Spørgsmål:
Kære Nyt Liv
Så kom den igen, 9. søndag efter trinitatis, med teksten om den utro godsforvalter. Præsten i min kirke lagde ikke skjul på, at hun ikke forstår, hvad den går ud på. Hun prædikede i stedet over dagens læsning fra ordsprogenes bog.
Jeg tror, at vi er mange, der ikke forstår, hvad Jesus har villet sige med denne lignelse. Er der mon en af Nyt Livs medarbejdere, der vil hjælpe os her?
Med venlig hilsen – og endnu en gang TAK for jeres hjemmeside.
Lignelsen (Luk 16,1-13)
v1 Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. v2 Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. v3 Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. v4 Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. v5 Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? v6 Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! v7 Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!«
v8 Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. v9 »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger. v10 Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. v11 Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi? v12 Og hvis I ikke har været tro med andres ejendom, hvem vil så give jer noget at eje selv? v13 Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.«
Svar:
Brugen af lignelser fylder meget i Jesu forkyndelse, som i evangelierne kaldes ”Evangeliet om Riget”, og det er Guds Rige: ”de troende”, ”Kirken”, ”de kristne”, dvs. Guds menighed i Himlen og på jorden. Dette rige er på alle måder forskelligt fra ethvert jordisk rige og kan derfor ikke rummes i et enkelt billede. De forskellige lignelser belyser hver for sig enkelte sider af Guds Rige (og må derfor forstås sådan). Tolkningen af en lignelse er derfor heller ikke så ligetil – man farer nemt vild. Det er altså vigtigt at finde den rigtige tolkning. Den (nu afdøde) norske teolog og bibelskolelærer Øivind Andersen lærer os, at man kun i få tilfælde kan tolke Jesu lignelser som en allegori (dvs. ethvert enkelt led i lignelsen skal overføres direkte på et bestemt forhold i Guds Rige). Han siger, at de fleste lignelser skal tolkes som en parabel (dvs. at lignelsen som helhed skal belyse en eller nogle få forhold i Guds Rige). Ligesom en fysisk parabol har et brændpunkt, som samler alle strålerne i dette ene punkt, således har lignelsen et bestemt fokus, som det derfor er vigtigt at finde.
I lignelsen (parablen) om den utro godsforvalter får vi god hjælp til at finde dette fokus ved at lytte til, hvordan Jesus selv konkluderer (Luk 16,8b-9): Lysets børn, de kristne, bør være lige så kloge med tanke på deres fremtid, evigheden, som denne verdens børn er det med tanke på deres jordiske fremtid.
For at uddybe dette vil jeg anføre nogle citater fra en prædiken af Martin Luther over teksten fra 9. søndag efter Trinitatis:
”Dette evangelium er en prædiken om gode gerninger og især imod gerrighed, nemlig at man ikke skal misbruge gods og penge, men hjælpe fattige og nødlidende mennesker dermed (…) Denne lærdom indfatter Kristus i en lignelse, således som han plejer at gøre (for at vi kan forstå den bedre), når han siger, at vi skal opføre os ligesom denne uretfærdige godsforvalter (…) Nu er det jo ikke vor Herre Kristi mening, at vi skal gøre hinanden uret, så den ene bedrager den anden og så kommer og giver almisse af de uretfærdigt opnåede midler. Nej, hans mening er, at vi skal efterligne denne godsforvalter i rettidig omhu og snedighed, så vi anvender vores gods og vore penge på en sådan måde, at det bliver til gode og gavn for os i det andet liv.”
”Dette er nu den prædiken imod gerrighed, at den, som vil være en kristen ikke bestandig skal åbne hånden for at modtage for så, når der skal gives, at knytte den fast sammen, for at der ikke skal glide en femøre igennem til andre. Nej, du skal gerne, villigt og mildt hjælpe og give til den trængende, hvor der er mulighed for det; da tjener du Gud, og han vil også lønne dig.”
”På en særlig måde giver verdens børn lysets børn et smukt eksempel på det, som vor Herre Kristus her vil sige: Læg mærke til et menneske, der for alvor er besat af gerrighed, da skal du se, hvordan han ikke under sig nogen ro dag eller nat, hvordan hans tanker aldrig beskæftiger sig med andet end rigdom og tragten efter flere penge (…) Han sparer sig ingen umage, møje eller arbejde, hvor han øjner mulighed for at få fat i flere penge. Heraf skulle vi lære at være ivrige efter de evige værdier, ligesom de gerrige er det efter penge. Men hvor finder du en kristen, der gør det – der glæder sig lige så meget, når han finder et fattigt menneske, så han kan hjælpe med nogle hundrede kroner, som en ågerkarl glæder sig, når han kan forøge sit udbytte med samme beløb?”
”Når dette er sagt, plejer man at spørge mig, hvorledes denne lærdom stemmer overens med læren om troen alene. Når nu Herren siger, at vennerne vil tage imod os i de evige boliger, betyder det så ikke, at man kan fortjene Himlen ved gerninger? (…) Spørgsmålet om man med almisser kan købe Himlen og det evige liv er ikke så vanskeligt at svare på. Paulus siger nemlig: ’Alt, hvad der ikke er af tro, er synd’ (Rom 14,23). Heraf følger nu, at Gud ikke har behag i det vantro menneskes almisse og vil ingenlunde give ham Himlen og det evige for dette. Men de, der tror på Kristus og beviser deres tro med gerninger, deres gerninger er velbehagelige i Guds øjne for troens skyld, og Gud vil også betale sådanne gerninger i det andet liv. Men heraf følger dog ikke, at det evige liv gives på grund af gerninger. Det gives alene til dem, der tror på Kristus. Herom vidner han selv igen og igen, når han siger: ’Den som tror på mig, skal i al evighed ikke se døden’, ’Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig’, Gud gav sin søn, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv’ (…) Kristus siger: ’Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når den slipper op kan tage imod jer i de evige boliger’. Men han siger også, at det er ved troen, vi har syndernes forladelse. Om disse to ord gælder, at de begge er sande, og ingen af dem er falske. Hvorledes skal man da kunne forlige dem? Kun således, at vi ved troen på Kristus har syndernes forladelse og det evige liv, og at Gud for denne tros skyld vil lade vores almisse og andre gode gerninger være velbehagelige i sine øjne og betale dem rigeligt i det andet liv. Derfor, om det end kan være vanskeligt at tjene Gud og gøre gode gerninger, så skal vi dog gøre dem villigt og gladelig på grund af det håb, som venter os i Himlene (Kol 1,5). Dette er den sande og fulde betydning af disse ord og et sikkert svar på spørgsmålet om gode gerninger. Gud give os sin nåde for sin søns Jesu Kristi skyld ved den Hellige Ånd, så dette troværdige og herlige løfte og formaning kan bære frugt hos os, så vi indretter vort liv derefter og bliver evindelig salige. Amen.”
Så langt Luther.
Lad mig vil prøve at sammenfatte alt dette i sætningen: Mine gode gerninger er velbehagelige i Guds øjne, men de vil aldrig kunne gøre mig velbehagelig i Guds øjne. Det kan kun troen på Jesu Kristi forsoning – det kan kun Jesu blod, der renser os for al synd.
Luthercitaterne er fra Luthers prædiken til 9. søndag efter Trinitatis i Dr. Martin Luthers Huuspostille fra den danske udgave fra 1564 – gengivet i en sproglig bearbejdet form.
Udgivet af
Jens Olsen
Jens Olsen, Ringkøbing, prædikant i Luthersk Missionsforening.