Bibelens grundlæggende lære om skabelsen finder vi i de to første kapitler i 1. Mosebog, hvor vi læser, at Gud ”i begyndelsen” skabte ”himlen og jorden” (1 Mos 1,1). Bibelen lærer, at Gud skabte himmel og jord af intet (creatio ex nihilo) (Hebr 11,3). Før Gud skabte, var der altså intet, bortset fra den treenige Gud, som er fra evighed af. Himmel og jord, mennesker, engle og åndsvæsener – alt er skabt af Gud og har derfor en begyndelse (Es 45,12).
Det er vigtigt at være klar over, at også Himlen hører med til skaberværket. Himlen er skabt og fyldt af skabte personer, som Skriften blandt andet kalder engle og serafer. Disse åndelige personer har forskellig magt og myndighed. Skriften sammenligner dem med militære divisioner, men giver os kun en begrænset viden om dem (Ef 6,12).
Oprindeligt blev englene skabt for at ære og tjene Gud og for at vogte de mennesker, som Gud havde skabt på jorden. Engle og andre åndsvæsener har derfor kun en delegeret og begrænset magt, og den magt, de har fået at forvalte, holder Gud i sin hånd. På det punkt taler Skriften klart og viser os også den store forskel mellem Jesus, Guds søn og englene: ”Om englene hedder det: Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til flammende ild, men til Sønnen: Din trone, Gud, står til evig tid, dit kongescepter er retfærdighedens scepter” (Hebr 1,7-8).
Gud skabte og skaber alle ting ved sit ord
Læser vi fra 1 Mos 1,3 og fremefter, ser vi, at skabelsen foregik på en speciel måde. Gud skabte ved sit ord, dvs. at han ved navn nævnte det, han ville skabe, og så blev det til. Denne vigtige pointe ved den bibelske lære om skabelsen kommer til udtryk en række steder i Skriften, fx Sl 33,9: ”For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der.”
At Gud skaber ved sit ord er en sandhed, der er meget vigtig og afgørende, ikke alene for vores forståelse af skabelsen, men også for troen og frelsen. Sandheden er, at Gud også skaber troen og det nye liv i os ved sit ord. Det vil jeg komme tilbage til senere. Sagen nævnes her for at pege på, at der er en vigtig sammenhæng mellem vores forståelse af Gud som skaber og vores liv som kristne.
At Gud skabte verden ved sit ord, er i virkeligheden ensbetydende med, at han skaber ved sin søn. Det forstår vi ud fra det faktum, at Bibelen flere steder omtaler ”Ordet” som en person og lader os forstå, at denne person netop er Guds søn, Jesus Kristus. Det bekræfter det, der blev påpeget ovenfor, nemlig at Gud Fader fuldfører sin plan og vilje gennem sin evige søn. Læs fx Joh 1,1-3 og 14; Kol 1,16. Skaberværket blev oprindelig skabt godt i den betydning, at det svarede til Guds hensigt og plan (1 Mos 1,10, 12, 21, 25 og 31).
Gud holder verden og historien i gang
Efter at Gud skabte himlen og jorden, holder han verden oppe ved at lade naturen gå sin gang, og ved at lade menneskeheden overleve fra generation til generation. Gud har, ifølge Bibelen, ikke fjernet sig fra den virkelighed, han har skabt. Han er den nær, og han styrer den.
Det indebærer, at Gud lader naturlovene udfolde sig, men også at han kan gribe ind i forhold til disse, bryde deres regelmæssighed og gøre det, vi kalder undere. I virkeligheden er Gud altid nærværende i forhold til skaberværket. Han er den egentlige årsag til alt, hvad der sker i den mindste mikroorganisme og i det totale univers. ”Han bærer alt med sit mægtige ord” (Hebr 1,3). Læs også ApG 17,26.
Skabelsen af mennesket
Mennesket blev, ifølge Bibelens fremstilling, skabt på den sjette dag, efter at Gud havde fuldført det øvrige skaberværk. Det første menneske, Gud skabte, var en mand, som han kaldte Adam. Derefter skabte han Eva, Adams hustru (1 Mos 2,7ff).
At mennesket blev skabt til sidst, er i sig selv et udtryk for Guds godhed og nåde. Det viser nemlig, at Gud gjorde alt det færdigt, som mennesket har brug for, før han skabte det. Skaberværket var Guds gaver, som mennesket skulle få lov til at leve i uden at have gjort noget som helst for at gøre sig fortjent til det.
Dermed er der en lighed mellem skabelsen og frelsen. Senere vil vi se på, at ligesom Gud gjorde alt færdigt for mennesket i skabelsen, har han også gjort sin frelse i Jesus færdig for os. Han har skabt hver enkelt af os i den hensigt, at vi skal leve i tro og i samfund med Gud på grundlag af Jesu frelsesværk.
Gud skabte mennesket i en helt enestående position i forhold til skaberværket i øvrigt og i forhold til Gud. At Gud havde tanker om mennesket, som han ikke havde om det øvrige skaberværk, fremgår af, at den treenige Gud rådslog med sig selv, før han skabte mennesket. ”Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” (1 Mos 1,26).
Det betyder ikke, at mennesket er skabt med guddommelige egenskaber eller kræfter, men at der, trods den store forskel mellem Gud og mennesker, alligevel er en væsentlig lighed. Hvad denne lighed består i, vil vi komme tilbage til i det følgende, efter at vi først har set nærmere på, hvad det vil sige, at mennesket er vidt forskelligt fra Gud. Det er nemlig helt afgørende at forstå, hvad denne forskel består i, for at kunne forstå ligheden – altså, hvad det vil sige, at mennesket er skabt i Guds billede.
I 1 Mos 2,7 læser vi, at mennesket blev dannet af jordens støv. På den ene side viser det, at mennesket er en del af det øvrige skaberværk og derfor uendelig lille, uanselig og afmægtig i forhold til Gud. Hele menneskets eksistens ligger i Guds hånd. På den anden side er mennesket i kraft af sin skabelse også højt hævet over den øvrige skabning. Bibelen fortæller nemlig, at Gud gjorde mennesket til et ”levende væsen”.
Hvad menneskets sjæl er, har filosoffer og tænkere grundet over gennem alle tider. Visse religioner og filosofiske retninger har hævdet, at sjælen er guddommelig. Over for dette må vi fastholde, at også menneskets sjæl er skabt af Gud, og at den ikke er guddommelig. Bibelens lære om skabelsen giver overhovedet intet grundlag for at hævde, at mennesket er guddommeligt og kan sættes på linje med Gud.
Sjælen er det i mennesket, som gør, at vi er enkeltindivider og oplever os selv som enkeltindivider eller personer. Min sjæl er mit ´jeg´, det i mig som samler mine egenskaber, intellektuelle evner, følelser, vilje og alle ydre og indre egenskaber.
Vores egenskaber kan ellers godt tabes, ændres eller forsvinde, men sjælen er evig og giver os den afgørende værdi som mennesker. Dette er vigtigt at være klar over i vores tid. Menneskets værdi må begrundes i noget, alle mennesker har fælles, nemlig en evig sjæl. På denne baggrund vil vi uddybe, hvad det indebærer, at mennesket er skabt i Guds billede.
Mennesket, skabt i Guds billede
At mennesket er skabt i Guds billede betyder i første omgang, at det er skabt til at eksistere i et personligt forhold til Gud. Vi kan derfor sige, at Guds billede i mennesket kommer til udtryk i og med, at mennesket er skabt som en person. I forlængelse af det må der siges noget mere, nemlig, at Guds billede i mennesket oprindeligt også indbefatter en sand og rigtig kundskab om Gud, samt vilje og evne til at leve i harmoni med Guds vilje.
Den kundskab om Gud, som Adam og Eva havde før syndefaldet, var ikke fuldkommen i den betydning, at de havde en altomfattende teoretisk kundskab om Gud. Det, Bibelen siger, tyder på, at de havde et personligt kendskab til Gud, dvs. en erkendelse af ham, som går ud over det teoretiske. De kendte Gud som person på en måde, der kan sammenlignes med det personlige kendskab, som kan udvikles på det medmenneskelige plan. Et sådant personligt kendskab til Gud er forudsætning for selve det personlige forhold til ham og hører derfor med til gudsbilledet i mennesket.
Det fremgår blandt andet af Bibelens omtale af forholdet mellem Gud og Adam før syndefaldet. Gud og det første menneske havde et personligt forhold til hinanden. De talte sammen. Mennesket var åbent over for Gud. Det skjulte sig ikke for ham i skam eller frygt for straf, men forholdet var fortroligt, trygt og kærligt. Det samme fremgår indirekte af det, Jesus siger, fx i Joh 17,3: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”
Guds billede i mennesket giver sig også udtryk i, at menneskene oprindeligt blev skabt til at have personligt kendskab og fællesskab med hinanden. Derfor kan vi også sige, at mennesket er skabt i den treenige Guds billede. Lige som de tre personer i Gud kender hinanden og står i et gensidigt forhold til hinanden, skulle også menneskene forholde sig til hinanden i et personligt fællesskab.
Denne sociale side ved Guds billede i mennesket kommer fremfor alt til udtryk i, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde. Han skabte dem i sit billede og dermed som ligeværdige. Alligevel skabte ham dem som to forskellige slags mennesker, og hans hensigt med det var, at mand og kvinde skal leve i et livslangt fællesskab med hinanden.
Derfor skal dette specielle fællesskab mellem mand og kvinde efter Guds plan virkeliggøres i ægteskabet. Guds hensigt med ægteskabet er derfor, at én mand og én kvinde går ind i et livslangt, offentligt bekræftet forhold og bliver ét i den forstand, at de udvikler et fællesskab, der er dybere og mere intimt end noget andet medmenneskeligt fællesskab (1 Mos 1,27 og 2,24; Matt 19,5; Ef 5,31).
At mennesket er skabt i Guds billede kommer også til udtryk i, at Gud har givet det en herskerstilling over jorden på Guds vegne. Mennesket blev betroet magt og herredømme over den øvrige skabning. Som hersker over skaberværket står det samtidig til ansvar over for Gud (1 Mos 1,26-28).
Forholdet mellem Gud og mennesket
På det medmenneskelige plan har sproget en helt afgørende betydning for, at der kan oprettes personlige fællesskaber. Gennem sproget lærer mennesker hinanden at kende, så personlige forhold opstår. En tilsvarende rolle har sproget også i forholdet mellem Gud og mennesker. Kendskab til Gud, og det personlige forhold mellem Gud og mennesker etableres derfor gennem Guds tale til mennesker. Også dette forhold er tydeliggjort i Bibelens fortælling om Adam og Eva. Spørgsmålet er så, hvad Gud har sagt til disse første mennesker – og til os – for at etablere et sådant forhold.
I 1 Mos 2,16-17 læser vi, at forholdet mellem Gud og de første mennesker skulle stå og falde med lydighed mod et bestemt ord af Gud, nemlig forbudet mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt. Forbudet blev ikke givet med nogen forståelig eller logisk begrundelse. Meningen med det var, at mennesket skulle sættes på prøve, så det kunne vise, om det ville adlyde Gud for Guds egen skyld.
Ved at adlyde budet skulle Adam og Eva gøre erfaring af forskellen mellem godt og ondt. Lydighed ville give erfaring af det gode, men ulydighed derimod ville give erfaring af det onde. Denne prøve bestod de første mennesker ikke, og det førte til, at forholdet mellem Gud og mennesket blev ødelagt. Hvorfor og hvordan det skete, og hvilke følger det fik, vil vi komme tilbage til. I næste kapitel vil vi sige noget om et andet problem, der er beslægtet med det, vi her har berørt.
Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen
Artiklen er oversat med tilladelse fra www.teologiteigen.net.
Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.
Udgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.