er der bøger, som man kan lære noget godt af.

Men det ene nødvendige, ægtefællernes personlige modtagelse af Guds ord, er og bliver det afgørende.

En kristen ægtefælle

Mange kristne, som har lidt en skilsmisse, vil sige, at der var en sammenhæng mellem den ægtefælle, de valgte, og den måde, ægteskabet endte på. Der er ingen tvivl om, at det ofte er sådan. Med god grund påpeges det for unge kristne, at næstefter troen på og fællesskabet med Jesus, så er valget af ægtefælle det vigtigste i livet.

Hvad siger Guds ord om det valg?

”En kvinde er bundet til sin mand, så længe hendes mand lever; men dør manden, er hun fri til at gifte sig med hvem, hun vil, blot det sker i Herren” (1 Kor 7,39).

I dette vers fastslår Paulus tre ting:

1) Vi har én ægtefælle for hele livet. Ægteskabet er ubrydeligt. Den ene, som vi siger ja til på bryllupsdagen, er vi bundet til, indtil en af os dør. Netop derfor er det så vigtigt at tænke sig grundigt om, søge Guds vejledning og give sig god tid til at lære den anden at kende.

2) En kristen kan gifte sig med den, han/hun gerne vil giftes med. Vi har altså lov til på dette område i nogen grad at følge vores hjerte. Selvom Bibelen har et andet kærlighedsbegreb end det, som er udbredt i vores kultur i dag, er det ifølge Bibelen naturligt, at de to, som bliver gift, elsker hinanden og af hjertet ønsker at dele livet sammen.

3) Det må ske ”i Herren”. Den oplagte og naturlige forståelse af denne formulering er, at den kristne må gifte sig med en, som han/hun er sammen med ”i Herren”. Det vil sige en, som også er kristen. Denne forståelse stemmer med alt det, som ellers siges i Bibelen om kristnes ægteskaber.

Bibelen forudsætter, at ægtefællerne er enige om at bede til Gud (1 Kor 7,5), og at de er enige om at ville tjene hinanden ud fra troen på Jesus (Ef 5,21-33). Bibelen taler stort om, at både far og mor oplærer børnene i troen på Jesus (Ef 6,4; 1 Tim 1,5; 3,14-15). Intet af dette kan ske i et ægteskab, hvor man ikke er sammen i troen på Jesus.

Når Paulus taler om apostlenes frihed til at gifte sig, viser hans formuleringer, at han forudsætter, at det må være med en kristen kvinde: ”Er vi ikke i vores gode ret til at have en søster til hustru …?” (1 Kor 9,5). Der er ingen tvivl om, at ordet ”søster” betegner en kristen kvinde.

”Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?” (2 Kor 6,14).

Hvad handler det vers om? Det handler ikke om fællesskab med ikke-kristne i en arbejdsmæssig eller almindelig social sammenhæng (1 Kor 5,9-10). I disse sammenhænge har vi som kristne frihed til at have med ikke-kristne at gøre og at samarbejde med dem om rent verdslige ting. Det, Paulus advarer mod, er åndeligt fællesskab og samarbejde i et åndeligt arbejde (2 Kor 6,15-16). I bibelsk lys er der ikke noget vigtigere åndeligt arbejde end at opbygge et kristent hjem. Dette arbejde kan en kristen og en ikke-kristen ikke have samme forhold til og syn på. Kun den kristne ved indefra, hvad det handler om og sigter på, og hvorfor det er vigtigere end alt andet i livet. Kun den kristne drives indefra i den retning., som tjener troens liv og den evige frelse.

På denne baggrund mener jeg, at vi må give den enkle og entydige vejledning til kristne, som ønsker og søger en ægtefælle: Du må finde en, som du er sammen med i troen på Jesus.

Det er det, Bibelen siger. Kun da kan I indbyrdes støtte hinanden i troen på Jesus og i tjenesten for ham, i kampen for at få og modtage Guds ord, i bønnen, i givertjenesten, i åndelig omsorg for andre og i åndelig oplæring af jeres børn.

Mange kristne er gået imod denne vejledning, og frafaldet blandt dem har været rystende stort. I nogle tilfælde bidrog forskellen i tro og ånd også til, at det endte i skilsmisse.

At det er sådan, må ikke svække, men tværtimod forstærke vores omsorg og forbøn for de kristne, som er gift med ikke-kristne. Både Paulus og Peter viser en særlig omsorg for disse kristne (1 Kor 7,12-16; 1 Pet 3,1-6). De er i stor åndelig og ægteskabelig nød. Virkeligheden er, at jo tættere de lever på Jesus, jo større bliver afstanden til deres ægtefælle. Ikke desto mindre er det netop dette, vi må bede om og ønske for dem: at de må leve Jesus nær, at de herved må bevares i nøden for deres ægtefælles frelse, og at de i troen på Jesus må holde ud i kærlighed til og troskab mod deres ægtefælle.

Måske bliver denne artikel læst af en kristen, som er i denne situation. Måske giftede du dig med en, som bekendte sig som en kristen, men som siden har fornægtet troen. Måske giftede du dig med en, som du håbede ville blive kristen, men som ikke er blevet det – endnu. Til dig vil jeg sige: Du må ikke tænke, at vejen til Himlen nu er lukket for dig. Det er muligt for dig at leve under Guds fulde nåde og velsignelse også i det ægteskab, som du er i nu. Der går en velsignet vej for dig fra denne dag og frem til målet. Men du bliver kun på den vej ved at leve Jesus nær. Kun derved kan du selv bevares i troen, og kun derved kan du ved Guds nåde blive til frelse for din ægtefælle. Din tro må næres ved Guds ord, og du må være med i et kristent fællesskab, som kan støtte dig åndeligt, og som vil bede for dig og din ægtefælle. Må Gud velsigne dig til det!

En menneskeligt sund ægtefælle

En betydelig del af de skilsmisser, jeg har været vidne til, har på afgørende måde været forårsaget af ægtefæller, som ikke var følelsesmæssigt og psykologisk sunde. De var uden evne eller uden vilje til at behandle deres nærmeste med sund empati, omsorg, respekt og hensyntagen.

Hos nogle personer er disse begrænsninger så dybt rodfæstede i deres personlighed, at der ikke er menneskelig mulighed for, at de kan ændre sig. Gud kan gøre undere, også i forhold til det, jeg her taler om. Men uden et guddommeligt under må denne personlighedstype i almindelighed betragtes som uforanderlig. Det gør kun sagen mere alvorlig og vanskelig, at de, som har denne personlighedstype, ofte vil være uden evne og uden vilje til at erkende, at deres adfærd og behandling af andre er destruktiv.

Når jeg skriver om denne problematik her, er det i håb om at kunne advare en, som er på vej ind i et ægteskab med en sådan person. Det er ægteskabelig katastrofekurs.

I vores kultur har vi en kæreste- og forlovelsestid, som giver os mulighed for at lære en mulig ægtefælle godt at kende. Denne tid er vigtig, og den skal bruges efter sit formål. Til dig, som er i et kæresteforhold: Tag dig god tid til at lære din kæreste at kende. Du finder ingen, som ikke har svage sider. Du finder ingen, som du ikke på visse områder kunne ønske, var anderledes. Sådan er det. Med tiden vil du erkende, at en del af det, du først oplevede som svagheder, hang sammen med styrker, som du ikke havde syn for. Men så kan du også støde på personlighedstræk, som du ikke skal se let hen over, men reagere på.

Jeg vil opfordre dig til at overveje, om din kæreste: har hjerte og omsorg for de svage, kan føle med andre og have ondt af andre, kan tage imod og bøje sig for berettiget kritik, kan erkende sine fejl og bede om tilgivelse, kan leve godt med ikke at få ret og ikke at få sin vilje, kan tilgive andre, kan behandle andre som mål og ikke som midler, har tillid til dig og kan leve godt med ikke at vide alt om din adfærd, har den samme personlighed i alle rum af sit liv, har et sundt forhold til alkohol, til sandheden og til penge.

Listen er lang. De fleste af os må erkende, at vi har svagheder på ét eller flere af disse områder. Vi kunne ønske, vi var anderledes og bedre. Vi ved, at vi har brug for tilgivelse. Men netop det, at vi erkender vore fejl og vores behov for tilgivelse, er et sundhedstegn. Det alvorlige er, hvis der på en række af disse punkter er en markant og konstant afvigelse fra det, som er sundt og godt, og der ikke er nogen erkendelse af, at det er galt. Det må tænde de røde lamper, og de lamper må vi ikke ignorere og gå forbi på vej mod alteret og det forpligtende løfte.

At din kæreste har en kristen bekendelse er ingen garanti for en sund personlighed. At din kæreste møder dig med kærlighedserklæringer, komplimenter og gaver, er ingen garanti. Du må spørge og se efter en følelsesmæssigt og psykologisk sund personlighed, og hvis du konstant og markant møder det modsatte, må du reagere på det.

Du har én ægtefælle for hele livet, og det må være én, som er både åndeligt sund og menneskeligt sund. Det er afgørende for et godt, velsignet og holdbart ægteskab.

Jeg har afholdt mig fra i dette afsnit at bruge psykiatriske fagtermer. De skal i almindelighed kun bruges af fagfolk. Men jeg vil gerne henvise til god litteratur om det, jeg her har talt om. Det gør jeg i den note, som følger efter denne sætning.ⁱⁱ

Skilsmisse

Hvad siger Bibelen om skilsmisse? Kan en kristen tage initiativ til en skilsmisse?

Bibelens grundlæggende og entydige vejledning er, at ægteskabet er livslangt, ubrydeligt og uopløseligt:

”Du må ikke bryde et ægteskab” (2 Mos 20,14).

”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” (Matt 19,6).

”En gift kvinde er ved lov bundet til sin mand, så længe han lever; men dør han, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham” (Rom 7,2).

”En kvinde er bundet, så længe hendes mand lever; men dør manden, er hun fri til at gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren” (1 Kor 7,39).

”De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand (…) og en mand må heller ikke skille sig af med sin hustru (1 Kor 7,10-11).

Det er Guds vilje, at de to, der blev forenede ved vielsen, forbliver sammen, til en af dem dør. De er bundet til hinanden for hele livet. Ingen af dem kan tage initiativ til en skilsmisse uden at synde.

Er der undtagelser? Er der situationer og omstændigheder, som gør det bibelsk forsvarligt at blive skilt?

Når dette spørgsmål rejses i bibeltro, kristen sammenhæng, nævnes der typisk tre forhold, som eventuelt kunne begrunde og legitimere en skilsmisse.

1) En vantro ægtefælle kræver skilsmisse

Den mulighed omtales eksplicit af Paulus: ”Men vil den ikke-troende ægtefælle skilles, så lad det ske; en broder eller søster er ikke bundet i sådanne tilfælde” (1 Kor 7,15). Det var en situation, som tilsyneladende ikke var helt ualmindelig i de første kristne menigheder. Den ene ægtefælle blev omvendt til tro på Jesus og begyndte at leve et nyt liv, mens den anden ægtefælle forblev en hedning og ikke kunne eller ikke ville leve videre i ægteskabet med den troende. På den baggrund kunne den vantro ægtefælle kræve en skilsmisse.

Hvad skulle den troende da gøre? Ville den troende blive skyldig i synd ved at give sit tilsagn til skilsmissen og ved evt. at skrive under på skilsmissepapirerne? Paulus’ vejledning er meget klar i dette spørgsmål. Hvis den vantro kræver og insisterer på en skilsmisse, så skal den troende ikke skabe unødig strid ved ikke at ville samarbejde om og give den vantro ægtefælle en skilsmisse. Skilsmissen er ikke den troendes valg, ansvar og skyld, men entydigt og alene den vantros valg. Derfor kan den troende samarbejde om skilsmissen uden at pådrage sig skyld.

Hvorfor nævner Paulus kun muligheden for, at en vantro kræver skilsmisse, og ikke muligheden for, at en troende kræver skilsmisse? Det er et smerteligt spørgsmål, fordi svaret er givet med uomgængelig klarhed i det, som er citeret ovenfor. En troende må ikke tage initiativ til en skilsmisse: ”De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand (…) og en mand må heller ikke skille sig af med sin hustru (1 Kor 7,10-11). Det er umuligt at tage initiativ til en skilsmisse uden at trodse Gud, vælge syndens vej og dermed optræde som en vantro. Den, som tager initiativ til og insisterer på en skilsmisse, optræder som en vantro og må kaldes til omvendelse.

Det er tungt at skrive, men det er uden tvivl langt tungere at læse for den, som ønsker at leve som en kristen, men har taget initiativ til en skilsmisse.

Jeg tror, der er mange kristne, som ikke har fået bibelsk vejledning på dette punkt. Ansvaret for det falder tilbage på os, som har forkynder- og vejlederansvar. Vi har forsømt at give bibelsk vejledning i forhold til skilsmisse. Konsekvensen er, at der er kristne, som i god tro har taget initiativ til skilsmisse. De har tænkt og troet, at det var bibelsk forsvarligt. I forhold til denne problematik vil jeg sige to ting.

For det første: Der er stor forskel på at synde ubevidst og bevidst. Troen kan ikke leve med, at jeg bevidst trodser Gud. Det dør troen af. Hvis jeg synder ubevidst, er synden stadig synd, men min tro kan overleve, fordi jeg stadig er oprigtig over for Gud og hans ord.

For det andet: Den oprigtige kristne vil angre sin synd og bede om tilgivelse for den, når synden bliver erkendt. Det er vejen frem for enhver, som har syndet på dette område. Det er vejen frem både for den, som har syndet ubevidst, og for den, som har syndet bevidst. ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9). Jesu, hans søns blod, renser os for al synd” (1 Joh 1,7).

Men er der ikke situationer, hvor en kristen med god samvittighed kan tage initiativ til og insistere på en skilsmisse? Nogle bibeltro, lutherske ledere og troende vil sige ja, og de vil så nævne en af de følgende situationer eller dem begge:

2) Den ene ægtefælle øver overgreb mod den anden ægtefælle og/eller børnene

Det kan være hustruen, men det er i almindelighed manden, som øver overgreb, og det kan have karakter af både fysiske, psykiske og seksuelle overgreb. Skal man som ægtefælle acceptere sådanne overgreb mod en selv og/eller sine børn?

Når det har karakter af overgreb, mener jeg ikke, at man skal acceptere det. Bibelen lærer os, at vi har et kald til at forhindre det ondes udfoldelse, og at samfundets myndigheder er givet af Gud for at hæmme og hindre det ondes udbredelse (Rom 13,1-7; Tit 3,1; 1 Pet 2,13-17). Kan vi ikke selv hindre et overgreb, må vi henvende os til myndighederne og bede dem skride ind. Så må det afhænge af samfundets love, hvilken beskyttelse myndighederne kan og vil give.

Hvis en ægtemand vedblivende øver overgreb mod hustru og børn, og hvis det er et mønster, som han ikke selv kan eller vil bryde, så må hustru og børn fjernes fra ham fysisk, og han må hindres i at have adgang til dem. I nogle samfund kan dette kun effektueres, hvis de to ægtefæller bliver skilt. I sådan en situation vil man stå i et valg mellem to onder: Man kan enten forblive gift, og så vil manden kunne forsætte sine overgreb, eller man kan blive skilt, og så vil overgrebene kunne hindres. Det er velkendt i bibelsk og kristen etik, at man kan ende i en etisk konflikt, hvor man må vælge mellem to onder: man må enten synde eller synde. Hvad man end gør, vil man synde. I den situation må man efter bedste evne skønne, hvad der er den mindste synd, det mindste onde. I forhold til en ægtemand og far, som vedvarende øver overgreb, vil jeg selv vurdere, at det kan være det mindste onde at blive skilt. Hvis det vel at mærke er den eneste måde, hvorpå hustru og børn kan blive fjernet fra ham.

Men i modsætning til, hvad mange tænker, er det ikke sådan, det forholder sig i Danmark i dag. I Danmark kan man få myndighedernes fulde hjælp til at få manden fjernet fra hustru og børn, hvis man bliver separeret. Hustruen kan som separeret få fuld forældremyndighed over børnene, hun kan få polititilhold mod manden, og hun kan få alle de sociale og økonomiske støtteforanstaltninger, som samfundet tilbyder en fraskilt. Der er kun én ting, som hun ikke har adgang til, og som en fraskilt har adgang til: et nyt ægteskab. Grunden til, at hun ikke kan blive gift igen, er, at hun fortsat er gift. Hun er fortsat tro mod det løfte, som hun aflagde ved vielsen. Hun er fortsat gift med og tro mod sin mand i medgang og i modgang, til døden skiller dem ad.

Det mindste onde i tilfælde af overgreb, er ikke skilsmisse, men separation. Når en troende kvinde oplever systematiske overgreb fra ægtemanden mod sig selv og/eller mod sine børn, skal hun af andre troende ikke opmuntres til at søge skilsmisse, men til at søge separation. Man kan i Danmark være separeret hele livet.

De troende kvinder, som på denne måde forbliver gift med en overgrebsmand, vidner med deres liv om ægteskabets ubrydelighed. Det gør de over for deres familie og deres børn, over for venner og kolleger, og ikke mindst over for menigheden. Må Gud velsigne dem, som på denne måde med deres liv forkynder og fastholder ægteskabets hellighed og ukrænkelighed!

I separationen ligger der – i modsætning til i skilsmissen – et uudtalt ønske og håb om, at de to, som hører sammen, og som fortsat er gift, på et senere tidspunkt kan finde og flytte sammen igen. Også af den grund bør vi i disse situationer anbefale separation og ikke skilsmisse.

3) Den ene ægtefælle finder sammen med en tredje part

Utroskab er en af de hyppigste årsager til skilsmisse generelt. Er det en legitim grund til skilsmisse for en kristen?

I vielsesritualets bibelske tekstlæsninger indgår disse ord fra Ef 5,32: ”Vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.” Den indbyrdes villighed til at tilgive er fundamental i det kristne ægteskab. Når Guds tilgivelse er forbilledet, kan der ikke være nogen grænse for, hvilke synder vi kan bede om og få tilgivelse for. Det må derfor også gælde fald i seksuel synd, ægteskabsbrud. Hvis den ene ægtefælle er faldet i denne synd, er vejen frem ikke skilsmisse, men bekendelse og forligelse på nådens grund.

Så langt tror jeg, alle bibeltro, lutherske vejledere er enige.

Uenigheden opstår, når vi går over til at tale om vedvarende fald i synd og i særdeleshed, når vi taler om en ægtefælle, som bestemmer sig for at leve seksuelt sammen med en tredje part, og som ikke vil bekende det som synd og ikke vil ophøre med det.

I forhold til denne sidstnævnte situation har jeg selv tidligere givet sagt: ”Der skal ikke være tre i ægtesengen.” Det vil jeg gerne holde fast ved. Men jeg tror ikke længere, at det er ensbetydende med, at ”den uskyldige part” i denne situation er fri til og med god samvittighed kan søge skilsmisse. Når jeg ikke tror det længere, skyldes det to ting.

For det første: Det vers, man oftest henviser til som begrundelse for, at en kristen i denne situation kan søge skilsmisse, er Matt 5,31: ”Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende”.

Jesus tydeliggør, at hvis man skiller sig fra sin hustru på grund af utugt, så bliver man ikke årsag til, at der efterfølgende begås ægteskabsbrud med hende. Men hvad er det helt præcist, Jesus taler om her? Jesus bruger ikke det græske ord moicheia, som betyder ægteskabsbrud. Han bruger det græske ord porneia, som vi rigtigt har oversat med utugt. Der er gode grunde til at tro, at det, Jesus taler om her, ikke er seksuel synd begået i ægteskabet, men seksuel synd begået før ægteskabet i den forlovelsestid, som man blandt jøderne på Jesu tid kun kunne komme ud af ved skilsmisse. Med andre ord tror jeg, at Jesus taler om den synd, som Josef mistænkte Maria for, og som ifølge Matt 1,19 ville være en berettiget grund til skilsmisse. Jeg vil uddybe dette senere i denne artikel.

For det andet: I Det Gamle Testamente er det et gennemgående billede, at Gud har knyttet sig til Israel som sin brud. Det er ulykkeligvis lige så gennemgående, at Israel bryder ægteskabet ved at hore med afguderne. Hvad er Guds reaktion? Det er ikke at bryde pagten. Det er at minde om pagten, at tugte og straffe Israel for dets pagtsbrud, at forsikre folket om sin egen evige pagtstroskab og at kalde Israel til omvendelse: ”…du ringeagtede eden og brød pagten. Jeg husker på min pagt med dig i din ungdom, og jeg vil oprette en evig pagt med dig” (Ez 16,59-60; se endv. Ez 16,1-58.61-63; 23; Jer 2-4; Hos 1-3)

De to, som er forenet i pagten, hører sammen for altid. Utroskaben bringer ikke pagten til ophør, og Gud tager ikke anledning af Israels vedvarende utroskab til at ophæve pagten.

Men: ”Der skal ikke være tre i ægtesengen.” Nej, det skal der ikke. Så længe israelitterne horer med afguderne, vil Gud ikke modtage dem i sit tempel, han vil ikke høre deres bønner, han vil ikke tage dem i sin favn, og han vil ikke have fællesskab med dem (Es 1,15; 29,13-16; Jer 7-8; Am 5,18-27). Ægteskabet består, men Gud vil først og kun tage imod folket på grundlag af syndsbekendelse og omvendelse. Hvis dette skal være et forbillede for os i vore ægteskaber i dag, så må vi opfordre ”den uskyldige part” til at være tro mod den utro ægtefælle, men holde seksuel afstand, indtil ægtefællen måtte omvende sig og bede om tilgivelse.

Jeg forstår meget godt dem, som mener, at man legitimt som kristen kan blive skilt på grund af ægteskabsbrud. Det har jeg som nævnt selv troet og lært. Men jeg tror det ikke længere.

Gengifte

Når man er blevet skilt, har man da ifølge Det Nye Testamente lov til at gifte sig igen?

Når vi går til Det Nye Testamente med det spørgsmål, møder vi flere steder et meget enkelt og entydigt svar: Nej, en fraskilt kan ikke gifte sig igen.

”De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand – men er hun blevet skilt, skal hun forblive ugift eller også forlige sig med sin mand” (1 Kor 7,10-11).

Der er ifølge Paulus to og kun to muligheder for den fraskilte: enten at forblive ugift eller også at forlige sig med sin ægtefælle. Bemærk, at Paulus bruger formuleringen ”sin mand” om den mand, som kvinden er blevet skilt fra. Manden er fortsat hendes mand, selvom de nu er skilt.

Det er på denne baggrund, vi må forstå disse ord af Jesus:

”Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud” (Mark 10,11-12).

”Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den, der gifter sig med en fraskilt, begår ægteskabsbrud” (Luk 16,18).

Enhver vielse, hvor enten manden eller kvinden er fraskilt, er et ægteskabsbrud. Hvorfor? Fordi de to, der er blevet skilt, fortsat hører sammen. De er en ubrydelig enhed hele livet trods skilsmissen. Gifter den fraskilte sig, så bryder han/hun ægteskabet med den ægtefælle, som han/hun stadig hører sammen med og udgør en enhed med. Gifter man sig med en fraskilt, så gifter man sig med en, som tilhører en anden, og dermed bryder man den enhed, som stadig består mellem de to – man bryder ægteskabet.

I de tre tekster, jeg hidtil har citeret, er der ingen undtagelser. Ingen fraskilt kan blive gift igen. Når man gifter sig som eller med en fraskilt, er det altid ægteskabsbrud.

Men ér der ikke undtagelser? Er der ikke nogle særlige tilfælde, hvor den fraskilte ifølge Det Nye Testamente har lov til at gifte sig igen?

I forhold til det spørgsmål deles vi i to spor som bibeltro, lutherske kristne. Nogle siger ja, i visse tilfælde kan man gifte sig igen. Andre siger nej, i ingen tilfælde kan man gifte sig igen.

Tragisk er for svagt et ord at bruge om denne situation. Jeg formår ikke selv at sætte ord på, hvor ulykkeligt og forfærdeligt det er, at vi ikke kan tale med én røst her. Det spørgsmål, vi er uenige om, kan næppe blive mere sjælesørgerisk tungtvejende. Det handler om det eksistentielt og menneskeligt set mest fundamentale: om jeg kan gifte mig med den, jeg elsker. Det handler om det etisk og åndeligt set mest alvorlige: om jeg begår ægteskabsbrud. Og her giver vi forskellig og modsat vejledning.

Der er næppe nogen sjælesørgeriske samtaler, som jeg oplever tungere end dem, som handler om dette, og hvor jeg skal rådgive en, som personligt står midt i netop dette dilemma: Kan jeg i troskab mod Guds ord gifte mig med eller som en fraskilt? I disse samtaler bliver jeg nødt til at sige det, som det er: Du vil få et forskelligt svar afhængigt af, hvem du spørger. Der er gode, bibeltro folk, som vil fortælle dig, at fraskilte kan gifte sig i visse tilfælde. Andre vil sige, at fraskilte ikke kan gifte sig, så længe deres første ægtefælle lever.

Det bliver ikke enklere af, at begge grupper kan finde støtte for deres syn hos nogle personer i kirkehistorien, som vi har grund til at have respekt for. Oldkirkens ledere var enige om at sige entydigt nej til vielse af fraskilte. Det var den vestlige kirkes fælles syn helt frem til reformationen. På reformationstiden introducerede reformhumanisten Erasmus et nyt syn: Et ja til vielse af fraskilte under visse særlige omstændigheder. Luther tilsluttede sig dette nye syn. Siden har mange lutherske forkyndere og sjælesørgere fulgt og formidlet Luthers syn. Andre lutherske forkyndere og sjælesørgere har videreført kirkens gamle syn. I bibeltro, lutherske sammenhænge i Norden findes begge syn.

Det afgørende skriftsted, som uenigheden samler sig om er Matt 19,9. Her siger Jesus:

”Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.”

Ud fra dette vers lyder argumentet fra Luther og dem, som følger ham i dette spørgsmål: Jesus siger, at man begår ægteskabsbrud, hvis man gifter sig, efter at man har forladt sin ægtefælle af anden grund end utugt. Det må omvendt betyde, at hvis man forlader sin ægtefælle på grund af utugt¸ så begår man ikke ægteskabsbrud, hvis man gifter sig igen.

Når Luther skulle begrunde, hvorfor en skilsmisse forårsaget af utugt muliggjorde et nyt ægteskab, argumenterede han på denne måde: Ifølge Moseloven var der dødsstraf for at bryde ægteskabet. Ægteskabsbryderen måtte dø. Dermed stod den uskyldige ægtefælle alene tilbage og var som enke/enkemand fri til at gifte sig igen. På Jesu tid fik jøderne ikke lov at eksekvere dødsstraffen. Men vi må forstå Jesus sådan, at han betragtede den utro ægtefælle som principielt død. Derfor var den uskyldige ægtefælle fri til at gifte sig med en anden, uden at det var ægteskabsbrud. Det var Luthers tankegang.

Efter Luther har andre med samme syn på gengifte tilføjet et andet argument: Ægteskabsbruddet har brudt ægteskabet og bragt det til ophør. Ægteskabet eksisterer ikke mere. Derfor er den uskyldige ægtefælle fri til at gifte sig med en anden.

Jeg har været anfægtet af argumenterne, men med årene er min anfægtelse aftaget. Der er syv grunde til, at jeg ikke kan følge argumenterne.

1) Alle andre NT-tekster om gengifte siger klart og entydigt nej.

Paulus nævner to og kun to muligheder for den fraskilte: at forblive ugift eller at forlige sig med sin ægtefælle. Lukas og Markus citerer Jesus for uden undtagelse at definere ethvert gengifte som ægteskabsbrud. Hvis der var undtagelser, var det da ikke forventeligt og naturligt, at de var nævnt af Paulus, Markus og Lukas?

2) Det er et vigtigt princip i bibelfortolkning, at vi må lade de klare tekster kaste lys over de uklare. Matt 19,9 er et kringlet vers. Der er stor uenighed blandt grammatisk kompetente teologer om, hvordan verset skal forstås og oversættes, for at meningen i den græske grundtekst og dermed i Jesu vejledning kommer frem. I en sådan situation er det naturligt at lade de klare tekster i Det Nye Testamente kaste lys over verset. Alle andre tekster i Det Nye Testamente om denne sag siger entydigt og klart nej til gengifte i ethvert tilfælde.

3) Det Nye Testamente viderefører ikke Det Gamle Testamentes bestemmelser om dødsstraf for utroskab. Dødsstraffen var en del af samfundsloven i den gamle pagt, og den samfundslov forsvandt med den gamle pagt. Når dødsstraffen ikke har gyldighed i den nye pagt, giver det ikke mening at lægge den til grund for den etiske vejledning i den nye pagt. Vi kan og skal ikke i den nye pagt dræbe alle ægteskabsbrydere eller betragte dem som principielt døde.

4) Hvis utroskab opløser et ægteskab, så er der en væsensforskel mellem Guds ægteskab med Israel og vore ægteskaber i dag. Gennem hele Bibelen understreges det modsatte: at vore menneskelige ægteskaber skal afspejle og vidne om ægtepagten mellem Gud og hans folk, og den pagt opløses ikke ved folkets utroskab.

5) Hvis utroskab opløser et ægteskab, må den eneste naturlige konsekvens være, at alle ægtepar, som har oplevet utroskab, må gifte sig igen, hvis de fortsat vil leve sammen. Hvis de på grund af utroskaben ikke længere har et ægteskab, og hvis det er grunden til, at de kan gifte sig med andre, så må konsekvensen også være, at de ikke kan vende tilbage at leve seksuelt sammen uden at gifte sig igen. Ellers vil de leve sammen som to ugifte. Ingen drager dog denne indlysende konsekvens. Det undergraver tankegangens troværdighed.

6) Som anført ovenfor skriver Paulus til alle de fraskilte i Korinth, at de enten må forblive ugifte eller forlige sig med deres ægtefælle. Korinth var kendt for i enestående grad at have en seksuelt løssluppen kultur. De fraskilte kristnes tidligere ægtefæller måtte derfor forventes for de flestes eller for alles vedkommende at være gået videre til andre seksuelle relationer. Alligevel åbner Paulus ikke op for, at ”den uskyldige part” kan gifte sig igen. Det peger i retning af, at en ægtefælles seksuelle forhold til en tredje part ikke sætter ”den uskyldige part” fri til at indgå et nyt ægteskab.

7) Der er god grund til at tro, at Jesus med ordet ”utugt” i Matt 19,9 taler om noget andet end en ægtefælle, der er utro efter den endelige indgåelse af ægteskabet. Dette fortjener en nærmere begrundelse.

Utugt i Matt 19,9

Som nævnt ovenfor bruger Jesus i Matt 19,9 to forskellige udtryk for seksuel synd. Det første ord er porneia, som vi oversætter med utugt, og det andet ord er moicheia, som vi oversætter med ægteskabsbrud:

”Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end porneia/utugt og gifter sig med en anden, begår moicheia/ægteskabsbrud.”

Vi møder den samme anvendelse af de to ord i Matt 5,32: ”Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end porneia/utugt, forvolder, at der begås moicheia/ægteskabsbrud med hende.”

Jesu brug af ord er ikke tilfældig. Når Jesus bruger to forskellige ord, er det naturligt at regne med, at han taler om to forskellige ting.

Hvis årsagen til skilsmissen er ægtefællens porneia/utugt, begår man ikke moicheia/ægteskabsbrud ved at gifte sig igen.

Det centrale spørgsmål bliver, hvad ordet porneia dækker over og henviser til.

Ordet porneia er kun brugt én gang mere i Matthæusevangeliet. Det er i Matt 15,19:

”Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud (moicheia), utugt (porneia) …”

Det fremgår af formuleringerne her, at porneia ikke er identisk med og ikke henviser til det samme som moicheia. Ellers ville Jesus ikke have brugt begge ord.

Hvad dækker porneia over, når det bruges i Det Nye Testamente? Ordet bruges i forskellige former i alt over 30 gange i Det Nye Testamente. I almindelighed henviser det til seksuel synd i bred forstand. I Åbenbaringsbogen anvendes det hyppigt som et billedligt udtryk for hengivelse til synd. Der er enighed blandt græskkyndige om, at ordets præcise betydning, når det anvendes, må afklares i lys af konteksten.

Tre ting bør imidlertid bemærkes i denne sammenhæng.

For det første: Abel Isaksson skrev i 1965 en teologisk doktorafhandling, hvor han gik i dybden med betydningen af ordet porneia i Matt 19,9. I den forbindelse undersøgte han ordets anvendelse i før-kristen jødisk litteratur og i Det Nye Testamente. Isaksson fastslår, at både den før-kristne jødiske litteratur og Det Nye Testamente skelner mellem det, som kan betegnes som porneia/utugt, og det, som kan betegnes som moicheia/ægteskabsbrud. Det er ifølge Isaksson tvivlsomt, om der findes et eneste eksempel på, at ordet porneia bruges specifikt om ægteskabsbrud. På den baggrund fastslår Isaksson, at vi må regne med, at porneia i Matt 19,9 dækker over noget andet end ægteskabsbrud.ⁱⁱⁱ

For det andet: I Det Nye Testamente har vi en række eksempler på, at porneia bruges om sex uden om og før ægteskabet.

I 1 Kor 7,2 skriver Paulus: ”For at undgå utugt (porneia) skal enhver mand have sin hustru og enhver kvinde sin mand.” Med andre ord: Hvis en mand er seksuelt sammen med sin hustru, er det ikke utugt. Hvis en kvinde er seksuelt sammen med sin mand, er det ikke utugt. Men hvis man er sammen med en, som man – endnu – ikke er gift med, så er det utugt. Her betegnes sex før ægteskabet som porneia.

I 1 Thess 4,3-5 skriver Paulus: ”Dette er Guds vilje, at I helliggøres, så I afholder jer fra utugt (porneia), og enhver af jer véd at vinde sig sin hustru i hellighed og ære, ikke i begærligheds brynde som hedningerne, der ikke kender Gud” (DO 1948). Her henviser porneia til sex før ægteskabet.

I Joh 8,31-59 gengives et opgør mellem Jesus og nogle jøder, som Jesus ville hjælpe til omvendelse. Jesus afviser, at de kan trøste sig ved, at de har Abraham til far. Om sig selv siger Jesus, at han har Gud til far. Det skaber en reaktion hos jøderne, som kommer til udtryk i disse ord: ”Vi er ikke avlet i utugt (porneia); kun én far har vi, det er Gud” (v.41). Den oplagte forståelse er, at jøderne her henviser til de særlige omstændigheder omkring Jesu fødsel. Han blev født mindre end ni måneder efter sine forældres vielse. Ud fra det slutter de, at han er ”avlet i utugt”. Her bruges porneia igen om sex før ægteskabet.

For det tredje: 5 Mos 22,13-21 behandler en situation, hvor det viser sig, at en kvinde har været seksuelt sammen med en mand før ægteskabet. Om den synd, kvinden har begået, bruges i v. 21 det hebraiske ord zenot, som er en parallel til det græske ord porneia. I den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, som var udbredt blandt jøderne på Jesu tid, blev der i oversættelsen af zenot brugt en variant af ordet porneia. Jøderne på Jesu tid var med andre ord fortrolige med, at dette ord blev brugt om sex før ægteskabet.^iv

Henviser ordet porneia i Matt 19,9 til sex før ægteskabet? Som sagt er der enighed blandt græskkyndige om, at ordets præcise betydning, når det anvendes, må afklares i lys af konteksten. Derfor vil vi se på konteksten.

Konteksten for Matt 19,9

Den tekstmæssige kontekst er Matthæusevangeliet i sin helhed. I Matt 1,18ff. hører vi om Jesu fødsel. Som den eneste evangelist fortæller Matthæus om Josefs reaktion, da han bliver klar over, at Maria er gravid: ”Hendes mand Josef var en retsindig mand og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed” (v.19).

På Jesu tid var forlovelsen så forpligtende, at man kun kunne komme ud af den ved en skilsmisse. De forlovede var ikke gift. Men skulle de gå fra hinanden, måtte de skilles. Når det skete, havde man altså at gøre med to fraskilte, som aldrig havde været gift. Den mest almindelige og den på Jesu tid indiskutabelt legitime grund til skilsmisse var, at den ene af de to forlovede havde bedrevet utugt ved at være sammen med en tredje part. Når det blev afdækket, var det forventeligt, at den bedragede part tog initiativ til en skilsmisse.

Det var dette, Josef ville gøre. Han ville skille sig fra Maria på grund af utugt: porneia. Matthæus understreger, at han var ”retsindig”, da han besluttede at gøre dette. Han var i sin gode ret til at gøre det. Han brød på ingen måde Guds lov. Havde Josef gjort alvor af skilsmissen, ville han have været en fraskilt, som aldrig havde været gift.

Matthæus er som sagt den eneste evangelist, der fortæller om Josefs overvejelser om at lade sig skille. Det kan meget vel have sin grund i de modtagere, som Matthæus skrev sit evangelium til. I højere grad end de tre andre evangelister, målrettede Matthæus sit evangelium til jøder. De var fortrolige med den jødiske kultur vedrørende forlovelse og skilsmisse. Derfor forstod de umiddelbart det, som Matthæus skrev om Josef. De vidste, at man som forlovet – før den endelige indgåelse og bekræftelse af ægteskabet – kunne blive skilt på grund af porneia, og at man da havde status som en, der aldrig havde været gift.

Med dette er vi inde i den kulturelle kontekst for Jesu ord i Matt 19,9. I den jødiske kultur, som Jesus levede og talte ind i, var der nogle andre ordninger for forlovelse og skilsmisse end uden for denne kultur. Det er naturligt, at Matthæus tager højde for den særlige jødiske kultur, når han skriver sit evangelium med særlig adresse til jøder. Markus og Lukas gengiver også det, som Jesus siger om skilsmisse og gengifte. Men begge udelader Jesu ord om, at der er en undtagelse. Hvis man er blevet skilt på grund af modpartens porneia, kan man gifte sig med en anden. Det sagde Jesus, og Matthæus gengiver det. Men Markus og Lukas udelader det. Hvorfor? Det mest oplagte er, at Markus og Lukas udelader det, fordi det er en undtagelse, som deres ikke-jødiske læsere ikke ville kunne forstå. Det er også en undtagelse, som deres ikke-jødiske læsere ikke har brug for eller gavn af at høre. For den handler isoleret om noget, som er relevant for jøder i forhold til deres særlige love vedrørende forlovelse og skilsmisse.

For de jødiske modtagere af Matthæusevangeliet er det imidlertid helt afgørende, at denne undtagelse gengives. Hvis de kun hørte, at Jesus havde sagt, at enhver fraskilt må leve alene, og at ingen må gifte sig med en fraskilt, så ville de nødvendigvis have spurgt: Men hvad så med dem, som er blevet skilt i forlovelsestiden, og som aldrig har været gift? Kan de heller ikke blive gift? Netop det spørgsmål besvarer Jesus med sine ord om undtagelsen. Hvis man er blevet skilt på grund af porneia, altså modpartens utugt i forlovelsestiden, så er man fri til at gifte sig med en anden. Denne undtagelse var helt afgørende for jøderne at få med, hvis de skulle forstå Jesus ret. Derfor tog Matthæus den med, og han tog den med både i Matt 5,32 og i Matt 19,9.

Dermed tydeliggjorde Matthæus: Jesus er indforstået med den jødiske ordning, hvor man kan blive skilt før den endelige indgåelse og bekræftelse af ægteskabet. Sker det, er man fri til at gifte sig ”med en anden”.

Det er værd at bemærke Jesu præcise formulering her. Jesus siger ikke, at den, som er blevet skilt på grund af porneia, er fri til at gifte sig ”igen”. Nej, for den person, som Jesus taler om her, har aldrig været gift. Derfor siger Jesus, at den, som er blevet skilt på grund af porneia, er fri til at gifte sig ”med en anden”.

Når Matthæus tager Jesu undtagelse med, opnår han endnu en ting. Han kaster lys tilbage over Josefs tanker og overvejelser i Matt 1 og bekræfter, at Josef tænkte ret og havde været i sin gode ret til at skille sig fra Maria, hvis hun havde været seksuelt sammen med en anden i forlovelsestiden.

For en nutidig læsning kan det forvirre, at Jesus i Matt 19,9 taler om at blive skilt fra sin ”hustru”. Den titel bruger vi i dag kun om en, som er blevet gift. Men blandt jøder på Jesu tid blev de forlovede kaldt “mand” og “hustru” (fodnote: Isaksson 1965,13). At Matthæus anerkender denne sprogbrug, fremgår af kapitel 1,19, hvor han omtaler Marias forlovede som ”hendes mand Josef”. I den græske grundtekst til Matt 1,20 kan man endvidere finde belæg for, at Maria omtales som Josefs hustru, mens de endnu kun er forlovede. I den gamle danske oversættelse står der: “Frygt ikke for at tage din hustru Maria til dig.” At Jesus i Matt 19,9 taler om at skille sig fra sin ”hustru”, udelukker således ikke, at han taler om en skilsmisse før brylluppet.

Både den tekstmæssige og den kulturelle kontekst for Jesu ord i Matt 19,9 underbygger, at Jesus med sine ord om ”af anden grund end utugt” henviser til utugt i forlovelsestiden. Den undtagelse, Jesus nævner, var afgørende at få med for samtidens jøder. For ikke-jøder og for os i dag har den ikke samme vigtighed. Vi praktiserer ikke skilsmisse før ægteskabet. De, som bliver skilt hos os i dag, bliver altid skilt efter den endelige indgåelse og bekræftelse af ægteskabet.

Derfor er der for os i dag ingen undtagelse.

Konklusionen bliver dermed, at de, som er blevet skilt, må forblive ugifte eller forlige sig med deres ægtefælle. Gifter de sig igen, begår de ægteskabsbrud. Det lærer hele Det Nye Testamente entydigt og samstemmende – også Matt 19,9.^v

Hårde ord

Jeg tror, det er få, som kan læse sig igennem de sidste ord i det foregående afsnit uden at mærke en indre reaktion og protest: Kan det passe? Er det ikke helt urimelig hårdt i forhold til de fraskilte? Der er så mange forskellige historier bag skilsmisserne. Der er nogle, som har været udsat for helt forfærdelig urimelighed og uretfærdighed fra deres ægtefælle. Der er nogle, som uden grund er blevet forladt i en helt ung alder få år eller få måneder efter ægteskabets indgåelse. Skal de virkelig leve alene resten af deres liv, eller indtil ægtefællen dør? Der er fraskilte, som mistrives i radikal grad som enlige, og som fristes til at finde sammen med en ikke-kristen. Er det ikke bedre, at de bliver gift med en kristen? Har tilgivelsen ikke noget at sige her? Er der ikke en ny begyndelse for Guds børn på nådens grund, hvor fortiden er slettet ud? Hvad bliver der af Guds kærlighed og barmhjertighed, hvis fraskilte forbydes at gifte sig igen?

Jeg tror ikke, jeg er i stand til at formulere noget, som kan få denne protest og disse spørgsmål til at forsvinde fra vores sind. Alligevel vil jeg sige lidt, fem ting.

For det første: Da Jesus havde sagt sine sidste ord om skilsmisse og gengifte i Matt 19, var hans disciple rystede:

”Hans disciple sagde til ham: ’Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig’” (v.10).

Jesus lytter til dem og svarer på det, de siger. Men Jesus svarer ikke ved at opbløde og modificere den vejledning, han har givet. Han siger: ”Hvad dette går ud på, kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet” (v.11).

Jesus ved, at der vil være mange, som vender sig imod og forkaster hans ord, fordi de oplever dem for hårde. Men Jesus står fast ved det, han har sagt. Og så går han videre og bekræfter, at det kan få utroligt store omkostninger for den enkelte at efterleve hans ord, men at det er det hele værd i forhold til dette ene: at vinde Himmeriget (v.12).

For det andet: Guds kærlighed og barmhjertighed ser længere, end vi gør i livet her på jorden. I sin kærlighed og barmhjertighed har Gud givet os ægteskabet som en hellig og ubrydelig ring om de to, der elsker hinanden og altid vil være sammen, og om den familie, som de måtte få med hinanden. Der er mægtige fjender, som vil bryde ringen, skille de elskende og ødelægge familien. De værste fjender kommer fra de elskendes egne hjerter. I kriser kan den ene eller begge ægtefæller drømme om at bryde ud af ringen og eventuelt finde sammen med en anden, som deres hjerte lige nu er optændt af forelskelse i. Men så er ringen der. Den er ubrydelig. Den betyder, at de to må blive sammen, at de aldrig kan skilles, og at de aldrig kan få nogen anden. Og fordi ringen er der, så bliver de sammen. De kæmper og længes og sørger, men de bliver sammen og kommer igennem krisen og finder sammen igen i fornyet og uddybet, prøvet og modnet kærlighed og i dyb taknemlighed til Gud for den ubrydelige ring.

Vi er tilbøjelige til at se isoleret på den enkelte situation og den enkelte person. Gud ser længere. Han ser, at hvis der slås hul i ringen i forhold til skilsmisse og gengifte, så er værnet om de to og deres familie væk. Så vil vi i krisetider søge mod det ene hul i ringen og presse hullet op, så vi kan komme igennem det. Så er det kun et spørgsmål om tid, før vi oplever en flod af opløste ægteskaber og opløste familier, ulykkelige fraskilte og ulykkelige børn. Gud vil værne os mod dette. Det gør han ved at fastholde ægteskabets absolutte ukrænkelighed, ringens ubrydelighed. Ind i den sammenhæng kalder Gud vore fraskilte kristne brødre og søstre til ved livslang troskab mod deres ene ægtefælle at bevidne og bekræfte det livslange ægteskab. Værdien af dette vidnesbyrd kan ikke overvurderes. Men det koster.

Vidnesbyrd kaldes på græsk for martyrion. Sådan er det for de fraskilte kristne. De vidner gennem lidelse om ægteskabets hellighed. Men vidnesbyrdet er uvurderligt for menigheden. Og i Himlens perspektiv hviler der herlighed over dem, som bærer dette vidnesbyrd: ”Herlighedens ånd, Guds ånd hviler over jer” (1 Pet 4,14).

For det tredje: Guds kærlighed og barmhjertighed ser længere end vi gør i forhold til evigheden.

Det er nærliggende for os at gøre livets regnskab op, som det tager sig ud mellem fødsel og død. Vi vurderer Guds kærlighed og barmhjertighed på, om der er et rimeligt forhold mellem glæde og sorg, medgang og modgang, lys og mørke i livet her på jorden.

Salme 73 er et godt eksempel på, hvordan denne tankegang kommer til udtryk hos et troende menneske. Salmisten sammenligner sit eget liv med ikke-troendes liv, og han synes, at de ikke-troende virker til at have meget nemmere og gladere liv her på jorden. Hans eget livs regnskab går ikke op: ”Til ingen nytte holdt jeg mit hjerte rent og vaskede i uskyld mine hænder; jeg blev dog ramt dagen lang og tugtet hver morgen” (v.13-14). Sådan tager regnskabet sig ud, når han alene ser på livet her på jorden. Men så sker der noget: ”Det var uret i mine øjne, indtil jeg kom til Guds helligdom og gav agt på deres endeligt” (v.17). Da evighedsperspektivet åbnede sig for ham, forandredes alt. De ikke-troende bliver ”tilintetgjort af rædsler” (.19). De troende føres fra dette liv til herlighed (v.24). Så kort er livet, som et åndedræt, og derefter venter for Guds børn evig salighed, herlighed, trøst og glæde.

Dét er vores rigdom som Guds børn, og det er en rigdom, som ingen og intet kan tage fra os:

”Levnes intet mig tilbage, himlen kan mig ingen tage. Ejer ikke jeg et strå, Himlen er mig nok at få” (H.A. Brorson).

I samme grad denne virkelighed får magt over vore hjerter, i samme grad bliver vi i stand til at bære de kors, Gud lægger på os her i livet. Hvem vi end er som kristne, og hvad vi end bærer på – også som fraskilte kristne.

For det fjerde: Når vi rammes af hårdheden i Jesu ord om skilsmisse og gengifte, må det kalde på vores omsorg og forbøn for alle de fraskilte kristne i vore menigheder. Er der sandhed i Paulus’ ord om, at når én legemsdel lider, så lider også de andre, da må det ikke mindst gælde i forhold til de fraskilte brødre og søstre i vore menigheder (1 Kor 12,26). Jeg indledte denne artikel med at minde om den skyld og skam, smerte og sorg, de kan bære på. Jeg opmuntrede til, at vi åbner vore hjerter og ører, arme og hjem for dem. Det vil jeg gerne minde om igen.

Gud give, at de fraskilte i vore menigheder må gøre erfaring af vores oprigtige kærlighed, omsorg, støtte og forbøn og derved få hjælp til at leve det liv, som Gud kalder dem til at leve.

For det femte: Det er en rød tråd gennem hele Bibelen, at livet for Guds børn i denne verden ofte er forbundet med stor sorg og lidelse. Det gælder for mange fraskilte kristne, men de er ikke alene.

Der er kristne, som lider i ægteskaber med psykisk eller fysisk alvorligt syge ægtefæller.

Der er homofile kristne, som bærer på et ubeskrivelig tungt kors, for ikke blot må de leve alene, men årsagen til det må de ofte gå ensomme med.

Der er kristne, som har elsket én og bare én, som de ikke kunne få og aldrig får, og derfor må de gå alene gennem livet.

Der er kristne, som fik den ene, de elskede, men mistede den ene til en alt for tidlig død.

Og så har vi kun talt om sorg og lidelse i tilknytning til ægteskab og samliv. Der er ingen ende på, hvad kristne må lide i denne verden.

Hvad er trøsten? Trøsten er det, som jeg skrev om i indledningen til artiklen om ”Singleliv og ægteskab”: at vi har fået del i en rigdom uden lige og uden ende i Jesus: syndernes forladelse, fred med Gud og evigt liv. I al sorg og lidelse er det dette evangelium og kun det, som kan løse os fra bitterhed og trods mod Gud og mod selvrådighed i forhold til hans vilje. I samme grad vi lever Jesus nær, og han er stor og dyrebar for vore hjerter, i samme grad bliver det virkelighed for os, at hvad det end vil koste os at tro og følge ham, så er det for intet at regne i forhold til at få lov at eje ham, være sammen med ham og følge ham til den evige salighed.

Det er en prøvet tro, der aflægger dette vidnesbyrd:

Se her er nu grunden for lykke og fred,

i hårdeste timer, når kampen er hed.

Om her end vansmægter min krop og min sjæl,

når Jesus er hos mig, når Jesus er hos mig,

når Jesus er hos mig, o Gud, er alt vel.

I god tro

(Afsnittet er udvidet i forhold til det, der blev udgivet i bladet, red.)

Som jeg har berørt det ovenfor, må vi regne med, at der er kristne i vore menigheder, som har været i god tro, når de har handlet imod den bibelske vejledning om skilsmisse og gengifte. Vi, som er forkyndere, har i betydelig grad forsømt at forkynde og vejlede om dette emne, og når vi har vejledt, har vi vejledt forskelligt. Udviklingen går i retning af, at erklæret bibeltro forkyndere og teologer åbner op for skilsmisse og gengifte med stadigt flere begrundelser og med stadigt færre begrænsninger. Prisen er, at mange kristne i god tro handler mod Guds ord.

Dette må vi huske, når vi ser på og gør os tanker om andre kristnes handlemåde på dette område.

Nogle, som har handlet imod Guds ord, har været uvidende om, at de gjorde det. På den måde er der kristne, som i god tro har taget initiativ til en skilsmisse, og kristne som i god tro har giftet sig med eller som fraskilte. De sidste er endt i et ægteskab, som var ensbetydende med et ægteskabsbrud. Hvad skal de gøre, hvis de en dag erkender, at det var forkert af dem at blive gift? Skal de forlade det nye ægteskab?

Det er et svært spørgsmål. Jeg tror, det nye ægteskab må betragtes som et ægteskab.

Moseloven rummer i 5 Mos 24,1-4 bestemmelser for skilsmisse og gengifte i Israel. Jesus tydeliggør i sin undervisning i Matt 19,4-9, at både skilsmisse og gengifte er imod Guds egentlige, oprindelige og blivende vilje. Det betyder, at Moselovens bestemmelser vedrørende skilsmisse og gengifte er en lovmæssig regulering af synd. Folket vil i sin vantro ikke følge Guds vilje. De vil skille sig af med deres ægtefæller, og de vil finde sammen med andre. For at begrænse synden og dens skadevirkninger, indfører Moseloven derfor en regulering af synden. Men at loven om skilsmisse og gengifte er en regulering af synd, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det nye ægteskab ikke er et gyldigt ægteskab.

I en bibeltro luthersk tradition lærer vi, at ægteskabet er en skabelsesordning og en borgerlig ordning. Ægteskabet har samme gyldighed i en hedensk kultur og i en kristen kultur. Det har samme gyldighed, uanset om det bliver indgået på rådhuset eller i kirken. Spørgsmålet er, om ægteskabet også har gyldighed, når den ene part er fraskilt.

I 5 Mos 24,3-4 omtales en gengift kvindes oprindelige mand som hendes ”første mand”, mens den mand, som hun giftes til i et nyt ægteskab, omtales som hendes ”anden mand”. Begge mænd omtales som kvindens ægtemænd. Uanset oversættelsen omtales begge mænd som kvindens ægtemænd. Dette var også den naturlige forståelse i Israel i forlængelse af, at der på Moselovens grund var foregået en offentlig vielse med forpligtende løfter, formelle vidner, juridisk gyldighed og almen anerkendelse i Israel. Ville Gud gennem Moses lovgive om en sådan ordning for den fraskiltes ægteskab nummer to, hvis det var en helt igennem tom gestus, et stort bedrag, en nullitet?

Ja, Moseloven regulerer synden. Men den ”leger” ikke med ægteskabet. Når den har en ordning for en legal indgåelse og en offentlig anerkendelse af et forpligtende og fuldt gyldigt ægteskab, så er det for mig svært at tro, at det ikke skal opfattes og anerkendes som netop sådan – et gyldigt ægteskab.

Hvis skilsmissen og det nye ægteskab ikke gjorde nogen forskel i forhold til den gengifte kvindes ægteskabelige status, så forblev hun gift med sin første mand i et fortsat fuldt gyldigt ægteskab. Men hvis det var tilfældet, er det svært at forstå, hvorfor Moseloven i 5 Mos 24,1-4 forbyder en sådan kvinde efter en ny skilsmisse at vende tilbage til sin første mand. Hvis hun fortsat er gift med sin første mand i et gyldigt ægteskab, hvorfor må hun da ikke vende tilbage til ham? Hvorfor vil Gud gennem Moseloven forhindre denne genforening?

Moses begrunder det med, at ”hun nu er blevet uren” (v.4). Men det er svært at forstå, hvorfor en urenhed, som ikke skal straffes efter samfundsloven, skal hindre den gengifte i at vende tilbage til sin første ægtefælle – hvis de stadig er gift i et gyldigt ægteskab.

Begrundelsen er ifølge de bibeltro, lutherske GT-teologer Karl Friedrich Keil og Franz Delitzsch, at Moseloven vil forebygge uigennemtænkte skilsmisser. Loven tydeliggør for mændene, at de ved en skilsmisse, der efterfølges af et nyt ægteskab for hustruen, for altid mister deres ægtefælle. Denne tanke skal få mændene til at overveje det en ekstra gang, inden de skiller sig fra deres hustru. Det ræsonnement giver for mig en vis mening.

Alligevel er det svært for mig at forstå, at Gud vil lade en præventiv bestemmelse i Moseloven hindre, at de to, der uforanderligt hører sammen i et ubrydeligt ægteskab, kan finde sammen igen på tilgivelsens grundlag. Det forstærker min tvivl om, hvorvidt en gengift er at betragte som gift i et gyldigt ægteskab med sin første ægtefælle.

Går vi til Det Nye Testamente, er der tekster her, som ifølge min vurdering peger i retning af, at den gengiftes nye ægteskab er et gyldigt ægteskab.

I Joh 4,7ff. får vi gengivet Jesu samtale med den samaritanske kvinde. I denne samtale beder Jesus kvinden om at hente sin mand. Hun svarer, at hun ikke har nogen mand. Jesus bekræfter og uddyber kvindens udsagn: ”Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand” (Joh 4,17). I alle de over 30 engelske oversættelser, jeg har adgang til, oversætter man her med ”husband” og ”husbands”. Jesus siger ifølge den oversættelse, at kvinden har haft fem ægtemænd, men den mand, som hun nu er sammen med, er hun ikke gift med, og derfor er han ikke hendes ægtemand. Alle de bibeltro kommentarer, som jeg har adgang til, og som berører emnet, herunder de tre skrevet af Richard Lenski, Leon Morris og D.A. Carson, bekræfter denne forståelse. Hvis denne forståelse er rigtig, underbygger det, at også den fraskiltes nye ægteskab har gyldighed som ægteskab.

I 1 Kor 7,11 skriver Paulus om den fraskilte kvinde: “…men er hun blevet skilt, skal hun forblive ugift eller forlige sig med sin mand”. Paulus bruger formuleringen “ugift” om den fraskilte. Det græske ord er “agamos”, og det bruges i NT kun i 1 Kor 7. Her bruges det til gengæld 4 gange. I v.8, 32 og 34 er det åbenbart, at det bruges om en person, som er helt fri i forhold til et gyldigt ægteskab. I vers 11 bruger Paulus dette ord om den fraskilte kvinde. Hun er ugift, hun er ikke længere i et ægteskab. I samme vers omtaler Paulus imidlertid den ugifte kvindes tidligere ægtefælle som hendes “mand”. Det peger i retning af, at de to stadig hører sammen. Spørgsmålet rejser sig på denne baggrund, om skelner Paulus mellem at være gift i et gyldigt ægteskab, som ophører ved en skilsmisse, og så at være bundet sammen med sin første ægtefælle ved et bånd, som består også efter en skilsmisse. Hvis Paulus skelner på denne måde, så kan den fraskiltes nye bryllup på én samme tid være en synd mod den første ægtefælde og indgangen til et nyt gyldigt ægteskab. Hvis det nye ægteskab er gyldigt, så giver det mening at tale om en skilsmisse herfra som en – ny – synd.

Men er der situationer, hvor en skilsmisse fra det nye ægteskab vil være den mindste synd?

Vi kan forestille os en situation, hvor en kvinde forlader sin ægtemand og sine tre børn for at gifte sig med en, som hun er blevet hovedkulds forelsket i, men efter tre uger erkender, at det var helt galt. Er det da ikke den mindste synd at forlade det nye ægteskab og vende tilbage til ægtemanden og de tre børn? Det tror jeg.

Vi kan så rejse det modsatte spørgsmål. Er der situationer, hvor det er den mindste synd at blive i det nye ægteskab?

Vi kan forestille os en situation, hvor en kvinde bliver gift som 20-årig, bliver skilt som 22-årig, og bliver gift igen som 25-årig. Hun får tre børn i det nye ægteskab, sideløbende med, at hendes første ægtemand får en ny hustru og familie. Hvis denne kvinde efter 20 år i det nye ægteskab bliver kristen og spørger, om hun skal forlade dette ægteskab, skal vi da råde hende til det? Jeg tror det ikke.

Min vurdering er med andre ord, at vi på dette område må skønne, hvad der er den mindste synd og det mindste onde.

I den sammenhæng mener jeg også, at det må tillægges vægt, at Bibelen både i Det Gamle og Det Nye Testamente stærkt understreger forældrenes kald til sammen at være hos og drage omsorg for deres børn. Far og mor har et kald til at sammen at vise børnene kærlighed, vejlede dem i livet og oplære dem i troen (2 Mos 20,12; 5 Mos 4,9; 6,6 f.; 11,19; Sl 131,2; Ordsp 22,6; 31,1; Es 49,15; 66,13; Ef 5,22 ff.; Kol 3,18 ff.; Tit 2,4; 1 Pet 3,1 ff.). Uanset om en af forældrene er gengift, har børnene behov for denne fælles omsorg fra de to forældre. At fratage børnene denne omsorg vil ifølge min vurdering repræsentere et alvorligt svigt og derfor være en synd i sig selv.

Når jeg ikke tror, at alle gengifte skal forlade deres nye ægtefælle hænger det også sammen med, at vi ingen steder i Det Nye Testamente møder en sådan vejledning. Vi må regne med, at mange kristne i Det Nye Testamentes menigheder var gengifte. Alligevel møder vi ingen formaning nogen steder i Det Nye Testamente om, at de skal forlade deres ægtefæller. Jeg er bevidst om, at det kan være problematisk at argumentere ud fra det, som ikke står. Men jeg synes, det har en vis vægt og betydning i denne sammenhæng.

Andre bibeltro, lutherske forkyndere og teologer vejleder på en anden måde.^vi De siger, at gengifte altid bør forlade eller leve seksuelt afholdende i forhold til deres ægtefælle. Jeg forstår deres argumentation: at de gengifte livet igennem hører sammen med deres første ægtefælle, og at de derfor lever i ægteskabsbrud ved at være sammen med en anden. Men af de ovennævnte grunde er jeg ikke overbevist om, at det er sådan, vi bør vejlede.

Jeg vil denne forbindelse udtrykke min betænkelighed ved det råd, som nogle bibeltro vejledere giver til de gengifte om at leve videre i et parforhold, hvor de er seksuelt afholdende. Rådet gives ud fra en tanke om, at man i et ægteskab med en fraskilt bor sammen med en andens ægtefælle. Det er en, som man ikke har lov at begære (Matt 5,28). Men i de tilfælde, vi her taler om, vil det typisk være en, som man fortsat elsker, som man har levet seksuelt sammen med, og som man nu skal bo sammen med, tage på ferier med, tilbringe nætterne med og dele hele sit liv med – uden at nærme sig det seksuelle. Hvordan skal man kunne gøre dette uden konstant at bryde ægteskabet i tanke og sind – og være fristet til at gøre det i handling? Er det ikke at placere sig midt i fristelsens bål? Er det ikke at gøre netop det, som vi formaner alle kristne kærestepar til ikke at gøre, fordi det uundgåeligt fører til fristelse og fald, og fordi det er et forførende forbillede for andre? Må vi ikke formane alle kristne til at flygte fra fristelsens sted og situation? Det tror jeg, og derfor er jeg betænkelig ved denne rådgivning. At vi ikke møder denne rådgivning i Det Nye Testamente, understøtter min betænkelighed. 

I god tid

Der vil være læsere af denne artikel, som oplever de behandlede problemstillinger teoretiske, fordi de aldrig har haft dem tæt inde på livet. Og der vil være nogle, som af den grund tænker, at artiklen ikke er relevant for dem. Det forholder sig lige omvendt. Artiklen er ikke mindst skrevet til dig, som endnu ikke har oplevet nogen af de her ting på nært hold.

Erfaringen siger os, at når først en svær etisk problemstilling rykker tæt på og involverer mennesker, som vi er nært forbundet med, så bliver det svært for os at tænke klart. De konkrete omstændigheder og personlige relationer truer med at farve og forme vores fortolkning af Guds ord. Derfor er det godt at søge klarhed ud fra Guds ord i god tid, inden problemerne rykker tæt på.

Også i en anden henseende er det godt at være i god tid. Når vi oplever, at nære relationer bliver skilt, vil der ofte være en sandsynlighed for, at de før eller siden vælger at gifte sig igen. En sådan vielse er ifølge Guds ord, som vi har set det i denne artikel, en markering af et ægteskabsbrud. Kan en kristen deltage i sådan en vielse og i en efterfølgende fejring ved en bryllupsfest? Jeg tror det ikke.

Det bliver ikke bedre af, at vielsen finder sted i kirken. I kirken signaleres og markeres det, at Guds velsignelse er over det, som nu sker. Men det er et bedrag. Det er det modsatte, der er tilfældet. Al vielsens kristne sang, bøn, tale og velsignelseslysning tjener kun til at dække over og forføre de deltagende væk fra den realitet, at her er der to, som nu erklærer, at de vil bryde ægteskabet, og som misbruger Guds navn til at legitimere det.

Jeg tror ikke, at det er forsvarligt for en kristen at deltage i det. Jeg tror heller ikke, at en kristen kan deltage i en efterfølgende bryllupsfest uden indirekte og direkte at signalere sin støtte til og glæde over det, som fejres.

Derfor vil jeg tilskynde alle kristne, som har det syn på skilsmisse og gengifte, som er lagt frem i denne artikel, til så tidligt og så nænsomt som muligt at sige til de venner eller familiemedlemmer, som er på vej mod gengifte: Når dagen kommer, kan vi ikke deltage i det. Uanset hvor meget vi holder af jer, og hvor meget vi ønsker at bevare en nær relation fremover, så kan vi ikke gøre det. Der er ingen garanti for, at det bliver godt modtaget. Men min erfaring er, at jo tidligere man får det sagt, jo bedre er betingelserne for at det bliver modtaget i den bedste mening og uden skår i relationen.

Jesu blod

Når vi standser for, hvad Guds ord vejleder os til at gøre, så afsløres vores synd. Jeg tvivler på, at nogen kan læse en artikel som denne uden at gøre den erfaring. Her tænker jeg ikke kun på synd i forhold til hovedemnet: skilsmisse og gengifte. Jeg tænker på synd i form af trods, modvilje og modstand mod Guds ord. Jeg tænker på ligegyldighed og forsømmelse i forhold til de brødre og søstre i blandt os, som bærer på tunge kors – herunder de fraskilte. Jeg tænker på et verdsligt sind, som tænker og handler som den verden, vi lever i.

Men jeg er bevidst om, at det kan medføre en særlig tung sorg og anfægtelse, når jeg erkender, at jeg har syndet konkret mod det sjette bud.

Derfor vil jeg gerne understrege det vigtigste, som Guds ord har at sige ind i denne sammenhæng. Det gælder i forhold til alt det, som vi kan sørge og anfægtes over, alt hvad vi rummer af synd og har begået af synd: Jesu blod renser os for al synd!

Der er en sand frihed og en sand fred med Gud for os alle, når vi træder ud i lyset og bekender alt for Gud, som det er. Så kommer han os i møde med Jesu blod, der renser os fuldt og helt for al synd. Da ér vi under Guds nåde og velsignelse, og da åbner Gud en vej frem for os i fællesskab med alle Guds børn – ved Jesu blod.

”Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns blod, renser os for al synd” (1 Joh 1,7).

Tjenester i menigheden

Til slut nogle få ord om fraskiltes og gengiftes tjeneste i menigheden. Hvilke tjenester kan fraskilte og gengifte påtage sig i menigheden?

1 Tim 3,2: ”En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand …”

1 Tim 3,12: ”En menighedstjener skal være én kvindes mand …”

Tit 1,6: ”En ældste må være én, der ikke er noget at udsætte på, han skal være én kvindes mand …”

Det første og sidste skriftsted taler om tjenester i menigheden, som kun mænd kan have, fordi de indebærer et overordnet lederansvar. Det gælder både for tjenesten som tilsynsmand og som ældste. Tjenesten som menighedstjener kan imidlertid ifølge Det Nye Testamente varetages af både kvinder og mænd. Således er kvinden Føbe menighedstjener (Rom 16,1). Det er en tjeneste, som er underordnet den mandlige ledelse.

Til begge typer tjenester, både de overordnede og ledende og de underordnede tjenester, må vi i den kristne menighed se efter og gøre brug af en, som er ”én kvindes mand” eller i tilfældet af kvindelige menighedstjenere ”én mand hustru” (1 Tim 5,9).

Hvad dækker dette udtryk over? Der er blevet givet fire bud på en fortolkning:

1) Personen skal være gift.

Det er usandsynligt, at det skulle være et krav til alle tjenere i menigheden, at de skulle være gift. Det ville blandt andet udelukke Paulus, og det ville stå i modstrid med Paulus’ ord om, at det kan være en fordel for en tjener for evangeliet at være ugift (1 Kor 7,32ff.)

2) Personen må ikke have mere end én ægtefælle.

Dette er også usandsynligt. Polygami var stort set ophørt blandt både jøder og hedninger på Det Nye Testamentes tid. Når der forekom polygami i Det Gamle Testamente, var der altid tale om en mand, som havde flere koner, aldrig omvendt. Hvis formuleringen ”én kvindes mand” skulle udelukke flerkoneri, bliver det svært at forklare, hvad Paulus mener, når han bruger en parallel formulering om de enker, der skulle kunne anerkendes til at få støtte fra menigheden. De skulle være ”én mands hustru” (1 Tim 5,9). Det giver ingen mening at sige, at Paulus her vil udelukke kvinder med flere mænd. Udtrykket må henvise til noget andet.

3) Personen må ikke gifte sig igen efter sin første ægtefælles død.

Dette ville stå i modstrid med Paulus’ gentagne pointeringer af, at en enke/enkemand er fri til at gifte sig igen efter ægtefællens død (Rom 7,2; 1 Kor 7,39). Det ville også stå i modstrid med 1 Tim 5,14, hvor Paulus direkte tilskynder unge enker til at gifte sig igen. Det ville han ikke gøre, hvis det var et ideal for de troende, at man forbliver ugift som enke/enkemand.

4) Han må ære ægteskabet, som Guds ord foreskriver det.

Det betyder, at han må vente med sex, til han er gift, og være tro mod sin ene ægtefælle livet ud.

Det er den oplagte forståelse. Det udelukker dem, som praktiserer sex før eller uden om ægteskabet. Det udelukker også dem, som tager initiativ til en skilsmisse eller gifter sig igen efter en skilsmisse. En menighedstjener må ære ægteskabet og være tro mod sin ene ægtefælle hele livet.^vii

Kravet om at være én kvindes mand udelukker dermed de gengifte, fordi de med deres liv vidner om noget andet end troskab mod den ene ægtefælle hele livet. Som alle andre troende må de gengifte kaldes til at lytte til og bøje sig for Guds ord og bekende al erkendt synd for Gud. På det grundlag kan de som alle andre troende deltage i menighedens fællesliv, mission, sang, bøn, omsorg og indbyrdes opbyggelse med vidnesbyrd. Men de kan ikke varetage en fast tjeneste i menigheden, fordi den forudsætter, at man med sit liv bekræfter og vidner om ægteskabets livslange ubrydelighed.

Ligger det også i kravet om at være ”én kvindes mand”, at den gifte ikke må blive udsat for en ufrivillig skilsmisse på ægtefællens initiativ?

Jeg har ikke fundet en eneste fortolker, som mener det. Det synes ikke på nogen måde at være en nærliggende eller velbegrundet fortolkning af formuleringen ”én kvindes mand”.

Man kan så rejse spørgsmålet, om den ufrivilligt fraskilte er uegnet til tjeneste i menigheden, fordi han/hun ikke fuldt ud kan være et godt forbillede for menigheden, som en tjener må være det ifølge Det Nye Testamente (1 Tim 4,12; Tit 2,7; 1 Pet 5,3). Når det spørgsmål skal vurderes, må det tages med i betragtning, at Gud selv i Det Gamle Testamente igen og igen udsættes for netop dette. Guds folk, hans brud, forlader ham igen og igen og horer med andre. Men Gud forbliver urokkeligt tro mod pagten. Derved er han et vidunderligt forbillede for alle ægtefolk.

På den baggrund mener jeg ikke, at en ufrivillig skilsmisse i sig selv udelukker fra en tjeneste i menigheden.

Der kan være mange årsager til, at en kristen bliver forladt af sin ægtefælle. Nogle bliver forladt, fordi ægtefællen i forlængelse af en hjerneblødning eller et trafikuheld oplever en radikal personlighedsforandring. Ingen kan værne sig imod det, og ingen, som bliver udsat for det, kan tillægges skyld for det. Forbliver den ufrivilligt fraskilte i den situation tro mod sin ægtefælle ved at forblive enlig, mener jeg, at man i høj grad kan være et godt forbillede for andre troende.

Enhver skilsmisse må således bedømmes for sig, og det må bero på et skøn, om den fraskilte kan indgå i og varetage en tjeneste i menigheden. Herved kommer den fraskilte til at blive ligestillet med alle andre troende i menigheden. For det gælder i forhold til alle troende, at det må bero på et skøn, hvorvidt de egner sig til en tjeneste i menigheden, herunder om de kan være gode forbilleder for andre troende.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.